Matt 5,13–16

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Bjergprædikenen (Matt 5–7), som Jesus holder for disciplene, mens folkeskaren lytter med (5,1–2; 7,28–29). Den følger lige efter saligprisningerne, som slutter med de forfulgte: «Salige er I, når mennesker håner og forfølger jer for min skyld» (5,11–12). Uden overgang fortsætter Jesus: «I er jordens salt … I er verdens lys.» Det er de samme fattige, sørgende og forfulgte disciple, han taler til. Han siger ikke, at de skal blive salt og lys, men at de er det, og derefter, at lyset ikke må gemmes. Teksten slutter med målet: at menneskene skal se de gode gerninger og prise Faderen i himlene. Bagefter følger ordet om, at Jesus er kommet for at opfylde loven (5,17–20). Ifølge oversigten er teksten evangelium på alle helgens dag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses saligprisningerne (5,1–12). Dagen mindes de døde i troen, og teksten viser, hvad det vil sige at være en helgen: en, Kristus har kaldet og gjort til salt og lys.

Opbygning

1. 5,13 I er jordens salt – og saltet, der mister sin kraft
2. 5,14 I er verdens lys – byen på bjerget
3. 5,15 Lampen sættes ikke under skæppen
4. 5,16 Lad jeres lys skinne, så Faderen bliver prist

Græske nøgleord

• ἅλας (G217, v. 5,13) – ἅλας, salt. Salt blev brugt til at give smag og til at holde kød og fisk fra at rådne; i Israel skulle hvert madoffer saltes (3 Mos 2,13), og man talte om en «saltpagt» (4 Mos 18,19). Jesus siger ikke, hvilken side af billedet han tænker på. Det vigtige er, at saltet virker ved at blive blandet ind i det, det skal salte, og ikke ved at holde sig for sig selv.
• μωραίνω (G3471, v. 5,13) – μωραίνω, blive dum, blive smagløs. Ordet kommer af μωρός, tåbelig, og bruges i Rom 1,22 om dem, der «blev til tåber». Formen er aorist konjunktiv i passiv, men betydningen er blot «hvis saltet bliver smagløst». Salt fra Det Døde Hav var blandet med andre stoffer og kunne miste sin skarphed. Jesus forklarer ikke billedet nærmere, men ordet passer på en discipel, der ikke længere er til nytte.
• φῶς (G5457, v. 5,14) – φῶς, lys. «I er verdens lys» står med eftertryk på «I» (ὑμεῖς) og i nutid: Det er en tilsagt kendsgerning, ikke en opfordring. Lyset har disciplene ikke af sig selv; Jesus siger om sig selv: «Jeg er verdens lys» (Joh 8,12), og ifølge Matt 4,16 er det lys, folket i mørket så, ham selv. Disciplene lyser, fordi de er hans.
• μόδιος (G3426, v. 5,15) – μόδιος, skæppe. Et latinsk låneord (modius) om et kornmål på knap ni liter og om den beholder, man målte med. I et lille hus med ét rum stod lampen på et ophæng eller en stage, så den lyste for alle. Den, der satte skæppen over lampen, slukkede den i praksis. Billedet er bevidst absurd: Ingen tænder et lys for at gemme det.
• λάμπω (G2989, v. 5,16) – λάμπω, skinne, lyse. Λαμψάτω er imperativ i aorist, 3. person: «lad jeres lys skinne». Det er ikke en befaling om at lave lyset, men om ikke at skjule det, der allerede er tændt. Samme verbum står i v. 15 om lampen, der lyser for alle i huset, og i 17,2 om Jesu ansigt, der strålede som solen.
• καλός (G2570, v. 5,16) – καλός, god, smuk. Ordet betyder det, der er godt, så andre kan se det: det rette og det smukke på én gang. «De gode gerninger» er altså ikke skjulte følelser, men synlige handlinger i kærlighed til næsten. Gerningerne gør ikke disciplene til lys; de er det lys, der skinner ud fra dem, Jesus allerede har kaldt lys.
• δοξάζω (G1392, v. 5,16) – δοξάζω, prise, ære. Målet med de gode gerninger er ikke, at menneskene skal rose disciplene, men at de skal prise «jeres Far i himlene». Det skærper Jesus i 6,1–18, hvor gerninger gjort for at blive set af mennesker har mistet deres løn. Den, der ser lyset, skal ledes forbi lampen til Faderen.

Eksegetiske noter

• v. 5,13 Rent kemisk kan natriumklorid ikke miste sin smag, men det salt, man brugte, var ofte uren salt fra Det Døde Hav eller saltpander, og når saltet blev vasket ud, var resten værdiløst. Jesus bruger billedet også i Mark 9,50 og Luk 14,34–35; i Lukas står det efter ordet om at bære sit kors og følge ham. Spørgsmålet «med hvad skal det saltes?» har ingen løsning: Saltet kan ikke salte sig selv igen.
• v. 5,13 «Kastet udenfor og trådt ned af mennesker» minder om, hvordan Jesus andre steder taler om dommen som at blive kastet ud (8,12; 22,13; 25,30). Apologien bruger verset om munkevæsenet, der var blevet til en doven flok; Jacobs nævner det blandt billederne på, at troen kan mistes. Verset er en alvorlig advarsel til disciplene selv, ikke til verden.
• v. 5,14 Byen på bjerget kan være en hentydning til Jerusalem og Zions bjerg, hvortil folkene skal strømme ifølge Es 2,2–3. Gud har gjort sin tjener til «et lys for folkene» (Es 42,6; 49,6). Det, der var sagt om Israel og om Herrens tjener, siger Jesus nu om den lille flok disciple. Men der kan også bare være tale om en by på en bakke i Galilæa, som man ikke kan undgå at se.
• v. 5,15 Lampen var en lille lerlampe med olie og væge, som stod på et ophæng eller en stage (Den Frie Bibel: «lampeophæng»). Samme billede står i Mark 4,21 og Luk 8,16, lige efter lignelsen om sædemanden, hvor det handler om Ordet, der ikke skal forblive skjult, og igen i Luk 11,33. Det kaster lys over teksten her: Lyset, disciplene bærer, er det ord, de har hørt.
• v. 5,16 «Jeres far, som er i himlene» står her første gang i Bjergprædikenen og kommer igen mange gange (5,45.48; 6,1–32). Disciplene har fået lov til at kalde Gud deres Far, og det er ham, gerningerne skal pege hen på. Verset står derfor ikke i modsætning til 6,1: Der skal gerningerne skjules for at undgå menneskers ros, her skal de ses, så Gud får æren. 1 Pet 2,12 siger det samme.

Lov og evangelium

Loven: Teksten stiller et spejl op: Er vi salt, der smager, og lys, der skinner? Det salt, der har mistet sin kraft, duer ikke til andet end at blive kastet ud. Den advarsel gælder disciplene, ikke verden udenfor. Den rammer en kirke, der er blevet så lig sine omgivelser, at den ikke længere har noget at sige, og den rammer den kristne, der holder sin tro privat, fordi han er bange for at skille sig ud. Den rammer også det modsatte: de gerninger, vi gør for at blive set og rost, så det er os og ikke Faderen, der bliver prist. Ingen af os kan sige, at vores lys altid har skinnet.

Evangeliet: Jesus siger ikke «I skal blive», men «I er». Han siger det til de fattige, sørgende og forfulgte, som han lige har prist salige. Det er ikke deres egen kraft, men hans tilsagn, der gør dem til salt og lys, for han er selv verdens lys (Joh 8,12), og det er hans lys, der skinner i dem. Det, der giver saltet smag, er det Ord, han har lagt i deres mund, og den Far, gerningerne peger på, er «jeres Far». På alle helgens dag betyder det, at de døde i troen ikke var helgener ved egen fortjeneste. De var syndere, som Kristus kaldte og brugte, og det gør han også med os.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 27. søndag efter trinitatis (Matt 5,1–12): Huspostillen har ingen prædiken over v. 13–16, men prædikenen over saligprisningerne slutter, hvor vores tekst begynder. Luther siger om den sidste saligprisning, at de kristne lever som uskadelige folk, der ikke giver forargelse, men at verden ikke vil tåle deres lære.
  «at de i deres liv og vandel er uskadelige folk, som ikke giver forargelse. Men deres lære vil verden ikke tåle, og derfor forfølger den dem» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 27. søndag efter trinitatis (Matt 5,1–12): Luthers afslutning på prædikenen peger frem mod v. 16: De kristne skal øve sig i gode gerninger og ikke lade sig skræmme af korset og verdens utak. Sådan ved de, at de er Kristi disciple.
  «Derfor skulle vi tænke godt over alle disse stykker, øve os i gode gerninger og ikke blive forskrækkede over korset og verdens utak.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 25. aftenforelæsning: Walther forklarer, hvorfor trofaste præster ikke kunne tie: Jesus kaldte dem ikke kun verdens lys, men også jordens salt. Saltet bider; det betyder at gå imod synd og vildfarelse, også når det koster freden.
  «I skal ikke blot forkynde sandheden, men også salte verden med dens synder og vildfarelser, I skal strø skarpt salt på den, så verden ikke rådner.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Retfærdiggørelsen ud fra gerningerne: Pieper skelner skarpt mellem retfærdiggørelsen for Gud, som sker ved troen alene, og retfærdiggørelsen for mennesker, som kendes på troens frugter. Når en menighed holder op med at spørge efter frugterne hos sine medlemmer, breder tugtløsheden sig, og den mister sin kraft som salt og lys.
  «breder tugtløsheden sig i dens midte, og den holder op med at være verdens lys og jordens salt for sine omgivelser» Læs teksten
• Konkordiebogen, Apologien art. XXVII: Om klosterløfter: Melanchthon bruger v. 13 om klostrene, som engang var skoler for kristen undervisning, men var blevet til en doven flok. Et kirkeligt fællesskab kan miste sin smag og stå under dom.
  «Men Kristus lærer om det salt, der har mistet sin smag, at det skal kastes ud og trædes ned» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Fornyelsen eller helliggørelsen: Med henvisning til v. 16 siger Jacobs, at de gode gerninger har deres mål i «Guds ære og menneskers opbyggelse». De gøres frit af retfærdiggjorte mennesker, ikke for at fortjene noget.
  «Fordi alle frie handlinger, som retfærdiggjorte mennesker udfører efter den guddommelige lovs rettesnor og i det lys, som troen på Kristus giver, har dette mål.» Læs teksten

