14. søndag efter trinitatis (Luk 17,11–19)

Evangeliet på 14. søndag efter trinitatis, Luk 17,11–19

Sankt Lukas har det frem for de andre evangelister, at han ikke alene beskriver Kristi gerning og lære, som de andre, men også rækkefølgen af hans rejser og veje. Således viser hans evangelium frem til det trettende kapitel, hvordan Kristus begyndte at prædike og gøre tegn i Kapernaum, hvortil han var draget fra Nazaret og boede der, så at den samme by i evangeliet kaldes hans by. Og fra den gik han ud til alle steder, i byerne og landsbyerne, prædikede og gjorde undere. Da han nu havde udrettet alt det og prædiket landet rundt, brød han op og rejste til Jerusalem; og den rejse – hvordan han prædikede og gjorde undere på den hele vejen til Jerusalem – beskriver han fra slutningen af det niende kapitel og helt til enden; for den rejse er hans sidste og blev fuldbragt ved slutningen af hans liv, i det sidste år. Det er det, han mener her, når han siger, at Jesus gik til Jerusalem midt igennem Samaria og Galilæa. Det er lige så meget som at sige: Dette under gjorde han på rejsen til Jerusalem.

Nu er det ikke den lige vej fra Kapernaum til Jerusalem; for Galilæa ligger nord for Jerusalem, og Samaria ligger ved siden af Galilæa mod øst, men Kapernaum ligger midt i Galilæa. [Luthers geografi er her unøjagtig; Samaria ligger syd for Galilæa.] Og evangelisten vil også med særlig flid vise, at han ikke drog den lige vej, når han nævner Samaria og Galilæa og desuden siger, at han drog midt igennem, ikke langs grænsen ad den nærmeste vej. Således er Kristi rejse – fra Kapernaum mod øst til Jordan og ind i Samaria, fra Samaria mod vest og til Galilæa, fra Galilæa mod syd til Jerusalem – en langsom, lang rejse med mange omveje, og han har taget sig god tid og ro til den; for det var ikke for sin egen skyld, han rejste sådan, men for at han kunne prædike meget og hjælpe mange. Derfor drager han også midt igennem landene, så han kunne vandre åbenlyst og være rede for enhver, og så de fra alle sider kunne komme til ham, høre ham og lade sig hjælpe af ham. For dertil var han sendt, at han skulle være givet hen til enhver, og at enhver frit kunne nyde godt af hans godhed og nåde. Nu beskriver evangelisten miraklet og siger:

«Og da han kom ind i en landsby, mødte ti spedalske mænd ham; de stod langt borte og løftede deres røst og sagde: ’Jesus, kære Mester, forbarm dig over os!’»

Hvis nogen ville spørge evangelisten, hvordan disse spedalske kunne stå langt borte og løfte deres røst, når de spedalske jo af naturen ikke kan tale højt og derfor må bruge skralder eller klapper, så vil han nok svare, at de ikke stod en mil borte fra ham, men at de ikke trådte så nær hen til ham som de, der gik med ham; heller ikke er alle spedalske så stemmeløse, at de ikke kan høres på nogen afstand. Men hermed vil evangelisten, efter Skriftens vane, kun vise den store alvor i deres længsel: at deres hjertes røst var stor og tvang dem til også legemligt at råbe, så meget det var dem muligt.

Hele dette evangelium er en enkel, let historie eller beretning, som ikke behøver megen udlægning. Men så enkel den er, så stort er det eksempel, som her bliver vist os. I de spedalske lærer det os at tro, i Kristus lærer det os at elske. Nu er tro og kærlighed hele et kristenmenneskes væsen, som jeg ofte har sagt. Troen modtager, kærligheden giver; troen bringer mennesket til Gud, kærligheden bringer det til menneskene; ved troen lader det Gud gøre vel mod sig, ved kærligheden gør det vel mod menneskene. For den, som tror, har alle ting fra Gud og er frelst og rig. Derfor behøver han fremover intet mere, men alt, hvad han lever og gør, det indretter han til gavn og nytte for sin næste og gør mod ham ved kærligheden, som Gud har gjort mod ham ved troen; således øser han godt ovenfra ved troen og giver godt nedefra ved kærligheden. Mod dette væsen strider de gerningshellige frygteligt med deres fortjenester og gode gerninger, som de kun gør til gavn for sig selv; for de lever kun for sig selv og gør godt uden tro. Lad os nu se disse to stykker, troen og kærligheden, i de spedalske og i Kristus.

For det første er det troens natur, at den dristigt forlader sig på Guds nåde og fatter en god formodning og tillid til ham uden tvivl og tænker, at Gud vil se til den og ikke svigte den. For hvor en sådan formodning og tillid ikke er, der er ingen ret tro, der er heller ingen ret bøn eller søgen hos Gud; men hvor den er, der gør den mennesket modigt og frimodigt, så at det frit tør lægge sin nød frem for Gud og med alvor bede om hjælp. Derfor er det ikke nok, at du tror, at der er en Gud, og fremsiger mange bønneord, sådan som den sørgelige skik nu er; men se her på de spedalske, hvordan troen skal være beskaffen, og hvordan den uden nogen læremester lærer at bede ret og frugtbart. Du ser her, at de har fattet en god formodning om Kristus og en trøstefuld tillid til ham og fast regner med, at han nådigt vil se til dem. Den samme forventning gør dem modige og frimodige, så de frit lægger deres nød frem for ham og med hel alvor og høj røst beder om hjælp. For havde de ikke i forvejen fået en sådan formodning og forventning til ham, så var de nok blevet hjemme eller i hvert fald ikke løbet ham i møde, og de havde heller ikke bedt ham med løftet røst; men tvivlen ville have rådet dem sådan: «Hvad skal vi gøre? Hvem ved, om han kan lide, at vi beder ham? Måske ser han slet ikke til os!»

Åh, en sådan vaklen og tvivlen beder slapt og dovent, løfter ikke røsten og løber heller ikke i møde. Den mumler nok mange ord og skråler megen sang med stor ulyst; men den beder ikke, den ønsker kun og ville gerne først være sikker på, om den bliver bønhørt; og det er ikke andet end at friste Gud. Men den rette tro tvivler ikke på Guds gode, nådige vilje; derfor er dens bøn stærk og fast, ligesom troen er. Så siger Sankt Lukas ikke forgæves tre stykker om dem: det første, at de løb ham i møde; det andet, at de stod; det tredje, at de løftede deres røst. Med de tre er deres stærke tro prist og stillet frem for os som et eksempel.

At løbe i møde er dristigheden, som drives af den trøstefulde tillid. At stå er fastheden og den ranke holdning mod tvivlen. At råbe er den store alvor i bønnen, som vokser frem af en sådan forventning. Men den afmægtige tvivl løber ikke, står ikke, råber ikke, men vrider og krummer sig, hænger med hovedet, støtter hovedet i hånden, spærrer munden op og laller bare løs: «Hvem ved, hvem ved? Hvis det nu var sikkert! Hvad nu, hvis det slår fejl?» og lignende forsagte ord; for den har ingen god formodning eller forventning til Gud og venter sig intet af ham; derfor får den heller intet, som Jakob siger (Jak 1,6–7): «Den, der vil bede, skal bede i tro uden at tvivle; for den, der tvivler (siger han lidt efter), skal ikke mene, at han vil modtage noget af Herren.» Siden kommer de som de tåbelige jomfruer, der spildte olien, med deres tomme lamper, det vil sige med deres gerninger, og mener, at Gud skal høre deres banken og lukke op; men det vil han ikke gøre.

Se, en sådan god formodning eller trøstefuld tillid eller fri forventning til Gud, eller hvad du nu vil kalde det, det kaldes i Skriften en kristen tro og en god samvittighed, og dertil må man komme, hvis man vil blive frelst. Men man kommer ikke dertil med gerninger og lære, som vi skal se i dette eksempel, og uden et sådant hjerte er ingen gerning god. Derfor tag dig i agt: der er mange snakkehoveder, der vil lære om tro og samvittighed og ved mindre derom end en grov træklods. De mener, at det er en sovende, ørkesløs ting i sjælen, og at det er nok, at hjertet tror, at Gud er Gud. Men her ser du, at troen er en helt levende, mægtig ting. Den skaber et helt andet hjerte, et andet menneske, så at det venter sig al nåde af Gud; derfor driver den til at løbe og til at stå og gør modig til at råbe og bede i al nød.

Troens anden art er, at den ikke vil vide eller først være forsikret om, hvorvidt den er nåden værdig og bliver bønhørt, sådan som tvivlerne gør, der famler efter Gud og frister ham. Ligesom en blind famler efter væggen, sådan famler de også efter Gud og ville gerne først føle ham og have vished for, at han ikke kan løbe fra dem. Brevet til Hebræerne (Hebr 11,1) siger: «Troen er en vis tillid til det, man håber, og tvivler ikke på det, man ikke ser»; det vil sige: troen holder sig til de ting, som den ikke ser, føler eller fornemmer, hverken i legeme eller sjæl; men ligesom den har en god forventning til Gud, sådan giver den sig hen deri og vover sig derpå og tvivler ikke på, at det skal gå den, som den forventer; og så går det den også visselig sådan, og følelsen og fornemmelsen kommer til den usøgt og ubegæret, netop i og ved en sådan forventning eller tro.

Sig mig: Hvem havde givet disse spedalske brev og segl på, at Kristus ville bønhøre dem? Hvor er her fornemmelsen og følelsen af hans nåde? Hvor er kundskaben, viden eller sikkerheden om hans godhed? Intet af det er her. Hvad er her da? En fri hengivelse og et glad vovemod på hans ufølte, uprøvede, ukendte godhed. Her er ingen fodspor, hvori de kunne spore, hvad han ville gøre; men alene hans blotte godhed bliver set på, og den skaber i dem en sådan forventning og et sådant vovemod, at han ikke vil svigte dem. Men hvorfra havde de da en sådan erkendelse af hans godhed? For de måtte jo vide noget om den i forvejen, hvor uerfaret og ufølt den så end skulle være. Uden tvivl fra rygtet og ordet, idet de havde hørt meget godt om ham, men endnu aldrig mærket det; for Guds godhed må forkyndes ved Ordet, og således må der bygges på den, uprøvet og ufølt; som det skal følge længere fremme.

Troens tredje art er, at den ikke bærer nogen fortjeneste frem og heller ikke vil købe Guds nåde med gerninger, sådan som tvivlerne og hyklerne gør; men den bærer intet andet frem end sin mangel på fortjeneste, hænger ved og forlader sig blot og bart på Guds blotte, ufortjente godhed; for troen kan ikke tåle gerninger og fortjeneste ved siden af sig, så helt og fuldt giver den sig hen, vover sig og svinger sig op i den godhed, som den venter sig, og kan over for den ikke agte sine gerninger og fortjeneste; ja, den ser, at godheden er så stor, at alle gode gerninger ikke er andet end synd, når de vejes op mod den. Derfor finder den intet andet end mangel på fortjeneste hos sig selv, så at den er mere værdig til vrede end til nåde; og det gør den uden at hykle, for den ser, at det i grund og sandhed ikke er anderledes.

Det viser disse spedalske her meget fint, for uden nogen fortjeneste venter de sig nåde af Kristus. Hvad godt havde de nogen sinde gjort ham i forvejen? De havde jo aldrig set ham, for slet ikke at tale om tjent ham! Desuden var de spedalske, så han med rette kunne have undgået dem efter loven (3 Mos 13) og holdt sig fra dem, som det var ret og rimeligt. For der var i grund og sandhed ingen fortjeneste, men grund til, at han intet skulle have med dem at gøre, og de intet med ham. Derfor står de også langt borte, som de, der godt kender deres uværdighed. Sådan står troen også langt fra Gud og løber ham dog i møde og råber; for den erkender sig i grund og sandhed uværdig til hans godhed og har intet at forlade sig på uden hans højt berømte og udråbte godhed. Og hans godhed søger også netop en sådan sjæl, som står langt borte og er tom; for den kan jo slet ikke tåle vores fortjeneste og gerninger ved siden af sig, den vil komme ganske for intet, ligesom Kristus kom ind i denne landsby til de spedalske, for at dens pris kan forblive fri og ren.

Se, således passer det fint sammen: Guds kærlighed giver sin godhed frit for intet og tager eller søger intet derfor, og troen modtager den også lige så rent for intet, så den intet giver derfor; og således mødes den rige og den fattige, som Psalteret siger. Det bevidner også deres ord, når de siger: «Forbarm dig over os!» Den, der søger barmhjertighed, køber og bytter sandelig ikke, men søger lutter nåde og barmhjertighed som en, der er den uværdig og vel har fortjent noget helt andet.

Se, dér har du et fint, ret levende og egentligt eksempel på den kristne tro, som lærer os tilstrækkeligt, hvordan man må stille sig, når man vil finde nåde, blive retfærdig og frelst. Ud over denne lære følger nu tilskyndelsen til troen, at vi gerne skal tro, sådan som vi nu er blevet lært at tro. Men tilskyndelsen består i, at vi ser, at en sådan tro ikke slår fejl, men at det går den, som den tror, og at den visselig bliver bønhørt.

For Lukas skriver, hvor nådigt og villigt Kristus så til dem og bønhørte dem, og siger således:

«Og da han så dem, sagde han til dem: ’Gå hen og vis jer for præsterne!’»

Hvor venligt og kærligt lokker Herren her i dette eksempel alle hjerter til sig og tilskynder dem til at tro på ham; for der er ingen tvivl om, at han vil gøre mod enhver, som han gør mod disse spedalske, hvis vi blot frit venter os al godhed og nåde af ham. Sådan skal og gør en ret tro og et kristent hjerte, sådan som også disse spedalske gør og lærer os at gøre. For hvor gerne han vil have, at man glad og frit vover at bygge på hans godhed, før man erfarer eller føler den, har han her tilstrækkeligt bevidnet, idet han bønhører dem så villigt, uden nogen tøven, at han ikke først siger, at han vil gøre det, men som om det allerede var sket, har gjort ved dem, hvad de ville. For han siger ikke: «Ja, jeg vil forbarme mig over jer, I skal blive rene», men ganske enkelt: «Gå hen og vis jer for præsterne!» Som om han ville sige: «Der behøves ingen bøn; jeres tro har allerede opnået og vundet det, før I begyndte at bede; I var allerede rene for mig, da I begyndte at vente jer sådant af mig; der behøves ikke mere end: Gå bare hen og vis jeres renhed for præsterne; som jeg agter jer, og som I tror, sådan er I og skal I blive.» For han ville ikke have sendt dem til præsterne, hvis han ikke havde anset dem for rene og ville handle sådan med dem, at de blev rene.

Se, så mægtig er troen til at opnå alt hos Gud, hvad den vil, så at det for Gud regnes for sket, før der bedes om det. Derom har Esajas sagt (Es 65,24): «Det skal ske: Før de råber, vil jeg svare; mens de endnu taler, vil jeg høre.» Ikke fordi troen eller vi er det værdige, men fordi han vil vise sin usigelige godhed og villige nåde for derved at tilskynde os til at tro på ham og trøstigt vente os alt godt af ham med en glad, uvaklende samvittighed, der ikke famler efter ham eller frister ham. Sådan ser du også her, at han bønhører disse spedalske, før de råber, og er rede, før de har talt ud, til at gøre alt, hvad deres hjerte begærer. «Gå hen», siger han; «jeg lover jer intet; det er kommet videre med jer, end at der behøves løfter; hav, hvad I har bedt om, og gå hen.» Er det ikke stærke tilskyndelser, som kan gøre et hjerte glad og frimodigt? Se, så lader hans nåde sig føle og famle efter, ja, den famler efter os og rammer os. Det være sagt om den første del.

Nu må vi her også se på den anden del af dette eksempel på det kristne væsen. De spedalske har lært os at tro; Kristus lærer os at elske. Kærligheden gør nu mod næsten, sådan som den ser, at Kristus har gjort mod os, som han siger hos Johannes (Joh 13,15): «Jeg har givet jer et eksempel, for at I skal gøre, som jeg har gjort mod jer.» Og lidt efter siger han (Joh 13,34–35): «Et nyt bud giver jeg jer: at I elsker hinanden, som jeg har elsket jer, for at også I skal elske hinanden; deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.» Hvad er det andet sagt end lige så meget som: «I har nu ved mig i troen alt, hvad jeg er og har; jeg er jeres egen, I er nu rige og mætte ved mig; for alt, hvad jeg gør og elsker, det gør og elsker jeg ikke for mig selv, men kun for jer, så jeg kun tænker på, hvordan jeg kan være jer til nytte og hjælp og opfylde, hvad I trænger til og skal have. Derfor tænk på, efter eksemplet, at også I gør den ene mod den anden, som der er gjort mod ham af mig, og at hver kun tænker på, hvordan han fremover kan leve til nytte for sin næste og gøre, hvad han ser, at næsten har gavn af og trænger til. Jeres tro har nok i min kærlighed og godhed; således skal også jeres kærlighed give de andre nok.»

Se, det er et kristent liv, og kort sammenfattet; det behøver ikke megen lære eller mange bøger, det står helt og fuldt i disse to. Sådan siger også Sankt Paulus (Gal 6,2): «Bær hinandens byrder, og således opfylder I Kristi lov.» Og til filipperne siger han således (Fil 2,4): «Enhver se ikke på sit eget, men på det, som er de andres.» Og sammesteds (Fil 2,6) stiller han os Kristus frem som eksempel: at han, skønt han var Gud, alligevel blev vores tjener, tjente os og døde en skændig død for os. Den onde ånd er fjende af dette kristne, lette, glade liv, og han skader det med intet så meget som med menneskelære, som vi skal høre. For sandelig, en kristen har sit liv kort og godt sammenfattet: nemlig at han skal have et godt hjerte over for Gud og en god vilje over for menneskene; deri står det helt.

Det gode hjerte og troen lærer ham af sig selv, hvordan han skal bede. Ja, hvad er en sådan tro andet end lutter bøn? For den venter sig uophørligt Guds nåde; men venter den sig den, så begærer den den af hele sit hjerte. Og begæret er egentlig den rette bøn, som Kristus lærer, og som Gud kræver, og som også opnår og formår alle ting. Og fordi den ikke bygger på sig selv, sine gerninger eller sin værdighed, men bygger på Guds rene godhed, forlader sig og trøster sig ved den, så sker det den også, som den tror, begærer, venter og beder; så at den hellige profet Zakarias med rette kalder Ånden en gunstens og bønnens Ånd, idet Gud siger (Zak 12,10): «Over Davids hus og over Jerusalems borgere vil jeg udgyde nådens og bønnens Ånd»; fordi troen erkender Guds gunst og begærer den uophørligt.

Omvendt lærer kærligheden ham af sig selv, hvordan han skal gøre gode gerninger; for gode gerninger er alene de, som tjener næsten og er ham til gode. Ja, hvad er en sådan kærlighed andet end lutter uophørlig virken for næsten, så at også gerningen bærer kærlighedens navn, ligesom troen bærer bønnens? Sådan siger Kristus hos Johannes (Joh 15,12–13): «Dette er min befaling, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit liv til for sine venner.» Som om han ville sige: «Så helt har jeg gjort alle mine gerninger jer til gode, at jeg også giver mit liv for jer, og det er den allerstørste kærlighed, det vil sige kærlighedens største gerning. Havde jeg kendt en større kærlighed, så ville jeg også have vist jer den. Derfor skal også I elske hinanden og den ene gøre den anden alt godt. Mere kræver jeg ikke af jer; jeg siger ikke, at I skal bygge kirker til mig, valfarte, faste, synge, blive munk eller præst, tage denne orden eller den stand på jer; men dér gør I min vilje og min tjeneste, når I gør vel mod hinanden, og ingen ser på sig selv, men på den anden; deri ligger det helt og fuldt.»

Og han nævner vennerne. Dermed vil han ikke, at man ikke skal elske fjenderne; for han siger klart således: «den, der giver sit liv for sine venner». «Sine venner» er mere end blot «venner». Det kan ske, at du er min ven, og jeg dog ikke din ven, det vil sige: jeg kan elske dig og tage dig til ven og give dig mit venskab, og du alligevel hader mig og bliver ved at være min fjende. Ligesom Kristus siger til Judas i haven: «Ven, hvorfor er du kommet?» Judas var hans ven, men Kristus var Judas’ fjende; for Judas holdt ham for sin fjende og hadede ham; Kristus elskede Judas og holdt ham for sin ven. Det må være en fri, helhjertet kærlighed og velgerning mod enhver.

Se, det er det, Jakob mener, når han siger (Jak 2,26), at troen uden gerninger er død. For ligesom legemet er dødt uden sjæl, sådan er også troen død uden gerningerne. Ikke at troen kunne være i mennesket uden at virke, det er ikke muligt; for troen er en levende, urolig ting; men det er sagt, for at menneskene ikke skal bedrage sig selv og mene, at de har troen, når de dog intet har af den, men skal se på deres gerninger, om de også elsker deres næste og gør vel mod ham. Gør de det, så er det et tegn på, at de har denne rette tro; men gør de det ikke, så har de kun hørt om troen, og det går dem som den, der ser sig i et spejl: når han går derfra, ser han sig ikke mere, og ved at se på andre ting glemmer han det ansigt, han så i spejlet, som Jakob også siger i det første kapitel (Jak 1,23–24).

Dette ord af Jakob har forførerne og de blinde læremestre strakt så langt, at de har udryddet troen og kun oprettet gerningerne, som om retfærdigheden og frelsen ikke stod i troen, men i gerningerne. Til det store mørke har de siden føjet et endnu større og kun lært de gode gerninger, som ikke er næsten til nogen nytte, såsom at faste, bede mange bønner, holde helligdage, ikke spise kød, smør, æg og mælk, bygge kirker, klostre, kapeller og altre, stifte messer, vigilier og tidebønner, gå i grå, hvide og sorte klæder, blive gejstlig og utallige lignende ting, som dog intet menneske har nytte eller gavn af, og som Gud også fordømmer alle sammen, og det med rette. Men Sankt Jakob vil dette: at et kristent liv ikke er andet end tro og kærlighed. Kærlighed er ikke andet end lutter at gøre vel og være til nytte for alle mennesker, fjender og venner. Og hvor troen er ret, dér elsker den også visselig og gør mod de andre i kærligheden, som Kristus har gjort mod den i dens tro. Så skal nu enhver se sig for, at han ikke har en drøm og et opdigt i stedet for troen i hjertet og bedrager sig selv. Det vil han ikke kunne kende ved noget så godt som ved kærlighedens gerninger. Ligesom også Kristus giver det samme tegn og siger: «Deraf kan man vide, at I er mine disciple, hvis I elsker hinanden.» Derfor vil Sankt Jakob sige: «Se dig for: står dit liv ikke således, at det tjener andre, men du lever for dig selv og ikke tager dig af din næste, så er din tro visselig intet; for den gør ikke, som Kristus har gjort mod den; ja, den tror ikke, at Kristus har gjort vel mod den, ellers ville den ikke lade være med også at gøre vel mod sin næste.»

Det samme mener også Sankt Paulus i 1 Kor 13,2: «Om jeg havde en sådan tro, at jeg kunne flytte bjergene, men ikke havde kærlighed, så er jeg intet.» Det er også alt sammen sagt, ikke fordi troen ikke er nok til at gøre retfærdig, men fordi et kristent liv må knytte de to, tro og kærlighed, sammen og aldrig skille dem. Men de formastelige mener at kunne skille dem ad, vil alene tro og ikke elske, foragter deres næste og vil dog have Kristus. Det er falsk og vil slå fejl.

Således siger også vi: Troen er alle ting og frelser, så at mennesket ikke behøver mere til sin frelse. Men derfor er den ikke ørkesløs, men gør meget, dog alt sammen til gavn for sin næste og ikke for sig selv; for den behøver det ikke, den har nok i Kristus. Men gør den ikke således, så er den visselig ikke ret. Og en sådan virken er dens kærlighed. Men de blinde ledere vil lære gerningerne således og gøre dem nødvendige, så at den, der gør dem, skulle behøve dem til frelsen. Det er hovedforvrængningen og alle vildfarelsers vildfarelse, for dermed ødelægger de begge dele, troen og kærligheden, hele det kristne væsen og eksempel. De tager gerningerne fra næsten og giver dem til personen selv, som om de var nødvendige for ham. Dér kan troen ikke blive, for den ved, at dens gerninger ikke er nødvendige og nyttige for den selv, men kun for næsten. Således står de imod hinanden: troen kaster gerningerne fra sig over på sin næste ved kærligheden; men de blinde læremestre river dem bort fra næsten og driver dem over på ens egen person og kvæler og udslukker således begge dele, kærlighed og tro, og får mennesket til kun at elske sig selv og kun søge sin egen frelse og forlade sig på sine gerninger. Så må der følge onde, forsagte samvittigheder og mange selvvalgte angstgerninger – at bygge kirker, bede meget, faste for helgenerne og lignende – som ikke er nogen til nytte, og al jammer og ulykke må følge heraf, sådan som det nu ligger for øjnene i klostre, stifter og de høje skoler.

Lad os nu se Kristi kærligheds gerninger i dette eksempel. Men hvad er der i Kristus, som ikke er lutter kærlighed? – som enhver let af sig selv erkender. For det første: Hvad behøvede han at rejse midt igennem Samaria og Galilæa? Eller hvem gav ham noget for det? Eller hvem havde bedt ham om, at han gjorde det? Er det ikke åbenbart, at han gør det alt sammen for intet og frivilligt, tager intet for det og kommer af sig selv, ubedt, så at ingen kan sige, at han har fortjent det af ham eller opnået det med bøn? Således ser vi her helt og fuldt, at han intet gør for sig selv og for sin egen skyld, men alt for de andres skyld, oven i købet ubedt og ganske for intet, af lutter godhed og kærlighed.

På samme måde: at han netop gik ind i denne landsby – hvad behøvede han det? Hvem havde bedt ham om det? Hvem gav ham noget for det? Er det ikke sandt, at han kommer alles fortjeneste og alles bøn i forkøbet og tilbyder sin kærlighed og godhed frit for intet og ikke søger noget i det, som er hans eget, men kun tjener andre dermed, for at han kan lokke alle hjerter til sig, så de tror på ham? Se, sådan en dyd er kærligheden, som kun gør vel og lever til gavn for de andre, ikke søger noget for sig selv deri, gør det for intet og ufortjent og kommer enhver i forkøbet. Se, på et sådant liv og en sådan gerning må du se og rette dit liv efter, hvis du vil være en kristen, og med magt fjerne alle de gerninger fra dine øjne, som ikke er af denne art, om de så var så store, at de flyttede bjerge, som apostlen siger (1 Kor 13,2).

For det andet: se, hvordan han gør dette gode uden skade for andre, ja, idet han tager sig i agt for at skade en anden. For der er nogle, som gør godt på en sådan måde, at det kommer andre til skade; de ofrer Vor Frue (som man siger) en penning og stjæler en hest fra hende; sådan er de, der giver almisse af uretfærdigt gods, om hvem Gud siger hos Esajas (Es 61,8): «Jeg er HERREN, som elsker retten og hader røveriske brændofre.» Af den slags er nu næsten alle stifter og klostre, som fortærer folks sved og blod og derefter betaler Gud med messer, vigilier og rosenkranse eller stifter en årtid og undertiden også giver en almisse. Det er alt sammen kærlighed af fremmed gods og gudstjeneste i gode dage og fuld rigdom med al overflod. Og denne skændige velgørenhed er sandelig en vidt udbredt plage. Men Kristus gør her ingen skade, men forhindrer den snarere og viser de spedalske hen til præsterne, så at der ikke tages noget fra dem af deres ret.

Og således viser han de spedalske sin velgerning, som om han var gået ind i denne landsby for deres skyld; han ser nådigt til dem og hjælper dem villigt og gerne; dertil forhindrer han også, at præsterne lider tab, skønt han ikke var forpligtet til det. For eftersom han rensede dem overnaturligt, uden præsternes medvirken, kunne han godt have undladt at vise dem hen til dem og have sagt: «I har jo ikke udøvet jeres embede med disse efter loven; derfor skal I heller ikke have nogen fordel af embedet, som det er ret og rimeligt.» Men kærligheden hverken kives eller strides; den er kun til for at gøre vel; derfor gør den også mere, end den er pligtig til, og går ud over retten.

Derfor siger Sankt Paulus (1 Kor 6,1), at der blandt de kristne ikke skal være nogen retssager; for kærligheden søger hverken sin ret eller kræver den eller agter på den, men ser kun på at gøre vel; derfor kan han også sige et andet sted (1 Kor 13,1): «Hvis jeg talte med engles tunger, men ikke havde kærlighed, så var jeg som en bjælde eller en klokke, der kun klinger og dog intet udretter.» Sådan er sandelig de lærde nu, som lærer meget om retten, der dog er lutter ukristelige ting imod kærligheden. Jeg taler ikke om dem, der må dømme; for fordi ret går forud for kærlighed hos en del ukristelige mennesker, må de være der og sige ret, så at der ikke sker noget værre. Det er ikke kristeligt at hænge og radbrække; men for at man kan hindre morderne, må man også gøre den slags. Det er ikke kristeligt at spise og drikke; men alligevel må man også gøre det. Det er alt sammen nødvendige gerninger, som det kristne væsen ikke består i; derfor må man heller ikke lade sig nøje med dem, som var man dermed kristen. Ægteskabets gerning er heller ikke kristelig, og dog er den nødvendig for at undgå værre gerninger, og så fremdeles.

For det tredje viser han kærligheden endnu større, idet han også anvender den dér, hvor den er spildt og for største delen får utak til løn. Ti spedalske gør han rene, og kun én takker ham; på de ni er hans kærlighed spildt. Havde han her villet bruge ret frem for kærlighed, sådan som menneskene plejer, og som naturen lærer, så havde han gjort dem alle sammen spedalske igen; men han lader dem gå og nyde godt af hans kærlighed og velgerning, skønt de giver ham fjendskab til tak. Ligeledes har han ikke hindret præsterne i deres indtægt, men har sendt dem deres ære og ret hjem, skønt uden nødvendighed og uden at være skyldig; og så takker de ham på den måde, at de vender de spedalske bort fra ham, så de tror, at det ikke var Kristus, der gjorde dem rene, men offeret og lydigheden mod loven; og således ødelægger de troen i de spedalske og gør Kristus foragtet og ubehagelig for dem, som en, der tilegnede sig fremmed gods.

For at præsterne har forhørt disse spedalske, er troligt, og teksten vil også vise det; derfor må de have banket rigtig mange onde ord mod Kristus ind i disse spedalske og hævet lovens gerninger og offeret højt op, for at de kunne udrydde den store, fine tro i dem og selv sætte sig i Kristi sted i deres hjerte. Og de spedalske har taget imod det og har anset Kristus for sådan en, som præsterne har sludret om ham, så at de er blevet ham helt fjendtlige og har tilskrevet Gud deres renselse, som opnået ved deres offer og fortjeneste, ikke Kristus og hans rene godhed. Og således er de legemligt blevet udfriet af spedalskheden og er derover faldet i åndelig spedalskhed, som er tusind gange værre. Men Kristus lader begge parter gå og nyde godt af hans godhed, tier om sin ret og tager imod had og unåde i stedet for lov og tak; så man her ved siden af kan lære, at vi undertiden beder om noget, som det var bedre, om vi ikke fik. For disse spedalske havde det været bedre, at de var blevet ved at være urene, end at de gennem deres legemlige renhed kom til en så stor åndelig urenhed.

Se nu på dette eksempel, og egg nu dit liv til, at du gør dine gode gerninger ikke alene uden skade for andre, ja endog til deres fordel, og heller ikke alene mod vennerne og de fromme, men at du indstiller dig på, at de for største delen bliver spildt, og at du får utak og had til løn; så går du på den rette vej og i din Herre Kristi fodspor. Før du kommer så vidt, skal du ikke anse dig for en fuldkommen, ret kristen, og ikke regne det for noget, om du så gik med ti hårskjorter, fastede hver dag, holdt messe hver dag og bad Psalteret, gik på valfart, stiftede kirker eller årtider; for Kristus ville nok også have gjort den slags gerninger, hvis det var dem, man med rette var skyldig. Se, det er i egentlig forstand et kristenliv.

Men nu ser du, hvorhen hans gerninger retter sig. Derfor giv agt på det med al flid, og se rigtigt på dit eget liv. Finder du hos dig en gerning, som du har brug for, eller mener, at du har brug for, til frelsen, så træd på den med fødderne, så gør korsets tegn for den som for alle djævle, og hvil ikke, før du kommer ud af en sådan levevis eller gerning, og stræb efter, at dit liv ikke er nødvendigt, nyttigt og tjenligt for dig selv, men alene for din næste. Forbandet være den, som lever og virker for sig selv, eftersom Kristus selv ikke ville gøre sin vilje eller leve for sig selv! For sådanne egne gerninger fører dig visselig bort fra kærligheden og fra troen. Du har ingen anden gerning, som er nødvendig og nyttig for dig til frelsen, end at du tror og øver denne samme tro daglig og ser til, at du bliver bestandig i den og ikke lader præsterne rive dig bort fra den, sådan som de har revet disse ni bort; for de har glatte tunger og smukke farver. Alle de andre gerninger skal du blot lade gå frit hen i flæng, om de så bliver spildt eller anvendt godt; det skal du ikke lade anfægte dig. Bliv du i troen, der giver dig Kristus, i ham har du mange gange nok, og i kærligheden, der giver dig til din næste, i den vil du finde nok at gøre, så at det, du formår, vil være mange gange for lidt; for hvad du gør ud over dette, er intet, om du så havde alle de helliges gerninger. Hør, hvad Sankt Paulus siger (1 Kor 13,3): «Hvis jeg gav alt mit gods til føde for de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærligheden, gavner det mig intet.» Det er ikke nok at hjælpe de fattige og pine dig selv; du må også vise fjenderne kærlighed og prisgive dit gods og dig selv og ikke vælge, hvem du vil gøre godt frem for en anden.

Her kunne du sige: «Jamen, hvor skal så de gejstlige blive af, præster, munke og nonner? De er jo ikke til nytte for noget menneske og gør lutter egne gerninger!» Jeg svarer: Hvad spørger du efter præster og munke! Kristus har jo ikke befalet dig at følge præster og munke, men ham selv! Gør de ikke deres gerning efter den mening, der er sagt ovenfor, så at den ene tjener den anden og hænger ved troen, så behøver du ikke tvivle: de er imod Kristus og netop de tåbelige jomfruer med de tomme, mørke lamper. Der vil ikke komme nogen anden Kristus for deres skyld. Om dem har Sankt Peter forkyndt (2 Pet 2,1): «Der skal være falske mestre iblandt jer, som skal indføre fordærvelige sekter», det vil sige gejstlige ordener og stænder, hvori sjælene kun bliver fordømt. Og Sankt Paulus (2 Thess 2,10–11): «Fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, skal Gud sende dem en kraftig vildfarelse, så de tror på løgnen, de, som ikke ville tro sandheden, men gav deres samtykke til uretfærdigheden.» I disse ord er de gejstlige ordener og stænder forkyndt, hvordan de er, og hvor de kommer fra. For de giver sig ud for at være noget særligt frem for andre stænder i det kristne liv og er dog længere borte fra det end nogen anden stand, så at de mere end nogen mennesker på jorden har brug for, at man bringer dem til et kristent væsen. Ægtestanden og øvrigheden er fint ordnet, for dér er der hustru og børn og undersåtter, som øver kærligheden og giver anledning til den og ligesom tvinger dig til, at du ikke må leve og virke for dig selv, men må gøre lutter fremmede gerninger, andre til gode. Hvis du blot kender troen og indretter dig rigtigt i den, så har du dér ingen egen gerning og så meget at bestille, at du nok må glemme de egne gerninger. Det, at du faster, arbejder, spiser, drikker, sover, tager dig en hustru, kort sagt alt, hvad du gør af nødvendighed for legeme og gods, er alt sammen rettet mod, at du kan leve her og holde legemet ved lige, men holde det ved lige, for at du kan tjene andre. Se, det er i egentlig forstand et kristenliv. Derfor siger Sankt Paulus (Rom 13,8): «I skylder ikke noget andet, end at I elsker hinanden og i kærligheden tjener den ene den anden.» Deraf kan du se, hvordan hele verden nu er fuld af gejstlige stænder (det vil sige helvedesgruber og mordergruber), men et kristent liv kender ingen mere, endsige at man skulle finde et eksempel på det. Det er alt sammen pavens og hans forbandede lovs skyld; ham har Guds vrede givet os til mester, sådan som Sankt Peter og Paulus har forkyndt.

Det være nok sagt om evangeliets første stykke; nu vil vi også se på den anden del. Evangelisten siger således:

«Og det skete, at mens de gik derhen, blev de rene.»

Hidtil har vi lært, hvordan troen virker, hvad dens natur er, hvor den kommer fra, hvad dens begyndelse er, hvad den bringer, og hvor velbehagelig den er for Gud; det er alt sammen endnu sagt om begyndelsen på et kristent væsen. Nu er det ikke nok at begynde, men man skal tage til og blive bestandig; for Kristus siger (Matt 24,13): «Den, som holder ud til enden, skal frelses»; ligeledes (Luk 9,62): «Den, som lægger sin hånd på ploven og ser tilbage, er ikke skikket for Guds rige.» Derfor lærer denne anden del nu om troens vækst og fuldkommenhed. Troen eller hjertets tillid til Gud er en meget sart og ømfindtlig ting og kan meget let tage skade, så den begynder at sprælle og vakle, hvis den ikke er godt øvet og vant.

Den møder også utallige anstød og farer fra synden, fra naturen, fra fornuften og egenrådigheden, fra menneskelærerne, fra de helliges eksempler, fra djævlene; kort sagt, bagfra og forfra og fra alle sider bliver den uafladelig anfægtet, for at den skal blive modløs og vakle eller falde hen på gerningerne. Derfor siger Sankt Peter med rette (1 Pet 4,18): «Den retfærdige bliver knap nok frelst.» Og profeten Zakarias sammenligner den retfærdige med et brand, der bliver reddet ud af ilden, så det ikke brænder helt op; og profeten Amos med en ørelap af et får, som hyrden jager ud af ulvens gab. Så fjendtligt slås anfægtelserne om sådan et troende hjerte.

Derfor siger også Sankt Paulus til korintherne (1 Kor 10,12): «Den, som mener, at han står, må nok se til, at han ikke falder.» Og han lærer alle steder, hvordan vi skal vandre med bekymring og frygt og altid passe godt på troen; for, som han siger (2 Kor 4,7): «Vi har denne skat i jordiske kar», som meget let går i stykker, hvis Gud ikke holder os oppe.

Derfor må vi ikke være sikre, men stå i Guds frygt og bede med Jeremias, at han vil bevare troen for os og ikke lade det komme dertil, at vi mister modet over for ham og bliver bange for ham. Dette evangelium viser også denne fare tilstrækkeligt med et forfærdeligt eksempel: at af disse ti troende spedalske falder ni fra, og kun én holder stand og bliver ved til enden. Og det går her til som med et smukt træ, der står fuldt af blomster, så man tror, at det ikke vil kunne bære alle frugterne; men bagefter går så mange blomster til grunde ved uvejr, og frugten falder af og bliver ormstukken, så at knap den tiende del bliver moden. Således er der mange, som tager imod Ordet og begynder at tro; men, som Herren siger (Matt 13,20–21), er det stenet jord, og de har ikke dybde nok, eller de står blandt torne og tidsler; det vil sige, ved anfægtelse og fristelse falder de fra og bliver ikke bestandige. For så snart det går dem ilde, eller Gud griber fat i dem, glemmer de hans godhed og ser kun på hans vrede; derved går troen så til grunde, og tilbage bliver en sprællende, modløs og forskræmt samvittighed, der flygter fra Gud, endsige at den skulle løbe ham i møde, sådan som den godt gjorde i begyndelsen.

Således ser vi her: da de spedalske havde begyndt at tro og vente sig godt af Kristus, drev han deres tro videre og prøvede den; han gør dem ikke raske for øjnene af dem, men siger et ord til dem: de skal vise sig for præsterne. Havde der ikke været tro i dem her, så havde fornuften og naturens egen mening sagt således og straks knurret: «Hvad er det? Vi har ventet os stor godhed af ham og troet af hjertet på ham, at han ville hjælpe os; men nu rører han os ikke, sådan som han plejer, og som han har gjort ved de andre, men ser bare på os og går så forbi; han foragter os måske; dertil siger han hverken nej eller ja til, om han vil rense os eller ej, men lader os hænge i tvivl og siger ikke mere, end at vi skal vise os for præsterne. Hvorfor skal vi vise os for dem? De ved jo i forvejen godt, at vi er spedalske.»

Se, således ville naturen blive vred og sur på ham, fordi han ikke straks gør, hvad den gerne ville, og ikke giver den et sikkert tilsagn om, hvad han vil gøre. Men her er tro, og den styrker sig og tager kun mere til ved en sådan prøvelse; den agter ikke på, hvor unådigt eller usikkert Kristi fagter og ord lyder, men hænger fast ved hans godhed og lader sig ikke skræmme bort. Og sandelig, der har været en stor, rig tro i dem, når de på et sådant ord frimodigt er gået derhen; for hvis de havde tvivlet, var de visselig ikke gået, og dog er der intet klart tilsagn.

Og det er også den måde, Gud bruger over for os alle for at styrke og prøve troen: at han farer således med os, at vi ikke ved, hvad han vil gøre med os. Det gør han kun, for at mennesket skal betro og overgive sig selv til ham, til hans blotte godhed, og ikke tvivle på, at han vil give det, vi begærer, eller noget bedre. Således har disse spedalske også tænkt: «Nuvel, vi går derhen, som han befaler os, og selv om han ikke siger os, om han vil rense os eller ej, skal det dog ikke bevæge os til at have mindre tiltro til ham end før. Ja, vi vil nu have så meget større og stærkere tiltro til ham og med glæde vente det, at han, hvis han ikke vil gøre os rene, dog vil gøre det bedre, end hvis vi var rene; derfor vil vi ikke slippe hans godhed.» Se, det er en rigtig vækst i troen.

En sådan prøvelse varer, så længe vi lever; derfor må væksten også vare så længe; for når han én gang har prøvet os i ét stykke, hvori han gør os usikre på, hvad han vil gøre med os, så tager han derefter altid et andet og gør vores tro og tillid større og større, når vi blot bliver ved at hænge fast, helt igennem. Se, det kalder Sankt Peter at vokse i Kristus, når han siger (1 Pet 2,2): «Som nyfødte børn skal I søge den fornuftige, uforfalskede mælk, så I ved den kan vokse, indtil I bliver frelst.» Ligeledes i sidste kapitel af 2. Petersbrev (2 Pet 3,18): «Voks i Jesu Kristi nåde og erkendelse.» Og Sankt Paulus ønsker alle steder, at vi skal tage til, blive fulde og rige i erkendelsen af Gud og Jesus Kristus. Det er ikke andet end på denne måde at blive stærk i troen, nemlig når Gud skjuler sin godhed og stiller sig an, som Kristus her stiller sig an over for de spedalske, så at vi ikke ved, hvor vi har ham; for troen skal være argumentum non apparentium [et bevis for det, der ikke ses], den skal være vis og ikke tvivle om de ting, der er skjulte og ikke mærkes (Hebr 11,1).

Derfor læg her mærke til: når Gud synes at være længst borte, så er han nærmest.

Dette Kristi ord lyder sådan, at man ikke kan vide, hvad han vil gøre, og det siger hverken nej eller ja, så at de spedalske, som før med sikkerhed havde ventet sig alt godt af hans godhed, kunne have taget anstød af det og være faldet i tvivl og have fået en helt anden forstand ud af det, end Kristus mener. Kristus siger det af så overstrømmende godhed, at han mener, det ikke er nødvendigt at sige dem, at de allerede har fået, hvad de vil. Men da meningen nu ikke var åbenbar for dem, kunne de tænke, at han var af en helt anden mening og længere borte fra dem end før. Således er alle hans overstrømmende godheds gerninger og ord: det synes os, at han var mere god og nådig før end bagefter, da han havde begyndt at handle med os.

Sådan gik det også folket Israel i ørkenen, så de mente, at Gud ikke havde ført dem ud af Egypten, ham, som de dog påkaldte i Egypten og erkendte, at han ville hjælpe dem ud derfra; men det sker alt sammen, for at vi ikke skal blive i den bløde begyndelse og mælketroen, men vokse og altid tage til, indtil vi også kan drikke den stærke vin og således blive drukne og fulde af Ånden, så at vi ikke alene foragter og overvinder gods, ære og venner, men også døden og helvede.

Derfor går det de troløse og vantro ligesom de ulykkelige skattegravere, som begynder at lede med stor tillid og graver meget; men når de næsten er kommet ned til skatten, så der kun var ganske lidt tilbage at gøre, holder de op, ser på, hvor meget de hidtil har arbejdet forgæves, og tænker, at der ikke er noget; så kommer en anden, der er den værdig, og som aldrig har begyndt, hugger i og finder, hvad den første har ledt efter og gravet frem for ham. Således er det også med Guds nåde: den, som begynder at tro og ikke vil blive ved at tage til og vokse, fra ham tages den og gives til en anden, som begynder med den; vil heller ikke han fortsætte, bliver den også taget fra ham og givet til en anden. Det vil kun troes. Og her taler vore høje skoler aldeles blinde, tossede, giftige ting om troen, når de lærer, at begyndelsen på troen og blot en lille grad eller et lille stykke af den er nok til frelsen.

Således vil nu disse ord i teksten: «Og det skete, at mens de gik derhen, blev de rene», sige så meget som: Det er umuligt, at troen skulle slå fejl; det må ske, som den tror. For havde disse spedalske ikke troet og ikke var blevet bestandige, så var de sikkert ikke gået. Derfor er de blevet rene, ikke for deres gangs skyld, men for troens skyld, for hvis skyld de også er gået.

Alt det siger jeg, for at der ikke skal komme en blind mester over denne tekst, som stikker sine øjne ned i gerningen og ikke ser på troen og så giver sig til at påstå, at gerningerne gør os velbehagelige og frelser os, fordi disse spedalske er gået og således er blevet rensede. For at imødegå denne vildfarelse skal man se rigtigt på disse spedalskes tro; så viser det sig, at det ikke var denne gangs gerning, der erhvervede renselsen, men troen. Herren imødegår også netop den vildfarelse ved at rense dem, før de havde fuldbragt gerningen; for han befalede dem ikke alene at gå, men også at vise sig for præsterne. Nu er de jo blevet rene, før de er kommet til præsterne, og før de har fuldbragt gerningen. Var de først blevet rene, efter at de var kommet og havde bragt offeret, så havde præsterne haft et skin at foregive, at de var blevet rene ved offeret og gerningen, sådan som de dog gjorde, og således forførte de de stakkels folk.

Således er det nu sagt mange gange, at der er to slags gerninger: nogle før og uden troen, nogle af og efter troen. For lige så lidt som naturen uden for troen kan være ledig og uden gerninger, så meget mindre kan troen være ledig; og ligesom de naturlige gerninger ikke skaber naturen eller kommer den i forkøbet, men naturen må være der først og gøre gerningerne af sig og fra sig, således skaber heller ikke troens gerninger troen, men de følger efter og bliver gjort af troen. Derfor må der jo være gerninger; men de hverken fortjener eller frelser, men al frelse og fortjeneste må være der forud i troen.

Deraf kommer det også, at troens gerninger er frie og ikke udvalgte gerninger. For disse spedalske stod så frit, at de også ville have gjort det, hvis Kristus havde befalet dem at gøre noget andet. Og hvis man havde spurgt dem, om de gik derhen for at blive rene, så havde de sagt nej; og dog måtte det have været sådan, hvis renselsen var sket for gerningens skyld. Ligesom når du spørger de gerningshellige, om de gør gerninger for at blive frelst, så siger de: «Ja», og uden gerningerne kunne de ikke blive frelst. Men disse spedalske vil ikke sige sådan; de håber, at han vil gøre dem rene af lutter godhed, uden at se på denne gangs gerning, som de kun gør for at føje ham, for at han kan gøre loven fyldest, skønt uden at det er nødvendigt. For alle spedalske kunne jo også gå sådan hen til præsterne og blev dog ikke rene af den grund; men det måtte de blive, hvis gerningen var nødvendig og nyttig til renselsen. Ligesom de gerningshellige mener, at den, som gør gerninger, bliver frelst, så måtte det også være sådan her: den, som går, bliver ren. Men ligesom renselsen nu sker alene for troens skyld, således kommer også frelsen alene for troens skyld. Dog, ligesom de spedalske må gå, ikke for deres egen skyld, men for præsternes skyld, så at også de kan få deres ret, skønt de ikke var skyldige at gøre det, således må alle troende gøre gerninger, ikke for deres egen skyld, men for de andres skyld, for at de kan tjene dem, skønt de ikke er dem noget skyldige, men gør vel af fri vilje, sådan som Kristus har gjort mod os, hvorom der er sagt tilstrækkeligt ovenfor i den første del.

Nu følger videre i teksten:

«Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet rask, og priste Gud med høj røst, og han faldt på sit ansigt for hans fødder og takkede ham.»

Denne tilbagevenden må være sket, efter at han havde vist sig for præsterne sammen med de andre. Og evangelisten tier om, hvordan de er kommet til præsterne, og hvad der skete der. Men af den enes tilbagekomst og taknemmelighed giver han at forstå, hvordan det er gået. Han er uden al tvivl kommet meget nødig tilbage alene; for eftersom han takker Kristus og er ham hengiven af hele sit hjerte, kan man ikke tænke sig andet, end at han har ligget de andre i ørerne, formanet, drevet og bedt dem og gjort sig den yderste umage for, at de skulle gå med ham og erkende en så stor velgerning; det har også gjort ham ondt, at han ikke kunne bevæge dem, og han er gået fra dem med gråd og sorg. Alt dette og lignende tvinger den kærlighed, som han havde til Kristus, os til at tænke; den lader intet uforsøgt, frygter ingen og ser heller ikke på nogen, blot den kan ære og prise Kristus værdigt.

Hvad kan det så have været for et uvejr, der er kommet her og så stærkt har skilt de ni fra denne ene, eftersom vi har hørt, at de alle sammen havde så fin en begyndelse og vækst i troen på Kristus? Af sig selv er de næppe faldet så langt fra; der må være nogen, som først har væltet troen i dem omkuld, så at de nu vender den ære bort fra Kristus, som de hidtil gav ham så frit og redeligt, og berøver ham den og forvandler venskabet til fjendskab. Det må heller ikke være noget almindeligt frafald, der så hårdt værger sig mod og strider imod denne ene og al hans formaning og bøn. Se, det har præsterne gjort; de kunne ikke tåle, at æren blev givet Kristus; derfor har de nok holdt en rigtig kraftig prædiken imod ham for at udrydde en sådan tro.

Men hvad kan de have sagt til dem? Eftersom de har stridt imod Kristus og troen, er det let at tænke sig, hvad de har sagt og gjort, nemlig det modsatte af troen; det vil sige, de har banket ind i de stakkels folk, at de ikke skulle tro, at Kristus havde renset dem, men skulle takke Gud, som havde set til deres offer og præsternes bøn og bønhørt dem og derfor renset dem; og hvad de ellers har brugt af ord for at vende de spedalskes hjerter bort. Men denne ene ville ikke lade sig vende bort fra Kristus; han blev bestandig og overvandt alle troens anstød.

Dernæst har de væltet deres hjerte omkuld med to stærke stød: For det første, at det er umuligt for skabningen at rense spedalskhed, og at det visselig alene er en guddommelig gerning; derfor kunne det på ingen måde tilskrives Kristus, som de så som et menneske og ikke anså for Gud; derfor skulle de vogte sig, så de endelig ikke spottede Gud og gjorde en skabning til Gud. Åh, hvilket smukt skin og hvilket mægtigt stød har det ikke været! Hvor stor en tro må der ikke til for at stå, når man stiller Gud selv, Guds ære og Guds gerning op imod den og truer den med, at den ikke må fornægte Gud! Hvilket hjerte mener ikke, at det her handler allerbedst, når det følger en sådan anfægtelse?

Det andet stød: at de har holdt Moses’ lov frem, hvori det var befalet, at man under dødsstraf skulle høre præsterne i det, de dømte efter loven (5 Mos 17,12). Da nu præsterne her dømte, at renselsen var sket ved Gud og ikke ved Kristus, har de taget samvittigheden i de ni voldsomt til fange og knust troen til pulver i dem; for at handle imod loven er også at handle imod Gud.

Se der, hvilken grufuld anfægtelse det har været, når man stiller den legemlige og evige død, Guds og menneskers vrede, de højeste og største synder sammen med de største straffe op imod samvittigheden. Hvilket hjerte skulle ikke falde for en sådan forskrækkelse eller i det mindste skælve, især når man holder Guds lov frem som bevis? Dermed er disse ni faldet hen og ville hellere have fornægtet ti Kristusser, end de ville vække Guds vrede og overtræde loven, og de har tænkt, at de gjorde ret vel i det.

