Matt 18,1–14

Teksten i sammenhæng

Teksten indleder Jesu fjerde store tale i Matthæusevangeliet, talen om menigheden i Matt 18. Jesus er i Kapernaum (Matt 17,24), og han har netop for anden gang sagt, at han skal overgives, slås ihjel og opstå (Matt 17,22–23). Alligevel spørger disciplene, hvem der er den største i Himmeriget. Jesus svarer ikke med en rangliste, men stiller et lille barn midt iblandt dem. Han taler til disciplene, altså til sin kirke: Ingen kommer ind i riget uden at blive omvendt og blive som et barn; den, der modtager et barn i hans navn, modtager ham; og ve den, der bringer en af de små, som tror, til fald. Talen slutter med lignelsen om fåret, der farer vild, og Faderens vilje, at ingen af de små skal gå fortabt. Bagefter følger ordene om at vinde sin broder og om tilgivelsen (Matt 18,15–35). Teksten er prædiketekst på 22. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække, sidst i kirkeåret, hvor det kristne liv og de sidste ting kommer i forgrunden.

Opbygning

1. 18,1 Hvem er den største?
2. 18,2 Barnet midt iblandt dem
3. 18,6 Ve den, der bringer de små til fald
4. 18,8 Hug det af, der fører dig til fald
5. 18,10 Ringeagt ikke de små: deres engle ser Faderen
6. 18,12 Hyrden, der søger det vildfarne får

Græske nøgleord

• στρέφω (G4762, v. 18,3) – στρέφω, vende, vende om: Her står aorist konjunktiv στραφῆτε, «hvis I ikke vender om». Formen er passiv, men bruges her intransitivt, så man skal ikke bygge for meget på passiven. Ordet siges til dem, der allerede følger Jesus. Pieper bruger netop dette vers om den daglige, fortsatte omvendelse hos de troende: Også disciple må hele tiden vendes bort fra stoltheden og tilbage til nåden, og det er Guds eget værk.
• ταπεινόω (G5013, v. 18,4) – ταπεινόω, gøre lav, ydmyge: Futurum ταπεινώσει med refleksivt ἑαυτόν, «ydmyge sig selv». Barnet er ikke forbillede ved en særlig dyd, men ved sin lave plads: Det har ingen stilling, ingen fortjeneste og intet krav. At ydmyge sig selv er at tage den plads frem for Gud. Den samme Jesus ydmyger sig selv helt (jf. Fil 2,8), og det er hans vej, disciplene kaldes ind på.
• σκανδαλίζω (G4624, v. 18,6) – σκανδαλίζω, bringe til fald, forarge: Et σκάνδαλον er en fælde eller en snublesten. Ordet går igen seks gange i v. 6–9 (verbet og navneordet). Det handler ikke om at støde nogen, men om at få et menneske til at falde fra troen. Derfor er dommen så hård. Den samme alvor gælder ens egen hånd, fod og øje: Det, der fører væk fra Kristus, skal man skille sig af med.
• μικρός (G3398, v. 18,6) – μικρός, lille, ringe: «En af disse små» går igen i v. 6, 10 og 14 og binder teksten sammen. I v. 6 er det udtrykkeligt de små, «som tror på mig». Ordet glider fra det bogstavelige barn i v. 2–5 til alle Jesu små, de svage og oversete troende. Pieper og Krauth (med et citat fra Chemnitz) bruger v. 6 som skriftbevis for, at børn kan tro.
• καταφρονέω (G2706, v. 18,10) – καταφρονέω, ringeagte, se ned på: Aorist konjunktiv efter μή i en advarsel, «se til, at I ikke ringeagter». Ringeagt er den stille form for forargelse: at regne de små for uvigtige, deres tro for barnlig og deres fald for ligegyldigt. Jesus begrunder advarslen med, at deres engle altid ser Faderens ansigt. De små ligger Faderen på sinde, også når vi overser dem.
• πλανάω (G4105, v. 18,12) – πλανάω, føre vild; passiv: fare vild: Aorist passiv πλανηθῇ og præsens participium τὸ πλανώμενον, «det, der er ved at fare vild». Fåret er ikke kun tabt, det er stadig på vej væk. Ordet bruges også om at blive forført (Matt 24,4–5), og her hænger det sammen med forargelsen i v. 6–9: Den lille, der bliver bragt til fald, farer vild. Hyrden går selv efter det.
• ἀπόλλυμι (G622, v. 18,14) – ἀπόλλυμι, ødelægge; medium: gå fortabt: Aorist konjunktiv medium ἀπόληται, «at en enkelt skal gå fortabt». Det er det samme ord som i Luk 15 om det fortabte får og den fortabte søn. Sætningen er nægtende: Det er ikke Faderens vilje. Her taler teksten om Guds nådevilje over for de små. Den, der går fortabt, gør det ikke, fordi Gud vil det.

Eksegetiske noter

• v. 18,1–5 Parallellerne står i Mark 9,33–37 og Luk 9,46–48. Hos Markus har disciplene diskuteret på vejen, hvem der er størst. Matthæus lader spørgsmålet komme lige efter fortællingen om tempelskatten, hvor Peter har stået i centrum. I Matt 20,20–28 vender striden tilbage. Konkordiebogens Traktat om pavens magt bruger v. 2 imod, at nogen i kirken skal have herredømme over de andre.
• v. 18,4–5 Den Frie Bibel har ved en fejl lagt v. 5 ind i slutningen af v. 4, så v. 5 mangler på sin egen plads. Her vises v. 5 fra 1907. 1992-oversættelsen har den almindelige versdeling. «For mit navns skyld» (ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου) betyder: for Jesu skyld, fordi man hører ham til. Den, der tager imod et sådant barn, tager imod Jesus selv.
• v. 18,6 Møllestenen er en «æselmøllesten» (μύλος ὀνικός), den store overligger i en kværn, som blev drejet af et æsel, ikke en lille håndkværn. Billedet er drukning uden mulighed for at komme op. Jesus siger ikke, at man skal straffe sådan, men at selv den frygteligste død er bedre end det, der venter den, som bringer en lille troende til fald, nemlig den evige dom.
• v. 18,8–9 Ordene om hånd, fod og øje står også i Bjergprædikenen (Matt 5,29–30) og i Mark 9,43–48. Her vender de sig fra at forarge andre til at blive forarget selv. Ordene er ikke en befaling om at lemlæste kroppen, for synden kommer fra hjertet (Matt 15,19). Jesus siger, hvor alvorligt det er: Intet er så dyrebart, at det er værd at miste livet for det. «Ildhelvedet» er γέεννα, Hinnoms dal (Jer 7,31).
• v. 18,10 Verset er grundlaget for talen om børnenes engle, og derfor var Matt 18,1–10 evangelium på Mikkelsdag. At de «altid ser min Fars ansigt», er et billede fra hoffet: De står nærmest kongen. Pieper fremhæver, at Gud sætter englene til at tjene børnene. Både Pieper og Jacobs advarer mod at bygge en lære om, at hvert menneske har sin egen skytsengel, på dette vers alene.
• v. 18,11 Verset «For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte» står i Robinson-Pierpont (RP) og i de fleste senere håndskrifter, men mangler i de ældste (Sinaiticus og Vaticanus) og i den kritiske tekst. Den Frie Bibel og 1992-oversættelsen udelader det, mens 1907 har det i skarp parentes. Ordene står under alle omstændigheder i Luk 19,10, og de udtrykker netop pointen i lignelsen, der følger.
• v. 18,12–14 Lignelsen står også i Luk 15,3–7, men der fortæller Jesus den til farisæerne om syndere, der bliver fundet. Her fortæller han den til disciplene om de små i menigheden, der farer vild. Hos Lukas er fåret «tabt», her er det «faret vild». Baggrunden er Ez 34, hvor Gud selv vil søge sine får. Matthæus slutter med Faderens vilje (v. 14), ikke med glæden i himlen.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører disciplenes spørgsmål som vores eget: Hvem er størst? Vi vil have plads, anseelse og ret, også i kirken. Jesus svarer, at med den holdning kommer man slet ikke ind i Himmeriget. Teksten dømmer også det, vi gør mod de små: de ord og det eksempel, som lærer børn at bande, spotte og lade troen ligge, og den ringeagt, der lader de svage i troen sejle deres egen sø. Ve den, ved hvem forargelsen kommer. Og loven rammer os selv: Det, vi ikke vil give slip på, kan føre os bort fra Kristus og ind i den evige ild.

