Matt 18,21–35

Teksten i sammenhæng

Teksten slutter den store tale om livet i menigheden i Matt 18. Jesus har talt om at blive som børn, om ikke at forarge de små, om hyrden, der søger det ene får, og om at vinde sin bror tilbage, når han synder (18,15–20). Derfor spørger Peter, hvor mange gange han skal tilgive sin bror. Syv gange lyder generøst, men Jesus sprænger regnestykket og fortæller lignelsen om kongen, der eftergiver en tjener en ufattelig gæld, og om tjeneren, der bagefter kvæler sin medtjener for en lille sum. Talen er rettet til disciplene, og slutordet i v. 35 gælder «jer», altså kirken. Lignelsen findes kun hos Matthæus. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 22. søndag efter trinitatis. I den gamle tekstrække lå den på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Sidst i trinitatistiden, hvor kirkeåret går mod dommen, lyder den som et ord om regnskabet med Gud og om den nåde, der eftergiver alt.

Opbygning

1. 18,21 Peters spørgsmål: Hvor mange gange?
2. 18,23 Kongen, der eftergiver den umådelige gæld
3. 18,28 Tjeneren, der kvæler sin medtjener
4. 18,31 Medtjenerne klager, og kongen holder regnskab
5. 18,35 Således skal min himmelske Far gøre mod jer

Græske nøgleord

• ἑβδομηκοντάκις (G1441, v. 18,22) – ἑβδομηκοντάκις ἑπτά, syvoghalvfjerds gange (eller halvfjerds gange syv). Udtrykket er det samme som i den græske oversættelse af 1 Mos 4,24, hvor Lamek praler af, at han skal hævnes syvoghalvfjerds gange. Jesus vender Lameks hævn om til tilgivelse. Hvad enten man regner 77 eller 490, er pointen den samme: Tilgivelsen mellem brødre skal ikke tælles.
• μακροθυμέω (G3114, v. 18,26) – μακροθυμέω, have tålmodighed, være langmodig. Tjeneren beder kun om udsættelse, så han kan betale alt. Han beder om tid, men får langt mere: hele gælden eftergivet. Medtjeneren bruger de samme ord i v. 29, men bliver ikke hørt. Bønnen viser, at tjeneren endnu tænker i betaling, mens kongen tænker i nåde.
• σπλαγχνίζομαι (G4697, v. 18,27) – σπλαγχνίζομαι, få medlidenhed, røres i sit inderste. Ordet kommer af σπλάγχνα, indvoldene, som man mente var stedet for de stærkeste følelser. I evangelierne bruges det næsten kun om Jesus selv og om hovedpersonen i nogle lignelser, især kongen her og faderen i Luk 15,20 (jf. Matt 9,36). Eftergivelsen kommer ikke af tjenerens løfte, men af kongens hjerte.
• ἀφίημι (G863, v. 18,27) – ἀφίημι, lade gå, eftergive, tilgive. Det samme verbum bruges om at eftergive en gæld og om at tilgive synder (Matt 6,12: «forlad os vor skyld»). Kongen giver ikke den udsættelse, tjeneren bad om; i v. 32 siger han: «hele den gæld eftergav jeg dig». Peter spørger med samme ord i v. 21, og slutordet i v. 35 bruger det igen. Teksten binder Guds tilgivelse og vores tilgivelse sammen i ét ord.
• σύνδουλος (G4889, v. 18,28) – σύνδουλος, medtjener. Ordet står fire gange i lignelsen (v. 28.29.31.33). Den, der skylder hundrede denarer, er ikke en underordnet, men en ligestillet under samme herre. Luther fremhæver, at tjeneren ingen magt har over sin medtjener; de står begge under samme herre. Luther gør netop dette til en grund til ikke at hævne sig: Vi har alle én Herre over os.
• ἐλεέω (G1653, v. 18,33) – ἐλεέω, forbarme sig, vise barmhjertighed. Kongens spørgsmål er bygget som en sammenligning: «ligesom jeg forbarmede mig over dig». Barmhjertigheden mod medtjeneren er ikke betingelsen for kongens nåde, men den naturlige følge af den. «Burde ikke» (οὐκ ἔδει) siger, at det var en selvfølge for den, der selv havde fået alt.
• βασανιστής (G930, v. 18,34) – βασανιστής, bøddel, fangevogter, der pinte fanger. Straffen er værre end i v. 25: Før skulle tjeneren sælges, nu overgives han til pine, «indtil han får betalt alt hvad han skyldte». Da gælden er umulig at betale, betyder det en straf uden ende. Kongen tager tjeneren på hans eget ord og regner med ham efter loven.

