Tilegnelsen af frelsen

Tilegnelsen af frelsen

Sammenfattende fremstilling.

Det betyder ikke meget, om man kalder den måde, hvorpå mennesket får del i den frelse, Kristus har erhvervet, «tilegnelsen af frelsen» (applicatio salutis a Christo acquisitae), «frelsens vej» (via salutis, ratio consequendi salutem), «Helligåndens tilegnende nåde» (gratia Spiritus Sancti applicatrix), «frelsesordenen» (ordo salutis) eller noget andet. Alle disse udtryk er blevet og bliver brugt i rigtig eller forkert betydning, alt efter standpunktet hos dem, der brugte dem. Alt afhænger af, at selve den sag, det drejer sig om, tages fra Skriften og ikke konstrueres efter menneskelig mening. Frem for alt gælder det om at holde fast ved, hvori den «frelse», der er kommet i stand ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, egentlig består ifølge Skriften. Ligesom menneskenes «ulykke» består i, at de for deres synders skyld er «vredens børn» under Guds krævende og straffende retfærdighed, sådan består menneskenes «frelse» eller redning i, at der ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse fuldt og helt er nåde, det vil sige syndernes forladelse, til stede for dem. Og tilegnelsen af frelsen sker nu på den måde, at den syndernes forladelse, der er til stede i Guds hjerte, fra Guds side tilbydes menneskene ved evangeliet og fra menneskets side modtages ved troen. Erkendelsen af frelsen, γνῶσις σωτηρίας, består på menneskets side i erkendelsen af syndernes forladelse.¹⁰⁹² Ved fremstillingen af «tilegnelsen af frelsen» kommer det nu an på, at man holder fast ved, at troen alene (sola fides) er middel til at tilegne sig syndernes forladelse. Hverken det, der går forud for troen i mennesket (angeren, contritio), eller det, der følger efter troen (unio mystica, helliggørelse og gode gerninger osv.), må sideordnes med troen eller forbindes med den som middel til at tilegne sig syndernes forladelse. Sker det, bliver hele den kristne frelsesorden vendt på hovedet og forvandlet til en ulykkesorden. Med rette minder Konkordieformlen (s. 618, 38) om, at det skal «indskærpes», «at troens embede og egenskab alene bliver stående, at den alene og intet andet er det middel eller redskab, hvormed og hvorved Guds nåde og Kristi fortjeneste i evangeliets løfte modtages, gribes, antages og anvendes og tilegnes, og at kærligheden og alle andre dyder eller gerninger udelukkes fra dette embede og denne egenskab, nemlig en sådan anvendelse eller tilegnelse». Denne udskillelse af «fornyelse, helliggørelse, dyder eller gode gerninger» fra «anvendelsen eller tilegnelsen» af syndernes forladelse hører med til den orden (ordo), qui inter fidem et bona opera, inter iustificationem et renovationem seu sanctificationem conservandus est [som skal bevares mellem troen og de gode gerninger, mellem retfærdiggørelsen og fornyelsen eller helliggørelsen] (s. 619, 40). Positivt fremstiller Konkordieformlen denne orden sådan: «Først tændes troen i os i omvendelsen ved Helligånden ud fra hørelsen af evangeliet; den griber Guds nåde i Kristus, hvorved personen retfærdiggøres; derefter, når personen er retfærdiggjort (iam est iustificata), bliver den også fornyet og helliggjort ved Helligånden, og af denne fornyelse og helliggørelse følger så de gode gerningers frugter» (s. 619, 41).

¹⁰⁹² Luk 1,77: δοῦναι γνῶσιν σωτηρίας τῷ λαῷ αὐτοῦ (scil. τοῦ Κυρίου) ἐν ἀφέσει ἁμαρτιῶν αὐτῶν [give hans folk erkendelse af frelse ved deres synders forladelse].

Dette fører os allerede til fremstillingen af tilegnelsen af frelsen i dens enkelte dele. Vi giver først denne fremstilling i en oversigt. Erfaringen har lært os, at denne modus docendi [undervisningsmåde] er nyttig. Læren om tilegnelsen af frelsen har, når den ikke konstrueres, men tages fra Skriften, en fast, indre – vi kunne sige matematisk nøjagtig – sammenhæng.¹⁰⁹³ Men denne sammenhæng trænges let i baggrunden, når de enkelte dele straks behandles i det omfang, som den mangeartede vildfarelse desværre har gjort nødvendigt. Til «oversigten» føjer vi også et begrænset antal kirkelige vidnesbyrd og fagudtryk.

¹⁰⁹³ Denne sammenhæng har Karl Hase peget på (Hutt. redivivus 6, s. 273), selv om der i hans fremstilling af den også sniger sig noget upassende ind.

Man må gå ud fra den objektive forsoning eller retfærdiggørelse af hele synderverdenen. Alt, hvad Skriften lærer om tilegnelsen af frelsen, grunder den på den kendsgerning, der ligger bag os og er historisk afsluttet: at Gud ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse har forsonet menneskeverdenen med sig selv. Denne forsoning består, som vi så, ikke i en sindsændring på menneskenes side, men i en sindsændring på Guds side,¹⁰⁹⁴ på den måde, at Gud hos sig selv, «for sin guddommelige domstol», lod syndernes forladelse træde i stedet for vreden over menneskenes synd: μὴ λογιζόμενος αὐτοῖς τὰ παραπτώματα αὐτῶν [han tilregnede dem ikke deres fejltrin], δι’ ἑνὸς δικαιώματος εἰς πάντας ἀνθρώπους εἰς δικαίωσιν ζωῆς [ved den enes retfærdighed … til retfærdiggørelse til liv for alle mennesker].¹⁰⁹⁵ Forsoningen er også, som ligeledes blev påvist, fuldstændig – fuldkommen både i udstrækning og i indhold –, fordi vi ikke har ret til at indskrænke hverken begrebet κόσμος (2 Kor 5,19) og πάντας ἀνθρώπους (Rom 5,18) eller begrebet οὐ λογίζεσθαι τὰ παραπτώματα og δικαίωσις (anf. st.). I disse udsagn i Skriften er der ikke blot tale om et nyt forhold mellem Gud og menneskene,¹⁰⁹⁶ men helt udtrykkeligt om en handling fra Guds side over for menneskene, nemlig den handling, hvorved Gud ikke tilregnede menneskene deres synder, tilgav dem synderne og retfærdiggjorde dem i sit hjerte. Det er meningen med den objektive forsoning, sådan som den læres i 2 Kor 5,19; Rom 5,18–19; 5,10; 4,25.

¹⁰⁹⁴ At Skriften kræver, at vi går ind på denne «antropopati», er allerede påvist s. 438 f. Jf. også den udførlige fremstilling af voluntas antecedens og consequens [Guds forudgående og efterfølgende vilje] s. 38 ff.

¹⁰⁹⁵ 2 Kor 5,19; Rom 5,18.

¹⁰⁹⁶ Denne svækkelse af «Kristi historiske gerning» går igen gennem hele fremstillingen hos de moderne «positive» teologer.

Kendsgerningen, at han har forsonet verden med sig selv, beholder Gud ikke for sig selv, men gør den kendt for menneskene. Det gør han ganske vist ikke umiddelbart, ved en hemmelig påvirkning, drømme, syner osv., men ved sit ord om forsoningen eller ved evangeliet. Efter beretningen om kendsgerningen, at forsoningen er sket (2 Kor 5,19), følger straks angivelsen af, hvordan den gøres kendt, i ordene: καὶ θέμενος ἐν ἡμῖν τὸν λόγον τῆς καταλλαγῆς [og han satte ordet om forsoningen blandt os], og kirken har befalingen: «Zion, du forkynderske, stig op på et højt bjerg! Jerusalem, du forkynderske, løft din røst med kraft!» κηρύξατε τὸ εὐαγγέλιον πάσῃ τῇ κτίσει [forkynd evangeliet for hele skabningen].¹⁰⁹⁷ Evangeliet betegnes derfor også nærmere som τὸ εὐαγγέλιον τῆς χάριτος τοῦ θεοῦ [evangeliet om Guds nåde], τὸ εὐαγγέλιον τῆς εἰρήνης [fredens evangelium], og dets forkyndere kaldes οἱ εὐαγγελιζόμενοι εἰρήνην [de som forkynder fred].¹⁰⁹⁸ Dernæst bør det straks tilføjes her, at også dåben og nadveren hører til evangeliet, nemlig at de er midler, hvorved den syndernes forladelse eller retfærdiggørelse, der er til stede ved Kristi forsoningsgerning, tilbydes. Dåben sker jo εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν [til syndernes forladelse] (ApG 2,38), og også i nadveren giver Kristus sit legeme og sit blod som givet hen (διδόμενον) og udgydt (ἐκχυνόμενον) εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν (Luk 22,19–20; Matt 26,26–28). Apologien: Idem effectus est verbi et ritus [Ordet og ritualet har samme virkning] (nemlig sakramenternes). – Certo enim debent statuere corda, cum baptizamur, cum vescimur corpore Domini, quod vere ignoscat nobis Deus propter Christum [For hjerterne skal med vished slå fast, når vi bliver døbt, når vi spiser Herrens legeme, at Gud virkelig tilgiver os for Kristi skyld].¹⁰⁹⁹ Alle de andre virkninger, som ellers tilskrives sakramenterne, tilkommer dem, fordi de er midler til syndernes forladelse, sådan som det senere skal påvises over for vildfarelserne. Også her må det nævnes, at evangeliet i enhver form, hvori det bevidnes – som talt, læst, overvejet i hjertet osv.¹¹⁰⁰ –, er middel til syndernes forladelse eller retfærdiggørelse. Hvor og hvordan ordet om den skete forsoning så end kommer til menneskene, dér kommer Guds syndsforladelse eller retfærdiggørelse til menneskene. I denne betydning kalder vi evangeliets ord og sakramenterne nådemidler, media communicationis remissionis peccatorum sive iustificationis ex parte Dei [midler, hvorved Gud for sin del meddeler syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen]. Ligesom den skete forsoning er objektiv og uafhængig af menneskenes sindelag, sådan har også nådemidlerne objektiv gyldighed, uafhængig af menneskenes sindelag og stemning.¹¹⁰¹

¹⁰⁹⁷ Es 40,9; Mark 16,15; Matt 24,14; Es 49,6 osv.

¹⁰⁹⁸ ApG 20,24; Ef 6,15; Rom 10,15. Χάρις betegner naturligvis Guds nådige sindelag for Kristi skyld, favorem Dei, syndernes forladelse, retfærdiggørelsen, tilgivelsen (absolutionen). Ligeledes betegner den forkyndte εἰρήνη den objektive fred, som Gud ved Kristus har sluttet med verden, og som han ved evangeliet gør kendt for verden som en fuldbyrdet kendsgerning.

¹⁰⁹⁹ S. 202, 5; s. 202, 4. – S. 173, 42: Sacramenta sunt signa Novi Testamenti, hoc est, signa remissionis peccatorum [Sakramenterne er Det Nye Testamentes tegn, det vil sige tegn på syndernes forladelse].

¹¹⁰⁰ Joh 5,38–39.46–47 osv.

¹¹⁰¹ Luther: «En konge giver dig et slot; tager du ikke imod det, så har kongen dog ikke løjet eller fejlet, men du har bedraget dig selv, og skylden er din; kongen har bestemt givet det.» (St. L. XIX, 946 f.)

Men så vist som nådemidlerne har en helt objektiv gyldighed, der er uafhængig af menneskets subjektive tilstand – det vil sige, at de uden forskel tilbyder alle mennesker, som de kommer til, at synderne ikke tilregnes, eller retfærdiggørelsen (media gratiae sunt media oblativa sive dativa ex parte Dei [nådemidlerne er fra Guds side tilbydende eller givende midler]) –, så vist er det også, at Gud vil, at mennesket skal tro den tilbudte syndernes forladelse og således tilegne sig den ved troen. Skriften giver ingen steder grundlag for den tanke, som i gammel og ny tid har tiltalt mange, at mennesker på grund af den almindelige forsoning af verden kunne have syndernes forladelse og blive frelst også uden tro på evangeliet. Tværtimod føjer Skriften straks til ordene «Forkynd evangeliet for hele skabningen»: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.» Derfor er denne sætning skriftmæssig: Fides ex parte hominis ad salutem consequendam necessaria est [Troen er fra menneskets side nødvendig for at opnå frelsen].¹¹⁰²

¹¹⁰² Luther til stedet (St. L. XI, 980): «Ved disse ord er der rigtignok hverken tvivl eller mangel: ’Den som tror, vil blive frelst’ osv., så helvede allerede er lukket, himlen åben, og evigt liv og glæde er der; men her mangler det endnu ved det første stykke: at du ikke er den mand, der kaldes qui credit, en troende, eller dog endnu er svag.» Den Augsburgske Bekendelse, art. 13: Itaque utendum est sacramentis ita, ut fides accedat, quae credat promissionibus, quae per sacramenta exhibentur et ostenduntur [Derfor skal sakramenterne bruges sådan, at troen kommer til, den tro, som tror de løfter, der rækkes og vises ved sakramenterne].

Med hensyn til tilegnelsen af frelsen kommer alt altså an på, at troen på evangeliet opstår i mennesket. På spørgsmålet om, hvor denne tro kommer fra, svarer Skriften: Troen er hverken helt eller delvis et produkt af mennesket, fordi ethvert naturligt menneske står over for evangeliet ikke blot helt uden forståelse (οὐ δύναται γνῶναι), men også fjendtligt (μωρία αὐτῷ ἐστίν), 1 Kor 2,14. Troen er i alle tilfælde helt og holdent Guds virkning: «Vi tror på grund af hans store styrkes virkekraft» (κατὰ τὴν ἐνέργειαν τοῦ κράτους τῆς ἰσχύος αὐτοῦ, Ef 1,19),¹¹⁰³ og det er Guds virkning ved selve evangeliet. Evangeliet, «troens ord» (τὸ ῥῆμα τῆς πίστεως, Rom 10,8), er et ord, som selv skaffer sig tro eller anerkendelse: ἡ πίστις ἐξ ἀκοῆς [troen kommer af det som høres], Rom 10,17. Og Kristus bevidner i den ypperstepræstelige bøn, at alle kirkens lemmer indtil den yderste dag skal tro på ham ved apostlenes ord (διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν) (Joh 17,20). Om denne vidunderlige egenskab ved Ordet, at det selv skaffer sig anerkendelse, giver Skriften os endnu nærmere besked. Ganske vist er prædikenen om en korsfæstet frelser for jøderne σκάνδαλον og for grækerne μωρία (1 Kor 1,23). Men Helligånden er virksom i denne prædiken. Kristus holder sit tilsagn om, at den Helligånd, han sender, skal herliggøre ham – Kristus – (ἐμὲ δοξάσει). Sådan stillede sagen sig også i praksis i Korinth, som vi ved fra Paulus’ beretning. Da apostlen i Korinth uden at bruge retorik (οὐ καθ’ ὑπεροχὴν λόγου) og uden videnskabelig bevisførelse (οὐκ ἐν πειθοῖς ἀνθρωπίνης σοφίας λόγοις) prædikede Jesus Kristus, den korsfæstede (Ἰησοῦν Χριστὸν καὶ τοῦτον ἐσταυρωμένον), skete denne prædiken «med Ånds og krafts bevis» (ἐν ἀποδείξει πνεύματος καὶ δυνάμεως),¹¹⁰⁴ med det tilsigtede resultat, at korinthernes tro ikke skulle hvile på menneskers visdom, men på Guds kraft. Sagen står altså sådan: Ved at Gud tilbyder nåden eller syndernes forladelse ved evangeliet, virker han også ved det samme evangelium troen på evangeliet i menneskenes hjerte. Nådemidlerne er ikke blot instrumenta oblativa sive dativa [tilbydende eller givende redskaber], men på samme tid også instrumenta operativa sive effectiva [virkende eller udvirkende redskaber]. Som givende midler fra Guds side (media dativa ex parte Dei) føder de troen, som er det modtagende middel fra menneskets side (gignunt fidem sive medium ληπτικόν ex parte hominis).¹¹⁰⁵ Det så ofte rejste spørgsmål, hvordan der skal prædikes, for at tro kan opstå, skal besvares sådan: Der må – efter at synden er åbenbaret ved loven – prædikes den objektive forsoning eller retfærdiggørelse af hele synderverdenen. Så opstår der ofte allerede tro – som Walther plejede at minde om –, før ordet «tro» overhovedet er nævnt, eller før der er formanet til tro. Den, der ikke prædiker den objektive forsoning, som er kommet i stand ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, kan heller ikke, for så vidt hans prædiken kommer i betragtning, frembringe tro i menneskenes hjerter.

¹¹⁰³ Luther: «Når Gud skaber troen i mennesket, så er det jo en lige så stor gerning, som hvis han skabte himmel og jord på ny.» (Til 1 Pet 1,5. St. L. IX, 972.)

¹¹⁰⁴ Meyer siger rigtigt: «Paulus mener Helligånden (v. 10 ff.) og den Guds kraft, der meddeler sig» (bedre: virker) «i ham (v. 5; 2 Kor 4,7; 1 Thess 1,5), og som gennem hans foredrag virkede på sindene og overbeviste dem om deres sandhed – testimonium Spiritus Sancti internum.» Helligåndens indre vidnesbyrd er til stede, idet troen virkes.

¹¹⁰⁵ Den Augsburgske Bekendelse, art. 5: Per verbum et sacramenta tanquam per instrumenta donatur Spiritus Sanctus, qui fidem efficit, ubi et quando est visum Deo, in iis, qui audiunt evangelium. . . . Damnant [ecclesiae apud nos] Anabaptistas et alios, qui sentiunt, Spiritum Sanctum contingere sine verbo externo hominibus per ipsorum praeparationes et opera [Ved Ordet og sakramenterne som ved redskaber gives Helligånden, som virker troen, hvor og når det behager Gud, i dem, der hører evangeliet. … (Vore kirker) fordømmer gendøberne og andre, som mener, at Helligånden kommer til menneskene uden det ydre ord, ved deres egne forberedelser og gerninger]. I øvrigt: Det ubi et quando est visum Deo, som mange tager anstød af, gengiver κατὰ τὴν εὐδοκίαν τοῦ θελήματος [efter hans viljes gode behag] (Ef 1,5), ὑπὲρ τῆς εὐδοκίας (τοῦ θεοῦ) [på grund af hans gode vilje] (Fil 2,13) osv. og betyder, at troen ikke står i menneskets hånd (heller ikke i vækkelsesprædikantens), men alene i Guds hånd (Konkordieformlen, s. 714, 45 ff.). Denne mening fremgår også af det tilføjede Damnant. Om nådemidlernes dobbelte funktion, at de tilbyder syndernes forladelse og derved virker troen, hedder det i Apologien (s. 173, 42): Sacramenta sunt signa novi testamenti, hoc est, signa remissionis peccatorum. Offerunt igitur remissionem peccatorum, sicut clare testantur verba coenae Domini: «Hoc est corpus meum, quod pro vobis traditur. Hic est calix novi testamenti» etc. Ita fides concipitur et confirmatur per absolutionem, per auditum evangelii, per usum sacramentorum [Sakramenterne er Det Nye Testamentes tegn, det vil sige tegn på syndernes forladelse. De tilbyder altså syndernes forladelse, sådan som ordene ved Herrens nadver klart bevidner: «Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette er Det Nye Testamentes kalk» osv. Således undfanges og styrkes troen ved tilgivelsen, ved hørelsen af evangeliet, ved brugen af sakramenterne].

Den proces, hvorved troen opstår i menneskets hjerte, kaldes i Skriften også menneskets omvendelse til Gud (conversio ad Deum). At et menneskes omvendelse sker ved, at det kommer til tro på evangeliet, kommer til udtryk i ApG 11,21: πολύς τε ἀριθμὸς πιστεύσας ἐπέστρεψεν ἐπὶ τὸν κύριον [et stort antal kom til tro og vendte om til Herren]. Udtrykket «at omvende sig til Gud» eller «at vende om til Gud» bygger på et billede. Ethvert naturligt menneske er ved sin onde samvittighed i sit indre på flugt fra Gud.¹¹⁰⁶ Når lovens prædiken kommer til, øges denne flugt endnu. Men mennesket holder op med at flygte og vender i sit indre om til Gud, så snart det ved Helligåndens virkning kommer til tro på λόγος τῆς καταλλαγῆς [ordet om forsoningen], på evangeliet om syndernes forladelse, eller når kundskaben om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt, det vil sige om den nådige Gud, lyser op i det (2 Kor 4,6). Når Skriften siger, at mennesket omvendes fra sine synder til at holde Guds bud (Ez 18,21; 1 Kong 8,35), beskriver den omvendelsen ud fra gerningerne, hvorved hjertets omvendelse må blive åbenbar for mennesker, der ikke kan se ind i hjertet. At omvendelsens væsen (forma conversionis) består i, at troen på Kristus tændes, fastholder også de senere dogmatikere.¹¹⁰⁷ For at læren om tilegnelsen af frelsen ikke skal forvirres unødigt, må man holde fast ved, at oplysning (illuminatio), opvækkelse eller levendegørelse (vivificatio) og genfødsel (regeneratio) er synonymer for omvendelse, det vil sige falder sammen med «omvendelse» i sagen – ikke i begrebet –, fordi de ligesom omvendelsen består i, at troen på evangeliet tændes,¹¹⁰⁸ sådan som det senere skal påvises udførligere. Også kaldet (vocatio) bruges i de fleste – men ikke alle – skriftsteder som et synonym for omvendelse, nemlig i betydningen at komme til tro på nåden.¹¹⁰⁹ Ligeledes betegner ordet bod (poenitentia, μετάνοια) nogle steder i Skriften ikke blot erkendelsen af synden, men samtidig også troen på syndernes forladelse.¹¹¹⁰ Også dette skal senere påvises udførligere.

¹¹⁰⁶ Det gør Ihmels træffende opmærksom på. (Zentralfragen, s. 130.)

¹¹⁰⁷ Quenstedt II, 706, Baier III, 177. – Quenstedt II, 699: Conversio . . . notat conversionem ab infidelitate ad fidem [Omvendelse … betegner omvendelsen fra vantro til tro].

¹¹⁰⁸ ApG 26,18; Ef 5,8; Kol 2,12; 1 Joh 5,1.

¹¹¹⁰ Luk 15,7.

I samme øjeblik som troen på syndernes forladelse opstår i et menneskes hjerte, får mennesket ved denne tro personligt del i syndernes forladelse, eller – hvad der er det samme – bliver det retfærdiggjort af Gud (den subjektive retfærdiggørelse).¹¹¹¹ Grunden hertil er ingen anden end den, at syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen ikke først skal erhverves af mennesker, men ved Kristi liv og lidelse er til stede i Guds hjerte og forkyndes af Gud i evangeliet, for at mennesket skal tro den. Derfor træder den i kraft for det enkelte menneske, så snart mennesket tror den.¹¹¹² Fordi retfærdiggørelsen er til stede og tilsagt af Gud i Ordet, er troen også på menneskets side (ex parte hominis) det eneste middel til retfærdiggørelsen, det vil sige troen med udelukkelse af menneskets gerninger. Sådan sammenfatter apostlen sagen med ordene: Λογιζόμεθα οὖν πίστει δικαιοῦσθαι ἄνθρωπον χωρὶς ἔργων νόμου [For vi mener at et menneske erklæres retfærdig på grund af tro uden lovens gerninger], Rom 3,28. Man må først benægte eller dog glemme, at Gud ved Kristus har forsonet verden med sig selv og ved evangeliet forkynder den skete forsoning, eller at synderne ikke tilregnes, for at den skal troes, før man overhovedet kan komme på den tanke, at der på menneskets side kræves mere end troen til retfærdiggørelsen. Apologien (s. 123, 96): Iustificatio est res gratis promissa propter Christum, qua re sola fide semper coram Deo accipitur [Retfærdiggørelsen er noget, der er lovet uforskyldt for Kristi skyld; derfor modtages den altid for Gud alene ved troen]. Videre: Sker retfærdiggørelsen på menneskets side ved troen (πίστει) med udelukkelse af gerningerne (χωρὶς ἔργων νόμου), altså uden egen menneskelig retfærdighed, så er dermed på samme tid sagt tre ting: at retfærdiggørelsen ikke er en fysisk, men en juridisk handling,¹¹¹³ at troen ikke retfærdiggør som dyd eller gerning,¹¹¹⁴ og at troen er vis på sin sag, det vil sige på syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen.¹¹¹⁵

¹¹⁰⁹ 1 Kor 1,26; Rom 8,30 osv.

¹¹¹¹ Apologien (s. 100, 76): Consequi remissionem peccatorum est iustificari, iuxta illud (Sl 32,1): Beati, quorum remissae sunt iniquitates [At opnå syndernes forladelse er at blive retfærdiggjort, efter ordet (Sl 32,1): Salige de, hvis misgerninger er forladt].

¹¹¹² Apologien, s. 144: «Troen forsoner og gør os retfærdige for Gud, når og på hvilken tid vi griber løftet ved troen.»

¹¹¹³ Non est actus physicus vel medicinalis, iustitiam habitualem sive vitae infundens, sed actus iudicialis vel forensis, quo iniustus iustus pronunciatur [Den er ikke en fysisk eller lægende handling, der indgyder en vanemæssig retfærdighed eller livets retfærdighed, men en dommerhandling eller juridisk handling, hvorved den uretfærdige erklæres retfærdig]. Apologien (s. 131, 131): Iustificari significat hic non ex impio iustum effici, sed usu forensi iustum pronunciari [At blive retfærdiggjort betyder her ikke at blive gjort retfærdig af ugudelig, men efter rettens sprogbrug at blive erklæret retfærdig]. Det er ikke nødvendigt at bevise den juridiske handling (actus forensis) ved at gennemgå alle de steder i Skriften, hvor ordet «retfærdiggøre» forekommer; den juridiske handling læres klart i Rom 3,28 og alle de steder, hvor ἔργα νόμου, altså al egen menneskelig retfærdighed, udelukkes fra retfærdiggørelsen: μὴ ἔχων ἐμὴν δικαιοσύνην τὴν ἐκ νόμου [ikke ved min egen retfærdighed på grund af loven], Fil 3,9.

¹¹¹⁴ Fordi troen i retfærdiggørelsen sættes op over for gerningerne: πίστει χωρὶς ἔργων νόμου. Konkordieformlen (s. 612, 13) siger rigtigt, at troen «ikke gør retfærdig, fordi og derved at den er en så god gerning og smuk dyd, men fordi den i det hellige evangeliums løfte griber og antager Kristi fortjeneste».

¹¹¹⁵ Den tro, hvorved retfærdiggørelsen sker, er certa persuasio de remissione peccatorum [en vis overbevisning om syndernes forladelse], fordi den er det samtykke, som Helligånden har virket i menneskets hjerte, til evangeliet, der tilsiger syndernes forladelse. Helligåndens indre vidnesbyrd (testimonium Spiritus Sancti internum) er ikke noget ved siden af troen, men selve troen, 1 Joh 5,9–10; Apologien, s. 108, 113 (den tyske tekst).

Endvidere hører følgende med til den almindelige karakteristik af den kristne retfærdiggørelseslære: 1. I denne lære træder det særpræg (differentia specifica) frem, hvorved den kristne religion adskiller sig fra alle andre religioner. Omvendt står det fast, at når man benægter sola fide ved at sætte lovens gerninger (altså kærligheden,¹¹¹⁶ den «etisk-religiøse» forvandling af menneskeheden) ind i opnåelsen af forsoningen med Gud, så benægter man kristendommen overhovedet, Gal 5,4: «I er kommet bort fra Kristus,¹¹¹⁷ I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven, I er faldet ud af nåden.» Luther går derfor ikke ud over Skriften med sit kendte udsagn, som har forfærdet mange, når han siger: «Alle mennesker i verden, som ikke tror denne retfærdiggørelse» (retfærdiggørelsen ved troen uden gerninger), «er enten jøder eller tyrker eller pavelige eller kættere.»¹¹¹⁸ Man anstrenger sig derfor forgæves for at skabe forståelse for forskellen mellem kristendommen og andre religioner, så længe man ikke har skabt forståelse for den kristne lære om retfærdiggørelsen, sådan som vore gamle teologer hele tiden indskærper.¹¹¹⁹ – 2. Med fuld ret kaldes retfærdiggørelsen sola fide også kristendommens centrale lære, fordi alle andre lærestykker ifølge Skriften står i forholdet antecedens eller consequens [det forudgående eller det følgende] til den. Sådan optræder hele kristologien (læren om Kristi person og gerning) som forudsætning for retfærdiggørelsen ved troen uden gerninger, fordi den vidunderlige foranstaltning, at Gud i tidens fylde lod sin Søn blive menneske og satte ham i menneskenes sted under lovens pligt og forbandelse, havde det formål at løskøbe (ἐξαγοράζειν) menneskene fra loven som middel til retfærdiggørelse.¹¹²⁰ Også læren om synden har retfærdiggørelsen sola fide som formål. At Gud i Skriften siger alle mennesker den bitre sandhed: «Der er ingen retfærdig, ikke engang én» (Rom 3,10), og dermed lukker munden på hele verden (v. 19), har ikke som endeligt formål, at alle mennesker grundigt skal beskæmmes og alle munde lukkes, men tjener kun som indledning og overgang til δικαιοσύνη θεοῦ διὰ πίστεως Ἰησοῦ Χριστοῦ εἰς πάντας καὶ ἐπὶ πάντας τοὺς πιστεύοντας [Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle og over alle som tror] (v. 22). Også nådemidlerne (evangeliet og sakramenterne) er efter Guds ordning primo loco [i første række] midler til syndernes forladelse ved troen uden lovens gerninger, så alle de, der blander gerninger ind i tilegnelsen af syndernes forladelse, ikke lader nådemidlerne nå deres guddommelige bestemmelse.¹¹²¹ Sådan viser de nævnte lærestykker sig at være et antecedens til læren om retfærdiggørelsen. Og alt, hvad der efter retfærdiggørelsen sker med en kristen og i en kristen i denne verden eller gives ham af Gud, fremstiller Skriften som et consequens af retfærdiggørelsen ved troen uden lovens gerninger, sådan som det skal påvises i det følgende ved de enkelte stykker. Sagen står sådan, at retfærdiggørelsen ved troen er højdepunktet i et menneskeliv her på jorden, for så vidt som mennesket i dette liv ikke kommer ud over syndernes forladelse,¹¹²² og syndernes forladelse er og bliver kilden til og grundlaget for al den ære, alle de goder og gaver, som et menneske her på jorden får af Gud. Uden en klar erkendelse af denne kendsgerning er en rigtig opfattelse af «frelsesordenen» ikke mulig. Ved Guds eftergivelse af skylden er et menneskes forhold til Gud blevet fuldstændig i orden, fordi eftergivelsen af skylden ikke blot er delvis, men fuldkommen.¹¹²³ Gud er nu for mennesket θεὸς ὑπὲρ ἡμῶν [Gud for os], Rom 8,31. Men er Gud for ham, så åbner himlens velsignelsessluser sig over ham. Den tro, som har grebet Guds retfærdiggørelse for Kristi skyld, er derefter også (post remissionem peccatorum acceptam [efter at syndernes forladelse er modtaget]) det store middel, hvorved alle Guds andre gaver og nådegerninger optages. Der står om de troende i 1 Kor 3,21: «Alt tilhører jer», πάντα ὑμῶν ἐστιν. Retfærdiggørelsen ved troen grundlægger den kristne stands vidunderlige højhed og herlighed. Når den kristne stand foragtes, sådan som det er praksis under pavedømmet og også findes i den forfaldne protestantisme, ligger der hver gang en afskaffelse eller ringeagt af retfærdiggørelsen ved troen uden lovens gerninger bag.¹¹²⁴

¹¹¹⁶ Kærligheden hører til lovens område; den er πλήρωμα νόμου [lovens opfyldelse], Rom 13,10.

¹¹¹⁷ κατηργήθητε ἀπὸ τοῦ Χριστοῦ. Meyer: «Den prægnante vending skal opløses: καταργεῖσθαι καὶ χωρίζεσθαι ἀπό τινος.» Meningen er: I, som vil blive retfærdige ved loven, og Kristus er skilte folk.

¹¹¹⁸ Comm. in Gal. I, 20 f. St. L. IX, 24.

¹¹¹⁹ Chemnitz: Hic unicus locus praecipue discernit ecclesiam a reliquis omnibus gentibus et superstitionibus [Dette ene lærestykke er det, der frem for alt adskiller kirken fra alle andre folk og al overtro]. (Loci, 1623, De iustif., s. 216.) Jf. også Max Müllers udtalelse, note 8.

¹¹²⁰ Gal 3,10–14; 4,5–6, og dertil 2,21: Οὐκ ἀθετῶ τὴν χάριν τοῦ θεοῦ· εἰ γὰρ διὰ νόμου δικαιοσύνη, ἄρα Χριστὸς δωρεὰν ἀπέθανεν [Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der er retfærdighed ved loven, var Kristus død forgæves].

¹¹²¹ Luther påpeger igen og igen (fx VIII, 627 ff.), at uden artiklen om retfærdiggørelsen kommer heller ikke de andre artikler til deres ret. Forgæves tror man, at der er en treenig Gud, at Kristus er sand Gud og menneske, og at han er død og opstået, hvis det ikke også kommer til troen på, at vi alene ved Kristi stedfortrædende gerning har syndernes forladelse. Faktisk bliver heller ingen af de nævnte artikler troet med en tro, som Helligånden har virket (fide divina), fordi Helligånden først drager ind i hjertet med troen på syndernes forladelse for Kristi skyld. Hvad der troes uden troen på retfærdiggørelsen, troes kun fide humana [med menneskelig tro], notitia historica [som historisk kundskab], med hovedet og munden.

¹¹²² Modsat perfektionismen hos de romerske (consilia evangelica, opera supererogationis [de evangeliske råd, de overskydende gerninger]) og hos sekterne (high life – Pearsall Smith).

¹¹²³ Rom 5,1 ff. «Nu er stor fred uden ophør.» Iustificatio sive remissio peccatorum semper perfecta est, sanctificatio imperfecta, incrementum admittens [Retfærdiggørelsen eller syndernes forladelse er altid fuldkommen, helliggørelsen ufuldkommen, så den kan vokse].

¹¹²⁴ Efter deres værdighed er de, der er retfærdige ved troen, υἱοὶ θεοῦ [Guds sønner], Gal 3,26; οἰκεῖοι τοῦ θεοῦ [Guds husfæller], Ef 2,19; βασίλειον ἱεράτευμα [et kongeligt præsteskab], βασιλείαν καὶ ἱερεῖς [et kongerige og præster], 1 Pet 2,9; Åb 5,10; efter erkendelse og kundskab hedder det om dem: ἐπλουτίσθητε ἐν αὐτῷ ἐν παντὶ λόγῳ καὶ πάσῃ γνώσει [i ham er I blevet rige på alt, på enhver tale og enhver erkendelse], 1 Kor 1,5; ἡμεῖς δὲ νοῦν Χριστοῦ ἔχομεν [men vi har Kristi tanker], 1 Kor 2,16; ὁ δὲ πνευματικὸς ἀνακρίνει μὲν πάντα, αὐτὸς δὲ ὑπ’ οὐδενὸς ἀνακρίνεται [men den åndelige bedømmer alt, men selv bedømmes han af ingen], 1 Kor 2,15; efter deres hellighed er de κλητοὶ ἅγιοι [kaldet til at være hellige], Rom 1,7; ἔθνος ἅγιον [et helligt folk], 1 Pet 2,9; efter deres privilegium tilkommer det dem at træde frem μετὰ παρρησίας τῷ θρόνῳ τῆς χάριτος [med frimodighed for nådens trone], Hebr 4,16; de har audiens hos Gud døgnets fireogtyve timer uden nogen menneskelige mellemmænd, og ὃ ἐὰν αἰτῶμεν, λαμβάνομεν παρ’ αὐτοῦ [hvad vi beder om, får vi af ham], 1 Joh 3,22; efter deres kraft er deres tro sejren, ἡ νικήσασα τὸν κόσμον [som har sejret over verden], 1 Joh 5,4; i alle trængsler ὑπερνικῶμεν διὰ τοῦ ἀγαπήσαντος ἡμᾶς [mere end sejrer vi ved ham som elskede os], Rom 8,37. Kort sagt: πάντα ὑμῶν ἐστιν, 1 Kor 3,21. Og for at denne beskrivelse af de kristnes personlige ejendom ikke skal blive taget for en overdrivelse, gentages den i det følgende vers efter en opregning af enkelthederne.

Af de retfærdiggjortes fylde af velsignelse eller deres eje af alt skal følgende enkeltheder fremhæves:

1. Nådestanden (status gratiae) eller fredsstanden (status pacis). Nådestanden som følge af retfærdiggørelsen omfatter både visheden om den nuværende nåde (Rom 5,1 ff.: Δικαιωθέντες οὖν ἐκ πίστεως εἰρήνην ἔχομεν πρὸς τὸν θεὸν … τὴν προσαγωγὴν ἐσχήκαμεν τῇ πίστει εἰς τὴν χάριν ταύτην ἐν ᾗ ἑστήκαμεν [Da vi altså er blevet erklæret retfærdige på grund af tro, har vi fred med Gud … på grund af troen fået adgang til den nåde vi står i]) og visheden om den kommende salighed (καὶ καυχώμεθα ἐπ’ ἐλπίδι τῆς δόξης τοῦ θεοῦ [og vi er stolte over håbet om Guds herlighed]). Denne vished (certitudo et gratiae praesentis et salutis aeternae [visheden om både den nuværende nåde og den evige frelse]) bliver ikke ødelagt af trængslerne, men øget (καὶ καυχώμεθα ἐν ταῖς θλίψεσιν [vi er også stolte af vores trængsler], v. 3), fordi troen holder fast ved den objektive forsoning, nemlig ved Guds kærlighed, der viste sig i, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere (v. 8), og at vi allerede blev forsonet med Gud, mens vi endnu var genstand for Guds vrede (ἐχθροὶ ὄντες, v. 10). Når det i v. 5 hedder: «Kærligheden fra Gud er blevet udgydt (ἐκκέχυται) i vores hjerter ved Helligånden som er blevet givet os», vil de romerske henføre det til vores kærlighed til Gud; men efter sammenhængen (v. 8: συνίστησιν δὲ τὴν ἑαυτοῦ ἀγάπην εἰς ἡμᾶς ὁ θεός [men Gud viser sin kærlighed til os]) er det Guds kærlighed til os, der menes, den kærlighed, som er grebet og erkendt i troen og således fylder vores hjerte.¹¹²⁵ Det monstrum incertitudinis [uvishedens uhyre] (Luther), som gode pavelige og dårlige protestanter lærer, er det naturlige resultat af, at de grunder opnåelsen af nåden og frelsen på menneskelig kraft og værdighed, altså henlægger den til lovens område. Sådan kanoniserer Tridentinerkoncilet dette monstrum incertitudinis ved udtrykkeligt at gøre retfærdiggørelsen afhængig af menneskelig kraft og værdighed.¹¹²⁶ Den lutherske bekendelse lærer derimod visheden om nåden og frelsen med den begrundelse, at vi ikke ved vores kraft og værdighed, men «for Kristi skyld» har en nådig Gud.¹¹²⁷ Med rette kaldes tvivlslæren et uhyre (monstrum), fordi den gør formålet med Guds måde at retfærdiggøre på og med hele kristendommen til intet, Rom 4,16: Διὰ τοῦτο ἐκ πίστεως, ἵνα κατὰ χάριν, εἰς τὸ εἶναι βεβαίαν τὴν ἐπαγγελίαν παντὶ τῷ σπέρματι [Derfor er løftet af tro for at det kan være efter nåde så at løftet kan stå fast for alle efterkommere].¹¹²⁸ Hvad især visheden om frelsen angår, så kan den ikke skilles fra troen på Kristus. Den, der tror på Sønnen, ἔχει ζωὴν αἰώνιον [har evigt liv], Joh 3,36; εἰς κρίσιν οὐκ ἔρχεται, ἀλλὰ μεταβέβηκεν ἐκ τοῦ θανάτου εἰς τὴν ζωήν [kommer ikke til fordømmelsen, men er gået over fra døden til livet], Joh 5,24. Luther: «Hvor der er syndernes forladelse, dér er også liv og salighed.» Fordi de kristne let glemmer dette til deres egen store skade, især i trængsel, polemiserer apostlen i Rom 5,1–11 med stor alvor mod at skille frelsen fra den nuværende tros- og nådestand: Kristus er død for os, mens vi endnu var syndere; så skal vi jo meget mere (πολλῷ οὖν μᾶλλον) blive frelst ved ham fra vreden (vreden κατ’ ἐξοχήν [i særlig forstand], vreden ved den yderste dom, er ment), nu da vi er blevet retfærdiggjort ved hans blod. Nyere teologer ser en saglig modsigelse mellem den vished om frelsen, der tilskrives troen, på den ene side og advarslerne mod at miste frelsen og formaningerne til den åndelige kamp på den anden side (1 Kor 9,24 ff.), en modsigelse, hvor «der ikke findes nogen udligning hos Paulus».¹¹²⁹ «Udligningen» ligger i adskillelsen af lov og evangelium eller nærmere bestemt i adskillelsen mellem det gamle og det nye menneske i den kristne. De formaninger til kamp og advarsler mod frafald, som rettes til de kristne, retter sig ikke mod den vished, som den kristne efter det nye menneske har ved troen på Guds nådeløfte (1 Kor 1,8; Rom 8,38–39), men mod den kødelige sikkerhed, som efter det gamle menneske stadig hænger ved den kristne. – Med nådestanden, der indeslutter visheden om nåden og frelsen, falder som følge af troen i sagen – om end ikke i begrebet – barnekåret hos Gud (adoptio, υἱοθεσία, Gal 4,5; Ef 1,5) og arven fra Gud sammen, Gal 3,26: Πάντες γὰρ υἱοὶ θεοῦ ἐστε διὰ τῆς πίστεως ἐν Χριστῷ Ἰησοῦ [For I er alle i Kristus Jesus Guds sønner ved troen], og Gal 4,7: εἰ δὲ υἱός, καὶ κληρονόμος θεοῦ διὰ Χριστοῦ [men hvis du er søn, er du også Guds arving ved Kristus]. Det «barnekår hos Gud», som de gamle og nye unitarer taler om, nemlig et barnekår på grundlag af den «moral», som Kristus har sat i gang, uden tro på Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, er en menneskelig indbildning. De, der begrunder barnekåret med deres egen moral, grunder det på loven og er eo ipso [netop derved] lovens trælle. Gal 4,30: «Kast slavinden og hendes søn ud, for slavindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn.» Uden billede Gal 5,4: «I er kommet bort fra Kristus, I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven, I er faldet ud af nåden.» Apologien (s. 121, 75): Fides filios Dei facit [Troen gør til Guds børn].

¹¹²⁵ Quenstedt II, 770. Godt også Holtzmann, Neutest. Theol. II, 148.

¹¹²⁶ Sessio VI, c. 9: Quilibet (pius), dum seipsum suamque propriam infirmitatem et indispositionem respicit, de sua gratia formidare et timere potest, cum nullus scire valeat certitudine fidei, cui non potest subesse falsum, se gratiam Dei esse consecutum [Enhver (from) kan, når han ser på sig selv og sin egen svaghed og mangel på beredthed, frygte og være bange for sin nåde, da ingen med en troens vished, der ikke kan rumme noget falsk, kan vide, at han har opnået Guds nåde].

¹¹²⁷ Konkordieformlen, s. 528, 9: «Vi tror, lærer og bekender, at selv om der endnu hænger megen skrøbelighed og mange mangler ved de rettroende og sandt genfødte indtil graven, så skal de dog ikke af den grund tvivle hverken om deres retfærdighed, som tilregnes dem ved troen, eller om deres frelse, men holde det for vist, at de for Kristi skyld i kraft af det hellige evangeliums løfte og ord har en nådig Gud.»

¹¹²⁸ Luther til Gal 4,6: Si in papatu etiam omnia salva essent, tamen istud monstrum incertitudinis superat omnia monstra. . . . Agamus igitur Deo gratias, quod liberati sumus ab hoc monstro incertitudinis ac iam certo statuere possumus, Spiritum Sanctum clamare et inenarrabilem gemitum edere in cordibus nostris, hocque fundamentum est nostrum: Evangelium iubet intueri nos, non benefacta et perfectionem nostram, sed ipsum Deum promittentem, ipsum Christum mediatorem. . . . Hoc papa nescit, ideo impie nugatur cum suis furiis neminem scire, ne iustos quidem et sapientes, utrum digni sint amore etc. Imo si iusti et sapientes sunt, certo sciunt se diligi a Deo, vel iusti et sapientes non sunt [Selv om alt andet i pavedømmet var i orden, så overgår dog dette uvishedens uhyre alle uhyrer. … Lad os derfor takke Gud for, at vi er befriet fra dette uvishedens uhyre og nu med vished kan slå fast, at Helligånden råber og udstøder et uudsigeligt suk i vore hjerter; og dette er vort grundlag: Evangeliet byder os at se, ikke på vore velgerninger og vor fuldkommenhed, men på Gud selv, som lover, på Kristus selv, mellemmanden. … Dette ved paven ikke; derfor vrøvler han ugudeligt med sine rasende tilhængere om, at ingen, ikke engang de retfærdige og vise, ved, om de er værdige til kærlighed osv. Ja, er de retfærdige og vise, så ved de med vished, at de er elsket af Gud, eller også er de ikke retfærdige og vise] (Irmischer II, 177 f. St. L. IX, 508 f.). Luther (Wider Hans Wurst; St. L. XVII, 1340 f.): «De paveliges teologi lærer, at man skal tvivle om nåden. … Om de pavelige ellers havde vundet på alle punkter, så har de dog tabt på dette hovedpunkt, idet de lærer, at man skal tvivle om Guds nåde, hvis vi ikke forinden er værdige nok ved vores egen fyldestgørelse eller fortjeneste og de helliges forbøn. … Men fordi de lærer dette stykke, at de står på deres gerninger og tvivl, som de ikke kan andet, så er det vist, at de må være Djævelens kirke. For der er og kan ikke være flere end disse to: den ene, som forlader sig på Guds nåde, den anden, som bygger på vores fortjeneste og gerning. Den første er den gamle kirkes og alle patriarkers, profeters og apostles vej, som Skriften vidner; den anden er pavens og hans kirkes.»

¹¹²⁹ Jf. Holtzmann, anf. st., II, 151.

