Joh 5,17–29

Teksten i sammenhæng

Teksten er Jesu svar efter helbredelsen af den lamme ved Betesda-dammen (Joh 5,1–16). Det skete på en sabbat, og derfor forfulgte de ledende jøder i Jerusalem Jesus (5,16). Han forsvarer sig ikke med en undskyldning, men med et krav: Min Far arbejder indtil nu, og jeg arbejder. Det forstår modstanderne rigtigt som et krav på at være Guds lige, og nu vil de slå ham ihjel (v. 18). Så følger en lang tale, hvor Jesus siger, hvem han er: Sønnen gør det samme som Faderen, han gør levende, og han har fået hele dommen. Talen fortsætter med vidnerne om ham (5,30–47). I kirkeåret er teksten evangelium på 24. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses Matt 9,18–26 om Jairus’ datter. Begge tekster handler om Jesu magt over døden. Søndagen falder bort i år med meget sen påske. Den hører til kirkeårets sidste tid, hvor dommen og den yderste dag træder frem.

Opbygning

1. 5,17 Min Far arbejder, og jeg arbejder
2. 5,19 Sønnen gør det samme som Faderen
3. 5,24 Den, der hører og tror, er gået over til livet
4. 5,25 Timen er nu: De døde hører Guds Søns stemme
5. 5,28 Timen kommer: Alle i gravene skal gå ud

Græske nøgleord

• ἐργάζομαι (G2038, v. 5,17) – ἐργάζομαι, arbejde, virke. Præsens og «indtil nu» siger, at Faderen ikke har holdt op med at virke siden skabelsen: Han opholder og styrer verden også på sabbatten. Når Jesus føjer til «og jeg arbejder», sætter han sin egen gerning ved siden af Faderens. Det er ikke et forsvar for en undtagelse fra sabbatsbuddet, men et krav på at gøre Guds egen gerning. Pieper bruger stedet om Faderens og Sønnens ene almagtsvirkning.
• ἴσος (G2470, v. 5,18) – ἴσος, lig, af samme rang. Modstanderne siger, at Jesus «gør sig selv lig Gud» (ἴσον ἑαυτὸν ποιῶν τῷ θεῷ). De har forstået ham rigtigt: Når han kalder Gud sin egen (ἴδιος) Far, siger han mere end andre fromme jøder. Det, de kalder gudsbespottelse, retter Jesus ikke; han forstærker det i resten af talen (v. 19–23).
• ζωοποιέω (G2227, v. 5,21) – ζωοποιέω, gøre levende. Ordet bruges i NT om Guds skabende magt, som giver liv, hvor der var død (Rom 4,17; 1 Kor 15,22). Her siger Jesus, at Sønnen gør levende «hvem han vil» – han giver livet af egen magt ligesom Faderen. Præsens beskriver Sønnens vedvarende gerning. Sammenhængen viser, at den sker nu, i Ordet (v. 24–25), og fuldt ud på den yderste dag (v. 28–29).
• μεταβαίνω (G3327, v. 5,24) – μεταβαίνω, gå over, flytte fra et sted til et andet. Perfektum μεταβέβηκεν betyder: er gået over og står nu på den anden side. Den, der hører Ordet og tror, er ikke på vej mod livet, men har allerede skiftet sted, fra døden til livet. Pieper kalder det en fuldbyrdet kendsgerning, som troen er vis på (jf. 1 Joh 3,14). Det er grunden til frelsesvisheden.
• κρίσις (G2920, v. 5,24) – κρίσις, dom, fordømmelse. Ordet går igen i teksten (v. 22, 24, 27 og 29). Det kan betyde selve dommen og dens udfald, fordømmelsen; derfor skriver Den Frie Bibel «fordømmelse», mens andre oversætter «dom». Hele dommen er givet til Sønnen (v. 22), men den, der tror, «kommer ikke til dom» (v. 24). Den samme, som skal dømme, er altså den, der frikender den troende allerede nu.
• φωνή (G5456, v. 5,25) – φωνή, stemme, røst. De døde skal høre Guds Søns stemme (v. 25), og alle i gravene skal høre hans stemme (v. 28). Det er det samme ord, men to tider: nu i forkyndelsen, hvor åndeligt døde vækkes til tro, og på den yderste dag, hvor legemerne vækkes. Begge gange er det Kristi ord, der giver liv.

