Matt 11,2–10

Teksten i sammenhæng

Teksten står midt i Matthæusevangeliet. Jesus har udsendt de tolv (kap. 10) og går nu selv rundt og underviser og prædiker i byerne (11,1). Johannes Døberen sidder fængslet af Herodes Antipas (jf. Matt 4,12; 14,3–4), og han sender bud med sine disciple med spørgsmålet: Er du den, som kommer? Jesus svarer ikke med et ja, men med sine gerninger og med profetordene fra Esajas, og han slutter med en saligprisning af den, der ikke forarges på ham. Da sendebudene er gået, vender Jesus sig til skarerne og taler om Johannes: Han er ikke et siv og ingen hofmand, men en profet og mere end det, den budbringer, som Malakias talte om. Lige efter teksten følger ordene om den slægt, der hverken ville danse eller sørge, og veråbene over byerne (11,16–24). I kirkeåret er teksten evangelium på 3. søndag i advent i 1. tekstrække. Det er også Huspostillens tekst for samme søndag, så Luthers prædiken her står på den rigtige dag.

Opbygning

1. 11,2 Johannes sender bud fra fængslet
2. 11,4 Jesu svar: gerningerne og evangeliet for fattige
3. 11,6 Salig er den, der ikke forarges
4. 11,7 Jesu vidnesbyrd om Johannes
5. 11,10 Budbringeren, der bereder vejen

Græske nøgleord

• ἔρχομαι (G2064, v. 11,3) – ἔρχομαι, komme; ὁ ἐρχόμενος, «den, som kommer». Participiet med artikel er næsten en titel på Messias (jf. Sl 118,26; Mal 3,1; Matt 3,11, hvor Johannes selv taler om ham, der kommer efter ham). Spørgsmålet gælder altså ikke en hvilken som helst profet, men om Jesus er den lovede, som profetierne pegede frem mod.
• προσδοκάω (G4328, v. 11,3) – προσδοκάω, vente, se hen til. Formen kan være indikativ eller konjunktiv («skal vi vente?»). Ordet bruges om den spændte venten på noget lovet (jf. Luk 3,15; 2 Pet 3,12–14). Det er adventens ord: Hele Det Gamle Testamente venter, og spørgsmålet er, om ventetiden nu er forbi.
• εὐαγγελίζω (G2097, v. 11,5) – εὐαγγελίζω, forkynde godt nyt. Her står passiv: πτωχοὶ εὐαγγελίζονται, egentlig «fattige bliver evangeliseret», de får det glade budskab. Det sidste led i rækken er ikke et under på kroppen, men forkyndelsen selv, og det er det, som ifølge Es 61,1 kendetegner Messias. Luther kalder netop dette et langt større under end at oprejse døde.
• πτωχός (G4434, v. 11,5) – πτωχός, fattig, egentlig en, der må tigge og intet har at give. I Esajas og Salmerne bruges ordet om de elendige og undertrykte, som kun har Gud at håbe på. Jesus bruger det på samme måde som i Matt 5,3: De fattige er ikke kun de fattige på penge, men alle, der står med tomme hænder over for Gud.
• σκανδαλίζω (G4624, v. 11,6) – σκανδαλίζω, forarge, få til at snuble og falde fra. Aorist passiv konjunktiv (σκανδαλισθῇ): at tage anstød af noget bestemt og derfor vende sig bort. Et σκάνδαλον er en fælde eller en snublesten. Jesus ved, at han ikke svarer til forventningerne om en Messias med magt, og saligpriser den, der alligevel bliver hos ham.
• κάλαμος (G2563, v. 11,7) – κάλαμος, siv, rør, som voksede langs Jordan. Med σαλευόμενον, «som svajer», et præsens participium passiv: noget, der hele tiden bliver drevet frem og tilbage af vinden. Billedet er en vægelsindet mand, der retter sit ord efter folk. Johannes er det modsatte; han står fast, også i fængslet.
• κατασκευάζω (G2680, v. 11,10) – κατασκευάζω, gøre i stand, berede, ruste ud. Futurum: «han skal berede din vej». Ordet bruges om at bygge og udstyre noget færdigt (Hebr 3,3–4; 11,7 om arken). Johannes bygger ikke riget, men gør vejen klar for Herren selv; hans opgave er at pege væk fra sig selv og hen på Kristus.

Eksegetiske noter

• v. 11,2 Johannes sidder ifølge Josefus i fæstningen Makærus øst for Det Døde Hav. «Kristi gerninger» henviser tilbage til kap. 8–9, hvor Matthæus har samlet Jesu undere. Tekstkritik: RP har πέμψας δύο τῶν μαθητῶν, «sendte to af sine disciple» (som Luk 7,19). Den kritiske tekst har διὰ τῶν μαθητῶν, «sendte bud ved sine disciple», som Den Frie Bibel og 1992 følger.
• v. 11,3 Hvorfor spørger Johannes? Oldkirken og Luther mener, at spørgsmålet var for disciplenes skyld: Johannes ville sende dem til Jesus selv. Mange nyere udlæggere ser en ægte anfægtelse hos den fængslede Johannes, der havde prædiket om dom med økse og ild (Matt 3,10–12) og nu ser en anderledes Messias. Teksten siger ikke direkte, hvad Johannes tænkte, så prædikenen bør ikke bygge for meget på det ene eller det andet.
• v. 11,5 Svaret er vævet af Esajasord: blinde ser og døve hører (Es 29,18; 35,5), lamme går (Es 35,6), døde opstår (Es 26,19) og evangeliet for fattige (Es 61,1, som Jesus læste i Nazaret, Luk 4,18). Spedalske nævnes ikke i Esajas, men der er paralleller i Elisas gerninger (2 Kong 5). Jesus svarer altså med Skriften: Det, profeterne lovede om Messias’ tid, sker nu.
• v. 11,6 Den Frie Bibel har «lykkelig», 1992 «salig». Μακάριος er det samme ord som i saligprisningerne (Matt 5,3–11) og betegner den, som Gud har velsignet, ikke blot en glad stemning. Saligprisningen er samtidig en mild advarsel til Johannes og hans disciple og til alle, der hører.
• v. 11,8 RP har ἐν μαλακοῖς ἱματίοις, «i bløde klæder», hvor den kritiske tekst kun har ἐν μαλακοῖς. Sidst i verset har RP τῶν βασιλείων, «de kongelige paladser», mens den kritiske tekst har τῶν βασιλέων, «kongernes huse». Meningen er den samme: Johannes er ingen hofmand. Der kan ligge en brod mod Herodes’ hof, der fængslede ham.
• v. 11,10 Citatet er fra Mal 3,1, blandet med 2 Mos 23,20 («Se, jeg sender en engel foran dig»). Hos Malakias siger Herren «foran mig»; her lyder det «foran dig». Herren, som skal komme, er altså Jesus selv. Ἄγγελος betyder budbringer; i Mal 3,23 kaldes den samme budbringer Elias, og Jesus siger i 11,14, at Johannes er Elias, som skulle komme.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os i Jesu ord til skarerne: Hvad gik I ud for at se? De løb ud i ørkenen for at se noget nyt, men lige efter teksten siger Jesus, at de alligevel ikke tog imod Johannes’ prædiken om omvendelse (11,16–19). Vi kender det: Vi vil gerne have en Kristus, der svarer til vores forventninger, og vi er selv som sivet, der bøjer sig for tidens vind og folks mening. Jesu svar rammer også den, der føler sig rask og rig: Riget er for blinde, døve og fattige. Den, der ikke vil være fattig, har ikke brug for ham og forarges, når han ikke kommer med magt og ære. Saligprisningen i v. 6 viser, at det er muligt at stå over for Kristus selv og alligevel vende sig bort fra ham.

Evangeliet: Evangeliet ligger i Jesu svar. Han er den, som kommer, og ventetiden er forbi. Hans rige er der, hvor de blinde ser, de lamme går, og de døde står op, og det største tegn er, at fattige får evangeliet forkyndt. Det er godt nyt for den, der intet har at komme med: Kristus kommer netop til de elendige og angste samvittigheder og giver syndernes forladelse ved sit ord. Johannes sidder i fængsel og får ikke et teoretisk svar, men et løfte at holde sig til. Og Kristus sender stadig budbringere foran sig, så vi kan høre om ham og finde ham. Den, der ikke forarges, men holder sig til ham, kalder han salig.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 3. søndag i advent: Jesus svarer hverken ja eller nej, men viser til sine gerninger, som Esajas havde profeteret. Luther kalder svaret en skøn og trøsterig prædiken, der på kort form siger, hvad Kristus er for en konge, og hvem hans rige er for.
  «Nemlig et rige, hvor blinde, lamme, spedalske, døve, døde mennesker og især de stakkels syndere hører hjemme – alt, hvad der er elendigt, fattigt og ingenting – og hvor de finder trøst og hjælp.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag i advent: Med en fortælling om en ørkenfader, der frygtede døden trods sit strenge liv, viser Luther, at loven ikke kan trøste i dødsangst. Det kan kun evangeliet, som tilsiger de fattige nåde for Kristi skyld.
  «Han står der og har ikke mere end loven; den lader ham sidde fast i en tung og bedrøvet samvittighed, i angst og nød, og den kan ikke trøste.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag i advent: Luther skelner mellem tre slags forargelse: at stole på egne gerninger, at støde sig på Kristi fattigdom og kors, og den indre anfægtelse, hvor samvittigheden taler højere end evangeliet. Den sidste rammer netop de rette kristne.
  «For det tredje kaldes det også en forargelse, når vi retter os mere efter vores hjerte og samvittighed, efter hvordan vi selv føler os, end efter evangeliet om Kristus» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Loven og evangeliet: Pieper bruger Matt 11,5 som skriftbevis for, at lov og evangelium skal skelnes efter tilhørernes tilstand: loven til de sikre, evangeliet til dem, loven har knust.
  «Evangeliet derimod skal forelægges dem, der har hjerter, som loven har ydmyget og knust» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Formulae: Hvordan man skal tale varsomt om omvendelsen: Rhegius bruger billedet af lægen og den syge: Kun den, der kender sin sygdom, længes efter lægen. Derfor er «de fattige» i Matt 11 dem, der mærker deres synd.
  «De, der har urolige og angstfyldte samvittigheder på grund af synden og sønderknuste og ydmygede hjerter, er de rette til at høre evangeliet» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Skriftens lære om forargelsen: Pieper skelner mellem given og taget forargelse. Kristus selv giver ingen grund til forargelse, men mennesker tager anstød af ham, også kristne, når lidelsens vej skræmmer dem. Han slutter med Matt 11,6.
  «Kristne tager forargelse af Kristus, når de falder fra ham, fordi de ikke vil gå lidelsens vej her på jorden.» Læs teksten

