Mark 12,38–44

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Markusevangeliets kapitel 12, i påskeugen. Jesus er kommet ind i Jerusalem (11,1–11), har renset templet (11,15–19) og undervist i templet, mens de ledende har prøvet at fange ham i hans ord: om hans myndighed, om skatten til kejseren, om opstandelsen og om det største bud (11,27–12,34). Lige før teksten har han spurgt, hvordan Kristus kan være Davids søn, og «den store skare hørte ham gerne» (12,37). Nu advarer han skaren mod de skriftlærde, som elsker ære og samtidig udnytter enker. Så sætter han sig over for tempelkisten, ser en fattig enke lægge sine to småmønter i og kalder disciplene til sig for at vise dem hende. Lige efter forlader han templet og forudsiger, at det skal ødelægges (13,1–2). Parallellen står i Luk 20,45–21,4. I kirkeåret er teksten evangelium på 23. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses Matt 22,15–22 om skatten til kejseren.

Opbygning

1. 12,38 Vogt jer for de skriftlærde
2. 12,40 De æder enkers huse op – og får en hårdere dom
3. 12,41 Jesus ser på, hvad der lægges i tempelkisten
4. 12,42 Den fattige enkes to småmønter
5. 12,43 Jesu dom: Hun gav mest, for hun gav alt

Græske nøgleord

• βλέπω (G991, v. 12,38) – βλέπω, se, vogte sig. Bydeform i nutid med ἀπό: «se jer for, tag jer i agt for». Nutid betyder, at det skal være en vedvarende årvågenhed. Det samme ord bruger Jesus om farisæernes surdej (8,15) og igen og igen i talen om de sidste tider (13,5.9.23.33). Advarslen gælder altså ikke kun de skriftlærde dengang, men en fare, som disciplene selv skal holde øje med: den fromhed, der lever af andres beundring.
• κατεσθίω (G2719, v. 12,40) – κατεσθίω, æde op, fortære. Forstavelsen κατα- forstærker: at sluge helt. Ordet bruges om fuglene, der æder sæden (4,4), og om sønnen, der satte faderens formue over styr (Luk 15,30). Her er det enkernes «huse», dvs. deres ejendom og livsgrundlag, der fortæres. Participiet står i nutid og beskriver en vane. Netop enken, som Loven beskytter, bliver offer for dem, der skulle lære Loven.
• πρόφασις (G4392, v. 12,40) – πρόφασις, påskud, foregivende, skin. Dativen προφάσει betyder «for et syns skyld, som påskud». De lange bønner er ikke forkastet i sig selv; men de bruges som facade, så man kan vinde tillid og ære, mens hjertet søger noget andet. Ordet afslører gudsfrygt, der er gjort til et middel. Paulus bruger det samme ord, når han siger, at han aldrig brugte et påskud for havesyge (1 Thess 2,5).
• κρίμα (G2917, v. 12,40) – κρίμα, dom, domsafgørelse. «De vil modtage en hårdere dom» (περισσότερον κρίμα): fremtid og komparativ. Jesus taler om Guds dom, og han siger, at den har grader: Den, der kender Guds vilje og bruger den til at skade andre, rammes hårdere (jf. Luk 12,47–48; Jak 3,1). Fremtidsformen λήψονται peger frem mod den yderste dom; endnu er dommen ikke fuldbyrdet.
• πτωχός (G4434, v. 12,42) – πτωχός, fattig, en der må tigge. Ordet betegner ikke blot den, der har lidt, men den, der intet har at falde tilbage på. Markus sætter det ved siden af χήρα, enke: to ord for den, der står uden beskyttelse. I v. 43 gentager Jesus det med eftertryk: «denne fattige enke». Hun er netop den slags enke, hvis hus de skriftlærde æder op, og Jesus ser hende.
• ὑστέρησις (G5304, v. 12,44) – ὑστέρησις, mangel, trang, det at mangle noget. Ordet står som modsætning til τὸ περισσεῦον, overfloden, i samme vers. De rige gav af det, der var tilovers; hun gav af det, der manglede. Gaven måles ikke efter beløbet, men efter hvad der er tilbage bagefter. Ordet forekommer ellers kun i Fil 4,11, hvor Paulus siger, at han ikke taler ud fra mangel.
• βίος (G979, v. 12,44) – βίος, livsgrundlag, det man lever af. Ikke ζωή, livet selv, men det, livet holdes oppe med: mad, midler, eje (jf. Luk 8,43; 15,12). «Hele sit livsgrundlag» står til sidst i sætningen med eftertryk efter «alt, hvad hun havde». Hun lagde det, hun skulle leve af, i Guds hånd. Kort efter giver Jesus selv ikke sine midler, men sit liv som løsesum for mange (10,45).

Eksegetiske noter

• v. 12,38–39 De skriftlærde var Lovens lærde udlæggere og dommere; mange hørte til farisæerne. De lange kjortler (στολαί) var festdragter, der viste rang. Hilsner på torvet, de forreste sæder i synagogen (bænken foran, med ansigtet mod forsamlingen) og de øverste pladser ved gæstebud var ære, som folk gav dem. Jesus angriber ikke embedet eller kendskabet til Loven, men hjertet, der vil ses og æres af mennesker (jf. Matt 23,5–7; 6,1–6).
• v. 12,40 At «æde enkers huse op» er stik imod Loven og profeterne, hvor Gud er enkens og den faderløses forsvarer (2 Mos 22,21–23; 5 Mos 10,18; 24,17; Es 1,23; 10,1–2). Hvordan det konkret skete, siger teksten ikke. Man har foreslået, at skriftlærde som værger eller rådgivere tog betaling eller forvaltede enkers formue til egen fordel, eller at de lod sig underholde af fromme kvinder. Det sikre er, at fromhed og udnyttelse gik hånd i hånd.
• v. 12,41 Tempelkisten (γαζοφυλάκιον) var efter jødisk overlevering tretten basunformede indsamlingsbøsser i templet; de stod formentlig i kvindernes forgård, hvor også kvinder kunne komme. Tekstkritik: RP har «Jesus» (ὁ Ἰησοῦς) som subjekt i v. 41; den kritiske tekst har kun «han». Desuden har RP i v. 43 «siger» (λέγει) og perfektum βέβληκεν, hvor den kritiske tekst har εἶπεν og aorist ἔβαλεν. Meningen ændres ikke.
• v. 12,42 Et λεπτόν var den mindste kobbermønt i omløb. Markus forklarer for sine læsere, at to af dem udgjorde en κοδράντης, en romersk kvadrant, dvs. en fjerdedel as eller en fireogtresindstyvendedel denar, hvor en denar var en daglejers løn. Den Frie Bibel har «øre». Pointen: Hun havde to mønter og kunne have beholdt den ene. Hun gav begge.
• v. 12,43–44 Jesus kalder disciplene til sig og indleder med «Sandelig siger jeg jer», det højtidelige udtryk for en vigtig lære. Han ser ikke på beløbet, men på, hvad hun gav af, og hvad hun havde tilbage. Udlæggerne læser stedet forskelligt: de fleste som ros af hendes tro og hengivelse; nogle som en klage over et tempel, der lod de fattige give det sidste, i forlængelse af v. 40 og 13,1–2. Teksten selv roser hende, og begge dele kan siges.

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer først de fromme. De skriftlærde kendte Loven bedre end nogen, bad længe og sad forrest, men deres gudsfrygt var blevet et middel til ære og vinding, og det gik ud over enkerne. Jesus kalder det ved navn og siger, at dommen bliver hårdere for den, der kender Guds vilje og bruger den mod andre. Dette spejl passer også på os: når vi gør det gode for at blive set, når vi vil have det fine sæde, og når vores giverglæde holder op, dér hvor det begynder at koste. Ved siden af enken bliver det tydeligt, at også de rige, der gav meget, gav af det, de ikke savnede. Ingen af os kan stå frem med vores gaver for Gud.

Evangeliet: Jesus ser. Han sætter sig over for tempelkisten og lægger mærke til den, som ingen andre lagde mærke til, og han kalder sine disciple for at vise dem hende. Det er godt nyt for alle de små og oversete: Gud måler ikke efter beløb, stand eller pladsen ved bordet; han ser hjertet og tager imod det ringe. Bag enkens gave står den, der få dage senere giver ikke to mønter, men hele sit liv som løsesum for mange (10,45). Han, der var rig, blev fattig for vores skyld (2 Kor 8,9). Fordi han har givet alt, kan vi frit og glade give, og vores små gaver er velbehagelige for Gud i ham.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Kyndelmisse, 2. prædiken (Luk 2,22–32): Luther stiller de skriftkloge og ypperstepræsterne, der kun søgte ære, magt og pragt, over for den fattige, ringe flok, blandt andre enken Anna, som ventede på Kristus. Det er netop modsætningen i teksten mellem de skriftlærde og den fattige enke.
  «Det eneste, de var optaget af, var at leve i stor ære, magt og pragt. Over for dem stod en fattig, lille, ringe flok» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 18. søndag efter trinitatis (Matt 22,34–46): Ud fra Matt 25 siger Luther, at den mindste gave til en fattig kristen er givet til Kristus selv. Ingen gave er for lille til, at han ser den.
  «Når du giver en fattig kristen en skjorte, en frakke, ja, bare et bæger koldt vand, så har du givet det til Kristus.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordieformlen, Solida Declaratio IV: Om gode gerninger: Konkordieformlen skelner mellem lydighedens nødvendighed og tvang. Gerninger, der kun sker udvortes for syns skyld, vil Gud ikke have; Det Nye Testamentes folk giver villigt, for Gud elsker en villig giver (2 Kor 9,7).
  «Sådanne gerninger, der kun sker for syns skyld, vil Gud nemlig ikke have. Det Nye Testamentes folk skal derimod være et villigt folk» Læs teksten
• Apologien, artikel V (III): Om kærligheden og lovens opfyldelse: Apologien kalder de gode gerninger i de ringeste kald og i private forhold hellige ofre, hvor Kristus sejrer over Djævelen; korinthernes indsamling til de fattige nævnes som eksempel.
  «Sådan tænker vi også om enhver god gerning i de ringeste kald og i private forhold. Gennem disse gerninger fejrer Kristus sin sejr over Djævelen.» Læs teksten
• Spener, Om de troendes åndelige præstedømme (tillæg i Jacobs): Spener regner også jordisk gods til de åndelige ofre, alle kristne bringer, når det tjener Guds ære og de nødlidende, og henviser til enkens gave (Luk 21,1–4).
  «og også vort jordiske gods, når vi ser, at hans ære dermed bliver fremmet, og der er anledning til at vise barmhjertighed mod dem, der er i nød» Læs teksten
• Myconius, Reformationens historie, kap. II: Myconius bruger Jesu ord om dem, der æder enkers huse op, om afladshandelen i 1517: Folk begyndte at mistænke, at man ikke ville løse dem fra synden, men fra deres penge.
  «men snarere at løse dem fra deres penge og gods og at fortære enkers og forældreløses huse, som Kristus siger.» Læs teksten

Prædikenspor

To slags fromhed

Sporet følger teksten og stiller de to billeder over for hinanden: de skriftlærde, der vil ses, og enken, som ingen ser. Første trin: Jesu advarsel. Den gælder ikke andres hykleri, men den fromhed i os selv, der lever af anerkendelse og tåler at gå ud over de svage. Andet trin: Jesus sætter sig over for tempelkisten. Han ser både de riges store beløb og enkens to mønter, og han måler anderledes end vi. Tredje trin: Enken peger hen på ham, der få dage senere gav ikke af sin overflod, men hele sit liv. Hans gave dømmer vores facade og bærer os, når vi ikke har andet at komme med end tomme hænder.

Alt, hvad hun havde at leve af

Et tematisk spor om giverglæde og tillid. Første trin: Pengene afslører hjertet. Store Katekismus kalder Mammon den mest almindelige afgud; det, vi ikke kan give slip på, er det, vi stoler på. Andet trin: Enken gav begge mønter og lagde dermed sit livsgrundlag i Guds hånd. Det er ikke et krav om at tømme kontoen, men et billede på troen, der stoler mere på Gud end på det, man har. Tredje trin: Vi giver, fordi vi har fået. Kristus blev fattig for vores skyld, så vi kunne blive rige (2 Kor 8,9). Hans gave gør os frie til at give villigt, ikke af tvang, og Gud elsker en glad giver.

Han ser dig

Et sjælesørgerligt spor for dem, der føler sig små, oversete eller udnyttede: enker, ensomme, de, der ikke har meget at give. Første trin: Enken er netop sådan en, hvis hus de skriftlærde æder op; ingen i templet lagde mærke til hende. Andet trin: Jesus sætter sig og ser netop hende, kalder disciplene og gør hende til forbillede. Hos ham er det ringe ikke ringe. Tredje trin: Han ser ikke kun vores gave, men os selv, og han gav sig selv for os. Den, der ikke har andet end to småmønter, tro, bøn og tak, bringer en gave, Gud tager imod for Kristi skyld. Prædikenen kan slutte med løftet om, at Gud er de svages forsvarer.

Lærepunkter i teksten

• De gode gerninger – Gud vurderer gaven efter hjertet og troen, ikke efter beløb eller anseelse; gerninger for syns skyld behager ham ikke.
• Den yderste dom og verdens ende – Jesus siger, at de skriftlærde vil få en hårdere dom: Den yderste dom har grader efter kundskab og ansvar.
• Prædikeembedet – Advarslen mod de skriftlærde rammer lærere, der bruger embedet til ære og vinding i stedet for at tjene de svage.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 11 Nu takker alle Gud – Takken for alt, Gud giver os, er grunden til al vores givning.
• 609 Dybt fornedres skal enhver – Om at den, der ophøjer sig selv, skal fornedres – svarer til advarslen mod de skriftlærdes ærgerrighed.
• 365 Guds kærlighed ej grænse ved – Diakonisalme: Guds kærlighed gør os rede til at dele med den, der er i nød.
• 205 O store Gud, din kærlighed – Peger fra enkens gave hen på Kristus, der gav hele sit liv for os.
• 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom – Sidst i trinitatistiden: Kristi komme til dom, som teksten taler om i v. 40.
• 733 Skyerne gråner, og løvet falder – Efterårssalme om det falmende løv og Guds trofasthed; passer til den sene trinitatistid.