2. Helligåndens og hele den hellige treenigheds inderbolighed (unio mystica). Denne hemmelighedsfulde (Ef 5,32: τὸ μυστήριον τοῦτο μέγα ἐστίν [Denne hemmelighed er stor]) forbindelse mellem Gud og de kristne læres ligeledes klart i Skriften som en følge af retfærdiggørelsen ved troen. Om Helligånden hedder det Gal 3,2: τὸ Πνεῦμα ἐλάβετε ἢ ἐξ ἀκοῆς πίστεως [Modtog I Ånden … ved at høre i tro?], om Guds Søn Ef 3,17: κατοικῆσαι τὸν Χριστὸν διὰ τῆς πίστεως ἐν ταῖς καρδίαις ὑμῶν [at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter], og om Sønnen og Faderen Joh 14,23: «Vi vil komme til ham καὶ μονὴν παρ’ αὐτῷ ποιήσομεν [og tage bolig hos ham].» Derfor kaldes de kristne ναὸς τοῦ Ἁγίου Πνεύματος og ναὸς Θεοῦ [Helligåndens tempel og Guds tempel], 1 Kor 6,19; 3,16; 2 Kor 6,16. Skriften fremhæver også, at denne hemmelighedsfulde inderbolighed ikke blot angår de kristnes sjæl, men også deres legeme, 1 Kor 6,15: τὰ σώματα ὑμῶν μέλη Χριστοῦ [jeres kroppe er Kristi lemmer]. – For ikke senere at skulle vende tilbage til unio mystica skal der her endnu peges på følgende enkeltheder: a. Unio mystica skal skelnes fra Guds nærvær i alle skabninger, fordi den er et privilegium for de kristne til forskel fra verden (Joh 14,23–24) og først indtræder med troen på Kristus, som det fremgår af de anførte skriftudsagn. Alle, som nægter at tro evangeliet, er bolig og virkested for Djævelen (Ef 2,2). b. Unio mystica må ikke reduceres til en blot og bar virkning fra Gud eller til, at guddommelige gaver bor i de kristne; for skriftudsagnene lyder på, at Gud selv bor i dem («vi» vil komme til ham osv.).¹¹³⁰ c. Den må ikke panteistisk overspændes til en forvandling af de kristnes væsen til Guds substans. Ligesom der ved den inderligste forbindelse mellem Gud og menneske, nemlig ved den personlige forening (unio personalis) i Kristus, ikke sker nogen forvandling af naturerne,¹¹³¹ sådan ophæves forskellen mellem Skaber og skabning heller ikke ved unio mystica. Differt templum Dei secundum substantiam ab ipso Deo inhabitante [Guds tempel er efter substansen forskelligt fra Gud selv, som bor i det]. Om en specialis approximatio Dei secundum substantiam ad substantiam credentium [en særlig tilnærmelse af Gud efter substansen til de troendes substans], som der er blevet forhandlet om blandt lutherske teologer,¹¹³² kan man vel næppe tale, eftersom Gud efter sit væsen fylder himmel og jord på samme måde, på en ikke-rumlig, guddommelig måde, Jer 23,23–24. d. Læren om unio mystica er hverken dogmatisk eller praktisk uvigtig, som man i nyere tid igen har ment. Skriften bruger den rigeligt både til advarsel¹¹³³ og til trøst.¹¹³⁴ – Endnu en gang skal det understreges med eftertryk, at unio mystica altid kun skal læres som en følge af retfærdiggørelsen. Den, der gør den til grundlag for retfærdiggørelsen, blander helliggørelsen ind i retfærdiggørelsen. Det gør konsekvent alle de nyere teologer, som benægter, at verdens forsoning er kommet i stand ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse, og som derfor heller ikke lader retfærdiggørelsen ske ved troen på Kristi stedfortrædende gerning, men ved indplantningen i Kristi person, ved menneskets «etisk-religiøse omdannelse» osv.

¹¹³⁰ Konkordieformlen, s. 624, 65 afviser altså med rette, «at ikke Gud, men alene Guds gaver bor i de troende».

¹¹³¹ Jf. konventet i Schmalkalden mod Schwenkfeld, s. 72 f.

¹¹³² Jf. Baier II, 245 ff. Quenstedt II, 900 ff.

¹¹³³ 1 Kor 3,17: «Hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham»; 1 Kor 6,15: «Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre dem til en prostitueret kvindes lemmer?» 2 Kor 6,16–17.

¹¹³⁴ Rom 8,10 f.: Kristi og Helligåndens inderbolighed er en borgen for opstandelsen; Ef 4,30: ἐν ᾧ (nemlig ved Guds Helligånd, som bor i os) ἐσφραγίσθητε εἰς ἡμέραν ἀπολυτρώσεως [som I blev beseglet med til løskøbelsens dag].

3. Det nye liv og dets udfoldelse i helliggørelse og gode gerninger. At det nye åndelige liv er en følge og virkning af troen på den forsoning, som Kristus har tilvejebragt én gang for alle og fuldstændigt, lærer Paulus Gal 2,20 med sig selv som eksempel: «Det liv jeg nu lever i kødet» (efter at jeg er kommet til tro på Kristus), «lever jeg i troen på Guds søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig.» Her kommer årsagsforholdet mellem troen på syndernes forladelse for Kristi skyld og det nye liv skarpt til udtryk. Nyere teologer af kritisk retning som Kaftan, Pfleiderer og Holtzmann ser også på dette punkt en forvirring hos apostlen Paulus.¹¹³⁵ De kan ikke finde ud af, at Paulus på den ene side lader retfærdiggørelsen være en ren retslig handling (actus forensis), hvorved der tilvejebringes en blot tilregnet retfærdighed (iustitia imputata), og at den samme retfærdiggørelse på den anden side dog skal have en «etisk-reel» livsretfærdighed (iustitia vitae eller habitualis) til følge. De formoder, at to tankestrømme, som ikke passer sammen, den romerske og den hellenistiske, er flydt ind i hinanden og blandet sammen hos apostlen. Pfleiderer taler om «to strømme», «som i paulinismen forenes i ét leje uden dog virkelig at gå indvendigt sammen».¹¹³⁶ Også Holtzmann mener: «Deres oprindelige sammenhæng kan under ingen omstændigheder påvises, som om den ene var tænkt med henblik på den anden.» Her kommer Holtzmann selv til at bortforklare et historisk faktum på samme måde, som han med rette dadler hos de moderne «positive» teologer, når de vil frakende apostlen Paulus den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria). At Paulus har tænkt den rene, forensiske troens retfærdighed (iustitia fidei) som årsag til eller kilde for det kristne liv i alle dets udfoldelser, siger han så klart som muligt i de netop anførte ord: «Det liv jeg nu lever i kødet» (Paulus' nye liv efter hans omvendelse), «lever jeg i troen på Guds søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig.» Meyer bemærker rigtigt, at der med «i troen» (ἐν πίστει) læres, at troen er kilden til det kristne liv, og at der ikke på nogen måde hentydes til den romerske fides formata [troen, formet (af kærligheden)]. Det er ikke Paulus' kristne liv, der «former» hans tro, men hans tro, som har Kristi forsonende kærlighed, særlig Kristi hengivelse i forsoningsdøden, til genstand, der «former» hans kristne liv.¹¹³⁷ – Om årsagssammenhængen mellem retfærdiggørelsen og det nye liv må følgende fastholdes på grundlag af Skriften: Synden dræber ikke som et stof – den er overhovedet ikke noget stof – men som skyld over for Gud, det vil sige som årsag til den guddommelige dødsdom, der går ud over dem, der overtræder Guds lov, 1 Mos 2,17. «Det største af alle onder er skylden.» Årsagen særlig til den åndelige død eller sjælens død er den guddommelige lovs fordømmelsesdom, som alle mennesker for deres synders skyld fornemmer i deres samvittighed, og som ikke hæves ved lovens forkyndelse, men kun skærpes endnu mere. Derfor hedder det om loven 2 Kor 3,6: τὸ γράμμα ἀποκτείνει [bogstavet slår ihjel], og derfor vidner Paulus om sig selv Rom 7,10: ἐγὼ δὲ ἀπέθανον καὶ εὑρέθη μοι ἡ ἐντολὴ ἡ εἰς ζωήν, αὕτη εἰς θάνατον [og jeg døde, og buddet, som skulle føre til liv, viste sig at føre til død]. Så snart Gud nu i menneskets hjerte virker troen på sin retfærdiggørelsesdom, som han har tilvejebragt ved Kristi forsoningsgerning og forkynder i evangeliet, og dermed skriver sin guddommelige retfærdiggørelsesdom ind i hjertet i stedet for sin guddommelige fordømmelsesdom, bliver mennesket igen levende for Gud. Derfor hedder det 2 Kor 3,6 om evangeliet: τὸ πνεῦμα ζωοποιεῖ [Ånden gør levende], og Kol 2,12 om alle kristne: συνηγέρθητε διὰ τῆς πίστεως τῆς ἐνεργείας τοῦ Θεοῦ [I blev også oprejst ved troen, som er virket af Guds kraft]. Og ligesom det åndelige liv på denne måde opstår ved troen på den guddommelige retfærdiggørelse, sådan bevares det også hos dem, der allerede er blevet kristne. Da de kristne endnu dagligt synder meget, og da disse synder også hos dem automatisk registreres som skyld i samvittigheden, består også de kristnes åndelige liv kun på den måde, at skyldbeviset i samvittigheden dagligt og vedvarende udslettes ved troen på den forsoning, der er sket ved Kristus. Meget klart fremstiller Apologien forholdet mellem retfærdiggørelsens forensiske akt og det åndelige livs opståen og beståen: «Her [Kol 2,14] er der to dele, skyldbeviset og udslettelsen af skyldbeviset. Skyldbeviset er samvittigheden, som anklager og fordømmer os. Loven er også et ord, som anklager og fordømmer synderne. … Altså er skyldbeviset selve den samvittighed, der fordømmer os. At udslette skyldbeviset er at ophæve denne dom. … Men troen er den nye dom (sententia), som ophæver den tidligere dom og giver hjertet fred og liv. … Dette er Guds to fornemste gerninger i menneskene: at forskrække og at retfærdiggøre og levendegøre de forskrækkede. I disse to gerninger deler hele Skriften sig. … Fordi samvittigheden kun kan stilles ved troen, derfor er det også troen alene, der levendegør.»¹¹³⁸ – Hvad der således gælder om det åndelige livs opståen og bevarelse i almindelighed, gælder nu også om alle dets enkelte udfoldelser i at gøre det gode og sky det onde. Alle disse udfoldelser betegner Skriften som en følge (consequens) af troen på syndernes forladelse for Kristi skyld, for eksempel: at elske Gud og næsten (1 Joh 4,19: «Vi elsker fordi han har elsket os først»; v. 11: «Når Gud har elsket os på den måde, er vi også forpligtet på at elske hinanden»), at vandre i kærlighed (Ef 5,2: «I skal vandre i kærlighed ligesom også Kristus har elsket jer og givet sig selv hen for jer»), at tilgive næsten (Ef 4,32: «Tilgiv hinanden, ligesom også Gud i Kristus tilgav jer»), at love og takke Gud (Kol 1,12–14: «Tak Faderen … Han befriede os af mørkets magt og satte os over i sin elskede søns rige, i ham har vi løskøbelsen, syndernes tilgivelse»), at holde ud og sejre i trængsel (Rom 6,3–11; 8,37: «Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham som elskede os»), at korsfæste kødet med dets lyster og begæringer (Gal 5,24: Οἱ τοῦ Χριστοῦ, de, der tilhører Kristus, nemlig ved troen, τὴν σάρκα ἐσταύρωσαν [har korsfæstet kødet]). Den, der med Tridentinerkoncilet vil sikre «moralen» eller helliggørelsen og de gode gerninger ved at blande dem ind i retfærdiggørelsen i stedet for at lade dem være blot en følge af retfærdiggørelsen, giver dermed et slående bevis på, at hans tanker bevæger sig uden for den kristne sfære. Han gør dermed både retfærdiggørelsen og helliggørelsen og de gode gerninger umulige. Retfærdiggørelsen gør han umulig, for: ἐξ ἔργων νόμου οὐ δικαιωθήσεται πᾶσα σὰρξ ἐνώπιον αὐτοῦ [på grund af lovgerninger vil intet menneske blive erklæret retfærdigt over for ham] (Rom 3,20). Helliggørelsen og de gode gerninger gør han umulige, fordi mennesket ved at afvise retfærdiggørelsen ved troen alene (sola fide) forbliver under loven, og fordi syndens herredømme ikke brydes ved loven, men kun forøges.¹¹³⁹ Rom 7,5–6: «For da vi var i kødet» (det vil sige, da vi var under loven, v. 6), «var de syndige lidenskaber virksomme i vores lemmer ved loven så vi bar frugt for døden, men nu er vi blevet løst fra loven, da vi er døde i relation til det vi var blevet bundet af så vi kan tjene i Åndens nye liv og ikke i bogstavets gamle liv.» På grund af lovens fuldstændige fiasko som årsag (causa) til helliggørelsen og de gode gerninger har Gud i stedet for den gamle lovpagt sat den nye pagt om syndernes forladelse, det vil sige om syndernes forladelse ved troen uden lovens gerninger, sådan som det så eftertrykkeligt bevidnes Jer 31,31–34. Lex praescribit, evangelium inscribit [Loven foreskriver, evangeliet indskriver]. Loven er magtesløs til at udføre sig selv, ἠσθένει διὰ τῆς σαρκός [den var svag på grund af kødet], Rom 8,3. Evangeliet derimod udfører ikke blot sig selv (idet det selv skaffer sig tro, Rom 10,17), men også loven. Derfor lyder apostlens spørgsmål Rom 3,31: Νόμον οὖν καταργοῦμεν διὰ τῆς πίστεως; og svaret: μὴ γένοιτο· ἀλλὰ νόμον ἱστῶμεν [Ophæver vi da loven ved troen? Slet ikke, vi bekræfter tværtimod loven]. Når sagen står sådan, frakender Paulus galaterne, som ville blande loven ind i retfærdiggørelsen, åndelig forstand, Gal 3,1–2: «Åh, uforstandige (ἀνόητοι) galatere! Hvem har forhekset jer, så I ikke adlyder sandheden? … Modtog I Ånden på grund af lovgerninger eller ved at høre i tro?» Den samme dom gælder om samtlige nyere teologer, som ikke vil opfatte Kristi forsoningsgerning og dens tilegnelse ved troen «juridisk», men «religiøs-etisk». For så vidt det kommer an på deres lære, gør de både retfærdiggørelsen og helliggørelsen og de gode gerninger umulige. Apologien, s. 148, 247: «Vi holder ikke loven, og vi kan heller ikke holde den, før vi er forsonet med Gud, retfærdiggjort og genfødt»; s. 110, 8: «Gud bliver ikke elsket, før vi ved troen har grebet barmhjertigheden. Først da bliver han en genstand, man kan elske.»

¹¹³⁵ Holtzmann, Neut. Theol. II, 149 ff.

¹¹³⁶ Hos Holtzmann, II, 150.

¹¹³⁷ Luther (St. L. IX, 232): «Før sin omvendelse talte Paulus med den samme stemme og tunge, men stemmen og tungen var dengang gudsbespottelig; derfor kunne den ikke tale andet end bespottelser og vederstyggeligheder mod Kristus og hans kirke. Bagefter, da han var omvendt, havde han det samme kød, den samme tunge og stemme, som han havde før, og deri var der slet ingen forandring sket; men stemmen og tungen talte derefter ikke længere gudsbespottelser, men åndelige ord, nemlig tak og lov til Gud, som kom af troen og af Helligånden. Sådan lever jeg altså i kødet, men ikke af og efter kødet, men i troen på Guds Søn. Heraf kan man forstå, hvorfra dette fremmede og åndelige liv kommer, som det naturlige menneske ikke fatter. Dette liv er i hjertet ved troen, hvor Kristus, efter at kødet er dræbt, regerer med sin Helligånd, som nu ser, hører, taler, virker, lider og kort sagt gør alt i ham, skønt kødet stritter imod.» Heller ikke den indvending holder, at Skriften nævner Helligånden som den virkende eller drivende årsag (causa efficiens eller impellens) til det nye liv og dets enkelte udfoldelser (Rom 8,9.13.14). Helligåndens inderbolighed i menneskets hjerte er selv først en følge af troen, som griber syndernes forladelse (Gal 3,2).

¹¹³⁸ Müller, s. 174, 48; s. 175, 53; s. 174, 47.

¹¹³⁹ Meget godt siger Holtzmann (II, 158), at loven ifølge Paulus «mobiliserer syndens slumrende kræfter og sætter dem i aktivitet».

4. Lemskabet i den kristne kirke og de privilegier, der er forbundet med det. Intet forhold mellem mennesker eller til mennesker (nationalitet, naturlig afstamning, udvortes fællesskab med kirkens lemmer osv.) gør nogen til et lem af den kristne kirke (Gal 3,28: οὐκ ἔνι Ἰουδαῖος οὐδὲ Ἕλλην κτλ. [Der er ikke jøde eller græker osv.]; Joh 8,30–45: afstamning fra Abraham); indtrædelsen i den kristne kirke sker derimod i hvert enkelt tilfælde ved troen på Kristus, «i ham har vi løskøbelsen ved hans blod, tilgivelsen af synderne», Ef 1,7. Derfor hedder det ApG 4,4: «Men mange af dem, der havde hørt ordet, kom til tro (ἐπίστευσαν), og antallet af mænd» (i menigheden i Jerusalem) «voksede til omkring fem tusind.» ApG 5,14: «Der kom flere til» (nemlig til menigheden), πιστεύοντες τῷ Κυρίῳ [som troede på Herren]. Også her betoner Skriften, at det sker ved troen alene (sola fide). Den, der endnu vil forsone sig med Gud ved gerninger, er uden for kirken (extra ecclesiam). Ligesom forbindelsen med Kristus er ophævet, når man gør gerninger gældende til retfærdiggørelse (κατηργήθητε ἀπὸ τοῦ Χριστοῦ, οἵτινες ἐν νόμῳ δικαιοῦσθε [I er kommet bort fra Kristus, I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven], Gal 5,4), sådan er også forbindelsen med den kristne kirke ophævet, Gal 4,30: «Kast slavinden og hendes søn ud!» Man bliver altid kun et lem af den kristne kirke ad «juridisk» vej, det vil sige ved troen på den objektive forsoning, aldrig ad de nyere teologers «religiøs-moralske» vej. Også kirkens lemmers privilegier – at de som kirkens lemmer har alt (πάντα ὑμῶν ἐστιν [alt tilhører jer], 1 Kor 3,21), at de særlig ejer nådemidlerne, Ordet og sakramenterne, og dermed himmerigets nøgler uden menneskers mellemkomst («principaliter et immediate» [oprindeligt og umiddelbart]) og ikke er underlagt noget menneske, men alene Kristus (Matt 23,8), og at det også tilkommer dem at indsætte og føre tilsyn med det offentlige prædikeembede: alt dette fører Skriften tilbage til troen på Kristus og dermed til retfærdiggørelsen ved troen uden lovens gerninger, Matt 16,16–19; 18,18. Dette skal fremstilles nærmere i læren om kirken og om prædikeembedet over for de mangeartede vildfarelser.

5. Lemskabet i herlighedens rige. Alle mennesker, som ved troen på evangeliet gik ind i den kristne kirke på jorden og ved Guds kraft blev bevaret i dette lemskab ved troen (1 Pet 1,5), bliver på den yderste dag sat ind i den evige herligheds rige. Både enheden og forskellen mellem de to riger er allerede fremstillet under Kristi kongelige embede. I begge riger er det de samme menneskelige personer. Men måden, hvorpå de har fællesskab med Gud, er helt forskellig. Her på jorden er fællesskabet alene formidlet ved evangeliet og troen. Det er tilfældet selv ved unio mystica, som vi så. I herlighedens rige ophører Ordet som det middel, hvormed Gud rækker sine gaver frem, og følgelig også troen som det middel, hvormed mennesket opfatter og modtager dem. I stedet for Ord og tro træder πρόσωπον πρὸς πρόσωπον [ansigt til ansigt], 1 Kor 13,12. Gud fremstiller sig i afdækket herlighed, og de saliges salighed består følgelig i at skue Gud.¹¹⁴⁰ Bagsiden af den evige salighed, den evige fordømmelse, består i at være evigt forstødt fra Guds ansigt, og denne forstødelse har sin grund i forkastelsen af evangeliet.¹¹⁴¹ Mellem den stridende og den sejrende kirke (militans og triumphans) ligger for de troende, som ikke oplever den yderste dag, endnu døden. For at berolige dem med hensyn til dødens kendsgerning siger Frelseren dem, at de ikke går til grunde, når de dør. De, der tror på ham, mister ikke livet ved døden, men vinder det.¹¹⁴² Hvad angår de troendes sjæles tilstand mellem død og opstandelse, giver Skriften os kun lidt oplysning derom. Skriften retter først og fremmest de troendes blik mod det evige liv, sådan som det træder frem med den yderste dag.¹¹⁴³ Dog åbenbarer Skriften os klart så meget, at de troendes sjæle mellem død og opstandelse ikke er i skærsilden, men i Paradis¹¹⁴⁴ og hos Kristus.¹¹⁴⁵ Mere om død, opvækkelse og forvandling samt om de troende som objekter og subjekter for den sidste dom må siges i den særskilte fremstilling af «de sidste ting». I et overblik over læren om tilegnelsen af frelsen må heller ikke læren om den evige udvælgelse mangle. Den evige udvælgelse ville sagligt set intet have at gøre med de kristnes tilegnelse af frelsen, men ville kun have betydning som en efterfølgende ratifikation, hvis de senere lutherske dogmatikeres lære om en evig udvælgelse «i betragtning af den tro, der er fastholdt til enden» (intuitu fidei finalis), virkelig var Skriftens lære. Efter denne teori består den evige udvælgelse i, at Gud efterfølgende antager dem, der efter hans forudviden er blevet i troen til enden og altså allerede lykkeligt har gennemløbet frelsens vej, rebus bene gestis [efter at sagen er vel udført]. Men denne opfattelse af den evige udvælgelse beror, som det senere skal vises nærmere, på en skriftstridig tolkning af προγινώσκειν (Rom 8,29) i betydningen «vide forud» eller «se forud». Helt anderledes Skriften. Skriften lærer de kristne, at de skal betragte deres kristenstand i tiden i dens helhed og i dens enkelte dele som en følge og virkning af deres evige udvælgelse.¹¹⁴⁶ Denne årsagssammenhæng mellem den evige udvælgelse og hele kristenstanden i tiden lærer også den lutherske bekendelse.¹¹⁴⁷ Til den almindelige karakteristik af læren om nådevalget hører endnu følgende: På den ene side er denne lære noget meget enkelt og selvfølgeligt for dem, der står inden for frelsesordenen, det vil sige i troen på evangeliet (på Kristus, på retfærdiggørelsen); på den anden side fører den til spørgsmål, som heller ikke de kristne kan besvare i dette liv. Det selvfølgelige er dette: Når de kristne ser på deres nådestand, nemlig at Gud af nåde for Kristi skyld har velsignet dem med al åndelig velsignelse, så finder de det selvfølgeligt, og de tror uden videre forklaring, på grundlag af Guds forkyndelse, at Gud ikke først i tiden, men allerede fra evighed har tænkt på dem med sin nåde i Kristus. Derfor venter Paulus ikke med at forkynde læren om den evige udvælgelse i de kristne menigheder, til de er blevet ældre og mere modne, men forkynder straks også dem, der er samlet til menigheder, deres evige udvælgelse i forbindelse med den kendsgerning, at de er blevet kristne: 2 Thess 2,13–14: «Gud har udvalgt jer» (de kristne i Thessaloniki) «fra begyndelsen (ἀπ’ ἀρχῆς) til at blive frelst ved Åndens helligelse og ved tro på sandheden; til frelse kaldte han jer også ved vores evangelium»; Ef 1,3 ff.: Gud har velsignet os med al åndelig velsignelse i det himmelske ved Kristus, ligesom han har udvalgt os ved ham før verdens grundlæggelse (πρὸ καταβολῆς κόσμου); 2 Tim 1,9: «Han har frelst os og kaldet os med en hellig kaldelse» (det vil sige: Gud har sat os ind i kristenstanden), «ikke på grund af vores gerninger, men på grund af sin egen beslutning og nåde som er blevet givet os i Kristus Jesus fra evige tider af» (πρὸ χρόνων αἰωνίων). Derfor står betegnelsen «udvalgte» allerede i adressen på de breve, der er rettet til kristne (ἐκλεκτοῖς παρεπιδήμοις [til de udvalgte udlændinge], 1 Pet 1,1), og derfor kaldes de kristne ganske enkelt ἐκλεκτοί [de udvalgte] (Matt 24,31; Rom 8,33 osv.). – Ved siden af dukker der nu i læren om den evige udvælgelse et spørgsmål op, som ikke kan besvares i dette liv (in lumine gratiae [i nådens lys], Luther).¹¹⁴⁸ Spørgsmålet dukker op, når man sammenligner de udvalgte med dem, der går fortabt, eller stiller dem ved siden af hinanden. Dette punkt behandler Skriften især i Rom 9–11. Da Guds nåde i Kristus er almen, og da menneskene ligger i den samme fuldstændige fordærvelse, forbliver den kendsgerning uforstået, som Konkordieformlen beskriver med ordene: «Én bliver forhærdet, forblindet, overgivet til et forvendt sind; en anden, som dog er i samme skyld» (og har en lige så ond adfærd, § 58.60), «bliver atter omvendt.» Over denne kendsgerning må der skrives et non liquet [det er ikke klart], fordi Skriften ikke lærer mere, end at de, der bliver frelst, bliver frelst af nåde alene (sola gratia), og at de, der går fortabt, går fortabt alene ved egen skyld (sola culpa), og ud over det henviser til Guds «uransagelige domme», fordi der ingen forskel er mellem menneskene (Rom 11,35). De, der på dette punkt vil være kloge ud over den guddommelige åbenbaring, får deres velfortjente straf, dels i calvinismens skikkelse, det vil sige ved den skriftstridige indbildning, at Guds nåde i Kristus ikke strækker sig til alle mennesker, dels i synergismens skikkelse, det vil sige ved den skriftstridige mening, at de kristne ikke alene har Guds nåde at takke for deres omvendelse og frelse, men også har deres egen «rette» (sammenlignet med andre: mere rette) adfærd at takke for den. Derfor Konkordieformlens formaning om omhyggeligt at undgå alle tanker, der går ud over de grænser (limites), som Hos 13,9 drager. Det nærmere, særlig også forskellen mellem Luther og Calvin, er allerede fremstillet i læren om nåden.¹¹⁴⁹ En udførlig fremstilling af læren om nådevalget over for de mangeartede vildfarelser følger senere. Her i overblikket skal der endnu peges på to ting: 1. Skriften lærer ikke nådevalget som en centralartikel, men som en hjælpeartikel for læren om nåden.¹¹⁵⁰ Det fremgår ikke blot klart af de steder, hvor den evige udvælgelse læres som noget selvfølgeligt, nemlig hvor den nåde, man har erfaret i tiden, føres tilbage til den nåde, der er givet i Kristus fra evighed (Ef 1,3 ff.; 2 Tim 1,9–10; 2 Thess 2,13–14), men det er også hensigten med de tre kapitler (9–11) i Romerbrevet. Også her sætter apostlen nådevalget i modsætning ikke til den almene nåde (gratia universalis),¹¹⁵¹ men til den frie vilje (liberum arbitrium), ifølge hvilken Guds barnekår ikke skal bero på nåden, men på lovens gerninger og menneskelige fortrin. Fordi man ikke har agtet på dette synspunkt (og på synspunktet om Guds majestætiske altvirksomhed, Rom 11,36¹¹⁵²), er disse tre kapitler i Romerbrevet blevet så groft mishandlet af de fleste teologer.

