Joh 17,1–11

Teksten i sammenhæng

Joh 17 er afslutningen på afskedstalerne (Joh 13–16). Det er skærtorsdag aften, kort før Jesus går over Kedron til haven, hvor han bliver taget til fange (Joh 18,1). Nu taler han ikke længere til disciplene, men til Faderen, mens de hører på. Bønnen kaldes fra gammel tid «den ypperstepræstelige bøn»: Jesus står som præsten, der går i forbøn for sit folk, før han ofrer sig selv. I v. 1–5 beder han for sig selv om, at Faderen vil herliggøre ham nu, da timen er kommet. Det sker gennem korset, opstandelsen og hjemkomsten til Faderen. I v. 6–11 beder han for disciplene, som Faderen har givet ham, og som skal blive tilbage i verden, når han går. Teksten er prædiketekst 5. søndag efter påske i 2. tekstrække. Det er søndagen før Kristi himmelfart, som fra gammel tid kaldes bønnens søndag. Fortsættelsen (v. 20–26) er prædiketekst 6. søndag efter påske i samme tekstrække. Den passer til dagen: Han, der går til Faderen, beder for dem, der bliver tilbage.

Opbygning

1. 17,1 Timen er kommet: Fader, herliggør din søn
2. 17,3 Det evige liv er at kende Gud og ham, han har sendt
3. 17,4 Værket er fuldført; herligheden før verden blev til
4. 17,6 De mennesker, Faderen har givet Sønnen, og som har taget imod Ordet
5. 17,9 Jeg beder for dem: Hellige Fader, bevar dem i dit navn

Græske nøgleord

• ὥρα (G5610, v. 17,1) – ὥρα, time. I Johannesevangeliet er «timen» det fastsatte tidspunkt for Jesu død og herliggørelse. Længe hed det: «Min time er endnu ikke kommet» (Joh 2,4; 7,30; 8,20). Fra Joh 12,23 lyder det, at timen er kommet. Perfektum ἐλήλυθεν betyder, at den er kommet og nu er her. Korset er ikke et uheld, men den time, Faderen har bestemt.
• δοξάζω (G1392, v. 17,1) – δοξάζω, herliggøre, give ære. Ordet går igen i v. 1, 4, 5 og 10. Bydeformen i aorist (δόξασον) beder om en bestemt handling nu: at Faderen lader Sønnens herlighed komme frem gennem korset og opstandelsen. Hos Johannes er korset selv en del af herliggørelsen (Joh 12,23–24; 13,31). Faderen herliggør Sønnen, og Sønnen herliggør Faderen ved at give mennesker evigt liv.
• γινώσκω (G1097, v. 17,3) – γινώσκω, kende. Her ikke blot at vide noget om Gud, men at kende ham i et levende forhold, med tillid. Nutid i konjunktiv (γινώσκωσιν) betegner en vedvarende erkendelse. Det evige liv er altså ikke kun noget, der kommer efter døden; det begynder, hvor et menneske kender Faderen i Sønnen. Pieper bruger verset som bevis for, at «erkendelse» i Skriften kan betegne hele den frelsende tro.
• τελειόω (G5048, v. 17,4) – τελειόω, fuldføre, gøre færdig. Aoristen ἐτελείωσα ser værket som afsluttet, skønt korset endnu ligger foran. Jesus taler, som om det allerede er sket, så sikkert er det. Ordet peger frem mod hans sidste ord på korset, τετέλεσται, «det er fuldbragt» (Joh 19,30), af det beslægtede τελέω. Det værk, Faderen gav ham, er gjort helt færdigt; der mangler intet, vi skal lægge til.
• ὄνομα (G3686, v. 17,6) – ὄνομα, navn. I Bibelen står Guds navn for Gud selv, sådan som han har åbenbaret sig (2 Mos 3,14–15; 34,5–7). At Jesus har åbenbaret Faderens navn (v. 6), betyder, at han har vist, hvem Gud er. I v. 11 skal disciplene bevares «i dit navn, som du har givet mig»: Faderens navn er givet Sønnen, og i det er disciplene i sikkerhed.
• τηρέω (G5083, v. 17,11) – τηρέω, holde, bevare, vogte. Ordet bruges om disciplene i v. 6: De har holdt (τετηρήκασιν, perfektum: holdt og holder fast) Faderens ord. I v. 11 bruges det om Faderen: τήρησον, «bevar dem». At disciplene holder fast ved Ordet, hviler ikke på deres egen styrke, men på at Faderen holder fast ved dem. Bevarelsen er Guds gerning.

Eksegetiske noter

• v. 17,1 «Løftede han blikket mod himlen»: Jesus beder med åbne øjne vendt opad, som han gør ved Lazarus’ grav (Joh 11,41). Han tiltaler Gud med det enkle «Fader», som han plejer. Bønnen er en søns tale til sin far, ikke en tjeners. Luther nævner i en prædiken over verset, at sådanne ydre skikke ved bønnen hverken er påbudt eller forbudt, men ikke skal foragtes (citeret hos Pieper).
• v. 17,2 «Magt over alle mennesker» er på græsk «over alt kød» (πάσης σαρκός), et hebraisk udtryk for hele menneskeslægten (jf. 1 Mos 6,12). Sønnen har fået magt over alle, men giver evigt liv til «alle dem, du har givet ham». Græsk har her intetkøn i ental (πᾶν ὅ), som om de troende er én samlet gave fra Faderen til Sønnen; derefter skifter teksten til flertal (αὐτοῖς).
• v. 17,3 «Den eneste sande Gud» blev brugt af arianerne mod Kristi guddom. Pieper og Luther svarer, at Jesus her nævner sig selv ved siden af Faderen som genstand for den samme erkendelse, der giver evigt liv. Det kan kun den, der selv er Gud. Det lille ord «alene» skiller ikke Sønnen fra Faderen, men alle afguder fra Gud. Verset siger ikke kun, hvad evigt liv er, men hvor det findes: i kendskabet til Gud i den Søn, han har sendt.
• v. 17,5 Verset taler om Kristi herlighed hos Faderen før skabelsen og forudsætter, at Sønnen fandtes før verden (jf. Joh 1,1–2). De lutherske lærere forstår bønnen sådan, at Kristus beder efter sin menneskelige natur om at blive herliggjort med den herlighed, han altid har haft som Gud (Krauth, Pieper). Fornedrelsens stand ender, ophøjelsens stand begynder. Sml. Fil 2,6–11.
• v. 17,9 «Jeg beder ikke for verden» betyder ikke, at Jesus er ligeglad med verden; han beder for sine fjender på korset (Luk 23,34), og Gud elsker verden (Joh 3,16). De lutherske dogmatikere skelner mellem Kristi almindelige forbøn for alle mennesker og hans særlige forbøn for de troende, som her (Pieper, Jacobs). Her beder han om, at de, der tror, må bevares i troen.
• v. 17,11 Tiltalen «Hellige Fader» (Πάτερ ἅγιε) findes kun her i NT. Den hellige Gud skal bevare dem midt i en verden, der ikke er hellig. RP og den kritiske tekst har ᾧ: «i dit navn, som du har givet mig». Nogle håndskrifter og Textus Receptus har οὕς: «bevar dem, som du har givet mig». Meningen er nær den samme, men ᾧ siger, at Faderens navn er givet Sønnen.

Lov og evangelium

Loven: Loven lyder i det, teksten forudsætter: Uden Sønnen kender verden ikke Gud. Mennesket laver sig en Gud efter sit eget hoved, en Gud, som Luther siger, «som i sandhed ingen Gud er». Selv den fromme, der kun kender Gud som lovgiver og dommer, kender ham kun fra ryggen. Teksten afslører også, at disciplene ikke selv kan holde fast. De er i verden, og verden trækker. Jesus må bede for dem, fordi de ellers ville falde fra. Det gælder også os: Vi regner os for stærkere, end vi er, og vi beder kun lidt. Vores tro er ikke stærkere end deres.

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus beder for sine, før han går i døden. Han har fuldført værket (v. 4), så der intet mangler i det, Gud har gjort for os. Han giver evigt liv til dem, Faderen har givet ham, og det liv er at kende Gud som nådig i ham, han har sendt. Det er en gave, ikke en præstation. Han beder: «Hellige Fader, bevar dem i dit navn.» Den samme bøn lyder nu fra ham, der sidder ved Faderens højre hånd (Rom 8,34). Vi er bevaret, ikke fordi vi holder fast, men fordi han beder for os.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Påskedag, 2. prædiken (om Joh 17,3): Af naturen kender vi hverken Guds væsen eller vilje. Den første arv, vi får ved Kristus, er at kende Gud som nådig. Den visdom er selve det evige liv og holder også over for Djævelen.
  «denne visdom, at Kristus lærer os at kende Gud – at Gud vil være os nådig og barmhjertig – den er en evig visdom og selve det evige liv» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 27. søndag efter trinitatis (om Joh 17,3): Luther citerer Joh 17,3 om dem, der ser Gud: De har Ordet og lader det være deres skat. Hvem der ikke har Ordet, kender ikke Gud og har ingen trøst i døden.
  «Derfor skulle vi holde os flittigt til Ordet og lade det alene bo og lyse i vores hjerter. Så ville vi se Gud ret» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om Gud: Pieper gengiver Luthers prædiken over Joh 17,3: «Den eneste sande Gud» udelukker ikke Sønnen, men alle afguder. Den sande Gud er den, der har sendt Jesus Kristus, og han findes kun i Kristus.
  «Den, der vil ramme den rette, ene Gud, må søge ham alene i Herren Kristus; for ellers er der i sandhed ingen Gud uden den, der har sendt Kristus.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den frelsende tro: At «kende» Gud i Joh 17,3 er ikke tør viden, men hele den tro, Helligånden virker, og som tager imod syndernes forladelse.
  «Skriften betegner med begrebet «erkendelse» hele den frelsende tro på steder som Joh 17,3» Læs teksten
• Krauth, Den konservative reformation: Kristi person: Krauth læser v. 5 sådan: Den samme person, som var herlig før verden, er nu fornedret og beder om, at hans menneskelige natur må få del i guddommens herlighed.
  «Vor Frelser beder altså om, at hans menneskelige natur må få del i den fulde udøvelse af egenskaberne og den fulde nydelse af den majestæt, som tilhørte ham som Gud.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristus som præst: Jacobs regner bønnen til Kristi præsteembede: Han beder om, at de troende må holdes fast i troen (v. 11). At den blev bedt højt, giver kirken indblik i hans forbøn.
  «Jesus bad uden tvivl den ypperstepræstelige bøn i Joh 17, mens disciplene hørte på, for at kirken på jorden kunne kende de overordnede emner i hans forbøn for sit folk.» Læs teksten

Prædikenspor

Han beder for os

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at vi lytter med, mens Jesus beder for os. Første trin: Det er aftenen før korset. Jesus taler ikke om sin egen angst, men beder Faderen herliggøre ham, så han kan give evigt liv (v. 1–5). Andet trin: Han beder for dem, Faderen har givet ham. De er svage, de vil flygte samme nat, men han kalder dem Faderens og siger, at de har holdt fast ved Ordet (v. 6–10). Tredje trin: «Hellige Fader, bevar dem.» Han går til Faderen, men bønnen stopper ikke; han beder stadig ved Faderens højre hånd (Rom 8,34; Hebr 7,25). Prædikenen ender ved trøsten: Vores tro står ikke på vores bøn, men på hans.

At kende den eneste sande Gud

Et tematisk spor om v. 3. Hovedtanken er, at Gud kun kendes ret i Kristus. Første trin: Mange tror på «en Gud», men hvilken? Luther siger, at den Gud, vi maler os selv, «i sandhed ingen Gud er». Uden Kristus kender vi kun Gud fra ryggen, som lov og dom. Andet trin: Jesus sætter sig selv ved siden af Faderen: Det evige liv er at kende «dig og ham, du har sendt». Det er Kristi guddom og samtidig det eneste sted, hvor vi ser Guds ansigt. Tredje trin: At kende Gud er ikke viden, men tro, der tager imod nåden. Det evige liv begynder allerede nu, hvor Ordet høres og troes.

Bevaret i en verden, der trækker

Et sjælesørgerligt spor om v. 11 for den, der er bange for at miste troen. Hovedtanken er, at bevarelsen hviler på Gud. Første trin: «De er i verden.» Jesus ved, at verden trækker, og at disciplene er svage; vi kender det også, når troen bliver tynd, og bønnen tier. Andet trin: Han beder ikke om, at de skal være stærke, men at Faderen skal bevare dem i sit navn. Det er det navn, vi selv er døbt til (Matt 28,19). Tredje trin: Den, der frygter for sin tro, må vide, at Kristus allerede har bedt for ham. Evangeliet er, at hans forbøn går forud for vores bøn og bærer os, til vi er hjemme.

Lærepunkter i teksten

• Kristi tredobbelte embede – Den ypperstepræstelige bøn: Kristus går som præst i forbøn for sine, før han ofrer sig selv.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – «Herliggør mig med den herlighed, jeg havde hos dig»: fornedrelsen ender, og ophøjelsen begynder efter den menneskelige natur.
• Den frelsende tro – Det evige liv er at kende Gud i Kristus; erkendelsen betegner hele den frelsende tro (Pieper).
• Bevarelsen i troen og frafaldet – «Hellige Fader, bevar dem i dit navn»: troen bevares ved Faderens trofasthed og Kristi forbøn.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 254 Fuldendt er nådens store værk – Himmelfartssalme om det fuldbragte værk; svarer til v. 4 og søndagen før himmelfart.
• 337 Behold os, Herre, ved dit ord – Bøn om at blive bevaret ved Ordet; svarer til «Hellige Fader, bevar dem».
• 334 Guds kirkes grund alene – Om kirkens enhed i Kristus; svarer til «så de må være ét ligesom vi».
• 587 Guds egen kære Søn – Bønnesalme til bønnens søndag.
• 251 Jesus, himmelfaren – Himmelfartssalme til Kristus, der går til Faderen (v. 11: «jeg kommer til dig»).