Luk 21,25–36

Teksten i sammenhæng

Teksten er den sidste del af Jesu tale om de sidste tider i Lukasevangeliet (Luk 21,5–36). Jesus holder talen i templet i Jerusalem i dagene lige før lidelsen. Anledningen er, at nogle beundrer templets skønhed, og at disciplene spørger, hvornår det skal ske, og hvad tegnet bliver (21,7). Jesus taler først om falske messiasser, krige og forfølgelse og om Jerusalems belejring og fald (21,20–24). Derefter løfter han blikket fra byen til hele verden: tegn i sol, måne og stjerner, Menneskesønnens komme i en sky og forløsningen for dem, der hører ham til. Lignelsen om figentræet og formaningen om at våge og bede afslutter talen; bagefter fortæller Lukas kun, at Jesus underviste i templet hver dag (21,37–38), og så begynder lidelseshistorien. Teksten er prædiketekst 2. søndag i advent i 1. tekstrække. Dermed peger adventstiden ikke kun frem mod julen, men også frem mod Kristi genkomst: Han, som kom i ydmyghed, kommer igen i herlighed.

Opbygning

1. 21,25 Tegnene i himmel og på jord
2. 21,27 Menneskesønnen kommer, og forløsningen er nær
3. 21,29 Lignelsen om figentræet
4. 21,32 Ordene, som ikke forgår
5. 21,34 Våg og bed

Græske nøgleord

• σημεῖον (G4592, v. 21,25) – σημεῖον, tegn: et kendetegn, der peger ud over sig selv og betyder noget. Tegnene i sol, måne og stjerner er ikke givet, for at man skal regne datoer ud, men for at man skal forstå, hvad tiden er: Verden går mod sin ende, og Herren kommer. Det samme ord bruges om Jesu undere i evangelierne. Også dér skal man se igennem tegnet til ham, der handler.
• συνοχή (G4928, v. 21,25) – συνοχή, angst, beklemthed: egentlig at være klemt inde, uden plads at bevæge sig. Sammen med ἀπορία, rådvildhed, i samme vers tegner ordet et billede af folk, der ikke kan se nogen udvej. Det er verdens reaktion på tegnene og står i skarp modsætning til disciplenes reaktion i v. 28: at rette sig op og løfte hovedet.
• ἀνακύπτω (G352, v. 21,28) – ἀνακύπτω, rette sig op: at løfte sig fra en sammenbøjet, nedtrykt stilling. Lukas bruger ordet også om den krumbøjede kvinde, der ikke kunne rette sig op (Luk 13,11). Sammen med «løft jeres hoveder» er det et klart bud: Når andre segner af frygt, skal disciplene rejse sig, fordi de ved, hvem der kommer.
• ἀπολύτρωσις (G629, v. 21,28) – ἀπολύτρωσις, forløsning: egentlig frikøb, løsladelse mod løsesum. Her betyder det den endelige udfrielse, som Kristus bringer ved sin genkomst (jf. Rom 8,23; Ef 4,30). Løsesummen er allerede betalt på korset; på den yderste dag kommer frugten fuldt frem: befrielse fra synd, død og alt ondt. Verbet ἐγγίζει, «nærmer sig», står i nutid: Forløsningen er allerede på vej.
• παρέρχομαι (G3928, v. 21,33) – παρέρχομαι, forgå: gå forbi, ophøre. Himmel og jord, det mest faste mennesker kender, skal forgå. Men om Jesu ord bruges den stærkeste nægtelse på græsk, οὐ μή med konjunktiv: De skal på ingen måde forgå. Her taler Jesus om sine egne ord, som Det Gamle Testamente taler om Guds ord (Es 40,8).
• βαρέω (G916, v. 21,34) – βαρέω, tynge, gøre tung: i passiv «blive tynget, sløvet». Faren er ikke kun grov synd som svir og druk, men også «dagligdagens bekymringer». Begge dele gør hjertet tungt og søvnigt, så det ikke længere venter Herren. Konstruktionen μήποτε med konjunktiv (βαρηθῶσιν) udtrykker en advarsel: «at det ikke skal ske». Faren er reel også for disciplene.
• ἀγρυπνέω (G69, v. 21,36) – ἀγρυπνέω, våge: egentlig at være søvnløs, holde sig vågen. Nutidsformen af imperativen betyder en vedvarende holdning, «våg hele tiden», og den forbindes straks med bøn (δεόμενοι, «idet I beder»). At våge er altså ikke nervøs udregning af tider, men et liv, der hver dag venter Herren og beder ham om hjælp.

