Luk 22,24–32

Teksten i sammenhæng

Teksten står midt i Lukas’ beretning om det sidste måltid. Jesus har lige indstiftet nadveren og givet bægeret som «den nye pagt i mit blod» (22,20), og han har sagt, at hans forræder sidder med ved bordet (22,21–23). I samme åndedrag begynder disciplene at strides om, hvem af dem der er den største. Jesus svarer dem ved bordet: Folkenes konger hersker, men hos jer skal det ikke være sådan, for jeg er iblandt jer som den, der tjener. Så takker han dem, fordi de har holdt ud hos ham, og overdrager dem riget med en plads ved hans bord. Til sidst vender han sig til Simon Peter: Satan vil sigte dem alle, men Jesus har bedt for ham. Lige efter forudsiger han Peters fornægtelse (22,33–34). I kirkeåret er teksten evangelium på 1. søndag i fasten i 2. tekstrække. Fastetiden begynder altså med den fristelse, der rammer disciplene selv, og med Kristi forbøn. I den gamle tekstrække var Luk 22,24–30 evangelium på Sankt Bartholomæus’ dag, og dér ligger Luthers prædiken i Huspostillen.

Opbygning

1. 22,24 Striden om, hvem der er den største
2. 22,25 Folkenes konger og «velgørerne»: Sådan skal det ikke være hos jer
3. 22,27 «Jeg er iblandt jer som den, der tjener»
4. 22,28 Løftet: riget, bordet og tronerne
5. 22,31 Simon, Simon: Satan vil sigte jer, men jeg har bedt for dig

Græske nøgleord

• φιλονεικία (G5379, v. 22,24) – φιλονεικία, strid, kappestrid. Ordet betegner stridslyst og trættekærhed: lysten til at få ret og stå øverst. Det står kun her i NT. Lukas placerer striden lige efter nadveren og ordet om forræderen, så det bliver tydeligt, hvor dybt selviskheden sidder, også hos dem, der netop har fået Herrens legeme og blod.
• εὐεργέτης (G2110, v. 22,25) – εὐεργέτης, velgører. Det var en kendt hædersbetegnelse for hellenistiske konger og romerske magthavere, som lod sig ære for de gaver, de uddelte. Verbet καλοῦνται kan gengives «kaldes» eller «lader sig kalde»; titlen hører under alle omstændigheder med til magtens selvfremstilling. Jesus afviser ikke øvrigheden, men han afviser, at hans disciple skal regere og hædres på den måde.
• διακονέω (G1247, v. 22,27) – διακονέω, tjene, varte op ved bordet. Ordet bruges om den, der går rundt og serverer, mens andre ligger til bords (ἀνακείμενος). Det substantiverede participium ὁ διακονῶν, «den, der tjener», betegner tjenerens plads ved måltidet. Jesus siger ikke blot, at disciplene skal tjene, men at han selv «er» iblandt dem som tjeneren. Hans tjeneste når sit mål på korset (jf. Mark 10,45).
• διατίθεμαι (G1303, v. 22,29) – διατίθεμαι, overdrage, testamentere. Verbet hører sammen med διαθήκη, pagt eller testamente, som Jesus netop har brugt ved nadverbægeret (22,20). Riget er ikke noget, disciplene vinder i kappestrid. Det bliver givet dem af Kristus, ligesom Faderen har givet ham det. Det er gave og arv, ikke løn for rang.
• ἐξαιτέομαι (G1809, v. 22,31) – ἐξαιτέομαι, forlange udleveret. Aorist medium: Satan har allerede gjort sit krav gældende, og ordet betyder at kræve en person udleveret til sig. Det minder om Job 1–2, hvor Satan må bede Gud om lov. Målet er at «sigte» (σινιάζω, kun her i NT) disciplene som hvede: at ryste dem, til troen falder fra. Satan kan kun det, Gud tillader.
• ἐκλείπω (G1587, v. 22,32) – ἐκλείπω, svigte, slippe op, høre op. Ordet bruges om noget, der løber tør (jf. Hebr 1,12: «dine år får ingen ende»). Jesus beder ikke om, at Peter skal slippe for faldet; han forudsiger det i 22,34. Han beder om, at troen ikke skal gå helt ud. Aoristen ἐδεήθην, «jeg har bedt», viser, at forbønnen allerede ligger der, før Peter falder.
• στηρίζω (G4741, v. 22,32) – στηρίζω, styrke, gøre fast. Bydeformen i aorist (στήριξον) er et klart kald: Når Peter er vendt om (ἐπιστρέψας, aorist participium), skal han styrke sine brødre. Den, der selv er rejst op af Kristi forbøn og tilgivelse, bliver sendt til de andre. Peters tjeneste bygger altså ikke på hans styrke, men på hans genoprejsning.