Eksegetiske noter

• v. 5,17–18 Baggrunden er sabbatsbuddet (2 Mos 20,8–11) og Guds hvile på den syvende dag (1 Mos 2,2–3). At Gud hviler, betyder ikke, at han ophører med at opholde verden, og Jesus bygger på netop det. Han kalder Gud «min Far» uden at sige «vores Far». Det er det, modstanderne hører som et krav på at være Guds lige. Johannes retter ikke deres forståelse; han bekræfter den (Joh 1,1; 10,30–33).
• v. 5,19–20 «Sønnen kan intet gøre af sig selv» er ikke en indrømmelse af, at han er mindre end Faderen. Det siger tværtimod, at Faderen og Sønnen ikke har to gerninger, men én: Hvad Faderen gør, gør Sønnen «ligeledes» (ὁμοίως). Pieper fremhæver, at Jesus ikke trækker sit krav tilbage, men begrunder det. «Større gerninger end disse» (v. 20) peger frem mod at gøre døde levende og holde dom (v. 21–22).
• v. 5,24 Verset er tekstens evangeliske midtpunkt. Tre udsagn står i nutid og perfektum: har evigt liv, kommer ikke til dom, er gået over. Det evige liv begynder altså ikke først efter døden, men er en gave nu til den, der hører Ordet og tror. Jacobs og Pieper bruger verset som hovedsted for, at den troende ikke kommer for dommen, og for frelsens vished.
• v. 5,25–28 Læg mærke til forskellen: I v. 25 står «en time kommer, og den er nu», i v. 28 kun «en time kommer». Den første time er nu: De åndeligt døde hører Guds Søns stemme i forkyndelsen og bliver levende i troen (jf. Ef 2,1–5). Den anden er den yderste dag, hvor «alle de i gravene» skal høre stemmen. Det er den legemlige opstandelse, både for retfærdige og uretfærdige (ApG 24,15).
• v. 5,27 «Fordi han er Menneskesøn» står uden kendeord (υἱὸς ἀνθρώπου), det eneste sted i Johannesevangeliet. Baggrunden er Dan 7,13–14, hvor en som en menneskesøn får magten og riget. Jesus dømmer ikke blot som Gud, men som den Gud, der er blevet menneske. Konkordieformlen og Pieper bruger verset om, at magten til at dømme er givet Kristus efter hans menneskelige natur. Dommeren er altså vores bror og Frelser.
• v. 5,29 «De som har gjort det gode» betyder ikke, at det evige liv fortjenes ved gerninger. Modstanderne brugte verset sådan på reformationstiden, men Apologien svarer, at når det evige liv tilkendes gerninger, tilkendes det dem, der er retfærdiggjort. Gerningerne er troens frugt og vidnesbyrd. Sammenhængen siger det samme: Livet gives den, der hører og tror (v. 24), og troens gerning er at tro på ham, Gud har sendt (Joh 6,29).

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser mennesker, der er så optaget af at forsvare sabbatten, at de vil slå ham ihjel, som gør Guds gerning lige foran dem. Det fromme blik på reglerne gør dem blinde for Guds Søn. Det kan ske for os også: Vi kan vide meget om Gud og alligevel stå Jesus imod, fordi han ikke passer ind i vores fromhed. Jesus siger klart: Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen (v. 23). Der findes ingen gudstro uden om ham. Og teksten slutter alvorligt: Alle i gravene skal høre hans stemme, og der er en opstandelse til dom (v. 29). Døden er ikke enden, og ingen slipper uden om at møde ham. Uden ham står vi med vores egne gerninger, og de kan ikke bære.

Evangeliet: Men den, der skal dømme, er den samme, som nu taler til os: Den som hører mit ord og tror, har evigt liv og kommer ikke til dom (v. 24). Dommeren har selv afgjort sagen på forhånd. Han er Menneskesønnen, som gik i døden for os, og hans dom over den troende lyder: fri. Det evige liv er ikke kun et håb for fremtiden, men en gave i dag: Den troende er allerede gået over fra døden til livet. Hans stemme lyder nu, i prædikenen, i dåben og ved alterbordet, og den samme stemme skal en dag kalde os ud af graven til livet.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 24. søndag efter trinitatis (Matt 9,18–26, 1. tekstrække): Over søndagens anden tekst om Jairus’ datter siger Luther, at Kristi ord gør det modsatte af det, vi ser: Han kalder døde levende og syndere hellige. Det svarer til Joh 5,24–25.
  «For det koster mig ikke mere end et ord, så må synd, død og sygdom vige, og retfærdighed, liv og sundhed være der i stedet.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 16. søndag efter trinitatis (Luk 7,11–17): Luther citerer Joh 5,28–29 som trøst mod dødsfrygten: Døden kan ikke mere end lægge de kristne til at sove, og Kristus vækker dem med et ord.
  «at de kristne, selv om de dør, ikke er døde, men sover, og så let, at Kristus kan vække dem med en finger.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi sande guddom: Pieper viser ud fra v. 17–19, at Jesus ikke tager sit krav tilbage, da jøderne anklager ham for at gøre sig lig Gud, men forstærker det: Faderen og Sønnen har én og samme gerning.
  «Sønnen kan intet gøre af sig selv, fordi der ikke er to almagtsvirkninger, men kun én og samme almagtsvirkning i Faderen og Sønnen.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: De dødes opstandelse: Ud fra v. 21–28 lærer Pieper, at opvækkelsen og dommen sker ved den menneskevordne Søn. Forløseren og dommeren er den samme.
  «Efter den guddommelige husholdning forholder det sig sådan, at verdens Forløser også er den, der opvækker de døde og dømmer verden.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den yderste dom: Pieper forklarer, hvordan «alle skal dømmes» og «den, der tror, kommer ikke for dommen» (v. 24) hænger sammen: ved at skelne mellem lov og evangelium.
  «Fordi de troendes synder er forladt, er det for dem ikke loven, men evangeliet, der er norma iudicii, det vil sige: de dømmes overhovedet ikke.» Læs teksten
• Konkordiebogen, Apologien: Om kærligheden og lovens opfyldelse: Modstanderne brugte v. 29 som bevis for, at gerninger fortjener det evige liv. Apologien svarer, at Skriften her taler om de retfærdiggjortes gerninger, som er troens frugt.
  «Når det evige liv derfor tilkendes gerninger, tilkendes det dem, der er blevet retfærdiggjort.» Læs teksten

Prædikenspor

Timen er nu

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken: Jesus taler om to timer, og vi lever mellem dem. 1) Sabbatsstriden: Jesus gør Guds gerning, og de fromme vil slå ham ihjel. Han svarer med at sige, hvem han er: Sønnen, der gør det samme som Faderen, giver liv og skal dømme. 2) Den første time er nu (v. 25): Hans stemme lyder i forkyndelsen, og den, der hører og tror, er allerede gået over fra døden til livet (v. 24). 3) Den anden time kommer (v. 28–29): Alle i gravene skal høre den samme stemme. Hvem man er, når den time kommer, afgøres af, om man har hørt ham i den første. Derfor lyder evangeliet i dag: Hør hans ord, og du har livet.

Dommeren er vores Frelser

Et tematisk spor om den yderste dom i kirkeårets sidste tid. Hovedtanken: Dommen er givet til Menneskesønnen, og det er godt nyt. 1) Dommen er alvorlig: Alle skal stå frem, og der er en opstandelse til fordømmelse (v. 29). Vi kan ikke bære vores egne gerninger frem. 2) Men dommeren er Menneskesønnen (v. 27), Gud, der blev menneske og døde for vores synder. Pieper siger det kort: Forløseren er den, der opvækker og dømmer. 3) Derfor kan Jesus sige, at den, der tror, ikke kommer for dommen (v. 24). Hans dom over den troende er allerede afsagt i evangeliet: tilgivet. Den troende kan derfor se frem til dagen med frimodighed i stedet for frygt.

Er jeg gået over?

Et sjælesørgerligt spor for den, der er bange for døden eller tvivler på sin frelse. Hovedtanken: Visheden hviler ikke på, hvad vi mærker, men på Jesu ord. 1) Mange spørger: Er jeg god nok? Har jeg gjort det gode (v. 29)? Ser man på sig selv, bliver svaret usikkert. 2) Jesus siger noget andet: Den, der hører mit ord og tror, har evigt liv, kommer ikke til dom og er gået over fra døden til livet (v. 24). Det står i perfektum, som noget, der er sket. 3) Døden ændrer ikke på det. Luther siger, at døden ikke kan mere end lægge de kristne til at sove, og at Kristus vækker dem med et ord. Den stemme, der kalder dig i dag, kalder dig også ud af graven.

Lærepunkter i teksten

• Treenigheden – Faderen og Sønnen har én gerning, ét liv og én ære (v. 17–23); den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen.
• Ordets kraft – Kristi stemme gør døde levende: Den, der hører hans ord og tror, har evigt liv nu (v. 24–25).
• Den yderste dom og verdens ende – Hele dommen er givet til Menneskesønnen (v. 22.27), men den troende kommer ikke for dommen (v. 24).
• De dødes opstandelse – Alle i gravene skal høre hans stemme og gå ud, til liv eller til dom (v. 28–29).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 276 Dommer over levende og døde – Kirkeårets sidste tid: Kristus som dommer, som v. 22 og 27 siger.
• 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom – Forventning om dommen uden frygt, fordi dommeren er Frelseren.
• 560 Det livets ord vi bygger på – «Den som hører mit ord … har evigt liv» (v. 24).
• 233 Jesus lever, graven brast – Den levende Herre, der har liv i sig selv og giver det videre (v. 26).
• 542 Døden er den sidste fjende – Opstandelseshåbet: Alle i gravene skal høre hans stemme (v. 28).
• 732 Dybt hælder året i sin gang – Senefterårssalme om året, der hælder, og håbet i Kristus; passer til kirkeårets slutning.