Matt 25,1–13

Teksten i sammenhæng

Lignelsen om de ti brudepiger står i Jesu store tale om de sidste ting (Matt 24–25), som han holder for disciplene på Oliebjerget få dage før sin lidelse (Matt 24,3; 26,1–2). Han har lige talt om tjeneren, der siger: «Min herre tager sig god tid» (24,48), og om at være rede, fordi Menneskesønnen kommer i en time, man ikke venter (24,44). Derefter følger tre billeder af den tid, hvor menigheden venter: de ti brudepiger, talenterne (25,14–30) og verdensdommen (25,31–46). Billedet er hentet fra et bryllup, hvor brudgommen efter skikken kom om aftenen, og hvor følget går ham i møde med lys og følger ham ind til festen. Jesus taler til sine egne disciple, ikke til de vantro: Alle ti er med i følget, alle har lamper, og alle falder i søvn. Forskellen viser sig først, da brudgommen kommer. I Alterbogen er teksten evangelium på 2. søndag i advent i 2. tekstrække, hvor adventstiden vender blikket fra julen frem mod Kristi genkomst.

Opbygning

1. 25,1 De ti brudepiger går brudgommen i møde
2. 25,5 Brudgommen lader vente på sig, og alle sover
3. 25,6 Råbet ved midnat og de slukkede lamper
4. 25,10 Brudgommen kommer, og døren lukkes
5. 25,13 Våg derfor

Græske nøgleord

• νυμφίος (G3566, v. 25,6) – νυμφίος, brudgom. I GT beskrives Gud som sit folks brudgom, der glæder sig over bruden og trolover sig med hende (Es 62,5; Hos 2,21–22), og Jesus bruger selv ordet om sig (Matt 9,15). Lignelsen handler derfor ikke om et tilfældigt bryllup, men om Kristus, der kommer for at hente sin menighed. Han er hele tiden den, der kommer; brudepigerne kan kun gå ham i møde.
• φρόνιμος (G5429, v. 25,2) – φρόνιμος, klog, og modsætningen μωρός, tåbelig. De samme ord står om manden, der byggede på klippen, og ham, der byggede på sand (Matt 7,24.26), og om den tro og kloge tjener (24,45). Klogskaben er ikke begavelse, men at regne med det, Herren har sagt om sit komme, og indrette sig efter det.
• χρονίζω (G5549, v. 25,5) – χρονίζω, tøve, lade vente på sig. Participium præsens i genitivus absolutus (χρονίζοντος) angiver baggrunden: mens brudgommen blev ved at udeblive. Ordet står også i 24,48 om den onde tjener, der regner med, at herren bliver længe væk. Lignelsen forudsætter altså, at tiden trækker ud, og spørger, hvad der holder, når ventetiden bliver lang.
• ἀπάντησις (G529, v. 25,6) – ἀπάντησις, møde, at gå nogen i møde. Ordet bruges om følget, der går ud for at modtage en fornem gæst og ledsage ham ind (ApG 28,15), og Paulus bruger det om de troende, der skal møde Herren ved hans komme (1 Thess 4,17). Råbet «gå ud for at møde ham» gør genkomsten til en modtagelse, ikke kun til en dom.
• ἕτοιμος (G2092, v. 25,10) – ἕτοιμος, rede, beredt. Det tager tråden op fra 24,44: «Derfor skal også I være beredte.» De rede er ikke dem, der holdt sig vågne, for alle sov, men dem, der havde olie, da råbet lød. At være rede er altså ikke en præstation i sidste øjeblik, men at have det, som kun kan modtages, før brudgommen står ved døren.
• γρηγορεύω (G1127, v. 25,13) – γρηγορέω, våge, holde sig vågen. Imperativ præsens (γρηγορεῖτε) betegner en vedvarende holdning, ikke en enkelt handling. Samme befaling står i 24,42 og igen i Getsemane, hvor disciplene sover (26,38.41). Da også de kloge sov, kan vågenheden ikke betyde søvnløshed, men at leve i forventning om Herren og være forberedt på hans komme.

Eksegetiske noter

• v. 25,1 λαμπάς kan betyde både lampe og fakkel. Mange udlæggere tænker på fakler med klude dyppet i olie, der kun brændte en kort tid; derfor måtte man have ekstra olie med i en kande (v. 4). En del håndskrifter (bl.a. D og gamle latinske og syriske oversættelser) tilføjer i v. 1 «og bruden», men både RP og den kritiske tekst har det ikke, og det er heller ikke med i de danske oversættelser.
• v. 25,5 Både de kloge og de tåbelige falder i søvn. Teksten bebrejder ikke søvnen. Det afgørende er ikke, om man kan holde sig vågen, men om man har olie, når råbet lyder. Det modvirker en udlægning, der gør vågenhed til en anstrengelse, hvor den kristne aldrig må hvile. Herren kommer midt om natten, når ingen venter det (v. 6; jf. 24,43–44).
• v. 25,8–9 De kloges afslag virker hårdt, men det er lignelsens pointe: Det, der gør rede, kan ikke lånes af andre i sidste øjeblik. Apologien (art. XXI) citerer Hilarius om dette sted mod læren om at overføre helgenernes fortjenester. Hvad olien står for, siger Jesus ikke; i den lutherske tradition er den ofte udlagt som troen, der hører den enkelte til og må modtages fra Gud selv.
• v. 25,10–12 Den lukkede dør og svaret «jeg kender jer ikke» har paralleller i Matt 7,21–23, hvor nogle siger «Herre, Herre» og får svaret «jeg har aldrig kendt jer», og i Luk 13,25. «Kende» betyder her at kendes ved som sin egen. De tåbelige mangler ikke den rigtige bekendelse, men fællesskabet med brudgommen. Dommen er endelig: Der er ingen ny frist efter hans komme.
• v. 25,13 RP slutter verset med «… timen, da Menneskesønnen kommer» (ἐν ᾗ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἔρχεται). Den kritiske tekst (NA) har ikke tilføjelsen, og Den Frie Bibel følger den. Meningen er den samme, for hele talen handler om Menneskesønnens komme (24,30.44), men RP gør koblingen udtrykkelig.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører en tro, der kun er udenpå. De tåbelige har lampe, følge og den rette bekendelse – de råber endda «Herre, Herre» – men de har ikke regnet med, at brudgommen kunne lade vente på sig. Sådan lever mange i kirken i dag: Man er døbt og holder fast ved kirkens skikke, men hjertet regner ikke med Herrens komme, og Ordet bliver skubbet til senere. Lignelsen siger hårdt, at det kan blive for sent, og at ingen kan låne sig til en andens tro i sidste øjeblik. Ordene «jeg kender jer ikke» er alvorlige netop for os, der er med i følget.

Evangeliet: Brudgommen kommer. Det er tekstens bærende løfte: Kristus kommer ikke for at nedlægge en fest, men for at føre sine ind til brylluppet. Råbet ved midnat er et glædesråb, og ordet om at gå ham i møde gør hans komme til en modtagelse. De kloge kommer ikke ind, fordi de holdt sig vågne – de sov også – men fordi de havde den olie, som ikke kan laves i sidste øjeblik. Den gives i Ordet og sakramenterne nu, mens døren står åben. Den, der ejer Kristus i troen, kan sove trygt og vågne til hans komme med glæde.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 2. søndag i advent (over Luk 21,25–36): Luther forklarer, at Herren ikke forbyder mad, drikke og arbejde, men at hjertet ikke må blive så tynget, at det glemmer hans komme. Den, der lever i gudsfrygt og bøn, behøver ikke frygte, hvor dagen træffer ham. Det passer til lignelsen, hvor også de kloge sov.
  «Om den yderste dag så træffer jer ved bordet eller i sengen, i kirken eller på torvet, vågne eller sovende, så kommer den til jeres salighed.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 2. søndag i advent (over Luk 21,25–36): Luther angriber billedet af Kristus som den strenge dommer, man må stille tilfreds med gerninger og helgeners forbøn. For dem, der tager deres tilflugt til ham, kommer han som Frelser og Forløser.
  «ikke vil komme for at skræmme eller fordømme, som han siger i dette evangelium, men til trøst, forløsning, frelse og salighed» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen: Apologien, art. XXI: Apologien bruger med Hilarius de kloges afslag (v. 9) mod læren om helgenernes fortjenester: Ingen kan låne sig til en andens beredskab. Kun Kristi fortjeneste gælder for os.
  «Ingen kan hjælpes af en andens gerninger og fortjenester, for enhver må købe olie til sin egen lampe.» Læs teksten
• Konkordiebogen: Apologien, art. VII og VIII (Om kirken): Lignelsen beskriver ifølge Apologien kirkens ydre skikkelse: I følget er der både sande troende og hyklere. Det skal ikke forarge de fromme, og Ordet og sakramenterne virker alligevel.
  «Han lærer, at kirken er dækket af en mængde onde, for at denne anstødssten ikke skal forarge de fromme» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Det kristne liv er et liv i forventning om den yderste dag: Pieper beskriver de kristne som dem, der venter på Herren, og nævner de kloge brudepiger med olie i lamperne som billede på det. Forventningen giver hele kristenlivet dets retning.
  «Men først og fremmest og i sidste ende skal ethvert kristenliv have sin retning fra blikket mod Kristi genkomst.» Læs teksten

