Joh 11,19–45

Teksten i sammenhæng

Lazarus’ opvækkelse er det sidste og største tegn i første del af Johannesevangeliet. Lazarus bor i Betania, kort fra Jerusalem, med sine søstre Marta og Maria, og Jesus elsker dem (11,5). Da bud kommer om, at han er syg, bliver Jesus med vilje to dage, hvor han er, og siger, at sygdommen er til Guds herlighed (11,4–6). Han kalder døden en søvn, som han går for at vække Lazarus af (11,11). Da han kommer, har Lazarus ligget fire dage i graven, og huset er fuldt af sørgende jøder fra Jerusalem. Teksten veksler mellem samtaler og handling: Marta og Jesus, Maria og de grædende, Jesus ved graven og råbet ind i den. Lige efter teksten beslutter Rådet at slå Jesus ihjel (11,47–53); tegnet på livet fører altså direkte mod korset. I kirkeåret er teksten evangelium på 16. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. I 1. tekstrække læses opvækkelsen af enkens søn i Nain (Luk 7,11–17), så dagens tema er døden og Kristi magt over den.

Opbygning

1. 11,19 Sørgehuset i Betania
2. 11,20 Marta: «Jeg er opstandelsen og livet»
3. 11,28 Maria og de grædende: Jesus græd
4. 11,38 Ved graven: «Tag stenen væk!»
5. 11,41 Bønnen og råbet: «Lazarus, kom herud!»
6. 11,45 Mange kom til tro

Græske nøgleord

• ἀνάστασις (G386, v. 11,25) – ἀνάστασις, opstandelse. Marta bruger ordet om den almindelige opstandelse på den yderste dag (v. 24), en tro, mange jøder delte. Jesus flytter den fra en fjern begivenhed til sin egen person: «Jeg er opstandelsen.» Opstandelsen er ikke blot noget, han skal udføre engang, men den er til stede, hvor han er. Derfor kan han kalde Lazarus ud nu, som et forskud på den sidste dag.
• πιστεύω (G4100, v. 11,27) – πιστεύω, tro. Jesus spørger i nutid: «Tror du det?» (v. 26). Marta svarer i perfektum: πεπίστευκα, «jeg er kommet til tro og tror», en tro, der står fast. Hun bekender ikke en teori om opstandelsen, men hvem Jesus er: Kristus, Guds Søn, som kommer til verden. Troen hos Johannes er at tro εἰς, «ind i», Jesus selv (v. 25–26.45), at stole på hans person.
• ἐμβριμάομαι (G1690, v. 11,33) – ἐμβριμάομαι, blive dybt oprørt, fnyse. Ordet betyder egentlig at fnyse af harme og bruges ellers om en skarp tale (Matt 9,30; Mark 1,43; 14,5). Det udtrykker mere end sorg: en indre harme. Sammen med ἐτάραξεν ἑαυτόν, «han rystede sig selv», tegner det en Jesus, der ikke står roligt over for døden, men går til den som til en fjende. Ordet kommer igen i v. 38, lige før graven.
• δακρύω (G1145, v. 11,35) – δακρύω, fælde tårer, græde stille. Ordet står kun her i NT. Maria og jøderne κλαίουσιν (v. 33), de græder højlydt og klager, som man gjorde ved et dødsfald. Om Jesus bruges et andet ord: Tårerne løber stille. Aoristen fastholder det som én konkret begivenhed. Den, der om lidt kalder den døde ud, er sandt menneske og bærer sorgen med de sørgende.
• δόξα (G1391, v. 11,40) – δόξα, herlighed, ære. Jesus minder Marta om sit ord (jf. v. 4.25–26): Hvis du tror, skal du se Guds herlighed. Hos Johannes er herligheden Guds egen glans, som viser sig i Sønnens gerninger (2,11) og fuldt ud i korset og opstandelsen (12,23; 17,1). Marta tænker på lugten og døden; Jesus peger hende mod det, Gud vil vise. Troen går her foran synet.
• κραυγάζω (G2905, v. 11,43) – κραυγάζω, råbe højt. Med «høj røst» (φωνῇ μεγάλῃ) råber Jesus ind i graven. Samme verbum bruges senere om folket, der råber «Korsfæst ham!» (19,6.15). Råbet er ikke for at nå en fjern lytter, men et mægtigt skaberord, som døden må adlyde. Det svarer til Jesu ord om, at de døde skal høre Guds Søns røst og leve (5,25.28).
• λύω (G3089, v. 11,44) – λύω, løse. Lazarus kommer ud, men er stadig bundet i ligklæderne. Jesus befaler de omkringstående: «Løs ham, og lad ham gå!» Aoristens bydeform giver en klar, afsluttet handling. Livet er Jesu værk alene; de omkringstående skal kun løse det, han allerede har gjort levende. Mange udlæggere har set et billede på kirkens tjeneste heri, men det er en anvendelse, ikke tekstens hovedpointe.

Eksegetiske noter

• v. 11,19 Sorgen varede efter skik syv dage, og venner og naboer kom for at trøste de efterladte; det var en kærlighedsgerning. At mange jøder fra Jerusalem er til stede, giver tegnet mange vidner (v. 45–46). Hos Johannes betegner «jøderne» her ikke kun modstandere, men sørgende mennesker, hvoraf nogle kommer til tro og andre melder sagen til farisæerne.
• v. 11,21–27 Marta og Maria siger præcis de samme ord (v. 21 og 32). Martas tro er ægte, men begrænset: Hun tror, at Gud vil give Jesus, hvad han beder om (v. 22), og at Lazarus skal opstå på den yderste dag (v. 24), et håb med rod i GT (Dan 12,2), som farisæerne delte. Jesus svarer med det femte «Jeg er»-ord. Ordets to led hører sammen: Den troende skal leve, selv om han dør legemligt, og den levende troende skal aldrig dø den evige død.
• v. 11,31 Tekstkritik: RP har λέγοντες, «idet de sagde: Hun går ud til graven for at græde der». Den kritiske tekst har δόξαντες, «idet de mente», og Den Frie Bibel følger den («fordi de troede»). Forskellen ændrer ikke meningen: De sørgende regner med, at Maria går til graven for at klage, ikke ud til Jesus.
• v. 11,33–38 Hvorfor bliver Jesus oprørt? Verbet betyder harme, ikke kun medfølelse. Mange udlæggere ser harmen rettet mod døden selv og mod syndens og Djævelens magt, som har bragt den ind i verden; andre peger på den vantro klage omkring ham (v. 37). Begge dele kan nævnes. Tårerne i v. 35 viser hans sande menneskenatur; råbet i v. 43 hans guddommelige magt. Han er én Kristus i begge.
• v. 11,39 «Det er fjerde dag.» Marta tænker realistisk: Liget er gået i forrådnelse. En senere rabbinsk tradition siger, at sjælen svæver over legemet i tre dage, så håbet efter fjerde dag er helt ude. Om den tanke var kendt i Jesu tid, er usikkert, men pointen står fast: Lazarus er uigenkaldeligt død. Det understreger også Rhegius: Legemet var allerede begyndt at gå i forrådnelse.
• v. 11,41–42 Tekstkritik: RP har «fra det sted, hvor den døde lå» (οὗ ἦν ὁ τεθνηκὼς κείμενος); den kritiske tekst har det ikke. Jesu bøn er en tak for bønhørelse, der allerede er sket. Han siger det højt for folkets skyld, så de skal tro, at Faderen har sendt ham. Pieper bruger stedet om Kristus i fornedrelsens stand: Efter sin menneskelige natur beder han og modtager.
• v. 11,44 Lazarus kommer ud bundet med linnedbind (κειρίαι) og med et klæde (σουδάριον) om ansigtet. Han vender tilbage til dette liv og skal dø igen. Ved Jesu egen grav ligger linnedklæderne og klædet om hovedet tilbage (20,5–7): Han går ikke tilbage til det dødelige liv, men ind i opstandelsens liv. Lazarus’ opvækkelse er et tegn, der peger frem mod påskemorgen.

Lov og evangelium

Loven: Teksten lader døden stå frem i al sin magt: fire dage i graven, en sten for indgangen og lugten af forrådnelse. Det er syndens løn, og ingen kan forhandle med den. Omkring graven står mennesker med klagen «Hvis du havde været her …», og nogle bebrejder endda Jesus, at han ikke forhindrede det (v. 37). Sådan står vi også: Vi tror på opstandelsen som en almindelig sandhed langt ude i fremtiden, men har svært ved at tro, at Kristus har magt her og nu. Jesu harme ved graven afslører, hvor fjendtlig døden er, og hvor lidt vi selv formår. Ved graven er al menneskelig hjælp forbi.

Evangeliet: Ved graven står han, der siger: «Jeg er opstandelsen og livet.» Han græder med de sørgende, for han er sandt menneske og bærer vores sorg. Men han råber også ind i graven, og døden må give slip, for han er sand Gud. Det samme ord, som kaldte Lazarus ud, lyder i dag i evangeliet og i dåben, og det skal lyde over vores grave på den yderste dag. Den, der tror på ham, skal leve, selv om han dør. Lazarus blev løst af ligklæderne; os løser Kristus fra synd og død ved sin egen død og opstandelse, som teksten peger frem mod. Spørgsmålet «Tror du det?» er en indbydelse, ikke en eksamen.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 16. søndag efter trinitatis (Luk 7,11–17, 1. tekstrække): Over dagens tekst i 1. tekstrække nævner Luther selv Lazarus: De døde sover så let, at ét ord fra Kristus er nok til at vække dem. Et godt billede til v. 43.
  «Men de døde hører et eneste ord fra Kristus og vågner op igen, som man ser her på den unge mand og i Joh 11 på Lazarus.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 16. søndag efter trinitatis (Luk 7,11–17, 1. tekstrække): Luther lader den kristne tale imod døden ud fra dåben og troen på Kristus: Døden er for den troende kun en søvn, og Kristus er ikke fjende, men ven og talsmand.
  «Og når døden mener, at det er helt forbi med mig, og at jeg er helt død, så sover jeg kun» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Legemets opstandelse: Jacobs bruger råbet ved Lazarus’ grav som eksempel på, at de døde på den yderste dag oprejses ved Guds Søns stemme, ved hans ord.
  «Ligesom han talte: Talitha kumi (Mark 5,41), «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» (Luk 7,14) og «Lazarus, kom herud!» (Joh 11,43), sådan er ordet også her det virksomme middel.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Opfordringen «Lazarus, kom herud!» forudsatte ingen evne i den døde; ordet skabte selv livet. Sådan virker evangeliets opfordring troen. Et vigtigt sted mod tanken om menneskets medvirken.
  «Som et tilsvarende eksempel anfører de gamle lærere Lazarus' opvækkelse ved Kristi opfordring: «Lazarus, kom herud!» (Joh 11,43)» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Pieper afviser, at Jesu bøn og tak i v. 41–42 viser, at han havde lagt sin guddom fra sig. Bønnen gælder ham efter den menneskelige natur i fornedrelsens stand, hvor han gav afkald på at bruge den guddommelige herlighed.
  «Disse og parallelle skriftudsagn gælder Kristus efter hans menneskelige natur og kommer til deres fulde ret, når man fastholder Skriftens lære om, at den guddommelige herlighed, der bor i hans menneskelige natur, ikke blev brugt.» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Sjælemedicin: Når døden skræmmer: Rhegius bruger v. 25–26 og opvækkelsen i sjælesorgen ved sygesengen: Kristi ord om opstandelsen er Guds egne ord, og han beviste dem straks ved Lazarus.
  «Og lige efter disse ord oprejste han Lazarus, som havde ligget fire dage i graven, og hvis legeme allerede var begyndt at gå i forrådnelse og stinke.» Læs teksten

Prædikenspor

Tror du det?