Eksegetiske noter

• v. 18,21–22 Peter tager udgangspunkt i 18,15–17 om broderen, der synder. Syv er fuldkommenhedens tal, og Peter tror, han er gavmild. Jesu svar hentyder til 1 Mos 4,24, hvor Lamek vil hævne sig syvoghalvfjerds gange. Det græske kan læses som 77 eller 70 × 7 (Luther: «halvfjerds gange syv gange»). Begge dele siger, at tilgivelsen i Guds rige ikke kan tælles.
• v. 18,24 Et talent svarede til ca. 6.000 denarer, og en denar var en daglønners løn for en dag (Matt 20,2). Ti tusinde talenter er altså omkring 60 millioner dagløn. Μύριοι, ti tusinde, var det største talord på græsk. Summen er bevidst urealistisk: Gælden kan ikke afbetales i et menneskeliv. Medtjenerens hundrede denarer er ca. tre måneders løn, en mærkbar, men overkommelig sum.
• v. 18,25–26 At sælge en skyldner med familie som slave var kendt i oldtiden; GT kender trældom for gæld (2 Kong 4,1; 3 Mos 25,39–43). Tjenerens løfte om at betale alt er umuligt. Luther ser deri vores hjertes tanke, at Gud ikke kan være så nådig at eftergive alt, så noget må vi dog selv betale.
• v. 18,27 Kongen gør mere end tjeneren beder om. Han beder om udsættelse, men får gælden eftergivet. Kongen kalder gælden et lån (δάνειον) og giver afkald på det hele. Lignelsen siger ikke, hvordan gælden bliver betalt; det siger evangeliet andre steder (Matt 20,28; 26,28). Luther peger netop på Kristi død som midlet.
• v. 18,31 Medtjenerne «blev meget bedrøvede» og fortalte herren alt. Luther læser det om de kristnes suk og klage til Gud over ubarmhjertighed i menigheden, en klage, som ikke er forgæves.
• v. 18,34–35 Lignelsen ender med dom: Den, der ikke vil tilgive, mister den tilgivelse, han har fået. Det svarer til Matt 6,12.14–15 og bønnen «forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere». Tekstkritik: RP har i v. 35 «deres overtrædelser» (τὰ παραπτώματα αὐτῶν); den kritiske tekst og Den Frie Bibel har det ikke. Meningen er den samme.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, at vi alle står i en gæld over for Gud, som ingen af os kan betale. Når regnskabet gøres op, er vi som tjeneren med de ti tusinde talenter: Dommen er rimelig, og vi har intet at betale med. Men den rammer også, hvordan vi bruger nåden. Tjeneren går fra kongens nåde og griber straks sin medtjener i halsen for hundrede denarer. Sådan holder vi regnskab med andre, bærer nag, tæller krænkelser og vil have vores ret, også i familien og menigheden. Den, der ikke vil tilgive, viser, at han ikke har taget imod nåden, men stadig lever efter loven. Så må han også dømmes efter loven, «indtil han får betalt alt».

Evangeliet: Kongen ser den umådelige gæld og den håbløse tjener, og han får medlidenhed. Han giver ikke udsættelse, men eftergiver alt, uden betaling og uden betingelser. Sådan er Guds hjerte over for den, der beder om nåde. Lignelsen siger ikke, hvem der betaler, men evangeliet gør: Kristus gav sit liv som løsesum for mange og udgød sit blod til syndernes forladelse (Matt 20,28; 26,28). Gælden er strøget for hans skyld. Den, der hører det, er sat fri, og nåden bliver ikke ved ham selv. Den tilgivelse, han har fået, kan han give videre til sin bror, igen og igen, uden at tælle.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 22. søndag efter trinitatis: Kongens medlidenhed i v. 27 er det rette billede af Gud. Den, der tegner Gud som en streng dommer over for den bodfærdige synder, maler ham forkert.
  «Det er den rette og egentlige farve, som man kan og skal male Gud og hans hjerte med, så det bliver allermest træffende.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 22. søndag efter trinitatis: Luther skelner mellem de to regimenter. Forældre og øvrighed skal straffe det onde i deres embede, men i himlenes rige, kirken, skal den enkelte altid tilgive og ikke hævne sig.
  «I den kirke – medmindre du har et særligt embede, hvor Gud befaler dig at straffe uretten – skal det gå sådan til, at den ene altid tilgiver den anden» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 22. søndag efter trinitatis: Luther lægger ord i munden på den, der er krænket: Han skal regne sin egen gæld til Gud op mod næstens lille gæld og så tilgive af hjertet.
  «Er Gud mig nådig og har eftergivet mig så stor en sum ganske gratis for Jesu Kristi, sin Søns, skyld – hvorfor skulle jeg så skændes om en øre eller to?» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Luthers Store Katekismus: Fadervor, 5. bøn: Luther forklarer femte bøn ligesom lignelsen: Gud tilgiver helt gratis, men vores tilgivelse af næsten er et tegn ved siden af løftet. Den, der ikke tilgiver, skal ikke tro, at Gud tilgiver ham.
  «Tilgiver du ikke, så skal du heller ikke tro, at Gud tilgiver dig. Men tilgiver du, så har du den trøst og vished, at du bliver tilgivet i himlen» Læs teksten
• Apologien, artikel V: Om kærligheden og lovens opfyldelse: Apologien afviser, at vores tilgivelse fortjener syndernes forladelse. Kristus knytter løftet til gerningen som et ydre tegn, og vores tilgivelse kommer altid efter Guds.
  «Skal vores tilgivelse altså behage Gud, må den følge efter den tilgivelse, som Gud giver os.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Troen på Kristus: Jacobs nævner v. 21–22 blandt de steder, der viser, at den, der er faldet fra troen, kan blive genoprettet. Den tilgivelse, der ikke tæller, lukker ikke døren for den faldne.
  «At den undertiden genoprettes, fremgår klart af eksemplerne med David og Peter, af de stadige formaninger til de faldne om at omvende sig» Læs teksten