¹¹⁴⁰ 1 Joh 3,2: οἴδαμεν ὅτι ἐὰν φανερωθῇ, ὅμοιοι αὐτῷ ἐσόμεθα, ὅτι ὀψόμεθα αὐτὸν καθώς ἐστιν [Vi ved at når han er blevet åbenbaret, vil vi blive ligesom ham, for vi vil se ham som han er]. Beatitudo consistit in perfecta Dei visione et fruitione [Saligheden består i det fuldkomne skue og den fuldkomne nydelse af Gud], og dermed er – fordi mennesket er skabt til Gud – friheden fra alt ondt og det at være fyldt med en uudsigelig glæde (1 Pet 1,8) givet.

¹¹⁴¹ Matt 8,12: οἱ δὲ υἱοὶ τῆς βασιλείας (jøderne, som har forkastet ordet om riget, evangeliet), ἐκβληθήσονται εἰς τὸ σκότος τὸ ἐξώτερον [men Rigets børn skal kastes ud i mørket udenfor]. Damnatio consistit in aeterna separatione a visione Dei [Fordømmelsen består i den evige adskillelse fra skuet af Gud], og dermed er – fordi mennesket er skabt til Gud – en tilstand af forfærdelig pine (ὁ κλαυθμὸς καὶ ὁ βρυγμὸς τῶν ὀδόντων [gråd og tænderskæren]) givet.

¹¹⁴² Joh 11,25: ὁ πιστεύων εἰς ἐμέ, κἂν ἀποθάνῃ, ζήσεται [Den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør].

¹¹⁴³ 1 Kor 1,7; Rom 8,18 ff.; Fil 3,20 f.; 2 Thess 1,5 ff.; 1 Pet 1,3 ff.; 1 Joh 3,2.

¹¹⁴⁴ Luk 23,43: σήμερον μετ’ ἐμοῦ ἔσῃ ἐν τῷ παραδείσῳ [I dag skal du være med mig i Paradis].

¹¹⁴⁵ Fil 1,23: τὴν ἐπιθυμίαν ἔχων εἰς τὸ ἀναλῦσαι καὶ σὺν Χριστῷ εἶναι [for jeg har lyst til at bryde op og være sammen med Kristus]. Udsagnet σὺν Χριστῷ εἶναι gælder tilstanden før opstandelsen, fordi verden tænkes som endnu bestående.

¹¹⁴⁶ Ef 1,3 ff.: Εὐλογητὸς ὁ Θεὸς … ὁ εὐλογήσας ἡμᾶς ἐν πάσῃ εὐλογίᾳ πνευματικῇ ἐν τοῖς ἐπουρανίοις ἐν Χριστῷ, καθὼς ἐξελέξατο ἡμᾶς ἐν αὐτῷ πρὸ καταβολῆς κόσμου [Priset være Gud … som har velsignet os med hele den åndelige velsignelse i det himmelske, i Kristus, ligesom han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse]. I enkeltheder nævner Skriften som følge i tiden af den evige udvælgelse: Rom 8,30 Guds δικαιοῦν – δοξάζειν [at retfærdiggøre – at herliggøre], 2 Tim 1,9 Guds καλεῖν – δικαιοῦν – δοξάζειν [at kalde – at retfærdiggøre – at herliggøre], ApG 13,48 de kristnes πιστεύειν [at komme til tro].

¹¹⁴⁷ Konkordieformlen, s. 705, 8: «Guds evige udvælgelse ser og ved ikke alene forud de udvalgtes frelse, men er også af Guds nådige vilje og velbehag i Kristus Jesus en årsag (causa), som skaber, virker, hjælper og fremmer vores frelse og det, der hører til den; derpå er også vores frelse grundet (fundata) sådan, at helvedes porte intet skal kunne udrette imod den, som der står skrevet: ’Ingen skal rive mine får ud af min hånd.’ Og atter: ’Og alle de, der var bestemt til evigt liv, kom til tro.’» Ligeså s. 708, 23; s. 713, 43–51.

¹¹⁴⁸ Luther om de tre lys: lumen naturae, gratiae, gloriae [naturens, nådens og herlighedens lys]. Note 141.

¹¹⁴⁹ Jf. den udførlige fremstilling af den åbenbarede og den skjulte vilje (voluntas revelata og abscondita) s. 52 ff.

¹¹⁵⁰ Konkordieformlen, s. 713, 43: «Den bekræfter ganske vældigt artiklen om, at vi uden alle gerninger og fortjeneste, alene af den rene nåde, for Kristi skyld bliver retfærdige og frelst.»

¹¹⁵¹ Apostlen sætter i disse kapitler så lidt nådevalget i modsætning til den almene nåde, at han udtrykkeligt lærer den sidste ved siden af (Rom 10,21; 11,32), hvilket har fået fortolkere som Köllner og Fritzsche til her at tale om en selvmodsigelse hos apostlen. (Jf. note 115.)

¹¹⁵² Om Guds altvirksomhed, som hører til den ufattelige guddommelige majestæts område, s. 44 ff.

2. Anfægtelserne med hensyn til den evige udvælgelse – og netop alvorlige kristne kan tale med om sådanne anfægtelser – kommer af en uforstand, som calvinisterne udtrykkeligt lærer, og som netop også alvorlige kristne alt for let praktiserer. (Konkordieformlen, s. 706, 11.) Det er den uforstand, at man betragter den evige udvælgelse nude [nøgent, dvs. løsrevet fra Kristus og evangeliet], skønt der slet ikke findes nogen udvælgelse, der er sket nude, nemlig en udvælgelse, som om Gud først havde fuldbyrdet den evige udvælgelse absolut og så bagefter havde sendt Kristus og givet evangeliet for at udføre den. Så snart man gør sig fri af denne uforstand og i stedet på grundlag af Skriften fastholder, at den evige udvælgelse er sket ἐν Χριστῷ og ἐν ἁγιασμῷ πνεύματος καὶ πίστει ἀληθείας [i Kristus (Ef 1,4) og ved Åndens helligelse og ved tro på sandheden (2 Thess 2,13)], så holder man sig, når det gælder spørgsmålet om ens egen udvælgelse, alene til Kristus eller evangeliet og erkender således ved troen på evangeliet om Kristus sin evige udvælgelse. «Derfor skal», siger Konkordieformlen (s. 717, 66 ff.), «denne Guds evige udvælgelse betragtes i Kristus og ikke uden for eller uden Kristus. For i Kristus, vidner den hellige apostel Paulus, er vi udvalgt, før verdens grundvold blev lagt, som der står skrevet: ’Han har elsket os i den elskede.’ Men denne udvælgelse bliver åbenbaret fra himlen ved det prædikede ord, når Faderen siger: ’Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag; ham skal I høre!’ … Men Kristus har forkyndt os Faderens vilje og dermed også vores evige udvælgelse til det evige liv, nemlig når han siger: ’Omvend jer og tro på evangeliet!’» Den, der tror evangeliet, som jo også lover bevarelse i troen (1 Kor 1,8), tror dermed også sin evige udvælgelse. Derimod kan ingen tro sin nådige udvælgelse, så længe han lever hen uden omvendelse og tro på evangeliet eller endog flytter nådevalget over på lovens område, idet han mener, at omvendelsen og frelsen og derfor også den evige udvælgelse ikke alene afhænger af Guds nåde i Kristus, men også af menneskets korrekte adfærd. For de sidstnævnte er nådevalget, netop fordi det er et nådevalg, en forargelse. Men for dem, der med hensyn til at opnå frelsen har mistet tilliden til sig selv (οἶδα γὰρ ὅτι οὐκ οἰκεῖ ἐν ἐμοί, τοῦτ’ ἔστιν ἐν τῇ σαρκί μου, ἀγαθόν [For jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt], Rom 7,18), er det trøsteligt, at deres frelse ikke beror på deres adfærd, men står i Guds nådes hånd. (Konkordieformlen, s. 714, 46.)

