Om synden

Også dette punkt har sofisterne formørket på forunderlig vis, idet de disputerede om tankerelationer i synden, skelnede mellem gerningssynd og arvesynd og meget andet, som det er overflødigt at opregne. For hvad nytter det i et kompendium at gengive alles drømme? Vi vil behandle sagen med få ord og bruge ordet «synd» på Skriftens måde.

Hvad synd er

I. Arvesynden er en medfødt tilbøjelighed, en naturlig drift og kraft, som drager os til at synde, og som er forplantet fra Adam til hele hans efterslægt. Ligesom der i ilden er en naturlig kraft, som fører den opad, og ligesom der i magneten er en naturlig kraft, som drager jernet til sig, sådan er der i mennesket en medfødt kraft til at synde. Skriften kalder ikke det ene arvesynd og det andet gerningssynd. For også arvesynden er i fuld forstand et virksomt ondt begær. Men både gerningssynden og arvesynden kalder Skriften ganske enkelt synd, selv om den undertiden kalder det, vi kalder gerningssynder, for syndens frugter, sådan som Paulus plejer i Romerbrevet. Og det, vi kalder arvesynd, kalder David snart skævhed, snart uretfærdighed. Der er heller ingen grund til, at vi her disputerer om de tåbelige relationer i synden. En ond drivkraft og en ond bevægelse i hjertet imod Guds lov er synd.

Hvorfra arvesynden kommer

II. Da den almægtige og algode Gud havde skabt mennesket uden synd, var han hos det med sin Ånd, som skulle tænde mennesket til det rette. Den samme Ånd skulle have styret hele Adams efterslægt, hvis Adam ikke var faldet. Men efter at Adam havde syndet, vendte Gud sig bort fra mennesket, så at Guds Ånd ikke længere er hos det som dets styrer. Derfor sker det, at sjælen, der mangler det himmelske lys og liv, bliver blind og elsker sig selv på det mest brændende, søger sit eget og ikke begærer eller vil andet end det kødelige, mens den foragter Gud – og hvordan skulle jeg kunne udtrykke det menneskelige hjertes fordærv med ord? For det kan ikke være anderledes, end at en skabning, som Guds kærlighed ikke har opslugt, elsker sig selv højest. Det er umuligt, at kødet elsker det åndelige. Sådan læser man nemlig i Første Mosebog (1 Mos 6,3): «Min Ånd skal ikke blive i mennesket, for det er kød.» Og hos Paulus i Romerbrevet kapitel 8 (Rom 8,5): «De, som er efter kødet» – det vil sige de, som er uden Guds Ånd (for allerede af det sted i Første Mosebog fremgår det, at kødet er de menneskelige kræfter uden Guds Ånd) – «stræber efter det, der hører kødet til.» Og igen: «Kødets stræben er fjendskab mod Gud.» Når sofisterne derfor lærer, at arvesynden er manglen på den oprindelige retfærdighed – sådan udtrykker de sig selv –, så siger de det rigtigt. Men hvorfor tilføjer de ikke, at hvor der ikke er oprindelig retfærdighed eller Ånd, dér er der i virkeligheden kød, i virkeligheden ugudelighed, i virkeligheden foragt for det åndelige? Den første og højeste drivkraft i menneskets natur er derfor kærligheden til sig selv. Af den bliver mennesket revet med, så det kun vil og begærer det, der forekommer dets natur godt, behageligt, sødt og ærefuldt; det hader og frygter det, der synes at gå dets natur imod, og vender sig bort fra den, der holder det borte fra det, det begærer, eller som befaler det at følge og søge det, som det ikke bryder sig om. Åh, hvor er menneskenes elendighed ufattelig! Heraf opstår der i mennesket had til Gud og til Guds lov; heraf bliver Gud for mennesket, som vi snart vil forklare udførligere, en fortærende ild.

Hvor Guds Ånd ikke er, dér er alle laster.

III. Pelagianerne siges at have benægtet, at der er en arvesynd. Deres lære har Augustin lærdt gendrevet i adskillige bind. For i denne strid er han allermest i sit es, så at næsten alt det andet, han har skrevet uden for sagen mod pelagianerne, virker mattere. Vi vil anføre nogle steder, som bevidner, at der er en arvesynd. Og hvad kunne siges klarere end det, der står skrevet i Efeserbrevet kapitel 2 (Ef 2,3): «Vi var af natur vredens børn ligesom de øvrige»? Hvis vi af natur er vredens børn, så fødes vi i hvert fald som vredens børn. For hvad andet gør Paulus dér end at vise, at alle vore kræfter fødes underlagt synden, og at der aldrig nogen sinde er noget godt i nogen af menneskenes kræfter? I Romerbrevet kapitel 5 tager han fat på en udredning om synd, nåde og lov, og dér lærer han, at synden er forplantet til alle mennesker. Men hvordan er den enes synd blevet forplantet, hvis ikke alle fødes som syndere af den ene? Og det kan ikke benægtes, at Paulus på det sted taler om arvesynden. For hvis han talte om hver enkelts egen synd, kunne han ikke sige, at de mange døde ved den enes fald. Hvem ser ikke, at det ikke kan siges om den såkaldte gerningssynd – medmindre man vil fordreje teksten? Hvis Adam ikke er syndens ophav, så vil Kristus ikke være retfærdighedens eneste ophav, men også Adam. Ligeledes: Hvis han taler om hver enkelts egen synd, hvorfor dør så små børn, som endnu ikke har begået nogen såkaldt gerningssynd? Og da døden kun bryder ind ved synden, må børnene nødvendigvis være skyldige i synd og have synd – men hvilken? Arvesynden, naturligvis. Paulus taler jo om den synd, ved hvilken alle er dømt til døden. Lad os desuden se på formen i Paulus' tale. For ganske som her i Romerbrevet skriver han også andetsteds til korintherne (1 Kor 15,22): «Ligesom alle dør i Adam, sådan skal også alle blive levende i Kristus.» Hertil hører profetens udbrud (Sl 51,7): «Se, i misgerninger er jeg undfanget, og i synder undfangede min mor mig.» For David siger dermed, at han er født som synder. Desuden: Hvis al stræben i det menneskelige hjertes tanker til enhver tid er tom og ond, som der står skrevet i Første Mosebog kapitel 6 (1 Mos 6,5), så må vi nødvendigvis fødes med synd. Og hvis vi alle velsignes i Kristus, så må vi nødvendigvis være forbandede i Adam. Men hvad vil det sige at være forbandet andet end at være fordømt for synd? Hertil hører urenhederne i lovens forbilleder; hertil hører drabet på Egyptens førstefødte. Og hvad nytter det at bruge mange ord på sagen, når Kristus hos Johannes (Joh 3,6) siger klart nok: «Det, som er født af kødet, er kød»? Er det kød, så søger det, som vi har bemærket ovenfor, sit eget og elsker sig selv. Hvis den første fødsel ikke er underlagt synden, hvad nytter det så at blive født på ny? Ja, hvis kødets fødsel er god, hvad nytter det så at blive født på ny af Ånden?

Syndens kraft og frugt

IIII. De gamle pelagianere kan gendrives med mindre besvær end vor tids nye pelagianere. De benægter ganske vist ikke, at der er en arvesynd, men de benægter, at arvesyndens kraft er så stor, at alle menneskers gerninger og al menneskers stræben er synd. Derfor vil vi tale lidt udførligere om arvesyndens kraft og virksomhed. Arvesynden er en levende virkekraft, som i hver eneste del af os og til hver eneste tid bærer frugt: laster. For hvornår koger menneskets sind ikke af onde begær? Og blandt dem bliver de mest afskyelige og skændige end ikke opdaget. Gerrighed, ærgerrighed, had, misundelse, rivalisering, lysternes flammer og vrede – hvem er der, som ikke engang imellem mærker dem? Men hovmod, stolthed, farisæisk opblæsthed, foragt for Gud, mistillid til Gud og gudsbespottelse – de vigtigste drivkræfter – mærker kun få. Der er nogle, som udadtil lever meget hæderligt, og Paulus bevidner, at han, før han lærte Kristus at kende, levede sådan, at ingen kunne dadle ham. Disse har intet at rose sig af, eftersom deres sind er underlagt de skændigste og elendigste drivkræfter, som de ikke mærker. For hvad nu, hvis Gud en dag – som i dødsstunden – åbner deres øjne, så de små helgener lærer deres laster og deres sygdomme at kende? Vil de så ikke forstå det, der står hos Esajas (Es 40,6): at al kødets herlighed er som græssets herlighed? Du ser, hvor dyb, ja, hvor uudgrundelig det menneskelige hjertes ondskab er. Og alligevel skammer vore sofister sig endnu ikke over at lære gerningsretfærdighed, at lære fyldestgørelser og filosofiske dyder. Lad det være, at der var en vis standhaftighed hos Sokrates, kyskhed hos Xenokrates og mådehold hos Zenon; men fordi de fandtes i urene sjæle, ja, fordi disse skygger af dyder udsprang af kærligheden til sig selv, af egenkærlighed, skal de ikke regnes for sande dyder, men for laster. Sokrates var tålmodig, men elskede æren eller var i hvert fald selvtilfreds over sin dyd. Cato var tapper, men af kærlighed til ros. Den slags skygger af dyder udøser Gud over hedningerne, over de ugudelige, over hvem som helst, på samme måde som han skænker skønhed, rigdom og lignende gaver. Og fordi hele den menneskelige fornuft beundrer denne ydre dydsmaske og forklædning, har vore pseudoteologer, vildledt af naturens blinde dom, anbefalet os filosofiske studier, filosofiske dyder og ydre gerningers fortjenester. Men hvad lærer filosofferne i det hele taget – selv de, der lærer bedst – andet end tillid til os selv og kærlighed til os selv? Marcus Cicero vurderer i «Om det højeste gode og onde» hele dydens væsen ud fra kærligheden til os selv og egenkærligheden. Hvor meget opblæsthed og stolthed er der ikke hos Platon! Og jeg tror ikke, at en begavelse, som i sig selv er ophøjet og heftig, let kan undgå at tage nogen skade af den platoniske ærgerrighed, hvis den kommer til at læse ham. Aristoteles' lære er i det hele taget en lyst til at strides, så man end ikke på sidstepladsen bør regne ham blandt forfatterne af formanende filosofi. Men om filosofien vil vi tale senere, når vi behandler lovene.

Skyggerne af dyder hos hedningerne er ikke dyder.

V. Og for at samle hele sagen i et kort sammendrag: Alle mennesker er ud fra naturens kræfter i sandhed og altid syndere, og de synder. Første Mosebog kapitel 6 (1 Mos 6,5): «Al stræben i det menneskelige hjertes tanker er tom og ond til enhver tid.» Og det samme udsagn gentages i kapitel 8 (1 Mos 8,21): «Det menneskelige hjertes sans og tanke er ond fra ungdommen af.» Hvor vi læser «er tilbøjelig til det onde» [Dvs. i Vulgata, den latinske kirkebibel.] – hvilket ganske vist ikke ligger langt fra meningen –, ville jeg dog hellere bruge den ægte læsemåde, fordi den er klarere og ligefrem slår fast, at mennesket er ondt. Ingen thomist skal komme og snige sig uden om Moses med den indvending, at fordi en tilbøjelighed eller hældning ikke er en handling, kan den ikke være synd; sådan filosoferer de tåbelige sofister nemlig. Esajas 9 (Es 9,16): «Alle er hyklere og onde, og hver mund har talt dårskab.» Igen Esajas 41 (Es 41,29): «Se, alle er tomme, og tomme er deres gerninger, vind og intet er deres planer.» Atter Esajas 53 (Es 53,6): «Vi for alle vild som får, hver især vendte sig til sin egen vej, og Herren lagde misgerningen fra os alle på ham.» På dette sted har profeten i en strålende profeti fremstillet både historien om Kristi lidelse og dens frugt, da han forudsagde, at Kristus skulle lide sådan, at han kunne synes at være den mest foragtede af alle mennesker, men at han skulle lide for at retfærdiggøre mange, eftersom vi alle er syndere helt igennem og ikke retfærdiggøres på anden måde end ved troen på Kristus. Og om dem, der vil retfærdiggøres ved deres egne kræfter og gerninger og ikke ved troen på Kristus, siger han: «Han skal give de ugudelige for sin begravelse og de rige for sin død.» Ligeledes: «Han skal dele bytte med de stærke.» For de ugudelige, de rige og de stærke er netop disse forsvarere af den menneskelige retfærdighed, af den frie vilje, af de filosofiske dyder, kort sagt af de menneskelige kræfter – folk, der ikke kender Kristus. Du ser, med hvor kort en tale Esajas har beskrevet hele evangeliets kraft. Men du, Kristus, giv os din Ånd, så han kan åbne og udlægge disse hemmeligheder for os. Lad os nu også høre David. Han mener det samme mange steder, som når han siger, at hvert menneske er en løgner; men i hele Salme 14 tordner han det ud, når han siger (Sl 14,1–3): «Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud. De er fordærvede og er blevet afskyelige i deres færd; der er ingen, som gør godt. Herren så ned fra himlen på Adams børn for at se, om der er nogen forstandig, eller nogen, der søger Gud. Alle er faldet fra, alle sammen er blevet unyttige; der er ingen, som gør godt, ikke en eneste» osv. Se, han anklager ikke mennesket for simple laster, men for de grusomste forbrydelser: ugudelighed, vantro, dårskab, had til og foragt for Gud – laster, som ingen kan opdage undtagen Ånden. Hvad siger I nu, I hykleriske teologaster? Hvilke den frie viljes gerninger, hvilke menneskelige kræfter vil I nu prædike for os? I lader, som om I ikke benægter arvesynden, og alligevel lærer I, at mennesket ved egne kræfter kan gøre noget godt. Kan et dårligt træ bære god frugt? Ser I ikke, hvordan profeten her har beskrevet træet med dets frugter, når han ikke blot taler om dårens hjerte, men også om al menneskets stræben, alle dets planer, ønsker, gerninger og forsøg? Du ser altså, hvor forskelligt filosofien, eller den menneskelige fornuft, og Den Hellige Skrift dømmer om mennesket. Filosofien ser kun på menneskenes ydre masker. Den Hellige Skrift ser på de inderste og ufattelige drivkræfter, og fordi mennesket styres af dem, dømmer den om gerningerne efter drivkræfternes art. Og fordi vi i alle vore gerninger søger vort eget, må de i virkeligheden være synder. Og for nu ikke at tale om de groveste begær: Bliver ikke blandt dem, der udadtil lever godt, én ført til en sådan livsførelse af lede ved det menneskelige, en anden af frygt for skæbnen, en tredje af ærgerrighed, en fjerde af kærlighed til ro – for det var engang filosoffernes grunde til et liv, der i det ydre var bedre, og er det nu for de fleste mennesker –, en anden af en vis påtaget frygt for Guds straffe, andre igen af andre grunde? For hvem kan udrede det menneskelige hjertes labyrint, især da drivkræfterne er lige så forskellige som menneskenes sind? Og hvem af alle mennesker efter naturen ville ikke hellere have lov at følge sin lyst, og hvem bliver ikke ærgerlig over at blive holdt i ave af loven? Mærker du det ikke nu, gør det ingen forskel; for der kommer en tid, da du helt sikkert vil mærke, hvor harmfuldt sindet tager det, at dets begær holdes i ave af loven. Desuden Johannes 1 (Joh 1,12–13): «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn, de som ikke er født af blod eller af køds vilje eller af mands vilje, men af Gud.» Du ser, at blodet, mandens vilje og kødets vilje fordømmes – det vil sige overhovedet alt, hvad der hører til naturens kræfter –, mens Guds børn bliver født på ny af Gud. Og for at springe mange steder over, som den flittige læser selv vil lægge mærke til: Johannes 15 (Joh 15,4): «Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden I bliver i mig.»

I forbifarten må vi gendrive det, som disse ugudelige sofister mumler om her, når de vil udvande disse så klare udsagn: at det ganske vist er sandt, at mennesket efter naturen ikke kan handle godt på fortjenstfuld måde – sådan udtrykker de sig nemlig. Derfor opdigter de et dobbelt gode, et fortjenstfuldt og et ikke-fortjenstfuldt, og det kun for at de ikke skal være nødt til at stemple den frie viljes filosofiske dyder, disse ydre skygger af dyder, som laster. Åh, hvilken ugudelighed! Er det ikke netop det rene terningspil (κυβεία) med ord at opdigte et gode, der snart fortjener det evige liv, snart ikke gør det? Men du skal være vis på, at mennesket ved naturens kræfter ikke kan gøre noget, som enten er godt eller fortjenstfuldt. Skriften siger jo: «Al stræben i det menneskelige hjertes tanker er tom og ond.» Og hvad der er tomt og ondt, er bestemt ikke blot ikke fortjenstfuldt til det evige liv – jeg må jo bruge deres ord –, men heller ikke godt. Luthersk note: Melanchthon afviser her, at mennesket af naturens kræfter kan gøre noget som helst godt, også det, skolastikerne kaldte et ikke-fortjenstfuldt gode. Luthersk lære er enig i, at intet, det naturlige menneske gør, er godt for Gud eller fortjener noget, men siger også, at viljen i et vist omfang kan yde borgerlig retfærdighed, som Gud kræver, roser og belønner med legemlige goder (Apologien IV,22–24 og XVIII; CA XVIII). Sådan siger David (Sl 116,11): «Hvert menneske er en løgner.» Esajas (Es 9,16): «Alle er hyklere og onde, og hver mund har talt dårskab.» Se, han siger ikke blot, at det ikke er fortjenstfuldt, men at det er rent ud ondt. Ud fra det, vi både har behandlet indtil nu og snart vil bemærke, vil enhver i øvrigt let selv kunne gendrive den slags narrestreger fra deres side. De ugudelige sofister vurderede ikke gerningerne ud fra hjertets drivkræfter, men dømte om dem på filosoffernes vis, og det var grunden til, at de tog fejl.

