Matt 5,1–12

Teksten i sammenhæng

Saligprisningerne åbner Bjergprædikenen (Matt 5–7), den første af de fem store taler i Matthæusevangeliet. Jesus har kaldet de første disciple (4,18–22), og skarer fra hele Galilæa, Dekapolis, Jerusalem og Judæa følger ham, fordi han har helbredt deres syge (4,23–25). Da han ser skarerne, går han op på bjerget og sætter sig som en lærer, og disciplene kommer hen til ham. Det er dem, han taler til, men skarerne hører med og undrer sig bagefter over hans myndighed (7,28–29). Han begynder ikke med krav, men med ni saligprisninger: Han erklærer dem salige, som verden regner for usalige. I 1. tekstrække er teksten evangelium på Alle helgens dag; i 2. tekstrække læses fortsættelsen, Matt 5,13–16. I den gamle tekstrække lå den på 27. søndag efter trinitatis, og det er dér, Luthers prædiken står som den sidste søndagsprædiken i Huspostillen. Luther nævner selv, at den i pavedømmet blev prædiket på allehelgensdag, og siger, at den gælder de levende helgener, de kristne her på jorden.

Opbygning

1. 5,1 Jesus ser skarerne og sætter sig for at undervise disciplene
2. 5,3 De fattige, de sørgende og de sagtmodige
3. 5,6 De sultne, de barmhjertige, de rene af hjertet og fredsstifterne
4. 5,10 De forfulgte: Himlenes rige er deres
5. 5,11 Til jer: Glæd jer, for jeres løn er stor i himlene

Græske nøgleord

• μακάριος (G3107, v. 5,3) – μακάριος, lykkelig, salig. Ordet åbner alle ni saligprisninger. Der står intet udsagnsord: Det er ikke et ønske («gid de må blive»), men en erklæring om, hvordan det er. Den Frie Bibel har «lykkelige», 1992 og den kirkelige tradition «salige». Det er ikke en følelse, men Guds dom over et menneske: Den, han velsigner, er salig, uanset hvordan det ser ud. Salmerne bruger det samme ord (Sl 1,1; 32,1).
• πτωχός (G4434, v. 5,3) – πτωχός, fattig. Ordet betegner den, der intet har og må leve af andres gaver, ikke blot den, der har lidt. Med tilføjelsen «i ånden» bliver fattigdommen flyttet ind i forholdet til Gud: den, der intet har at stå på over for ham. Baggrunden er Es 61,1, hvor det glade budskab bringes til de fattige. Riget gives dem i nutid: «er deres».
• παρακαλέω (G3870, v. 5,4) – παρακαλέω, trøste. Futurum passiv («de skal trøstes») er en guddommelig passiv: Det er Gud selv, der trøster. Ordet peger tilbage på Es 40,1 og 61,2, hvor Herren lover at trøste sit folk og alle, der sørger. Sorgen står i præsens participium (de, som sørger nu), trøsten er løftet. Samme ordfamilie bruges om Talsmanden, Helligånden (Joh 14,16).
• πραΰς (G4239, v. 5,5) – πραΰς, sagtmodig, ydmyg. Den, der ikke hævner sig og ikke tiltvinger sig sin ret, men overlader sagen til Gud. Saligprisningen citerer Sl 37,11. Jesus bruger ordet om sig selv: «jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet» (Matt 11,29), og om kongen, der rider ind i Jerusalem (21,5). De sagtmodige skal «arve» jorden: En arv får man, man tager den ikke.
• δικαιοσύνη (G1343, v. 5,6) – δικαιοσύνη, retfærdighed. Hos Matthæus både den retfærdighed, Gud kræver (5,20), og den, han selv giver og skaffer til veje (3,15; 6,33). At sulte og tørste (præsens participier) er en vedvarende mangel, ikke en præstation. Løftet står i passiv: «de skal mættes» af Gud. Konkordieformlen hører her de troendes længsel efter den retfærdighed, de ikke selv har.
• εἰρηνοποιός (G1518, v. 5,9) – εἰρηνοποιός, fredsstifter. Ordet findes kun her i NT og betyder én, der skaber fred, ikke blot én, der selv er fredelig. Fred (hebr. shalom) er Guds gave af forsoning og helhed. Kristus har selv «stiftet fred ved blodet på sit kors» (Kol 1,20, samme ordfamilie). Den, der stifter fred, ligner sin Far og «skal kaldes» Guds søn, igen en guddommelig passiv.
• μισθός (G3408, v. 5,12) – μισθός, løn. Ordet betyder egentlig betaling for arbejde, men her er det knyttet til lidelse «for min skyld». Lønnen er «i himlene», hos Gud, og den er stor, langt ud over det, der er gjort. Luther skelner (citeret hos Pieper): Løftet om løn trøster de forfulgte, men gør ikke gerningerne til grunden for frelsen (jf. Matt 20,1–16).