Ordningen af frelsesordenens enkelte dele

Med hensyn til ordningen af de enkelte lærestykker, som skal behandles under tilegnelsen af frelsen, siges der alle mulige onde ting om de ældste lutherske lærere og især også om Konkordieformlen. Hos Nitzsch-Stephan tales der om et «kaos» i Konkordieformlen og i de ældste lutherske dogmatikeres skrifter.¹¹⁵³ Først Hülsemann, Calov og Quenstedt skal have bragt «en vis orden» ind i dette kaos. Gaß finder hos de «ældre forfattere» en «løs måde at forbinde» det stof på, som hører til tilegnelsen af frelsen. En «nøjagtig beskrivelse af frelsens vej» skal have ligget de ældre forfattere fjernt. Disse og lignende domme er sagligt forkerte. Hvad Konkordieformlen angår, ville det være urimeligt at vente en «dogmatisk opbygning» af lærestykkerne i den. Som bekendelsesskrift skulle den fremstille de lærestykker, som vranglærere havde angrebet. I øvrigt viser Konkordieformlen ligesom de ældste teologer den faste, indre sammenhæng mellem netop de lærestykker, som vi er vant til at samle under titlen «frelsesordenen». For de ældste teologer og for Konkordieformlen står den objektive forsonings kendsgerning fast, den kendsgerning nemlig, at nåden eller syndernes forladelse er fuldkomment til stede for alle mennesker ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse. Derfor er evangeliet for dem også Guds budskab om denne kendsgerning, og troen, som Guds budskab virker, er midlet til at modtage kendsgerningen, sådan som det når sit mål og kommer til udtryk i retfærdiggørelsen, der sker sola fide. Alt andet, som ellers kan foregå i og ved en kristen, er for dem en følge af retfærdiggørelsen ved troen. Vi kan ikke se, hvordan en fastere indre orden i «ordo salutis» skulle kunne tænkes. Vi minder endnu en gang om den «ordo», som Konkordieformlen kræver fastholdt: «Først bliver troen i omvendelsen tændt i os af Helligånden ud fra hørelsen af evangeliet; den griber Guds nåde i Kristus, hvorved personen bliver retfærdiggjort; derefter, når personen er retfærdiggjort, bliver den også fornyet og helliggjort af Helligånden, og af denne fornyelse og helliggørelse følger så de gode gerningers frugter» (Konkordieformlen, s. 619, 41). Det er sandelig intet «kaos», men en klar og gennemskuelig «beskrivelse af frelsens vej». Konkordieformlen tager også udtrykkeligt afstand fra den «løse måde at forbinde» på, når den tilføjer, at den har ordnet disse enkelte stykker ordine causarum et effectuum, antecedentium et consequentium, altså efter årsag og virkning, og «hvordan det ene går forud for og følger efter det andet».¹¹⁵⁴ Den samme ordo salutis indskærper Luther i Den Lille og Den Store Katekismus i forklaringen til tredje trosartikel og overalt ellers, hvor han beskriver læren om retfærdiggørelsen som den centrale lære, som alle kristne lærestykker forholder sig til som antecedens og consequens [det forudgående og det efterfølgende].¹¹⁵⁵ Ganske vist er der hos de ældste lærere til dels store forskelle i den ydre ordning af lærestykkerne i lærebøgerne. Mens fx de ti bud står først i Luthers Lille og Store Katekismus, begynder Brenz sin store katekismusforklaring¹¹⁵⁶ med troen på Kristus og med læren om dåben. Forklaringen af dekalogen følger først efter forklaringen af den apostolske trosbekendelse og Fadervor. Dengang var man så meget mindre bekymret for lærestykkernes ydre orden, som man var fuldstændig klar over deres indhold og indre sammenhæng. Sagen er jo den: Hvis nogen virkelig fastholder satisfactio vicaria, media gratiae og sola fide, så fastholder han den rette indre sammenhæng, selv om den ydre orden er noget ubehændig. Den, der derimod med de nyere teologer har opgivet den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) som for «juridisk» og «tinglig», kan ordne «det stof, der hører til frelsesordenen», udvendigt, som han vil, og stille de enkelte dele hist eller her – det hele er et kaos, et rigtigt תֹהוּ וָבֹהוּ [«øde og tom», 1 Mos 1,2]. Når den stedfortrædende fyldestgørelse fornægtes, har alle de begreber, man fører ind under frelsesordenen – nådemidler, tro, retfærdiggørelse, helliggørelse osv. – mistet deres skriftmæssige betydning, sådan som det allerede er påvist.¹¹⁵⁷

¹¹⁵³ Ev. Dogmatik, s. 671.

¹¹⁵⁴ Endnu udførligere beskriver Konkordieformlen (s. 707 f.) modus consequendae salutis [måden, hvorpå man opnår frelsen] i artiklen om nådevalget, når den afviser den nøgne betragtning af nådevalget og fremstiller, at Gud fører de udvalgte til saligheden ad den frelsens vej, han selv har fastsat. Fremstillingen omfatter de såkaldte «otte punkter»: den objektive forsoning, nådemidlerne, Helligåndens virke gennem nådemidlerne, retfærdiggørelsen ved troen, helliggørelsen, bevarelsen i anfægtelsen og på nådens vej og herliggørelsen. Derfor må de påstande indskrænkes (fx Luthardt, Dogmatik, s. 273), at begreberne kald, omvendelse osv. først fra Calov er blevet ført ind under begrebet salutis consequendae modus og først fra pietismens tid under begrebet ordo salutis.

¹¹⁵⁵ St. L. VIII, 627 ff.; IX, 24 ff.

¹¹⁵⁶ Catechismus pia et utili explicatione illustratus [Katekismus belyst ved en from og nyttig forklaring]. Titlen stammer fra udgiveren, Kaspar Gräter, Frankfurt 1551.

¹¹⁵⁷ Se s. 414 f.

Vi mener, at den ydre ordning, som vi har givet i vores sammenhængende fremstilling, kan gå an som sagligt passende. Men vi strides ikke med nogen om en anden ydre ordning, så længe han fastholder den skriftmæssige indre sammenhæng.¹¹⁵⁸ – Vi vil her minde om endnu nogle enkeltheder. Man har drøftet, om læren om nådemidlerne skulle stå før eller efter læren om kirken. Begge steder er der en passende plads for nådemidlerne, fordi kirken både er nådemidlernes frembringelse og fællesskabet af dem, som nådemidlerne er betroet til at forvalte. Man har endvidere ment, at læren om Kristi gerning, særlig læren om den objektive forsoning, straks skulle efterfølges af læren om den subjektive forsoning, det vil sige læren om retfærdiggørelsen. Det giver ganske vist en fortrinlig sammenhæng, for så vidt som den subjektive forsoning er den objektive forsoning, tilegnet ved troen. Men ved denne ordning er læren om nådemidlerne så forudsat, fordi den tro, der griber den objektive forsoning, virkes ved evangeliet og har evangeliet som sin genstand. Der kan altså anføres en grund til, at man behandler nådemidlerne og troens tilblivelse (de conversione) før retfærdiggørelsen. Blot må man ikke lade troens tilblivelse og retfærdiggørelsen falde fra hinanden i tid. Også i Skriften stilles nådemidlerne og omvendelsen foran retfærdiggørelsen,¹¹⁵⁹ og ingen vil påstå, at Skriften dermed lader retfærdiggørelsen træde i baggrunden.¹¹⁶⁰ Sådan kan også dogmatikeren handle de conversione før de iustificatione, uden at retfærdiggørelsen træder i baggrunden for ham. Forudsætningen herfor er ganske vist, at han bevarer de kristne begreber om den objektive forsoning og om evangeliet og holder synergismen borte fra troens tilblivelse. Vi vil her også lægge et godt ord ind for de senere dogmatikere. Heinrich Schmid¹¹⁶¹ har at udsætte på senere dogmatikere, fx Quenstedt, at de har revet artiklerne de iustificatione og de fide for langt fra hinanden, fordi de først behandler de fide iustificante efter de iustificatione og efter nådemidlerne (som media δοτικά ex parte Dei [de givende midler fra Guds side]). Men i virkeligheden forholder det sig sådan, at Quenstedt allerede under de iustificatione handler meget eftertrykkeligt de fide iustificante.¹¹⁶² Hverken Quenstedt eller noget andet menneske kan fremstille retfærdiggørelsen ved troen uden samtidig at handle om den retfærdiggørende tro. At de fide iustificante desuden fremlægges som et særligt afsnit, hvad enten det stilles før eller efter retfærdiggørelsen, finder sin forklaring og undskyldning i, at der med hensyn til begrebet den retfærdiggørende tro er rejst en hel række spørgsmål, hvis drøftelse optager megen plads. En særskilt behandling af fides iustificans har derfor den fordel, at locus de iustificatione bliver aflastet. Af denne grund lader også vi en særlig fremstilling både af troen og af troens tilblivelse gå forud for læren om retfærdiggørelsen. Derved kommer der naturligvis hele tiden foregribelser og gentagelser. Men dem kan man overhovedet ikke undgå i dogmatikken, hvordan man end ordner de enkelte lærestykker udvendigt. Når dogmatikeren ikke kløver de enkelte lærestykker som tørt brænde, men fremstiller dem i de forbindelser med andre lærestykker, som er givet i Skriften, kan han ikke fremlægge nogen af hovedlærestykkerne udførligt uden hele tiden at gribe ind i de andre. I grunden har dogmatikeren kun ét middel til at bevare den skriftmæssige sammenhæng i den kristne lære. Apostlen Paulus angiver det med ordene: Οὐ γὰρ ἔκρινά τι εἰδέναι ἐν ὑμῖν εἰ μὴ Ἰησοῦν Χριστὸν καὶ τοῦτον ἐσταυρωμένον [For jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet] (1 Kor 2,2); og Luther beskriver dette middel med ordene: In corde meo iste unus regnat articulus, scilicet fides Christi, ex quo, per quem et in quem omnes meae diu noctuque fluunt et refluunt theologicae cogitationes [I mit hjerte hersker denne ene artikel, nemlig troen på Kristus; ud fra den, gennem den og ind i den strømmer alle mine teologiske tanker ud og tilbage dag og nat].¹¹⁶³ Om den dogmatiker, der af Guds nåde i nogen grad har denne ἱκανότης ἐκ τοῦ θεοῦ [kvalifikation fra Gud, 2 Kor 3,5], ved den «dogmatiske opbygning» analytisk sætter læren om det evige liv først eller syntetisk syndefaldet og den første forjættelse, er forholdsvis ligegyldigt.

¹¹⁵⁸ Det er endda muligt at bevare den indre sammenhæng ved den mærkelige analytiske metode, som de senere lutherske dogmatikere følger mere eller mindre konsekvent.

¹¹⁵⁹ ApG 26,17–18; Rom 8,30; Tit 3,5–7.

¹¹⁶⁰ Dette også mod Dorner (Gesch. d. Prot. Theol., s. 579 ff.), i hvis polemik mod de senere dogmatikere, for så vidt som disse handler om regeneratio og conversio før iustificatio, sandhed og digt blander sig.

¹¹⁶¹ Dogmatik d. ev.-luth. K., § 39, Vorbemerkung.

¹¹⁶² De iustificatione, thesis X (II, 742 f.) og quaestio VI: An fides sit iustificationis nostrae causa organica seu instrumentalis? [Er troen redskabsårsag (organisk eller instrumental årsag) til vores retfærdiggørelse?] (II, 788 ff.)

¹¹⁶³ Comment. in ep. ad Gal., Erl. I, 3.