Eksegetiske noter

• v. 22,24–27 Striden om at være størst findes også i Mark 9,33–37 og 10,35–45 og i Matt 18,1–5 og 20,20–28. Lukas har den alene i nadversituationen. Johannes beretter ikke om striden, men har fodvaskningen ved samme måltid (Joh 13,1–17). Luther mener i Huspostillen, at striden kan have givet anledning til fodvaskningen. Teksten selv siger det ikke, men de to beretninger belyser hinanden.
• v. 22,26 «Den yngste» (ὁ νεώτερος) var i datidens samfund den, der havde den laveste plads og skulle varte op for de ældre (jf. ApG 5,6). «Lederen» (ὁ ἡγούμενος) bruges senere om menighedens ledere (Hebr 13,7.17). Jesus afskaffer altså ikke ansvar og ledelse i menigheden, men han giver det et andet indhold: Ledelse er tjeneste.
• v. 22,28–30 «Mine prøvelser» (πειρασμοί) dækker hele Jesu vej med modstand og anfægtelse. Disciplene er ikke selv stærke, for de flygter om få timer. Ordet om at spise og drikke ved hans bord peger frem mod det messianske måltid i riget (Luk 13,29; 14,15). De tolv troner og Israels tolv stammer har en parallel i Matt 19,28. Billedet viser apostlenes plads i det fuldendte gudsfolk.
• v. 22,31–32 Jesus skifter tal. «Satan har forlangt at få jer» står i flertal (ὑμᾶς): alle disciplene skal sigtes. «Jeg har bedt for dig … din tro» står i ental (σοῦ, σου): forbønnen gælder Peter særskilt, og han skal bagefter styrke de andre. Den danske gengivelse viser det kun ved skiftet fra «jer» til «dig». Den dobbelte tiltale «Simon, Simon» udtrykker alvor og omsorg (jf. Luk 10,41).
• v. 22,31 Tekstkritik: RP har indledningen «Og Herren sagde:» (Εἶπεν δὲ ὁ κύριος) foran «Simon, Simon». Den mangler i den kritiske tekst og i flere danske oversættelser, som lader ordet til Peter følge direkte efter løftet i v. 30. Meningen ændres ikke, men med RP’s læsemåde markeres et nyt afsnit tydeligere.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører synden midt ved nadverbordet. Disciplene har lige fået Herrens legeme og blod, og alligevel skændes de om, hvem der er størst. Det samme hovmod lever i os: i menigheden, i embeder og udvalg, i familien og på arbejdet, hvor vi vil have ret, anerkendelse og den øverste plads. Loven dømmer også vores selvtillid. Disciplene tror, de står fast, men Satan skal sigte dem alle, og Peter vil fornægte. Den, der regner med sin egen styrke i fristelsen, er allerede på vej til at falde.

Evangeliet: Evangeliet er Kristus selv: «Jeg er iblandt jer som den, der tjener.» Han tjener ikke kun med et forbillede, men ved at give sit liv, som han netop har givet det til dem i nadveren. Han overdrager disciplene riget som en gave og giver dem plads ved sit bord, skønt de svigter. Og over den svage Peter står ordet: «Jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte.» Vores tro holder ikke, fordi vi er stærke, men fordi Kristus beder for os. Den, der falder og vender om, bliver ikke kasseret, men taget i brug.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Sankt Bartholomæus’ dag: Luther sammenfatter dagens evangelium sådan: Kirkens tjenere skal alene tjene og ikke søge magt og herlighed, efter Kristi eksempel i v. 27. Kristus er sendt for at prædike og lide, og sådan sender han sine tjenere; det billede må de aldrig slippe.
  «Han er sendt for at prædike og lide. Sådan sender han også sine tjenere.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Bartholomæus’ dag: Løftet i v. 29–30 er trøsten for dem, der tjener og lider nu. Luther stiller tjenesten her over for æren i det evige liv.
  «Her må I varte op ved bordet; dér skal I sidde – og hvad mere er: I skal sidde hos mig ved mit bord.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Lidelseshistorien, 6. prædiken (Matt 27,1–10): I prædikenen om Judas’ død spørger Luther, hvorfor Peter ikke fortvivlede som Judas. Svaret er Jesu ord i Luk 22,31–32: Peter holdt sig til det forudsigende og trøstende ord, og det reddede ham.
  «Peter har uden tvivl tænkt på Herren Kristi ord og reddet sig ved dette: Herren havde først forudsagt ham dette fald og siden også trøstet ham» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen: Traktaten om pavens magt og overhøjhed: Traktaten bruger Luk 22,25 som første skriftbevis mod pavens overhøjhed: Kristus forbyder herredømme blandt apostlene og sender dem ud som ligemænd til den samme tjeneste.
  «Her irettesætter Kristus apostlenes vildfarelse og lærer, at der ikke skal være herredømme eller overhøjhed blandt dem, men at apostlene skal sendes ud som ligemænd til evangeliets fælles tjeneste.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Pieper nævner Peters fornægtelse (Luk 22,31) som eksempel på, at Djævelen også virker i Guds børns synder. Fristelsen kommer ikke kun indefra.
  «men også i Guds børns synder, som ved Davids folketælling (1 Krøn 21,1) og ved Peters fornægtelse (Luk 22,31)» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristus som præst: Jacobs regner Jesu bøn for Peter med til Kristi forbøn som ypperstepræst. Den begyndte i fornedrelsen og fortsætter i ophøjelsen.
  «Den første fandt sted i fornedrelsens stand, nemlig i hans ypperstepræstelige bøn (Joh 17), i hans bøn for Peter (Luk 22,32) og for hans mordere (Luk 23,34)» Læs teksten

