Matt 5,20–26

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Bjergprædikenen (Matt 5–7), som Jesus holder for disciplene med folkeskaren lyttende (5,1; 7,28–29). Efter saligprisningerne og ordene om salt og lys har han sagt, at han ikke er kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem (5,17–19). V. 20 er overskriften over det følgende: Disciplenes retfærdighed skal overgå de skriftlærdes og farisæernes, og det var de mest lovtro folk i Israel. Derefter følger den første af seks modsætninger (5,21–48): «I har hørt … men jeg siger jer.» Jesus tager det femte bud og viser, at det ikke kun rammer drabet med hånden, men vreden i hjertet og de hårde ord, og at ingen gudstjeneste hjælper den, der lever i uforsonlighed med sin bror. Teksten er evangelium på 6. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. I den gamle tekstrække stod den på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. I trinitatistiden handler evangelierne om det kristne liv; her lyder loven i sin fulde skarphed.

Opbygning

1. 5,20 Den retfærdighed, der er bedre end farisæernes
2. 5,21 «I har hørt … men jeg siger jer»: vreden er drab
3. 5,23 Lad gaven blive og forlig dig først med din bror
4. 5,25 Bliv ven med din modpart, mens I er på vejen

Græske nøgleord

• περισσεύω (G4052, v. 5,20) – περισσεύω, overgå, være i overflod. Ordet betyder at flyde over, at være mere end nok. Jesus kræver ikke lidt mere af det samme, men en retfærdighed, der går ud over de skriftlærdes og farisæernes. Aorist konjunktiv efter ἐὰν μή («hvis ikke») gør det til en betingelse, og det skarpe οὐ μή («slet ikke») lukker døren for den, der ikke har den. Hvordan den overstrømmende retfærdighed er mulig, siger teksten ikke her; det er netop det spørgsmål, prædikenen må besvare.
• δικαιοσύνη (G1343, v. 5,20) – δικαιοσύνη, retfærdighed. Hos Matthæus betyder ordet oftest det liv, der svarer til Guds vilje (3,15; 5,6.10; 6,1.33). «Jeres retfærdighed» er altså disciplenes liv for Gud. Farisæerne havde en retfærdighed, men den nåede kun til den ydre gerning (23,25–28). Luther læser ordet sådan, at en retfærdighed, der holder for Gud, kun findes i syndernes forladelse; Paulus kalder den Guds retfærdighed (Rom 3,21–22).
• ὀργίζω (G3710, v. 5,22) – ὀργίζω, blive vred (passiv/medium: vredes). Participium i præsens, «enhver som er vred», peger mere på den, der går og er vred, end på et enkelt udbrud. Dermed flytter Jesus buddet fra hånden til hjertet: Den, der bærer på vrede mod sin bror, står allerede under samme dom som drabsmanden. Det er ikke en ny lov, men buddets egentlige mening (1 Joh 3,15).
• ἔνοχος (G1777, v. 5,22) – ἔνοχος, skyldig, hjemfalden til. Ordet bruges om den, der står under en dom eller straf. Det gentages fire gange i v. 21–22, og i v. 22 stiger instansen: domstolen, rådet, ildens Helvede. Opstigningen viser, at vrede og skældsord ikke er småting, men hører under Guds dom. Der er ingen synd mod buddet, som ikke gør mennesket skyldigt.
• διαλλάσσω (G1259, v. 5,24) – διαλλάσσω, forlige sig, blive forsonet. Det eneste sted i NT. Passiv imperativ i aorist, «bliv forligt», betyder at få forholdet bragt i orden igen, så fjendskabet er væk. Det er den skyldige, der skal gå til den, han har krænket. Ordet er i familie med καταλλάσσω, som Paulus bruger om Guds forsoning af verden med sig selv (2 Kor 5,18–20).
• ἀντίδικος (G476, v. 5,25) – ἀντίδικος, modpart, anklager. Et retsligt ord om modparten i en retssag (Luk 12,58; 18,3); i 1 Pet 5,8 bruges det om Djævelen. Her er det den bror, man har gjort uret, og som kan føre sagen for dommeren. «Hurtigt» og «mens du endnu er på vejen» giver ordet hast: Der er en frist, og når den er udløbet, er det for sent.
• κοδράντης (G2835, v. 5,26) – κοδράντης, øre (latin quadrans). En lille romersk kobbermønt, en fjerdedel af en as og en 64.-del af en denar, altså en lille brøkdel af en daglønning. Enkens to småmønter var tilsammen én κοδράντης (Mark 12,42). Billedet siger, at gælden skal betales til sidste skilling. Uden for nåden bliver intet eftergivet.

Eksegetiske noter

• v. 5,20 De skriftlærde var lovens lærde udlæggere, farisæerne en lægmandsbevægelse, der ville holde loven og fædrenes overleveringer i hverdagen. De var ikke folkets værste, men dets mest fromme. Derfor rammer ordet så hårdt. V. 20 skal læses sammen med 5,17–19: Jesus skærper loven i stedet for at gøre den lettere. «Himlenes rige» er Matthæus’ jødiske omskrivning for Guds rige.
• v. 5,21–22 «Det er blevet sagt til de gamle» henviser til buddet i 2 Mos 20,13 og 5 Mos 5,17 og til den retspraksis, der byggede på det (2 Mos 21,12; 5 Mos 16,18). «Domstolen» var den lokale ret, «rådet» (synedriet) det øverste råd i Jerusalem. Ildens Helvede (gehenna) er opkaldt efter Hinnoms dal syd for Jerusalem, stedet for børneofre (Jer 7,31–32). Jesu «men jeg siger jer» er ikke en skriftlærds udlægning, men Lovgiverens egen.
• v. 5,22 Tekstkritik: RP har «enhver som bliver vred på sin bror uden grund» (εἰκῇ). Den kritiske tekst, Vulgata og Luther har ikke ordet, og Den Frie Bibel og 1992 følger dem. Med «uden grund» kan ordet let misbruges som undskyldning for den «retfærdige» vrede, som Luther advarer imod i Huspostillen. Uden ordet rammer buddet al vrede mod broderen.
• v. 5,22 «Raka» er aramæisk (rēqā), «tomhoved», et hånligt skældsord. «Tåbe» (μωρέ) er græsk; i GT er tåben ofte den, der ikke regner med Gud (Sl 14,1), men det er usikkert, om Jesus tænker på det her. Det er vanskeligt at skelne skarpt mellem de to; pointen er stigningen fra hjertet til munden. Luther forstår «Raka» om en sur og uvenlig mine, så han får fire trin: hjerte, miner, ord og hånd.
• v. 5,23–24 Billedet forudsætter templet i Jerusalem, hvor offergaven blev bragt til brændofferalteret. Det er påfaldende, at det er den skyldige, der skal gå: «din bror har noget imod dig». Gudstjenesten afbrydes for forsoningens skyld. Tanken kendes fra profeterne, der afviser offer uden ret og barmhjertighed (Es 1,11–17; Hos 6,6, som Jesus citerer i Matt 9,13; 12,7).
• v. 5,25–26 Lukas har ordene i en anden sammenhæng, hvor de tydeligt er en advarsel om den kommende dom (Luk 12,57–59). Også her bliver retssagen et billede på Guds dom: Vejen er livet nu, dommeren er Gud. Ordet om at betale «den sidste øre» er brugt som støtte for skærsilden, men teksten siger ikke, at nogen kommer ud; den understreger, at gælden skal betales fuldt ud.

Lov og evangelium

Loven: Teksten tager det femte bud fra os, som vi troede, vi havde holdt. Ingen af os har slået ihjel, men Jesus siger, at den, der er vred på sin bror, er skyldig for domstolen, og at den, der kalder ham tåbe, er skyldig til Helvedes ild. Han rammer det bitre blik, den kolde tavshed, de ord, vi siger om andre, når de ikke hører det, og nag, som vi kalder retfærdig harme. Og han rammer vores fromhed: Gaven på alteret, kirkegangen og nadveren hjælper ikke den, der lever i uforsonlighed. Med den retfærdighed, vi selv kan fremvise, kommer vi ikke ind i Himlenes rige.

Evangeliet: Den, der siger «men jeg siger jer», er den samme, som er kommet for at opfylde loven (5,17). Han har haft et hjerte uden had og nag og har bedt for dem, der slog ham ihjel. Den overstrømmende retfærdighed, som teksten kræver, har vi ikke selv, men den er givet os i ham: syndernes forladelse, som dækker også det vrede hjerte. Han har betalt den sidste øre, så den, der tror, ikke skal i fængsel. Og den, der er forsonet med Gud, får kraft til at gå hen og forlige sig med sin bror. Og Gud venter stadig på gaven: «Kom så og bring din gave.»

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 6. søndag efter trinitatis: Luther siger, at Jesus vil advare mod det åndelige hovmod og føre os til at se vores urene hjerte. Den retfærdighed, der hører hjemme i himlen, er derfor ikke vores gerninger, men syndernes forladelse.
  «Den består ikke i vore gerninger, skønt de skal være hellige og uden anstød, men i syndernes forladelse, og den hviler på Guds nåde.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 6. søndag efter trinitatis: Buddet siger ikke «din hånd», men «du» må ikke slå ihjel. Derfor rammer det hele mennesket: hjerte, mund, sanser og alt, hvad der kan skade næsten. Man skal ikke kun lade være med at slå ihjel, men også med alt det, der fører til døden.
  «Dit hjerte, din mund, dine fem sanser og alt, hvad du har, og hvad der er ved dig, må ikke gøre din næste skade.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 6. søndag efter trinitatis: Om gaven ved alteret: Det giver ingen mening at give Gud en okse og samtidig slå sin bror ihjel. Gud ser først på, hvordan hjertet står over for næsten. Uden kærlighed til næsten er al gudstjeneste forgæves.
  «Vil du tjene Gud, så tjen ham med et hjerte, der ikke er fjendtligt mod din næste – eller vid, at din tjeneste er en vederstyggelighed for Gud.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 10. aftenforelæsning: Walther citerer Luthers udlægning af Bjergprædikenen: Den farisæiske hellighed holder sig ren, bare hånden ikke slår ihjel. De pavelige gjorde Jesu skærpelse til frivillige råd, men Kristus tilbagekalder ikke sin dom.
  «Se, det er den smukke farisæiske hellighed, der kan gøre sig selv ren og forblive from, bare den ikke selv slår ihjel med hånden» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Loven og synden: Pieper bruger Matt 5,22 som skriftbevis for, at loven kræver renhed også i tankerne, ikke kun i ord og gerninger. At den, der trådte ind under loven i vores sted, måtte være hellig og uden synd, bekræfter, hvor meget loven kræver.
  «og derfor også renhed i alle de indre og ydre handlinger, som tilkommer en ret beskaffen, ren natur, altså tankernes renhed» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Synden: Jacobs finder i v. 21–22 de tre måder at synde på: med hjertet, munden og gerningen. Han skelner også mellem det vedvarende had og det barske svar fra den, der er blevet krænket.
  «Vedvarende had til en uskyldig næste eller et forsæt om at skade ham, som man længe har næret, er en grovere synd end det barske svar fra én, der har lidt uret.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Nadveren: Med Walther henviser Pieper til v. 23–25: Den, der ikke vil forsone sig, kan præsten ikke række nadveren, før sagen er bragt i orden. Det er ikke band, men en udsættelse.
  «eller var blevet fornærmet af nogen og ikke ville forsone sig med den fornærmede eller med fornærmeren» Læs teksten

Prædikenspor

Den retfærdighed, der er bedre

Et spor, der følger tekstens bevægelse fra v. 20. Hovedtanken er, at Jesus ikke gør loven lettere, men tungere. Første trin: Farisæerne var ikke dårlige mennesker. De slog ikke ihjel og levede anstændigt, og det er godt. Men de troede, at det var nok for Gud. Andet trin: Jesus flytter buddet ind i hjertet. Vrede, skældsord og nag er drab for Gud. Her må prædikenen være konkret og nærværende, så ingen kan gemme sig. Tredje trin: Hvor finder vi så den bedre retfærdighed? Ikke i os selv, men i ham, der siger «jeg siger jer», og som har opfyldt loven. Hans retfærdighed er givet os i syndernes forladelse, og det er den, der åbner Himlenes rige.

Lad gaven blive ved alteret

Et tematisk spor om gudstjeneste og forsoning ud fra v. 23–24 og Luthers prædiken. Hovedtanken er, at man ikke kan holde Gud og næsten adskilt. Første trin: Jesus afbryder selve ofringen. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi står over for hinanden, når vi går til alters. Andet trin: Luther advarer mod to fejl: at bringe gaven med et uforsonligt hjerte og at holde sig fra nadveren og Fadervor for at slippe for ordet om at tilgive. Begge veje fører væk fra Gud. Tredje trin: Vejen er at bekende for Gud og gå til broderen. Men vi går ikke for at gøre os værdige; vi går, fordi Kristus har forsonet os med Gud. Derfor lyder også indbydelsen: «Kom så og bring din gave.»

Når vreden kalder sig retfærdig

Et sjælesørgerligt spor for den, der er blevet krænket og mener at have ret til sin vrede. Luther siger, at vreden kan pynte sig fint: «Han har gjort mig dit og dat», og så tror vi, at vi gør ret i at være vrede. Første trin: Vi kender det alle. Nag vokser dag for dag, og Djævelen har sit spil. Andet trin: Luther læser teksten, så den taler både til den, der har gjort uret (v. 23–24), og til den, der er blevet krænket (v. 25): Bliv forligt, mens I er på vejen. Der er en frist. Tredje trin: Ingen kan beslutte sig til at blive fri for vreden. Men den, der selv har fået tilgivet en gæld, han aldrig kunne betale, kan bekende sin vrede, bede om et nyt hjerte og række hånden frem. Sådan forsvinder vreden, siger Luther, «som en røg».

Lærepunkter i teksten

• Lovens tre brug – Jesus udlægger det femte bud, så det rammer hjertet. Loven bruges her som spejl, der viser synden og lukker munden på al selvros.
• Retfærdiggørelsen – Den retfærdighed, der overgår farisæernes, er ikke en bedre fromhed hos os, men syndernes forladelse for Kristi skyld.
• Skriftemål og tilgivelse – Luther siger, at den, der tager buddet alvorligt, hver time har grund til at bekende, bede om tilgivelse og forlige sig med næsten.
• De to regimenter og øvrigheden – Luther skelner: I Kristi rige skal der ingen vrede være, men øvrighed og forældre skal straffe det onde i deres embede.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 691 Loven er et helligt bud – Om Guds hellige bud, som Jesus her skærper, så vi ser vores synd og flygter til ham.
• 519 Syndernes forladelse selvros udelukker – Rammer farisæernes retfærdighed: Forladelsen udelukker al selvros og er vores eneste retfærdighed.
• 501 Herre, jeg har handlet ilde – Syndsbekendelse, som Luther anbefaler den, der mærker, at vreden har grebet ham.
• 698 Kain, hvor er din bror – Om ansvaret for broderen; den, der hader sin bror, er som Kain en morder (1 Joh 3,12–15).
• 292 Kærligheds og sandheds Ånd – Bøn til Helligånden om kærlighed og sandhed, som teksten kræver af hjertet.
• 724 Solen stråler over vang – Sommersalme om solen over markerne; årstidssalme til trinitatistiden.