Matt 20,20–28

Teksten i sammenhæng

Teksten står på vejen op mod Jerusalem. Lige før har Jesus for tredje gang sagt, at Menneskesønnen skal udleveres, hånes, piskes og korsfæstes og opstå på tredjedagen (Matt 20,17–19). Ind i det kommer Zebedæussønnernes mor med Jakob og Johannes og beder om de to pladser ved hans højre og venstre side i riget. Jesus har lovet de tolv troner (19,28), men de har ikke forstået, hvad vejen dertil er. Han svarer først de to brødre om bægeret og om, at pladserne er Faderens at give. Derefter kalder han alle tolv sammen, for de ti er blevet vrede, og taler om magt og tjeneste. Det hele ender i Menneskesønnens eget ord om at give sit liv som løsesum. Bagefter helbreder han de to blinde ved Jeriko (20,29–34). Markus har samme beretning (Mark 10,35–45). I 2. tekstrække er teksten evangelium på 13. søndag efter trinitatis, hvor 1. tekstrække har den barmhjertige samaritaner; begge dage handler om tjenesten for næsten.

Opbygning

1. 20,20 Moderens bøn om de to pladser
2. 20,22 Bægeret og dåben, og pladserne, som Faderen giver
3. 20,24 De ti bliver vrede
4. 20,25 Sådan skal det ikke være blandt jer
5. 20,28 Menneskesønnen giver sit liv som løsesum

Græske nøgleord

• ποτήριον (G4221, v. 20,22) – ποτήριον, bæger. I Det Gamle Testamente er bægeret ofte billedet på Guds vrede, som de skyldige må drikke (Sl 75,9; Es 51,17; Jer 25,15). «Det bæger, jeg skal drikke» (μέλλω, skal, står for at) peger frem mod Getsemane (26,39). Jesus drikker vredens bæger, som var vores. Disciplene skal også drikke af «hans bæger», men som lidelse for hans skyld, ikke som soning.
• ἑτοιμάζω (G2090, v. 20,23) – ἑτοιμάζω, berede, gøre i stand. Perfektum passiv (ἡτοίμασται) med «af min Far» siger, at pladserne allerede er beredt og ligger fast hos Faderen. De kan ikke vindes ved at bede om dem eller ved at præstere noget. Det samme udsagnsord bruges om riget, der er beredt fra verdens grundlæggelse (25,34). Herligheden er gave, ikke løn for rang.
• κατακυριεύω (G2634, v. 20,25) – κατακυριεύω, herske over, være herre over. Præsens står for det, der altid sker: Sådan bruger verdens fyrster deres magt over folk, og det samme siges med κατεξουσιάζω i samme vers. Ordet står også i 1 Pet 5,3, hvor de ældste ikke må herske over menigheden. Jesus afskaffer ikke øvrigheden, men beskriver, hvordan magt fungerer i verden, og stiller sin kreds over for den: Sådan skal det ikke være blandt jer.
• διάκονος (G1249, v. 20,26) – διάκονος, tjener, opvarter. Ordet betegner den, der går til hånde og varter op ved bordet. Udsagnsordet διακονέω står i v. 28 om Menneskesønnen selv. Storhed i Kristi kreds måles derfor ikke på, hvor mange der tjener en, men på, hvor meget man tjener andre. Ordet er grunden til den senere betegnelse diakon, men her gælder det alle disciplene.
• δοῦλος (G1401, v. 20,27) – δοῦλος, træl, slave. Jesus skærper fra «tjener» i v. 26 til «træl» i v. 27: Den, der vil være den første, skal være den, som ikke ejer sig selv. Den Frie Bibel har «tjener» begge steder; 1992 har «træl». Imperativ (ἔστω, skal være) er en ordre, ikke et råd. Det er netop den trælleskikkelse, Kristus selv tog på sig (Fil 2,7).
• λύτρον (G3083, v. 20,28) – λύτρον, løsesum, løsepenge. Ordet bruges om den pris, der betales for at frikøbe en fange eller en træl. Her er prisen Menneskesønnens eget liv (ψυχή). Jesus beskriver altså sin død som betaling, der sætter andre fri. I Det Nye Testamente står λύτρον kun her og i Mark 10,45; 1 Tim 2,6 har ἀντίλυτρον.
• ἀντί (G473, v. 20,28) – ἀντί, i stedet for. Præpositionen betegner bytte og erstatning: noget, der træder i stedet for noget andet (jf. 2,22: «i stedet for sin far Herodes»). Løsesummen gives «i stedet for mange». Her siger Jesus selv, at hans død er stedfortrædende. Han dør den død, som de mange skulle have dødt.

Eksegetiske noter

• v. 20,20–21 Hos Markus spørger Jakob og Johannes selv (Mark 10,35); hos Matthæus kommer deres mor, men Jesus svarer brødrene («I ved ikke …», i flertal). Moderen nævnes igen ved korset (27,56). Pladserne ved højre og venstre side hentyder til Menneskesønnens trone i herligheden (19,28). Matthæus lader læseren se ironien: Ved korset hænger der to røvere, én ved hans højre og én ved hans venstre side (27,38).
• v. 20,22–23 Tekstkritik: RP har efter bægeret også «eller døbes med den dåb, som jeg døbes med», og i v. 23 «og døbes med den dåb …». Den kritiske tekst og Den Frie Bibel har det kun i Markus (Mark 10,38–39). Billedet af dåben som lidelse findes også i Luk 12,50. Luther prædiker i Huspostillen over Markus og bruger begge billeder.
• v. 20,23 «Mit bæger skal I drikke» blev opfyldt: Jakob blev den første af apostlene, der led martyrdøden (ApG 12,2), og Johannes måtte lide forfølgelse og landflygtighed (Åb 1,9). At Jesus siger, at pladserne «ikke står til mig at give», er sagt i hans tjenerskikkelse og om Faderens råd; det siger ikke, at Sønnen er mindre end Faderen.
• v. 20,25–27 Chemnitz og Luther (Huspostillen, Sankt Jakobs dag) peger på, at Jesus ikke her afskaffer den verdslige øvrighed, som Gud har indsat (Rom 13), men taler om apostlenes og prædikanternes embede: Det må ikke være et verdsligt herredømme, men en tjeneste. «Blandt jer» skal storhed vises ved tjeneste. Det gælder også i menighedens fællesskab, og samme formaning gives til de ældste i 1 Pet 5,3.
• v. 20,28 Ordet trækker på Es 53,10–12, hvor Herrens tjener giver sit liv som skyldoffer og bærer de manges synd, og på Dan 7,13–14, hvor alle folk skal tjene Menneskesønnen. Han kommer ikke for at lade sig tjene, men for at tjene. «Mange» er et semitisk udtryk for den store mængde og står ikke i modsætning til «alle» (1 Tim 2,6: «løsesum for alle»).

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, at selv Jesu nærmeste disciple tænker i rang og pladser, lige efter at han har talt om sin lidelse. Moderen beder for sine sønner, brødrene siger frejdigt «Vi kan», og de ti bliver vrede, fordi de selv ville have pladserne. Ingen af dem ved, hvad de beder om. Det samme gælder os: Vi vil gerne have Kristus til at sikre vores ære og tryghed, og vi måler os mod hinanden i familie, arbejde og menighed. Vi bruger den magt, vi har, til at få vores vilje, også i kirken. Jesu ord dømmer det: Den, der vil være stor, skal være de andres træl. Ingen af os har tjent sådan.

Evangeliet: Menneskesønnen kommer ikke for at lade sig tjene, men for at tjene, og hans største tjeneste er at give sit liv som løsesum i stedet for mange. Det bæger, disciplene ikke forstod, drikker han selv til bunds. Han bliver talt blandt røverne ved sin højre og venstre side, så de, der jagtede de fine pladser, kan få syndernes forladelse. Han møder ikke de to brødre med vrede, men tålmodigt. Løsesummen er betalt, og den, der er løskøbt, er fri af gælden. Først derefter bliver tjenesten mulig: Den, der selv er tjent af Kristus, kan tjene sin næste uden at regne efter.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Sankt Jakobs dag (over parallellen Mark 10,35–45): Luther fremhæver især ordet om løsesummen, som han gengiver «betaling for mange». Syndernes forladelse fås ikke ved vores gerninger, for gælden er for stor; Kristus træder ind i vores gæld og lider den død, vi har forskyldt.
  «Ikke på anden måde, end at vor kære Herre Kristus træder ind i vores gæld, tager vores synd fra os, lægger den på sin ryg og lider den død» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Sankt Jakobs dag (over parallellen Mark 10,35–45): Luther lægger vægt på, hvordan Jesus omgås de to brødre: Han skælder dem ikke ud og forkaster dem ikke, men belærer dem venligt. Det er en trøst for syndere, der falder.
  «Nej, han omgås dem på det allermildeste og giver dem ikke et ondt ord. Han belærer dem på det allervenligste» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Den stedfortrædende fyldestgørelse: Pieper bruger Matt 20,28 som bevis på, at Kristi død er sket i vores sted. Ordet ἀντί kan ikke svækkes til blot «til gavn for».
  «At ἀντί også har betydningen «i stedet for», burde man ikke nægte i betragtning af steder som Matt 20,28 og 1 Kor 11,15.» Læs teksten
• Chemnitz, Enchiridion: Om Guds lov i almindelighed: Chemnitz svarer på, om v. 26 ophæver øvrigheden blandt kristne. Nej: Jesus taler om apostelembedet, som ikke må være et verdsligt herredømme, mens øvrigheden er Guds ordning.
  «Kristus taler i Matt 20 ikke om øvrigheden, men om apostelembedet, og han siger, at det ikke skal være et verdsligt herredømme.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristus som konge: Jacobs viser, at Kristus i fornedrelsens stand ikke brugte kongedømmets forrettigheder. Selv efter opstandelsen kaldte han disciplene bort fra tanken om jordisk rang og henviste dem til en ydmyg tjeneste, sådan som han allerede havde svaret Zebedæussønnernes mor.
  «henviste dem til pligterne i en ydmyg og smertefuld tjeneste, ligesom han tidligere havde advaret Jakobs og Johannes' mor (Matt 20,23).» Læs teksten