Prædikenspor

Er du den, som kommer?

Sporet følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus svarer på adventens store spørgsmål ved at pege på sine gerninger og sit ord. 1) Johannes i fængslet: Spørgsmålet stilles fra et sted, hvor alt ser mørkt ud, og hvor forventningerne ikke er blevet opfyldt. Det er et spørgsmål, mange kender. 2) Jesu svar er Skrift og gerning: Det, Esajas lovede, sker nu, og det sidste og største tegn er, at fattige får evangeliet. Han giver ikke et bevis udefra, men et ord at holde sig til. 3) Salig er den, der ikke forarges: Vi får det samme svar i dag, når evangeliet forkyndes og sakramenterne gives, og her kommer Kristus til os. Ventetiden er forbi, for han er her med sin nåde.

Evangeliet for de fattige

Et tematisk spor om lov og evangelium, bygget på Luthers prædiken. Hovedtanken er, at Kristi rige er et rige for dem, der intet har. 1) Loven er god og nødvendig; den lærer os at leve og holder verden i tømme. Men den kan ikke trøste en samvittighed, der står over for Gud og døden. Luthers fortælling om ørkenfaderen, der frygtede døden trods sit strenge liv, kan bruges her. 2) Derfor er det godt nyt, at Kristus er en konge for de blinde, lamme og fattige, og at hans gerning er at prædike evangeliet for dem. 3) Hvem er de fattige i dag? Alle, der mærker deres synd og ikke kan finde hjælp i sig selv. Prædikenen slutter med tilsigelsen: Det ord gælder dig.

Når Kristus ikke svarer, som vi havde ventet

Et sjælesørgerligt spor om forargelse og anfægtelse. Hovedtanken er, at Jesus saligpriser den, der bliver hos ham, selv når han kommer på en anden måde end ventet. 1) Johannes sidder i fængsel, og Jesus befrier ham ikke. Kristne kan også opleve, at bønner ikke bliver hørt, som de håbede, og at Kristus synes svag og fattig. 2) Luther nævner den forargelse, der rammer de rette kristne: når vores egen følelse og samvittighed taler højere end evangeliet. 3) Jesus giver Johannes et ord, ikke en flugtvej, og det ord bærer. Kristus kommer som den korsfæstede, der gik lidelsens vej for os. Hans løfte står fast, også når vi ikke kan se det, og derfor kalder han den salig, der holder sig til ham.

Lærepunkter i teksten

• Lov og evangelium – Evangeliet forkyndes for de fattige: Jesu svar viser, hvem evangeliet er til, og hvordan det adskiller sig fra loven.
• Kristi tredobbelte embede – Johannes spørger, om Jesus er den, som kommer. Svaret peger på Kristus som profet og konge i et nådens rige.
• Prædikeembedet – Johannes er budbringeren, der bereder vejen og peger på Kristus. Sådan sender Gud stadig prædikanter foran sig.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – «Salig er den, som ikke forarges på mig»: en advarsel mod at falde fra, når Kristus ikke svarer til vores forventninger.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 74 Vær velkommen, Herrens år – Adventssalmen, der hilser Herren, som kommer, velkommen.
• 78 Blomstre som en rosengård – Bygger på Esajas’ løfte om, at blinde ser og lamme springer, som Jesus citerer i v. 5.
• 88 Hør det, Zion, trøst for al din vé – Adventstrøst til Guds folk og budskabet om vejen, der skal beredes for Herren.
• 77 O kom, o kom, Immanuel – Adventens bøn om, at den lovede skal komme, svarer til Johannes’ spørgsmål.
• 389 Guds riges evangelium – Om evangeliet, der forkyndes og samler et folk, som i Jesu svar til Johannes.