Luk 15,11–32

Teksten i sammenhæng

Lignelsen om de to sønner er den tredje og længste af lignelserne i Luk 15. Anledningen står i 15,1–2: Toldere og syndere kommer for at høre Jesus, og farisæerne og de skriftkloge knurrer: «Den mand tager imod syndere og spiser med dem.» Jesus svarer med tre lignelser om det tabte, der bliver fundet: fåret, mønten og sønnen. Alle tre ender i glæde. Den sidste har to dele. Den yngste søn går bort, går til grunde og vender hjem til en far, der løber ham i møde. Den ældste søn står uden for festen og vil ikke gå ind. Han svarer til dem, der knurrede i v. 2, og lignelsen slutter uden at sige, om han gik ind. I 2. tekstrække er teksten evangelium på 3. søndag efter trinitatis, hvor 1. tekstrække har Luk 15,1–10. Huspostillen har ingen prædiken over v. 11–32, men Luthers prædiken over 15,1–10 til samme søndag handler om den samme sag: hvordan Gud tager imod syndere.

Opbygning

1. 15,11 Den yngste søn tager sin arv og går bort
2. 15,14 Nøden i det fremmede: «Han gik i sig selv»
3. 15,20 Faderen løber ham i møde og tager ham til søn igen
4. 15,25 Den ældste søn står uden for festen
5. 15,31 Faderen beder den ældste: «Alt mit er dit»

Græske nøgleord

• ἁμαρτάνω (G264, v. 15,18) – ἁμαρτάνω, synde. Aorist ἥμαρτον: «jeg har syndet», en samlet bekendelse af det hele. Synden er «mod himlen», dvs. mod Gud, og «over for dig» (ἐνώπιόν σου). Han undskylder ikke og skyder ikke skylden på hungersnøden. Bekendelsen gentages i v. 21, men nu er det faderens favn, den bliver sagt ind i.
• σπλαγχνίζομαι (G4697, v. 15,20) – σπλαγχνίζομαι, ynkes, røres i sit inderste. Ordet kommer af σπλάγχνα, indvoldene, som man regnede for sædet for dyb medfølelse. I evangelierne bruges det næsten kun om Jesus (Luk 7,13) og om figurer, der viser Guds barmhjertighed (den barmhjertige samaritaner, Luk 10,33). Aorist: Faderen bliver grebet, i samme øjeblik han ser sønnen, før denne har sagt et ord.
• ἀπόλλυμι (G622, v. 15,24) – ἀπόλλυμι, gå til grunde, gå tabt. I v. 17 siger sønnen ἀπόλλυμαι, «jeg går til grunde (af sult)». I v. 24 og 32 siger faderen ἀπολωλὼς ἦν, «han var fortabt» (perfektum participium: en tilstand). Det er samme ord som om fåret og mønten (15,4.6.8–9). Faderen kalder ikke sønnen ulydig, men fortabt, og vender straks blikket mod, at han er fundet.
• ἀναζάω (G326, v. 15,24) – ἀναζάω, blive levende igen. Aorist ἀνέζησεν: «han var død og er blevet levende». Faderen beskriver hjemkomsten som en opstandelse, ikke som en forbedring. Det er samme sprog som Paulus' om dem, der var døde i deres overtrædelser og er gjort levende med Kristus (Ef 2,1.5; Kol 2,13). I v. 32 har RP igen ἀνέζησεν, mens den kritiske tekst har ἔζησεν, «er blevet levende», uden forskel i betydningen.
• εὑρίσκω (G2147, v. 15,24) – εὑρίσκω, finde. εὑρέθη er aorist passiv: «han er fundet». Faderen siger ikke, at sønnen har fundet hjem, men at han er blevet fundet. Det binder lignelsen sammen med fåret og mønten (15,5.6.9), hvor det tabte intet gør, og glæden er finderens. Sønnen gik vejen hjem, men det er faderen, der tager imod ham og gør ham til søn igen.
• δουλεύω (G1398, v. 15,29) – δουλεύω, tjene som træl. Præsens: «så mange år trælleslider jeg for dig». Den ældste søn beskriver sit liv i huset som en træls tjeneste og regner sin lydighed op («aldrig har jeg overtrådt et bud»). Han har boet hjemme uden at leve som søn. Faderen svarer med τέκνον, «barn» (v. 31): Han er ikke træl, men arving.
• δεῖ (G1163, v. 15,32) – δεῖ, det må, det bør. Imperfektum ἔδει: «Man måtte jo feste og glæde sig.» Det er det samme lille ord, som Lukas bruger om Guds frelsesplan (Luk 2,49; 24,26). Festen er ikke faderens luner, men nødvendig, fordi en død er blevet levende. Glæden over den fundne synder hører med til Guds vilje.

Eksegetiske noter

• v. 15,12 En søn kunne få sin del af arven, mens faderen levede, men det var usædvanligt, og faderen beholdt brugsretten (jf. Sir 33,20–24 om ikke at give sin arv fra sig i levende live). Efter 5 Mos 21,17 fik den førstefødte dobbelt del, så den yngste fik en tredjedel. At kræve den nu er at behandle faderen, som var han allerede død. Faderen deler alligevel «livet» (βίος) mellem dem begge.
• v. 15,15–16 Svin var urene for en jøde (3 Mos 11,7; 5 Mos 14,8). At vogte svin for en hedning er det dybeste fald, Jesu tilhørere kunne forestille sig. Bønnerne (κεράτια) er frugterne af johannesbrødtræet, der blev brugt som dyrefoder og kun af de fattigste som menneskeføde. RP har «fylde sin bug med», den kritiske tekst har «mætte sig med». «Ingen gav ham noget»: Han får ikke engang svinefoderet.
• v. 15,20 Det er ofte blevet påpeget, at en ældre husfar i den tids kultur næppe løb; det ansås for uværdigt. Faderen gør det alligevel. At løbe én i møde, falde ham om halsen og kysse ham svarer næsten ord for ord til Esau, der løb Jakob i møde (1 Mos 33,4 i den græske GT), og minder om Josef og hans brødre (1 Mos 45,14–15). Kysset er et tegn på forsoning og tilgivelse, givet før sønnen har fået sin bekendelse frem.
• v. 15,21–22 Sønnen når kun den første del af den indøvede tale. «Gør mig som en af dine daglejere» (v. 19) kommer ikke med, for faderen afbryder ham med ordrer til trælle. Nogle gamle håndskrifter (bl.a. Sinaiticus og Vaticanus) har sætningen også i v. 21; RP og de fleste moderne udgaver har den ikke i teksten. Den kritiske tekst har desuden «hurtigt» (ταχύ) i v. 22, som RP ikke har.
• v. 15,22–23 Hver gave genindsætter sønnen. Den fineste kjortel er æresgæstens klædning. Ringen er et tegn på myndighed og ret til at handle på husets vegne (jf. Josef, 1 Mos 41,42). Sko gik frie mennesker med, ikke trælle. Fedekalven blev gemt til en særlig fest. Faderen svarer på «gør mig som en daglejer» ved at gøre ham til søn igen.
• v. 15,28–32 Den ældste søns vrede svarer til farisæernes knurren i 15,2. Han siger «denne din søn», ikke «min bror»; faderen svarer «denne din bror». Faderen går ud til ham, ligesom han gik ud til den yngste, og beder ham (παρεκάλει). Lignelsen slutter åbent. Tilhørerne skal selv svare på, om de vil gå ind til festen for de syndere, Jesus spiser med.

Lov og evangelium

Loven: Den yngste søn siger i virkeligheden: «Jeg vil have dine gaver, men ikke dig.» Det er syndens kerne: at ville leve af Guds gaver uden Gud. Det fører til sult, svin og død; faderen kalder ham ligefrem død (v. 24). Men loven rammer lige så hårdt den ældste søn, der aldrig gik hjemmefra. Han har tjent som en træl, regnet sin lydighed op og bliver vred, når nåden gives til en anden. Han står uden for festen med sine bud. Mange af os kender begge sønner hos os selv: den, der vil være fri af Gud, og den, der vil gøre sig fortjent til Gud og ikke kan unde andre nåde.

Evangeliet: Faderen ser sønnen, mens han endnu er langt borte, løber ham i møde og kysser ham, før bekendelsen er sagt. Han lader ham ikke blive daglejer, men klæder ham i den fineste kjortel, giver ham ring og sko og holder fest. Sådan tager Gud imod syndere for Kristi skyld: uden bebrejdelser, helt og med glæde. Det er Jesus selv, der fortæller lignelsen, og han gør den sand ved at spise med toldere og syndere og ved at gå i døden for dem. Og faderen går også ud til den ældste og siger: «Barn, alt mit er dit.» Nåden er ikke kun for de andre.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter trinitatis (over Luk 15,1–10): Luther viser, at farisæernes knurren bygger på loven alene: Gud er god mod de fromme og straffer de onde, så må vi også holde os fra synderne. Det er netop den ældste søns tankegang i v. 28–30.
  «Farisæerne og de skriftkloge ved ikke mere om Guds ord end det, Moses og loven lærer.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. søndag efter trinitatis (over Luk 15,1–10): Luther bruger samme billede som v. 17: De vildfarne «går i sig selv», når de hører, at Gud er nådig. Det er tilliden til Guds godhed, ikke kun nøden, der får synderen til at vende hjem.
  «Når nu de vildfarne får, de fattige syndere, hører det og ud fra denne prædiken fatter tillid til Gud, så går de i sig selv og tænker» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 2. aftenforelæsning: Walther bruger lignelsen til at vise evangeliets virkning: Det straffer ikke synderen, men tager frygten bort og giver fred. Faderen nævner ikke med et ord sønnens levned.
  «Da den fortabte søn kommer hjem igen, nævner faderen ikke med et eneste ord hans frygtelige, skændige levned» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Den almindelige dom: Jacobs bruger v. 20 som billede på, hvordan Gud ved dommen behandler dem, der er omvendt: Han kommer ikke deres synder i hu.
  «har behandlet dem som en overbærende og mild far, der med åbne arme tager imod en vildfaren søn, som vender hjem, uden at bebrejde ham hans tidligere liv» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Pieper nævner sønnens nød (v. 14–18) som eksempel på, at Gud også bruger ydre livsforhold som lovens prædiken. Men det er evangeliet, der skaber troen, og lov og evangelium må holdes rigtigt adskilt.
  «skal det komme til en omvendelse til Gud, må loven og evangeliet prædikes i den rette forbindelse og med den rette adskillelse» Læs teksten
• Chemnitz, Enchiridion: Om dødssynd og daglig synd: Chemnitz bruger den fortabte søn som eksempel på, at kirken skal tage imod dem, der er faldet og vender om, og forkynde dem tilgivelse, ikke én gang, men igen og igen.
  «Så skal man med glæde tage imod dem igen og forkynde dem syndernes forladelse» Læs teksten

Prædikenspor

Faderen, der løber

Prædikenen følger lignelsen, men sætter faderen i centrum. Første trin: Sønnen, der går bort. Han vil have arven, men ikke faderen, og ender blandt svinene. Det er syndens vej, også når den ikke ser så grel ud. Andet trin: Han går i sig selv og forbereder en tale om at blive daglejer. Han regner stadig med at skulle gøre sig fortjent. Tredje trin: Faderen ser ham langt borte, løber, kysser og afbryder talen. Han klæder ham som søn og holder fest. Sådan er Gud mod syndere for Kristi skyld, og det er Jesus selv, der viser det ved at spise med syndere og gå i døden for dem. Prædikenen ender ved festen: Den holdes også i dag, når Gud i gudstjenesten og nadveren tager imod syndere.

Den ældste søn uden for døren

Et tematisk spor om selvretfærdighed ud fra v. 25–32 og 15,1–2. Hovedtanken er, at man kan være hjemme hos Faderen og alligevel stå udenfor. Første trin: Den ældste søn har aldrig overtrådt et bud, men har levet som træl og ser broren som «denne din søn». Han er farisæerne, der knurrer, og han ligner kirkefolk, der regner med deres trofasthed. Andet trin: Faderen går ud til ham, ligesom han løb ud til den yngste, og beder ham. Tredje trin: «Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.» Nåden er ikke løn for tjeneste, men arvelod for børn. Lignelsen slutter åbent, så tilhøreren selv bliver indbudt til festen.

Fader, jeg har syndet

Et sjælesørgerligt spor for den, der ikke tør komme hjem. Mange tænker som sønnen: Jeg er ikke længere værd at kaldes Guds barn, højst kan jeg blive en daglejer. Første trin: Luther viser i prædikenen til samme søndag, at sådan dømmer vores hjerte og fornuft af sig selv, når synden bliver synlig. Andet trin: Teksten siger det modsatte. Faderen så ham, mens han var langt borte, og kysset kommer før bekendelsen. Faderen bebrejder ham intet. Tredje trin: Det samme sker i skriftemål og nadver, hvor Gud klæder synderen i Kristi retfærdighed og siger: «Din synd er dig forladt.» Det er ikke følelsen af at være værdig, men faderens ord, der gælder.

Lærepunkter i teksten

• Omvendelsen: anger og tro – Sønnen går i sig selv, bekender sin synd og vender hjem til faderen: anger og tillid til faderens godhed.
• Retfærdiggørelsen – Faderen tager sønnen til nåde, før han har gjort noget godt igen; han får sønneretten tilbage som ren gave.
• Lov og evangelium – Den ældste søn lever under loven som træl; faderens «barn, alt mit er dit» er evangeliet til ham.
• Skriftemål og tilgivelse – Bekendelsen «Fader, jeg har syndet» møder ingen bebrejdelse, men favn, kys og fest: tilgivelsen gives helt.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 725 Det dufter lysegrønt af græs – Forsommersalme til trinitatistidens begyndelse om livet, der spirer frem af Guds godhed.
• 501 Herre, jeg har handlet ilde – Syndsbekendelse, der svarer til sønnens «Fader, jeg har syndet».
• 511 Jesus han er syndres ven – Jesus tager imod syndere; det er anledningen til lignelsen (15,1–2).
• 487 Nu fryde sig hver kristen mand – Luthers salme om Guds frelse; glæden over den fortabte, der er fundet.