Matt 19,16–26

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Matthæusevangeliets rejseberetning: Jesus har forladt Galilæa og er på vej mod Jerusalem gennem Judæa hinsides Jordan (19,1). Lige før har han velsignet de små børn og sagt, at Himmeriget tilhører sådanne (19,13–15). Nu kommer en mand, som Matthæus kalder en ung mand (v. 20.22), og som har megen ejendom; hos Lukas er han en rådsherre (Luk 18,18). Han spørger, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Jesus fører ham gennem budene hen til det sted, hvor hans hjerte hænger fast, og manden går bedrøvet bort. Derefter taler Jesus til disciplene om den rige og nåleøjet, og deres forfærdede spørgsmål «Hvem kan da blive frelst?» får svaret: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Peters spørgsmål og lignelsen om arbejderne i vingården følger (19,27–20,16). Parallellerne er Mark 10,17–27 og Luk 18,18–27. Teksten er evangelium på 6. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. 1. tekstrække har samme dag Matt 5,20–26 om den retfærdighed, der skal overgå de skriftkloges, og det er den tekst, Huspostillen prædiker over på denne søndag.

Opbygning

1. 19,16 Spørgsmålet: Hvad godt skal jeg gøre?
2. 19,17 Én er den gode – hold budene
3. 19,20 Hvad mangler jeg endnu? Sælg, giv, følg mig
4. 19,22 Den unge mand går bedrøvet bort
5. 19,23 Kamelen og nåleøjet
6. 19,25 Hvem kan da blive frelst? For Gud er alting muligt

Græske nøgleord

• ἀγαθός (G18, v. 19,17) – ἀγαθός, god. Manden spørger om det gode, han skal gøre (v. 16), og Jesus vender spørgsmålet: Én er den gode, Gud. Det gode er ikke først en gerning, men Gud selv. Den, der vil gøre det gode for at få livet, må spørges, om han har den gode Gud som sin Gud. Derfor handler samtalen i bund og grund om det første bud, selv om Jesus begynder med budene om næsten.
• ὑστερέω (G5302, v. 19,20) – ὑστερέω, mangle, komme til kort. «Hvad mangler jeg endnu?» står i præsens: Manden mærker, at noget stadig mangler, trods alt det, han har holdt. Paulus bruger samme ord i Rom 3,23: Alle har syndet og mangler Guds herlighed. Lovens vej efterlader altid et «endnu». Jesus svarer ved at vise, hvad der faktisk mangler: et hjerte, der har Gud over alle ting.
• τέλειος (G5046, v. 19,21) – τέλειος, fuldkommen, hel. Hos Matthæus står ordet ellers kun i 5,48: «Vær fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.» Det betegner ikke et ekstra trin for de særligt fromme, men det hele og udelte forhold til Gud, som loven kræver af alle. Jesu ord afslører, at den unge mand netop ikke er hel: Hans hjerte er delt mellem Gud og ejendommen.
• ἀκολουθέω (G190, v. 19,21) – ἀκολουθέω, følge. «Kom og følg mig» er det samme kald, som disciplene fik (4,19–22; 9,9). Imperativ i præsens: et vedvarende følgeskab, ikke en enkelt handling. Målet med Jesu ord er ikke salget i sig selv, men at manden skal få Jesus i stedet for sin skat. Det gode, han spurgte efter, stod lige foran ham.
• λυπέω (G3076, v. 19,22) – λυπέω, gøre bedrøvet; i passiv blive bedrøvet. Participiet i præsens (λυπούμενος) viser, at han går bort, mens bedrøvelsen varer. Han bliver ikke vred, men bedrøvet: Ordet har ramt ham, og han ved det. Teksten fortæller ikke, hvordan det gik ham siden. Bedrøvelsen kan blive begyndelsen til omvendelse eller ende i, at han beholder sin ejendom og mister livet.
• σώζω (G4982, v. 19,25) – σῴζω, frelse. Disciplene spørger ikke længere om «evigt liv» eller «Guds rige», men om at blive frelst. σωθῆναι er aorist passiv: Frelse er ikke noget, man gør, men noget, man modtager. Det passer til svaret i v. 26. Samtalen er gået fra «hvad skal jeg gøre?» til «hvem kan blive frelst?», og dermed fra loven til evangeliet.
• ἀδύνατος (G102, v. 19,26) – ἀδύνατος, umulig. Jesus siger ikke længere «vanskeligt» som i v. 23, men umuligt, og det gælder ikke kun de rige: Dette, at blive frelst, er umuligt for mennesker. Over for det står «for Gud er alting muligt» (δυνατά). Gud gør det, mennesket ikke kan. I ét vers står lovens dom og evangeliets løfte side om side.

Eksegetiske noter

• v. 19,16–17 Tekstkritik: RP har «Gode Mester … Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden én, nemlig Gud» ligesom Mark 10,17–18 og Luk 18,18–19. Den kritiske tekst, som Den Frie Bibel følger, har «Lærer, hvad godt …? Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.» I begge læsemåder peger Jesus væk fra menneskets godhed og hen på Gud alene. Han afviser ikke, at han selv er god, men tvinger spørgeren til at tænke over, hvad han siger.
• v. 19,18–19 Jesus nævner budene om næsten fra den anden tavle (2 Mos 20,12–16; 5 Mos 5,16–20) og føjer kærlighedsbuddet fra 3 Mos 19,18 til; det sidste har kun Matthæus her. Budene om forholdet til Gud nævner han ikke. Det første bud kommer først frem i v. 21, hvor det viser sig, at ejendommen har den plads i hjertet, som tilhører Gud.
• v. 19,20 Kun Matthæus kalder manden ung (νεανίσκος, v. 20.22); hos Lukas er han en rådsherre. RP har «fra min ungdom» (ἐκ νεότητός μου) ligesom Mark 10,20 og Luk 18,21; den kritiske tekst og Den Frie Bibel har det ikke. Markus fortæller, at Jesus så på ham og fik kærlighed til ham (Mark 10,21). Manden er ingen hykler i almindelig forstand; han har levet et udvortes ordentligt liv. Netop derfor viser han, at det ikke er nok.
• v. 19,21 I middelalderen blev verset brugt som grundlag for en særlig fuldkommenhedsstand, hvor munke og nonner opgav ejendom og fulgte de såkaldte evangeliske råd. Apologien afviser det (art. 27, Om klosterløfter): Fuldkommenheden ligger i «Følg mig». Kaldet til at sælge alt gælder netop denne mand, men eksemplet på lydighed mod sit kald gælder alle. Den evangeliske fattigdom består ikke i at opgive sin ejendom, men i ikke at være grisk og ikke stole på rigdom.
• v. 19,24 Billedet af kamelen og nåleøjet er en bevidst overdrivelse: det største dyr, man kendte i landet, og den mindste åbning. Forklaringen om en lav port i Jerusalem kaldet «Nåleøjet» har ingen støtte i oldtidens kilder, og nogle få sene håndskrifter har κάμιλος (reb) i stedet for κάμηλος (kamel). Begge forsøg gør det umulige muligt for mennesker og tager brodden af v. 26. RP har κάμηλος.
• v. 19,25–26 Disciplenes forfærdelse hænger sammen med, at rigdom blev set som et tegn på Guds velsignelse (jf. 5 Mos 28,1–14). Hvis selv den rige ikke kan komme ind, hvem kan så? «For Gud er alting muligt» minder om ordet til Abraham i 1 Mos 18,14 og om Job 42,2; Gabriel siger det samme til Maria (Luk 1,37). Den Gud, der gav et barn, hvor det var umuligt, kan også frelse den, der ikke kan frelse sig selv.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører den fromme, der har styr på budene. Den unge mand kan sige «alt dette har jeg holdt», og alligevel mangler han noget. Jesu ord om at sælge og følge ham viser, hvor hans hjerte er: Ejendommen er hans gud, og han kan ikke give slip. Sådan afslører loven også os. Vi måler os med budene om næsten og klarer os måske ganske godt, men det første bud rammer os, når vi ser, hvad vi ikke vil give slip på: penge, tryghed, anseelse og os selv. Selve spørgsmålet «hvad skal jeg gøre?» er en del af problemet. Jesus siger det ligeud: For mennesker er det umuligt.

Evangeliet: Det gode, manden spørger efter, står foran ham. Én er den gode, og han siger: «Kom og følg mig.» Jesus giver ikke livet til gengæld for en gerning, men kalder manden til sig selv. Han er den, der blev fattig for vores skyld, for at vi skulle blive rige (2 Kor 8,9), og som gav alt for at give os en skat i himlen. Da disciplene spørger, hvem der så kan blive frelst, ser han på dem og svarer: For Gud er alting muligt. Frelsen hviler ikke på det, vi kan holde eller give slip på, men på Gud, som gør det umulige og fører syndere, rige som fattige, ind i sit rige.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 13. søndag efter trinitatis (Luk 10,23–37): Der er ingen prædiken i Huspostillen over Matt 19,16–26, men den lovkyndige i Luk 10 stiller samme spørgsmål som den unge mand. Luther siger, at Jesu svar «Gør dette» ikke viser en vej til livet, men at loven er god og alligevel ikke hjælper, for ingen gør den eller kan gøre den.
  «Læren er god og rigtig nok, men den hjælper hverken dig eller noget menneske. Hvorfor? I gør det ikke og kan heller ikke gøre det.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Kirkeindvielsens dag (Luk 19,1–10): I prædikenen over Zakæus udlægger Luther netop Matt 19,26: Af naturen hænger mennesket ved sit timelige gods og tjener mammon. Skal det ind i Guds rige, må Gud røre hjertet ved sit ord og Helligånden virke.
  «Sådan som de er mennesker af naturen, kan de ikke andet end hænge ved deres timelige gods og tjene mammon.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Apologien: Om kærligheden og lovens opfyldelse: Apologien svarer direkte på modstandernes brug af Matt 19,17. Budene holdes kun, når hjertet først ved, at Gud for Kristi skyld er forsonet; uden Kristus anklager loven altid samvittigheden.
  «må vi tro, at budene ikke holdes uden Kristus og ikke kan behage uden ham.» Læs teksten
• Konkordiebogen, Apologien: Om klosterløfter: Fuldkommenheden i v. 21 ligger i «Følg mig», ikke i at opgive ejendom. Kaldet til at sælge alt gælder kun denne mand, men eksemplet på lydighed mod sit kald gælder alle.
  «Kaldene er personlige, ligesom selve opgaverne skifter med tider og personer; men eksemplet på lydighed er almengyldigt.» Læs teksten
• Krauth, Den konservative reformation og dens teologi: Arvesynden: Krauth bruger den unge mand, som Jesus elskede, som eksempel: Et elskeligt og udvortes uskyldigt liv kan ikke frelse, for hjertet er af naturen det samme. Mennesket har brug for at blive født på ny.
  «Den unge mand, som Jesus elskede, og Judas, som forrådte sin Herre, var forskellige i karakter.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Guds godhed: Pieper bruger v. 17 om Guds godhed: Gud alene er god i sig selv, skabningerne kun ved ham. Det bevarer både mod hovmod og mod misundelse.
  «Derimod må vi med hensyn til Gud fastholde, at han – i modsætning til skabningerne – alene er god, nemlig god i sig selv og af sig selv» Læs teksten

Prædikenspor

Hvad mangler jeg endnu?

Prædikenen følger samtalens gang. Første trin: spørgsmålet. Manden vil gøre det gode for at få livet, og han har god samvittighed over for budene om næsten. Andet trin: Jesus fører ham til det første bud. «Sælg og følg mig» viser, at ejendommen sidder på Guds plads i hans hjerte, og han går bedrøvet bort. Her kan præsten lade loven ramme det, vi hver især ikke vil give slip på. Tredje trin: Disciplenes spørgsmål «Hvem kan da blive frelst?» bliver menighedens. Jesus ser på dem og siger: For Gud er alting muligt. Prædikenen ender ved, at det gode, manden søgte, stod foran ham: Kristus selv, der kalder og giver livet.

Kamelen og nåleøjet

Et tematisk spor om rigdom og det umulige. Hovedtanken er, at Jesus ikke gør det lettere, end det er. Første trin: Rigdom er ikke synd i sig selv, men den er farlig, fordi hjertet så let stoler på den. Apologien siger, at den evangeliske fattigdom ikke består i at opgive sin ejendom, men i ikke at stole på rigdom. Andet trin: Billedet af kamelen må ikke gøres mindre med forklaringer om porte eller reb. Det er umuligt, ikke bare svært, og ikke kun for de rige. Tredje trin: Det umulige er Guds område. Han, der blev fattig for vores skyld, får kamelen igennem og fører syndere ind i sit rige af nåde.

Han gik bedrøvet bort

Et sjælesørgerligt spor for dem, der kender den unge mands bedrøvelse. Mange har prøvet at leve ordentligt og mærker alligevel, at noget mangler, eller at de ikke kan give slip på det, der binder dem. Første trin: Bedrøvelsen er ikke et tegn på, at Gud har opgivet os, men på, at Ordet har ramt. Andet trin: Disciplene kommer i samme nød: «Hvem kan da blive frelst?» Jesus sender dem ikke bort, men ser på dem. Tredje trin: Svaret er ikke en ny opgave, men et løfte: For Gud er alting muligt. Den, der ikke kan bære sin frelse selv, får lov at lægge den i hans hænder.

Lærepunkter i teksten

• Lovens tre brug – «Hold budene» og «hvad mangler jeg endnu?»: Loven bruges som spejl, der afslører den unge mands delte hjerte.
• Lov og evangelium – Spørgsmålet «hvad skal jeg gøre?» besvares med loven, men samtalen ender i evangeliet: For Gud er alting muligt.
• Den frie vilje – «For mennesker er dette umuligt»: Mennesket kan ikke af egen kraft vende sig til Gud og blive frelst.
• Guds væsen og egenskaber – «Én er den gode» og «for Gud er alting muligt»: Guds godhed og almagt er tekstens bærende grund.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig – Luthers salme: Vores gerninger formår intet, hos Gud gælder kun nåde – svar på «hvem kan da blive frelst?»
• 519 Syndernes forladelse selvros udelukker – Over for «alt dette har jeg holdt»: Nåden udelukker al selvros.
• 576 O Jesus, troens dyre skat – Jesus selv som den sande skat, som den unge mand fik tilbudt.
• 604 Det koster mer, end man fra først betænker – Om efterfølgelsens pris, som den unge mand ikke ville betale.
• 725 Det dufter lysegrønt af græs – Forsommersalme om skaberværket, der gror; årstidssalme til den tidlige trinitatistid.