Studiebibelen

🗺 Lærekortet · De sidste ting

Kristi genkomst og tidens tegn

Kristi genkomst er hans synlige og herlige komme fra himlen på den yderste dag for at opvække de døde, holde dom og føre sin kirke ind i herligheden; tidspunktet er skjult, men Skriften giver tegn, der kalder til årvågenhed.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Med oldkirkens trosbekendelser bekender kirken, at Kristus skal komme igen for at dømme levende og døde, og Den Augsburgske Bekendelse tilføjer, at han skal komme synligt. Han kommer på samme måde, som disciplene så ham fare op (ApG 1,11): i guddommelig herlighed og med englene, så alle mennesker ser ham på én gang (Matt 24,27–31). Han kommer ikke igen i krybbens ydmyghed, men, som Luther siger, med stor kraft og herlighed. Pieper understreger, at genkomsten skal fastholdes som en sikker kendsgerning, både mod bespotterne, der spørger, hvor løftet om hans komme blev af (2 Pet 3,4), og mod de kristnes egen glemsomhed.

Dagen og timen kender ingen (Matt 24,36), og derfor er alle beregninger forgæves. Alligevel har Skriften givet tegn: krige, farsotter og dyrtid blandt folkene, jordskælv og uro i naturen og især falske lærere og frafald i kirken, hvor Antikrist træder frem (2 Thess 2). Og evangeliet skal forkyndes i hele verden, før enden kommer (Matt 24,14). Jacobs fremhæver, at mange tegn har vist sig fra kristendommens begyndelse og vender tilbage hyppigere og stærkere, jo nærmere enden kommer, og med Luther siger Pieper, at tegnene for størstedelen allerede er sket. De er med vilje sådan, at ingen kan regne tidspunktet ud, for de skal holde kirken vågen.

For den vantro verden varsler tegnene dom. Men for de troende tyder Kristus dem til trøst: når de begynder at ske, skal de løfte hovedet, for deres forløsning nærmer sig (Luk 21,28). Luther sammenligner med en fange i et tårn, som hører sin gode landsherre komme med en hær og skyde løs på tårnet for at befri ham, og med træerne, der springer ud før sommeren.

Skriften

  • Matt 24,36 – Dagen og timen kender ingen uden Faderen; derfor er al beregning af tidspunktet forgæves.
  • ApG 1,9–11 – Han skal komme igen på samme måde, som disciplene så ham fare op: synligt.
  • Matt 24,27–31 – Som lynet: synligt for alle på én gang, med kraft og megen herlighed og ledsaget af englene.
  • Luk 21,25–28 – Tegn i sol, måne og hav og angst blandt folkene; når de begynder, skal de troende løfte hovedet.
  • Matt 24,14 – Evangeliet om riget skal forkyndes i hele verden for alle folk, og så skal enden komme.
  • 2 Thess 2,3–4 – Før Herrens dag kommer frafaldet, og lovløshedens menneske sætter sig i Guds tempel.
  • Hebr 9,28 – Kristus skal vise sig en anden gang, ikke for at sone synd, men til frelse for dem, der venter ham.
  • 2 Pet 3,3–4 – Bespotterne i de sidste dage spørger, hvad der er blevet af løftet om hans komme.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 3: Med den apostolske trosbekendelse slår bekendelsen fast, at den samme Kristus, som døde, opstod og for op, til sidst skal komme synligt for at dømme levende og døde.
    «Ligeledes, at den samme Herre Kristus til sidst skal komme synligt for at dømme levende og døde osv., ifølge Den apostolske trosbekendelse.» Læs teksten
  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 17: Kristus kommer på den yderste dag for at opvække alle døde og holde dom: de troende og udvalgte får evigt liv og evig glæde, de ugudelige og djævlene evig straf. Artiklen forkaster også tanken om et verdsligt rige for de fromme før opstandelsen.
    «Der læres også, at vores Herre Jesus Kristus skal komme på den yderste dag for at dømme og opvække alle døde» Læs teksten
  • Den nikænske trosbekendelse: Oldkirkens bekendelse knytter genkomsten til himmelfarten: den ophøjede, som sidder ved Faderens højre hånd, skal komme igen i herlighed til dom, og hans rige skal ingen ende have.
    «sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde; og hans rige skal ingen ende have.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Habakkuk: Kristus kommer, når man mindst venter det, midt i det daglige liv med at bygge, plante, købe og gifte sig. Derfor skal prædikenen holde de kristne fast i troen, også når det ser ud, som om han tøver.
    «På samme måde må også vi med Guds ord holde de kristne oppe til den yderste dag, selv om det ser ud til, at Kristus tøver længe og ikke vil komme.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: 2. søndag i advent: Gud viser sin kirke tegnene for at kalde den til omvendelse og minde den om, at den lever under korset. Men for kirken er de også trøst: de viser, at dommen over den ugudelige verden kommer, og at kirken skal forløses af Guds Søn.
    «Derfor skal den midt i og under det frygtelige billede af tegnene og trængslerne, der kommer over jorden, vente på Guds Søns komme med trøst og glæde.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 30: Verden skal få en ende, når Menneskesønnen kommer fra himlen med synlig kraft og herlighed; så følger de dødes opstandelse og dommen. Tidspunktet kender kun Faderen, og derfor er de kristnes svar at våge og bede.
    «Men om den dag og time ved ingen andre end Faderen alene. Derfor skal vi våge og bede, for vi ved ikke, hvilken time eller tid Herren kommer.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 37: Jacobs skelner mellem tegn, der findes til alle tider og peger frem mod genkomsten, og tegn, der først viser sig, når den er nær. Selv opregner han fem tegn: evangeliets forkyndelse for alle, jøder, der omvendes i stort tal, kirkens forfald og undertrykkelse, usædvanlige historiske begivenheder og usædvanlige hændelser i naturen.
    «Tegn, der viser sig allerede ved kristendommens begyndelse og ofte vender tilbage, kommer igen hyppigere og stærkere, jo nærmere enden kommer.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Kristus skal komme synligt for alle mennesker på én gang, i guddommelig herlighed og med englene, til den almindelige dom og for at føre sin kirke ind i den evige herlighed. Det skal fastholdes mod bespotterne og mod de kristnes glemsomhed.
    «Denne Kristi genkomst skal fastholdes som en sikker kendsgerning, både over for den direkte benægtelse af den fra bespotternes side» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Pieper ordner tegnene i tre grupper: unormale tilstande i folkenes liv (krige, farsotter, dyrtid, fjendskab mod kirken), i naturen (jordskælv, oversvømmelser) og især i kirken (falske lærere, frafald, Antikrist). De varsler dommen, ligesom sygdom varsler døden; også evangeliets forkyndelse i hele verden hører med.
    «Men ganske særligt erklærer Kristus fremkomsten af falske lærere i kirken for et tegn på verdens ende.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: De sidste ting: Med Luther siger Pieper, at tegnene for størstedelen allerede er sket. De er med vilje indrettet, så ingen kan beregne tidspunktet; formålet er vedvarende årvågenhed, ligesom ethvert menneske til enhver tid skal være rede til en salig død.
    «Her må det med hensyn til tegnenes beskaffenhed tilføjes, at de med vilje er indrettet sådan, at intet menneske kan beregne det nøjagtige tidspunkt for Kristi genkomst» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Beregning af tidspunktet (Stiefel, Bengel). På Luthers tid beregnede Michael Stiefel den yderste dag til den 19. oktober 1533, og Bengel satte parusien, det vil sige Kristi komme, til 1836. Pieper kalder det udslag af den forbudte nysgerrighed, fordi Kristus udtrykkeligt har sagt, at dagen og timen ikke kan beregnes.
  • Kiliasme: en dobbelt genkomst. Kiliasmen venter to synlige komme af Kristus: ét for at oprette et tusindårsrige på jorden og ét til verdensdommen. Pieper svarer med Hebr 9,28, at der efter hans komme i kødet kun er ét synligt komme tilbage, når han fører sine ind i saligheden.
  • En almindelig omvendelse af jøderne før enden. Nyere teologer som Luthardt og Voigt venter, ofte sammen med kiliasmen, en fremtidig omvendelse af hele Israel efter kødet (Rom 11,26). Pieper forstår med Luther og Walther «hele Israel» som alle de udvalgte af Israel, der frelses gennem hele hedningetiden. Jacobs regner dog, med Balduin og Hunnius, en omvendelse af jøder i stort tal før den yderste dag blandt tegnene.
  • Pavedømmets billede af Kristus som streng dommer. I pavedømmet malede man den kommende Kristus som en vred dommer, hvis vrede måtte stilles med gerninger og med Marias og helgenernes forbøn. Luther svarer, at Kristus kommer som Frelser og Mellemmand til trøst og forløsning for dem, der tager deres tilflugt til ham, men som dommer over dem, der ikke har troet.