I næsten alle sine breve, men især i dem til romerne og galaterne, gør Paulus alt i alt ikke andet end at lære, at alle de menneskelige kræfters gerninger og bestræbelser er synder eller laster. Du har Romerbrevets tredje kapitel (Rom 3,9), hvor han siger, at alle mennesker er under synd, og det lærer han storslået og glimrende ud fra profeternes vidnesbyrd. I kapitel otte sammenligner han kødet og ånden, efter at han har vist, at loven ikke kan opfyldes af os. Han lærer, at kødet er helt underlagt synden, men at ånden er liv og fred. Her kalder sofisterne kødet for det sanselige begær og glemmer Skriftens sprogbrug og billedsprog. For med ordet «kød» betegner Skriften ikke legemet, en del af mennesket, men hele mennesket, både sjæl og legeme, og hver gang det stilles over for ånden, betyder det den menneskelige naturs bedste og ypperste kræfter uden Helligånden. Omvendt betyder ånden selve Helligånden og hans tilskyndelser og gerninger i os. Således Joh 3: «Det, som er født af kødet, er kød, og det, som er født af Ånden, er ånd» (Joh 3,6). Og Joh 8: «I dømmer efter kødet» (Joh 8,15). Og 1 Mos 6: «Min Ånd skal ikke blive i mennesket, for det er kød» (1 Mos 6,3). Vi må altså forstå ordet «kød» om alle den menneskelige naturs kræfter. Ellers holder Paulus' argumenter i hele Romerbrevet ikke. Sådan plejer han nemlig at argumentere: Kødet kunne ikke opfylde loven, altså er der brug for Ånden, som kan opfylde den. Hvis vi her kun bruger «kød» om en del af mennesket, hvordan skal Paulus' slutning så holde? Man kunne jo undgå den slutning på denne måde: Selv om kødet ikke kunne opfylde loven, kunne en bedre del af mennesket dog, og så var der ingen brug for Ånden til at opfylde loven. Men med filosofastre som lærere har vi glemt ikke blot Skriftens mening, men også dens sprog, og som man læser hos Ezra (Ezra 10,2), har vi giftet os med fremmede kvinder og taget deres sprog i stedet for vores eget. Brug derfor ordet «kød» både om den menneskelige naturs bedste kræfter og om dens smukkeste bestræbelser. Kødets frugt er Sokrates' eller Catos prægtige dyd lige så vel som Cæsars forbrydelser mod fædrelandet. De prægtige dyder, som Paulus var udrustet med, før han kendte Kristus, er lige så vel kødets frugter som Clodius' ægteskabsbrud [Publius Clodius Pulcher, romersk politiker i det 1. årh. f.Kr., berygtet for sine skandaler.]. Det, vi her kalder kødet, plejer vi andre steder at kalde det gamle menneske, som ligeledes betyder alt, hvad der er af kræfter i den menneskelige natur. Det viser selve ordet tydeligt. For den, der vil have, at betegnelsen «det gamle menneske» kun skal betegne en del af mennesket, synes at mangle sund sans. For hvem ville vel, når han hører ordet «menneske», kun forstå legemet? Paulus bruger desuden i flæng udtrykkene «det gamle menneske», «kødet» og «syndens legeme». Også «det ydre menneske» betyder netop det samme som det gamle menneske eller kødet, det vil sige ikke blot menneskets ydre dele, men alle menneskets naturlige kræfter. Om inddelingen af mennesket vil jeg sige mere nedenfor, når jeg behandler nåden. Nu må det være nok at have mindet om, hvad «kød» betyder. For de tager fejl, som mener, at der i et menneske, som Helligånden ikke har fornyet og renset, er noget, som ikke kan kaldes kød og dermed fordærvet. For at vi kan undersøge Paulus' lære om menneskets naturlige kræfter, sætter jeg hans ord her: «Det, som var umuligt for loven (fordi den var svag på grund af kødet), gjorde Gud, idet han sendte sin søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld fordømte synden i kødet, for at lovens retfærdige krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden» (Rom 8,3–4). Her har Paulus fremlagt hovedsagen, nemlig at da det er umuligt for os at opfylde loven, fordi vi er kødelige, har Gud sendt sin søn, for at han gennem os kunne gøre loven fyldest, idet vi er døde i kødet og lever i Ånden. Jeg spørger: Hvad kalder han her kødet? For da det er tydeligt, at ånden betyder Helligånden og hans tilskyndelser og drift, følger det nødvendigvis, at du må kalde alt det i os, som er fremmed for Helligånden, for kød. Dernæst giver apostlen grunden til den sætning, han har fremsat: «De, der er efter kødet, stræber efter det, der hører kødet til, men de, der er efter Ånden, stræber efter det, der hører Ånden til. For kødets drift er død, men Åndens drift er liv og fred» (Rom 8,5–6). Se, derfor kan loven ikke ske fyldest ved kødet: fordi de, der er efter kødet, stræber efter det, der hører kødet til. Det er, som om han sagde: I farisæere og hyklere mener, at loven kan opfyldes ved jeres egne kræfter. I ser ud til at handle godt i det ydre, I ser ud til at være udrustet med de smukkeste dyder. Men det er alt sammen sminke. For da I er kød, søger I jeres eget, og I handler godt i det ydre enten af frygt for straf eller af lyst til egen fordel eller af en anden kødelig drift. Og der kan ikke være nogen fornemmelse af Gud i jer, da I er kød. Derfor kan I heller ikke begære og stræbe efter det, der hører Gud til. For hvem er der, hvor god han end ser ud i det ydre, som elsker Gud sådan, at han gerne vil udholde døden og helvede, hvis Gud vil det? Det er ikke til at sige, hvor meget og hvor store ting apostlen har sammenfattet i et så kort vers (Rom 8,5): «De, der er efter kødet, stræber efter det, der hører kødet til.» Omvendt: «De, der er efter Ånden, stræber efter det, der hører Ånden til», det vil sige: I dem, som Helligånden er udgydt i, er der fornemmelse af Gud, tillid til Gud og kærlighed til Gud, ligesom der omvendt i kødet kun er foragt for og had til Gud. Det er det, apostlen mener, når han siger (Rom 8,6): «Kødets drift er død, men Åndens drift er liv og fred.» Og så følger der: «Kødets drift er fjendskab mod Gud, for den underordner sig ikke Guds lov, ja, den kan heller ikke» (Rom 8,7). Se dog, jeg beder dig, Paulus' konklusion, når han slutter således: at al vort køds kraft er fjendtlig mod Gud og ikke kan underordne sig Guds lov. Hvis den ikke kan underordne sig Guds lov, hvorfor er vi så i tvivl om, hvilke frugter den bærer? Ja, siger han, den underordner sig ikke bare ikke Guds lov, den kan det slet ikke. Deraf følger altså, at alle menneskers gerninger, hvor prisværdige de end ser ud, er helt fordærvede og synder, der fortjener døden. Lad sofisterne bare komme her med deres tåbelige små distinktioner om kød og ånd, om det gode og det fortjenstfulde og alt det andet vrøvl af samme slags, for at vride denne Paulus' lære fra os. For hvad er klarere end det, Paulus siger: at lovens retfærdige krav kun bliver opfyldt i dem, der er efter Ånden? Altså gør de, der ikke er gennemtrængt af Helligånden, ikke loven fyldest. Men hvad er det ikke at holde loven andet end at synde? For synd er enhver bevægelse og tilskyndelse i sjælen, som går imod loven.

