Luk 18,9–14

Teksten i sammenhæng

Lignelsen om farisæeren og tolderen findes kun hos Lukas. Den står i beretningen om Jesu vandring mod Jerusalem (Luk 9,51–19,27), lige efter lignelsen om enken og den uretfærdige dommer (Luk 18,1–8). Begge handler om bøn, men den første om at blive ved at bede, denne om, hvordan man står for Gud, når man beder. Lukas siger selv, hvem den er fortalt til: «nogle som stolede på sig selv at de var retfærdige, og foragtede de andre». Det er altså ikke kun farisæerne, men enhver, der bygger på sig selv. Bagefter kommer beretningen om børnene, der bæres til Jesus (Luk 18,15–17): Guds rige skal tages imod som et lille barn tager imod. Lignelsen ender med et domsord, som Jesus også bruger i Luk 14,11. I kirkeåret er Luk 18,9–14 prædiketekst på 11. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Det er også teksten, som Luther prædiker over på denne søndag i Huspostillen.

Opbygning

1. 18,9 Hvem lignelsen er fortalt til
2. 18,10 To mænd går op til templet
3. 18,11 Farisæerens bøn
4. 18,13 Tolderens bøn
5. 18,14 Jesu dom: retfærdiggjort hjem

Græske nøgleord

• πείθω (G3982, v. 18,9) – πείθω, i perfektum «stole på, forlade sig på». Πεποιθότας ἐφ’ ἑαυτοῖς: de har sat deres lid til sig selv, og perfektum viser en fast tilstand, ikke en enkelt tanke. Samme udtryk bruger Paulus i 2 Kor 1,9: «så vi ikke skulle stole på os selv, men på Gud». Her er tilliden rettet mod egen retfærdighed i stedet for mod Gud. Hele lignelsen spørger, hvad man står på, når man står for Gud.
• ἐξουθενέω (G1848, v. 18,9) – ἐξουθενέω, foragte, regne for intet. Ordet betyder at gøre en anden til ingenting. Lukas bruger det også om Herodes, der behandler Jesus med foragt (Luk 23,11). Det viser, at selvretfærdighed og foragt for næsten hænger sammen: Den, der måler sig selv op mod andre, må gøre de andre mindre for selv at blive større.
• ἱλάσκομαι (G2433, v. 18,13) – ἱλάσκομαι, sone, være nådig. Tolderen bruger passiv imperativ i aorist (ἱλάσθητι): «bliv forsonet med mig, vær mig nådig». Ordet hører sammen med ἱλαστήριον, sonedækket eller nådestolen (Rom 3,25; Hebr 9,5) og ἱλασμός, sonoffer (1 Joh 2,2). I templet, hvor ofrene blev bragt, beder han om den nåde, som kun forsoningen kan give. Han har intet at bringe selv.
• ἁμαρτωλός (G268, v. 18,13) – ἁμαρτωλός, synder. Tolderen siger med bestemt kendeord «mig, synderen» (τῷ ἁμαρτωλῷ). Kendeordet kan blot henvise tilbage til «mig», men mange udlæggere hører det sådan: Han kalder sig ikke en synder blandt andre, men synderen, som om ingen anden var med i billedet. Farisæeren sammenligner sig med andre; tolderen sammenligner sig kun med Guds hellighed og ser derfor ikke andres synd, men sin egen.
• δικαιόω (G1344, v. 18,14) – δικαιόω, erklære retfærdig, retfærdiggøre. Δεδικαιωμένος er perfektum participium passiv: Han gik hjem som én, der var blevet retfærdiggjort og fortsat er det. Passiv viser, at det er Gud, der handler. Det er en dom, ikke en forbedring af hans liv. Her møder vi med Jesu egne ord det, Paulus siden udfolder: Gud retfærdiggør den ugudelige (Rom 4,5).
• ταπεινόω (G5013, v. 18,14) – ταπεινόω, gøre lav, ydmyge. Ordet står både i aktiv (ὁ ταπεινῶν ἑαυτόν, den, der ydmyger sig selv) og i futurum passiv (ταπεινωθήσεται, skal ydmyges). Passiv er her en omskrivning for Gud: Det er Gud, der ydmyger og ophøjer. Ydmyghed er ikke en præstation, men at erkende sandheden om sig selv for Gud.

Eksegetiske noter

• v. 18,9 Lukas angiver ikke, at lignelsen er fortalt til farisæere, men til «nogle» med en bestemt holdning. Den rammer derfor også disciplene og os. Ordet «retfærdige» (δίκαιοι) knytter begyndelse og slutning sammen: De, der regner sig selv for retfærdige, står over for tolderen, som Gud erklærer retfærdig (v. 14).
• v. 18,10 Man gik «op» til templet, fordi det lå højt på Tempelbjerget. Der var faste bedetider ved morgen- og aftenofferet (jf. ApG 3,1), så de to kan have bedt ved tiden for det daglige offer. Toldere opkrævede told og afgifter for romerne og andre magthavere og tog ofte mere end fastsat (jf. Luk 3,12–13; 19,8). De regnedes for åbenlyse syndere.
• v. 18,11 «Bad ved sig selv» (πρὸς ἑαυτόν) kan enten forbindes med «trådte frem» (han stillede sig for sig selv, adskilt fra de andre) eller med «bad» (han bad til sig selv eller med sig selv). Begge læsninger passer til billedet: Bønnen begynder med tak til Gud, men handler kun om ham selv. Han beder ikke om noget, fordi han ikke mener at mangle noget.
• v. 18,12 Loven påbød kun én fastedag om året, den store forsoningsdag (3 Mos 16,29–31). Ifølge senere jødiske kilder fastede fromme mandag og torsdag. Tienden var påbudt af afgrøde og kvæg (3 Mos 27,30–32; 5 Mos 14,22), men farisæeren giver tiende af alt, hvad han erhverver. Han gør altså mere, end loven kræver. Det, han nævner, er ikke onde gerninger, men han bygger på dem.
• v. 18,13 At stå langt borte, slå blikket ned og slå sig for brystet er tegn på dyb anger og sorg (jf. Luk 23,48; Ezra 9,6). Tolderen beder med ordene fra bodssalmerne (jf. Sl 51,3) og påberåber sig intet andet end Guds barmhjertighed. Han lover ikke forbedring som betingelse; han beder om nåde.
• v. 18,14 Tekstkritik: RP (flertalsteksten) har ἢ γὰρ ἐκεῖνος, «snarere end den anden», mens den kritiske tekst har παρ’ ἐκεῖνον, «frem for den anden». Meningen er den samme. Det er ikke en gradsforskel, så tolderen blot var lidt mere retfærdig; farisæeren gik hjem uden at være retfærdiggjort. Slutordet om at ophøje og ydmyge står også i Luk 14,11 og svarer til Marias lovsang (Luk 1,52).

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer først farisæeren, men ikke for hans faste eller tiende. Den rammer, at han stoler på sig selv og foragter de andre. Hans bøn er tak, men den handler kun om ham selv, og den bruger tolderen som baggrund for hans egen fromhed. Det er en synd, som skjuler sig bedst hos de kirkevante: at regne sig selv for en af de gode og glædes over ikke at være som «de andre». Loven afslører også, at man kan blive farisæer over for farisæeren og takke Gud for ikke at være som ham. Jesu dom er hård: Den, der står på egen retfærdighed, går hjem uden at være retfærdiggjort.

Evangeliet: Evangeliet er, at Gud retfærdiggør synderen, ikke den, der er blevet god nok. Tolderen har intet at fremvise, men beder: «Gud, vær mig, synderen, nådig!» og går hjem retfærdiggjort. Det er Guds dom over ham, ikke hans egen følelse. Han beder om forsoning i templet, hvor ofrene blev bragt, og Kristus er selv det offer, som gør Gud nådig mod os (Rom 3,25; 1 Joh 2,2). Derfor kan den, der kun har sin synd at komme med, gå hjem fra kirken i dag med samme dom: retfærdig for Kristi skyld, uden gerninger.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 11. søndag efter trinitatis: Luther lægger vægt på Kristi dom i v. 14: Farisæeren mister alt, fordi han bruger Guds gaver til at hovere, mens tolderen får det, han beder om.
  «Men tolderen derimod, han som siger: «Gud, vær mig nådig», bliver en helgen i kirken og har en nådig Gud, sådan som han beder.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 11. søndag efter trinitatis: Farisæerens tak er kun tak i ordene. Han trækker sin dyd ind til sig selv, som om den var hans egen og ikke Guds gave. En god indgang til at prædike over v. 11.
  «Altså takker han ikke Gud, men sig selv, sin fornuft, sin frie vilje og sine kræfter for, at han har kunnet gøre så meget.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 11. søndag efter trinitatis: Forskellene mellem mennesker består i verden, men for Gud gælder kun nåden. Derfor kan ingen rose sig, men alle skal holde sig til hans nåde og barmhjertighed.
  «For da intet andet end nåde gælder hos ham, er det umuligt, at nogen kan rose sig og være stolt for ham.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Apologien art. V (III): Om kærligheden og lovens opfyldelse: Melanchthon bruger farisæeren som billede på den, der beder om nåde, som om han havde krav på den, fordi han har kærlighed og gode gerninger. Det vanærer Kristus som ypperstepræst.
  «så beder de nøjagtig som farisæeren i Luk 18,11, der siger: «Jeg er ikke som de andre mennesker.»» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Teologiens væsen og begreb: Pieper bruger lignelsen til at vise, at den frelsende tro forudsætter syndserkendelse. Derfor prædikes først omvendelse og så syndernes forladelse.
  «Kristus forkaster meget bestemt troen hos farisæeren, der ikke erkendte sig skyldig til Guds vrede og fordømmelsen, men takkede Gud for, at han ikke var som andre mennesker» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Pieper kalder synergismens nåde for «farisæerens evangelium»: en nåde til dem, der er lidt bedre end andre. Skriftens nåde gælder de sønderknuste.
  «tager Gud med sin nåde ind hos dem, der har et sønderknust hjerte, ikke hos dem, der i sammenligning med andre endnu opdager fortrin for Gud hos sig selv» Læs teksten
• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 16. aftenforelæsning: Walther bruger tolderens bøn som trøst: Guds nåde er så stor, at den tager imod enhver, der råber som han. Han advarer samtidig mod at misbruge det til at udskyde omvendelsen.
  «selv om han var belæsset med millioner af synder, med afskyelige synder, og han bryder sammen og råber: «Gud, vær mig, synderen, nådig!», så tager Gud også imod ham.» Læs teksten

Prædikenspor

To bønner i templet

Sporet følger teksten og sammenligner de to bønner. Første trin: Farisæeren. Han siger tak, men bønnen handler om ham selv, og han beder ikke om noget, fordi han ikke mangler noget. Hans gerninger er gode, men han står på dem og bruger tolderen som baggrund. Andet trin: Tolderen. Han står langt borte og har kun én bøn: «Gud, vær mig, synderen, nådig!» Ordet for nådig peger på forsoningen, der blev bragt i templet. Tredje trin: Jesu dom. Den ene går hjem retfærdiggjort, den anden ikke. Det er Guds dom, ikke vores fornemmelse, og den er sagt for Kristi skyld. Prædikenen slutter med, at den samme dom gælder den, der i dag kommer med tolderens bøn.

Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som farisæeren

Et tematisk spor om selvretfærdighedens list. Første trin: Lignelsen er fortalt til «nogle som stolede på sig selv». Den rammer ikke en fjern gruppe, men det, der også bor i kirkens folk: at måle sig selv op mod andre. Andet trin: Selvretfærdigheden kan klæde sig ud som ydmyghed, så vi takker Gud for, at vi ikke er som farisæeren. Så er vi blevet ham igen. Luther siger, at farisæeren i virkeligheden takker sig selv. Tredje trin: Den eneste vej ud er ikke at blive mere ydmyg, men at holde op med at sammenligne og stå for Gud som synderen. Dér venter evangeliet: Gud retfærdiggør den ugudelige for Kristi skyld.

Gud, vær mig, synderen, nådig

Et sjælesørgerligt spor til den, der ligner tolderen: den, der ikke tør løfte øjnene, fordi han kender sin synd. Første trin: Tolderen kommer ikke med løfter eller forklaringer. Han står langt borte og slår sig for brystet. Det er ikke en præstation, men sandheden om ham. Andet trin: Hans bøn er kort og nok. Han beder om den nåde, Gud har lovet ved forsoningen, og den er givet os i Kristus, som er sonofferet for vores synder. Tredje trin: Jesus siger selv, hvordan det gik: Han gik hjem retfærdiggjort. Det kan man bygge på, også når samvittigheden siger noget andet. Sporet kan slutte med skriftemålet og nadveren, hvor den samme dom bliver sagt til den enkelte.

Lærepunkter i teksten

• Retfærdiggørelsen – Tolderen går hjem «retfærdiggjort» (passiv perfektum): Gud erklærer synderen retfærdig af nåde, uden gerninger.
• Lov og evangelium – Farisæeren holder loven udvortes, men loven afslører hans hovmod; tolderen får evangeliets nåde, fordi han intet har at komme med.
• Omvendelsen: anger og tro – Tolderens bøn rummer begge dele af omvendelsen: anger over synden og tillid til Guds nåde.
• De gode gerninger – Faste og tiende er gode i sig selv, men gør ingen retfærdig for Gud, når man bygger på dem.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 519 Syndernes forladelse selvros udelukker – Titlen siger tekstens pointe: Syndernes forladelse lukker al selvros ude.
• 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig – Luthers salme over Sl 130: synderens råb, der kun stoler på Guds nåde.
• 501 Herre, jeg har handlet ilde – Syndsbekendelse, der svarer til tolderens bøn.
• 55 Ved Jesu navn forlades alle synder – Om syndernes forladelse i Jesu navn, den nåde tolderen gik hjem med.
• 716 Guds godhed vil vi prise – Høstsalme, der takker for Guds gaver gennem året; passer til høst og efterår.