2. søndag i advent

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 21,25–36

Teksten er den sidste del af Jesu tale om de sidste tider i Lukasevangeliet (Luk 21,5–36). Jesus holder talen i templet i Jerusalem i dagene lige før lidelsen. Anledningen er, at nogle beundrer templets skønhed, og at disciplene spørger, hvornår det skal ske, og hvad tegnet bliver (21,7). Jesus taler først om falske messiasser, krige og forfølgelse og om Jerusalems belejring og fald (21,20–24). Derefter løfter han blikket fra byen til hele verden: tegn i sol, måne og stjerner, Menneskesønnens komme i en sky og forløsningen for dem, der hører ham til. Lignelsen om figentræet og formaningen om at våge og bede afslutter talen; bagefter fortæller Lukas kun, at Jesus underviste i templet hver dag (21,37–38), og så begynder lidelseshistorien. Teksten er prædiketekst 2. søndag i advent i 1. tekstrække. Dermed peger adventstiden ikke kun frem mod julen, men også frem mod Kristi genkomst: Han, som kom i ydmyghed, kommer igen i herlighed.

Loven i teksten: Loven taler gennem tegnene: Verden er ikke så fast og tryg, som den ser ud. Himmel og jord skal forgå, og dagen kommer over alle som en snare. Den dømmer det sikre hjerte, der siger: «Det er sagt før, og der skete ingenting.» Men v. 34 rammer også os, der kalder os kristne: Hjertet sløves ikke kun af svir og druk, men af almindelige bekymringer for arbejde, penge og familie. Vi kan være optaget af alt det daglige, så vi helt glemmer, at Herren kommer, og at vi skal stå foran Menneskesønnen. Ingen kan selv gøre sig værdig til at stå der.

Evangeliet i teksten: Evangeliet står i v. 28: «Jeres forløsning nærmer sig.» Den, der kommer i skyen, er Menneskesønnen, som gav sit liv som løsesum for os. Derfor kommer han ikke til sine som en vred dommer, men som Forløser. Hvor verden kun ser undergang, skal de troende se forårstegn: Sommeren og Guds rige er nær. Hans ord forgår ikke, heller ikke løftet om syndernes forladelse. Og det, vi ikke selv kan, beder vi ham om: at blive holdt vågne og gjort værdige til at stå foran ham. Han giver det ved sit ord og sine sakramenter i ventetiden.

Prædikenspor: «Ret jer op – forløsningen er nær» · «Mine ord skal ikke forgå» · «Når hjertet bliver tungt»

Salmeforslag: DDS 74 Vær velkommen, Herrens år · DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed · DDS 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom · DDS 275 Uforsagt, vær på vagt · DDS 618 Op! våg og bed

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 25,1–13

Lignelsen om de ti brudepiger står i Jesu store tale om de sidste ting (Matt 24–25), som han holder for disciplene på Oliebjerget få dage før sin lidelse (Matt 24,3; 26,1–2). Han har lige talt om tjeneren, der siger: «Min herre tager sig god tid» (24,48), og om at være rede, fordi Menneskesønnen kommer i en time, man ikke venter (24,44). Derefter følger tre billeder af den tid, hvor menigheden venter: de ti brudepiger, talenterne (25,14–30) og verdensdommen (25,31–46). Billedet er hentet fra et bryllup, hvor brudgommen efter skikken kom om aftenen, og hvor følget går ham i møde med lys og følger ham ind til festen. Jesus taler til sine egne disciple, ikke til de vantro: Alle ti er med i følget, alle har lamper, og alle falder i søvn. Forskellen viser sig først, da brudgommen kommer. I Alterbogen er teksten evangelium på 2. søndag i advent i 2. tekstrække, hvor adventstiden vender blikket fra julen frem mod Kristi genkomst.

Loven i teksten: Teksten afslører en tro, der kun er udenpå. De tåbelige har lampe, følge og den rette bekendelse – de råber endda «Herre, Herre» – men de har ikke regnet med, at brudgommen kunne lade vente på sig. Sådan lever mange i kirken i dag: Man er døbt og holder fast ved kirkens skikke, men hjertet regner ikke med Herrens komme, og Ordet bliver skubbet til senere. Lignelsen siger hårdt, at det kan blive for sent, og at ingen kan låne sig til en andens tro i sidste øjeblik. Ordene «jeg kender jer ikke» er alvorlige netop for os, der er med i følget.

Evangeliet i teksten: Brudgommen kommer. Det er tekstens bærende løfte: Kristus kommer ikke for at nedlægge en fest, men for at føre sine ind til brylluppet. Råbet ved midnat er et glædesråb, og ordet om at gå ham i møde gør hans komme til en modtagelse. De kloge kommer ikke ind, fordi de holdt sig vågne – de sov også – men fordi de havde den olie, som ikke kan laves i sidste øjeblik. Den gives i Ordet og sakramenterne nu, mens døren står åben. Den, der ejer Kristus i troen, kan sove trygt og vågne til hans komme med glæde.

Prædikenspor: «Se, brudgommen kommer» · «Olie, der ikke kan lånes» · «Når ventetiden bliver lang»

Salmeforslag: DDS 74 Vær velkommen, Herrens år · DDS 268 Zions vægter hæver røsten · DDS 271 I jomfruer, I kloge · DDS 86 Hvorledes skal jeg møde · DDS 275 Uforsagt, vær på vagt

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers