Studiebibelen

🗺 Lærekortet · De sidste ting

Den yderste dom og verdens ende

Den yderste dom er den offentlige dom, som Kristus også efter sin menneskelige natur holder over alle mennesker og de onde engle på den yderste dag, hvorefter denne verden i sin nuværende skikkelse får en ende.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Kristus skal komme igen «for at dømme levende og døde», som kirken bekender i trosbekendelsen. Dommeren er Jesus selv: Faderen har givet Sønnen al dom (Joh 5,22), og Gud har bestemt ham til dommer over levende og døde (ApG 10,42). Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, siger, at han på den yderste dag skal opvække alle døde, give de troende evigt liv og fordømme de ugudelige og djævlene. Alle mennesker skal stå for hans domstol, og enhver skal få igen for det, han har gjort, godt eller ondt (2 Kor 5,10). Efter Matt 25 skilles fårene fra bukkene først; dommen er ikke en lang forhandling, hvor udfaldet er uvist.

Hvordan kan Skriften både sige, at alle skal dømmes, og at den, der tror, ikke kommer for dommen (Joh 5,24)? Pieper og Jacobs svarer med adskillelsen af lov og evangelium. De troendes synder er tilgivet, og i Matt 25 nævnes kun deres gode gerninger, der vidner om troen. For dem er dommen ikke andet end den offentlige stadfæstelse af den tilgivelse, evangeliet allerede har givet dem på jorden. De vantro dømmes efter loven. Derfor er den yderste dag en trøst for de troende. Luther advarer mod pavedømmets billede af Kristus som en streng dommer, man må stille tilfreds med gerninger og helgeners forbøn: for dem, der tager deres tilflugt til ham, kommer han til forløsning og frelse.

Med dommen får verden en ende. Himmel og jord skal forgå, men Kristi ord forgår ikke (Luk 21,33), og der skal komme en ny himmel og en ny jord (2 Pet 3,13). Om verden tilintetgøres i sit væsen eller forvandles, var de lutherske lærere ikke enige om; Gerhard ville ikke gøre det til en trosartikel, og Jacobs hælder ligesom Luther til forvandlingen. Det står fast, at alt det forgængelige ophører.

Skriften

  • Matt 25,31–46 – Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, samler alle folk og skiller fårene fra bukkene; de troendes gode gerninger nævnes.
  • Joh 5,22–24 – Faderen har givet Sønnen al dom; den, der tror, kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.
  • ApG 10,42 – Jesus er af Gud bestemt til dommer over levende og døde.
  • 2 Kor 5,10 – Alle skal åbenbares for Kristi domstol og få igen for det, de har gjort, godt eller ondt.
  • Joh 12,48 – Det ord, Kristus har talt, skal dømme den, der afviser ham, på den yderste dag: dommens norm er Guds ord.
  • Luk 21,33 – Himlen og jorden skal forgå, men Kristi ord skal aldrig forgå.
  • 2 Pet 3,10–13 – Himlene forgår med et brag, og jorden brændes op; de troende venter nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.
  • 1 Kor 7,31 – Verden i sin nuværende skikkelse forgår.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 17: Kristus skal komme på den yderste dag for at dømme og opvække alle døde. De troende og udvalgte får evigt liv og evig glæde, mens de ugudelige mennesker og djævlene fordømmes til helvede og evig straf.
    «Der læres også, at vores Herre Jesus Kristus skal komme på den yderste dag for at dømme og opvække alle døde» Læs teksten
  • Den athanasianske trosbekendelse: Når Kristus kommer, skal alle mennesker opstå med deres egne legemer og aflægge regnskab for, hvad de har gjort. Dommen fører til to udgange: det evige liv og den evige ild.
    «og de, der har gjort det gode, skal gå ind til det evige liv, men de, der har gjort det onde, til den evige ild.» Læs teksten
  • Luthers Store Katekismus, det femte bud: Luther bruger Kristi ord i Matt 25 som en alvorlig advarsel efter loven: den, der ikke hjælper sin næste i nød, er en morder for Gud, og over sådanne vil Gud lade en frygtelig dom gå på den yderste dag.
    «og han vil lade en meget frygtelig dom gå over dem på den yderste dag, som Kristus selv forkynder» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: 2. søndag i advent: Luther lærer at kende den yderste dag ret. Pavedømmet malede Kristus som en streng dommer med sværd og ris, hvis vrede man måtte stille med gerninger og helgeners forbøn. Men for dem, der tager deres tilflugt til ham, kommer han til forløsning; kun over de vantro vil han være dommer.
    «og at han over for dem, som tager deres tilflugt til ham, ikke vil komme for at skræmme eller fordømme, som han siger i dette evangelium, men til trøst, forløsning, frelse og salighed» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 30: Verden og alt dens væsen skal få en ende, når Menneskesønnen kommer synligt fra himlen. Alle døde opstår, og derefter holdes dommen, hvor de udvalgte og de forbandede skilles. Dagen og timen kender kun Faderen, derfor skal vi våge og bede.
    «De udvalgte stilles ved dommeren Kristi højre side og de forbandede ved hans venstre.» Læs teksten
  • Rhegius, Dialogus: Den dommer over hele verden, som profeterne taler om, er Jesus Kristus. At Skriften også tillægger Gud dommen, gør ingen forskel, for Kristus er sand Gud; som sandt menneske har han af Faderen modtaget magt til at dømme.
    «Men som sandt menneske har han af Faderen modtaget magt til at dømme alt, sådan som Kyrillos udlægger det.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 38: Med Gerhard lærer Jacobs, at frifindelsen af de troende ikke er en ny dom, men den offentlige stadfæstelse af den tilgivelse, der er forkyndt i evangeliet; fordømmelsen af de ugudelige stadfæster lovens dom over dem.
    «Der vil derfor på den yderste dag ikke være en anden regel for dommen end den, der i dag bruges i det prædikede ords tjeneste» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 38: Mod de fleste gamle lutherske dogmatikere mener Jacobs, at intet skriftsted tvinger til at tro på en fuldstændig tilintetgørelse af verden. Analogien med syndfloden og menneskets fornyelse peger på en forvandling, sådan som Luther også mente.
    «Derimod peger analogien med syndfloden og med menneskets fornyelse – selv om den ikke udtrykkeligt lærer det – på en gennemgribende forvandling» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Alle skal dømmes, og dog kommer de troende ikke for dommen. Pieper forener udsagnene ved lov og evangelium: de troendes synder er forladt og drages ikke frem igen, kun deres gode gerninger nævnes som vidnesbyrd om troen.
    «Fordi de troendes synder er forladt, er det for dem ikke loven, men evangeliet, der er norma iudicii, det vil sige: de dømmes overhovedet ikke.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Skriften siger udtrykkeligt, at himmel og jord skal forgå. Om det sker som tilintetgørelse eller forvandling, var de gamle lutherske teologer uenige om; Pieper citerer Gerhard, der ikke gjorde sin opfattelse til en trosartikel.
    «Meningen om verdens undergang efter væsenet forsvarer vi ikke som en trosartikel, men vi siger, at denne mening svarer bedre til de eftertrykkelige skriftudsagn, der handler om verdens ende.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Pavedømmet: Kristus som streng dommer. I pavedømmet blev Kristus malet som en vred dommer, hvis vrede man måtte stille med egne gerninger og ved at søge Marias og helgenernes forbøn. Luther svarer, at det formørker kundskaben om Kristus som Frelser, Forsoner og Mellemmand, der kommer til de troendes forløsning.
  • Gendøberne: ingen evig straf. Gendøberne lærte, at djævlene og de fordømte mennesker ikke skal lide evig pine. Den Augsburgske Bekendelse forkaster det, fordi dommen på den yderste dag er endelig og fører de ugudelige til evig straf.
  • Holtzmann, Meyer m.fl.: dom over de troende. Holtzmann så en «gabende modsigelse» mellem Paulus' udsagn om, at alle dømmes, og at de troende ikke dømmes; Meyer lod de troende først blive dømt og siden være meddommere, og nogle lutherske teologer mente, om end med forbehold, at også de troendes onde gerninger kommer frem igen. Pieper kalder det sidste underligt og skriftstridigt og forener udsagnene ved lov og evangelium.