Prædikenspor

I ved ikke, hvad I beder om

Et spor, der følger teksten. Første trin: Moderens bøn. Den er ikke ond, men den er blind: Hun og sønnerne vil have pladserne ved hans side, lige efter at han har talt om korset. Andet trin: Jesu svar om bægeret. Han viser dem, at vejen til hans rige går gennem lidelsen, og at pladserne er Faderens gave, ikke noget, man kan sikre sig. Tredje trin: Hvem kom til at hænge ved hans højre og venstre side? To røvere (27,38). Den, der ville sidde ved hans side, måtte se ham tage pladsen blandt syndere. Netop dér drikker han bægeret for os, og derfor kan han tage imod os, også når vi ikke ved, hvad vi beder om.

Den største er den, der tjener

Et tematisk spor om magt og tjeneste ud fra v. 24–28. Hovedtanken er, at tjenesten ikke er en ny lov, man kan klatre op ad, men frugten af at være tjent af Kristus. Første trin: De ti bliver vrede, og striden om pladserne er den samme i familie, arbejdsliv og menighed. Jesus beskriver ærligt, hvordan magt bruges i verden. Andet trin: «Sådan skal det ikke være blandt jer.» Her kan prædikenen tale om embedet i kirken, som Luther og Chemnitz gør: Det er ikke et herredømme, men en tjeneste. Tredje trin: Begrundelsen i v. 28. Menneskesønnen tjente os først ved at give sit liv som løsesum. Den, der er løskøbt, behøver ikke længere kæmpe for sin plads og kan derfor tjene.

Mildt mod dem, der snubler

Et sjælesørgerligt spor ud fra Luthers prædiken. Hovedtanken er, at Jesus ikke kaster de to brødre bort, skønt de har forstået så lidt. Første trin: Evangelisterne fortæller om apostlenes svagheder, så vi ikke bliver sikre, men også så vi ser, hvordan Kristus omgås syndere. Andet trin: Han møder dem uden vrede og belærer dem som en far sit barn. Det gælder også den, der skammer sig over sin egen ærgerrighed eller over at være faldet. Tredje trin: Grunden til hans mildhed står i v. 28: Han er kommet for at betale vores gæld med sit liv. Derfor vil han ikke hævne synden, men tilgive den.

Lærepunkter i teksten

• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Menneskesønnen giver sit liv som løsesum «i stedet for mange» (ἀντί): Jesu eget ord om den stedfortrædende fyldestgørelse.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Kongen, som skulle tjenes, kommer for at tjene; tjenerskikkelsen og korset går forud for herligheden ved Faderens højre hånd.
• Prædikeembedet – «Sådan skal det ikke være blandt jer»: Embedet i kirken er en tjeneste ved Ordet, ikke et verdsligt herredømme.
• De to regimenter og øvrigheden – Jesus beskriver verdens fyrster uden at afskaffe øvrigheden; Kristi rige styres på en anden måde end det verdslige regimente.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 730 Vi pløjed og vi så'de – Høstsalmen til sensommeren, hvor 13. søndag efter trinitatis falder: alle gode gaver kommer fra Gud.
• 609 Dybt fornedres skal enhver – Om at den, der vil ophøjes, må fornedres, ligesom Kristus selv gik vejen gennem fornedrelsen.
• 192 Hil dig, Frelser og Forsoner – Tilbedelse af Frelseren og Forsoneren, der gav sit liv som løsesum for mange (v. 28).
• 604 Det koster mer, end man fra først betænker – Efterfølgelsens pris: bægeret, som disciplene sagde ja til uden at vide, hvad det kostede.
• 373 Herre, jeg vil gerne tjene – Tjenesten for næsten som svar på Kristi tjeneste.