Matt 9,18–26

Teksten i sammenhæng

Matthæus samler i kapitel 8–9 en række undergerninger efter Bjergprædikenen. Jesus har vist sin myndighed i ord (kap. 5–7), og nu viser han den i gerning: over sygdom, storm, dæmoner, synd og til sidst over døden. Lige før vores tekst har Jesus spist sammen med toldere og syndere og svaret på spørgsmålet om faste med ordene om brudgommen og den nye vin (9,14–17). «Mens han talte om dette», kommer en synagogeforstander. Han hedder Jairus hos Markus og Lukas (Mark 5,21–43; Luk 8,40–56), men Matthæus fortæller kortere og lader kun troen og Jesu ord stå tilbage. To mennesker, som ingen kunne hjælpe, møder Jesus på samme vej: en kvinde, der har været uren i tolv år, og en far, hvis datter er død. Efter teksten følger helbredelsen af to blinde og en stum (9,27–34), og i 11,5 svarer Jesus Johannes Døberen: «døde oprejses». Teksten er prædiketekst på 24. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den søndag findes ikke alle år, for antallet af trinitatissøndage afhænger af påsken. Den ligger sent i kirkeåret, omkring allehelgen, når døden og det evige liv er i fokus. I den gamle tekstrække lå teksten på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag.

Opbygning

1. 9,18 Faderen beder for sin døde datter
2. 9,20 Kvinden rører ved kvasten på hans kappe
3. 9,22 «Vær ved godt mod, datter, din tro har frelst dig»
4. 9,23 «Pigen er ikke død, men sover»
5. 9,25 Jesus griber hendes hånd, og hun rejser sig

Græske nøgleord

• προσκυνέω (G4352, v. 9,18) – προσκυνέω, kaste sig ned for, tilbede. Forstanderen falder ned for Jesus, før han beder. Matthæus bruger ordet om dem, der kommer til Jesus i nød (8,2; 15,25) og om disciplenes tilbedelse af den opstandne (28,9.17). Imperfektum maler scenen for os: Han ligger på knæ foran Jesus og beder. En fornem mand lægger sin værdighed fra sig, fordi han ved, at kun denne kan hjælpe.
• κράσπεδον (G2899, v. 9,20) – κράσπεδον, kvast, flig. Ordet betegner sandsynligvis en af de kvaster, som Loven bød israelitterne at bære på hjørnerne af kappen (4 Mos 15,38–41; 5 Mos 22,12), til minde om Herrens bud. Jesus bar altså den almindelige jødiske dragt. Kvinden griber ikke efter en ting med kraft i sig selv, men efter ham, der bærer den. Se også 14,36.
• σώζω (G4982, v. 9,22) – σῴζω, frelse, redde, helbrede. Ordet står tre gange: Hun regner med at blive frelst (v. 21, futurum passiv), Jesus siger, at hendes tro har frelst hende (perfektum: en afsluttet gerning, hvis virkning varer), og hun «blev frelst» (aorist passiv). Ordet rummer både helbredelse af legemet og frelse i fuld forstand. Passiv viser, at det er noget, der sker for hende, ikke noget, hun selv gør.
• θαρσέω (G2293, v. 9,22) – θαρσέω, være ved godt mod. Imperativ i præsens: «Vær frimodig!» Jesus siger det samme til den lamme, før han tilgiver ham hans synder (9,2), og til disciplene på søen (14,27). Det er ikke en opfordring til at tage sig sammen, men et ord, der giver det mod, det befaler, fordi han selv står bag det.
• καθεύδω (G2518, v. 9,24) – καθεύδω, sove. Det er det almindelige ord for søvn, ikke det mildere κοιμάομαι, som NT ellers bruger om de troendes død (Joh 11,11; 1 Thess 4,13). Jesus mener ikke, at folk har set forkert, for pigen er virkelig død (v. 18; Luk 8,53). Men for ham er døden ikke mere end en søvn, som han kan vække af. Præsens: Hun sover nu.
• ἐγείρω (G1453, v. 9,25) – ἐγείρω, rejse op, vække. Ordet bruges om at vække af søvn og om at oprejse fra de døde. I v. 19 «rejste» Jesus sig og gik med; i v. 25 «blev pigen rejst op» (aorist passiv). Det er samme ord, som englen bruger om Jesu egen opstandelse (28,6). Passiv peger på, hvem der handler: Han, der selv skal opstå, rejser hende op.

Eksegetiske noter

• v. 9,18 Matthæus fortæller kortere end Markus og Lukas. Hos dem ligger datteren for døden, da faderen kommer, og budet om hendes død kommer først undervejs (Mark 5,23.35; Luk 8,42.49). Hos Matthæus siger faderen straks: «Min datter er lige nu død.» Dermed bliver hans bøn endnu dristigere: Han beder ikke om at undgå døden, men om liv midt i døden. Matthæus nævner ikke hans navn, men kun hans stilling: en forstander, altså en mand med anseelse.
• v. 9,20 Blødningen gjorde kvinden uren efter Loven, og det samme gjaldt alt, hvad hun rørte ved (3 Mos 15,25–27). I tolv år har hun været holdt ude fra fællesskabet og fra helligdommen. Markus tilføjer, at hun havde brugt alt, hvad hun ejede, på lægerne, og at det kun blev værre (Mark 5,26). Derfor kommer hun bagfra og i det skjulte. Når hun rører ved Jesus, bliver han ikke uren, men hun bliver ren.
• v. 9,21–22 Matthæus udelader Jesu spørgsmål «Hvem rørte ved mig?» og kvindens bekendelse (Mark 5,30–33; Luk 8,45–47). Hos ham vender Jesus sig straks og taler til hende. Jesu ord kommer dermed til at stå i centrum: Det er ikke berøringen som sådan, der redder, men Jesus, som troen søger og griber. Tiltalen «datter» giver hende et nyt sted i Guds familie. Vendingen «fra den time» bruger Matthæus også i 15,28 og 17,18 (jf. 8,13).
• v. 9,23 Fløjtespillere og klagende mennesker hørte til en jødisk begravelse (jf. Jer 9,16–17). Ifølge senere jødisk overlevering (Mishna) skulle selv den fattigste mand ved sin hustrus begravelse have mindst to fløjtespillere og en klagekone. Begravelsen er altså allerede i gang: Alle har opgivet håbet. Luther sammenligner fløjtespillet med kirkeklokkerne, der ringer for de døde.
• v. 9,24 Søvn som billede på døden kendes fra GT (Dan 12,2) og bliver i NT det sædvanlige udtryk for de troendes død (Joh 11,11–14; 1 Kor 15,20; 1 Thess 4,13–14). Over for Lazarus siger Jesus det samme, og disciplene misforstår det også dér. Latteren viser, at Jesu ord strider mod alt, hvad mennesker kan se. Netop derfor er det trøst: Det, der er endegyldigt for os, er ikke endegyldigt for ham.
• v. 9,25–26 «Drevet bort» er det samme ord (ἐκβάλλω), som bruges om at uddrive dæmoner. Spotterne og den larmende skare må ud, før livet kommer ind. At røre ved et lig gjorde uren efter Loven (4 Mos 19,11), men Jesus griber hendes hånd. Markus har det aramæiske «Talitha kumi» og befalingen om at tie (Mark 5,41.43). Matthæus slutter med, at rygtet gik ud i hele landet.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser to mennesker ved enden af alle menneskelige muligheder: en kvinde, som lægerne har opgivet og Loven holder ude, og en far, hvis barn er død. Det er dér, vi alle ender: Døden er syndens løn, og ingen penge, læger eller fromhed kan købe os fri. Teksten afslører også skaren. Den ler af Jesu ord, fordi den kun tror på det, den kan se. Sådan er vores fornuft også. Vi tror på Gud, så længe kælderen er fuld og helbredet godt, men når sygdom og død kommer, så taler vi, som om der ingen hjælp var. Den vantro, der ler, er ikke kun de andre.

Evangeliet: Jesus går med. Han lader sig røre af den urene og bliver ikke selv uren, men gør hende ren og kalder hende «datter». Han går ind i dødens hus og griber den døde piges hånd. For ham er døden ikke mere end en søvn, og han vækker hende med et greb og et ord. Det er ham, der selv skal dø og opstå, som her viser, hvad han vil gøre med alle sine: Han vækker dem på den yderste dag. Det gode nyt er ikke, at troen er stærk, men at han er god og gerne vil hjælpe. Den, der griber efter ham i Ordet og sakramentet, går ikke forgæves.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 24. søndag efter trinitatis: Det var Jesu kraft, der helbredte kvinden, men han tilskriver det hendes tro. Det gør han for at vise, hvor gerne han vil hjælpe, og for at lokke os til at vente os alt godt af ham, også i fattigdom og sygdom.
  «Se nu her, og lær bare at tro frimodigt, hvad nød det end er; for jeg vil i sandhed meget hellere hjælpe jer, end I kan bede om det!» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 24. søndag efter trinitatis: Ordene «Pigen er ikke død, men sover» er prædikenens midte. Den, der lærer at se på døden, som Kristus ser på den, kan en kunst, som intet menneske kan af sig selv.
  «For det er trøsterige ord. Hvis man kunne købe dem, skulle vi gerne give alt for at kunne beholde dem, forstå dem og tro dem, sådan som han mente dem.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 24. søndag efter trinitatis: De kødelige øjne ser død og synd; de åndelige øjne ser på Ordet. Luther bruger det på dåben og nadveren og på en kristens død: Ordet siger, at den døde lever for Gud.
  «Men luk de koøjne i, og luk de åndelige øjne op, som ser på Ordet; så vil du finde, at dette menneske ikke er dødt, men lever for Gud.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Urbanus Rhegius, Sjælemedicin: Når døden skræmmer: Rhegius bruger parallellen i Luk 8 ved sygesengen: Den samme Herre, som vækkede pigen med et ord, tager imod den døendes sjæl og oprejser legemet på den yderste dag.
  «Den vantro fornuft forstår ikke Guds hemmelighed og ler. Men hos Kristus hører ord og gerning sammen, for han er Gud.» Læs teksten
• Krauth, Den konservative reformation: Nadveren: Krauth bruger kvinden, der rørte ved Jesu klæder (Mark 5,30), om nadveren: Kristus er virkelig til stede for alle, men kun troen modtager hans helbredende kraft.
  «i sit væsen var hans nærvær lige virkeligt for dem alle, men dets frelsende virkning gik kun som kraft ud til kvinden, der i tro rørte ved hans klæder» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Legemets opstandelse: Jacobs ser Jesu ord ved Jairus’ datter (parallellen i Mark 5,41) som et forbillede på den yderste dag: De døde skal oprejses ved Kristi stemme.
  «Ligesom han talte: Talitha kumi (Mark 5,41), «Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!» (Luk 7,14) og «Lazarus, kom herud!» (Joh 11,43), sådan er ordet også her det virksomme middel.» Læs teksten

Prædikenspor

To mennesker ved vejs ende

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus møder mennesker dér, hvor alle andre muligheder er udtømt. Første trin: faderen. En fornem mand kaster sig ned og beder om liv for sit døde barn. Hans bøn er dristig, for den regner med, at Jesus kan noget, ingen andre kan. Andet trin: kvinden. Uren, fattig og opgivet i tolv år sniger hun sig frem og griber kvasten på hans kappe. Jesus vender sig og kalder hende «datter»: Hun skal ikke gå hjem med en stjålet helbredelse, men med hans ord. Tredje trin: dødens hus. Jesus driver spotterne ud, griber den dødes hånd, og hun rejser sig. Prædikenen ender ved, at han gør det samme for os: Han har gået vejen gennem døden og vil vække os.

Pigen er ikke død, men sover

Et tematisk spor om døden, der passer til kirkeårets slutning og allehelgen. Hovedtanken er Luthers: Vi skal lære at se på døden med Kristi øjne. Første trin: Skaren ler, og den har tilsyneladende ret. Fornuften og vores øjne ser kun død, grav og forrådnelse, og præsten skal ikke gøre døden mindre, end den er. Andet trin: Jesu ord står over for alt, hvad vi ser. For ham er døden en søvn, fordi han selv er Herre over den og skal gå ind i den og stå op af den. Tredje trin: Det gælder alle, der hører ham til. Ved hver kristen begravelse taler han det samme ord: Den døde sover og skal vækkes. Troen ser ikke på kisten, men på Ordet.

Når troen er svag

Et sjælesørgerligt spor for dem, der synes, at deres tro er for lille. Hovedtanken er, at troen ikke frelser ved sin styrke, men ved det, den griber. Første trin: Kvindens tro var ikke stor og klar; hun turde ikke engang spørge og ville tage hjælpen i det skjulte. Alligevel siger Jesus: «Din tro har frelst dig.» Han ser bort fra fejlene og roser det, han selv har givet. Andet trin: Pigen kunne slet ikke tro, for hun var død; det var faderen, der troede og bad for hende. Her kan præsten tale om forbøn, og om at bære hinanden frem for Jesus. Tredje trin: Jesus vender sig til os i Ordet og sakramentet. Det er nok at gribe efter en flig af hans kappe.

Lærepunkter i teksten

• Den frelsende tro – Kvinden og faderen griber efter Jesus og venter alt af ham; troen frelser, fordi den tager imod det, han giver.
• Døden og sjælens tilstand efter døden – «Pigen er ikke død, men sover»: For Kristus er de troendes død en søvn, ikke en ende.
• De dødes opstandelse – Pigen rejses op ved Jesu greb og ord, et forvarsel om, at han vækker alle døde på den yderste dag.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed – Salme om Kristi komme, der passer til kirkeårets sidste søndage.
• 582 At tro er at komme – Troen som at komme til Jesus, sådan som kvinden og faderen gør.
• 580 Jesus, dødens overvinder – Om troen på Jesus som Herre over døden, der rejser den døde pige op.
• 563 Sørger ej for dem, der sove – Om de døde, der sover og skal vækkes, ud fra «pigen er ikke død, men sover».
• 542 Døden er den sidste fjende – Om døden som fjende, Kristus har overvundet; passer til allehelgenstiden.
• 716 Guds godhed vil vi prise – Høstsalme, der takker for Guds gaver gennem året; passer til høst og efterår.