Eksegetiske noter

• v. 21,25–26 Billedsproget kommer fra profeterne: mørke i sol, måne og stjerner (Es 13,10; Joel 3,4; jf. Es 34,4 om himlens hær) og Gud, der ryster himmel og jord (Hag 2,6). Havets brusen er et gammeltestamentligt billede på kaos og folkenes uro (Sl 46,3–4; Sl 65,8). Jesus siger dermed, at hele skabningen bliver rystet, når dens Herre kommer.
• v. 21,27 Menneskesønnen, der kommer «i en sky», henviser til Dan 7,13, hvor en som en menneskesøn kommer med himlens skyer og får magt og rige for evigt. Matthæus og Markus har flertal, «skyer», Lukas ental. Skyen er i Skriften tegn på Guds nærvær (jf. ApG 1,9.11): Den Kristus, der blev taget op i en sky, kommer igen på samme måde.
• v. 21,29–31 Lukas tilføjer «og alle træerne»: Det gælder ikke kun figentræet, men enhver kan se, at sommeren er nær, når træerne springer ud. Hvor Matthæus og Markus har «at det (eller: han) er nær, lige for døren», har Lukas «at Guds rige er nær». Pointen er ikke frygt, men vished: Tegnene er forårstegn, ikke vintertegn.
• v. 21,32 «Denne slægt» er udlagt på flere måder: om den slægt, der levede dengang og så Jerusalems fald (21,20–24), om menneskeslægten eller om den vantro slægt, der varer til enden. Luther læser talen sådan, at tegnene gælder både Jerusalems og hele verdens ende (Huspostillen, 2. s. i advent, afsnit 3). Prædikenen bør ikke bygge på en bestemt beregning, men på v. 33: Ordet står fast.
• v. 21,34–35 Versdelingen er forskellig i teksterne. I RP begynder v. 35 med «for som en snare» (ὡς παγὶς γάρ), så snaren hører til dommens komme over alle. I den kritiske tekst (NA) slutter v. 34 med «pludselig som en snare», og v. 35 begynder «for den skal komme over …». Meningen er den samme: Dagen kommer uventet, som når en fugl går i fælden.
• v. 21,36 Tekstkritik: RP læser καταξιωθῆτε, «at I må blive anset for værdige» til at undslippe og stå foran Menneskesønnen (sådan også Luther: «værdige»). Den kritiske tekst læser κατισχύσητε, «at I må få styrke til», og den følger Den Frie Bibel («være i stand til»). Begge læsemåder gør det til en bøn: Det er Gud, der giver styrken og værdigheden, ikke vores egen formåen.

Lov og evangelium

Loven: Loven taler gennem tegnene: Verden er ikke så fast og tryg, som den ser ud. Himmel og jord skal forgå, og dagen kommer over alle som en snare. Den dømmer det sikre hjerte, der siger: «Det er sagt før, og der skete ingenting.» Men v. 34 rammer også os, der kalder os kristne: Hjertet sløves ikke kun af svir og druk, men af almindelige bekymringer for arbejde, penge og familie. Vi kan være optaget af alt det daglige, så vi helt glemmer, at Herren kommer, og at vi skal stå foran Menneskesønnen. Ingen kan selv gøre sig værdig til at stå der.

Evangeliet: Evangeliet står i v. 28: «Jeres forløsning nærmer sig.» Den, der kommer i skyen, er Menneskesønnen, som gav sit liv som løsesum for os. Derfor kommer han ikke til sine som en vred dommer, men som Forløser. Hvor verden kun ser undergang, skal de troende se forårstegn: Sommeren og Guds rige er nær. Hans ord forgår ikke, heller ikke løftet om syndernes forladelse. Og det, vi ikke selv kan, beder vi ham om: at blive holdt vågne og gjort værdige til at stå foran ham. Han giver det ved sit ord og sine sakramenter i ventetiden.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 2. søndag i advent: Luther forklarer, hvorfor tegnene ikke skal skræmme de kristne: Den kristne er som en fange i et tårn, der hører sin landsherre storme tårnet for at befri ham. Larmen gælder fjenderne, men betyder frihed for fangen.
  «som om du lå fanget i et dybt tårn blandt fjender og mordere, og så hørte du, at din gode landsherre kom derhen med en stor hær» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 2. søndag i advent: Lignelsen om træerne skal lære os at se tegnene som forårstegn. Dette liv er som vinteren, og Kristi komme er den evige sommer, Guds rige.
  «Lad denne lignelse være jeres doktor og træerne på marken jeres bog, så I lærer, hvordan I skal vente på den yderste dag.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 2. søndag i advent: Formaningen i v. 34 er ikke et forbud mod mad, drikke og arbejde. Den kristne skal leve i sit kald, men vågent, så det daglige ikke tynger hjertet, så han glemmer Kristi komme.
  «Herren forbyder ikke at spise og drikke. Han siger heller ikke som paven, at man skal lade alting ligge og gå i kloster og blive gejstlig.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi genkomst: Pieper citerer Luther til v. 25–26: Selv om tegnene på himlen kan forklares naturligt, er de stadig tegn, for Gud har fra begyndelsen indrettet skabningen sådan, at den skal vidne om den yderste dag.
  «Himlens løb er fra evighed indrettet på, at de før denne dag skal gøre sådanne tegn.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Verdens ende: Pieper bruger v. 33 som skriftbevis for, at himmel og jord skal forgå, og understreger modsætningen: Verden forgår, men Gud og Kristi ord forbliver.
  «Og vel at mærke skal himmel og jord forgå og forvandles til forskel fra Gud, der forbliver» Læs teksten
• Konkordiebogen, Den Augsburgske Bekendelse art. XXVI: Bekendelsen bruger v. 34 om den daglige selvdisciplin: Den skal ikke fortjene nåde, men holde legemet i stand til at tjene i kaldet.
  «Dermed viser han, at spægelsen ikke skal tjene til at fortjene nåde, men til at holde legemet i stand, så det ikke hindrer det, som enhver har fået befalet at udføre i sit kald.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Den almindelige dom: Jacobs bruger v. 28 til at vise, hvordan dommeren er sindet over for de troende: Han kommer til dem som Forløser og Frelser.
  «Han vil komme som Forløser (Luk 21,28; Rom 8,23), som Frelser (Matt 25,35; Joh 14,3)» Læs teksten

