XIII. At den fromme sjæl af hele sit hjerte skal længes efter foreningen med Kristus i sakramentet

1. Hvem vil give mig, Herre, at jeg må finde dig alene, åbne hele mit hjerte for dig og nyde dig, som min sjæl længes efter, og at ingen herefter ser ned på mig, ingen skabning rører mig eller ser hen til mig, men at du alene taler til mig og jeg til dig, sådan som den elskede plejer at tale med sin elskede, og en ven at holde måltid med en ven? Det beder jeg om, det længes jeg efter: at blive helt forenet med dig og drage mit hjerte bort fra alt skabt og ved den hellige altergang og ved ofte at holde messe mere og mere lære at smage det himmelske og evige. Luthersk note: Thomas taler som præst, der ofte holder messe, og forudsætter den romerske messe, som præsten frembærer som et offer, også som privatmesse uden menighed. Den lutherske kirke lærer, at nadveren er indstiftet for at blive delt ud til menigheden til syndernes forladelse, og afviser messeofret og privatmessen (CA XXIV; Apologien XXIV,6–7; De Schmalkaldiske Artikler II,2). Ak, Herre Gud, hvornår skal jeg være helt forenet med dig og opslugt i dig og helt glemme mig selv? Du i mig og jeg i dig (Joh 15,4) – giv, at vi således må blive ét sammen.

2. Sandelig, du er min elskede, udvalgt blandt tusinder (Højs 5,10), i hvem min sjæl har behag i at bo alle sine livs dage. Sandelig, du er min fredsstifter; i dig er den højeste fred og den sande hvile, uden for dig er møje og smerte og endeløs elendighed. Sandelig, du er en skjult Gud (Es 45,15), og dit råd er ikke hos de ugudelige, men med de ydmyge og enfoldige taler du fortroligt. Hvor mild er ikke din Ånd, Herre, du som for at vise dine børn din sødme nedlader dig til at mætte dem med det søde brød, der kommer ned fra himlen. Sandelig, der er intet andet folk så stort, at det har sine guder så nær hos sig, som du, vores Gud, er nær hos alle dine troende (5 Mos 4,7); dem giver du dig selv at spise og nyde til daglig trøst og til at løfte hjertet mod himlen.

3. For hvilket andet folk er så herligt som det kristne folk? Eller hvilken skabning under himlen er så elsket som den fromme sjæl, som Gud går ind til for at give den sit herlige kød at spise? Hvilken ufattelig nåde! Hvilken underfuld nedladelse! Hvilken umådelig kærlighed, som er skænket mennesket i særlig grad! Men hvad skal jeg gengælde Herren for denne nåde (Sl 116,12), for en så overvældende kærlighed? Jeg kan ikke give noget, der er mere velkomment, end at jeg giver mit hjerte helt til min Gud og forener det inderligt med ham. Da skal alt mit indre juble, når min sjæl er blevet fuldkomment forenet med Gud. Da vil han sige til mig: «Vil du være hos mig, så vil jeg være hos dig.» Og jeg vil svare ham: «Værdiges du, Herre, at blive hos mig; jeg vil gerne være hos dig. Det er hele min længsel, at mit hjerte må være forenet med dig.»