Luk 17,11–19

Teksten i sammenhæng

Lukas har bygget en stor del af sit evangelium op som Jesu rejse mod Jerusalem (9,51–19,27), og ved vores tekst minder han for tredje gang om, at Jesus er på vej dertil (9,51; 13,22; 17,11). Lige forinden har Jesus talt til disciplene om at tilgive igen og igen, om troen som et sennepsfrø og om tjenerne, der kun har gjort, hvad de skulle (17,1–10). Nu møder han ti spedalske ved en landsby i grænselandet mellem Samaria og Galilæa. Sygdommen har gjort dem til udstødte, og derfor kan jøder og en samaritaner stå sammen langt borte og råbe til ham. Alle ti bliver rene på vejen, men kun én vender tilbage og takker, og det er den fremmede. Bagefter spørger farisæerne, hvornår Guds rige kommer (17,20). Teksten er evangelium på 14. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den lå også på 14. søndag efter trinitatis i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag.

Opbygning

1. 17,11 På vej til Jerusalem gennem grænselandet
2. 17,12 De ti spedalske råber om barmhjertighed
3. 17,14 Sendt af sted med et ord og renset på vejen
4. 17,15 Samaritaneren vender om og takker
5. 17,17 Hvor er de ni? Din tro har frelst dig

Græske nøgleord

• ἐλεέω (G1653, v. 17,13) – ἐλεέω, forbarme sig, vise barmhjertighed. De spedalske beder ikke om noget bestemt, men om barmhjertighed: «forbarm dig over os» (aorist imperativ), det samme råb som den blinde ved Jeriko (18,38–39) og bønnens sprog i Salmerne. De har intet at give og kan ikke komme nær. De kaster sig helt over hans medfølelse. Det er troens bøn: at henvise sig selv til Guds barmhjertighed alene.
• καθαρίζω (G2511, v. 17,14) – καθαρίζω, rense, gøre ren. Ordet hører hjemme i Moseloven om spedalskhed: Den spedalske var uren og udelukket fra folket og gudstjenesten, og præsten skulle erklære ham ren (3 Mos 13–14). Passiv aorist (ἐκαθαρίσθησαν) viser, at det er noget, der sker med dem. De renser ikke sig selv, men bliver renset, mens de går af sted på Jesu ord. Jesus selv gentager ordet i v. 17: Alle ti blev rene.
• ὑποστρέφω (G5290, v. 17,15) – ὑποστρέφω, vende om, vende tilbage. Lukas bruger ordet mange gange om at vende hjem, men her har det et dybere indhold. Samaritaneren vender om, så snart han ser, at han er helbredt, for han har forstået, hvem der har hjulpet ham. I v. 18 bruger Jesus samme ord: Ingen andre blev fundet, som vendte tilbage. Troen går ikke bare videre med gaven, men vender tilbage til giveren.
• εὐχαριστέω (G2168, v. 17,16) – εὐχαριστέω, takke. Manden priser Gud med høj røst (v. 15) og kaster sig for Jesu fødder og takker ham (participium præsens: han lå der og takkede). Det er bemærkelsesværdigt, at æren til Gud og takken til Jesus falder sammen. Han giver Gud æren netop ved at komme til Jesus. Ordet er det samme, som senere bruges om Jesu takkebøn ved nadveren (22,17.19).
• ἀλλογενής (G241, v. 17,18) – ἀλλογενής, fremmed, af et andet folk. Ordet står kun her i Det Nye Testamente. Det blev brugt i Septuaginta om udlændinge og stod på advarselsindskriften i templet, der forbød fremmede at gå længere ind. Jesus kalder selv samaritaneren «denne fremmede». Netop den, der efter loven stod længst ude, er den eneste, der giver Gud æren. Nåden går til de udenforstående.
• σώζω (G4982, v. 17,19) – σῴζω, frelse, redde, gøre hel. Ordet kan bruges om helbredelse, men her er alle ti allerede renset (v. 14). Til den ene siger Jesus noget mere: «Din tro har frelst dig.» Perfektum (σέσωκεν) betyder, at frelsen er sket og står fast. Samme ord siger Jesus til synderinden (7,50), den blødende kvinde (8,48) og den blinde (18,42). Æren gives til troen, fordi troen tager imod Kristus selv.

Eksegetiske noter

• v. 17,11 RP har διὰ μέσου Σαμαρείας καὶ Γαλιλαίας, «gennem midten af», mens den kritiske tekst har διὰ μέσον, som oftest oversættes «mellem» (sådan Den Frie Bibel). Begge peger på grænselandet mellem de to områder. Det forklarer, at jøder og en samaritaner kunne være i samme flok. Normalt holdt de sig fra hinanden (Joh 4,9), men sygdommen havde gjort dem alle til udstødte.
• v. 17,12–13 Moseloven påbød, at den spedalske skulle gå med iturevne klæder, råbe «Uren, uren!» og bo uden for lejren (3 Mos 13,45–46). Derfor bliver de ti stående langt borte og må råbe. Ordet «spedalsk» dækkede flere slags hudsygdomme. Det værste var ikke kun sygdommen, men udelukkelsen fra familie, by og gudstjeneste. Deres tiltale «Mester» (ἐπιστάτης) bruges ellers kun af disciplene i Lukas.
• v. 17,14 Ifølge 3 Mos 14,1–32 skulle den, der var blevet rask, vise sig for præsten, der så erklærede ham ren, og der skulle bringes et offer. I Luk 5,12–14 helbreder Jesus først og sender bagefter manden til præsten. Her sender han dem af sted, før der er sket noget. De må gå på hans ord alene, som Na'aman måtte vaske sig i Jordan på profetens ord (2 Kong 5,10–14). Jesus har selv nævnt Na'aman i Luk 4,27.
• v. 17,15–16 Samaritaneren ser, at han er helbredt, og vender straks om. Teksten siger ikke, om han først nåede til præsten, og Jesus bebrejder ham intet. Han har forstået, hvem der har gjort ham ren: Hos Jesus er Gud selv nærværende. At falde på ansigtet for hans fødder er tilbedelsens stilling. Samaritanerne var halvt fremmede for jøderne, og Lukas fremhæver dem flere gange positivt (10,33; ApG 8,5–25).
• v. 17,17–18 Jesu tre spørgsmål er ikke en forespørgsel efter oplysninger, men en klage og en dom. De ni gik af sted, som de fik besked på, men de vendte ikke tilbage. Deres lydighed mod forskriften blev uden tak til den, der havde hjulpet dem. Luther hører i spørgsmålet, at Gud engang vil spørge efter de utaknemmelige.
• v. 17,19 «Stå op» (ἀναστάς) kan bare betyde at rejse sig, men det er også det ord, der bruges om opstandelsen. Mange udlæggere ser en forskel på de ni og den ene: Alle ti fik legemet renset, men kun den ene hører ordet om, at troen har frelst ham. Teksten skelner ikke skarpt mellem legemlig og evig frelse, men det er ved Jesu fødder, manden får hele gaven.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører synden hos de ni, ikke hos de udstødte. De havde råbt om barmhjertighed og fået den. De gik af sted, som de fik besked på, men de glemte giveren, da de havde fået gaven. Sådan er vores natur også. Vi beder ivrigt, når vi er syge eller i nød, men når hjælpen er kommet, tager vi helbred, mad, familie og arbejde som noget, vi har krav på. Vi kan være kirkelige og lydige mod formerne og alligevel aldrig vende tilbage og takke. Jesu spørgsmål «Hvor er de ni?» er en dom over den utak, der lever af Guds gaver uden at ære ham, og som loven afslører i os alle.

Evangeliet: De spedalske stod langt borte og kunne kun råbe «forbarm dig», og Jesus så dem. Han gav dem et ord, og Ordet gjorde dem rene på vejen, før de kunne se det. Det samme gør han med os: Han giver sin barmhjertighed i Ordet og i dåben, før vi mærker noget. Han tog ikke engang gaven tilbage fra de ni utaknemmelige. Og til den fremmede, som stod længst ude, siger han: «Stå op, gå herfra. Din tro har frelst dig.» Den, der intet havde at give, får hele frelsen ved at tage imod. Jesus er på vej til Jerusalem for at blive den urene og udstødte selv, så vi kan blive rene.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 14. søndag efter trinitatis: Luther lægger mærke til, at Jesus til sidst giver troen æren. Det skal opmuntre os til at tro Gud fuldt og fast og vente alt godt af ham for Kristi skyld.
  «Æren for, at manden er blevet rask, giver han altså ikke sig selv (ellers ville han have sagt: Jeg har hjulpet dig), men troen.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 14. søndag efter trinitatis: Taknemmelighed koster ikke noget, men Gud vil have den ære. Luther gør det meget konkret: tak til Gud for sunde øjne og lemmer og tak til forældre og naboer.
  «Sådan gør samaritaneren her: Han vender om til Herren og takker. Det har ikke kostet ham en eneste skilling, kun et par ord – og alligevel behager det Herren, så det er et under.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 14. søndag efter trinitatis: Den anden lære er at tåle utak. En kristen skal ikke holde op med at gøre godt, fordi de ni svigter, for Kristus selv fik ikke bedre løn.
  «Om så ni bedrager dig, så lad dig nøje med, at bare den tiende lykkes og er taknemmelig. For Kristus selv finder ikke de folk, der er taknemmelige for så stor en velgerning.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Luthers Lille Katekismus: Trosbekendelsens første artikel: Katekismen siger, hvad de ni glemte: Alt, hvad vi har til legeme og liv, er Guds gave uden fortjeneste. Derfor hører takken med til troen på Skaberen.
  «alt dette af ren faderlig, guddommelig godhed og barmhjertighed, uden nogen fortjeneste eller værdighed fra min side. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham, tjene ham og være ham lydig.» Læs teksten
• Krauth, Den konservative reformation og dens teologi: Arvesynden (om dåben): Krauth taler ikke om de ti, men om Na'aman (2 Kong 5,14), som Jesus selv nævner i Luk 4,27. Pointen passer: Troen holder sig både til Guds løfte og til det middel, han har knyttet det til, ligesom de ti går på Jesu ord og bliver renset på vejen.
  «Tro på Gud indebærer altid tro på hans midler såvel som tro på hans løfter.» Læs teksten
• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 37. aftenforelæsning: Walther minder prædikanten om, at tak og kærlighed ikke kan presses frem med loven. De vokser af evangeliet om Guds kærlighed i Kristus.
  «Så snart han tror det, kan han ikke andet end elske Gud. Nu tænker han: «Hvad kan jeg dog gøre for hans skyld og til hans ære? Jeg skylder ham min frelse.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Pieper henviser til den takkende samaritaner (Luk 17,16): Selv om samaritanernes særlige kirke var på afveje, giver Jesus enkelte samaritanere vidnesbyrd om, at de er Guds børn. Troen på Kristus gør det, ikke det ydre tilhørsforhold.
  «giver han dog gentagne gange enkelte samaritanere vidnesbyrd om, at de er sande Guds børn.» Læs teksten