Prædikenspor

Se, brudgommen kommer

Sporet følger teksten og lader råbet ved midnat være omdrejningspunktet. Først: billedet af bryllupsfølget, der venter, og af brudgommen, der lader vente på sig – menighedens situation i dag. Dernæst: råbet lyder, og forskellen mellem de kloge og de tåbelige viser sig. Det er ikke de vågne over for de sovende, for alle sov, men dem med olie over for dem uden. Den lukkede dør og ordene «jeg kender jer ikke» skal have deres alvor. Til sidst: Råbet er et glædesråb. Brudgommen kommer for at holde bryllup, og han giver olien nu, i Ordet og sakramenterne, mens døren står åben. Adventstiden minder os om, at han, der kom i krybben og kommer i Ordet, også skal komme og hente os hjem.

Olie, der ikke kan lånes

Et tematisk spor om troen som den enkeltes egen. Udgangspunktet er de kloges afslag (v. 9), som Apologien med Hilarius bruger mod tanken om at leve på andres fortjenester. Første trin: Vi kan låne meget af hinanden – kirkegang, traditioner, en kristen familie – men ikke troen, når brudgommen kommer. Andet trin: Det er ikke en opfordring til at præstere mere, for olien kan ikke fremstilles af os; den modtages. Tredje trin: Kristus selv er den, der giver det, vi mangler. Hans fortjeneste alene gælder for Gud, og han deler den ud gennem Ordet, dåben og nadveren. Evangeliet er, at der endnu er åbent, og at han gerne giver.

Når ventetiden bliver lang

Et sjælesørgerligt spor for den, der er træt, tvivler eller føler, at lyset er ved at gå ud. Først: Teksten ved, at brudgommen lader vente på sig, og at alle falder i søvn. Den bebrejder ikke trætheden. Dernæst: Hvad holder i den lange ventetid? Ikke vores egen vågenhed, men den olie, Gud giver, og som han fylder på igen og igen gennem Ordet og nadveren. Luther siger i Huspostillen, at dagen kommer til salighed for den, der lever i Guds frygt, hvad enten den finder os vågne eller sovende. Til sidst: Den, der hører Kristus til, kan hvile trygt, for det er brudgommen, der kommer og vækker, og han kender sine.

Lærepunkter i teksten

• Kristi genkomst og tidens tegn – Brudgommen kommer uventet midt om natten; tidspunktet kendes ikke, men komme gør han, og ventetiden kan blive lang.
• Den frelsende tro – Olien kan ikke lånes: Troen er den enkeltes egen tillid til Kristus og må modtages fra Gud, ikke fra andre.
• Kirken – Alle ti er i følget; Apologien ser her kirkens ydre skikkelse, hvor hyklere og sande troende er blandet.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Lamperne slukkes under ventetiden; teksten rejser spørgsmålet om at blive bevaret i troen indtil enden.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 74 Vær velkommen, Herrens år – Adventstidens indgangssalme; byder Herren og det nye kirkeår velkommen.
• 268 Zions vægter hæver røsten – Salmen bygger direkte på lignelsen: råbet ved midnat, brudgommen og bryllupsfesten.
• 271 I jomfruer, I kloge – Udlægger lignelsen og kalder menigheden til at vente på brudgommen med brændende lamper.
• 86 Hvorledes skal jeg møde – Adventssalme om at gå Kristus i møde, fordi han selv kommer med sin nåde.
• 275 Uforsagt, vær på vagt – Salme under Kristi komme om at være vågen og rede uden frygt.