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken: Jesus fører Martas tro fra en almindelig lære om den yderste dag til tillid til hans person. 1) Sørgehuset og bebrejdelsen: «Hvis du havde været her …» Martas tro er ægte, men den ender ved en fjern fremtid. Sådan tror mange: Opstandelsen er en læresætning, ikke en levende trøst. 2) Jesus svarer: «Jeg er opstandelsen og livet.» Opstandelsen er ikke kun noget, der kommer; den står foran hende. Spørgsmålet «Tror du det?» går til os. 3) Ved graven bekræfter han ordet med handling. Han råber, og døden giver slip. Hvad han gjorde ved Lazarus, vil han gøre ved alle, der tror på ham. Ordet, der lyder i dag, er det samme ord.

Ét ord ind i graven

Et tematisk spor om Ordets magt. Hovedtanken: Lazarus kunne intet bidrage; han hørte, fordi Ordet gav ham liv. 1) Døden er total: fire dage, en sten og lugten. Sådan er vi også åndeligt døde i synden og kan ikke selv komme ud (loven). 2) Jesus råber: «Lazarus, kom herud!» Pieper viser, at de gamle lærere brugte netop dette sted: Evangeliets opfordring forudsætter ikke vores evne, men skaber troen. Luther siger over dagens anden tekst, at de døde hører et eneste ord fra Kristus og vågner. 3) Det samme ord lyder i dåben og i prædikenen, og det skal lyde over gravene på den yderste dag. Vi skal ikke se på stenen, men lytte til røsten.

Jesus græd

Et sjælesørgerligt spor for den, der sørger. Hovedtanken: Kristus står ikke uberørt over for vores død. 1) Teksten tager sorgen alvorligt: Marta og Maria klager, jøderne græder, og Jesus bliver dybt oprørt og fælder tårer. Sorg er ikke vantro; Jesus selv græder ved en vens grav. 2) Hans harme viser, at døden ikke er naturlig eller god, men en fjende, som han er kommet for at overvinde. 3) Men han bliver ikke stående ved tårerne. Han går til graven, beder og råber. Sorgen er ikke det sidste ord. For den troende er døden en søvn, som Luther siger, og Kristus er ikke en dommer, han skal frygte, men hans ven og talsmand. Den, der græder med os, er også den, der skal kalde os ud.

Lærepunkter i teksten

• De dødes opstandelse – «Jeg er opstandelsen og livet»: Kristus kalder ved sin røst den døde frem, et forskud på den yderste dag (v. 25.43).
• Døden og sjælens tilstand efter døden – Døden står frem som syndens løn og fjende; for den troende er den en søvn, han vækker af (v. 25–26; 11,11).
• De to naturer og den personlige forening – Jesus græder som sandt menneske og kalder den døde ud som sand Gud, i én person (v. 35.43).
• Omvendelsen: anger og tro – Som Lazarus ikke kunne medvirke til sin opvækkelse, skaber evangeliets ord selv troen (Pieper om v. 43).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 729 Nu falmer skoven trindt om land – Efterårssalme til trinitatistiden; det, der visner, peger mod livet, som ikke visner.
• 171 Lazarus lå i sin grav – Salmen over selve teksten: Lazarus’ opvækkelse.
• 233 Jesus lever, graven brast – Påskesalme: Opvækkelsen peger frem mod Jesu egen opstandelse og hans sejr over graven.
• 580 Jesus, dødens overvinder – Troen på Kristus som den, der har magt over døden (v. 25–26).
• 563 Sørger ej for dem, der sove – Trøst til de sørgende: De døde i Kristus sover, som Lazarus, og skal vækkes.