Eksegetiske noter

• v. 5,1–2 Jesus går op på bjerget og sætter sig, sådan som lærerne underviste siddende (jf. Luk 4,20). Mange har set en hentydning til Moses på Sinaj (2 Mos 19–20), men her begynder den nye pagts Herre ikke med bud, men med velsignelser. Tilhørerne er disciplene, mens skarerne står omkring (7,28–29). «Han åbnede sin mund» er en højtidelig vending, der viser, at noget vigtigt bliver sagt.
• v. 5,3 Parallellen i Luk 6,20–26 har fire saligprisninger i 2. person og fire ve-råb; Matthæus har ni og bruger 3. person frem til v. 11. «De fattige» er i GT de undertrykte, der venter alt fra Herren (Sl 34,19; Es 57,15; 61,1; 66,2). Luther lader Lukas’ og Matthæus’ ord forklare hinanden og tyder «fattig i ånden» som det sønderknuste hjerte, der ser sin synd og begærer nåde. «Himlenes rige» er Matthæus’ udtryk for Guds rige.
• v. 5,4–5 Tekstkritik: Nogle håndskrifter (bl.a. Codex D) og Vulgata bytter om på v. 4 og 5, så de sagtmodige kommer før de sørgende. RP og den kritiske tekst har samme rækkefølge som de danske oversættelser, og Krauth bemærker, at Luther her fulgte den græske tekst. V. 5 citerer næsten ordret Sl 37,11, hvor «landet» er det forjættede land; i NT peger arven frem mod den nye jord (2 Pet 3,13).
• v. 5,8 «Ren af hjertet» knytter an til Sl 24,3–4: Den, der må gå op på Herrens bjerg, har rene hænder og et rent hjerte. Løftet om at «se Gud» går ud over det, Moses fik (2 Mos 33,20), og peger frem mod at se ansigt til ansigt (1 Kor 13,12; 1 Joh 3,2; Åb 22,4). Luther tyder det rene hjerte som det, der ser alene på Guds ord; renheden er Helligåndens værk gennem Ordet (jf. Sl 51,12).
• v. 5,10–12 V. 10 gentager løftet fra v. 3 («Himlenes rige er deres») og rammer de otte første saligprisninger ind. I v. 11 skifter Jesus til «I» og siger «for min skyld»: Retfærdigheden i v. 10 er knyttet til hans egen person. Profeternes skæbne nævnes igen i 23,29–37 (jf. 2 Krøn 24,20–22; Jer 26,20–23). Bydemådene i v. 12 står i præsens: Glæden skal blive ved, midt i forfølgelsen.

Lov og evangelium

Loven: Saligprisningerne vender verdens dom om, og dermed afslører de os. Vi regner dem for lykkelige, der klarer sig selv, er stærke og ikke trænger til nåde. Det er netop de «rige i ånden», som Luther kalder dem, der bilder sig ind, at de har nok, og aldrig kommer ind i Himlenes rige. Teksten viser også, hvor lidt vi ligner Kristi disciple: Vi vil hellere hævne os end være sagtmodige, vi holder fred med synden, men ikke med vores næste, og vi undgår at blive hånet for Kristi skyld. Læst som en opskrift på at gøre sig selv salig gør teksten os fattige for alvor.

Evangeliet: Saligprisningerne er ikke betingelser, men Jesu egne velsignelser, lagt over de fattige, de sørgende og de forfulgte. Den, der intet har at stå på over for Gud, får at høre: «Himlenes rige er deres», i nutid. Han, der taler, er selv den sagtmodige (11,29), som blev hånet og forfulgt og stiftede fred ved blodet på sit kors. I ham får de sultne retfærdigheden som gave, og de sørgende får Guds egen trøst. På Alle helgens dag lyder det både om dem, der er døde i troen, og til os: De er salige, ikke fordi de var stærke, men fordi de havde Kristus.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 27. søndag efter trinitatis (den gamle tekstrække): Luther ser teksten som Kristi billede af sine disciple: hvordan de er, hvordan det går dem i verden, og hvad de skal håbe på. Den handler ikke om de døde helgener, men om de levende kristne.
  «Den lære hører ikke de døde helgener til, men os alle, som endnu lever her på jorden og stadig har det salige håb om det evige liv foran os.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 27. søndag efter trinitatis (den gamle tekstrække): Den åndeligt fattige er den, der kender sin synd og ikke har fred for den. Det er ikke et dårligt tegn, men vejen til himlen, for den, der kender sin synd, begærer nåde.
  «At være «fattig i ånden» er altså ikke andet end at have et sønderknust og ængstet hjerte og en sønderknust og ængstet ånd for synden og den medfødte svagheds skyld.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 27. søndag efter trinitatis (den gamle tekstrække): Verden dømmer efter det, den ser nu, og kalder de sørgende usalige. Luther lærer menigheden at dømme efter det, der kommer, ligesom med Lazarus og den rige mand.
  «Sådan burde vi indrette vores dom: ikke efter det, der er nu, men efter det, der kommer. Så ville korset og lidelsen blive ringe for os.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Apologien V (III): Om kærligheden og lovens opfyldelse: Modstanderne brugte Matt 5,3 og 5,7 som bevis for, at gerninger fortjener frelse. Apologien svarer, at sådanne steder rummer to ting: lovens forkyndelse og et løfte, der er føjet til. Syndsforladelsen kommer stadig ved troen.
  «Men der er ikke føjet til, at synderne forlades uden tro, eller at gerningerne selv er et sonoffer.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: De gode gerningers løn: Pieper citerer Luthers udlægning af Bjergprædikenen: Ordene om løn i saligprisningerne er ikke grundlaget for frelsen, men en trøst til dem, der allerede er Guds børn og må lide for Kristi skyld.
  «Men dermed lærer han mig ikke at bygge grunden for min frelse, men giver mig et løfte om, hvilken trøst jeg skal have deraf i min lidelse og mit kristne liv.» Læs teksten
• Konkordiebogen, Konkordieformlen (SD) XI: Om Guds evige forudviden og udvælgelse: Konkordieformlen bruger v. 6 som trøst for svage kristne: Selv om troen, bønnen og helliggørelsen er svage, er sulten efter retfærdigheden et tegn på Guds udvælgelse.
  «Og selv om alt dette er meget svagt i dem, så hungrer og tørster de dog efter retfærdigheden, Matt 5,6.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Troen på Kristus: Jacobs bruger v. 6 om troens længsel efter Guds barmhjertighed. Hykleren har ingen virkelig sult efter nåden; løftet gælder den, der ønsker den.
  «Hyklernes tillid er forgæves, fordi de ikke virkelig ønsker Guds nåde og forladelse.» Læs teksten

