Luk 15,1–10

Teksten i sammenhæng

Luk 15 står midt i Lukas’ beretning om Jesu vandring mod Jerusalem (Luk 9,51–19,27). Kapitel 14 slutter med ordene «Den, der har ører at høre med, skal høre», og nu kommer netop tolderne og synderne for at høre ham. Farisæerne og de skriftkloge knurrer, fordi Jesus tager imod syndere og spiser med dem. At spise sammen betød, at man regnede den anden for en af sine egne. Jesus svarer med tre lignelser, som hører sammen: det tabte får, den tabte drakme og den fortabte søn (Luk 15,11–32). Lignelserne er altså først og fremmest et forsvar for, hvad Jesus gør, og de er rettet til de knurrende, ikke til synderne. Pointen er Guds glæde over én synder, der omvender sig. I kirkeåret er Luk 15,1–10 prædiketekst på 3. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække, og samme søndag har i 2. tekstrække fortsættelsen om den fortabte søn. Det er også den tekst, Luther prædiker over på denne søndag i Huspostillen.

Opbygning

1. 15,1 Toldere og syndere kommer – farisæerne knurrer
2. 15,3 Lignelsen om det tabte får
3. 15,7 Glæden i himlen over én synder
4. 15,8 Lignelsen om den tabte drakme
5. 15,10 Glæden hos Guds engle

Græske nøgleord

• διαγογγύζω (G1234, v. 15,2) – διαγογγύζω, knurre. Imperfektum (διεγόγγυζον) beskriver en vedvarende knurren, ikke en enkelt indvending. Det samme verbum bruges i Septuaginta om Israels knurren mod Gud i ørkenen (2 Mos 16,2), og Lukas bruger det igen, da Jesus går ind til Zakæus (Luk 19,7). Knurren er altså ikke kun irritation, men modstand mod Guds måde at handle på.
• προσδέχομαι (G4327, v. 15,2) – προσδέχομαι, tage imod, byde velkommen. Præsens (προσδέχεται) beskriver Jesu faste vane: Han plejer at tage imod syndere. Det er anklagen, men det er også evangeliet i en sætning. Lukas bruger samme verbum om dem, der «ventede» på Guds rige (Luk 2,25.38; 23,51). Farisæernes hån bliver uden at de ved det til den bedste beskrivelse af Jesus, som Walther også siger.
• ἀπόλλυμι (G622, v. 15,4) – ἀπόλλυμι, miste, gå tabt, gå fortabt. Hyrden har «mistet» (aorist ἀπολέσας) fåret, og fåret kaldes τὸ ἀπολωλός, «det fortabte» (perfektum participium): Det er i en tilstand af at være tabt og kan ikke selv komme tilbage. Samme form står i Luk 19,10: «Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.» Ordet kan også betyde gå til grunde, så det tabte er i livsfare.
• εὑρίσκω (G2147, v. 15,4) – εὑρίσκω, finde. «Indtil han finder det» (ἕως εὕρῃ, aorist konjunktiv) giver søgningen et mål: Hyrden giver ikke op halvvejs. Ordet går igen i begge lignelser og i glædesråbet «jeg har fundet» (εὗρον, v. 6 og 9). Teksten taler om at blive fundet, ikke om at finde vej selv. Det er hyrden og kvinden, der handler; fåret og mønten gør intet.
• συγχαίρω (G4796, v. 15,6) – συγχαίρω, glæde sig med. Aorist imperativ (Συγχάρητέ μοι, «glæd jer med mig») er en indbydelse til fællesskab i glæden. Det er netop det, farisæerne nægter: De vil ikke glæde sig med, men knurrer. I v. 7 og 10 bliver nabolagets fest et billede på himlen. Prædikenen kan stille spørgsmålet, om vi hører til dem, der glæder sig med, eller dem, der knurrer.
• μετανοέω (G3340, v. 15,7) – μετανοέω, omvende sig. Præsens participium (μετανοοῦντι) taler om én synder, der omvender sig. I lignelserne gør fåret og drakmen intet; omvendelsen er her at blive fundet og båret hjem. Pieper bruger netop dette vers som eksempel på bod i den videre betydning: både anger og tro. Omvendelsen er altså ikke en præstation, der gør Gud glad, men det, at synderen bliver hans igen.

Eksegetiske noter

• v. 15,1–2 Toldere var jøder, der opkrævede told for romerne eller, i Galilæa, for Herodes Antipas og ofte tog for meget; de regnedes for urene og uærlige. «Syndere» er folk, der åbenlyst levede uden om loven. At spise med dem var et tegn på fællesskab og accept. Farisæerne og de skriftkloge var de lovtro og lovkyndige. Deres indvending er ikke dum: Ifølge loven skulle man holde sig fra de ugudelige (jf. Sl 1,1). Det er netop den logik, Luther siger, at vores egen fornuft også følger.
• v. 15,4 Billedet af Gud som hyrden, der selv søger sine spredte får, har dybe rødder i GT, især Ez 34,11–16, hvor Herren siger, at han selv vil opsøge det bortkomne og bringe det tilbage; se også Sl 23 og Es 40,11. Når Jesus taler sådan om sig selv, tager han Guds egen gerning på sig. «Ødemarken» (ἔρημος) er her ikke nødvendigvis en farlig ørken, men det åbne, ubeboede græsningsland. De 99 bliver ikke prisgivet, men ét får er ikke for lidt til, at hyrden går efter det.
• v. 15,7 «99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse» skal ikke læses, som om der findes mennesker uden behov for omvendelse. Udtrykket tager farisæernes selvforståelse på ordet og har en ironisk brod; jf. Luk 5,31–32 og Luk 18,9–14. Luther siger det samme i prædikenen: Vi må alle bekende for Gud, at vi er syndere. Futurum «der skal være» (ἔσται) kan pege frem mod den endelige glæde, men kan også blot sige, hvad der altid vil ske.
• v. 15,8 En drakme var en græsk sølvmønt, omtrent en dagløn værd, ligesom en denar. Ti drakmer kan have været en kvindes opsparing, måske hendes medgift. Et almindeligt hus havde små eller ingen vinduer og ofte gulv af stampet jord, så hun må tænde en lampe og feje for at høre eller se mønten. Lignelsen fortæller med vilje om en kvinde i sit hjem ved siden af manden på marken: Guds søgen gælder alle steder.
• v. 15,10 «Glæde hos Guds engle», bogstaveligt «for Guds engles ansigt» (ἐνώπιον τῶν ἀγγέλων), er en ærbødig jødisk omskrivning: Det er Gud selv, der glæder sig, og englene er med. Præsens (γίνεται) siger, at det sker, hver gang en synder omvender sig. Pieper bruger verset til at vise, at englene tager del i kirkens liv, og Jacobs advarer ud fra det mod at påkalde englene.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os i farisæernes knurren. De har ret i, at Gud hader synden, men de har ikke plads til synderen og ingen glæde, når en synder bliver fundet. Det er vores egen dom også: Vi regner os til de 99 og holder afstand til dem, vi synes er værre end os. Luther siger, at samme logik vender sig mod os selv, når samvittigheden vågner: Gud er vred, her er ingen nåde. Teksten afslører begge dele. Vi er det tabte får, der ikke kan finde hjem selv, og vi er de knurrende, der ikke vil glæde os med. Et menneske, der mener, at det ikke har brug for omvendelse, står uden for festen.

Evangeliet: Evangeliet er anklagen selv: «Denne mand tager imod syndere og spiser med dem.» Jesus forsvarer ikke sig selv ved at tage afstand, men bekræfter det. Han er hyrden, der går efter det fortabte, indtil han finder det, og lægger det på sine skuldre med glæde. Fåret skal ikke bære sig selv hjem; det bliver båret. Luther siger, at synderne er Kristi dyrt købte ejendom, vundet ved hans lidelse og død, og derfor kan han ikke lade være med at søge dem. Han søger os i dag ved sit ord, som kvinden tænder lyset og fejer huset. Og når en synder bliver fundet, er der glæde i himlen. Gud glæder sig over dig.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter trinitatis: Fornuften slutter, at Gud er vred på synderen. Derfor skal vi imod vort eget hjerte og vor samvittighed slutte med Kristus: Han siger, at synderen er som et vildfarent får, han selv vil søge.
  «Jeg er en fattig synder, det kan og vil jeg ikke nægte; men derfor vil jeg på ingen måde fortvivle, som om Gud ikke ville have mig.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter trinitatis: Luther definerer omvendelsen ud fra teksten: Den er ikke bare et bedre ydre liv, men tro på syndernes forladelse. Den, der ikke vil lade sig finde, må selv bære følgerne.
  «For omvendelse betyder ikke alene at blive fromere i sit ydre liv, men at stole på Guds godhed ved Kristus og tro syndernes forladelse.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter trinitatis: Luther læser hyrden som Kristus alene, men kvinden med drakmen som kirken og prædikeembedet: Lyset er Guds ord, og med prædikenen finder hun den tabte drakme.
  «Men den anden lignelse, «om kvinden», gælder den kristne kirke, som netop derfor har prædikeembedet, for at de fattige syndere skal lokkes til omvendelse» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 9. aftenforelæsning: Walther bruger Luk 15,2 som summen af evangeliet: Jesus tager farisæernes bebrejdelse på sig og gør den til sin ære.
  «Han forsvarer sig ikke, han siger ikke: «Jeg vil ikke have syndere, men fromme», men han bekræfter deres udsagn: «Ja, jeg vil have synderne»» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Pieper viser, at «bod» i Luk 15,7 har den videre betydning: både anger og tro. Den, himlen glæder sig over, er en frelst synder.
  «Den, der omvender sig (ὁ μετανοῶν), er her et menneske, som er frelst, en genstand for glæde i himlen, i hvem der altså er anger og tro.» Læs teksten
• Chemnitz, Enchiridion: Om ordet «bod»: Chemnitz nævner Luk 15,7 blandt stederne, hvor bod betyder hele omvendelsen, og minder præsten om at sige klart, hvad han mener med ordet.
  «Man skal ikke strides om ordet, men tydeligt forklare, hvad man forstår ved bod.» Læs teksten
• Bucer, Om den sande sjælesorg: Bucer bruger lignelsen om fåret som opgave for sjælesørgeren: Den, der er faret vild fra menigheden, skal opsøges med utrættelig flid.
  «For så snart blot ét får farer vild fra vor hjord, lærer det første skriftsted os at forlade de nioghalvfems får og gå efter det ene fortabte og søge det, indtil vi finder det.» Læs teksten

