Kapitel 35. Livet efter døden

Åbenbaringens mål

1. Hvad er målet for hele Guds åbenbaring i Kristus og for alle enkelthederne i den forløsningsplan, som den forkynder?

Målet er en kommende verden. Alle ting arbejder sammen mod resultater, som ikke kan nås i dette liv, men først i et liv, der skal følge efter. Syndens følger i deres fulde mål, befrielsen fra synden i hele dens omfang, den guddommelige nådes positive velsignelser i hele deres betydning og Guds riges herlighed – bortset fra dens svageste begyndelser – venter alle på en fuldendelse, der først kommer, når denne verden er forgået.

Rom 8,18: «De nuværende lidelser svarer ikke til den herlighed der skal åbenbares på os.»

Gal 1,4: «… for at rive os ud af den nuværende onde verden.»

1 Tim 4,8: «… et løfte som gælder både det nuværende og kommende liv.»

Matt 12,32: «Den som taler imod Helligånden, ham skal det ikke tilgives hverken i denne tid eller den kommende.»

2 Pet 3,13: «Ifølge hans løfte venter vi på nye himle og en ny jord hvor retfærdighed bor.»

Hvad døden er

2. Hvad er døden?

I sin mest almindelige betydning betegner ordet den legemlige eller timelige død, dvs. den udødelige sjæls adskillelse fra legemet. Som vist tidligere (kap. 8, spm. 17 og 18) er der tre former eller rettere tre trin af døden, nemlig den åndelige, den timelige og den evige død. Det er den guddommelige nådes opgave at gribe ind over for den åndelige død og fjerne den i denne verden. Den timelige død består ganske vist stadig, men den forvandles til et redskab til velsignelse, og den evige død fortrænges af det evige liv.

Det særlige ved menneskets død

3. Hvad er det særlige ved menneskets død?

Den strider mod skabelsens orden. Til forskel fra de andre skabninger blev mennesket udrustet med Guds billede, og et af dets træk var udødeligheden (se kap. 7, spm. 23–33). Sjæl og legeme blev skabt til at være forenet for evigt, og adskillelsen er et voldsomt brud på Guds orden. Den fører til en tilstand, som Gud aldrig har villet. Et legeme er ikke nødvendigt for sjælen, for sjælen kan eksistere uden det. Alligevel er sjælen uden legeme i en ufuldstændig og unaturlig tilstand. Mennesket uden legeme er vanskabt og lemlæstet, fordi det har mistet en vigtig bestanddel af sin natur (kap. 7, spm. 6–8). Menneskets højeste mål i dets nuværende tilstand er ikke at blive legemløst, men noget, der ligger ud over det: at legemet til sidst gives tilbage til sjælen, når adskillelsens tid er forbi (2 Kor 5,4).

4. Hvordan forholder døden sig til de to dele af menneskets væsen, som den adskiller?

Døden adskiller ikke blot legemet fra sjælen, men opløser også legemet i dets bestanddele.

Præd 12,7: «Støvet vender tilbage til jorden, sådan som det var, og ånden vender tilbage til Gud, som gav den.»

Sjælen derimod, som er midtpunktet i menneskets personlighed, berøres ikke selv af døden, ud over at den lider under tabet af legemet. At den personlige tilværelse fortsætter, læres tydeligt i Luk 23,43; 16,19 ff.; 2 Kor 5,1; Åb 14,13 og mange andre steder.

Vurdering af argumenterne for sjælens udødelighed

5. Er læren om sjælens udødelighed særegen for kristendommen?

Med undtagelser, som ofte forsvinder blot ved en nærmere undersøgelse, ligger denne lære til grund for alle verdens religioner, og de dybeste tænkere har holdt fast ved den, også hvor kristendommen var ukendt. Den er blevet underbygget med en række argumenter, der minder stærkt om dem, som den naturlige teologi fremfører for Guds eksistens. Det er:

A. Det metafysiske bevis.

Ud fra sjælens enkelhed og ulegemlighed.

B. Det teleologiske bevis.

Ud fra at dette liv ikke slår til, hverken til at tilfredsstille menneskehjertets længsler eller til fuldt ud at udfolde menneskets højere evner.

«Uden udødelighed er livet en begyndelse uden en slutning, et spørgsmål uden et svar, en ren skitse, en torso, et brudstykke, et løb uden mål, en kamp uden sejr» (Kahnis).

C. Analogibeviset.

I naturen findes ingen absolut tilintetgørelse. Ét liv udvikler sig af et andet – planten af frøet, sommerfuglen af larven osv.

D. Det moralske bevis.

I dette liv får dyderne ikke den løn og lasterne ikke den straf, de fortjener. Derfor må der komme en fremtid, hvor alle disse uligheder bliver udlignet.

E. Det teologiske bevis.

Menneskets fællesskab med Gud i dette liv må være en forsmag på et højere fællesskab i det hinsidige.

F. Det historiske bevis.

Ud fra at læren er antaget overalt (ex consensu gentium et sapientum [ud fra folkenes og de vises samstemmighed]).

6. Hvilken værdi skal man tillægge disse beviser?

Ligesom argumenterne for Guds eksistens er de ikke egentlige beviser. De er menneskets forsøg på at forklare og ordne det, som det, når det tænker over sig selv, finder sig nødt til at slutte ud fra sine dybeste tanker, inderligste overbevisninger og fremherskende drivkræfter. Tanken om udødelighed synes at være uadskillelig fra bevidstheden om at være en person. Som alle andre lærepunkter i den naturlige religion er den kun en hypotese, indtil den bliver bygget på den guddommelige åbenbarings faste grundvold. Det, som den naturlige teologi kun antyder, bliver vished gennem evangeliet.

2 Tim 1,10: «… som … bragte liv og udødelighed for lyset ved evangeliet.»

7. Hvordan kan dette belyses?

Lad os se på det første af de argumenter, der er anført ovenfor, det metafysiske bevis, som søger at bygge udødeligheden på selve sjælens natur. Men udødelighed i absolut forstand tilkommer kun Gud (1 Tim 6,16) og tilhører derfor per se [i sig selv] kun den guddommelige natur.

«Menneskets non posse mori [det ikke at kunne dø] beror ikke nødvendigvis på sjælens natur. Når mennesker – alle mennesker, ikke blot de gudfrygtige, men også de ugudelige, ikke blot de åndelige, men også de uåndelige – bevares evigt ud over den legemlige død, ligger grunden ikke i selve sjælens natur, men i Guds vilje, som opholder dem. Og at Gud vil det, kan vi kun vide ud fra hans ord. Det, vi skal undersøge, er ikke sjælens natur, men Guds ord» (Kliefoth).

«Den kristne har ikke brug for de filosofiske beviser for sjælens udødelighed. Han anerkender kun ét bevis for udødeligheden, det bibelske, og det er nok for ham» (Rohnert).

Det Gamle Testamentes lære om udødeligheden

8. Er der ikke sket et fremskridt i åbenbaringen af denne lære?

Det Gamle Testamente omtaler kun det kommende liv i forbifarten, men med udtryk, der afgjort forudsætter, at tilværelsen fortsætter efter døden, og at der er liv på den anden side af graven. Om de døde siges det, at de samles til deres fædre (1 Mos 25,8; 35,29 osv.). At Enok (1 Mos 5,24) og Elias (2 Kong 2,11) blev taget bort, peger hen på en anden tilværelse. Det samme gør steder som

Sl 16,10–11: «For du overlader ikke min sjæl til dødsriget; du lader ikke din hellige se forrådnelse.»

Vor Herre udlægger Det Gamle Testamentes lære om udødeligheden i Luk 20,37–38. Dér argumenterer han for opstandelsen ud fra udtrykket «Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud» (2 Mos 3,6) og erklærer:

«Han er ikke en Gud for døde, men for levende, for for ham lever alle.»

Men selv om læren findes i Det Gamle Testamente, er det først i Det Nye Testamente, at den træder frem i sin fuldstændige skikkelse (se 2 Tim 1,10 ovenfor under spm. 6). Også i Det Nye Testamente er der et fremskridt i åbenbaringen af den, for først da Kristus var opstået fra de døde, blev denne lære åbenbar i sin endelige skikkelse.

Dødens årsager, omfang og opgaver

9. Hvilke årsager til denne adskillelse nævner Skriften?

Der nævnes tre:

A. Djævelen.

Joh 8,44: «Han var en morder fra begyndelsen.»

B. Menneskets synd.

Jak 1,15: «… når synden er vokset op, bringer den død.»

C. Guds dom.

Rom 6,23: «Syndens løn er død.»

Hvad den første angår, kom synden ind i verden ved den fristelse, som Satan rettede mod vore første forældre af had til Gud og af misundelse over deres lykkelige stand, sådan som beretningen i 1 Mos 3 viser.

Hvad den anden angår, kan intet være mere udtrykkeligt end ordene i Rom 5,12: «Ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske og døden ved synden, således kom døden til alle mennesker fordi de alle syndede.»

Hvad den tredje angår, har Gud ganske vist ikke behag i den døendes død (Ez 18,23), men som en fuldkommen retfærdig dommer må han afsige dom over de skyldige.