Prædikenspor

Ti tusinde talenter og hundrede denarer

Prædikenen følger lignelsens tre scener. Første trin: Regnskabet. Gælden er så stor, at den aldrig kan betales, og tjenerens løfte er tomt. Sådan står vi for Gud; her kan præsten bruge Luthers ord om, at vi helst vil betale noget selv. Andet trin: Kongens hjerte. Han får medlidenhed og eftergiver alt. Her åbnes evangeliet: Det, lignelsen ikke siger, har Kristus gjort ved at betale med sit liv. Tredje trin: Tjeneren går ud. Den samme mand, der har fået alt, kvæler sin medtjener. Lignelsen ender med dom, men prædikenen kan slutte med kongens spørgsmål som en indbydelse: Den, der hører, hvor stor hans gæld var, og hvor stor nåden er, får lov at give den videre.

Forlad os vor skyld

Et tematisk spor ud fra femte bøn i Fadervor, som teksten lægger sig tæt op ad (Matt 6,12.14–15). Hovedtanken er, at vi hver gang vi beder Fadervor, sætter vores egen tilgivelse ved siden af Guds. Første trin: Bønnen er farlig for den, der bærer nag; Luther siger, at nogle derfor lader Fadervor være ubedt. Andet trin: Det betyder ikke, at vores tilgivelse fortjener Guds. Den Store Katekismus og Apologien siger, at Gud tilgiver gratis, og at vores tilgivelse er et tegn ved løftet. Tredje trin: Derfor begynder vi altid med at modtage. Den, der har fået forladelse ved Kristus, kan bede bønnen med frimodighed og lære at tilgive.

Når jeg ikke kan tilgive

Et sjælesørgerligt spor for dem, der bærer på en dyb krænkelse. Hovedtanken er, at Jesu ord ikke er en ny lov om at kunne glemme, men et kald til at slippe hævnen og overlade sagen til Gud. Første trin: Tag krænkelsen alvorligt. Luther siger selv, at forældre og øvrighed skal straffe det onde; tilgivelse er ikke at kalde det onde godt eller at tie om en forbrydelse. Andet trin: Medtjeneren og jeg står under samme Herre. Hævnen hører ham til. Tredje trin: Den, der ikke kan tilgive, skal ikke først prøve at tvinge sit hjerte, men selv komme til nåden. Kongens medlidenhed gælder også den, der kæmper. Af den tilgivelse vokser evnen til at tilgive.

Lærepunkter i teksten

• Retfærdiggørelsen – Kongen eftergiver hele gælden af medlidenhed, uden betaling og uden fortjeneste; tjeneren kan intet betale.
• De gode gerninger – Tilgivelsen af medtjeneren er ikke betingelse for nåden, men dens frugt: «ligesom jeg forbarmede mig over dig».
• De to regimenter og øvrigheden – Luther skelner: I kirken skal den enkelte tilgive, mens forældre og øvrighed i deres embede skal straffe det onde.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Tjeneren mister den nåde, han har fået, ved at lukke sit hjerte for medtjeneren; nåden kan forspildes.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig – Luthers gendigtning af Sl 130: Ingen kan bestå, hvis Gud holder regnskab, men hos ham er tilgivelse.
• 487 Nu fryde sig hver kristen mand – Luthers salme om den fortabte, som Gud af medlidenhed sender sin Søn til at frelse.
• 696 Kærlighed er lysets kilde – Om Guds kærlighed, der bliver kilden til kærlighed mellem mennesker.
• 698 Kain, hvor er din bror – Om ansvaret for broderen, som Peter spørger om, og som tjeneren svigter.
• 716 Guds godhed vil vi prise – Høstsalme, der takker for Guds gaver gennem året; passer til høst og efterår.