Joh 16,23–28

Teksten i sammenhæng

Teksten står sidst i Jesu afskedstaler (Joh 13,31–16,33), som han holder for disciplene den sidste aften før sin død. Lige forinden har han sagt, at de om «en lille stund» ikke skal se ham, men at deres sorg skal blive til glæde, når han ser dem igen (Joh 16,16–22). «På den dag», altså når han er opstået og Ånden er givet, skal deres forhold til Faderen være nyt: De skal ikke længere spørge Jesus som elever, men bede Faderen direkte i Jesu navn, og de skal blive bønhørt. Jesus lover at tale åbent om Faderen og samler til sidst hele sin vej i én sætning: fra Faderen, ind i verden, ud af verden og til Faderen (v. 28). Disciplene svarer straks bagefter, at nu taler han frit ud (v. 29–30), men Jesus ved, at de snart skal spredes (v. 31–32). Teksten er prædiketekst 5. søndag efter påske i 1. tekstrække, den gamle bedesøndag (Rogate), få dage før Kristi himmelfart. Den gamle tekstrække, som Luthers Huspostil følger, læste Joh 16,23–30 samme dag.

Opbygning

1. 16,23 På den dag: bed Faderen i mit navn
2. 16,24 Bed, og I skal få, så jeres glæde bliver fuldkommen
3. 16,25 Fra billedtale til åben tale om Faderen
4. 16,26 Faderen selv elsker jer
5. 16,28 Fra Faderen og til Faderen

Græske nøgleord

• αἰτέω (G154, v. 16,23) – αἰτέω, bede (om), anmode. Ordet bruges om at bede om noget, man har brug for, og står fire gange i teksten. Jesus skelner det fra ἐρωτάω i samme vers: Disciplene skal ikke længere «spørge» ham, men «bede» Faderen. I v. 24 står imperativ præsens αἰτεῖτε, der peger på en vedvarende bøn: Det er ikke et engangsråd, men en indbydelse til et liv i bøn, knyttet til løftet λήψεσθε, «I skal få».
• ἐρωτάω (G2065, v. 16,23) – ἐρωτάω, spørge; også anmode. I v. 23 betyder det at spørge for at få forklaring, sådan som disciplene gang på gang har spurgt Jesus (Joh 16,17–19). I v. 26 bruges samme ord om Jesu egen forbøn hos Faderen. Ordspillet viser forskellen på før og efter påske: Den tid er forbi, hvor de stod uden for og spurgte; nu skal de selv tale med Faderen.
• ὄνομα (G3686, v. 16,23) – ὄνομα, navn. «I mit navn» (ἐν τῷ ὀνόματί μου) står tre gange i teksten. Navnet står for personen selv og alt, hvad han er og har gjort. At bede i Jesu navn er ikke en formel, men at komme til Faderen i tillid til Sønnen, på hans fortjeneste og hans løfte og ikke på sin egen værdighed. Jf. Joh 14,13–14 og 15,16.
• χαρά (G5479, v. 16,24) – χαρά, glæde. Det er den glæde, Jesus netop har lovet efter sorgen (Joh 16,20–22), og som ingen skal tage fra dem. Konstruktionen ἵνα … ᾖ πεπληρωμένη er omskrevet perfektum (ᾖ + perfektum participium passiv): glæden skal være «gjort fuld» og blive ved med at være det. Det er Gud, der fylder den; bønnen og bønhørelsen er den vej, glæden kommer ad. Jf. Joh 15,11; 17,13.
• παροιμία (G3942, v. 16,25) – παροιμία, billedtale, gådefuld tale. Hos Johannes bruges ordet om Jesu billeder, fx hyrden og fårene (Joh 10,6). Det betyder ikke, at ordene er uklare i sig selv, men at disciplene endnu ikke kunne forstå dem. Først når Jesus er opstået og Ånden er kommet, bliver sammenhængen klar for dem (Joh 2,22; 14,26).
• παῤῥησία (G3954, v. 16,25) – παρρησία, åbenhed, frimodighed. I v. 25 står dativ παρρησίᾳ adverbielt: «frit ud», åbent og ligefremt, modsat billedtalen. Ordet bruges også om den frimodighed, de troende har over for Gud (Hebr 4,16; 1 Joh 5,14). De to betydninger hænger sammen her: Når Faderen er åbenbaret i Sønnen, kan man gå frimodigt til ham i bøn.
• φιλέω (G5368, v. 16,27) – φιλέω, elske, holde af. Ordet bruges om venskabets og familiens kærlighed. «Faderen selv elsker jer» står i præsens, mens disciplenes kærlighed og tro står i perfektum (πεφιλήκατε, πεπιστεύκατε): noget, der er sket og består. Deres kærlighed er ikke årsag til Faderens kærlighed (jf. 1 Joh 4,10, 19), men Faderen elsker dem som dem, der hører Sønnen til.

Eksegetiske noter

• v. 16,23 «På den dag» peger frem mod tiden efter opstandelsen og Åndens komme (jf. Joh 14,20). Ifølge de fleste udlæggere begynder den med påskemorgen og varer hele kirkens tid. Det er den dag, vi lever i nu. Derfor gælder løftet om bønhørelse ikke kun de elleve, men alle, der tror på Kristus.
• v. 16,23 Tekstkritik: I RP hører «i mit navn» til bønnen: «hvad I end beder Faderen om i mit navn, skal han give jer.» Den kritiske tekst har en anden ordstilling, så «i mit navn» hører til Faderens gave: «skal han give jer det i mit navn.» Den Frie Bibel følger den kritiske tekst. Meningen er nær den samme: Både bønnen og gaven går gennem Sønnen. Apologien citerer stedet, så «i mit navn» står ved bønnen.
• v. 16,24 «Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn.» Disciplene har bedt, også Fadervor, men at bede i Jesu navn hører til tiden efter, at han er herliggjort og har fuldført sit værk. Bønnen i hans navn bygger på det, han gør på korset og ved opstandelsen. Imperativet «bed» står derfor som en gave, ikke som et krav.
• v. 16,26–27 «Jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede Faderen for jer.» Det betyder ikke, at Kristus holder op med at gå i forbøn; det siger Skriften udtrykkeligt (Rom 8,34; Hebr 7,25; 1 Joh 2,1), og han beder selv for dem i Joh 17. Pointen er, at disciplene ikke skal tænke, at Faderen er uvillig og må overtales. Faderen selv elsker dem. Kristi forbøn og Faderens kærlighed står ikke imod hinanden.
• v. 16,27 «Fordi I har elsket mig og troet»: ὅτι er begrundende («fordi»), men det betyder ikke, at disciplene har fortjent Faderens kærlighed. Faderen elsker verden, før nogen elsker ham (Joh 3,16). Her taler Jesus om dem, der har taget imod Sønnen, og som derfor står i Faderens kærlighed: Den, der hører Sønnen til, er elsket af Faderen.
• v. 16,28 Verset sammenfatter Johannesevangeliets kristologi: udgangen fra Faderen (aorist ἐξῆλθον), komme i verden (perfektum ἐλήλυθα: han er kommet og er her), og bortgang til Faderen (præsens ἀφίημι og πορεύομαι om det, der nu sker). Det rummer menneskevordelsen, korset, opstandelsen og himmelfarten. Krauth bruger verset til at vise, at «at forlade verden» ikke betyder, at Kristus er fraværende fra sin kirke (jf. Matt 28,20).

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, hvor lidt vi beder. «Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn» rammer ikke kun disciplene. Vi bærer på bekymringer og nød, men går med dem selv eller taler om dem med alle andre end Gud. Når vi beder, er det ofte uden tillid, som om Faderen var en fremmed, der skulle overtales, eller vi venter, til vi synes, vi er værdige nok. Begge dele er vantro: Vi tror ikke, at Faderen selv elsker os. Teksten viser også, at disciplene ikke forstod Jesu ord, før han var gået gennem døden. Af os selv forstår vi heller ikke Gud, og vi kan ikke bede ret uden hans Ånd.

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus har åbnet vejen til Faderen. Han udgik fra Faderen og kom til verden, han går gennem døden og op til Faderen, og derfor står døren åben for os. Vi skal ikke komme i eget navn, men i hans, og «hvad I end beder Faderen om i mit navn, skal han give jer». Kristus går stadig i forbøn for os, men han vil også, at vi skal vide: «Faderen selv elsker jer.» I Kristus er han ikke en vred dommer, men en Far, som hører sine børns bøn, fordi de tilhører hans Søn. Det er kilden til en glæde, der skal være fuldkommen.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 5. søndag efter påske (Rogate): Luther forklarer v. 26–27: Kristus holder ikke op med at bede for os, men vi skal ikke foragte vores egen bøn. Den, der elsker Kristus, er elsket af Faderen og bliver hørt.
  «Den, der har lyst og kærlighed til Kristus, ham vil Faderen også elske, og elske sådan, at han vil høre ham.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 5. søndag efter påske (Rogate): Djævelen vil have os til at vente med at bede, til vi er rene og skikkede. Luther svarer: Når nøden kommer, er det den rette bedestund, for Gud elsker os for Kristi skyld.
  «Er jeg ikke skikket eller værdig, så skal Gud nok gøre mig skikket og værdig; for jeg ved, at han elsker mig for Kristi skyld og ikke for min egen skyld» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 5. søndag efter påske (Rogate): Til v. 25 siger Luther, at «den tid», hvor Jesus taler frit ud, er Helligåndens tid. Ånden giver tillid til Guds nåde, og af den tillid kommer den rette bøn.
  «For når Helligånden kommer og tænder hjerterne med en ret tillid til Guds godhed og barmhjertighed ved Kristus, så følger det, at man kan bede ret og er glad og villig til det.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Apologien, art. IV/V: Om kærligheden og lovens opfyldelse: Apologien bruger Joh 16,23 til at vise, at bønnen ikke stoler på vores egen værdighed, men på Guds barmhjertighed for ypperstepræsten Kristi skyld.
  ««I mit navn», siger han, fordi vi ikke kan komme til Faderen uden denne ypperstepræst.» Læs teksten
• Apologien, art. XXI: Om påkaldelse af helgener: Løftet i Joh 16,23 gælder bøn i Kristi navn. Der findes intet tilsvarende løfte om helgenerne, så påkaldelse af dem kan ikke ske i tro.
  «Om helgenerne findes der ikke noget sådant løfte. Derfor kan samvittighederne ikke have fast tillid til, at vi bliver bønhørt, når vi påkalder helgenerne.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristus som præst: Jacobs forklarer v. 26–27: Kristus holder ikke op med at bede for sit folk, men de skal nu bede sammen med ham, fordi de har adgang til den forsonede Fader.
  «Faderens kærlighed ophæver ikke forbønnen; her lærer disciplene derimod den rette måde at bede i Kristi navn på.» Læs teksten
• Krauth, Den konservative reformation: Nadveren, indvendinger besvaret: Krauth læser v. 28 sådan, at Kristus ikke forlader verden, så han er fraværende fra sin kirke, ligesom han ikke forlod Faderen, da han kom til verden.
  «Alle udsagn om Kristi fravær er begrænset af den udtalte eller underforståede kendsgerning, at fraværet kun gælder en bestemt art eller måde» Læs teksten

Prædikenspor

Bed i mit navn

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus giver os adgang til Faderen. Første trin: «På den dag». Efter påske er forholdet til Gud nyt; disciplene skal ikke længere stå uden for og spørge, men selv tale med Faderen. Andet trin: «i mit navn». Ikke en formel, men at komme med Jesus og på hans værk, ikke på vores egen fromhed. Apologien siger: Vi kan ikke komme til Faderen uden denne ypperstepræst. Tredje trin: v. 28. Han kom fra Faderen og går til Faderen og tager os med på vejen. Prædikenen ender ved løftet: «Bed, og I skal få, så jeres glæde bliver fuldkommen.»

Faderen selv elsker jer

Et tematisk spor om v. 26–27 og vores billede af Gud. Hovedtanken er, at vi ikke beder til en uvillig Gud, der skal overtales. Første trin: Vi tænker ofte om Gud som en fjern myndighed, som man må have en mellemmand hos; middelalderen søgte helgenernes forbøn. Andet trin: Jesus siger ikke, at han ikke går i forbøn, men at Faderen selv elsker dem, der hører Sønnen til. Kristi forbøn og Faderens kærlighed er én og samme vilje. Tredje trin: Derfor kan vi bede som børn til en Far, også med det, der synes småt. Evangeliet er, at Faderens hjerte er åbent for os i Kristus.

Nu er det den rette bedestund

Et sjælesørgerligt spor for dem, der har svært ved at bede. Hovedtanken er Luthers ord om, at nøden selv er den rette bedestund. Første trin: Mange venter med at bede, til de føler sig værdige, rolige eller troende nok, eller de bliver tavse, når sorgen er størst. Luther kender den fristelse og kalder den Djævelens list. Andet trin: Jesus siger «hidtil har I ikke bedt» uden at skælde ud; han lover en tid, hvor han taler frit om Faderen, og Luther forstår det om Ånden, som giver tillid og lærer os at bede. Tredje trin: Vi har Fadervor, når ordene slipper op. Evangeliet er, at Gud elsker os for Kristi skyld, ikke for vores egen skyld, og hører os.

Lærepunkter i teksten

• Kristi tredobbelte embede – Kristus er præsten, i hvis navn vi beder; Faderen hører os for ypperstepræstens skyld, og hans forbøn ophører ikke (v. 23.26).
• Den frelsende tro – Rette bøn flyder af troen på, at Jesus er udgået fra Gud, og at Faderen er os nådig (v. 27).
• Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – «Jeg forlader verden og går til Faderen»: himmelfarten, uden at Kristus bliver fraværende fra sin kirke (v. 28).
• Menneskevordelsen og jomfrufødslen – «Jeg udgik fra Faderen og er kommet til verden»: Sønnen, der var hos Faderen, er blevet menneske (v. 28).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 584 Beder, og I skulle få – Salmen tager udgangspunkt i løftet i v. 24 og passer til bedesøndagen.
• 586 Stol du kun på dit Fadervor – Om tillid til Fadervor; svarer til Luthers råd om at bede Fadervor i nøden.
• 289 Nu bede vi den Helligånd – Bøn om Ånden, som Luther siger gør os villige og frimodige til at bede.
• 251 Jesus, himmelfaren – Himmelfartssalme til v. 28: «Jeg forlader verden igen og går til Faderen.»
• 222 Opstanden er den Herre Krist – Påsketidens salme; «på den dag» er opstandelsens tid.