Prædikenspor

Ved bordet

Sporet følger teksten fra nadverbordet. Hovedtanken er, at det samme bord både afslører disciplene og bærer dem. Første trin: Lige efter nadveren strides de om at være størst. Den afstand mellem gaven og deres hjerter kender vi også fra os selv. Andet trin: Jesus vender rangordenen om. Ved et måltid er den, der ligger til bords, størst, men han er iblandt dem som tjeneren, og han tjener ved at give sit legeme og blod. Tredje trin: Han giver dem alligevel riget og en plads ved sit bord, og han beder for Peter, som skal svigte. Prædikenen ender ved nadverbordet i dag: Her tjener Kristus os, før vi tjener nogen.

Hvem er størst?

Et tematisk spor om magt og tjeneste i lyset af de to regimenter. Hovedtanken er, at Jesus ikke afskaffer orden og myndighed i verden, men at hans rige regeres på en anden måde. Første trin: Folkenes konger og «velgørerne» – magt, titler og ære, som Gud bruger til at holde orden, men som let bliver til selvhævdelse. Andet trin: «Men sådan skal det ikke være hos jer.» I kirken regerer Ordet, ikke personer; derfor er embedet tjeneste. Det gælder både præst og menighedsråd, og også det almindelige kristenliv. Tredje trin: Kraften til at tjene kommer fra Kristus, der selv er tjeneren og giver os riget som arv.

Jeg har bedt for dig

Et sjælesørgerligt spor for den, der har svigtet eller frygter at falde. Hovedtanken er, at troen ikke bliver holdt oppe af vores egen styrke, men af Kristi forbøn. Første trin: Fastetiden begynder med fristelse. Satan vil sigte alle disciplene, og Peter er sikker på sig selv, men falder. Andet trin: Jesus ved det på forhånd og har allerede bedt for ham, så troen ikke går ud. Luther viser i Huspostillen, at det var dette ord, der holdt Peter oppe, da han græd bitterligt. Tredje trin: Den, der vender om, bliver ikke sat udenfor, men sendt: «Styrk dine brødre.» Den opstandne Kristus beder stadig for os (Rom 8,34).

Lærepunkter i teksten

• Prædikeembedet – Jesus giver de kommende apostle tjeneste, ikke herredømme: Embedet er til for at tjene med Ordet.
• De to regimenter og øvrigheden – Folkenes konger hersker med magt; i Kristi rige regeres der med Ordet. Luther læser teksten om de to regimenter.
• Kristi tredobbelte embede – Kristus tjener som præst: Han giver sit liv og går i forbøn for Peter (v. 32).
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Peter falder, men hans tro svigter ikke helt, fordi Kristus har bedt for ham. Bevarelsen hviler på Kristi forbøn.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 336 Vor Gud han er så fast en borg – Luthers salme om kampen mod den onde, som passer til fastetidens første søndag.
• 618 Op! våg og bed – Opfordringen til at våge og bede i fristelsen, når Satan vil sigte os.
• 609 Dybt fornedres skal enhver – Om ydmygheden: Den, der vil være størst, skal være som den yngste.
• 373 Herre, jeg vil gerne tjene – Bøn om at tjene, som Kristus er iblandt os som den, der tjener.
• 456 Vor Herre Jesus i den nat – Nadversalme: Striden og forbønnen står ved bordet, hvor Jesus netop har indstiftet nadveren.