Kødet betyder legeme og sjæl, altså alle de naturlige kræfter.

Når sofisterne derfor lærer, at arvesynden er at være faldet ud af Guds gunst og at mangle den oprindelige retfærdighed, burde de have tilføjet, at vi er forbandede, fordi Guds Ånd og velsignelse er borte fra os; at der ikke er andet i os end mørke, blindhed og vildfarelse, fordi lyset er borte; at der ikke er andet i os end løgn, fordi sandheden er borte; at der ikke er andet i os end synd og død, fordi livet er borte. Sådan forklarer Paulus i Efeserbrevets andet kapitel, hvad han kalder vredens børn (Ef 2,3): «Også vi alle færdedes engang i vores køds begær, idet vi gjorde kødets og tankernes vilje, og vi var af natur vredens børn.» Nedenfor, hvor vi skal drøfte lovens kraft, vil det meste også kunne anvendes på dette punkt; derfor vil jeg ikke dvæle længere ved det her. For syndens kraft ses først, når loven åbenbares, den, som anklager alle mennesker for synd. For «Skriften har indesluttet alt under synd», som apostlen skriver til galaterne, «for at løftet ved tro på Jesus Kristus skulle gives til de troende» (Gal 3,22). Og ud fra det, vi har drøftet her, kan du udlede, hvad man skal mene om de menneskelige kræfter, og om der er nogen frihed – den frihed, som teologerne praler af – de er sandelig teologer med fri vilje, for de afgør hvad som helst efter eget forgodtbefindende, uden Skriften. For hvilken frihed kan der være uden Ånden, når vores tyran, synden i vores kød, volder besvær selv for mænd, der er fulde af Ånden? For hvem af de hellige har nogen sinde undladt at klage over denne trældom, ja, dette fangenskab? Og Paulus siger i Romerbrevets syvende kapitel (Rom 7,23), at han ser en lov i sine lemmer, som strider imod ham og tager ham til fange. Denne lemmernes lov eller syndens tyranni er gløden og fremdriften i synden, der er medfødt hos os. Og om dem, der dels er retfærdige ved Ånden, dels syndere ved kødet, nedenfor.

Heraf følger ligeledes, som vi nedenfor vil drøfte mere udførligt, at budene er umulige. Det fremgår tydeligt nok af det sted, vi anførte ovenfor fra Romerbrevets ottende kapitel (Rom 8,7): at kødet ikke kan underordne sig Guds lov. Ligeledes af det, der siges samme sted: Det var umuligt for loven at retfærdiggøre, det vil sige: Loven, som viste, hvad vi skulle gøre, var ikke nok, men også Ånden måtte gives ved Kristus, så han kunne opflamme os til at elske loven. Og her falder den gudløse og tåbelige lære fra moralfilosofien og fra teologerne om den frie vilje, som skotisterne altid buldrer ud med fuld mund [skotisterne = tilhængerne af den skolastiske teolog Johannes Duns Scotus (d. 1308).]: at viljen kan rette sig efter enhver anvisning fra den rette fornuft, det vil sige, at viljen kan ville alt, hvad den rette fornuft, forstandens rette råd, foreskriver. Over for dette siger Paulus, at det var umuligt for loven at retfærdiggøre, det vil sige: Det var ikke nok at foreskrive i loven, hvad vi skulle gøre, fordi kødet var svagt og vendte sig bort fra loven. Men her er de kørt fast, fordi de har opdigtet en slags ny vilje, som skulle have frembragte handlinger, uanset hvorhen følelsen trak [«frembragte handlinger» (actus eliciti) er skolastisk fagsprog for handlinger, som viljen selv frembringer]. Havde de lagt mærke til Skriftens sprog og udtryksmåde, ville de let have set, at det, de har digtet op om de frembragte handlinger, er løgn og forstandens tomme tanker. For de ydre lemmer kan godt sommetider drives i en anden retning end den, følelsen trak hen imod. Men når det sker, sker det ved forstillelse og løgn.

Det er fejlagtigt sagt, at viljen kan rette sig efter enhver anvisning fra fornuften.

Skolastikernes vilje er et hjernespind.

Jeg kan her ikke lade være – selv om jeg senere vil tale rigeligt om lovens kraft – med i forbigående at vise den kristne læser sofisternes fjollede, smagløse og gudløse spidsfindigheder, hvormed de beviser, at vi ved naturens kræfter kan elske Gud. De ræsonnerer nemlig sådan: Et mindre gode, nemlig en eller anden skabning, kan elskes; altså kan også et større gode elskes. Ja, det er sandelig de kristnes tale, som Paulus vil have krydret med salt! Så vittigt og så rent aristotelisk er det, et påfund, der er aristoteliske teologer værdigt. For det første er kærlighedens natur sådan, at vi kun elsker det, der forekommer os godt, både behageligt og nyttigt, og alt, hvad vi elsker, elsker vi altså med henblik på vores egen fordel. Du elsker rigdom, du elsker penge, ikke fordi de i sig selv er en god ting, men fordi de synes at kunne tjene dit livs behov. Sådan elsker du heller ikke Gud, hvor god han end er, medmindre du mærker, at han er nyttig for dine interesser og for dig. Og selv om du elskede ham på denne måde, med henblik på din egen fordel, ville du elske som en træl og med naturens slette og forvendte drift, og du ville ganske enkelt synde. Men ikke engang sådan elsker du nogen sinde; for man mærker ingen fordel fra Gud, medmindre hjertet allerede er renset ved Helligånden, og Guds godhed er indpræget i det rene og fromme hjerte. Hvad så, når samvittigheden viser dig Gud som vred, når han truer med den evige død og med den forfærdelige tid, da hans ansigt viser sig, som David siger? Når den menneskelige natur her ikke berøres af nogen fornemmelse af noget godt, men kun af det onde, nemlig de straffe, Gud pålægger, kan den så, jeg spørger, vende sindet derhen, at den elsker ham og villigt bærer selv helvedes straf? Tværtimod: Når samvittigheden har ramt sjælen, vender den sig så bort fra Gud og gruer for ham som for en grusom bøddel og hævner og – det værste af alt – en uretfærdig. Hvad vil jeres frembragte handlinger her udrette, sofister, hvad vil den fremragende vilje, I har opdigtet, udrette? Vil ikke den vredens dag, den ild vise, at disse menneskelige retfærdigheder fra den frie vilje ikke er andet end løgn og sminke, og at al kødets herlighed er som græssets herlighed? Gruede Israel ikke for ilden og mørket, ja, endog for Moses' ansigt, da loven blev kundgjort? Rystede og skælvede jorden ikke, og blev bjergenes grundvold ikke rystet og bragt til at vakle, fordi Gud var vred på dem? Men om dette vil vi, håber jeg, sige tilstrækkeligt nedenfor, hvor lovens kraft skal drøftes. Her har du, læser, for det første, at man kun elsker det, der er nyttigt for os. Men Gud vil ikke elskes med henblik på nogen fordel, men uegennyttigt. For den, der elsker fordelen, elsker ikke Gud, men sig selv. Og hvor meget formaner Skriften ikke overalt imod denne forkerte kærlighed! Der må også føjes en anden spidsfindighed til, som ligner denne ret meget: at det ikke bør synes urimeligt, når de lærer, at vi uden Helligåndens virke kan elske Gud mere brændende end os selv, eftersom vi ofte går i døden endda for forgængelige ting, for mennesker, for vores elskede, for børn og for ægtefæller. Hvad der skal svares her, må udledes af, hvordan følelserne virker. For det første er der ingen, der af naturen glæder sig over at dø, og de, hvis liv sættes på spil for staten eller for hjemmet, ville selv langt hellere leve. Curtius ville hellere leve, Lucretia ville hellere leve [Marcus Curtius styrtede sig ifølge sagnet i en kløft på Forum for at frelse Rom; Lucretia tog sit liv efter at være blevet voldtaget.]. Men fordi den menneskelige natur i den grad flygter fra modgang, vil vi hellere ikke være til end have det ondt og fryse. Pyramus ville hellere leve, men fordi han mener, at hans liv bliver ulykkeligt uden Thisbe, vil han gøre ende på denne ulykke og ligesom lægge den fra sig sammen med livet [Pyramus og Thisbe er et elskende par i en fortælling hos Ovid; begge tager deres liv.]. Saul ville hellere leve, men af frygt for vanære, af vrede og fortvivlelse gør han ende på livet, som for med ét at afslutte al modgang sammen med livet. Men hvorfor anstrenger jeg mig for at gøre så nøje rede for følelserne, når sådanne sjældne dødsfald som Lucretias, Sauls og lignende er forunderlige eksempler fra Guds majestæt?

Den menneskelige retfærdighed kan ikke udholde ilden eller herligheden fra Guds ansigt.

Hvad sofisterne så har fremført om den passende fortjeneste – nemlig at vi ved moralske gerninger, det vil sige dem, vi gør ved vores naturs kræfter, fortjener nåden «de congruo», som de udtrykker det [«de congruo» = «som det sømmer sig»; skolastisk betegnelse for en fortjeneste, der ikke giver krav på løn, men som det er passende, at Gud belønner] – det forstår du selv, læser, er bespottelser, der er opdigtet til krænkelse af Guds nåde. For når den menneskelige naturs kræfter uden Helligåndens indblæsning ikke kan andet end synde, hvad skal vi så fortjene ved vores bestræbelser andet end vrede? Forstillelse og løgn er disse frembragte handlinger, disse opdigtede forsætter, disse hensigter, som sofisterne foreskriver, og som de fejlagtigt kalder gode. Derfor er det så langt fra, at vi opnår nåden ved dem, at intet står så meget imod nåden som disse farisæiske forberedelser. Denne gudløshed forfølger Paulus yderst ihærdigt både andre steder og i hele Romerbrevet, hvor han ikke gør andet end at vise, at nåden ikke er nåde, hvis den gives for gerninger. For hvor er der plads til barmhjertighed, hvis der tages hensyn til vores gerninger? Hvad er nådens herlighed, for at bruge Paulus' ord, hvis den er noget, der skyldes vores gerninger? I Romerbrevets tredje kapitel lærer Paulus åbenlyst både, at alle mennesker er under synd, og at de, der tror, bliver retfærdiggjort uforskyldt. Og hvad siger han ikke i kapitel ni (Rom 9,31)? At Israel, som jagede efter loven, ikke nåede frem til retfærdighedens lov, det vil sige: De, der ved deres frie viljes kræfter gik i gang med at opfylde loven, opfyldte aldrig loven, men lod kun, som om de gjorde det, i det ydre. Profeten Esajas indbyder i kapitel 55 (Es 55,1–3) alle og enhver til Kristus for at købe uden betaling: «Kom, køb vin og mælk uden sølv og uden noget i bytte. Hvorfor giver I sølv for det, der ikke er brød, og jeres arbejde for det, der ikke mætter?» – det vil sige: Hvorfor stoler I på jeres gerninger? De vil skuffe jer. «Hør, ja, hør på mig, og spis det gode, så skal jeres sjæl fryde sig ved fedme. Bøj jeres øre» – det vil sige: TRO – «så skal jeres sjæl leve, og jeg vil slutte en evig pagt med jer, DE TROFASTE NÅDESBEVISNINGER TIL DAVID», det vil sige: Jeg vil love David en trofast, det vil sige en sikker barmhjertighed. Jer 17,5–8: «Forbandet er den mand, der stoler på mennesker og gør kød til sin arm, og hvis hjerte viger fra Herren. For han skal være som en tamarisk i ørkenen og ikke se, når det gode kommer, men bo på det tørre i ørkenen, i et saltland, hvor ingen kan bo. Velsignet er den mand, der stoler på Herren, og Herren skal være hans tillid, og han skal være som et træ, der plantes ved vand, og som sender sine rødder ud mod væden, og når heden kommer, frygter det ikke osv.» Se resten. For alene dette ene kapitel hos den profet kan tydeligt nok bevise, at moralske gerninger ikke er andet end vores køds forstillelse og løgn.

Om den passende fortjeneste.

Hertil hører det, som den skolastiske teologi har digtet om bodens begyndelse og om den ufuldkomne anger (attritio). For naturen sørger ikke over det, den har gjort, uden af kærlighed til sig selv og frygt for straf; men denne selvkærlighed og frygt for straf er ganske åbenlyst synd, og det er umuligt, at de ikke fører had med sig til den, der påfører straffen, nemlig Gud. Men at erkende synden i os og hade den er Guds eget værk. For Herren fører ned til dødsriget og fører op igen, Herren slår ihjel og gør levende, Herren ydmyger og opløfter, siger Hanna i sin lovsang (1 Sam 2,6–7). Og profeten Jeremias siger: «Efter at du havde omvendt mig, angrede jeg» osv. (Jer 31,19). Men hvad nytter det at dvæle ved dette, når Kristus har sagt det helt klart: «Ingen kommer til mig, uden at min Far drager ham» (Joh 6,44)? Når sofisterne, der ikke kender den hellige tales billeder og talemåder, indvender Herrens ord hos Zakarias: «Vend om til mig, så vil jeg vende mig til jer», viser det ikke, at bodens begyndelse ligger hos os. Augustin har gennemgået dette ord mere end ét sted, og det er heller ikke dunkelt, undtagen for sofisterne, der ikke har lært andet end deres «Parva logicalia». [«Små logiske skrifter», en udbredt lærebog i skolastisk logik.] Guds omvendelse til os er dobbelt: den ene går forud for vores omvendelse, den anden følger efter. Den, der går forud, sker, når Gud ved sin Ånds pust får os til at omvende os, når han viser os synden og forskrækker og forvirrer os. Men den omvendelse, der følger efter, sker, når han sætter grænse for straffene og gør ende på dem, trøster os og åbent erklærer, at han er os nådig. Om den sidste taler Zakarias, når han siger: «Vend om til mig, så vil jeg vende mig til jer» (Zak 1,3), det vil sige: Omvend jer, så vil jeg gøre ende på straffene. For profeten formaner dem, der allerede var vendt hjem fra det assyriske eksil til Judæa, til at lade sig advare af fædrenes eksempel og omvende sig, hvis de ikke igen vil opleve Guds vrede og straffe som de tidligere. Heraf kan man ikke slutte, at bodens begyndelse står i vores magt. Han selv indbyder os og drager os til sig, og når han har draget os, eftergiver han straffene og erklærer, at han er formildet og forsonet med os. Og af at han befaler: «Vend om til mig», følger det ikke, at det står i vores kræfter at omvende os eller vende om, ligesom det heller ikke følger, at det står i vores kræfter at elske ham over alle ting, fordi han befaler, at vi skal gøre det. Ja, netop fordi han befaler det, står det ikke i vores kræfter. For han befaler netop det umulige for at anbefale os sin barmhjertighed, sådan som vi skal sige nedenfor om loven. Og hvorfor har sofisterne ikke også lagt mærke til det ord i Zakarias' profeti, som står i kapitel 10: «Og jeg vil omvende dem, for jeg vil forbarme mig over dem, og de skal være, som de var, da jeg ikke havde forkastet dem» (Zak 10,6)? Se, han siger selv, at han vil omvende Juda, og ikke på grund af deres gode gerninger, men på grund af sin egen barmhjertighed. Lignende steder overlader jeg til din flid, kristne læser. For når du bliver mere fortrolig med at bruge Skriften, vil du uden besvær kunne gendrive alle sofisternes spidsfindigheder.

Zakarias' ord: «Vend om til mig» osv.

Her har du, læser, om den medfødte pests magt så meget, som jeg mente, der burde siges. Mere vil de heller ikke kræve, der hellere vil formes af at læse og grunde over Guds skrifter end af menneskers kommentarer. For ingen kommentar kan tilfredsstille dem, hvis sind er forvirret af usikre disputatser og af menneskers forskellige meninger og anskuelser, og som ikke har sans for andet end det kødelige. Der er én og samme lærer, som er lige så enkel, som han er sikker: Guds Ånd, der har udtrykt sig både mest direkte og mest enkelt i de hellige skrifter. Først når dit sind så at sige er blevet forvandlet ind i dem, vil du helt, enkelt og nøjagtigt forstå, hvordan det forholder sig med dette hovedpunkt, ligesom med de andre teologiske emner. De, der hænger ved menneskers og ikke ved Åndens dom og vurdering, ser ikke selve tingene, men knap nok nogle svage skygger af dem, ganske som fangerne i Platons hule. For hvem af filosofferne eller af de skolastiske teologaster har nogen sinde set dydens eller lastens egentlige skikkelse? Teologasterne målte arvesynden udelukkende efter de ydre gerninger og så imens ikke sindets ondskab, denne sygdom, der ligesom sidder under huden. Og selv om de nok så meget har fået øje på visse følelsers ondskab, så bemærker fornuften dog hverken dem alle eller dem, som Guds Ånd frem for alt fører krig imod, nemlig gudsbespottelse, had til Gud, selvkærlighed, mistillid til Gud og utallige andre af den slags. De er så indplantet i mennesket, at de ikke blot sidder fast i én enkelt del, nemlig i det sanselige begær, som de lærer, men har taget hele naturen i besiddelse og holder den fanget. Disse følelser kalder de en svaghed, men en svaghed, som kan overvindes af menneskelige kræfter. Skriften benægter derimod, at kødets følelser kan overvindes uden ved Guds Ånd. For de, Sønnen har frigjort, de er virkelig frie (Joh 8,36). Lad dig derfor ikke påvirke af deres opdigtninger om ydre gerninger, om viljens frembragte handlinger og lignende. Gud dømmer om hjertet, ikke om den ydre gerning. For Gud ser ikke, som mennesket ser, som man læser i historien om kongerne (1 Sam 16,7). Og allerede heraf kan man vurdere, hvor stor skade filosofien har gjort den kristne sag, eftersom vores teologaster har fulgt filosofien og opdigtet de gode gerninger, denne maske af ydre gerninger. At de intet fortjener, viser alene lignelsen i evangeliet om de tåbelige jomfruer (Matt 25,1–13). For jomfruerne betegner intet andet end farisæisk retfærdighed, det vil sige skygger af ydre gerninger. Men hvad andet lærer filosofferne end ydre gerninger? Når de disputerer om dyderne, henfører de så ikke alt til de ydre gerninger og til de opdigtede frembragte handlinger? Men de er blinde og blindes førere (Matt 15,14). Derfor må vi ønske, at Gud vil flytte vores sind fra den menneskelige fornufts dom og fra filosofien til den åndelige dom. For den menneskelige fornuft er så blind, at vi umuligt kan erkende syndens eller retfærdighedens fulde skikkelse uden Åndens lys. Alt, hvad den menneskelige fornuft fatter, er mørke. Lyset er Kristi Ånd; han alene lærer al sandhed. Kødet eller den menneskelige fornuft kan ikke fæste blikket på Moses' strålende ansigt; derfor lægger det et dække over loven og dømmer kun om de ydre gerninger eller om opdigtede forsætter eller «intentioner», som de kalder dem, eller om bogstaven, for at bruge Paulus' ord. Men Ånden ransager og gennemtrænger dybderne. Og for med få ord at give en sammenfatning af det, vi har skrevet om arvesynden, vil jeg tilføje nogle teser som en prøve (ἔλεγχον) på det foregående.

Lignelsen om de tåbelige jomfruer.

I. Synd er en følelse imod Guds lov.

II. Fordi vi fødes som vredens børn, sker det, at vi fødes uden Guds Ånd.

III. Eftersom Guds Ånd ikke er i mennesket, har det ikke sans for andet end det kødelige, og det elsker og søger intet andet.

IIII. Heraf kommer foragt for Gud og uvidenhed om Gud i mennesket og alle de laster, som Salme 14 beskriver: «Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud» (Sl 14,1).

V. Således sker det, at mennesket ved sine naturlige kræfter ikke kan andet end synde.

VI. For det er ikke kun den del af mennesket, som de kalder det sanselige begær, der er underlagt syndens følelser.

VII. Eftersom Skriften vidner om, at hjertet er urent, følger det, at alle menneskets kræfter er urene.

VIII. For hjertet betyder ikke blot det sanselige begær, som de kalder det, men sædet for alle følelser: kærlighed, had, gudsbespottelse og vantro.

IX. Ligesom hjertet betyder sædet for alle menneskets følelser, sådan betyder kødet alle menneskets naturlige kræfter.

X. Kødeligt er alt, hvad der sker ved naturens kræfter; Sokrates' standhaftighed og Zenons mådehold er intet andet end kødelige følelser.

XI. Én gang, i Første Korintherbrev, har Paulus kaldt fornuftens værk, såsom de filosofiske dyder, ψυχικὸν, det sjælelige (1 Kor 2,14).

XII. Og samme sted er det åbenlyst, at det sjælelige (τὸ ψυχικόν) fordømmes som synd.

XIII. Ellers kalder han altid alt det i os kød, som sker uden Helligåndens virke, hvor godt det end tager sig ud. Det ses i Romerbrevets ottende kapitel, når han siger, at lovens retfærdige krav ikke kunne opfyldes ved kødet (Rom 8,3–4). Hvem ser ikke, at ordet «kød» her betegner menneskets ypperste kræfter, som efter menneskers dom synes at kunne adlyde loven? Det samme lærer også tredje kapitel i Andet Korintherbrev (2 Kor 3).

XIIII. Det ville jeg minde om, for at skolastikerne ikke skal narre nogen, når de skelner mellem det forstandsmæssige og det sanselige begær og tilskriver sanserne de onde følelser, men frikender det forstandsmæssige begær for fejl.

XV. Denne skolastikernes mening bliver tilstrækkeligt gendrevet af de skriftsteder, vi har anført ovenfor. Og de kan heller ikke få hjælp fra Origenes, som de gerne vil give indtryk af, der hvor han har drøftet sjæl, kød og ånd. Men hvad kommer det os ved, hvad Origenes mener, når vi disputerer om Skriftens og ikke om Origenes' mening?

XVI. At skolastikerne benægter, at alle menneskers gerninger er synd, skyldtes, at de kun havde fæstet blikket på de ydre gerninger og altså på Moses' tilslørede ansigt og ikke dømte om følelserne. Men Gud dømmer hjerterne og følelserne.

XVII. Af samme grund opdigtede de den frie vilje, for de så, at der hist og her i de ydre gerninger var en vis frihed. Sådan dømmer kødet nemlig om de ydre gerninger. Ånden lærer derimod, at alt sker af nødvendighed efter forudbestemmelsen. Luthersk note: Her lærer Melanchthon i 1521, at alt sker af nødvendighed efter Guds forudbestemmelse, så der ingen frihed er; det ændrede han selv i de senere udgaver. Luthersk lære siger, at mennesket har en vis frihed i ydre, borgerlige ting, men ingen fri vilje i åndelige ting, og at Gud ikke er ophav til synden, selv om han ved alt forud (CA XVIII–XIX; Konkordieformlen II og XI).

XVIII. At der ingen frihed er i følelserne, lærer erfaringen.

XIX. Efter at man begyndte at henføre alt i Skriften til de ydre gerninger, blev hele Skriften med ét formørket, og man forstod ikke, hvad synd, nåde, lov, evangelium, Moses og Kristus er. Og dette mørke, der er værre end Egyptens, skylder vi de skolastiske teologasters ugudelige og forbandede filosofi.

XX. Hvad det er for en urenhed, et fordærv og en ondskab, der er hjertet medfødt, som vi kalder arvesynd, og som alle de hellige beklager, uden at fornuften mærker den, det bliver åbenbart, når loven bliver åbenbaret, det vil sige, når Gud har åbnet din samvittigheds øjne, sådan som vi skal sige nedenfor om loven.

Her burde vi også disputere om syndens frugter, det vil sige om lasternes arter, ligesom apostlen i Galaterbrevet har opregnet kødets frugter (Gal 5,19–21), men dem vil enhver selv få øje på. For en kristen er det nok at vide, at alle naturens gerninger og alle de menneskelige kræfters følelser og stræben er synd. Og hvem kunne opregne alle følelser, hvis vi vurderer lasternes arter ud fra følelserne, sådan som man bør? Hvor ofte har de, der vurderede dydernes og lasternes skikkelse ud fra gerningernes ydre fremtræden, ikke ellers udgivet laster for dyder og dyder for laster? Derfor overlader vi dommen om dem til hver enkelts ånd.