22. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 18,21–35

Teksten slutter den store tale om livet i menigheden i Matt 18. Jesus har talt om at blive som børn, om ikke at forarge de små, om hyrden, der søger det ene får, og om at vinde sin bror tilbage, når han synder (18,15–20). Derfor spørger Peter, hvor mange gange han skal tilgive sin bror. Syv gange lyder generøst, men Jesus sprænger regnestykket og fortæller lignelsen om kongen, der eftergiver en tjener en ufattelig gæld, og om tjeneren, der bagefter kvæler sin medtjener for en lille sum. Talen er rettet til disciplene, og slutordet i v. 35 gælder «jer», altså kirken. Lignelsen findes kun hos Matthæus. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 22. søndag efter trinitatis. I den gamle tekstrække lå den på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Sidst i trinitatistiden, hvor kirkeåret går mod dommen, lyder den som et ord om regnskabet med Gud og om den nåde, der eftergiver alt.

Loven i teksten: Teksten afslører, at vi alle står i en gæld over for Gud, som ingen af os kan betale. Når regnskabet gøres op, er vi som tjeneren med de ti tusinde talenter: Dommen er rimelig, og vi har intet at betale med. Men den rammer også, hvordan vi bruger nåden. Tjeneren går fra kongens nåde og griber straks sin medtjener i halsen for hundrede denarer. Sådan holder vi regnskab med andre, bærer nag, tæller krænkelser og vil have vores ret, også i familien og menigheden. Den, der ikke vil tilgive, viser, at han ikke har taget imod nåden, men stadig lever efter loven. Så må han også dømmes efter loven, «indtil han får betalt alt».

Evangeliet i teksten: Kongen ser den umådelige gæld og den håbløse tjener, og han får medlidenhed. Han giver ikke udsættelse, men eftergiver alt, uden betaling og uden betingelser. Sådan er Guds hjerte over for den, der beder om nåde. Lignelsen siger ikke, hvem der betaler, men evangeliet gør: Kristus gav sit liv som løsesum for mange og udgød sit blod til syndernes forladelse (Matt 20,28; 26,28). Gælden er strøget for hans skyld. Den, der hører det, er sat fri, og nåden bliver ikke ved ham selv. Den tilgivelse, han har fået, kan han give videre til sin bror, igen og igen, uden at tælle.

Prædikenspor: «Ti tusinde talenter og hundrede denarer» · «Forlad os vor skyld» · «Når jeg ikke kan tilgive»

Salmeforslag: DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig · DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand · DDS 696 Kærlighed er lysets kilde · DDS 698 Kain, hvor er din bror · DDS 716 Guds godhed vil vi prise

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 18,1–14

Teksten indleder Jesu fjerde store tale i Matthæusevangeliet, talen om menigheden i Matt 18. Jesus er i Kapernaum (Matt 17,24), og han har netop for anden gang sagt, at han skal overgives, slås ihjel og opstå (Matt 17,22–23). Alligevel spørger disciplene, hvem der er den største i Himmeriget. Jesus svarer ikke med en rangliste, men stiller et lille barn midt iblandt dem. Han taler til disciplene, altså til sin kirke: Ingen kommer ind i riget uden at blive omvendt og blive som et barn; den, der modtager et barn i hans navn, modtager ham; og ve den, der bringer en af de små, som tror, til fald. Talen slutter med lignelsen om fåret, der farer vild, og Faderens vilje, at ingen af de små skal gå fortabt. Bagefter følger ordene om at vinde sin broder og om tilgivelsen (Matt 18,15–35). Teksten er prædiketekst på 22. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække, sidst i kirkeåret, hvor det kristne liv og de sidste ting kommer i forgrunden.

Loven i teksten: Teksten afslører disciplenes spørgsmål som vores eget: Hvem er størst? Vi vil have plads, anseelse og ret, også i kirken. Jesus svarer, at med den holdning kommer man slet ikke ind i Himmeriget. Teksten dømmer også det, vi gør mod de små: de ord og det eksempel, som lærer børn at bande, spotte og lade troen ligge, og den ringeagt, der lader de svage i troen sejle deres egen sø. Ve den, ved hvem forargelsen kommer. Og loven rammer os selv: Det, vi ikke vil give slip på, kan føre os bort fra Kristus og ind i den evige ild.

Evangeliet i teksten: Evangeliet står midt i teksten: Det er ikke Faderens vilje, at en eneste af de små skal gå fortabt. Kristus er hyrden, der forlader de nioghalvfems og går op i bjergene efter det ene får, der farer vild, og som glæder sig mere over det, han finder, end over alle de andre. Han er også den, der kalder det lille barn til sig og siger, at den, der tager imod et sådant barn, tager imod ham selv. Den, der ikke har noget at komme med, er ikke for lille for ham. Han slipper ikke de fortabte, men søger dem selv, også når de er langt væk.

Prædikenspor: «Fra den største til den mindste» · «De små i vores midte» · «Når du er det får, der farer vild»

Salmeforslag: DDS 732 Dybt hælder året i sin gang · DDS 449 Vor Herre tar de små i favn · DDS 593 En hyrde glemmer fåret ej · DDS 41 Lille Guds barn, hvad skader dig · DDS 664 Frelseren er mig en hyrde god

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers