Retfærdiggørelsen ved troen

Retfærdiggørelsen ved troen

De iustificatione.

1. Retfærdiggørelsen sker uden lovens gerninger, ved troen

I samme øjeblik som et menneske kommer til tro på Kristus eller på evangeliet,¹⁴⁰⁴ det vil sige på den syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet, og som evangeliet tilbyder, bliver det ved denne tro retfærdiggjort for Gud. Dette er den såkaldte subjektive retfærdiggørelse, til forskel fra den såkaldte objektive retfærdiggørelse, som er til stede før troen. Sammenhængen mellem den objektive og den subjektive retfærdiggørelse skal vi senere vende tilbage til. Om den subjektive retfærdiggørelse, som sker ved troen, hedder det i Rom 3,28: λογιζόμεθα γὰρ δικαιοῦσθαι πίστει ἄνθρωπον [For vi mener at et menneske erklæres retfærdig på grund af tro]. Men Skriften nøjes ikke med som en ren tese at sige, at vi bliver retfærdiggjort «ved troen». Fordi denne guddommelige måde at retfærdiggøre på går fuldstændig imod menneskers opfattelse – alle mennesker søger og venter nemlig efter deres naturlige begreber om religion en retfærdiggørelse ved gerninger –,¹⁴⁰⁵ lægger Skriften vægt på at indskærpe, at retfærdiggørelsen sker med fuldstændig udelukkelse af lovens gerninger. Rom 3,28: λογιζόμεθα γὰρ δικαιοῦσθαι πίστει ἄνθρωπον χωρὶς ἔργων νόμου [… uden lovens gerninger]. Gal 2,16: οὐ δικαιοῦται ἄνθρωπος ἐξ ἔργων νόμου [et menneske bliver ikke erklæret retfærdigt på grund af lovens gerninger]. Og menneskelige gerninger er udelukket fra retfærdiggørelsen, uanset hvilken skikkelse de har. Udelukket er 1. alle udvortes gode gerninger, som menneskene har uden for og før troen, som farisæernes gerninger;¹⁴⁰⁶ 2. alle åndeligt gode gerninger, som flyder af troen, som den troende Abrahams gerninger.¹⁴⁰⁷ Skriften angiver også grundene til, at Gud har valgt denne besynderlige måde at retfærdiggøre på, nemlig at han har løst retfærdiggørelsen fuldstændig fra loven og lovens gerninger. Gud har valgt denne måde at retfærdiggøre på: 1. for at syndernes forladelse og frelsen kan være visse for menneskene;¹⁴⁰⁸ 2. for at det, mennesket roser sig af, ikke skal være mennesket selv, men Guds helt ufortjente nåde i Kristus.¹⁴⁰⁹

¹⁴⁰⁴ Om de forskellige betegnelser for genstanden for den tro, som retfærdiggørelsen sker ved, jf. s. 507 f. og fremstillingen nedenfor under «Terminologi».

¹⁴⁰⁵ Apologien, s. 122, 85: «I verden har den ugudelige mening om gerningerne altid hængt fast»; s. 151, 273: «Menneskene dømmer af naturen sådan, at Gud skal forsones ved gerninger. Og fornuften ser ingen anden retfærdighed end lovens retfærdighed, forstået i borgerlig forstand.» Luther, XIII, 2405: «Sådan har vi selv lært under pavedømmet: Den, der vil være fri for synder, må gøre dit og dat.»

¹⁴⁰⁶ Sådanne gerninger regnes op i Luk 18,9–14, med den dom, at de ikke står i nogen årsagssammenhæng med retfærdiggørelsen. Også Paulus beretter, at han før sin tro var ἄμεμπτος [uden fejl], men, tilføjer han: τὰ πάντα ἐζημιώθην καὶ ἡγοῦμαι σκύβαλα εἶναι [jeg har lidt tab på alt, og jeg betragter det som noget møg], Fil 3,6.8.

¹⁴⁰⁷ Rom 4,2–3. Om at de troendes gerninger er udelukket fra retfærdiggørelsen: Konkordieformlen, s. 617, 33 ff. Chemnitz: «Når Paulus udelukker lovens gerninger fra retfærdiggørelsen, mener han så kun de levitiske ceremonier eller de gerninger, der sker uden Ånd og tro? