23. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 22,15–22

Teksten hører til de sidste dage før påske. Jesus er redet ind i Jerusalem (Matt 21) og lærer nu i templet, hvor ypperstepræster, farisæere og saddukæere angriber ham. Efter tre lignelser, der dømmer folkets ledere (21,28–22,14), kommer tre fældespørgsmål: om skatten til kejseren (22,15–22), om opstandelsen (22,23–33) og om det største bud (22,34–40). Til sidst stiller Jesus selv spørgsmålet om Davids søn (22,41–46). Farisæerne sender deres disciple sammen med herodianerne, der holdt med Herodes-slægten og dermed med Rom. Spørgsmålet skal tvinge Jesus til enten at svigte folket eller at gøre oprør mod kejseren. Han svarer, så de selv fanges, og samtidig sætter han grænser for både kejserens og menneskets krav. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 23. søndag efter trinitatis. Den gamle tekstrække havde samme tekst på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen. Sidst i kirkeåret spørger teksten, hvem vi tilhører.

Loven i teksten: Loven rammer først de fromme spørgere. De taler smukt om sandhed og Guds vej, men de vil ikke lære; de vil fange. Jesus kalder det hykleri. De klager over kejserens åg, men bærer selv hans mønt i lommen og har ikke givet Gud, hvad de skylder ham. Sådan afslører teksten også os: Vi er hurtige til at tale om vores ret over for andre, skat, myndigheder og naboer, men glemmer, hvad vi skylder Gud. Han kræver ikke en del af os, men hele hjertet, frygt, kærlighed og tillid over alle ting. Det har ingen af os givet ham.

Evangeliet i teksten: Den, der står i templet og svarer, er selv den, der giver Gud, hvad Guds er. Få dage efter betaler han det fuldt ud: Han lader sig anklage falsk for at forbyde skatten til kejseren (Luk 23,2) og giver sit liv til Faderen for os. Det, vi skylder Gud og aldrig kan betale, har han betalt. Derfor møder Gud os nu ikke som en kræver, men med syndernes forladelse. Og fordi vi tilhører Kristus, behøver vi hverken frygte kejseren eller gøre ham til gud. Vi kan med god samvittighed tjene i vores kald og stå fast, når nogen kræver det, der kun tilhører Gud.

Prædikenspor: «Fanget i sin egen fælde» · «Hvem bærer du billedet af?» · «Gør regnskabet lige»

Salmeforslag: DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed · DDS 711 Forlen os freden, Herre, nu · DDS 708 Gud lade rolighed og fred · DDS 318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige · DDS 395 Guds ord blev aldrig bundet · DDS 732 Dybt hælder året i sin gang

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Mark 12,38–44

Teksten står i Markusevangeliets kapitel 12, i påskeugen. Jesus er kommet ind i Jerusalem (11,1–11), har renset templet (11,15–19) og undervist i templet, mens de ledende har prøvet at fange ham i hans ord: om hans myndighed, om skatten til kejseren, om opstandelsen og om det største bud (11,27–12,34). Lige før teksten har han spurgt, hvordan Kristus kan være Davids søn, og «den store skare hørte ham gerne» (12,37). Nu advarer han skaren mod de skriftlærde, som elsker ære og samtidig udnytter enker. Så sætter han sig over for tempelkisten, ser en fattig enke lægge sine to småmønter i og kalder disciplene til sig for at vise dem hende. Lige efter forlader han templet og forudsiger, at det skal ødelægges (13,1–2). Parallellen står i Luk 20,45–21,4. I kirkeåret er teksten evangelium på 23. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses Matt 22,15–22 om skatten til kejseren.

Loven i teksten: Loven rammer først de fromme. De skriftlærde kendte Loven bedre end nogen, bad længe og sad forrest, men deres gudsfrygt var blevet et middel til ære og vinding, og det gik ud over enkerne. Jesus kalder det ved navn og siger, at dommen bliver hårdere for den, der kender Guds vilje og bruger den mod andre. Dette spejl passer også på os: når vi gør det gode for at blive set, når vi vil have det fine sæde, og når vores giverglæde holder op, dér hvor det begynder at koste. Ved siden af enken bliver det tydeligt, at også de rige, der gav meget, gav af det, de ikke savnede. Ingen af os kan stå frem med vores gaver for Gud.

Evangeliet i teksten: Jesus ser. Han sætter sig over for tempelkisten og lægger mærke til den, som ingen andre lagde mærke til, og han kalder sine disciple for at vise dem hende. Det er godt nyt for alle de små og oversete: Gud måler ikke efter beløb, stand eller pladsen ved bordet; han ser hjertet og tager imod det ringe. Bag enkens gave står den, der få dage senere giver ikke to mønter, men hele sit liv som løsesum for mange (10,45). Han, der var rig, blev fattig for vores skyld (2 Kor 8,9). Fordi han har givet alt, kan vi frit og glade give, og vores små gaver er velbehagelige for Gud i ham.

Prædikenspor: «To slags fromhed» · «Alt, hvad hun havde at leve af» · «Han ser dig»

Salmeforslag: DDS 11 Nu takker alle Gud · DDS 609 Dybt fornedres skal enhver · DDS 365 Guds kærlighed ej grænse ved · DDS 205 O store Gud, din kærlighed · DDS 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom · DDS 733 Skyerne gråner, og løvet falder

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers