Luk 10,23–37

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Lukasevangeliets rejseberetning. Jesus har vendt ansigtet mod Jerusalem (9,51), og lige før er han blevet afvist i en samaritansk landsby, hvor Jakob og Johannes ville kalde ild ned (9,52–56). De udsendte disciple er kommet glade tilbage, og Jesus har jublet over, at Faderen har åbenbaret det for de umyndige (10,17–22). Så vender han sig til disciplene alene og priser dem salige, fordi de ser og hører det, profeter og konger længtes efter. Derefter træder en lovkyndig frem for at sætte ham på prøve. Samtalen går fra «Hvad skal jeg gøre?» over lovens dobbelte kærlighedsbud til spørgsmålet «Hvem er min næste?», og Jesus svarer med lignelsen om samaritaneren. Bagefter følger besøget hos Martha og Maria (10,38–42). Ifølge _texts.json er teksten prædiketekst på 13. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen.

Opbygning

1. 10,23 Salige er de øjne, der ser det, I ser
2. 10,25 Den lovkyndiges spørgsmål og lovens svar
3. 10,29 Hvem er da min næste?
4. 10,30 Lignelsen: præsten, levitten og samaritaneren
5. 10,36 Hvem blev hans næste? Gå du hen og gør ligeså

Græske nøgleord

• μακάριος (G3107, v. 10,23) – μακάριος, salig, lykkelig. Den Frie Bibel skriver «lykkelige», 1907 og Luther «salige». Det er ikke en stemning, men Guds dom over dem, der får del i hans frelse, som i saligprisningerne (Luk 6,20–22). Disciplene er salige, ikke fordi de er bedre end profeterne, men fordi de ser det, profeterne ventede på: Kristus selv og hans rige. Saligheden ligger i det, de ser.
• κληρονομέω (G2816, v. 10,25) – κληρονομέω, arve. Den lovkyndige spørger med aoristparticippet ποιήσας: «hvad skal jeg have gjort for at arve?» Han tænker på livet som noget, der skal opnås ved en gerning. Men en arv gør man sig ikke fortjent til; den tilfalder barnet. Spørgsmålet bærer allerede en modsigelse i sig, og samme spørgsmål kommer igen hos den rige rådsherre (Luk 18,18).
• δικαιόω (G1344, v. 10,29) – δικαιόω, retfærdiggøre, erklære retfærdig. Den lovkyndige «ville retfærdiggøre sig selv»: Han vil stå som retfærdig og slippe for at være afsløret af sit eget svar. Lukas bruger ordet om selvretfærdighed (16,15) og om tolderen, der gik retfærdiggjort hjem (18,14). Det er tekstens skillelinje: at retfærdiggøre sig selv eller blive retfærdiggjort af Gud.
• ἀντιπαρέρχομαι (G492, v. 10,31) – ἀντιπαρέρχομαι, gå forbi på den modsatte side. Ordet står kun her i Det Nye Testamente (10,31.32). Begge, præsten og levitten, «så ham» og gik så i en bue uden om. Det er ikke uvidenhed, men et valg. Ordet beskriver, hvordan man kan se nøden og alligevel holde afstand. Luther siger: Den, der går forbi sin næste, går også forbi Gud.
• σπλαγχνίζομαι (G4697, v. 10,33) – σπλαγχνίζομαι, få inderlig medlidenhed, blive grebet i sit inderste. Ordet kommer af σπλάγχνα, indvoldene, som man tænkte som følelsernes sæde. Hos Lukas bruges det ellers kun om Jesus ved enken i Nain (7,13) og om faderen, der ser den fortabte søn (15,20). Verbet har passiv form, men aktiv betydning, og aoristen fortæller det som én begivenhed: Da han så ham, blev han grebet, og det førte straks til handling.
• πλησίον (G4139, v. 10,36) – πλησίον, nær, med artikel: den nære, næsten. Den lovkyndige spurgte, hvem der er hans næste, altså hvem han er forpligtet over for. Jesus vender spørgsmålet om: Hvem «er blevet» (perfektum γεγονέναι) næste for den overfaldne? Næsten er ikke en kategori, man kan afgrænse, men noget man bliver, når man går hen til den, der ligger i nød.
• ἔλεος (G1656, v. 10,37) – ἔλεος, barmhjertighed. Udtrykket «øve barmhjertighed med» (ποιεῖν ἔλεος μετά) svarer til Det Gamle Testamentes tale om at vise trofast kærlighed og står også i Zakarias’ lovsang om Guds barmhjertighed med fædrene (Luk 1,72). Den lovkyndige undgår ordet «samaritaneren», men må sige, at det var barmhjertigheden, der gjorde manden til næste.

Eksegetiske noter

• v. 10,23–24 Parallellen står i Matt 13,16–17. Hos Lukas kommer ordet lige efter Jesu jubel over, at Faderen har åbenbaret det for de umyndige (10,21–22). «Det I ser» er Jesus selv og rigets komme i hans gerninger. Profeterne ransagede, hvilken tid Ånden pegede på (1 Pet 1,10–12), og de troende i den gamle pagt fik ikke det lovede at se (Hebr 11,13.39–40). Ordet er ikke en kritik af dem, men en pris over den tid, hvor løftet er opfyldt.
• v. 10,25–28 Samme bud står i Matt 22,34–40 og Mark 12,28–34, men dér er det Jesus, der siger det. Her svarer den lovkyndige selv ved at sammenføje 5 Mos 6,5 og 3 Mos 19,18. 5 Mos 6,5 har tre led; Lukas har fire (hjerte, sjæl, styrke, sind). Jesu svar «Gør dette, så skal du leve» henviser til 3 Mos 18,5, som Paulus bruger om lovens vej (Gal 3,12; Rom 10,5). Svaret er rigtigt, men loven lover kun livet til den, der faktisk holder den.
• v. 10,29 I 3 Mos 19,18 er «din næste» i sammenhængen landsmanden, men samme kapitel befaler også at elske den fremmede som sig selv (3 Mos 19,34). Spørgsmålet «Hvem er min næste?» søger en grænse: hvem man er forpligtet over for, og hvem ikke. Jesus giver ingen definition, men en fortælling, der tager grænsen væk.
• v. 10,30–32 Vejen fra Jerusalem ned til Jeriko falder ca. 1000 meter på godt 25 km gennem øde klippeland og var kendt som farlig. Præsten og levitten «gik ned» samme vej, altså fra Jerusalem, hvor tempeltjenesten var. Man har gættet på, at de frygtede at blive urene ved et lig (3 Mos 21,1), men teksten giver ingen grund. Netop derfor står deres forbigåen nøgent frem.
• v. 10,33 Jøder og samaritanere havde intet med hinanden at gøre (Joh 4,9), og i 9,52–56 har en samaritansk landsby lige afvist Jesus. At helten er en samaritaner, er derfor en skarp pointe over for en lovkyndig. Lukas nævner også den samaritanske spedalske, der som den eneste vendte om og takkede (17,16).
• v. 10,34–35 Olie og vin var almindelige lægemidler: vinen rensede, olien lindrede. To denarer svarede til to dages løn for en arbejder (Matt 20,2). Samaritaneren giver ikke bare førstehjælp, men binder sig også for fremtiden: «Hvad du yderligere lægger ud, vil jeg betale dig tilbage, når jeg kommer igen.» Luther ser i herberget kirken og i værten dem, der forkynder Ordet; det er en udlægning, ikke tekstens første mening, men den har lang tradition.
• v. 10,36–37 Jesus spørger ikke: «Hvem var den overfaldnes næste?», men: «Hvem af disse tre er blevet næste for ham?» Den lovkyndige svarer omstændeligt «han som øvede barmhjertighed imod ham» og undgår at sige ordet samaritaner. «Gå du hen og gør ligeså» gentager «gør dette» fra v. 28 og fører samtalen tilbage til lovens krav.

Lov og evangelium

Loven: Den lovkyndige kender svaret og vil alligevel retfærdiggøre sig selv. Han spørger ikke, hvordan han kan elske, men hvor langt pligten rækker, og hvor han kan holde op. Det er også vores spørgsmål: Hvem kan jeg med god samvittighed lade ligge? Præsten og levitten er ikke skurke, men fromme folk med deres tjeneste ved templet, og de så nøden og gik i en bue udenom. Loven kræver kærlighed «af hele dit hjerte», og «Gør dette, så skal du leve» lyder som en dom over den, der vil have livet ad den vej. Den, der går forbi sin næste, går også forbi Gud.

Evangeliet: Jesus priser disciplene salige, fordi de ser det, profeter og konger længtes efter: ham selv. Han er ikke kommet for at give en bedre lov, men for at gøre det, ingen af os kan. Luther ser i samaritaneren først og fremmest Kristus: den foragtede fremmede, der kommer hen til os, hvor vi ligger halvdøde af synden, og bliver grebet af medlidenhed. Han forbinder sårene, bærer os, betaler for os og lover at komme igen. I herberget, kirken, plejes vi ved hans ord, indtil han kommer. Den, der er blevet hjulpet sådan, bliver selv sendt ud med: «Gå du hen og gør ligeså.»

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 13. søndag efter trinitatis: Før samaritaneren er et forbillede på kærlighed, er han et billede på Kristus selv. Menneskeslægten ligger plyndret og såret af Djævelen, og ingen skabning kan hjælpe; Guds Søn må selv tage fat.
  «så måtte Guds Søn, den rette samaritaner, Jesus Kristus, selv tage fat: blive menneske, tage alle vores sygdomme og smerter på sig og bære vores synd» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 13. søndag efter trinitatis: Luther læser «Gør dette, så skal du leve» som en lovprædiken, der ikke hjælper, fordi ingen gør det. Den lovkyndige afslører sig selv, når han spørger, hvem hans næste er.
  «Læren er god og rigtig nok, men den hjælper hverken dig eller noget menneske. Hvorfor? I gør det ikke og kan heller ikke gøre det.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 13. søndag efter trinitatis: Hos dem, der har Ordet, skal samaritanerens frugt følge. Kærligheden til Gud viser sig ikke i særlige gudstjenester, men ved at hjælpe næsten i hans nød.
  «For den, der går forbi sin næste, går også forbi Gud.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Loven og evangeliet som modsætninger: Pieper bruger v. 28 som eksempel på lovens betingede løfte: Loven lover kun livet til den, der faktisk har holdt den, mens evangeliet tilsiger liv til dem, der ikke har holdt loven.
  «med hvilket eftertryk Kristus henviser dem, der ville arve det evige liv ad lovens vej, til at gøre loven: «Gør dette, så skal du leve.»» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Retfærdiggørelsen: Jacobs nævner Luk 10,29 blandt ordet «retfærdiggøres» forskellige betydninger: Her er det ikke Guds frikendelse, men menneskets ønske om at blive regnet for retfærdig.
  «i Luk 10,29 den farisæiske ærgerrighed efter at blive regnet for retfærdig» Læs teksten
• Konkordiebogen, Apologien art. V: Om kærligheden og lovens opfyldelse: Apologien indrømmer, at kærlighedsbuddet er det største bud, men afviser slutningen, at kærligheden derfor retfærdiggør. Nyttigt over for v. 25–28.
  «at kærligheden til Gud og næsten er den største dyd, fordi det største bud er dette: «Du skal elske Herren din Gud», Matt 22,37. Men hvordan kan de så slutte deraf, at kærligheden retfærdiggør?» Læs teksten

Prædikenspor

Hvem blev næste?