Derefter har der for alvor rejst sig en vild trætte om denne ene: han har måttet stå alene mod præsterne, og alle hans fæller falder fra ham over til hans modpart; dér har de også gjort sig umage, bedt og truet, for at han endelig ikke skulle vække Guds vrede, men tro præsterne og ikke foragte Moses’ lov og tage sig i agt, så han ikke blev slået ihjel som en gudsbespotter. Dér har den stakkels fyr måttet være en nar eller vanvittig, fordi det er gået ham så godt, eller en kætter og frafalden; han har fået renselse, men han må vove liv og lemmer, gods og ære, venner og fæller for den; han må tilmed lade dem have navnet for at være fromme, gøre vel og ære Gud, mens han må være en synder og vanære Gud. Og fordi han var en samaritaner, har de måske agtet ham så meget mindre og tænkt: «Lad ham fare, han er jo en samaritaner, et fortabt menneske og ikke af Israel»; eller de har ynket ham som et tosset, besat menneske. Se, det er troens sidste og største anfægtelse. Den, som bliver stående her, han bliver nok stående evigt; for her er frygten for død og helvede overvundet med al den forskrækkelse, der er i denne og i den anden verden.

Således må det guddommelige navn altid gøre det største onde og være det største skalkeskjul, når Djævelen og onde mennesker misbruger det. For eftersom de ved, at man intet frygter og holder så meget i ære som Guds navn og ære, især blandt de godhjertede mennesker, så tager de netop det og fører det ind på deres egen sag: det, de foregiver, skal være Gud; så følger den stakkels hob, som ikke tror andet, end at man skal frygte og tage imod alt det, hvormed Guds navn eller ord holdes frem. Derfor er der brug for stor forstand i sådanne anfægtelser, så man ikke lader sig forvirre, om vi så bliver truet med Guds navn. Også afguderne har jo tillagt sig Guds navn og ære. Således har også paven altid brugt det guddommelige navn til al synd og skændsel, og alle hans disciple og falske lærere følger ham, først og fremmest de gejstlige, som foregiver, at deres ukristelige, vantro stænder og gerninger er guddommelige og kristelige.

Men det går langt hårdere til, når den onde ånd ængster samvittigheden i dødsnøden og holder den for, at Gud er vred og ikke vil vide af den; derom siger David (Sl 3,3): «Mange siger om min sjæl: Gud vil ikke hjælpe den» osv.; eller som jøderne sagde til Kristus på korset (Matt 27,43): «Lad os se, er han Guds Søn, så lad ham nu hjælpe ham; han har stolet på Gud, lad os se, om han udfrier ham.» Som ville de sige: «Det er umuligt, at han hjælper ham; det er helt forbi med ham.» Eller når Gud selv således prøver og forlader et menneske, så at det ikke føler andet i sin samvittighed, end at Gud har opsagt det og aldrig mere vil vide af det; som David siger (Sl 31,23): «Jeg sagde i min modløshed: Nu er jeg forstødt fra dine øjne.» Det har også Abraham (1 Mos 15,12) og Jakob (1 Mos 32,25) prøvet.

Her lider troen den yderste nød og er i helvedes pine. Her gælder det om at holde fast og ikke lade sig forvirre af, at Gud selv bliver stillet op for den. Se, det er troens sidste og største anfægtelse; den, som bliver stående her, han bliver nok stående evigt: for her er frygten for død og helvede overvundet med al den forskrækkelse, der er i denne og i den anden verden. Det er de stærkeste kristne og de største ånder.

Alt det siger jeg, for at vi skal lære at holde fast ved den tro, vi har begyndt, og altid blive i den samme gode formodning, der tør vente sig alt godt af Gud, og ikke lade os støde eller trænge bort fra den, hvad enten det er menneske, djævel, synd, lov, Guds navn eller Gud selv. Det formår vi så meget bedre, når vi blot bliver ved dette, at troens egentlige natur er, som Sankt Paulus siger (Hebr 11,1): substantia sperandarum, argumentum non apparentium; non autem substantia fugiendarum, nec argumentum visibilium [grundlaget for det, der håbes, beviset for det, der ikke ses; men ikke grundlaget for det, der skal flygtes fra, og heller ikke beviset for det synlige]; det vil sige, troens art er, at den forlader sig på Guds godhed og ikke stiller sig andet for øje end det, der er at håbe og begære. Derfor: hvad der ellers er af ting, som man må flygte fra, og som er forfærdelige, det er ikke troens billede, men anfægtelsens og fristelsens: for Gud har ikke bygget vores tro eller gode samvittighed eller tillid på vrede, men på nåde; derfor er også alle hans tilsagn liflige og nådige, men hans trusler derimod forfærdelige og bitre, og dem må man også tro; men derpå kan den kristne tro ikke bygge; den må stille sig lutter gode ting for øje.

Det andet er, at man skal være vis på dette: Det samme gode, som troen har for øje og forlader sig på, må hverken ses eller mærkes. Derfor må den om alt, hvad den føler, hvad enten det gør godt eller ondt, vide, at det ikke er det, den skal tro, men at det er anfægtelsen og fristelsen, og således svinge sig og springe over det, lukke øjnene og alle sanser og kun hænge ved det gode, som den hverken ser eller hører, indtil anfægtelsen går over. Ligesom Elias (1 Kong 19,13) dækkede sit ansigt med sin kappe, da den store storm og jordskælvet og ilden gik forbi ham.

Jo større denne spedalskes stød og anfægtelse har været, og jo mere han deri har stået alene og forladt og dog holdt stand, desto større og mere fuldkommen er hans tro blevet, ganske moden; uden tvivl os til et eksempel, at heller ikke vi skal lade os bevæge af sådanne præster og gejstlige, selv om hele verdens hob faldt dem til. Det vejede jo tungt, at præsterne stod ham imod, de, som dog var skyldige at lære andre mennesker den rette vej, og som med rette burde være de lærdeste.

Og her lærer vi et godt svar, som vi kan give paven, de gejstlige og de lærde, når de kaster sig op med deres magt, øvrighed, embede og værdighed og foregiver, at man skal tro dem og alene høre, hvad de siger. De kan godt fatte, at Kristus viser de spedalske hen til præsterne, men de stiller sig an, som om de ikke også så, hvordan dette ene menneske, som ikke var præst, men lægmand, ja, ikke engang en israelit, men en samaritaner, dog dømmer præsternes lære og mening og er lærdere end dem alle sammen og heller ikke bryder sig om, at han er alene, og at hoben falder dem til. Hvis det nu var nok, som vore pavelige siger, at de kaldes de gejstlige, de lærde og de øverste og har magten og desuden hoben med sig, og at man ikke skulle modsige, hvad øvrigheden, værdigheden, magten og hoben foregiver, så havde denne samaritaner gjort uret. Men Gud forbyde det! Nej, evangeliet lærer her, at ingen plejer at fare så meget vild og forføre som netop præsterne, de gejstlige, de lærdeste, de øverste, de værdigste og de fleste; derfor skal man heller ikke vogte sig så meget for nogen som for dem.

Men eftersom Kristus viser dem hen til dem, giver han til kende, at det ikke er deres embede, men misbruget af deres embede, man skal sky, og han sætter en regel for, hvor langt man skal tro dem og følge dem: nemlig når de lærer efter loven, skal man høre dem, sådan som Moses klart udtrykker det i 5 Mos 17,11–12, at præsterne skulle dømme efter loven, og at den, der da ikke ville høre, skulle stenes; men hvor de uden loven fremfører deres egen lære, skal man hverken se på embede eller magt, men alene blive ved Skriften. Folk siger nok: «Ingen skriver forkert uden skriverne»; sådan prædiker heller ingen forkert uden prædikanterne; og som man atter siger: «Jo lærdere, jo forkertere.» Når nu præsterne, som er indsat af Guds ordning og lærer Guds lov, oftest og allermest farer vild, hvad skulle så vore paver, kardinaler og biskopper gøre, som hverken er indsat af Gud eller mennesker, men af sig selv, og som desuden hverken prædiker eller studerer og ikke opretter andet end lutter menneskelære og deres egne drømme? Derfor er her hverken embede eller lære god, men lutter vildfarelse fra øverst til nederst, så deres lære og væsen blot skal undgås og ikke diskuteres meget; for de er ikke de præster, der henvises til her, som vi skal høre.

Men hvorfor siger Sankt Lukas, at denne ene så, at han var blevet ren? Så de andre det ikke også, eftersom de dog alle ti blev renset? Og de ni har jo, som vi har hørt, sammen med præsterne også lovet Gud og holdt ham højt, for at de endelig ikke skulle give Kristus æren som en skabning; hvorfor siger han da, at denne ene alene priste Gud højt, med høj røst?

For det første er det sagt af Sankt Lukas på den almindelige måde, sådan som man siger om de utaknemmelige: «Han ser ikke den velgerning, der er sket ham»; det vil sige, han vil ikke se den eller tage den til hjerte eller betænke den, så han kunne være taknemmelig, men gør, som om han intet vidste om den, foragter den og ser ikke på den. Sådan har disse ni ikke villet se på og betænke Kristi velgerning; de har foragtet ham, som om han intet havde gjort for dem. Omvendt vil og kan den taknemmelige ikke glemme; han holder ikke op med at se på og erkende sin velgører og velgerningen. Med sådanne øjne har denne samaritaner set på sin rensning.

For det andet lovede de ni også Gud, men med tungen, og samtidig spottede de ham i Kristus. Det havde heller ikke været strafværdigt, om de på den tid endnu ikke havde holdt Kristus for Gud; for han var endnu ikke herliggjort, som Sankt Johannes siger (Joh 7,39). Og denne ene har måske også endnu holdt ham for et rent menneske. Men det, de ville hen til, var, at Kristus skulle holdes for et syndigt menneske og en gudsbespotter og foragtes på det yderste. Sådan en gift bryggede de ind i de ni. Kristus søgte på den tid ikke mere, end at de skulle tage imod ham som sendt til dem fra Gud, at de skulle tro, at Gud boede, talte og virkede i ham. Det ville de ikke, og de kunne heller ikke tåle, at andre tog sådan imod ham; men han skulle anses for at være kommet fra Djævelen, være fuld af djævle, tale og virke ved djævle. Og sådan en tro lod de ni drive ind i sig.

Men denne ene blev fast ved det: Gud måtte være med Kristus, Gud, som talte, virkede og boede ved ham og i ham. Derfor er hans lovprisning og tak beskrevet, og de andres lovprisning forbigået i tavshed. Gennem hvilken strid og anfægtelse han er blevet ved i denne tro, har vi hørt ovenfor. Det er en stor tro, at han holdt så fast ved ham, som var foragtet, fordømt og bespottet af præsterne, de lærde, de øverste, de bedste, de største og de fleste i hele folket. Hvem turde nu holde sådan på Kristus, hvis paven, biskopperne, doktorerne, munkene, præsterne og fyrsterne med hele deres hob havde fordømt ham og ladet en bulle udgå imod ham, sådan som vi åbenlyst ser, at de gør?

