Matt 22,15–22

Teksten i sammenhæng

Teksten hører til de sidste dage før påske. Jesus er redet ind i Jerusalem (Matt 21) og lærer nu i templet, hvor ypperstepræster, farisæere og saddukæere angriber ham. Efter tre lignelser, der dømmer folkets ledere (21,28–22,14), kommer tre fældespørgsmål: om skatten til kejseren (22,15–22), om opstandelsen (22,23–33) og om det største bud (22,34–40). Til sidst stiller Jesus selv spørgsmålet om Davids søn (22,41–46). Farisæerne sender deres disciple sammen med herodianerne, der holdt med Herodes-slægten og dermed med Rom. Spørgsmålet skal tvinge Jesus til enten at svigte folket eller at gøre oprør mod kejseren. Han svarer, så de selv fanges, og samtidig sætter han grænser for både kejserens og menneskets krav. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 23. søndag efter trinitatis. Den gamle tekstrække havde samme tekst på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen. Sidst i kirkeåret spørger teksten, hvem vi tilhører.

Opbygning

1. 22,15 Fælden bliver lagt
2. 22,16 Smiger og spørgsmålet om skatten
3. 22,18 Jesus afslører hykleriet og beder om mønten
4. 22,21 Giv kejseren hans og Gud hans
5. 22,22 Modstanderne undrer sig og går

Græske nøgleord

• παγιδεύω (G3802, v. 22,15) – παγιδεύω, fange (i en fælde): Ordet kommer af παγίς, snare, og bruges kun her i NT. Det er et jægerord: Spørgsmålet er ikke ment som et ærligt spørgsmål, men som en snare, der skal smække, uanset om Jesus svarer ja eller nej. Konjunktiv aorist efter ὅπως udtrykker hensigten med deres rådslagning.
• κῆνσος (G2778, v. 22,17) – κῆνσος, skat: et latinsk låneord (census), dvs. den personskat, som Rom krævede af hver enkelt indbygger i Judæa. Det var ikke en hvilken som helst afgift, men selve tegnet på at være underlagt kejseren. Derfor var spørgsmålet så sprængfarligt: Det handlede om, hvem landet og folket tilhørte.
• ὑποκριτής (G5273, v. 22,18) – ὑποκριτής, hykler: oprindelig en skuespiller, der taler bag en maske. Jesus river masken af smigeren i v. 16: De roser hans sandfærdighed, men de søger ikke sandheden. Ordet går igen i hele dommen over de skriftkloge og farisæerne i Matt 23, hvor «hyklere» lyder igen og igen.
• πειράζω (G3985, v. 22,18) – πειράζω, prøve, friste: Præsens: Det er det, de er i gang med lige nu. Det er samme ord, som bruges om Djævelens fristelse i ørkenen (Matt 4,1.3). Bag det fromme spørgsmål står en fristelse, der vil få Jesus til at falde. Han består den, som han bestod fristelsen i ørkenen.
• εἰκών (G1504, v. 22,20) – εἰκών, billede: Mønten bærer kejserens billede og derfor hans ejermærke. Ordet er det samme, som Septuaginta bruger om mennesket skabt i Guds billede (1 Mos 1,26–27). Det ligger derfor nær at spørge, hvem der har sat sit billede på mennesket. Teksten siger det ikke direkte, så pointen bør bruges varsomt.
• ἀποδίδωμι (G591, v. 22,21) – ἀποδίδωμι, give tilbage, betale det skyldige: Modstanderne spurgte, om man må «give» (δοῦναι, v. 17). Jesus svarer med «give tilbage» (ἀπόδοτε, aorist imperativ). Skatten er ikke en gave, men en skyld, der betales til den, den tilhører. Samme ord bruges i Rom 13,7 om at give alle, hvad man skylder dem.

Eksegetiske noter

• v. 22,15–16 Farisæerne og herodianerne var normalt modstandere. Farisæerne så den romerske skat som en tung byrde for Guds folk, mens herodianerne støttede Herodes-slægten, der regerede med Roms velsignelse. At de går sammen, viser, hvor meget de vil af med Jesus. Den samme alliance nævnes i Mark 3,6 og 12,13. Smigeren i v. 16 skal binde Jesus: En, der «ikke gør forskel på folk», kan ikke vige uden om.
• v. 22,17 Personskatten blev indført, da Judæa i år 6 e.Kr. blev romersk provins. Det udløste Judas fra Galilæas oprør (ApG 5,37), som afviste at have nogen anden herre end Gud. Et ja ville derfor gøre Jesus til forræder i folkets øjne, og et nej kunne meldes til romerne som oprør. Lukas fortæller, at han siden netop blev anklaget for at forbyde skatten (Luk 23,2).
• v. 22,19–20 En denar var en romersk sølvmønt og en almindelig dagløn (Matt 20,2). Mønterne fra Tiberius’ tid bar kejserens portræt og en indskrift, der kaldte ham søn af den guddommelige Augustus. For fromme jøder var det anstødeligt (jf. 2 Mos 20,4). Det er afslørende, at Jesus ikke selv har en sådan mønt, mens modstanderne straks kan fremvise en, og det midt i templet, hvor Jesus underviser (21,23).
• v. 22,21 Svaret er hverken undvigende eller et kompromis. Kejseren har et begrænset krav: det, der er hans, ikke alt. Gud har et ubegrænset krav: det, der er Guds, og det omfatter hele mennesket. Svaret anerkender den verdslige magt (jf. Rom 13,1–7; 1 Pet 2,13–17) og sætter den samtidig under Gud. Hvor de to krav strider mod hinanden, gælder ApG 5,29: Man skal adlyde Gud mere end mennesker.
• v. 22,22 Modstanderne «undrer sig» (ἐθαύμασαν), men de tror ikke. Undren er ikke det samme som omvendelse; de forlader ham og går. Parallellerne står i Mark 12,13–17 og Luk 20,20–26, hvor Lukas tilføjer, at de ikke kunne fange ham i hans ord over for folket, og at de tav (Luk 20,26).

Lov og evangelium

Loven: Loven rammer først de fromme spørgere. De taler smukt om sandhed og Guds vej, men de vil ikke lære; de vil fange. Jesus kalder det hykleri. De klager over kejserens åg, men bærer selv hans mønt i lommen og har ikke givet Gud, hvad de skylder ham. Sådan afslører teksten også os: Vi er hurtige til at tale om vores ret over for andre, skat, myndigheder og naboer, men glemmer, hvad vi skylder Gud. Han kræver ikke en del af os, men hele hjertet, frygt, kærlighed og tillid over alle ting. Det har ingen af os givet ham.

Evangeliet: Den, der står i templet og svarer, er selv den, der giver Gud, hvad Guds er. Få dage efter betaler han det fuldt ud: Han lader sig anklage falsk for at forbyde skatten til kejseren (Luk 23,2) og giver sit liv til Faderen for os. Det, vi skylder Gud og aldrig kan betale, har han betalt. Derfor møder Gud os nu ikke som en kræver, men med syndernes forladelse. Og fordi vi tilhører Kristus, behøver vi hverken frygte kejseren eller gøre ham til gud. Vi kan med god samvittighed tjene i vores kald og stå fast, når nogen kræver det, der kun tilhører Gud.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 23. søndag efter trinitatis: Luther kalder teksten et mesterstykke: Fælden, farisæerne lagde for Jesus, lukker sig om dem selv, fordi deres eget svar om mønten giver ham sværdet i hånden.
  «De ville fange ham i hans ord, og de fanger sig selv. For han behøver hverken at sige ja eller nej til sådan et spørgsmål.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 23. søndag efter trinitatis: Det første stykke, Luther lærer af jødernes eksempel, er at gøre regnskabet lige: Før vi klager over den uret, mennesker gør os, skal vi se på vores uret over for Gud, og det fører til bøn om tilgivelse.
  «Dér finder jeg et langt register, og det overbeviser mig om, at jeg er ti gange værre og har syndet ti gange, ja, tusind gange mere imod Gud end min næste imod mig.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 23. søndag efter trinitatis: Det andet stykke er de to riger: Kejseren har magt over legeme og gods, men hjertet tilhører Gud. Vil kejseren også regere i Guds sager, går han over sin grænse.
  «Han vil lade legeme og gods, hus og gård være kejseren underdanige, blot hjertet forbliver hans, så han kan regere i hjertet ved sit ord og sin Ånd.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Den Augsburgske Bekendelse, art. 16: Om borgerlige forhold: Bekendelsen siger det samme som Jesu svar: Evangeliet omstøder ikke det verdslige styre, men kristne skal adlyde øvrigheden, og når den byder synd, skal man adlyde Gud mere end mennesker.
  «Derfor har de kristne pligt til at underordne sig øvrigheden og adlyde dens bud i alt, hvad der kan ske uden synd.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Pieper bruger Matt 22,21 til at vise, at kirken ikke skal kæmpe for en bestemt styreform, men ære den bestående øvrighed som Guds ordning.
  «Den lutherske kirke går hverken ind for demokrati, oligarki eller monarki, men anerkender den bestående styreform som Guds ordning.» Læs teksten

Prædikenspor

Fanget i sin egen fælde

Sporet følger teksten. Første trin: Farisæerne og herodianerne lægger en snare med smiger og et spørgsmål, der ikke kan besvares med ja eller nej. Andet trin: Jesus ser igennem dem, beder om mønten og lader deres eget svar dømme dem. De bærer kejserens billede i lommen, men har ikke givet Gud, hvad de skylder ham. Det spejl holdes også op for os. Tredje trin: Han, der ikke lod sig fange i ord, lader sig få dage efter fange og dømme på en falsk anklage om netop skatten (Luk 23,2). Han giver Gud det, vi skyldte, og frit giver han sig selv for os. Prædikenen kan slutte ved det, der var modstandernes fejl: undren uden tro. Vi får lov at blive hos ham.

Hvem bærer du billedet af?

Sporet er tematisk og bygger på de to riger. Første trin: Kejseren har sit, og det er ikke lidt: skat, lov, orden og fred. Det er Guds gode ordning, og en kristen tjener næsten ved at bære sin del i sit kald (CA 16). Andet trin: Men kejseren har ikke alt. Mønten bærer hans billede, mennesket er skabt i Guds billede (1 Mos 1,27) og tilhører Gud med hjerte og samvittighed. Hvor staten, markedet eller vores egen ære vil have hjertet, gælder ApG 5,29. Tredje trin: Gudsbilledet er ødelagt i os, men Kristus er Guds billede (Kol 1,15), og i dåben fornyer han det i os. Sådan bliver vi Guds ejendom.

Gør regnskabet lige

Sporet er sjælesørgerligt og bygger på Luthers første stykke i Huspostillen. Første trin: Mange bærer på en følelse af at blive behandlet uretfærdigt, af myndigheder, arbejdsgivere eller familie. Det kan være sandt, og der er ret og domstole til at søge sin ret ad ordentlige veje. Andet trin: Men Luther siger: Gør regnskabet lige. Se også på, hvad du skylder Gud. Det fører ikke til at gøre uret mindre, men til ydmyghed og bøn: «Herre, tilgiv, så vil jeg også tilgive.» Tredje trin: Den store skyld er betalt af Kristus. Den, der har fået tilgivet hos Gud, kan bære uret uden bitterhed og give kejseren hans og Gud sit hjerte.

Lærepunkter i teksten

• De to regimenter og øvrigheden – Jesus skelner mellem kejserens og Guds krav: Øvrigheden har sit område fra Gud, men har ingen magt over samvittigheden og troen.
• Kald, stand og ægteskab – At give kejseren, hvad hans er, betyder at blive i sit kald og tjene næsten dér, ikke flygte fra verden.
• Lov og evangelium – «Gud det der tilhører Gud» afslører, at vi skylder Gud alt, og peger på Kristus, der har betalt skylden.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed – Sidst i kirkeåret: Kristi genkomst, når alle verdens magter skal stå til regnskab.
• 711 Forlen os freden, Herre, nu – Bøn om fred i vores tid og under øvrigheden, Gud har sat.
• 708 Gud lade rolighed og fred – Fædrelandssalme: forbøn for land og folk, kejserens del i Guds hånd.
• 318 Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige – Kristi rige er åndeligt og ikke af denne verden, Guds del af mennesket.
• 395 Guds ord blev aldrig bundet – Ingen jordisk magt kan binde Guds ord, det, der tilhører Gud.
• 732 Dybt hælder året i sin gang – Senefterårssalme om året, der hælder, og håbet i Kristus; passer til kirkeårets slutning.