Hænger sammen med

  • Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – Det fælles led er, at Kristus både for op og kommer igen synligt i sin menneskelige natur. Ligesom han for til himmels, mens disciplene så på, skal han komme igen «på samme måde som I har set ham fare op til himmelen» (ApG 1,11), som Pieper fremhæver. Den Kristus, der nu sidder ved Faderens højre hånd, er den samme, som skal komme synligt til dom.
  • Antikrist – Det fælles led er tegnene på tidens ende. Blandt tegnene i kirken nævner Pieper falske lærere, frafald fra evangeliet og især Antikrists fremkomst: Han optræder som Gud i kirken og forfører under Kristi navn til frafald fra Kristus. Samtidig lærer 2 Thess 2,8, at Kristus først gør ende på ham ved sin genkomst. Antikrist er altså både et varsel om enden og en fjende, som genkomsten afslutter.
  • Tusindårsriget (chiliasmen) – Det fælles led er, hvad der skal ske, før Kristus kommer igen. Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, forkaster den jødiske lære, at de fromme før de dødes opstandelse skal have et verdsligt rige og udrydde alle ugudelige. Skriften kender kun ét synligt komme endnu (Hebr 9,28), og det sker til dom og frelse, ikke for at oprette et jordisk tusindårsrige.
  • De dødes opstandelse – Det fælles led er den yderste dag. Den Augsburgske Bekendelse, art. 17, lærer, at Kristus skal komme på den yderste dag for at dømme og opvække alle døde. Genkomsten og opstandelsen hører altså til samme begivenhed: Når Kristus kommer synligt, skal alle i gravene høre hans røst (Joh 5,28), og de troende skal opstå til evigt liv.
  • Den yderste dom og verdens ende – Det fælles led er formålet med Kristi komme. Pieper skriver, at verdensdommen er umiddelbart forbundet med Kristi synlige tilsynekomst og de dødes opvækkelse: Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, skal han tage sæde på sin trone, og alle folkene skal samles foran ham (Matt 25,31–32). Kristus kommer altså ikke igen for at begynde en ny tid på jorden, men for at holde dom.
  • Døden og sjælens tilstand efter døden – Det fælles led er, at både døden og verdens ende kommer, og at vi skal være rede. Pieper sammenligner tegnene før genkomsten med sygdom i et menneskes liv: Ligesom sygdom varsler, at døden nærmer sig, varsler krige, naturkatastrofer og frafald i kirken, at dommen og verdens ende forestår. Ingen kender timen for nogen af dem, og derfor skal den kristne altid være rede (Mark 13,33–37).

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).