Luk 1,67–80

Teksten i sammenhæng

Zakarias’ lovsang, Benedictus, står i Lukasevangeliets forhistorie lige efter Johannes Døberens fødsel og navngivning (Luk 1,57–66). Zakarias havde været stum, siden han ikke troede englens budskab i templet (Luk 1,20). Nu, da han har skrevet navnet Johannes, åbnes hans mund, og han bliver fyldt med Helligånden og profeterer. Lovsangen har to dele: Først priser han Gud for, at han har besøgt sit folk og oprejst en frelser af Davids hus, som han lovede profeterne og Abraham (v. 68–75). Det er Kristus, og Maria bærer ham allerede. Derefter taler han til det lille barn: Johannes skal gå foran Herren og give folket erkendelse af frelse ved syndernes forladelse (v. 76–79). Til sidst fortæller Lukas kort, at barnet voksede op i ørkenen (v. 80). Teksten er prædiketekst på 3. søndag i advent i 2. tekstrække. Midt i adventstiden samler den adventens budskab: Løftet er ved at blive opfyldt, og forløberen peger på ham, der kommer. Benedictus er også kirkens gamle morgensang.

Opbygning

1. 1,67 Zakarias fyldes med Helligånden
2. 1,68 Gud har besøgt og forløst sit folk
3. 1,72 Pagten og eden til Abraham
4. 1,76 Barnet skal gå foran Herren
5. 1,78 Lyset fra det høje
6. 1,80 Barnet i ørkenen

Græske nøgleord

• ἐπισκέπτομαι (G1980, v. 1,68) – ἐπισκέπτομαι, besøge: at se til nogen for at tage sig af dem. I GT bruges ordet om Gud, der griber ind og hjælper sit folk. Aorist: Zakarias taler, som om det allerede er sket, fordi Kristus er undfanget. Ordet rammer teksten ind (v. 68 og 78): Gud venter ikke på, at vi kommer op til ham; han kommer selv ned og besøger os.
• λύτρωσις (G3085, v. 1,68) – λύτρωσις, forløsning: frikøb af en fange eller slave mod en løsesum. I GT bruges ordgruppen om Guds udfrielse af folket (2 Mos 6,6), og ordet selv står i Sl 111,9 og 130,7; i NT bruges det om Kristi forløsning ved hans blod (Hebr 9,12). Zakarias siger, at Gud har «gjort forløsning» for sit folk. Forløsningen er Guds gerning og ikke folkets, og de fjender, folket løses fra, er ifølge v. 77 først og fremmest synden.
• κέρας (G2768, v. 1,69) – κέρας, horn: i GT et billede på styrke og sejr, ligesom tyrens horn er dens våben (Sl 18,3; 132,17; 1 Sam 2,10). Et «frelsens horn» er en stærk frelser. At hornet er oprejst «i Davids hus», peger på Messias-kongen af Davids slægt. Det er ikke Johannes, for han er af præsteslægt. Det er Jesus.
• διαθήκη (G1242, v. 1,72) – διαθήκη, pagt: en ordning, som Gud ensidigt sætter og binder sig selv til, ligesom et testamente. Den hellige pagt er løftet til Abraham, som Gud selv har bekræftet med en ed (v. 73; 1 Mos 22,16–18). Gud «ihukommer» sin pagt. Det betyder, at han handler efter den og holder sit ord.
• ἀφόβως (G870, v. 1,74) – ἀφόβως, uden frygt: Det står forrest i sætningen og har derfor vægt. Målet med frelsen er, at Guds folk, som er udfriet af fjendens hånd, skal tjene ham uden frygt. Det handler ikke om en trælbunden frygt for Gud, men om en samvittighed, der har fred. Tjenesten (λατρεύειν, et ord for gudstjeneste) sker «i hellighed og retfærdighed» hele livet.
• ἄφεσις (G859, v. 1,77) – ἄφεσις, forladelse: at løslade eller eftergive en gæld. Erkendelsen af frelse findes «i» syndernes forladelse. Frelsen består altså ikke i noget, vi gør, men i at Gud ikke tilregner synden. Det er kernen i Johannes’ prædiken og senere i apostlenes (Luk 3,3; 24,47).
• ἀνατολή (G395, v. 1,78) – ἀνατολή, opgang: solens opgang, men i den græske oversættelse af GT også ordet for den messianske «Spire» (Jer 23,5; Zak 3,8; 6,12). Kristus er både lyset, der stiger op fra det høje (jf. Mal 3,20), og Davids nye skud. Han kommer «fra det høje», det vil sige fra Gud, og ikke nedefra.