Prædikenspor

Denne mand tager imod syndere

Sporet følger teksten og tager udgangspunkt i farisæernes anklage i v. 2. Hovedtanken er, at det, der var ment som hån, er den bedste beskrivelse af Jesus. Første trin: Hvorfor knurrer de? De har loven på deres side, og vi tænker ofte som dem, både om andre og, når samvittigheden vågner, om os selv. Andet trin: Jesus forsvarer sig ikke ved at tage afstand, men fortæller om hyrden og kvinden, der søger, indtil de finder. Tredje trin: Anklagen bliver til evangelium for den, der hører i dag: Han tager imod syndere, også dig, og indbyder til sit bord. Her kan prædikenen pege på nadveren, hvor Jesus fortsat spiser med syndere.

Glæden i himlen

Et tematisk spor om Guds glæde. Teksten slutter begge lignelser med glæde: hyrden glæder sig, naboerne inviteres til at glæde sig med, og der er glæde i himlen og hos Guds engle. Første trin: Hvad glæder Gud sig over? Ikke over de 99, der mener sig selvforsynende, men over én synder, der omvender sig. Andet trin: Hvad er omvendelse? Med Luther og Pieper: ikke at gøre sig bedre, men at blive fundet – anger over synden og tro på syndernes forladelse. Tredje trin: Hvem glæder sig med? Farisæerne står udenfor og knurrer. Evangeliet indbyder os ind i Guds glæde, også over de andre, vi helst holder afstand til.

Når samvittigheden siger: Gud vil ikke have dig

Et sjælesørgerligt spor, der bygger på Luthers prædiken. Hovedtanken er, at synden gør hjertet bange, og at vores fornuft derfor slutter som farisæerne: Gud er vred, her er ingen nåde. Første trin: Fortvivlelsens logik – som Adam og Eva, der skjulte sig. Andet trin: Det tabte får kan ikke selv finde hjem; det er værgeløst. Men hyrden søger det, fordi det er hans dyrt købte ejendom, vundet ved hans lidelse og død. Tredje trin: Derfor skal vi imod vort eget hjerte holde os til Kristi ord: «Jeg er en fattig synder … men derfor vil jeg på ingen måde fortvivle.» Han lægger os på sine skuldre og bærer os hjem.

Lærepunkter i teksten

• Omvendelsen: anger og tro – Glæden gælder «én synder, som omvender sig»; fåret og drakmen gør intet selv – omvendelse er at blive fundet: anger og tro.
• Guds almene nådevilje – Hyrden går efter det ene får, indtil han finder det: Gud vil ikke synderens død, men at alle bliver frelst.
• Lov og evangelium – Farisæerne dømmer synderne efter loven alene; Jesus svarer med evangeliet om Guds søgende nåde og glæde.
• Prædikeembedet – Luther læser kvinden, der tænder lys og fejer, som kirken, der med Ordet og prædikenen søger de fortabte.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 722 Nu blomstertiden kommer – Sommersalme til juni, hvor 3. søndag efter trinitatis falder: Guds godhed i den nye vækst.
• 593 En hyrde glemmer fåret ej – Omvendelsessalme over netop billedet af hyrden, der ikke glemmer det tabte får.
• 594 Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme – Om at høre hyrdens kalden og lade sig finde – Luthers pointe i prædikenen.
• 501 Herre, jeg har handlet ilde – Syndsbekendelse: det tabte fårs bøn, der svarer til tekstens kald til omvendelse.
• 55 Ved Jesu navn forlades alle synder – Om syndernes forladelse i Jesu navn – evangeliet om, at han tager imod syndere.