Matt 5,43–48

Teksten i sammenhæng

Teksten er den sidste af de seks modsætninger i Bjergprædikenen (Matt 5,21–48), hvor Jesus stiller sit «Men jeg siger jer» over for det, folket har hørt. Han taler til disciplene, mens skarerne lytter med (5,1–2; 7,28–29). Lige før har han sagt, at man ikke skal sætte sig til modværge mod den onde, men vende den anden kind til (5,38–42). Nu går han til roden: Kærligheden må ikke standse ved grænsen mellem ven og fjende. Målestokken er ikke, hvad tolderne og hedningerne kan, men Faderen i himlen, som lader sin sol stå op over onde og gode. Afsnittet slutter med ordet om at være fuldkommen, som samler hele kapitlets udlægning af loven. Bagefter følger talen om almisse, bøn og faste (6,1–18). I 2. tekstrække er teksten evangelium på 4. søndag efter trinitatis. På samme søndag lå i den gamle tekstrække parallellen i Lukas’ feltprædiken, Luk 6,36–42 («Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig»), og det er den tekst, Luther prædiker over i Huspostillen.

Opbygning

1. 5,43 Det, I har hørt: elsk din næste og had din fjende
2. 5,44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem
3. 5,45 Faderen lader sin sol stå op over onde og gode
4. 5,46 Hvad gør I mere end tolderne og hedningerne?
5. 5,48 I skal være fuldkomne som jeres himmelske Far

Græske nøgleord

• ἀγαπάω (G25, v. 5,44) – ἀγαπάω, elske. Det er ikke en følelse af sympati, men en vilje, der søger den andens bedste. Imperativ præsens (ἀγαπᾶτε) betegner en vedvarende holdning, ikke en enkelt handling. I RP folder Jesus det ud i tre konkrete udtryk: velsigne, gøre godt og bede. Kærligheden til fjenden viser sig altså i ord, i gerning og i forbøn, ikke i varme følelser.
• ἐχθρός (G2190, v. 5,44) – ἐχθρός, fjende. Ordet betegner den, der står en imod og vil en ondt, personligt eller som forfølger af troen. Jesus siger «jeres fjender», altså de virkelige mennesker, man har i sit liv, ikke fjender i almindelighed. Paulus bruger samme ord om os selv: Vi blev forsonet med Gud, «da vi var fjender» (Rom 5,10).
• υἱός (G5207, v. 5,45) – υἱός, søn, barn. «Faderens sønner» er et hebraisk udtryk for dem, der ligner deres far og har hans sind. γένησθε (aorist konjunktiv af γίνομαι) betyder «vise sig at være» eller «blive»: Det er ikke en løn, man gør sig fortjent til, men barnets lighed med Faderen, som kommer til syne. Børn bliver vi kun i Kristus, den Søn, som virkelig elskede sine fjender.
• μισθός (G3408, v. 5,46) – μισθός, løn. Jesus spørger, hvilken løn der er i en kærlighed, som kun går til dem, der elsker igen. Pointen er ikke, at kærlighed skal gøre sig fortjent til noget hos Gud, men at gengældskærlighed allerede har fået sin betaling. Den, der kun elsker for at få igen, lever stadig efter verdens regnestykke.
• περισσός (G4053, v. 5,47) – περισσός, overmål, noget ekstra. «Hvad gør I mere?» knytter an til 5,20, hvor disciplenes retfærdighed skal være «langt større» (περισσεύσῃ) end de skriftkloges. Det særlige ved en kristen er ikke en finere moral, men en kærlighed, der går ud over den naturlige gengældelse, fordi den har sin kilde i Faderens godhed.
• τέλειος (G5046, v. 5,48) – τέλειος, fuldkommen, hel. Ordet betyder at nå sit mål og være helt og udelt. I sammenhængen er det en kærlighed uden undtagelser, som ikke deler mennesker op i venner og fjender. Ἔσεσθε er futurum brugt som befaling, ligesom i lovens bud. Kravet sænkes ikke: Målestokken er Faderen selv, og ingen af os når den.

Eksegetiske noter

• v. 5,43 Budet om at elske sin næste står i 3 Mos 19,18, men ordene «og hade din fjende» står ikke noget sted i Det Gamle Testamente. De er en slutning, som man drog, når «næste» blev forstået som landsmand og trosfælle. Jesus retter ikke Moseloven, men en udlægning, der satte grænser for loven. Samme lov byder i øvrigt at hjælpe fjendens okse eller æsel (2 Mos 23,4–5).
• v. 5,44 Tekstkritik: RP (og den gamle danske tekst) har fire led: «Elsk jeres fjender, velsign dem, der forbander jer, gør godt mod dem, der hader jer, og bed for dem, der mishandler jer og forfølger jer.» Den kritiske tekst, som Den Frie Bibel og 1992 følger, har kun «Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer». De ekstra led findes også i Luk 6,27–28. Indholdet er det samme.
• v. 5,45 Solen og regnen er Guds daglige gaver i skabelsen og forsynet (jf. ApG 14,17). At Gud giver dem til onde og gode, er ikke ligegyldighed over for synden, men langmodighed, der vil føre til omvendelse (Rom 2,4). Faderens godhed går forud for menneskets fortjeneste, og det er den, der er forbilledet for disciplenes kærlighed.
• v. 5,46–47 Tolderne var jøder, der opkrævede skat for romerne og blev regnet for syndere; hedningerne stod uden for pagten. Begge grupper var for tilhørerne eksempler på dem, der står uden for Guds folk. Tekstkritik i v. 47: RP har «jeres venner» og «tolderne», mens den kritiske tekst har «jeres brødre» og «hedningerne». Krauth noterer, at Luther her fulgte den græske tekst («tolderne») mod Vulgata («hedningerne»).
• v. 5,48 Ordlyden minder om 5 Mos 18,13 og 3 Mos 19,2 (Herren kalder folket til at være helt hans og helligt, fordi han er hellig). I parallellen Luk 6,36 hedder det «barmhjertige» i stedet for «fuldkomne». Verset samler alle seks modsætninger i 5,21–48 og afslører, at ingen kan bestå for loven. Det er ikke et trin på vejen til frelse, men lovens fulde krav, som driver til Kristus, og samtidig det mål, Guds børn stræber efter.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os i det enkle spørgsmål: Hvad gør I mere end tolderne? Vi elsker dem, der elsker os, hilser på dem, vi kan lide, og hjælper dem, der kan hjælpe os igen. Over for den, der har såret os, taler os ondt efter eller står os i vejen, vil hjertet hævne sig, holde afstand eller i det mindste ikke bede for ham. Jesus lader os ikke slippe med en sænket målestok. «I skal være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen.» Det afslører, at vi ikke blot har svigtet enkelte mennesker, men at vores kærlighed er delt og regnende. Det er synd, og ingen kan sige sig fri.

Evangeliet: Evangeliet står i v. 45: Faderen lader sin sol stå op over onde og gode. Vi var selv fjender af Gud (Rom 5,10), og han gjorde os godt alligevel. I Kristus har han gjort det fuldt ud: Han elskede sine fjender og bad på korset for dem, der korsfæstede ham (Luk 23,34). Han er den fuldkomne, som opfyldte dette bud i vores sted, og hans retfærdighed bliver tilregnet den, der tror. Derfor er vi Faderens børn af nåde. Og den, der selv er tilgivet som fjende, får del i Faderens sind, så han kan begynde at velsigne og bede for sin egen fjende.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 4. søndag efter trinitatis (over parallellen Luk 6,36–42): Luther begrunder kærligheden til fjenden i det, Gud har gjort mod os. Hvad en anden har gjort mod mig, er intet mod det, jeg har gjort mod Gud, og dog gav han sine fjender sin Søn.
  «Når nu Gud har så stor en barmhjertighed, at han skænker sine fjender sin enbårne Søn, så de ved ham bliver forløst fra synden og døden» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 4. søndag efter trinitatis (over parallellen Luk 6,36–42): Luther skelner mellem den enkelte kristnes liv og øvrighedens embede. Budet ophæver ikke straffen, men forbyder den enkelte at tage hævnen i egen hånd. Det er en nyttig hjælp mod misforståelser.
  «Men det skal forstås sådan, at man ikke må tro, at der slet ikke skal straffes. For Kristus prædiker her for sine disciple, som ikke havde noget regimente.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Guds godhed og barmhjertighed: Pieper citerer Matt 5,44–45 som eksempel på, at Guds godhed skal genspejles i hans børn. Kærligheden til fjenden er ikke vejen til at blive Guds barn, men barnets lighed med Faderen.
  «Der skal også findes et genskin af disse egenskaber ved Guds godhed hos Guds børn.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Det kristne liv og bønnen: Pieper regner forbønnen for fjenderne med til den kristnes almindelige bøn og henviser til Jesu og Stefanus’ bøn for deres bødler.
  «for de vantro, også for fjenderne (Matt 5,44; Luk 23,34; ApG 7,60) osv., hører af sig selv ind under bønnen i snævrere forstand.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Fuldkommenhed og perfektionisme: Jacobs afviser at sænke kravet i Matt 5,48. Fuldkommenheden er det mål, den kristne stræber mod, men alt, hvad der ikke når det, er synd. Derfor kan ingen hvile i sin egen helliggørelse.
  «Den er det mål, som den kristne hele tiden skal stræbe efter (Matt 5,48). Alt, hvad der ikke når det, er synd.» Læs teksten