Evangeliet: Evangeliet står midt i teksten: Det er ikke Faderens vilje, at en eneste af de små skal gå fortabt. Kristus er hyrden, der forlader de nioghalvfems og går op i bjergene efter det ene får, der farer vild, og som glæder sig mere over det, han finder, end over alle de andre. Han er også den, der kalder det lille barn til sig og siger, at den, der tager imod et sådant barn, tager imod ham selv. Den, der ikke har noget at komme med, er ikke for lille for ham. Han slipper ikke de fortabte, men søger dem selv, også når de er langt væk.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Mikkelsdag, 2. prædiken (Matt 18,1–10): Ud fra v. 10 slutter Luther: Når englene, som står for Guds ansigt, gerne tjener de små, så er det at opdrage børn ret en af de største gerninger. Det gælder forældre, lærere, prædikanter og alle, der har med unge at gøre.
  «så måtte vi slutte, at blandt alle gode gerninger er der ingen større eller bedre end at opdrage unge mennesker ret.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Mikkelsdag, 2. prædiken (Matt 18,1–10): Luther klager over, at børn lærer bander og grove ord af de voksne omkring dem og husker det bedre end Fadervor. Møllestenen viser, at det at forarge de små ikke er en bagatel, men en synd, der fører til evig dom.
  «Dermed vil han vise, at sådan forargelse og synd ikke alene skal straffes med den timelige død, men med den evige fordømmelse.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Mikkelsdag, 2. prædiken (Matt 18,1–10): Ordene om at hugge hånd og fod af læser Luther om at blive ved Ordet, også når det koster venner, stilling og brød. Ingen timelig gevinst kan opveje den fare at følge andre ind i forargelsen.
  «Summen af denne advarsel er altså, at vi skal blive ved Ordet, holde fast ved det og ikke spørge efter noget menneske» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Traktaten om pavens magt og overhøjhed: Traktaten bruger barnet i v. 2 som bevis for, at der ikke skal være noget herredømme blandt kirkens tjenere. Svaret på striden om, hvem der er størst, er et barn, der ikke søger magt.
  «Han viser dermed, at der ikke skal være noget herredømme blandt kirkens tjenere, ligesom et barn hverken tager eller søger herredømme for sig selv.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen (den fortsatte omvendelse): Pieper bruger v. 3 om den omvendelse, der varer hele livet. Ordet blev sagt til disciple, der allerede troede, fordi kødet også bor i Guds børn.
  «Nødvendigheden af den fortsatte omvendelse har sin grund i, at det onde kød endnu findes også i Guds børn» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den frelsende tro (børnenes tro): Ud fra v. 6, «de små, som tror på mig», lærer Pieper, at børn har en virkelig tro, der griber Kristus, selv om de ikke kan gøre rede for den. Det er en vigtig støtte for barnedåben.
  «Men på grundlag af Skriften må det ubetinget fastholdes, at det er en tro, som virkelig griber Kristus» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Englene (de gode engles gerninger): Pieper lærer ud fra v. 10, at Gud sætter englene til at tjene børnene, men advarer mod at sige for meget: Verset er ikke noget sikkert bevis for, at hver kristen har sin egen skytsengel.
  «Spørgsmålet, om hver kristen har fået sin egen skytsengel, vil teologerne ikke give et bestemt ja til» Læs teksten

Prædikenspor

Fra den største til den mindste

Sporet følger teksten fra disciplenes spørgsmål til hyrdens søgen. Første trin: Hvem er den største? Spørgsmålet afslører os, også i kirken. Jesus svarer med et barn, der intet har at give, og siger, at man skal vendes om og blive som det for overhovedet at komme ind. Andet trin: Ve den, der bringer de små til fald. Her taler loven skarpt, både om hvordan vi behandler andre, og om det, der fører os selv bort. Tredje trin: Hyrden og det ene får. Gud regner ikke som vi. Han lader de nioghalvfems blive og går efter det ene. Det er evangeliet: Den Søn, der kom for at frelse det fortabte, går også efter dig.

De små i vores midte

Et tematisk spor om børnene og de svage i troen, oplagt hvis der er dåb eller mange familier. Første trin: Jesus stiller barnet i midten. Børn er ikke kirkens fremtid, men dens medlemmer, og de små kan tro på ham. Andet trin: Ansvaret. Luther siger, at der ikke er nogen større gerning end at opdrage unge mennesker ret, og at de lærer det onde af os. Her kan prædikenen nævne bøn, Fadervor og eksemplet derhjemme. Tredje trin: Englene ser Faderens ansigt, og Faderen vil ikke, at én skal gå fortabt. Vi bærer ikke de små alene. De er døbt og hører ham til, og han søger dem selv.

Når du er det får, der farer vild

Et sjælesørgerligt spor for dem, der føler sig langt væk fra Gud, fra kirken eller fra troen fra barndommen. Første trin: Fåret farer vild, det er ikke en engangshændelse, men noget, der stadig sker. Teksten ved, at kristne kan blive forført og falde. Andet trin: Det, der fører bort, skal tages alvorligt. Det kan være vaner, venner eller ting, man ikke vil undvære. Tredje trin: Hyrden er ikke ligeglad. Han søger, til han finder, og glæder sig mere over det ene får end over de mange. Det er Faderens vilje, at ingen af de små skal gå fortabt. Derfor er der en vej hjem i dag.

Lærepunkter i teksten

• Omvendelsen: anger og tro – «Hvis I ikke bliver omvendt og bliver som børn» siges til disciplene: omvendelsen er ikke kun begyndelsen, men hele livets daglige bod.
• Barnedåben – Jesus taler om «de små, som tror på mig». Børn kan tro på ham og hører ham til.
• Englene og Djævelen – De smås engle ser altid Faderens ansigt: Gud sætter englene til at tjene børnene.
• Guds almene nådevilje – Det er ikke Faderens vilje, at en eneste af de små skal gå fortabt; hyrden søger selv det vildfarne får.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 732 Dybt hælder året i sin gang – Efterårssalme til den sene trinitatistid, hvor kirkeåret går mod sin slutning.
• 449 Vor Herre tar de små i favn – Om Jesus, der tager de små til sig, som han stiller barnet i midten.
• 593 En hyrde glemmer fåret ej – Hyrden, der går efter det ene får, der farer vild.
• 41 Lille Guds barn, hvad skader dig – Om Guds barn i Faderens varetægt; Faderen vil ikke, at en af de små går fortabt.
• 664 Frelseren er mig en hyrde god – Kristus som den gode hyrde, der søger og bærer sine får.