Luk 6,36–42

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Jesu tale på sletten (Luk 6,20–49), Lukas’ parallel til Bjergprædikenen. Jesus har valgt de tolv (6,12–16), og nu taler han til disciplene, mens en stor skare lytter med. Talen begynder med saligprisningerne og veråbene og fortsætter med budet om at elske fjenderne og gøre godt uden at regne med at få noget igen (6,27–35). Vers 36 samler det hele: Guds barmhjertighed er målet for disciplenes liv. Derefter folder Jesus det ud i fire korte bud (døm ikke, fordøm ikke, tilgiv, giv) og to billedord: den blinde, der leder en blind, og splinten og bjælken. Ordene er rettet til dem, der allerede er hans disciple, ikke til verden som en ny lov at gøre sig fortjent ved. Teksten er prædiketekst på 4. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække, og den samme søndag har den også i den gamle tekstrække, som Luthers Huspostil følger. Matthæus har stoffet i Matt 5,48 og 7,1–5.

Opbygning

1. 6,36 Vær barmhjertige som jeres Far
2. 6,37 Døm ikke, tilgiv, giv
3. 6,39 Den blinde fører og mesteren
4. 6,41 Splinten og bjælken

Græske nøgleord

• οἰκτίρμων (G3629, v. 6,36) – οἰκτίρμων, barmhjertig: den, der har inderlig medfølelse og lader sig røre af den andens nød. Ordet bruges om Gud i Septuaginta (fx 2 Mos 34,6) og i NT kun her og i Jak 5,11. Barmhjertigheden er først Faderens egen: «ligesom jeres Far er barmhjertig». Imperativet γίνεσθε (bliv, vær) viser, at disciplene skal blive det, som de har mødt hos Gud.
• κρίνω (G2919, v. 6,37) – κρίνω, dømme: her at sætte sig til doms over sin næste og fælde dom over hans person. Jesus forbyder ikke, at man skelner mellem ret og uret, men at man tager Guds plads som dommer. Passiven κριθῆτε (I skal ikke dømmes) peger på Gud som den, der dømmer, og med den stærke nægtelse οὐ μή er løftet eftertrykkeligt.
• ἀπολύω (G630, v. 6,37) – ἀπολύω, løslade, frigive, eftergive: ordet bruges om at sætte en fange fri eller lade en skyld falde. Luther og de danske oversættelser gengiver det med «tilgiv». Billedet er juridisk: den, der selv er sat fri af Gud, skal sætte sin skyldner fri. Futurum passiv ἀπολυθήσεσθε (I skal blive tilgivet) er Guds løfte.
• ὑπερεκχύνω (G5240, v. 6,38) – ὑπερεκχύνω, flyde over: et mål, der er så fuldt, at det løber over kanten. Participiet i præsens passiv maler målet, mens det strømmer over. Sammen med «presset» og «rystet» beskriver det et kornmål, der er fyldt så godt, som det overhovedet kan blive. Billedet viser Guds overstrømmende gavmildhed, som ingen kan overgå.
• καταρτίζω (G2675, v. 6,40) – καταρτίζω, sætte i stand, gøre færdig: ordet bruges om at istandsætte net (Mark 1,19) og om at bringe et menneske til rette (Gal 6,1). Perfektum participium passiv κατηρτισμένος betegner den, der er færdiguddannet og nu står som sådan. Discipelen bliver som sin mester; derfor må mesteren selv se, før han leder andre.
• δοκός (G1385, v. 6,41) – δοκός, bjælke: en bærebjælke i et tag, sat over for κάρφος, en splint eller et strå. Overdrivelsen er bevidst og næsten komisk: den, der har en hel tagbjælke i øjet, vil pille et strå ud af brorens. Luther ser i bjælken vores egen skyld over for Gud og i splinten den uret, vi lider af andre.
• ὑποκριτής (G5273, v. 6,42) – ὑποκριτής, hykler: oprindelig en skuespiller, der optræder bag en maske. Hos Jesus er det den, der spiller retfærdig over for andre, mens han ikke ser sin egen synd. Tiltalen i vokativ er skarp, og den rammer disciplene selv. Hykleren er ikke kun den bevidste bedrager, men også den, der er blind for sig selv.

