Luk 7,11–17

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Lukas’ beretning om Jesu virke i Galilæa, lige efter helbredelsen af høvedsmandens tjener i Kapernaum (7,1–10). Jesus går derfra til den lille by Nain, og disciplene og en stor skare følger med. Ved byporten møder de et andet optog: et ligfølge, der bærer en ung mand ud til graven. Han var sin mors eneste søn, og hun var enke, så hun mister nu både sit barn og sin forsørger. Ingen beder Jesus om noget. Han ser kvinden, ynkes over hende, siger «Græd ikke!» og vækker sønnen med sit ord. Folket svarer med frygt og lovprisning: «Der er oprejst en stor profet iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.» Rygtet går ud i hele landet og når Johannes Døberen. Hans spørgsmål og Jesu svar følger lige efter (7,18–23): «døde opvækkes». Teksten er evangelium på 16. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække, og Luthers Huspostil har sin prædiken over den på samme søndag.

Opbygning

1. 7,11 Jesus og hans følge kommer til Nain
2. 7,12 Ligfølget ved byporten
3. 7,13 Jesus ynkes over enken: Græd ikke!
4. 7,14 Ordet til den døde
5. 7,16 Frygt og lovprisning: Gud har besøgt sit folk

Græske nøgleord

• μονογενής (G3439, v. 7,12) – μονογενής, eneste, enbåren. Ordet understreger, hvor stort tabet er: der er ingen anden søn til at bære slægten videre og sørge for moderen. Kun Lukas bruger det om de børn, Jesus redder: enkens søn, Jairus’ datter (8,42) og drengen med den urene ånd (9,38). Johannes bruger det om Guds enbårne Søn (Joh 3,16). Den Søn, som Faderen giver hen, giver her enken hendes eneste søn tilbage.
• κύριος (G2962, v. 7,13) – κύριος, Herre. «Da Herren så hende» – her kalder Lukas for første gang selv som fortæller Jesus «Herren». Det er ikke en høflig titel, men Guds navn i Septuaginta. Lige i det øjeblik, hvor Jesus står ansigt til ansigt med døden, giver evangelisten ham det navn. Han, der ynkes over enken, er Herren over liv og død.
• σπλαγχνίζομαι (G4697, v. 7,13) – σπλαγχνίζομαι, ynkes, få inderlig medlidenhed. Ordet kommer af σπλάγχνα, indvoldene, som man regnede for følelsernes sæde: det skærer ham i hjertet. Aoristen er ingressiv: medlidenheden griber ham i det øjeblik, han ser hende. I evangelierne bruges ordet kun om Jesus og om skikkelser i hans lignelser, der viser Guds hjerte (den barmhjertige samaritaner, Luk 10,33; faderen, Luk 15,20). Hjælpen springer ud af hans hjerte, ikke af en bøn.
• ἅπτομαι (G680, v. 7,14) – ἅπτομαι, røre ved. Jesus rører ved båren, den åbne bære, som den døde lå på. Efter loven gjorde berøring af en død mand uren (4 Mos 19,11.16), og bærerne standser. Men her går urenheden ikke fra den døde til Jesus; livet går fra Jesus til den døde. Den samme Herre rører ved os i dåben og nadveren med legemlige midler.
• ἐγείρω (G1453, v. 7,14) – ἐγείρω, vække, oprejse. ἐγέρθητι er aorist imperativ passiv: «bliv oprejst, rejs dig!» Ordet er et skabende befalingsord, og den døde adlyder. Samme verbum står i 7,16 i perfektum: «en stor profet er oprejst (ἐγήγερται) iblandt os». Den unge mand oprejses, og i ham ser folket, at Gud har oprejst en profet. Ordet bruges også om Jesu egen opstandelse (Luk 24,6) og om de dødes opstandelse (Luk 20,37).
• ἐπισκέπτομαι (G1980, v. 7,16) – ἐπισκέπτομαι, besøge, se til for at hjælpe. Det er Guds nådige besøg hos sit folk, som når han så til Israel i Egypten (2 Mos 4,31). Zakarias lovpriser Gud med samme ord, fordi han «har besøgt og forløst sit folk» (Luk 1,68.78). Aorist: besøget er sket nu, i Jesus. Folket siger mere, end de selv forstår: Gud selv er kommet til porten i Nain.

Eksegetiske noter

• v. 7,11–12 Nain lå i Galilæa, sydvest for Tabor, få kilometer fra Shunem, hvor Elisa vakte den shunemitiske kvindes søn op (2 Kong 4,8–37). Døde blev begravet samme dag og uden for byen; liget blev båret på en åben bære (σορός) med klagende følgesvende. To optog mødes i porten: det, der følger livets Herre, og det, der følger en død til graven. En enke uden søn havde ingen forsørger og ingen retslig beskytter; loven pålagde særlig omsorg for enker (5 Mos 10,18; 24,17).
• v. 7,11 Tekstkritik: RP har «mange af hans disciple» (οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ ἱκανοί); den kritiske tekst udelader ἱκανοί og har blot «hans disciple». Nogle håndskrifter har «dagen efter» (ἐν τῇ ἑξῆς) i stedet for «derefter» (ἐν τῷ ἑξῆς). Ingen af forskellene ændrer tekstens mening. Den danske tekst her følger den kritiske tekst og har blot «hans disciple».
• v. 7,15 «Og han gav ham til hans mor» er ordret de samme ord, som Septuaginta bruger om Elias, der gav enken i Sarepta hendes søn tilbage (1 Kong 17,23). Lukas lader historien klinge sammen med de to store profeters opvækkelser (1 Kong 17; 2 Kong 4). Men Elias og Elisa bad og lagde sig over barnet; Jesus taler blot. Han er mere end profeterne.
• v. 7,16 Folkets bekendelse har to led. «En stor profet» peger på løftet om profeten som Moses (5 Mos 18,15) og på Elias, som man ventede skulle komme igen (Mal 3,23). «Gud har besøgt sit folk» går videre: det er Gud selv, der handler. Lukas lader begge dele stå. Jesus er profeten, men han handler med Guds egen myndighed: «jeg siger dig».
• v. 7,17 «Judæa» betyder her hele jødernes land, ikke kun provinsen i syd (jf. Luk 4,44; 23,5). Nyheden når Johannes Døberen, der sidder i fængsel (3,20), og hans spørgsmål (7,18–20) får Jesu svar, der bl.a. lyder: «døde opvækkes» (7,22; jf. Es 26,19; 61,1). Opvækkelsen i Nain er tegn på, at Messias’ tid er kommet.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser døden, som den er: et ligtog, en enke, der har mistet sin eneste søn, og en skare, der ikke kan gøre andet end at følge med. Døden er syndens løn (Rom 6,23), og ingen undgår den. Den rammer uden hensyn og tager det sidste, et menneske har at holde sig til. Over for den er al menneskelig trøst magtesløs, også vores egen, når vi står ved en båre. Teksten afslører også vores frygt: vi lever, som om døden er det sidste ord, og vi tror ikke af os selv, at Gud har noget at sige ved graven. Selv folkets frygt i v. 16 viser, at mennesket bæver, når Gud kommer nær.

Evangeliet: Ingen beder Jesus om noget, men han ser enken og ynkes over hende. Han går hen til døden, rører ved båren og taler: «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» Hans ord gør, hvad det siger, og den døde lever. Han giver sønnen tilbage til moderen. Det er godt nyt for alle, der sørger: Jesus er Herren, også over døden, og hans hjerte er vendt mod den, der græder. Det er tegn og pant på, at han på den yderste dag med samme ord vil vække alle sine op til det evige liv. Han er selv gået i døden for vore synder og opstået, og derfor er døden for de troende kun en søvn. Gud har besøgt sit folk.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 16. søndag efter trinitatis: Luther ser i opvækkelsen et billede på den yderste dag: Kristus har både magten og viljen til at vække os, og det koster ham kun ét ord.
  «Den, der ikke hører, hører. Den, der ikke lever, lever. Og der sker dog ikke mere, end at Kristus åbner sin mund og byder ham stå op.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 16. søndag efter trinitatis: Den døbte, der tror på Kristus, behøver ikke frygte døden og dommen; Kristus er ikke hans fjende, men hans ven og talsmand. Døden bliver en søvn, som Kristus vækker af.
  «Og når døden mener, at det er helt forbi med mig, og at jeg er helt død, så sover jeg kun» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 16. søndag efter trinitatis: Prædikenens anden del: Barmhjertighed er mere end at tjene. Næstens nød skal gå os til hjerte, som Kristus tog sig af en fremmed enkes sorg.
  «Han er en fremmed, ukendt gæst; men da han ser enkens elendighed, tager han sig af den, som var det hans egen søn, græder med moderen, trøster hende og hjælper hende.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Legemets opstandelse: Jacobs bruger Jesu ord i Nain som eksempel på, at de døde skal oprejses ved Kristi stemme. Ordet er middel, både i Nain og på den yderste dag.
  «Ligesom han talte: Talitha kumi (Mark 5,41), «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» (Luk 7,14) og «Lazarus, kom herud!» (Joh 11,43), sådan er ordet også her det virksomme middel.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristus som konge: Opvækkelsen hører til de undergerninger, hvor Kristi kongemagt lyste frem, mens han endnu var i fornedrelsens stand (Luk 7,14–15 citeres som skriftbevis).
  «Ved hans undergerninger, hvor han viste, at han var herre over naturens kræfter og over dæmonerne.» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen (1537): Om Messias’ undere: Rhegius ser opvækkelserne som bevis på, at Jesus er Messias, der opsluger døden (Es 25,8), og som pant på opstandelsen på den yderste dag.
  «Det var et forvarsel og en forsikring om den sande opstandelse, som skal ske på den yderste dag, når Herren i et øjeblik skal opvække alle døde og stille dem frem for sin domstol.» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Sjælemedicin: Når døden skræmmer: I sin sjælesørgeriske vejledning til døende peger Rhegius på enkens søn i Nain som hjælp for en modløs natur til at tro på opstandelsen.
  «Og for at vores forsagte og modløse natur kunne få så meget mere hjælp til fast at tro på den kommende opstandelse, er adskillige mennesker blevet oprejst fra døden» Læs teksten

