Joh 5,1–15

Teksten i sammenhæng

Joh 5,1–15 indleder en ny del af Johannesevangeliet. Efter tegnet med embedsmandens søn i Kana (4,46–54) drager Jesus op til Jerusalem til en af jødernes fester. Ved dammen Betesda ligger en mængde syge og venter på, at vandet skal komme i bevægelse. Jesus vælger én ud: en mand, der har været syg i 38 år, og som ingen har til at hjælpe sig. Jesus helbreder ham med et ord, uden at manden har bedt om det eller ved, hvem han er. Fordi det er sabbat, bliver helbredelsen straks en strid: Jøderne, dvs. de ledende i Jerusalem, ser kun, at manden bærer sin seng. Senere finder Jesus ham i templet og formaner ham: «Synd ikke mere.» Teksten fører direkte over i forfølgelsen (5,16–18) og i Jesu tale om Sønnens gerninger, liv og dom (5,19–47); 5,17–29 er 2. tekstrækkes evangelium på 24. søndag efter trinitatis. Joh 5,1–15 er prædiketekst på 14. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. I 1. tekstrække er dagens evangelium de ti spedalske (Luk 17,11–19), og det er også den tekst, Luther prædiker over på denne søndag i Huspostillen.

Opbygning

1. 5,1 Jesus ved dammen Betesda
2. 5,5 Manden, der havde været syg i 38 år
3. 5,8 Rejs dig, tag din seng og gå
4. 5,10 Det er sabbat: striden om sengen
5. 5,14 Jesus finder ham i templet: Synd ikke mere

Græske nøgleord

• ὑγιής (G5199, v. 5,6) – ὑγιής, rask, sund, hel. Ordet er tekstens nøgleord og står i v. 6, 9, 11, 14 og 15 (i RP også v. 4). Jesu spørgsmål lyder ordret: «Vil du blive rask?» (ὑγιὴς γενέσθαι). I v. 14 står perfektum γέγονας: Han er blevet rask og er det nu. Det er Jesus, der «gjorde ham rask» (v. 11 og 15), ikke vandet. Hos Johannes peger den legemlige helhed frem mod det liv, Sønnen giver (5,21.24).
• ἄνθρωπος (G444, v. 5,7) – ἄνθρωπος, menneske. Ordret siger den syge: «Herre, jeg har intet menneske» (ἄνθρωπον οὐκ ἔχω), som kan hjælpe ham ned i vandet. Ordet går igen i v. 12, hvor jøderne spørger: «Hvem er det menneske, som sagde …?» Det menneske, han ikke havde, står foran ham. Den syge regner kun med menneskelig hjælp og med vandet; han ser ikke, at den, der taler med ham, selv er hjælpen.
• ἐγείρω (G1453, v. 5,8) – ἐγείρω, rejse (sig), vække. Jesus befaler: Ἔγειραι (aorist imperativ), «rejs dig». Det er samme verbum, som Jesus bruger kort efter om Faderen, der «oprejser de døde» (5,21), og som bruges om opstandelsen. Befalingen er et skabende ord: Manden kan ikke rejse sig af egen kraft, men ordet giver, hvad det befaler. Sådan virker evangeliet også: Det kalder døde til live.
• περιπατέω (G4043, v. 5,8) – περιπατέω, gå, vandre. «Tag din seng» står i aorist (ἆρον, én handling), mens «gå» står i præsens imperativ (περιπάτει): bliv ved med at gå. Manden skal ikke bare tage et skridt, men leve som en, der er rejst op. Hos Johannes og Paulus bruges ordet også om livsførelsen (Joh 8,12; Rom 6,4). Sengen, der bar ham i 38 år, bærer han nu selv.
• εὑρίσκω (G2147, v. 5,14) – εὑρίσκω, finde. «Jesus finder ham i templet» (præsens, levende fortalt). Manden søger ikke Jesus; han vidste ikke engang, hvem han var (v. 13). Det er Jesus, der opsøger ham igen, ligesom han finder den blindfødte, efter at han er smidt ud (9,35, samme verbum). Helbredelsen er ikke afslutningen: Jesus kommer tilbage med sit ord, for at manden skal kende ham og ikke kun have fået et sundt legeme.
• ἁμαρτάνω (G264, v. 5,14) – ἁμαρτάνω, synde. μηκέτι ἁμάρτανε er præsens imperativ med nægtelse: «synd ikke længere», «hold op med at synde». Det forudsætter, at der har været synd, men siger ikke hvilken. Ordene kommer efter helbredelsen, ikke som betingelse for den. Advarslen «for at der ikke skal ske dig noget værre» peger ud over sygdommen mod dommen (5,29). Samme formaning står i Joh 8,11.