Eksegetiske noter

• v. 6,36 Hvor Matt 5,48 har «Vær fuldkomne, ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen», har Lukas «barmhjertige». Hos Lukas er barmhjertigheden selve indholdet af Faderens fuldkommenhed. RP har οὖν («altså») og knytter dermed verset til fjendekærligheden i 6,27–35; den kritiske tekst (NA) udelader ordet, men sammenhængen er den samme.
• v. 6,37–38 De fire bud står i par: to forbud (døm ikke, fordøm ikke) og to påbud (tilgiv, giv). Passiverne (I skal ikke dømmes, I skal blive tilgivet, der skal gives jer) er en ærbødig omskrivning af Guds handling. Apologien (art. V) og Den Store Katekismus læser «tilgiv, så skal I blive tilgivet» som et krav om nyt liv med et løfte knyttet til, ikke som en fortjeneste; jf. Fadervors 5. bøn og Matt 6,14–15 og Matt 18,23–35.
• v. 6,38 «I skødet» (εἰς τὸν κόλπον) sigter til folden i kjortlen over bæltet, som man brugte som pose, når man fik korn tilmålt. Det gode mål blev trykket sammen og rystet, så der var plads til mere, og fyldt, til det løb over. Sætningen om målet står også i Matt 7,2, i samme sammenhæng om at dømme, og i Mark 4,24, hvor den handler om at høre Ordet.
• v. 6,39–40 Billedet af den blinde, der leder en blind, bruger Jesus i Matt 15,14 om farisæerne. Hos Lukas står det i talen til disciplene og rammer derfor dem, der vil vejlede andre: den, der dømmer uden selv at se sin synd, fører både sig selv og den anden i grøften. Vers 40 siger, at discipelen kun når så langt som sin lærer; derfor må den, der vil lede, selv gå i Jesu skole.
• v. 6,41–42 Parallellen står i Matt 7,3–5. Jesus forbyder ikke at hjælpe broren af med splinten, for det står til sidst som en opgave: «så kan du se klart til at trække splinten ud». Men det skal ske efter selvprøvelse og omvendelse. Luther lægger i Huspostillen vægt på, at bjælken er vores skyld over for Gud, mens splinten er den uret, vi lider af næsten.
• v. 6,36–42 Luther skelner i Huspostillen mellem den enkelte og embedet: buddet om ikke at dømme gælder dem, der står lige over for hinanden. Forældre, øvrighed og andre, som Gud har givet embede til at straffe, skal ikke lade barmhjertigheden hindre dem i at straffe det onde (jf. Rom 13,4). Teksten ophæver altså ikke retsvæsen og opdragelse, men forbyder privat hævn og selvbestaltet dom.

Lov og evangelium

Loven: Teksten sætter Guds egen barmhjertighed som målestok, og så kommer ingen igennem. Vi er barmhjertige mod dem, der er gode mod os, og regner med at få noget igen; Luther kalder det «skalkebarmhjertighed». Vi ser skarpt på andres fejl og har en hel bjælke i vores eget øje: vores ligegyldighed over for Gud, vores ubarmhjertighed og selvretfærdighed. Vi dømmer kollegaen, ekskonen, naboen og politikeren og sætter os på Guds stol. Ordet «hykler» rammer ikke kun de andre, men os, der hører evangeliet og alligevel holder regnskab med andres synder. Og Jesus siger: med det mål, I måler med, skal I få tilmålt. Den, der vil leve af dom, skal møde dom.

Evangeliet: Før Jesus siger «Vær barmhjertige», siger han: «jeres Far er barmhjertig». Det er det første ord, og det er evangeliet. Gud har ikke målt til os efter fortjeneste. Han har ikke dømt os, men tilgivet os for Kristi skyld, som selv bar dommen for os. Hos ham er målet presset, rystet og topfuldt, og det løber over. Den, der står med en bjælke i øjet, er ikke afvist, for Kristus tager bjælken ud ved sin død og sin tilgivelse. Derfor må vi også slippe vores skyldnere fri: ikke for at blive Guds børn, men fordi vi allerede er det. Hans barmhjertighed er en kilde, der ikke tørrer ud.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 4. søndag efter trinitatis: Luther forklarer, at «målet» ikke handler om, hvordan man bliver kristen. Det første mål er Guds nåde i Ordet og tilgivelsen. Truslen om målet gælder livet efter troen: den, der har fået nåde og ikke vil vise den mod næsten, skal ikke vente andet, end at Gud måler til ham, som han selv måler.
  «Derfor må man her forstå «målingen» som det, der kommer efter troen, og ikke før troen. For før du kom til troen, har Gud ikke handlet med dig efter din fortjeneste, men efter nåde.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 4. søndag efter trinitatis: Luther skelner mellem lige og ulige personer. Mellem ligemænd gælder buddet om ikke at dømme og ikke hævne sig. Men forældre og øvrighed skal straffe det onde, og den enkelte må gerne melde uret til dem, der har embedet.
  «dér skal en kristen sige: Du har gjort mig sorg og ondt – Gud tilgive dig det; men det er ikke mig, der skal straffe dig for det. Det kaldes barmhjertighed.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 4. søndag efter trinitatis: Den, der vil dømme, skal først se sig selv i spejlet, dvs. i Guds bud. Dér finder han så stor en bjælke, at han får nok at gøre med sin egen synd og glemmer den lille splint hos broren.
  «Når han ser splinten i sin næstes øje, så skal han, før han dømmer, først træde hen foran spejlet og se sig selv i det.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen: Apologien, art. V, Om kærligheden og lovens opfyldelse: Melanchthon svarer på indvendingen, at Luk 6,37 skulle lære fortjeneste. Kristus kræver et nyt liv og føjer et løfte til, men syndernes forladelse modtages ved troen.
  «Han siger nemlig heller ikke, at vi, når vi tilgiver, ved denne vores gerning fortjener syndernes forladelse ex opere operato, som de kalder det, men han kræver et nyt liv, som bestemt er nødvendigt.» Læs teksten
• Konkordiebogen: Den Store Katekismus, Fadervor, 5. bøn: Luther kalder vores tilgivelse af næsten et kendetegn ved siden af løftet, ikke grunden til Guds tilgivelse. Den giver trøst og vished, men Gud tilgiver helt gratis.
  «Men tilgiver du, så har du den trøst og vished, at du bliver tilgivet i himlen – ikke på grund af din tilgivelse, for han gør det helt gratis, af lutter nåde» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Guds godhed og barmhjertighed: Pieper bruger Luk 6,36 i læren om Guds egenskaber: Guds børns barmhjertighed er et genskin af Guds egen godhed, ikke noget, de selv frembringer.
  «Der skal også findes et genskin af disse egenskaber ved Guds godhed hos Guds børn.» Læs teksten

Prædikenspor

Som jeres Far er barmhjertig

Sporet følger teksten og begynder ved Faderen. Hovedtanken er, at barmhjertigheden ikke begynder hos os, men hos Gud. 1) Vers 36: Gud er barmhjertig mod utaknemmelige og onde (6,35); han lader sin godhed strømme ud, også over os, der ikke har fortjent den. 2) Vers 37–38: derfor skal vi ikke dømme, ikke fordømme, men tilgive og give. Det overstrømmende mål beskriver først, hvordan Gud har målt til os. 3) Vers 41–42: bjælken i vores eget øje viser, hvor meget vi selv har fået tilgivet. Prædikenen slutter ved Kristus, i hvem Faderens barmhjertighed er kommet til os, og som gør os til børn, der ligner deres Far.

Hvem sidder i dommersædet?

Et tematisk spor om at dømme. Hovedtanken er, at vi hele tiden fælder dom over andre og dermed sætter os på Guds plads. 1) Hvad Jesus ikke forbyder: at skelne mellem ret og uret, at formane, og at forældre og øvrighed straffer det onde (Luther om lige og ulige personer). 2) Hvad han forbyder: den private dom, der dømmer personen, hævner sig og holder regnskab. Splinten og bjælken viser, at den, der dømmer, selv står under dom. 3) Der er én dommer, og han har fældet sin dom over vores synd på korset og frikendt os for Kristi skyld. Derfor kan vi stige ned af dommersædet og overlade dommen til ham.

Når det er svært at tilgive

Et sjælesørgerligt spor for dem, der bærer på et sår efter andres uret. Hovedtanken er, at tilgivelse ikke betyder, at uretten var ligegyldig, men at man slipper skylden fri til Gud. 1) Tag såret alvorligt: Luther siger selv, at det «gør ondt og falder meget svært». Uret må gerne kaldes uret, og den kan meldes til dem, der skal dømme. 2) Ordet «tilgiv» (ἀπολύω) betyder at slippe fri; man skal ikke selv være den, der straffer. 3) Kraften kommer ikke fra os, men fra den tilgivelse, Gud har givet os i Kristus. Den, der selv har fået en hel bjælke tilgivet, kan begynde at slippe splinten. Afslut med Fadervors 5. bøn.

Lærepunkter i teksten

• De gode gerninger – Barmhjertighed, tilgivelse og gavmildhed er troens frugt, der vokser af Guds barmhjertighed, ikke en vej til at fortjene den.
• Lov og evangelium – Buddet «døm ikke» afslører bjælken i vores eget øje, mens «jeres Far er barmhjertig» er evangeliet, som buddet hviler på.
• De to regimenter og øvrigheden – Luther viser, at forbuddet mod at dømme rammer privat hævn, ikke forældres og øvrighedens embede til at straffe det onde.
• Skriftemål og tilgivelse – «Tilgiv, så skal I blive tilgivet» knytter Guds tilgivelse sammen med den tilgivelse, vi giver hinanden, som i Fadervors 5. bøn.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid – Sommersalme om Guds godhed i skaberværket; passer til Faderen, der lader solen skinne over gode og onde.
• 494 Kærlighed fra Gud – Kærligheden kommer fra Gud og strømmer videre til næsten, som det overflydende mål i vers 38.
• 696 Kærlighed er lysets kilde – Grundtvigs salme om kærligheden som kilde; svarer til Luthers billede af den kilde, der ikke tørrer ud.
• 698 Kain, hvor er din bror – Om ansvaret for broren og næsten; rammer splinten og bjælken i vores forhold til hinanden.