Luk 7,36–50

Teksten i sammenhæng

Teksten står midt i Jesu virke i Galilæa. Lige før har Jesus talt om Johannes Døberen og om den slægt, der ikke vil tage imod nogen af dem: Johannes kaldes besat, og Menneskesønnen kaldes «tolderes og synderes ven» (7,33–35). Nu viser Lukas, hvad det betyder. Farisæeren Simon har inviteret Jesus til måltid, og mens gæsterne ligger til bords, kommer en kvinde, som hele byen kender som synderinde. Hun siger ikke et ord, men græder ved Jesu fødder, tørrer dem med sit hår, kysser og salver dem. Simon dømmer stille både kvinden og Jesus. Jesus svarer ham med lignelsen om de to skyldnere, sammenligner Simons værtskab med kvindens kærlighed og siger til hende: «Dine synder er forladte.» Bagefter nævner Lukas de kvinder, der fulgte Jesus (8,1–3). Salvingen i Betania (Mark 14,3–9; Joh 12,1–8) er en anden begivenhed. Teksten er evangelium på 11. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække; i 1. tekstrække står farisæeren og tolderen (Luk 18,9–14) samme dag. I Huspostillen hører den til Maria Magdalenes dag.

Opbygning

1. 7,36 Jesus til bords hos farisæeren Simon
2. 7,37 Synderinden ved Jesu fødder
3. 7,39 Simons tavse dom
4. 7,40 Lignelsen om de to skyldnere
5. 7,44 Simon og kvinden stillet over for hinanden
6. 7,48 Tilsigelsen: Dine synder er forladte

Græske nøgleord

• ἁμαρτωλός (G268, v. 7,37) – ἁμαρτωλός, synder, her: synderinde. Ordet er ikke blot «en, der også har syndet», men en, der er kendt og stemplet for et syndigt liv; det står som en titel: «hun er en synderinde» (7,39). Lukas bruger det om dem, Jesus søger og spiser med (5,30; 7,34; 15,1–2). Netop som synderinde får hun ordet om forladelse; hun skal ikke først blive noget andet.
• χρεωφειλέτης (G5533, v. 7,41) – χρεωφειλέτης, skyldner. Ordet hører hjemme i pengeverdenen: en, der står i gæld og skal betale. Jesus taler om synd som gæld over for Gud, ligesom i Fadervor (Matt 6,12) og i Matt 18,23–35. Begge skyldnere er skyldnere, uanset beløbet, og ingen af dem kan betale. Det er lignelsens nøgle til Simon.
• χαρίζομαι (G5483, v. 7,42) – χαρίζομαι, eftergive, skænke af nåde. Ordet er i familie med χάρις, nåde. Kreditoren eftergiver gælden som en gave, uden modydelse, fordi de intet havde at betale med. Aoristen fortæller blot, at det skete; gælden er væk. Simon gentager ordet i sit svar (7,43). Det er Guds handlemåde med syndere, sagt i lignelsens billede.
• ἀγαπάω (G25, v. 7,47) – ἀγαπάω, elske. I lignelsen er kærligheden svaret på eftergivelsen: «Hvem af dem vil elske ham mest?» (7,42, futurum). Den kommer efter gaven. Derfor skal ὅτι ἠγάπησεν πολύ i 7,47 læses som et tegn på forladelsen, ikke som dens årsag. Og den, der mener, han kun skylder lidt, elsker lidt.
• ἀφίημι (G863, v. 7,48) – ἀφίημι, forlade, eftergive, lade gå. Perfektum passiv ἀφέωνται: «de er (blevet) forladt og står forladt». Det passive betyder, at Gud er den, der forlader. Gæsterne forstår det rigtigt og spørger: «Hvem er denne, som endog forlader synder?» (7,49; jf. 5,21). Ordet er ikke et ønske, men en virkningsfuld tilsigelse.
• πίστις (G4102, v. 7,50) – πίστις, tro. Jesus siger ikke: Din kærlighed, men: Din tro har frelst dig. Troen er den tillid, der drev hende til Jesus og tog imod hans ord. Udtrykket står også i Luk 8,48; 17,19; 18,42. σέσωκεν er perfektum af σῴζω: hun er frelst, og det står fast, når hun går bort med fred.

