Matt 4,1–11

Teksten i sammenhæng

Fristelsen i ørkenen følger umiddelbart efter Jesu dåb. Matthæus binder de to beretninger sammen med et «Da» (4,1): Lige har Faderens røst sagt «Denne er min elskede Søn» (3,17), og nu stiller Djævelen netop det spørgsmål: «Når du er Guds Søn …» Det er Ånden, der fører Jesus ud i ørkenen, og efter fyrre dages faste kommer fristeren. Samtalen foregår mellem Jesus og Djævelen alene; ingen disciple er kaldet endnu (4,18). Tre gange frister Djævelen, og tre gange svarer Jesus med et ord fra Femte Mosebog, de ord, som Israel fik i sin egen ørkentid. Hvor Israel faldt, står Guds Søn fast. Først derefter begynder han sin offentlige gerning (4,17). Parallellerne står i Mark 1,12–13 og Luk 4,1–13. I kirkeåret er teksten evangelium på 1. søndag i fasten i 1. tekstrække. Sådan var det også i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Fastetiden begynder altså med, at Kristus går ind i kampen for os.

Opbygning

1. 4,1 Ånden fører Jesus ud i ørkenen; fyrre dages faste
2. 4,3 Første fristelse: «Sig, at disse sten skal blive til brød»
3. 4,5 Anden fristelse: «Kast dig ned» fra templets tinde
4. 4,8 Tredje fristelse: verdens riger for et knæfald
5. 4,10 «Gå bort, Satan»: Djævelen viger, og englene tjener

Græske nøgleord

• πειράζω (G3985, v. 4,1) – πειράζω, friste, sætte på prøve. Infinitiv aorist passiv (πειρασθῆναι) angiver formålet: Ånden fører Jesus ud, for at han skal fristes. Det samme ord bruges om, at Gud prøver, og om, at Djævelen lokker til synd. Her er Djævelen den handlende (ὑπὸ τοῦ διαβόλου), men det sker inden for Guds plan. I 4,3 kaldes Djævelen simpelthen «fristeren» (ὁ πειράζων), participium præsens: det er hans væsen og stadige gerning.
• γράφω (G1125, v. 4,4) – γράφω, skrive. Jesus svarer hver gang γέγραπται, «der står skrevet» (4,4.7.10). Perfektum betyder: Det blev skrevet engang og står fast og gælder nu. Jesus bruger ikke sin guddommelige magt mod Djævelen, men det samme våben, som hans folk har: det skrevne Ord. Djævelen kan også sige «der står skrevet» (4,6), men han river ordet ud af dets sammenhæng.
• ῥῆμα (G4487, v. 4,4) – ῥῆμα, ord, udsagn. «Hvert ord, som udgår af Guds mund» (5 Mos 8,3) er ikke bare Skriften som bog, men Guds levende tale, som skaber og opholder livet. Participium præsens ἐκπορευομένῳ, «som udgår», understreger, at Gud stadig taler. Jesus stiller ikke ordet op imod brødet, men siger, at mennesket i sidste ende lever af Guds ord, også når det mangler brød.
• ἐκπειράζω (G1598, v. 4,7) – ἐκπειράζω, friste, sætte på prøve. Forstærket form af πειράζω, hentet fra 5 Mos 6,16, hvor Israel ved Massa krævede bevis for, at Herren var midt iblandt dem. At friste Gud vil sige at kræve, at han beviser sin trofasthed på vores betingelser og ad veje, han ikke har befalet. Fremtid (οὐκ ἐκπειράσεις) har her befalingens kraft: «Du må ikke …».
• προσκυνέω (G4352, v. 4,10) – προσκυνέω, kaste sig ned, tilbede. Djævelen kræver et knæfald (πεσὼν προσκυνήσῃς, 4,9), og Jesus svarer med samme verbum fra 5 Mos 6,13. Ordet betegner den ydre bøjning for en herre og den tilbedelse, der kun tilkommer Gud. Den tredje fristelse handler derfor om det første bud: Hvem er din Gud? Det samme ord bruges senere om disciplene, der tilbeder den opstandne (28,17).
• λατρεύω (G3000, v. 4,10) – λατρεύω, tjene, dyrke. I Septuaginta bruges det om gudsdyrkelse, den tjeneste, der kun skal gives Gud. Med «alene» (μόνῳ) skærer Jesus enhver deling af tilbedelsen bort. Luther drager heraf, at man kun tjener Gud, når man gør det, han har befalet i sit ord, og ikke med selvvalgte gudstjenester.
• διακονέω (G1247, v. 4,11) – διακονέω, tjene, varte op. Imperfektum (διηκόνουν) beskriver en vedvarende tjeneste: Englene blev ved med at sørge for ham, sandsynligvis også med mad efter fasten. Det, Djævelen ville have Jesus til at tvinge frem (4,6), giver Faderen nu af sig selv, da prøven er bestået. Den Søn, der nægtede at tjene sig selv, bliver tjent.

Eksegetiske noter

• v. 4,1–2 De fyrre dage og nætter minder om Moses på bjerget (2 Mos 34,28) og Elias på vej til Horeb (1 Kong 19,8), men især om Israels fyrre år i ørkenen, hvor Gud prøvede sit folk (5 Mos 8,2–3). Alle tre svar kommer fra 5 Mos 6–8. Jesus gennemlever Israels historie som den trofaste Søn (jf. Matt 2,15: «Fra Egypten kaldte jeg min søn»). Hvor folket knurrede, fristede Gud og dyrkede afguder, står han fast for os.
• v. 4,3 «Når du er Guds Søn» (εἰ υἱὸς εἶ) er en betingelse, der for argumentets skyld regner med, at sagen er sand. Djævelen går altså ud fra titlen og vil have Jesus til at bruge sin sønnestilling til at tage vare på sig selv uden om Faderens vej. Fristelsen griber direkte fat i dåbens ord (3,17). Sådan angriber Djævelen også de døbte: Han vil gøre gaven til et krav eller til en anledning til tvivl.
• v. 4,6 Djævelen citerer Sl 91,11–12 efter Septuaginta, men udelader ordene «på alle dine veje». Luther peger netop på den udeladelse: Løftet om englenes beskyttelse gælder på den vej, Gud har sat os på, ikke på en vej, vi selv vælger for at sætte Gud på prøve. Templets «tinde» (πτερύγιον, egentlig «lille vinge») er et ukendt sted på tempelanlægget, måske et hjørne over Kedrondalen; teksten giver ikke flere oplysninger.
• v. 4,8–9 Djævelen tilbyder verdens riger og deres herlighed. Han hævder at have dem at give (jf. Luk 4,6), og Johannes kalder ham «denne verdens fyrste» (Joh 12,31). Men han lyver om sit herredømme. Efter opstandelsen siger Jesus: «Mig er givet al magt i himlen og på jorden» (28,18). Han får riget, men af Faderen og ad korsets vej, ikke for et knæfald.
• v. 4,10 Tekstkritik: RP har Ὕπαγε ὀπίσω μου, Σατανᾶ, «Gå bort fra mig, Satan», som 1907 følger. Den kritiske tekst og Den Frie Bibel har kun «Gå bort, Satan». Ordene «ὀπίσω μου» er sandsynligvis kommet ind fra 16,23, hvor Jesus siger det til Peter. Meningen er den samme. I 5 Mos 6,13 står der i den hebraiske tekst «frygte» og ikke «alene»; Matthæus og Lukas har «tilbede» og «alene», og det skærper det første bud.
• v. 4,11 Afslutningen svarer til fristelsen i 4,6: Englene, som Djævelen ville have Jesus til at tvinge frem ved et unødvendigt under, kommer nu af sig selv og tjener ham. Lukas tilføjer, at Djævelen kun forlod ham «for en tid» (Luk 4,13); kampen fortsætter frem til Getsemane og korset.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser, hvor Djævelen sætter ind: ved den tomme mave, ved den fromme dristighed og ved lysten til magt og glans. Ingen af de tre fristelser er til åbenlys ondskab. De handler om at få det, vi gerne vil have, uden om Guds ord: brød uden Ordet, beskyttelse uden lydighed, herlighed uden korset. Her bliver vi afsløret. Vi lader brødet og bekymringen gå forud for Ordet, vi kræver tegn af Gud på vores betingelser, og vi bøjer os for det, der giver ære og fremgang. Israel faldt i ørkenen, Adam faldt i haven, og vi falder dagligt. Det første bud dømmer os: Gud alene skal vi tjene.

Evangeliet: Evangeliet er, at Kristus står, hvor vi faldt, og at han gør det for os. Ånden fører ham ud i kampen, og han bliver i den: sulten, svag og ensom, men tro mod Faderen. Han bruger ikke sin magt til at frelse sig selv, for han er kommet for at lide i vores sted. Hans lydighed bliver vores retfærdighed. Han giver os også våbenet: det samme skrevne ord og dåbens løfte om, at vi er Guds børn. Og til sidst viger Djævelen, og englene tjener. Den, der hører, må vide: Kristus har allerede vundet kampen, og den sejr gælder også mig.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 1. søndag i fasten: Den første fristelse handler ikke om et brødunder, men om troen: Djævelen vil have Jesus til at tvivle på Faderens omsorg, når maven er tom. Derfor svarer Jesus med Ordet og ikke med et under.
  «ville han gerne tage troen og tilliden til Guds barmhjertighed fra ham og plante den tanke i hans hjerte: Gud har glemt dig, han vil ikke tage sig af dig» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 1. søndag i fasten: Djævelen citerer Sl 91, men udelader «på dine veje». Kristus er i ørkenen for at lide, ikke for at gøre undere; at springe ud af den vej, Gud har sat ham på, ville være at friste Gud.
  «Kristus er nu dér i ørkenen, ikke for at han skal gøre undere, men for at han skal lide; han skal være et lidende menneske.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 1. søndag i fasten: Til den tredje fristelse: At tjene Gud alene er at gøre det, han har befalet, i sit kald over for far og mor, børn og næste. Selvvalgt hellighed er ingen gudstjeneste.
  «For Gud har jo skrevet sit ord over min næstes hoved og sagt: «Du skal elske din næste og tjene ham.»» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi sande menneskehed: Selv om Kristus ikke kunne synde, var fristelsen ikke et skinspil. Djævelen trængte virkelig ind på ham, og Kristus kæmpede virkelig ved i tro at gribe Guds ord.
  «Men Matt 4,1 ff. skildrer os ikke en skinkamp, men en virkelig kamp.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Det kristne liv, Åndens kamp mod kødet: Pieper bruger teksten som mønster for den kristnes kamp: at kende Skriften så godt, at man straks kan sætte det rette skriftord op imod angrebet, sådan som Kristus gjorde.
  «så han straks kan sætte det skriftord, der hører til sagen, op imod kødets, verdens og Djævelens angreb, når og hvor de kommer.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Guds magt: Pieper bruger Matt 4,4 i læren om Guds magt: Gud kan opholde livet også uden de sædvanlige midler, som da Moses var på bjerget. Men vi skal holde os til de midler, Gud har ordnet, og ikke kræve undere.
  «Vi mennesker skal holde os til de midler, Gud har ordnet, og overlade underne til Gud.» Læs teksten
• Konkordiebogen, Den Store Katekismus: Fadervor, 6. bøn: Fristelse kan ingen kristen undgå. Når vi beder «led os ikke ind i fristelse», beder vi om kraft til at stå imod, ikke om at slippe for kampen.
  «For fristelse og tillokkelse kan ingen undgå, fordi vi lever i kødet og har Djævelen omkring os.» Læs teksten

Prædikenspor

Der står skrevet

Sporet følger teksten gennem de tre fristelser. Første trin: brødet. Djævelen kommer, når Jesus er sulten, og vil plante tvivlen: Har Gud glemt dig? Sådan kommer han også til os i mangel og bekymring. Andet trin: templets tinde. Nu vender han det om og gør os dristige: Spring, Gud skal nok gribe dig. Han citerer endda Skriften, men udelader «på dine veje». Tredje trin: rigerne. Han tilbyder magt og glans for et knæfald. Hver gang svarer Jesus med det samme: «Der står skrevet.» Prædikenen ender i evangeliet: Kristus vandt ikke med magt, men med Ordet og i svaghed, for vores skyld. Den sejr er vores, og det samme ord er givet os i hænde.

Den nye Adam i ørkenen

Et tematisk spor om Kristus som den, der står, hvor vi faldt. Første trin: Adam blev fristet i haven, hvor han havde alt, og faldt. Israel blev prøvet i ørkenen i fyrre år og knurrede, fristede Gud og dyrkede afguder. Andet trin: Jesus går ind i samme ørken med samme ord fra Femte Mosebog og bliver lydig, sulten og alene. Han er den trofaste Søn, som Faderen kaldte sin elskede ved dåben. Tredje trin: Hans lydighed er ikke først et forbillede, men en gave. Han står i vores sted, og vejen fører videre til korset, hvor kampen afgøres. Den, der er døbt ind i ham, ejer hans sejr, også når vi selv er faldet.

Når Djævelen siger: Gud har glemt dig

Et sjælesørgerligt spor for den anfægtede. Luther siger, at den første fristelse driver til fortvivlelse og den anden til formastelse. Første trin: Mange kender stemmen, der siger: Hvis du virkelig var Guds barn, ville du ikke mangle, være syg eller alene. Andet trin: Djævelen angreb også Jesus på det punkt, lige efter dåben: «Når du er Guds Søn …» Anfægtelsen er altså ikke et tegn på, at Gud har forladt os. Tredje trin: Jesus svarer ikke med følelser, men med Ordet. Vi må gøre det samme og holde fast ved dåbens ord: Du er mit barn. Han, der vandt i ørkenen, er hos os i vores kamp, og han lader englene tjene, når tiden er inde.

Lærepunkter i teksten

• Englene og Djævelen – Djævelen optræder som fristeren, der lyver og bruger Skriften falsk, og Guds engle tjener Kristus, da han har sejret.
• Kristi aktive og passive lydighed – Hvor Adam og Israel faldt, er Kristus lydig for os; hans aktive lydighed i fristelsen tilregnes os.
• Skriftens klarhed og udlægning – Djævelen citerer Skriften løsrevet; Jesus udlægger Skrift med Skrift («Der står også skrevet»).
• De gode gerninger – «Ham alene skal du tjene»: Luther lærer, at kun det, Gud har befalet, er sand gudstjeneste, ikke selvvalgt fromhed.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 336 Vor Gud han er så fast en borg – Luthers salme om kampen mod «den gamle fjende», der fældes med et lille ord.
• 618 Op! våg og bed – Fastetidens kamp: at våge og bede mod fristelsen, som Jesus gjorde.
• 623 Verden, o verden! hvi frister du mig – Afvisningen af verdens tilbud, som i den tredje fristelse.
• 401 Guds ord det er vort arvegods – Ordet er våbnet: «Der står skrevet».
• 172 Se, vi går op til Jerusalem – Fastetidens salme: vi følger Jesus på vejen, der fører til korset.