Prædikenspor

Hvad gør I mere?

Sporet følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus fjerner grænsen, som vi sætter for kærligheden. Først: Hvad vi har hørt. Vi elsker vores egne, og det gør tolderne og hedningerne også; gengældskærlighed er allerede betalt (v. 46–47). Dernæst: Hvad Jesus siger. Elsk, bed for og gør godt mod jeres fjender, og målestokken er Faderen, som er fuldkommen (v. 44.48). Her må prædikenen lade loven stå uden rabat, for den viser, at ingen af os slipper. Til sidst: Hvem der har gjort det. Kristus elskede sine fjender og bad for dem på korset. Han er den fuldkomne i vores sted, og i ham er vi Faderens børn. Derfra kan der begynde et nyt liv, som ligner Faderen.

Solen over onde og gode

Et tematisk spor ud fra v. 45. Hovedtanken er, at Guds godhed går forud for menneskers fortjeneste. Første trin: Solen og regnen i sommertiden er gaver, som Gud giver alle, også dem, der aldrig takker. Det er hans forsyn og langmodighed. Andet trin: Vi var selv blandt de onde og uretfærdige, Guds fjender (Rom 5,10), men han gav os mere end sol og regn, nemlig sin Søn. Det er Luthers pointe i Huspostillen: Hvad andre har gjort mod os, er intet mod det, vi har gjort mod Gud. Tredje trin: Den, der lever i Faderens sol, behøver ikke selv blive en tornebusk, fordi andre stikker, for at bruge Luthers billede, men kan være en frugtbar vinstok og et barn, der ligner sin Far.

Bøn for den, der har såret mig

Et sjælesørgerligt spor for dem, der bærer på et virkeligt fjendskab: et brud i familien, en kollega, en, der har gjort uret. Jesus beder ikke om, at følelserne skal forsvinde, men om at vi skal bede for fjenden. Først: Tag fjendskabet alvorligt. Budet betyder ikke, at uret er ligegyldig, og Luther minder om, at øvrigheden stadig skal straffe det onde. Dernæst: Bønnen er det første, der er muligt, også når hjertet endnu ikke vil. Man kan lægge fjenden i Guds hånd og bede om hans omvendelse og frelse. Til sidst: Vi beder som tilgivne. Kristus bad for os, mens vi var hans fjender, og i hans navn lærer vi at bede for andre.

Lærepunkter i teksten

• Lovens tre brug – Kravet om at være fuldkommen som Faderen er lovens spejl: Det afslører synden og driver til Kristus.
• Forsynet – Gud lader sin sol stå op og sender regn over onde og gode; hans forsyn gælder alle mennesker.
• De to regimenter og øvrigheden – Budet om at elske fjenden gælder den enkelte kristne; det ophæver ikke øvrighedens embede med at straffe det onde.
• Helliggørelsen – At ligne Faderen er Guds børns nye liv, som begynder her, men aldrig er fuldkomment i dette liv.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid – Sommersalmen om Guds gaver i skabningen, som han giver over onde og gode.
• 31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud – Lovsang over Guds godhed, der rækker videre end vores fortjeneste.
• 685 Vor Gud er idel kærlighed – Guds kærlighed som kilden til vores kærlighed til næsten.
• 365 Guds kærlighed ej grænse ved – Guds grænseløse kærlighed, som ikke standser ved fjenden, og som sender os ud til næsten.
• 505 Til dig alene, Herre Krist – Syndsbekendelse og tilflugt til Kristus for den, der kommer til kort over for kravet.