Prædikenspor

Ret jer op – forløsningen er nær

Sporet følger teksten. Hovedtanken er, at de samme tegn betyder noget helt forskelligt for verden og for de troende. Først: tegnene i v. 25–26, hvor folk segner af angst og rådvildhed; prædikenen kan nævne, hvad der i dag får mennesker til at miste fodfæstet, uden at gøre tegnene til en kalender. Dernæst: v. 27–28, hvor Menneskesønnen kommer, og hvor Jesus siger det modsatte af, hvad naturen siger: Ret jer op. Luthers billede fra Huspostillen om fangen i tårnet, der hører sin herre storme tårnet, kan bære dette trin. Til sidst: Den, der kommer, er Forløseren, som allerede har betalt løsesummen på korset. Derfor kan man løfte hovedet.

Mine ord skal ikke forgå

Et tematisk spor om v. 33. Hovedtanken: I en verden, hvor alt er foranderligt, også det, vi bygger vores tryghed på, står Kristi ord fast. Første trin: Himmel og jord forgår; det gælder også vores planer, vores helbred og vores samfund. Andet trin: Jesus taler om sine ord med samme vægt som Guds ord i Es 40,8, og hans ord er ikke kun formaning, men løfter: dåbens ord, ordet om syndernes forladelse, nadverens ord. Tredje trin: Adventstiden er ventetid, og vi venter ikke på tomme hænder, men lever af ord, som holder, når alt andet giver efter. Prædikenen kan slutte med, at det ord, vi hører i dag, er det samme, som skal lyde, når han kommer.

Når hjertet bliver tungt

Et sjælesørgerligt spor ud fra v. 34–36. Mange kender ikke frygten for dommedag, men de kender det tunge hjerte: travlhed, bekymringer for økonomi, børn og helbred. Første trin: Jesus nævner bekymringerne ved siden af svir og druk; de kan begge sløve hjertet, så vi glemmer, at han kommer. Andet trin: Luther understreger i Huspostillen, at Jesus ikke forbyder mad, drikke og arbejde; den kristne skal leve i sit kald, men vågent. Tredje trin: At våge er at bede, også om det, vi ikke selv kan: at blive gjort værdige til at stå foran Menneskesønnen. Det bliver vi ikke ved egen kraft, men fordi han, der kommer, er vores Forløser og hører vores bøn.

Lærepunkter i teksten

• Kristi genkomst og tidens tegn – Teksten taler om tidens tegn og om Menneskesønnens synlige komme i herlighed.
• Den yderste dom og verdens ende – Himmel og jord skal forgå, og alle skal stå foran Menneskesønnen; for de troende er dagen forløsning.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Formaningen om at våge og bede viser, at troen kan sløves, og at Gud bevarer ved bøn og ord.
• Ordets kraft – Jesu ord forgår ikke, selv når himmel og jord forgår (v. 33).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 74 Vær velkommen, Herrens år – Klassisk adventssalme, som åbner kirkeåret og byder Herren velkommen.
• 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed – Titlen gengiver næsten ordret Luk 21,28: Løft hovedet, forløsningen er nær.
• 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom – Om at vente Kristi genkomst til dom med tillid, ikke frygt.
• 275 Uforsagt, vær på vagt – Salme om Kristi komme og om at være på vagt; passer til v. 34–36.
• 618 Op! våg og bed – Svarer direkte til tekstens formaning: Våg til enhver tid, idet I beder.