Prædikenspor

I er – ikke I skal blive

Et spor, der følger teksten og lægger vægt på indikativen. Første trin: Jesus taler til de fattige, sørgende og forfulgte fra saligprisningerne. De ligner hverken salt eller lys, men han siger: «I er.» Det er et tilsagn, ikke et krav. Andet trin: Saltet og lyset virker ikke ved at holde sig for sig selv. Saltet må blandes i maden, og lampen må stå, hvor den lyser for alle i huset. Her kan advarslen om det smagløse salt lyde. Tredje trin: Lyset er hans; han er verdens lys. Han gør syndere til helgener og bruger dem, så Faderen bliver prist. Sådan har han brugt dem, vi mindes i dag.

Helgener, som man kan se

Et tematisk spor for alle helgens dag. Hovedtanken er, at helgener ikke er særligt fuldkomne mennesker, men syndere, Kristus har tilgivet og gjort til salt og lys. Første trin: Hvem tænker vi på i dag? Mennesker, der ikke var fejlfri, men gennem hvem vi mødte troen: i ord, i bøn, i omsorg. Deres lys var ikke deres eget, men det pegede på Faderen. Andet trin: Pieper og Apologien minder om, at en kirke kan miste sin smag. Her må loven lyde. Tredje trin: Evangeliet er, at den samme Kristus, der kaldte dem, kalder os, tilgiver os og sætter vores lille lys på stagen. Vi er helgener sammen med dem i de helliges samfund.

Når lyset føles lille

Et sjælesørgerligt spor for den, der synes, at hans tro er for svag til at betyde noget. Første trin: Mange tænker: Jeg er ikke noget lys; jeg kan ikke tale om troen, og ingen lægger mærke til mig. Andet trin: Jesus taler ikke om projektører, men om en lille lerlampe i et hus med ét rum. Den lyser for dem, der er i huset, dvs. familien, kollegerne, naboerne. Det gør de gode gerninger i det kald, Gud har givet os. Tredje trin: Lyset er ikke vores egen præstation. Det tændes af Ordet og holdes ved lige i dåben og nadveren. Når vi ser, hvor lidt vi har lyst, går vi tilbage til ham, der er verdens lys og siger: «I er.»

Lærepunkter i teksten

• De gode gerninger – De gode gerninger skal ses af mennesker, men målet er, at Faderen bliver prist, ikke at de fortjener noget.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Saltet, der mister sin smag, er en advarsel til disciplene selv: Troen kan mistes og må bevares ved Ordet.
• Kirken – Kirken er byen på bjerget: Den kan ikke skjules, og dens lys er det evangelium, Kristus har givet den.
• Kald, stand og ægteskab – Lyset skinner i hverdagen for alle i huset, dvs. i det kald og den stand, hvor Gud har sat den kristne.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 571 Den store hvide flok vi se – Allehelgensalmen om de frelste, der har vasket deres klæder i Lammets blod.
• 574 For alle helgen, som i Kristi tro – Takker for helgenerne, der i Kristi tro har fuldendt løbet; passer til dagens mindehøjtid.
• 579 Vor tro den er et lys – Titlen knytter troen sammen med lyset; lyset i v. 14–16 er troens lys fra Gud.
• 696 Kærlighed er lysets kilde – Lys og kærlighed hører sammen; de gode gerninger skinner fra Guds kærlighed.
• 573 Helgen her og helgen hisset – Allehelgensalme om de hellige på jorden og i himlen som ét folk; passer til de helliges samfund.