Og her lærer evangeliet, hvilke gerninger den prøvede og erfarne tro gør, og hvad der er den rette gudstjeneste og ære, som man kan vise Gud. Nogle bygger ham kirker, nogle stifter messer, nogle ringer med klokker for ham, nogle tænder lys for ham, så han dog kan se; og de gør ikke andet, end som om han var et barn, der havde brug for vores gods og tjeneste. Ganske vist er det at bygge kirker og holde messe i begyndelsen kommet op af den grund, at de kristne skulle komme sammen dér for at udføre den rette gudstjeneste; siden er den samme tjeneste gået af brug og helt forstummet. Så er vi hidtil blevet hængende ved at stifte, bygge, synge, ringe, tænde lys, klæder, røgelse og hvad der ellers hører til forberedelsen til gudstjeneste, indtil vi har anset denne forberedelse for den rette hovedgudstjeneste og ikke har vidst at sige om nogen anden. Og så handler vi lige så klogt som en, der ville bygge et hus og brugte hele sit gods på stilladset og i hele sit liv aldrig kom så langt, at han lagde en sten til huset; gæt, hvor skal han til sidst bo, når stilladset bliver revet ned?

Men dette er den rette gudstjeneste: at komme tilbage og love Gud med høj røst. Det er den største gerning i himlen og på jorden, og desuden den eneste, vi kan vise Gud; for de andre har han ikke brug for, og han kan heller ikke modtage dem: alene elsket og lovet kan han blive af os. Derom siger Sl 50,8.13–14: «Hvad vil du give mig? Det er jo alt sammen mit i forvejen. Ofr mig lovprisningens offer; det er den gerning, der ærer mig. Mener du, at jeg vil spise oksekød eller drikke bukkeblod?» Sådan kunne han nu sige til stifterne, røgelsesbrænderne, sangerne, klokkeringerne og lystænderne: «Mener I, at jeg er blind og døv, eller at jeg ikke har noget herberg? Elske og love skal I mig; så brænder I røgelse for mig og ringer med klokker for mig.»

At komme tilbage er at bære den modtagne nåde og de modtagne goder hjem til Gud igen: ikke beholde dem, ikke kaste sig over dem, ikke ophøje sig over andre på grund af dem, ikke rose sig af dem og ikke ville have ære af dem, ikke ville være noget bedre end de andre, ikke behage sig selv og ikke have lyst til dem, men have al sådan lyst, behag, ros og ære alene i ham, som har givet dem, og stå villig, rolig og hengiven, hvis han ville tage dem fra én igen, og dog ikke desto mindre også da elske og love ham. Åh, hvor få er der, som kommer tilbage på den måde; sandelig knap én af ti. Har én smukkere hår end en anden, så behager han sig selv deri frem for andre; hvad skulle han så gøre med de store goder, fornuftens, åndens osv.? Det er Noas ravne, der flyver ud af arken og ikke kommer tilbage (1 Mos 8,7). Kort sagt: at komme tilbage omfatter de to stykker: ikke at hænge ved Guds gaver, men alene ved ham selv, som giver dem.

På samme måde rummer det at love Gud højt to stykker. Det første er at holde ham højt i hjertet og have en liflig glæde ved ham, så vi smager og fornemmer, hvor sød Herren er; derom siger Sankt Peter i 1 Pet 2,3, og Sl 34,9: «Smag og se, hvor venlig HERREN er.» Alt det lærer og bringer den prøvede tro, når anfægtelsen er til ende. For så længe striden og anfægtelsen varer, er troen i arbejde, og alt er hårdt og surt; den fornemmer og smager ingen sødme i Gud. Men så snart den onde stund er forbi, når vi venter den ud og bliver ved, så kommer Guds sødme; da bliver Gud så liflig og behagelig og sød for hjertet, at det ikke begærer andet end at stride mere og prøve anfægtelse, og nu har det ligesom en tørst og længsel efter lidelse og ulykke, som hele verden frygter for, og som han selv før også frygtede for; derom siger Sl 26,2: «HERRE, prøv mig og lad mig anfægtes, ransag mine nyrer og mit hjerte.» Så helt bliver et menneske et andet, med en anden smag, af den ridderlige tro, at han fremover ikke har det godt uden lidelse og lever ligesom stik imod hele verden, så han har lyst til det, som verden har lede og sorg ved, og lede og sorg ved det, som verden har lyst til, indtil han bliver fjendtlig mod hele dette liv og ganske begærlig efter at dø.

Se, det mener Sankt Paulus, når han siger: «Jeg er korsfæstet for verden, og verden er korsfæstet for mig» (Gal 6,14); det vil sige: min lyst og mit liv er dens sorg og død, og dens lyst og liv er min sorg og død. Derfor siger han atter (Fil 1,23): «Jeg begærer at dø og være sammen med Kristus.» Til en sådan smag og erkendelse kan ingen gerningshellig komme; for anfægtelse og lidelse vil de ikke have; så må de også forblive mennesker uden tro og ganske uerfarne i åndelige ting.

Det andet stykke er at bryde frem med røsten og således bekende for verden, hvad hjertet indvendig holder om Gud. Det er intet andet end at lægge hele verdens fjendskab på sig og sende mange bud efter døden og korset. For den, der vil prise Guds ros og ære med sin røst, han må fordømme al verdens ros og ære og sige, at alle menneskers gerninger og ord intet er, med al den ære, de har af dem, men at alene Guds gerning og ord er ros og ære værd. Se, det kan verden ikke tåle; så må du holde for og være en kætter, en forfører, en gudsbespotter, du, som taler imod så mange gode gerninger og så meget åndeligt liv med al gudstjenesten. Så befaler man dig at tie stille eller tænder et bål for dig. Og det er ikke muligt, at de tåler det af dig, for deres ting vil de have uforkastet af dig; ligeså er det umuligt, at du holder op og tier; nej, med høj røst, som denne spedalske, bekender du så meget mere Guds ros og ære alene i hans gerninger og ord; så går du altså til grunde og bliver til aske. Så farer paven til og gør sin kalender større med rødt blæk, ophøjer dem til helgener i himlen og sletter dig ud af livets bog, kaster dig fire tusind mil hinsides helvede, og du er et råddent lem, skåret af den hellige kristenhed, for at du ikke skal forgifte den hellige kirke med din stank og djævlelære.

Derom siger Kristus i Matt 24,9: «I skal være hadet af hele verden for mit navns skyld.» Hvorfor for mit navns skyld? De vil og kan ikke tåle Guds navn, ros og ære, for derved ville de og alle deres ting blive til skamme; og var alene Gud vis, god, retfærdig, sanddru og stærk, så måtte de være narre, onde, uretfærdige, løgnere, falske og udygtige. Hvem ville tåle den store uret, det djævelske kætteri, at man skulle afskaffe og ændre så megen gudstjeneste og så meget guddommeligt liv for Guds skyld som tåbelige, uretfærdige, falske og udygtige ting? Nej, ikke sådan; det må ikke være Gud, men Djævelen, der fremfører sådan noget. Se, på den vej er alle profeterne blevet slået ihjel, og Kristus selv. Verden vil ikke være nar eller have uret; så vil Gud ikke tåle det af den, og han sender sine bud til den og straffer den derfor. Så må de hellige altså udgyde deres blod for det. Derfor er det en stor ting at love og ophøje Gud med fri og høj røst for verden.

Nu lover og ophøjer også de falske hellige og Kristusmorderne Gud og hans gerninger med høj røst; ja, de prædiker og råber mere om Gud end de sande hellige, sådan som vi også nu ser alle kroge fulde af prædikanter, der ophøjer og lover Gud højt og siger, at han alene skal loves og æres, og fører netop den røst og de ord, som de rette prædikanter fører. Hvorfor gælder det da ikke? Eller hvad er fejlen ved det? Uden tvivl ingen anden end den, at de ikke sammen med denne spedalske falder Kristus til fode og takker ham, men vil, at Kristus skal falde dem til fode og takke dem. For jøderne gav Gud al ære; men Kristus ville de ikke tåle. Sådan også disse: så længe man lader deres ting blive og ikke forkaster dem, råber og lover de meget højt; men når man også vil dømme dem efter denne lære og fælde deres eget råb over dem, at de intet er, og at alle deres ting er falske og tåbelighed, da hører lovprisningen og råbet op, da bryder deres falske hjerte frem, og det bliver åbenbart, at de kun ærer og lover Gud med munden, men sig selv med hjertet.

Det er ikke nok, at du råber og skriger meget højt, at Gud gør alle ting, og at vores ting intet er; du må også tåle, at man siger det om dig og dit væsen. Du kan tåle, at Kristi og din fjende intet er, og at alt, hvad han gør, er forkastet, og du mener, det er ret og vel gjort; for hans væsen er ikke af Gud, men imod Gud. Men du vil ikke også være forkastet med ham; dine ting skal selv være Gud og uforkastede; hvordan er det så muligt, at du skulle tåle den forkastede Kristus, for ikke at tale om, at du skulle falde ham til fode og regne dig for uværdig til at blive forkastet med ham? Eftersom Gud nu har skjult sig i det foragtede menneske Kristus og vil bo dér, må du ikke sætte dig for at finde ham andre steder end der, hvor foragt er; ja, du må komme så vidt, at du bliver glad over, at du er værdig til at blive foragtet, og du må endda falde til fode og takke for den foragt, som ikke vil lade dine ting være noget, så det ikke er ord, men gerning, at du siger: alene Gud skal loves og intet menneske, og at denne lære først bliver bevist på dig, og at du lider dette netop for denne læres skyld og ikke regner dig værdig til alt dette.

Sådan har også Kristus lært dette og alene ophøjet Guds navn; og det er også først og mest gået ud over ham, så han er blevet ganske til intet, så ingen bliver ham lig deri. Åh, det er et rigt og stort eksempel, som der var meget at sige om. Men nu skal det være nok, at vi ser lidt på, hvor stor en ting det er at bevise lovprisningen af Gud med gerningen og også at falde det foragtede menneske Kristus til fode, på ansigtet; sådan som apostlene i ApG 5,41 var glade over, at de var værdige til at lide vanære for Kristi navns skyld; derom er der sagt i Sl 72,9, at Kristi fjender skal slikke jorden og tilbede hans føders fodspor; det vil sige, som Sankt Paulus også siger, at rose sig af den lidelse og det kors, der møder én for en sådan lovprisning af Gud og revselse af menneskene. For eftersom Kristus selv har lidt sådan, er lidelsen blevet så kostelig, at ingen er værdig til den, og den skal tages imod og tilbedes som en stor nåde.