Hænger sammen med

  • Kristi genkomst og tidens tegn – Det fælles led er Kristi synlige komme. Han kommer ikke igen blot for at vise sig, men for at holde dom. Pieper viser ud fra Matt 25,31–32, at når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, tager han straks sæde på sin trone og samler alle folkene foran sig. Genkomsten og dommen er derfor én begivenhed set fra to sider.
  • De dødes opstandelse – Dommen omfatter alle mennesker, både dem, der lever, når Kristus kommer, og dem, der er døde. For at de døde kan stå for Kristi domstol, må de først opvækkes. Jacobs forklarer derfor trosbekendelsens «levende og døde» sådan, at det ser frem mod opstandelsens dag, hvor alle føres frem for Kristi domstol. Også Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, nævner opstandelse og dom i samme åndedrag.
  • Lov og evangelium – Skriften siger både, at alle skal dømmes (2 Kor 5,10), og at den, der tror, ikke kommer for dommen (Joh 5,24). Pieper løser det med adskillelsen af lov og evangelium: de vantro dømmes efter loven, men for de troende er evangeliet normen, så deres synder ikke drages frem. Lovens ord om dommen skal i dette liv advare de troende mod kødelig sikkerhed og drive dem til Kristus.
  • Retfærdiggørelsen – Det fælles led er Guds frifindelse af synderen for Kristi skyld. I retfærdiggørelsen bliver den forkyndt og troet her i livet gennem evangeliet. Jacobs citerer Gerhard for, at frifindelsen på den yderste dag ikke er en ny dom, men den offentlige stadfæstelse af den tilgivelse, der allerede er forkyndt på jorden. Derfor kan den troende se dommen i møde uden frygt.
  • Det evige liv – For de troende fører dommen ind i det evige liv. Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, siger, at Kristus på den yderste dag skal give de troende og udvalgte evigt liv og evig glæde. Kongens ord til dem ved hans højre side, «Arv det rige» (Matt 25,34), viser, at livet er en arv, der gives dem, ikke noget, de selv har tjent sig til.
  • Den evige fortabelse – Dommen afgør også de vantros lod. Apologien, art. 17, bekender, at Kristus skal fordømme de ugudelige til at blive straffet sammen med Djævelen uden ende. Dommen er altså selve domsafsigelsen, og fortabelsen er dens fuldbyrdelse. Der findes ingen tredje gruppe: man står enten ved Kristi højre eller ved hans venstre side (Matt 25,33).
  • Englene og Djævelen – Englene har tjent Kristus gennem hele frelseshistorien, og den tjeneste når sit sidste punkt ved dommen. Jacobs siger, at ligesom de tjente ham ved fødslen, fristelsen, lidelsen, opstandelsen og himmelfarten, skal de være med ham, når han kommer igen for at dømme verden (Matt 25,31; 1 Thess 4,16). Dommen rammer også de onde engle.
  • Døden og sjælens tilstand efter døden – Det fælles led er, at tilstanden efter døden er foreløbig. Jacobs fremhæver, at dødstimen ikke er det tidspunkt, hvor de troendes håb opfyldes, eller hvor de ugudeliges dom når sin fylde; det sker først ved opstandelsen og den almindelige dom. Grænsen mellem frelste og fortabte er sat ved døden, men den endelige afgørelse venter til den yderste dag.
  • Tusindårsriget (chiliasmen) – Hvor chiliasmen indskyder et jordisk rige før dommen, læser Pieper Åb 20 anderledes: de tusind år og den «korte tid», hvor Satan atter slippes løs, udgør tilsammen hele Det Nye Testamentes tid. Derfor følger den almindelige dom (Åb 20,9–10) umiddelbart efter den korte tid. Der er ingen mellemperiode mellem kirkens tid og den yderste dag.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).