Prædikenspor

Hvor er de ni?

Sporet følger teksten i dens bevægelse: råbet, ordet, vejen og vendingen. Først de ti, der står langt borte og kun kan råbe «forbarm dig». Jesus giver dem ikke en helbredelse, de kan se, men et ord at gå på, og de bliver rene på vejen. Sådan arbejder han stadig gennem Ordet og sakramenterne. Dernæst spørgsmålet «Hvor er de ni?», som rammer os, der har fået så meget og takker så lidt (loven). Til sidst den fremmede ved Jesu fødder: Han får ikke kun et rent legeme, men hører «Din tro har frelst dig». Prædikenen slutter ved Jesus, som er på vej til Jerusalem for at gøre de urene rene, og ved alterbordet, hvor vi også kommer tilbage for at takke.

Takken er troens sprog

Et tematisk spor om taknemmelighed, men uden at gøre den til en ny lov. Første trin: Med Katekismens første artikel opregnes Guds daglige gaver, som vi tager for givet, og Luthers ord om, at vi knap takker for ét ud af ti gode år. Andet trin: Hvorfor takker de ni ikke? Fordi de har gaven og tror, de kan klare sig uden giveren. Utak er vantro i hverdagstøj. Tredje trin: Takken kan ikke presses frem (Walther). Den vokser, når vi ser, hvem der har hjulpet os: Kristus, der gav sig selv for de utaknemmelige. Samaritaneren takker, fordi han har set Jesus. Det er evangeliet, der lærer os at sige tak.

Når kun én kommer tilbage

Et sjælesørgerligt spor for dem, der giver og ikke får tak: forældre, pårørende, frivillige og medarbejdere. Luther bruger halvdelen af sin prædiken på dette: at en kristen må lære at tåle utak. Første trin: Jesus selv fik kun tak fra én af ti, og han spurgte efter de ni. Utakken er virkelig og gør ondt. Andet trin: Vi fristes til at holde op med at gøre godt eller til at blive bitre. Her afslører loven også os. Tredje trin: Evangeliet er, at Kristus ikke holdt op. Han gik videre til Jerusalem og døde for de utaknemmelige, også for os. Vores tjeneste er set af Faderen, og det er nok.

Lærepunkter i teksten

• Den frelsende tro – «Din tro har frelst dig»: Troen tager imod Kristi barmhjertighed og holder sig til hans ord, før den ser noget.
• De gode gerninger – Samaritanerens tak er troens frugt, ikke en betaling. De ni viser, at lydighed mod forskrifter uden tro ikke ærer Gud.
• Forsynet – Helbred og alle legemlige gaver kommer fra Gud uden fortjeneste og skal tages imod med tak, som de ni glemte.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 11 Nu takker alle Gud – Den klassiske takkesalme, der kan synges som samaritanerens lovprisning.
• 3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre – Lovsang til Herren for alle hans velgerninger.
• 5 O, havde jeg dog tusind tunger – Lovsangen fra den, der har fået mere, end han kan takke for.
• 729 Nu falmer skoven trindt om land – Høstsalmen til sensommerens søndage: tak til Gud for de daglige gaver, som de ni glemte.