Sl 90,3.7: «Du lader mennesket gå til grunde og siger: Vend tilbage, I menneskebørn! … For vi fortæres ved din vrede, og ved din harme forfærdes vi.»

10. Er den legemlige eller timelige død begrænset til det øjeblik, hvor sjælen skilles fra legemet, og til den tilstand, der følger efter?

Den omfatter alle de sorger, smerter og sygdomme, som til sidst kulminerer i denne begivenhed.

11. Hvilke to opgaver har døden?

A. Den er en straf, som allerede vist.

B. Men efter forløsningens orden er den også et redskab, der bringer velsignelse.

Dødens begyndelser i denne verden – dens sorger, møjsommelige arbejde og smerter – og udsigten til døden, som venter enhver, vækker længslen efter forløsning og fører til, at man lærer at sætte pris på den frelse, som Gud har beredt og tilbyder. Således fører betragtningen af dødeligheden og dens onder i Sl 90 hen til bønnen i v. 15–17. I samme ånd har kirken optaget Notkers sekvens fra det tiende århundrede i begravelsesritualet:

«Midt i livet er vi i døden. Hos hvem kan vi søge hjælp uden hos dig, Herre, som med rette vredes over vore synder?»

12. Er dette den eneste måde, hvorpå forbandelsen forvandles til velsignelse?

For de genfødte er døden ikke længere en straf, men en tugt. For «dem i Kristus Jesus» er der ingen vrede og ingen fordømmelse (Rom 8,1). Over for dem har Gud ingen andre tanker end kærlighedens. Derfor siges det, at døden er «tilintetgjort» for deres vedkommende (2 Tim 1,10), dvs. at den er uden virkning og har mistet sin magt. Den er ikke længere en fjende, men Gud bruger den til at føre den troende fra jammerdalen til de saliges boliger.

2 Kor 5,8: «Vi vil hellere forlade denne krop og være hjemme hos Herren.»

Fil 1,23: «Jeg har lyst til at bryde op og være sammen med Kristus, da det er langt bedre.»

Åb 14,13: «Lykkelige er de døde som dør i Herren fra nu af. Ja, siger Ånden, at de må hvile fra deres besvær, for deres gerninger følger med dem.»

I stedet for at være sejrherre er døden blevet en træl, som skal føre den troende frem til hans højeste salighed.

1 Kor 3,21–22: «Alt tilhører jer, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død.»

1 Kor 15,54: «Døden er blevet opslugt til sejr.»

Es 57,1–2: «Den retfærdige rykkes bort fra den ulykke, der kommer; han går ind til fred.»

«Selve døden tjener dette formål, nemlig at gøre ende på dette syndens kød, så vi kan opstå helt og aldeles nye. Og fordi den troende ved troen har overvundet dødens rædsler, er der nu i hans død heller ikke den brod og den følelse af vrede, som Paulus taler om i 1 Kor 15,56. Denne syndens kraft, denne følelse af vrede, er i sandhed en straf, så længe den er til stede. Uden denne følelse af vrede er døden ikke i egentlig forstand en straf» (Apologien, s. 208).

«Hører du loven, vil den sige med den gamle sangs ord: ’Midt i livet er vi i døden.’ Men evangeliet og troen vender det om og synger: ’Midt i døden er vi i livet.’ Evangeliet lærer, at der i selve døden er liv – en tanke, som fornuften ikke kender og ikke kan nå frem til» (Luther om 1. Mosebog, VI, 206, Erlangen-udgaven, latin).

Sjælenes tilstand efter døden. Hvad de tager med sig. En foreløbig tilstand. Hverken skærsild, omvendelse eller bevidstløshed efter døden læres i Den Hellige Skrift.

Forskellen på tilstanden efter døden og den, der følger efter den almindelige dom.

Tidens målestok kan ikke bruges.

13. Tager de døde slet intet med sig?

Deres personlighed lever videre med alle sine tidligere oplevelser og minder (Luk 16,24.27).

14. Ved de noget om, hvad der sker på jorden?

Intet skriftsted giver grund til at slutte, at de har nogen direkte viden om det, medmindre det sker ved et under. Bønnen fra sjælene under alteret i Åb 6,9–11 kan være fremkaldt af oplysninger om kirkens tilstand på jorden, som de har fået meddelt i deres himmelske bolig.

15. Hvordan er sjælenes tilstand efter døden i almindelighed?

«En foreløbig tilstand mellem dette liv, som er begyndelsen, og det kommende liv, som er fuldendelsen» (Kliefoth).