Prædikenspor

To optog i byporten

Sporet følger teksten. To skarer mødes ved porten i Nain: den, der følger livets Herre, og den, der følger en død til graven. Først: dødens optog. Enken har mistet alt, og skaren kan kun gå med og græde. Sådan kender vi døden. Dernæst: Jesus ser, ynkes og standser optoget. Han rører ved båren og siger ét ord, og den døde lever (v. 13–15). Til sidst: Gud har besøgt sit folk (v. 16). Det samme ord lyder til os i dåben og evangeliet, og en dag vil det lyde ved vores grav. Prædikenen ender i løftet om, at dødens optog ikke får det sidste ord, fordi Jesus selv er gået gennem døden og opstået.

Det koster ham kun et ord

Et tematisk spor om Kristi ord og opstandelsen, med Luthers prædiken som støtte. Hovedtanken: Det, der er umuligt for os, koster Kristus kun et ord. Første trin: Døden er stærkere end os; ingen læge, ingen kærlighed kan vække en død. Andet trin: Jesus taler, og den døde hører (v. 14–15); Ordet skaber, hvad det siger, som ved skabelsen. Luther: «Den, der ikke hører, hører. Den, der ikke lever, lever.» Tredje trin: Det samme ord lyder til os i dag i evangeliet og i dåben, og det vil kalde os frem på den yderste dag (Joh 5,28–29). Derfor kan en kristen kalde døden en søvn.

Græd ikke

Et sjælesørgerligt spor for den, der sørger. Jesu første ord er ikke en formaning, men «Græd ikke!» sagt af en, der selv er grebet af medlidenhed (v. 13). Først: Jesus ser den sørgende, før hun beder om noget; sorgen er ikke skjult for ham. Dernæst: Hans «Græd ikke» er ikke et forbud mod tårer, men et løfte, der bygger på det, han gør: han giver sønnen tilbage. Til sidst: Kristne sørger, men ikke som de, der intet håb har (1 Thess 4,13). Kristus vil give os vore døde, der sov ind i troen, tilbage på den yderste dag. Med Luther kan man nævne, at den, der selv er trøstet, får et hjerte for andres sorg; men sporet ender i hans løfte, ikke i vores gerning.

Lærepunkter i teksten

• De dødes opstandelse – Opvækkelsen i Nain er tegn og pant på, at Kristus med samme ord vil vække alle døde på den yderste dag.
• Døden og sjælens tilstand efter døden – Teksten viser dødens magt og sorg, men også at døden for Kristus kun er en søvn, han vækker af.
• Ordets kraft – «Jeg siger dig, rejs dig op!» Kristi ord gør, hvad det siger, og skaber liv, hvor der intet er.
• Kristi tredobbelte embede – Folket kalder Jesus «en stor profet»; han er profeten og mere end profet: Herren selv, der besøger sit folk.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 732 Dybt hælder året i sin gang – Efterårssalme til den sene trinitatistid om det, der visner, og håbet, der ikke visner.
• 148 Ånden opgav enkesønnen – Salmen over netop denne tekst: enkens søn i Nain vakt op af Jesu ord.
• 580 Jesus, dødens overvinder – Om Jesus som den, der har sejret over døden, som han viser i Nain.
• 563 Sørger ej for dem, der sove – Om de døde, der sover og skal vækkes; svarer til «Græd ikke!» og Luthers trøst.
• 240 Dig være ære, Herre over dødens magt – Lovsang til den opstandne, Herren over dødens magt, som folket priste Gud i Nain.