Eksegetiske noter

• v. 1,67 Zakarias havde mistet mælet, fordi han ikke troede englen (Luk 1,20). Nu bliver han, som Elisabeth før ham (Luk 1,41), fyldt med Helligånden, og hans første ord er lovprisning. Lukas kalder det profeti. Lovsangen er altså ikke kun en fars glæde, men Guds eget ord om, hvad der nu sker.
• v. 1,68–71 Lovsangen er fuld af GT-sprog. «Lovet være Herren, Israels Gud» minder om Sl 41,14; 72,18 og 106,48. Hornet i Davids hus genlyder Sl 132,17, og frelsen fra fjenderne genlyder Sl 106,10. Zakarias taler i datid om noget, der lige er begyndt, for Messias er undfanget. Han ser hele frelsesværket som én Guds handling, der nu er sat i gang.
• v. 1,72–75 Pagten og eden til Abraham, jf. 1 Mos 22,16–18 og Mika 7,20. Jøderne ventede ofte en politisk befrielse, men Zakarias siger, hvad målet er: at Guds folk skal tjene ham uden frygt i hellighed og retfærdighed. Barmhjertigheden mod «fædrene» viser, at det ikke kun gælder et jordisk rige, men forsoningen, som også de døde patriarker levede af i troen.
• v. 1,76 Johannes kaldes «den Højestes profet», ligesom Jesus kaldes «den Højestes Søn» (Luk 1,32). Han skal gå foran «Herren» og berede hans veje (Mal 3,1; Es 40,3; jf. Luk 1,17 og 3,4). Når Johannes går foran Jesus, og Lukas kalder ham, der kommer, for Herren (κύριος), siger teksten, at Jesus er Herren selv, Israels Gud, der kommer.
• v. 1,78 Tekstkritik: RP har aorist ἐπεσκέψατο, «har besøgt», ligesom i v. 68. Den kritiske tekst har futurum ἐπισκέψεται, «vil besøge». Derfor taler nyere oversættelser om noget, der skal komme. Begge læsemåder siger, at Kristus kommer «fra det høje». Forskellen er, om besøget omtales som sket eller forestående.
• v. 1,79 «Dem, som sidder i mørke og i dødens skygge», henviser til Es 9,1 og Sl 107,10. Matthæus citerer Esajas-stedet om Jesu virke i Galilæa (Matt 4,16). Matthæus bruger altså stedet om hedningernes Galilæa, og lyset gælder alle, der sidder i dødens skygge, og målet er «fredens vej», altså fred med Gud.
• v. 1,80 Verset er en sammenfatning, der springer tiden over til Johannes’ offentlige fremtræden (Luk 3,1–6). Ørkenen er stedet, hvor Gud før har mødt sit folk, og hvor Es 40,3 placerer råberen. Ordet ἀνάδειξις betyder den dag, hvor han blev vist frem eller indsat for Israel.

Lov og evangelium

Loven: Teksten taler om et folk, der har fjender, og som har brug for at blive forløst. Det er ikke romerne, men synden, døden og Djævelen. Hvis frelsen findes i syndernes forladelse (v. 77), er vi syndere, og vi kan ikke frelse os selv. Vi «sidder i mørke og i dødens skygge» (v. 79) og kan ikke selv gå ud af det. Zakarias selv måtte tie, fordi han ikke troede Guds ord. Loven rammer også os: vores vantro, vores forsøg på at fortjene Guds gunst og vores frygt for Gud, som viser, at samvittigheden ikke har fred. Vi tjener ikke Gud i hellighed alle vore dage.

Evangeliet: Gud har selv «besøgt» os. Han er ikke blevet siddende i himlen, men er kommet ned i Kristus, Opgangen fra det høje, og alene af sin «inderlige barmhjertighed». Han har oprejst et stærkt frelsens horn af Davids hus og holdt den ed, han svor Abraham. Gaven er syndernes forladelse. Den er ikke en løn, men et løfte, som Johannes peger på med fingeren: Se, Guds lam! Derfor må vi tjene ham «uden frygt», med god samvittighed, og når vi snubler, holder vi os til forladelsen igen. Lyset skinner også i døden og fører vores fødder ind på fredens vej.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Sankt Hans dag (Johannes Døberens fødsel): Luther siger, at vi ikke fejrer Johannes for hans strenge liv eller underfulde fødsel, men for hans embede: Han peger med fingeren på Guds lam. Den anfægtede skal se netop dér hen.
  «Den, som synden trykker, den, som Djævelen og døden skræmmer, han skal bare se på denne prædikants mund og finger.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Hans dag (Johannes Døberens fødsel): Luther udlægger «i hellighed og retfærdighed» som to tjenester: Helligheden er et retskaffent liv, som altid er ufuldkomment. Retfærdigheden er at gribe syndernes forladelse, når vi falder. Den sidste udfylder det, der mangler i den første.
  «Det er at «tjene Gud i retfærdighed»: ikke at fortvivle i synden, men holde op med den og tro og håbe fuldt og fast på syndernes forladelse ved Kristus.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Hans dag (Johannes Døberens fødsel): «Guds inderlige barmhjertighed» skærer ifølge Luther al fortjeneste bort fra syndernes forladelse. Heller ikke Maria eller apostlene fik tilgivelse, fordi de var hellige.
  «syndernes forladelse kommer alene af, at Gud er barmhjertig og af denne barmhjertighed har sendt og givet os sin Søn, for at han skulle betale for os» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Pieper bruger Luk 1,78–79 til at definere Guds barmhjertighed. Den er Guds medlidenhed med den elendighed, synden har ført os ud i, og derfor sender Gud lyset fra det høje.
  «Barmhjertigheden beskriver Guds godhed som medlidenhed med den elendighed, menneskene er kommet i ved synden» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Ifølge Pieper får gudserkendelsen efter syndefaldet en ny genstand: den Gud, der tilgiver synden for Kristi skyld. Han henviser til Luk 1,77, erkendelse af frelse ved syndernes forladelse.
  «den i første række (primo loco) har den Gud til genstand, som for Kristi skyld og ved troen på ham uden lovens gerninger tilgiver synden» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Guds frelsende nåde: Med Luk 1,78 viser Pieper, at frelsen ikke er en nødvendighed i Guds væsen, men udspringer af hans frie barmhjertighed.
  «Ifølge Skriften vender Gud sig i Kristus til verden i fri barmhjertighed» Læs teksten