Eksegetiske noter

• v. 5,1 Hvilken fest det er, siger Johannes ikke. RP har artiklen, «jødernes fest» (ἡ ἑορτή), som nogle har forstået som påske eller løvhyttefest; den kritiske tekst har «en fest», og det følger Den Frie Bibel. Det betyder ikke meget for prædikenen. Det vigtige er, at det er sabbat (v. 9), og at Jesus går op til Jerusalem og templet, hvor striden med de ledende begynder.
• v. 5,2 Betesda (den kritiske tekst har formen Betzata) lå nord for tempelpladsen. «Ved Fåreporten» står på græsk kun «ved fåre-»; porten nævnes i Neh 3,1 og 12,39. Udgravninger ved Sankt Anna-kirken i Jerusalem har fundet et dobbelt bassin, og de fem søjlegange passer med fire sider og en gang mellem de to bassiner. Johannes kender stedet nøje.
• v. 5,3–4 Slutningen af v. 3 («som ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse») og hele v. 4 om englen, der oprørte vandet, står i RP, men mangler i de ældste håndskrifter (bl.a. P66, P75, Sinaiticus og Vaticanus) og i den kritiske tekst. Den Frie Bibel udelader dem; 1907 havde dem i klammer. Den syges svar i v. 7 forudsætter under alle omstændigheder troen på, at vandet helbredte den første. Ved dammen kunne kun den første få hjælp; Jesus hjælper netop den, der ikke kan nå frem.
• v. 5,5–6 38 år er det meste af et menneskeliv. Nogle udlæggere har set en hentydning til Israels 38 år i ørkenen (5 Mos 2,14), men teksten siger det ikke selv. Pointen er, at sygdommen er håbløs, og at Jesus «vidste» (γνούς), at han havde ligget der længe. Han kender mennesket, før det taler (2,24–25), og tager selv initiativet.
• v. 5,9–10 At bære en byrde på sabbatten var forbudt ifølge Jer 17,21–22 og Neh 13,15–19, og den jødiske tradition (Mishna, Shabbat 7,2) regner det at bære noget fra et sted til et andet blandt de forbudte arbejder. Jesus befaler altså bevidst noget, de ledende regner for sabbatsbrud. Det fører til forfølgelsen og til hans svar, at Faderen arbejder, og derfor arbejder Sønnen også (5,16–17). Sønnen gør Faderens gerning, også på sabbatten.
• v. 5,13–15 Jesus «trak sig tilbage» (ἐξένευσεν) i mængden. Da manden har fået hans navn at vide, går han hen og fortæller jøderne det (ἀνήγγειλεν, meldte eller forkyndte). Udlæggerne er uenige om, hvorvidt det er utaknemmelighed og angiveri, eller om han vidner om sin helbreder. Teksten fælder ingen dom; den viser, at helbredelsen ikke i sig selv skabte tro, og at Jesus derefter blev forfulgt (5,16).
• v. 5,14 Jesus siger ikke, at enhver sygdom skyldes en bestemt synd; det afviser han i Joh 9,2–3 og Luk 13,1–5. Men her forbinder han mandens fortid med en advarsel. «Noget værre» end 38 års sygdom kan kun være dommen, som Jesus taler om i 5,24–29. Formaningen kommer efter helbredelsen: Nåden er givet først, og så bliver manden kaldet til et nyt liv.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser et menneske, der i 38 år har ligget og ventet på at komme først, og som ingen hjælper. Ved dammen gælder konkurrencen: Den stærkeste når frem, den svageste bliver liggende. Sådan bliver vores egen fromhed, når frelsen afhænger af, at vi selv når frem. Loven taler også gennem de ledende: De ser ikke et menneske, der er rejst op, men kun en seng, der bliver båret på den forkerte dag. Det er den religion, der hellere vil have reglen holdt end Guds gerning sket. Og til den helbredte siger Jesus: «Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.» Synden er ikke en uskyldig fortid, og der findes noget værre end sygdom: Guds dom.