Tilstanden før opstandelsen og den almindelige dom må forstås sådan, at disse afgørende begivenheder får den betydning, som Den Hellige Skrift giver dem. Det er ikke dødstimen, Guds barn skal se hen til som det tidspunkt, hvor hans håb opfyldes, og det er heller ikke den, de ugudelige advares imod som det punkt, hvor deres dom når sin fylde.

16. Er det da en tilstand, hvor de troendes sjæle gennemgår en renselse og forberedes til himlen?

Der er ikke det mindste grundlag i Den Hellige Skrift for en sådan lære. Læren om skærsilden, hvorefter de, der dør i Kristus, i lang tid må lide for tilgivelige synder, som de ikke har gjort fyldest for i dette liv, strider mod næsten alle artikler i den kristne tro. Den siger, at Gud straffer, hvor skylden er tilgivet; at Kristi fortjeneste må suppleres med vor egen fyldestgørelse; at evangeliet i stedet for at give uforskyldt syndernes forladelse kun ombytter den evige straf med en timelig; at nogle synder fastholdes, når andre tilgives; og at der er fordømmelse selv for dem, der er i Kristus.

17. Er det muligt at omvende sig til frelse efter døden?

Det har lige så lidt grundlag i Skriften som læren om skærsilden. Skriften understreger hele tiden, at alt i den kommende verden afhænger af, hvordan man forholder sig til Kristus i dette liv.

2 Kor 6,2: «Se, nu er det en gunstig tid, se, nu er det frelsens dag.»

Hvis en sådan omvendelse kunne finde sted i det kommende liv, ville det blot være at forlænge den nuværende verden ind i den, der følger efter. Eller hvis frelsen skulle tilbydes i endnu videre omfang end her, ville dette ikke være «frelsens dag», men kun dens port eller forhal. Det er tidligere vist, at en sådan lære ikke kan få nogen støtte i Kristi prædiken for ånderne i fængslet (kap. 12, spm. 44).

18. Kan tilstanden mellem døden og opstandelsen ikke være en bevidstløs tilstand?

Til støtte for det henviser man til, at Den Hellige Skrift ofte kalder døden «en søvn». Billedet udspringer tydeligvis af, at en, der sover legemligt, ligner en, der er død. Men ligesom søvnen kun er en afbrydelse af virksomheden, mens den sovende nyder den hvile, han trænger til, sådan betyder den troendes død, at han tages bort fra denne verdens sorger, kampe og gøremål, mens han venter på opstandelsen, som skal føre ham tilbage med legeme og sjæl til den verden, han er taget bort fra. At den ikke kan betyde, at bevidstheden helt ophører, og heller ikke, at al forbindelse med andre ophører, ses af lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,23–31), af Kristi ord til den angrende røver (Luk 23,43) og af, at de troendes salighed siges at begynde straks efter, at de er gået bort (Åb 14,13).

19. Sig kort, hvad der menes med «livet efter døden».

At de gudfrygtige ved døden går ind til salighed og de ugudelige til elendighed. Tilstanden mellem døden og opstandelsen adskiller sig kun i grad fra den, der følger efter opstandelsen og den almindelige dom. Grænsen mellem menneskehedens to dele fastlægges ved døden. Både de enes lykke og de andres elendighed er ubeskrivelige.

2 Kor 5,1.8: «For vi ved at hvis vores jordiske hus, som er et telt, nedbrydes, har vi en bolig fra Gud, et evigt hus som ikke er bygget med hænder, i himlene … vi vil hellere forlade denne krop og være hjemme hos Herren.»

Luk 16,26: «Der er lagt en stor afgrund mellem os og jer.»

20. Skal tiden mellem døden og opstandelsen regnes efter den målestok, som tiden måles med i dette liv?

Luther advarer gang på gang om, at den evige verden er hævet over og ligger hinsides tidens grænser. «For Gud er tusind år knap en dag; og når opstandelsen kommer, vil det for Adam og de gamle fædre være, som om de kun havde været i live for en halv time siden» (Erlangen-udgaven, 18:267). Han sammenligner det med, hvad vi oplever, når vi falder i søvn og vågner.

«Tit har jeg forsøgt at lægge mærke til det øjeblik, hvor jeg faldt i søvn og vågnede; men før jeg kunne mærke, at jeg sov, var jeg vågen igen» (Til 1 Mos 25, Erlangen-udgaven, latin, VI, 330).

21. Hvad kan man sige om, at Den Hellige Skrift kun giver ganske få enkeltheder om hele spørgsmålet om livet efter døden?

At der ikke er mere, som det gavner os at vide; og at yderligere spekulationer derfor er værre end unyttige.