Prædikenspor

Verden dømmer, Kristus velsigner

Et spor, der følger teksten og Luthers prædiken. Hovedtanken er, at Jesus vender verdens dom om: Dem, verden kalder usalige, kalder han salige. Første trin: Hvem regner vi for lykkelige? Den stærke, den rige og den, der ikke har brug for nogen. Luther kalder dem «rige i ånden». Andet trin: Gennem saligprisningerne tegner Jesus sine disciple: fattige i ånden, sørgende, sagtmodige, sultne efter retfærdighed og forfulgte. Det ser ikke ud af meget, og det er ikke en stige, vi skal klatre op ad. Tredje trin: Vi skal dømme efter det, der kommer, ikke efter det, der er nu. Kristus, der selv blev fattig, hånet og korsfæstet, siger: «Himlenes rige er deres.» Hans ord gør dem salige, der intet har.

Hvem er de hellige?

Et tematisk spor til Alle helgens dag. Hovedtanken er Luthers: Evangeliet hører ikke de døde helgener til, men de levende, alle kristne. Første trin: Vi tænker let på helgener som de særligt fromme og fuldkomne. Men Jesus kalder dem salige, der er fattige i ånden og sulter efter en retfærdighed, de ikke selv har. Andet trin: En hellig er en synder, som Kristus har gjort ren og giver sin retfærdighed. Sådan var de, vi mindes i dag, og sådan er vi. Tredje trin: De døde i troen og vi, der lever, er én kirke under det samme løfte. De ser nu Gud; vi venter på det. Begge dele hviler på Kristus alene.

Salige er de, som sørger

Et sjælesørgerligt spor ud fra v. 4, til en dag, hvor mange i kirken mindes deres døde. Første trin: Sorgen er virkelig. Jesus siger ikke, at kristne skal smile sig igennem; Luther siger ligefrem, at kristne skal græde. Andet trin: Jesus kalder ikke sorgen god i sig selv, men giver et løfte: «de skal trøstes». Det er Gud selv, der trøster, sådan som han lovede i Es 40,1 og 61,2. Tredje trin: Trøsten har et indhold. Kristus er død og opstanden, og de, der er døde i troen, skal opstå. Den, der græder nu, skal se Gud (v. 8). Derfor kan vi sørge som dem, der har håb.

Lærepunkter i teksten

• Lov og evangelium – Saligprisningerne er ikke betingelser for frelse, men Kristi velsignelse over dem, loven har gjort fattige; løftet kommer før kravet.
• De gode gerninger – Teksten taler om løn for de forfulgte. Apologien og Luther viser, at lønnen er nådens løfte og trøst, ikke frelsens grund.
• Kirken – Luther: Evangeliet gælder «de levende helgener», alle kristne på jorden. Alle helgens dag samler kirken her og hisset.
• Det evige liv – «De skal se Gud», «jeres løn er stor i himlene»: Saligprisningerne peger frem mod det evige livs fuldendelse.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 571 Den store hvide flok vi se – Allehelgensalmen om de hvidklædte, der kom ud af den store trængsel og nu står for tronen.
• 574 For alle helgen, som i Kristi tro – Allehelgensalme: tak for dem, der døde i troen og nu hviler fra deres kamp.
• 573 Helgen her og helgen hisset – Kirken på jorden og i himlen er ét folk, sådan som Luther tyder de levende helgener.
• 648 Vær trøstig, mit hjerte, bedrøv dig ej mer – Til saligprisningen af de sørgende: Gud trøster den, der er bedrøvet.
• 556 I Himmelen, i Himmelen – Evighedshåbet: de rene af hjertet skal se Gud.