Evangeliet: Jesus kommer til den, der ikke kan nå frem. Han venter ikke på, at vandet bevæger sig, eller på at manden beder; han ser ham, kender hans lange nød og spørger: «Vil du være rask?» Hans ord gør det, det siger: «Rejs dig, tag din seng og gå.» Det giver legemet liv og peger frem mod den opstandelse, Sønnen giver (5,21.24). Og Jesus slipper ham ikke bagefter: Han finder ham i templet. For den, der hører i dag, gælder det samme. Ingen skal først kæmpe sig ned i vandet. Kristus kommer selv i sit ord og i dåben, rejser os op og finder os igen, når vi er blevet borte i mængden.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 19. søndag efter trinitatis (Matt 9,1–8): Over den lamme i Matt 9 lader Luther Jesus sige det, som den syge selv frygter: Gud har ladet sygdommen komme på grund af synden. Når straffen viser sig, bliver samvittigheden straks forskrækket. Derfor taler Jesus venligt til ham.
  «Min søn, du er syg, Djævelen har slået dig med lammelse, og Gud har ladet det ske på grund af din synd.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 19. søndag efter trinitatis (Matt 9,1–8): Den syge skal ikke se på sygdommen, men høre Jesu ord om syndernes forladelse. Så kan hverken sygdom eller lammelse hindre troen. En god nøgle til «synd ikke mere» i v. 14: Nåden kommer først.
  «Se ikke på din sygdom, men hør, hvad jeg siger dig, nemlig at dine synder er dig tilgivet.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Rhegius, Sjælemedicin for raske og syge: Rhegius henviser selv til Joh 5: Sygdom kan komme på grund af synd. Derfor skal den syge først klage sin synd for Gud og tage imod tilgivelsen i evangeliet.
  «Ligesom døden er en straf for synden, sådan kommer også sygdomme ofte på grund af vores synder» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Pieper skelner: De troende har fået syndens skyld og straf eftergivet, men de lidelser, der rammer dem, er en faderlig tugt, der skal bevare dem fra frafald.
  «disse straffe har karakter af faderlig tugt (castigationes paternae) og har til formål at bevare mod frafald» Læs teksten
• Konkordiebogen: Den Store Katekismus, Det tredje bud: Luther forklarer, at sabbatsbuddets ydre hvile var givet til jøderne, men at de strammede det så hårdt, at de ikke kunne tåle Kristi gerninger på sabbatten.
  «så de endda bebrejdede Kristus det og ikke kunne tåle gerninger hos ham, som de selv gjorde på den dag» Læs teksten

Prædikenspor

Herre, jeg har ingen

Prædikenen følger tekstens vej fra dammen til templet. Første trin: Ved Betesda. En mængde syge venter på deres chance, og manden har ingen til at hjælpe sig. Her kan præsten vise, hvordan livet ofte er indrettet sådan, at den svageste kommer sidst, også i det religiøse, hvor man skal gøre sig fortjent. Andet trin: Jesus kommer til ham. Han spørger ikke, om manden har fortjent det, men taler et skabende ord: «Rejs dig.» Tredje trin: I templet. Jesus finder ham igen og giver ham sit ord med: «Synd ikke mere.» Nåden kommer først, og den kalder til et nyt liv. Evangeliet er, at den samme Jesus i dag kommer til den, der ingen har, med sit ord og sin dåb.

Hvad er hviledagen til for?

Et tematisk spor om sabbatten ud fra v. 9–10 og Den Store Katekismus. Hovedtanken er, at de ledende har gjort hviledagen til en regel, der står i vejen for Guds gerning, mens Gud gav den, for at mennesker skulle få hvile og høre hans ord. Første trin: Hvad de ledende ser: en seng, der bliver båret på den forkerte dag. Luther siger, at de ikke kunne tåle Kristi gerninger på sabbatten. Andet trin: Hvad Jesus gør: Han helbreder og arbejder, som Faderen arbejder (5,17). Tredje trin: Vores søndag. Den er ikke en lov, vi gør os fortjent med, men den dag, hvor Kristus finder os i sit hus, som han fandt manden i templet, og rejser os op med sit ord.

Er sygdom en straf?

Et sjælesørgerligt spor ud fra v. 14 og Luthers prædiken over den lamme (Matt 9). Mange syge spørger, om de bliver straffet. Første trin: Teksten tager spørgsmålet alvorligt. Jesus siger, at synd har følger, og at der er noget værre end sygdom. Men han afviser også, at man kan aflæse en bestemt synd af en sygdom (Joh 9,2–3). Andet trin: For den, der tror, er lidelsen ikke Guds dom, men en faderlig tugt, der vil bevare, som Rhegius og Pieper siger. Tredje trin: Se ikke på sygdommen, men hør, hvad Jesus siger: Dine synder er tilgivet. Den, han har fundet, hører ham til, også når legemet ikke bliver rask i dette liv.

Lærepunkter i teksten

• Lov og evangelium – Jesus giver først helbredelsen og derefter formaningen «synd ikke mere»: Evangeliet kommer først, og loven advarer om dommen.
• Helliggørelsen – Den, der er rejst op, skal «gå» (præsens: blive ved med at gå) og ikke længere synde; helbredelsen fører ind i et nyt liv.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – «For at der ikke skal ske dig noget værre»: Den helbredte kan falde fra; formaningen skal bevare ham hos Jesus.
• Kirkeskikke og adiafora – De ledende gør sabbatsbuddets ydre form til hovedsagen; i Kristus er de kristne sat fri fra den gamle lovs ceremonier.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 157 Betesda-søjlernes buegange – Salmen over netop denne tekst: Jesus ved dammen Betesda.
• 511 Jesus han er syndres ven – Jesus opsøger synderen, som han finder manden i templet, og giver nåden før formaningen.
• 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig – Luthers salme over Sl 130: Ingen kan hjælpe sig selv; kun Guds nåde gør det.
• 662 Hvad kan os komme til for nød – Trøstesalme: Ingen nød kan skade den, der har Gud på sin side.
• 729 Nu falmer skoven trindt om land – Høstsalme til sensommeren og efteråret, hvor 14. søndag efter trinitatis falder.