Eksegetiske noter

• v. 7,36–38 Ved festmåltider lå gæsterne på venstre albue ved et lavt bord med fødderne udad. Derfor kan kvinden stå «bag ved ham, ved hans fødder». Måltidet foregik ofte i et åbent rum, så uindbudte kunne komme ind og se til, men en kendt synderinde, der rørte ved gæsten, var en skandale. At hun løsner sit hår foran mænd, var i sig selv anstødeligt. Alabastkrukken med salve var kostbar.
• v. 7,37 Kvinden har intet navn. Den senere vestlige tradition gjorde hende til Maria Magdalene og til Maria fra Betania, men Lukas nævner Maria Magdalene som en ny person kort efter (8,2), og salvingen i Betania (Mark 14; Matt 26; Joh 12) sker i Betania kort før påske, hos Simon den Spedalske (Mark, Matt) eller hos Lazarus og hans søstre (Joh). Luther lader spørgsmålet stå åbent: «hun kan hedde, hvad hun vil».
• v. 7,41 En denar var en daglejers løn for en dag (Matt 20,2). 500 denarer er omkring halvandet års løn, 50 denarer knap to måneders løn. Forskellen er stor, men pointen er, at ingen af dem kan betale. Gælden er et kendt billede på synden (Matt 6,12; 18,23–35; Kol 2,14).
• v. 7,44–46 Vand til fødderne, et kys som hilsen og olie på hovedet var tegn på et venligt værtskab (jf. 1 Mos 18,4; Sl 23,5). Simon har ikke krænket nogen lov, men han har holdt Jesus på afstand. Kvinden gør mere end det, værten undlod: tårer i stedet for vand, kys på fødderne i stedet for på kinden, kostbar salve i stedet for almindelig olie.
• v. 7,47 Ordene «eftersom hun elskede meget» (ὅτι ἠγάπησεν πολύ) er blevet brugt til at lære, at kærligheden fortjener forladelsen. Men lignelsen lige før (7,41–43) siger det omvendte: Den, der får meget eftergivet, elsker meget. ὅτι angiver her, hvoraf man kan se det, ikke hvorfor det sker; anden halvdel af verset bekræfter rækkefølgen. Apologien (art. V) og Luther læser det sådan, og Jesus selv siger i 7,50: «Din tro har frelst dig.»
• v. 7,48–50 Først nu taler Jesus direkte til kvinden. 7,47 er sagt til Simon som et bevis; 7,48 er tilsigelsen til hende. Gæsternes spørgsmål (7,49) peger på, at kun Gud kan forlade synder (jf. Luk 5,21). «Gå bort med fred» svarer til den hebraiske afskedshilsen (jf. 1 Sam 1,17), men her er freden givet: Hun går bort forsonet med Gud.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os i Simon, før den møder os i kvinden. Han er from, gæstfri og respekteret, men han dømmer i sit hjerte: «Hvis denne var en profet …» Han måler kvinden efter hendes rygte og Jesus efter, om han holder afstand til syndere. Lignelsen fanger ham: Han er også skyldner, blot med et mindre beløb, og han kan heller ikke betale. Hans kølige værtskab afslører, at han ikke mener at have brug for forladelse, og derfor elsker han lidt. Sådan dømmer loven også os, når vi sammenligner os med andre og glemmer vores egen gæld. Den, der ikke vil være synder, får intet eftergivet.

Evangeliet: Evangeliet er Jesu ord til kvinden: «Dine synder er forladte», «Din tro har frelst dig, gå bort med fred.» Hun har intet at betale med, og hun får det hele eftergivet. Jesus forsvarer hende over for værten og vender ikke ryggen til hende, selv om det koster ham anseelse. Han forlader synder med Guds egen myndighed, og Ordet står fast (perfektum). Det samme ord lyder til os i tilgivelsen og i sakramentet: Den, der ikke kan betale, får gælden strøget for Kristi skyld. Kærligheden følger af sig selv bagefter. Hun går ikke bort som synderinde, men i fred.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Maria Magdalenes dag (samme tekst): Kvinden har ingen fordel frem for os. Kristus har givet sit ord til kirken: i tilgivelsen, dåben og nadveren siger han det samme til os som til hende.
  «Så finder han Herren Kristus. Han taler med ham ligesom med denne synderske og siger: «Dine synder er dig forladt.»» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Maria Magdalenes dag (samme tekst): Luther svarer dem, der læser v. 47 som forladelse ved kærlighed: Lignelsen viser, at kærligheden følger af troen, og Jesus slutter selv med «Din tro har frelst dig».
  «Altså: Hvor man har syndernes forladelse og tror det, dér følger kærligheden. Hvor man ikke har den, dér er der ingen kærlighed.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Maria Magdalenes dag (samme tekst): Lignelsens trøst: Gud er ikke en kreditor, der i det mindste vil have hovedstolen tilbage. Han eftergiver hele gælden for Kristi skyld, når vi beder ham om det.
  «Sådan en ågerkarl vil Gud ikke være, som Kristus her vidner. Han vil lade renter og hovedstol gå, det ene med det andet, og skænke dig det» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Apologien, art. V (III): Om kærligheden og lovens opfyldelse: Melanchthon læser v. 47 som en talefigur, hvor virkningen nævnes sammen med årsagen. Jesus tolker selv sine ord i v. 50, så kærligheden ikke fortjener forladelsen.
  «Kristus mente altså ikke, at kvinden ved denne kærlighedsgerning havde fortjent syndernes forladelse. Det er netop derfor, han siger: «Din tro har frelst dig.»» Læs teksten
• Apologien, art. XIIa (V): Om omvendelse (bod): Kvinden er et eksempel på omvendelsens to dele: angeren ses i tårerne, og troen tager imod tilgivelsen.
  «i omvendelsen skal disse to ting altid være til stede, nemlig anger og tro, som i Luk 7,37–38. Kvinden, som var en synderinde, kom grædende til Kristus.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Retfærdiggørelsen ved troen: Pieper skelner: For Gud er kvinden retfærdiggjort ved troen (v. 50); over for Simon beviser Jesus det ud fra hendes gerninger (v. 47). Det er retfærdiggørelse for mennesker.
  «Men over for farisæeren Simon beviser Kristus kvindens retfærdiggørelse ud fra kvindens gerninger: «Hendes mange synder er hende forladte, eftersom hun elskede meget.»» Læs teksten

Prædikenspor

Ser du denne kvinde?

Sporet følger teksten og Jesu spørgsmål til Simon (v. 44). Simon så kun en synderinde; Jesus ser en, der har fået meget forladt. Først: Simons blik, der dømmer efter rygte og ydre, og som vi kender fra os selv. Dernæst: Jesu blik, der ser tårer, kys og salve som tegn på tro og kærlighed (v. 44–47). Til sidst: Jesus vender sig fra Simon til kvinden og siger det direkte til hende: «Dine synder er forladte. Din tro har frelst dig, gå bort med fred.» Prædikenen slutter med, at Jesus ser på os på samme måde og siger det samme ord til os.

To skyldnere og én kreditor

Et tematisk spor ud fra lignelsen (v. 41–43). Hovedtanken er, at synd er gæld over for Gud, og at alle er skyldnere, selv om beløbene er forskellige. Første trin: Den lille gæld er farlig, når man glemmer den; Simon mener ikke at skylde noget og elsker derfor lidt. Andet trin: Ingen af dem kan betale; Guds lov er skyldbogen (Kol 2,14). Tredje trin: Kreditoren eftergiver det hele som en gave (χαρίζομαι). Luther kan hjælpe: Gud er ingen ågerkarl, der vil have hovedstolen igen. Han eftergiver alt for Kristi skyld, som selv har betalt gælden med sin død. Kærligheden kommer bagefter som svar på gaven.

Gå bort med fred

Et sjælesørgerligt spor for den, der bærer på skyld, som andre kender, eller som ingen kender. Kvinden kommer uden ord, med sin skam og sine tårer, og bliver ikke vist bort. Først: Hun ved, at hun er synderinde; det behøver ingen at fortælle hende, og hun skjuler det ikke. Dernæst: Jesus forsvarer hende og siger Ordet, som ikke kan tages tilbage: «Dine synder er forladte» (perfektum; det står fast). Til sidst: Freden er ikke en følelse, hun skal fremkalde, men en gave, hun får med sig ud. Prædikenen kan pege på tilgivelsen og nadveren, hvor det samme ord lyder til os.

Lærepunkter i teksten

• Omvendelsen: anger og tro – Kvinden viser omvendelsens to dele: anger i tårerne og tro, der søger og tager imod forladelsen hos Jesus.
• Retfærdiggørelsen – Gælden eftergives af nåde til den, der intet har at betale med; «din tro har frelst dig».
• De gode gerninger – Kvindens kærlighed er frugt og tegn på forladelsen, ikke dens årsag (v. 42.47).
• Skriftemål og tilgivelse – Jesu ord «Dine synder er forladte» er tilgivelsen, der stadig lyder i kirken i hans navn.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 151 Med sin alabaster-krukke – Salmen om kvinden med alabastkrukken, der salver Jesus (v. 37–38).
• 505 Til dig alene, Herre Krist – Syndsbekendelse og tilflugt til Kristus, som kvinden der søger ham.
• 511 Jesus han er syndres ven – Jesus tager imod syndere; Simon tog anstød af netop det.
• 487 Nu fryde sig hver kristen mand – Luthers salme om frelsen af den fangne synder ved Kristus alene.
• 696 Kærlighed er lysets kilde – Kærligheden som svar på Guds kærlighed, som kvindens kærlighed i teksten.
• 716 Guds godhed vil vi prise – Høstsalme, der takker for Guds gaver gennem året; passer til høst og efterår.