Prædikenspor

Gud har besøgt sit folk

Sporet følger teksten og samles om ordet «besøge», som rammer lovsangen ind (v. 68 og 78). 1) Gud besøger: Han bliver ikke på afstand, men kommer selv ned i Kristus og holder sit ord til David og Abraham. 2) Hvem han besøger: dem, der har fjender, de ikke selv kan klare, og som sidder i mørke og i dødens skygge. Her rammer loven også os. 3) Hvorfor han kommer: for sin inderlige barmhjertigheds skyld og for at give syndernes forladelse. Adventsbudskabet er ikke, at vi skal finde vej op til Gud, men at Opgangen fra det høje kommer til os. Prædikenen slutter med, at han stadig besøger os i Ordet, dåben og nadveren, og at han fører vores fødder ind på fredens vej.

Fingeren der peger

Sporet er tematisk og bygger på Luthers prædiken: Johannes er stor, ikke på grund af sit strenge liv, men fordi han peger på Kristus. 1) Folket havde loven og profeterne, men samvittigheden blev ikke hjulpet; menneskers egne veje til Gud er ikke vejen. 2) Johannes giver «erkendelse af frelse ved syndernes forladelse» (v. 77): Han peger på en person, Guds lam, og ikke på et program. 3) Det samme er prædikenens og kirkens opgave i dag: at gå foran Herren og pege på ham. Sporet ender i evangeliet: Det lam, Johannes peger på, bærer også din synd, og det er nok.

At tjene ham uden frygt

Sporet er sjælesørgerligt og tager udgangspunkt i v. 74–75. Mange kristne lever med en stille frygt: Er jeg god nok? Har Gud tilgivet mig? 1) Zakarias siger, at målet med frelsen er, at vi skal tjene Gud uden frygt. Det kan ikke ske, før fjenderne er besejret, og synden er tilgivet. 2) Luther skelner mellem at tjene i hellighed, det daglige liv, som altid er ufuldkomment, og at tjene i retfærdighed, hvor vi holder os til syndernes forladelse, når vi falder. 3) Derfor er frygtens svar ikke at gøre mere, men at se på Guds løfte og ed. Evangeliet er, at Gud har bundet sig selv til at være nådig. Den, der sidder i dødens skygge, har et lys, der skinner tværs igennem døden.

Lærepunkter i teksten

• Retfærdiggørelsen – Frelsen består i syndernes forladelse (v. 77) og kommer alene af Guds inderlige barmhjertighed (v. 78), ikke af gerninger.
• Helliggørelsen – De forløste skal tjene Gud uden frygt i hellighed og retfærdighed alle deres dage (v. 74–75).
• Prædikeembedet – Johannes skal give folket erkendelse af frelse. Embedet består i at pege på Kristus og forkynde syndernes forladelse.
• Lov og evangelium – Den hellige pagt med Abraham er et løfte om nåde. Luther stiller den over for pagten ved Sinaj, som folket ikke kunne holde.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge – Adventssalme, der tager udgangspunkt i v. 79: mørket og dødens skygge, som lyset bryder igennem.
• 77 O kom, o kom, Immanuel – Adventens bøn om, at Gud vil komme og løse sit folk. Den passer til «besøgt og forløst».
• 76 Op! thi dagen nu frembryder – Adventssalme om dagen, der bryder frem. Den passer til Opgangen fra det høje.
• 487 Nu fryde sig hver kristen mand – Luthers salme om, hvordan Gud af barmhjertighed sendte Sønnen for at frelse os.
• 514 Guds Søn har gjort mig fri – Frihed fra synd og frygt. Den passer til at tjene Gud uden frygt (v. 74).