Kapitel 3

Det andet almene princip om midlerne til dødelsen bekræftes – Ånden er den eneste ophavsmand til dette værk – Den pavelige dødelses tomhed afsløres – Mange af de midler, de bruger, er ikke indstiftet af Gud – Dem, han har indstiftet, misbruger de – Andres fejltagelser i denne sag – Ånden er lovet de troende til dette værk, Ez 11,19; 36,26 – Alt, hvad vi modtager fra Kristus, får vi ved Ånden – Hvordan Ånden døder synden – Gal 5,19–23 – De forskellige måder, han virker på til dette mål – Hvordan det er hans værk og vores pligt

Det næste princip angår den store, suveræne årsag til den dødelse, vi taler om. I de ord, der er lagt til grund for denne fremstilling, siges den at være Ånden – det vil sige Helligånden, som det er påvist.

II. Han alene er tilstrækkelig til dette værk. Alle veje og midler uden ham er som intet, og han er den store virkende årsag til det – han virker i os, som han vil.

1. Forgæves søger mennesker andre lægemidler; de bliver ikke helbredt af dem. Det er kendt, hvor mange forskellige veje der er blevet foreskrevet til dette, for at synden kan blive dødet. Den største del af den pavelige religion – af det i deres bekendelse, som mest ligner religion – består i forfejlede veje og midler til dødelse. Det er det, de foregiver med deres grove klæder og bedrager med. Deres løfter, ordener, faster og bodsøvelser er alle bygget på denne grund; de har alle til formål at døde synden. Deres prædikener, taler og andagtsbøger peger alle i denne retning. Derfor mener de, der tolker græshopperne, som kom op af afgrundens brønd (Åb 9,3), som den romerske kirkes munke – om hvem det siges, at de pinte menneskene, så «de skal søge døden og ikke finde den» (v. 6) – at munkene gjorde det med deres stikkende prædikener. Med dem overbeviste de menneskene om synd, men da de ikke var i stand til at vise lægemidlet til syndens helbredelse og dødelse, holdt de dem i en sådan vedvarende angst og rædsel og i en sådan uro i samvittigheden, at de ønskede at dø. Dette, siger jeg, er indholdet og æren i deres religion. Men fordi de arbejder på at døde døde skabninger og ikke kender værkets natur og mål, og på grund af den gift, de har blandet i det ved deres overbevisning om, at det er fortjenstfuldt, ja, overskydende fortjeneste (som de med en hovmodig og barbarisk titel kalder deres unødvendige fortjeneste), er deres ære deres skam. Mere om dem og deres dødelse senere, i kapitel 7.

Det er kendt, at de veje og midler til syndens dødelse, som de har opfundet, stadig fremholdes og foreskrives til samme formål af nogle, som burde have mere lys og kundskab om evangeliet. I den senere tid er der givet sådanne anvisninger af nogle, og andre, som kalder sig protestanter, griber grådigt efter dem – anvisninger, som kunne have passet til pavelige andægtige for tre eller fire hundrede år siden. Sådanne ydre anstrengelser, sådanne legemlige øvelser, sådanne præstationer, man selv udfører, sådanne rent loviske pligter uden den mindste omtale af Kristus eller hans Ånd, bliver overfirnisset med store, tomme ord og fremstillet som de eneste midler og udveje til syndens dødelse. Det viser et dybt rodfæstet ukendskab til Guds kraft og evangeliets hemmelighed. Overvejelsen af dette var en af grundene til, at denne enkle fremstilling blev udgivet.

Blandt andre grunde til, at papisterne med alle deres anstrengelser aldrig i sandhed kan døde nogen som helst synd, er disse:

(1.) Fordi mange af de veje og midler, som de bruger og fremholder til dette formål, aldrig er blevet indstiftet af Gud til det. (Der er nemlig intet i religionen, som har nogen kraft til at nå et mål, uden at det har den fra Guds indstiftelse af det til dette formål.) Sådan er deres grove klæder, deres løfter, bodsøvelser og selvtugtelser, deres klosterliv og lignende. Om alt dette vil Gud sige: «Hvem har krævet dette af jer?» (Es 1,12) og: «Forgæves dyrker I mig, idet I lærer det, som er menneskebud» (Matt 15,9). Af samme art er forskellige selvpinsler, som andre fremholder.

(2.) Fordi de ting, som Gud har indstiftet som midler – såsom bøn, faste, vågenhed, meditation og lignende – ikke bruges af dem på deres rette plads og i deres rette orden. De har deres nytte i den sag, vi taler om. Men mens de alle skal betragtes som strømme, betragter papisterne dem som kilden. Mens de virker og fuldbringer målet alene som midler, underordnet Ånden og troen, mener papisterne, at de gør det i kraft af den udførte handling. Hvis de faster så og så meget, beder så og så meget og overholder deres timer og tider, så er værket gjort. Som apostlen siger om nogle i en anden sammenhæng: «De lærer altid, men kommer aldrig til erkendelse af sandheden» (2 Tim 3,7), sådan døder de altid, men kommer aldrig til nogen sund dødelse. Kort sagt har de forskellige midler til at døde det naturlige menneske, hvad angår det naturlige liv, vi lever her, men ingen til at døde lysten eller fordærvelsen.

Det er den almindelige fejltagelse i denne sag hos mennesker, der ikke kender evangeliet, og den ligger til grund for meget af den overtro og selvvalgte gudsdyrkelse, som er bragt ind i verden. Hvilke frygtelige selvpinsler blev ikke udøvet af nogle af klosterfromhedens gamle ophavsmænd! Hvilken vold øvede de ikke mod naturen! Hvilke yderligheder af lidelser pålagde de ikke sig selv! Gransk deres veje og principper til bunds, og du vil finde, at det ikke havde nogen anden rod end denne fejltagelse: at de, da de forsøgte en streng dødelse, kastede sig over det naturlige menneske i stedet for det fordærvede gamle menneske – over det legeme, vi lever i, i stedet for dødens legeme.

Heller ikke det naturlige pavedømme, som er i andre, kan gøre det. Mennesker bliver plaget af skylden for en synd, som har fået overtaget over dem. Straks lover de sig selv og Gud, at de ikke vil gøre det mere. De våger over sig selv og beder en tid, indtil denne glød bliver kold, og fornemmelsen af synden er slidt af – og så forsvinder dødelsen også, og synden vender tilbage til sit tidligere herredømme. De åndelige øvelser er fortrinlig føde for en sund sjæl; de er ingen medicin for en syg sjæl. Den, der gør sin mad til sin medicin, må ikke vente nogen stor virkning. Åndeligt syge mennesker kan ikke svede deres sygdom ud ved at arbejde. Men det er vejen for mennesker, som bedrager deres egne sjæle, som vi skal se senere. [Kilden har «an unhealthy soul» (en usund sjæl), men modsætningen til «en syg sjæl» viser, at der må menes «a healthy soul»; der er oversat efter meningen.]

At ingen af disse veje er tilstrækkelige, fremgår af selve værkets natur. Det er et værk, der kræver så mange samvirkende handlinger, at ingen egen anstrengelse kan nå dertil, og det er af en sådan art, at en almægtig kraft er nødvendig for at fuldbringe det, som det senere skal vises.

2. Det er altså Åndens værk. For:

(1.) Han er lovet af Gud til at blive givet os for at gøre dette værk. At stenhjertet tages bort – det vil sige det stivsindede, hovmodige, oprørske og vantro hjerte – er i det store hele det dødelsens værk, som vi behandler. Det er nu altid lovet at skulle gøres af Ånden (Ez 11,19; 36,26): «Jeg vil give min Ånd og tage stenhjertet bort.» Og det er ved Guds Ånd, at dette værk udføres, når alle midler slår fejl (Es 57,17–18).

(2.) Vi har al vores dødelse fra Kristi gave, og alle Kristi gaver meddeles og gives os ved Kristi Ånd: «Uden Kristus kan vi intet gøre» (Joh 15,5). Al meddelelse af forsyninger og hjælp fra ham – i begyndelsen, væksten og udøvelsen af enhver nåde, hvad den end er – sker ved Ånden, ved hvem alene han virker i og på de troende. Fra ham har vi vores dødelse: «Han er ophøjet og gjort til fyrste og frelser for at give os omvendelse» (ApG 5,31), og af vores omvendelse er vores dødelse ikke nogen lille del. Hvordan gør han det? Efter at han har «fået Helligåndens forjættelse», sender han ham ud til det formål (ApG 2,33). I kender de mange løfter, han gav om at sende Ånden for, som Tertullian siger, «vicariam navare operam», det vil sige for at gøre de gerninger i hans sted, som han skulle fuldbringe i os.

Når et par spørgsmål er besvaret, fører det mig nærmere til det, jeg først og fremmest har i sinde.

Det første er: Hvordan døder Ånden synden?

Jeg svarer i al almindelighed: på tre måder:

[1.] Ved at få vores hjerter til at have overflod af nåde og af de frugter, som står imod kødet, dets frugter og dets principper. Sådan stiller apostlen kødets og Åndens frugter op over for hinanden: «Kødets frugter,» siger han, «er sådan og sådan» (Gal 5,19–21), «men,» siger han, «Åndens frugter er helt modsatte, af en helt anden art» (v. 22–23). Ja, men hvad nu, hvis disse er i os og har overflod – kan de andre så ikke også have overflod? Nej, siger han i vers 24: «De, der tilhører Kristus, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og lyster.» Men hvordan? Jo, vers 25: «Ved at leve i Ånden og vandre efter Ånden» – det vil sige ved at disse Åndens nådegaver er i os i overflod, og ved at vi vandrer efter dem. For, siger apostlen, «disse ligger i strid med hinanden» (v. 17), så de ikke begge kan være i samme person i nogen stærk eller høj grad. Denne «fornyelse ved Helligånden», som den kaldes (Tit 3,5), er en af de store veje til dødelse. Han får os til at vokse, trives, blomstre og have overflod af de nådegaver, som er modsatte, står imod og ødelægger alle kødets frugter og selve den iboende synds ro og trivsel.

[2.] Ved en virkelig, fysisk indvirkning på syndens rod og vane, så den svækkes, ødelægges og tages bort. Derfor kaldes han en «dommens og brændingens ånd» (Es 4,4), fordi han virkelig fortærer og ødelægger vores lyster. Han tager stenhjertet bort ved en almægtig kraft; for ligesom han begynder værket, hvad dets art angår, sådan fører han det videre, hvad dets grader angår. Han er den ild, som brænder selve lystens rod op. Luthersk note: Owen taler her om Åndens direkte indvirkning på hjertet uden at nævne de midler, han virker ved. Luthersk lære siger, at Helligånden gives og virker tro og fornyelse gennem Ordet og sakramenterne som midler (CA V; De Schmalkaldiske Artikler III,8), også når han døder synden hos den troende.

[3.] Han bringer Kristi kors ind i synderens hjerte ved troen og giver os fællesskab med Kristus i hans død og delagtighed i hans lidelser. Hvordan det sker, skal der siges mere om senere.

For det andet: Hvis dette alene er Åndens værk, hvordan kan vi så formanes til det? Når Guds Ånd alene kan gøre det, så lad værket helt blive overladt til ham.

[1.] Det er ikke Åndens værk på nogen anden måde, end at alle nådegaver og gode gerninger, som er i os, er hans. Han «virker i os både at ville og at udføre efter sin gode vilje» (Fil 2,13); han udfører «alle vores gerninger i os» (Es 26,12) – «troens gerning med kraft» (2 Thess 1,11; Kol 2,12); han får os til at bede og er en «bønnens ånd» (Rom 8,26; Zak 12,10). Og alligevel bliver vi formanet til alt dette, og vi skal formanes til det.

[2.] Han virker ikke sådan vores dødelse i os, at den ikke stadig er en handling af vores lydighed. Helligånden virker i os og på os, sådan som vi er skikkede til at blive virket i og på; det vil sige således, at vores egen frihed og frie lydighed bevares. Han virker på vores forstand, vilje, samvittighed og følelser i overensstemmelse med deres egen natur; han virker i os og med os, ikke imod os eller uden os. Hans bistand er derfor en opmuntring, fordi den gør værket lettere, og ingen anledning til at forsømme selve værket. Og her kunne jeg i sandhed klage over det endeløse, tåbelige slid hos stakkels sjæle, som er blevet overbevist om synd og ikke kan modstå kraften i deres overbevisning. De sætter sig for at holde synden nede ad utallige forvirrende veje og ved utallige åndelige øvelser, men da de er fremmede for Guds Ånd, er det alt sammen forgæves. De kæmper uden sejr, har krig uden fred og er i trældom alle deres dage. De bruger deres kraft på det, som ikke er brød, og deres slid på det, som ikke gavner.

Det er den sørgeligste krigsførelse, nogen stakkels skabning kan blive indviklet i. En sjæl, der er under magten af den overbevisning, som loven virker, bliver presset til at kæmpe mod synden, men har ingen kraft til kampen. De kan ikke lade være med at kæmpe, og de kan aldrig sejre. De er som mennesker, der bliver skubbet ind på fjendens sværd, for at de skal blive dræbt. Loven driver dem frem, og synden slår dem tilbage. Undertiden tror de nok, at de har slået synden, når de kun har hvirvlet så meget støv op, at de ikke ser den. Det vil sige, at de bringer deres naturlige følelser af frygt, sorg og angst i oprør, og det får dem til at tro, at synden er besejret, når den slet ikke er rørt. Når de så er kølet af, må de i kamp igen, og den lyst, som de troede var dræbt, viser sig ikke at have fået noget sår.

Og hvis det står så sørgeligt til med dem, der arbejder og stræber og alligevel ikke kommer ind i riget, hvordan står det så til med dem, der foragter alt dette – som altid er under syndens magt og herredømme og gerne vil have det sådan, og som ikke bekymrer sig om noget andet end at de ikke kan sørge tilstrækkeligt for kødet, så dets lyster kan blive opfyldt?