Sporet følger samtalen. Den lovkyndige spørger: «Hvem er min næste?», altså hvor pligten slutter. Jesus svarer med en fortælling og spørger til sidst: «Hvem blev næste for ham?» Første trin: lovens spørgsmål og vores ønske om at retfærdiggøre os selv og finde grænsen. Andet trin: præsten og levitten, der så og gik forbi, og samaritaneren, der blev grebet af medlidenhed og gik hen. Spørgsmålet vender: Det handler ikke om at afgrænse, hvem der fortjener min hjælp, men om at blive næste for den, der ligger der. Tredje trin: Vi er ikke kun den lovkyndige; vi er også manden i grøften. Kristus er blevet vores næste, og fra ham lyder «Gå du hen og gør ligeså» som en sendelse, ikke som en betingelse for livet.

Salige øjne: loven og den rette samaritaner

Et tematisk spor, der følger Luthers prædiken og binder tekstens to dele sammen. Første trin: De salige øjne ser noget, som Moses og profeterne ikke kunne give: Kristus selv. Andet trin: Den lovkyndige mener, at loven er nok, og hans svar er rigtigt. Men «Gør dette, så skal du leve» afslører, at ingen elsker Gud af hele sit hjerte; loven går forbi som præsten og levitten og kan ikke hjælpe den sårede. Tredje trin: Kristus er den rette samaritaner, som forbinder sårene, betaler og bringer os til herberget, kirken, hvor han plejer os ved Ordet. Derfor er de øjne salige, der ser ham. Den, der har fået hjælp, får selv øjne for næsten.

For den, der har gået forbi

Et sjælesørgerligt spor for dem, der kender sig selv i præsten og levitten: de har set nøden og vendt sig bort, af travlhed, frygt eller træthed, eller fordi de selv ikke havde mere at give. Første trin: Teksten lader det stå nøgent; vi kan ikke undskylde os med, at vi ikke så. Andet trin: Den, der ser sin egen forbigåen, ser også, at han selv ligger i grøften og har brug for en anden. Samaritaneren kommer netop til den, der ikke kan hjælpe sig selv, og han spørger ikke, om manden fortjener det. Tredje trin: I Kristi barmhjertighed er der tilgivelse også for den kærlighed, vi ikke viste. Og den, der er tilgivet, sendes ud igen til den næste, Gud lægger på vores vej.

Lærepunkter i teksten

• Lov og evangelium – «Gør dette, så skal du leve» er lovens løfte; i samaritaneren, Kristus, møder vi evangeliet, der giver livet uforskyldt.
• Lovens tre brug – Jesus lader loven afsløre den lovkyndige, der vil retfærdiggøre sig selv, og bruger den samtidig som rettesnor for kærligheden.
• Retfærdiggørelsen – Den lovkyndige vil retfærdiggøre sig selv; teksten stiller spørgsmålet, hvordan et menneske bliver retfærdigt for Gud.
• De gode gerninger – Barmhjertigheden mod næsten er troens frugt og den rette gudstjeneste i kaldet, ikke vejen til at arve livet.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 691 Loven er et helligt bud – Om loven og kærlighedsbuddet; passer til den lovkyndiges svar og Jesu «Gør dette».
• 696 Kærlighed er lysets kilde – Kærligheden fra Gud som kilden til kærligheden til næsten; god efter prædikenen.
• 365 Guds kærlighed ej grænse ved – Diakonisalme om kærlighed uden grænser, der svarer på spørgsmålet «Hvem er min næste?».
• 698 Kain, hvor er din bror – Om ansvaret for broderen og næsten; skærper lovens ord om at gå forbi.
• 401 Guds ord det er vort arvegods – Om Ordet som skatten; passer til saligprisningen af de øjne og ører, der ser og hører.
• 716 Guds godhed vil vi prise – Høstsalme, der takker for Guds gaver gennem året; passer til høst og efterår.