Heraf ser vi, hvor langt et kristent liv overgår det naturlige liv. For det første foragter det sig selv; for det andet elsker det foragt og tørster efter den; for det tredje straffer det alt, hvad der ikke vil være foragtet, hvorved det giver sig ind i al ulykke; for det fjerde bliver det også foragtet og forfulgt for denne foragts og denne revselses skyld; for det femte regner det sig heller ikke værdigt til at lide en sådan forfølgelse. Nu flygter verden og naturen for det allerførste stykke; hvordan skulle den så komme til det sidste? Men der er endnu noget andet og større bag ved, om at falde Kristus til fode, som præsterne hverken ved eller vil; for det er ikke hvilken som helst tro, der er nok, men troen på Kristus må være der; den ydmyger ret. Derom vil vi tale siden i den åndelige udlægning.

«Og han var en samaritaner.»

Hvad behøvede evangelisten frem for andre ting at skrive dette, at han var en samaritaner? Dermed åbner han vores øjne og advarer os om, at Gud har to slags folk, der tjener ham: Det ene har navnet og skinnet af et stort, åndeligt, helligt liv og gør sig også meget umage dermed, og dog er der intet bag ved. De er intet andet end glubske ulve i fåreklæder; alligevel har de æren af det og bliver også af alle anset for at være de rette gudstjenere; derfor strømmer gods, ære, venskab og alt, hvad verden har, til dem for Guds skyld; for man mener, at han er dér, og den, der holder dem for noget andet, er værre end en hedning, kætter og frafalden.

De andre er uden alt skin og navn, ja, i det modsatte skin, så ingen er mindre Guds folk end de, og kort sagt: de er lutter samaritanere; et ord, der hos jøderne klang lige så ilde, som når man nu skælder én ud for en tyrk, jøde, hedning eller kætter. For jøderne havde alene navnet af, at de var Guds folk og alene havde Guds gudstjeneste og Gud selv hos sig frem for alle mennesker på jorden. Og frem for alle folk var de fjender af samaritanerne, for de ville også være Guds folk ved siden af dem; derfor var en samaritaner hos dem som hos os en kristen, der har fornægtet sin tro. Og skønt det er sandt, at samaritanerne ikke troede ret, og at jøderne havde Guds rette lov, så sker det dog, som det er menneskelig skik, at de alene roste sig af jødedommen og foragtede samaritanerne, som var mindre jøder og værre samaritanere end de naturlige samaritanere. Men eftersom Gud elsker sandheden og er fjendtlig mod hykleriet med al dets ros, vender han det også om og tager samaritanerne til sig og lader jøderne fare; således sker det altså, at de ikke er hans folk, som dog har navnet, skinnet og æren af det; omvendt er de hans folk, som har navn og skin af at være kættere, frafaldne og Djævelens egne.

Sådan går det også nu: De gejstlige, præsterne og munkene kalder sig Guds tjenere og bliver også anset for det, og ingen skal være kristen, som ikke tror, som de tror, skønt dog ingen er mindre kristne og Guds folk end netop de, der på den måde kaster sig op og roser sig iblandt dem; omvendt de, som de holder for kættere, og af hvem de også har brændt og forjaget mange, som Johan Hus og hans lige, de skal ikke være kristne, skønt de dog alene er de rette kristne. Så slår dette evangelium til med magt, så ingen kommer tilbage, ingen ophøjer Gud med høj røst, ingen falder Kristus til fode på sit ansigt uden alene samaritanerne, de mest foragtede, de fordømte, de forbandede, som skal være kættere, frafaldne, vildfarende og Djævelens egne. Lad os derfor blot vogte os for alt det, der skinner; det bedrager sikkert; og ikke forkaste det, der ikke skinner, for at vi ikke skal støde an og derved forkaste Kristus og Gud, som jøderne gjorde. Det vil også Kristus, når han siger:

«Da svarede Jesus og sagde: Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Var der ingen andre, som fandt det værd at vende tilbage for at give Gud æren, end denne fremmede?»

Den fremmede gør det; han giver Gud æren rent og helt. Åh, det er et forfærdeligt eksempel! Blandt ti kun én, og han den ringeste og ubetydeligste af dem. Hvor lidt ser dog Gud på det, som er stort, vist, åndeligt og ærbart; og alligevel frygter sådanne folk ikke, men forstokker og forhærder sig i deres væsen. Det er også forfærdeligt, at Herren så nøje ved, at de ti er blevet rene, hvad de dog ikke regnede med; desuden tier han ikke, men spørger efter dem og leder efter dem: «Hvor er de ni?» Åh, hvilken forskrækkelse skal det blive, når de engang skal mærke dette spørgsmål og svare på, hvor de er gået hen, siden de ikke har givet Gud æren. Så vil de sige: «Jamen, vi har jo lovet og takket Gud, og vores præster har lært os sådan!» Så vil det vise sig, om det vil hjælpe, at man har fulgt menneskelære under Guds navn og forladt Guds lære for Guds skyld. Vi er tilstrækkeligt advaret i evangeliet; derfor vil ingen undskyldning hjælpe, hvis vi lader os forføre; vi har alle i dåben lovet at følge Kristus og hans lære; ingen har lovet at følge paven, biskopperne og de gejstlige. Og Kristus har forkastet og forbudt menneskelære helt igennem.

Men her trøster Kristus sine fattige samaritanere, som for hans navns skyld må sætte livet på spil over for præsterne og jøderne, og han styrker deres håb med dommen og retten, idet han kræver de ni til regnskab og dømmer dem som gudstyve, der stjæler Guds ære fra ham, og giver samaritaneren ret. For håbet giver et meget stærkt mod, når det ved, at dets sag skal få ret og bestå for Gud, men modpartens sag skal fordømmes og ikke bestå, hvor højt den end svæver ovenpå og får ret på jorden. Se derfor efter: før han giver samaritaneren ret, dømmer han de ni, så vi sandelig skal være visse og ikke haste med eller begære hævnen, men blot overlade den til ham og gå vores vej; for han er af sig selv så omhyggelig med at beskytte retten og hævne uretten, at han tager det for sig først, før han lønner sine samaritanere.

Dertil bruger han meget mange ord på denne dom, flere end til samaritaneren, så vi sandelig skal se, hvor meget det ligger ham på sinde, og at han slet intet glemmer af deres uret og vores ret. Han venter heller ikke, til de bliver anklaget hos ham, men kræver dem af sig selv til regnskab, så de vantros væsen uden tvivl bevæger ham mere og før, end det rammer eller skader os. Derom siger Gud hos Moses (5 Mos 32,35): «Hævnen er min, og jeg vil gengælde.» Og Sankt Paulus til romerne (Rom 12,19): «Hævn jer ikke selv, mine elskede, men giv plads for Guds vrede.» Dette er nu de ord, som Herren siger til samaritaneren, da han giver ham ret i hans sag:

«Og han sagde til ham: Stå op, gå herfra. Din tro har frelst dig!»

Se dér, er det ikke et forunderligt ord, at han tilskriver troen rensningen? Det er imod præsternes dom, som sagde til de ni, at deres offer og lydighed mod loven havde renset dem. Men Kristi dom består og sejrer: at de ikke er blevet rene for deres gang til præsterne, ikke for deres offers skyld, men alene for deres tros skyld. Derfor, som sagt ovenfor, tåler troen ingen gerninger ved siden af sig, som skulle hjælpe den til, at mennesket bliver retfærdigt og frelst; for det må og vil troen i alle måder gøre alene og bruge gerningerne til noget andet, nemlig til at hjælpe næsten, ligesom Kristus har hjulpet ham.

Og for at vi kan slutte her, så ser vi, at dette evangelium tilstrækkeligt underviser om og forbilleder hele det kristne liv med alle dets tilfælde og lidelser; for de to hovedstykker er troen og kærligheden. Troen tager imod det gode; kærligheden giver det gode. Troen ofrer os til Gud som hans ejendom; kærligheden giver os til næsten som hans ejendom. Når så et sådant liv er begyndt, så tager Gud fat og forbedrer det gennem prøvelse og anfægtelse, hvorved mennesket mere og mere vokser i troen og kærligheden, så Gud ved hans egen erfaring bliver ham så inderlig kær og sød, at han ikke længere frygter noget.

Så vokser derfra håbet frem, som er visst på, at Gud ikke vil forlade det; derom siger Sankt Paulus (Rom 5,3–5): «Vi roser os også af trængslerne, fordi vi ved, at trængslen virker udholdenhed, men udholdenheden virker erfaring (at mennesket findes ægte, godt i grunden, ligesom ilden beviser, at guldet er rigtigt godt), men erfaringen virker håb, men håbet lader ikke til skamme.» Og de tre stykker fører han hele tiden an i sine breve. Til kolossenserne (Kol 1,3–5) siger han således: «Vi takker Gud og vores Herre Jesu Kristi Far og beder altid for jer, efter at vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om kærligheden til alle de hellige, på grund af det håb, som ligger rede til jer i himlene.»

Og endnu finere siger han til thessalonikerne (1 Thess 1,2–3): «Vi takker altid Gud for jer alle og nævner jer uophørligt i vores bønner og husker jeres gerning i troen og jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet, som er vores Herre Jesus Kristus, for Gud vores Far.»

Hvor smukt deler han de tre stykker, så troen går for sig i gerningen, kærligheden i arbejdet, håbet i lidelsen eller udholdenheden. Som om han ville sige: «Jeres tro er ikke en drøm og en opdigtning, men den er liv og gerning; og jeres kærlighed hviler ikke og går heller ikke ledig, den gør meget hos næsten; men alt det går endnu til i det gode; jeres håb øver sig i lidelse og udholdenhed, og alt dette i Kristus»; for der er ingen tro, ingen kærlighed og intet håb uden for Kristus, som sagt ovenfor. Således går et kristent liv i det gode gennem det onde hen til enden og søger dog ikke hævn, lader Gud råde, dømme og hævne og vokser kun mere og mere i troen, kærligheden og håbet.

Og kærligheden, som af naturen følger troen, deler sig i to dele: den elsker Gud, som gør så meget for den ved Kristus i troen; og den elsker næsten, så den gør mod ham, som Gud har gjort mod den. Derfor går alle et sådant menneskes gerninger til hans næste for Guds skyld, som har elsket ham, og han gør ingen gerning, som tilkommer Gud, uden alene at elske og love og frit bekende alt dette for verden; for de andre gerninger har Gud ikke brug for. Så al gudstjeneste står altså i munden; skønt alt det, man gør mod næsten, også kaldes at tjene Gud. Men jeg taler nu om den tjeneste, som alene sker Gud, og som intet menneske kan have del i; den er kun at elske og love; men for dens skyld må han give sig helt og holdent hen i al modgang. Se, hvad vil du mere vide om, hvordan du skal være en kristen? Hav tro og kærlighed, bliv i dem, så har du det hele og kan det hele; det andet vil alt sammen lære sig selv og give sig selv. Amen.

Dette evangelium om de ti spedalske er udlagt videre i en særlig lille bog eller postil; se nærmere dér; dér vil du også finde den skjulte betydning eller åndelige udlægning.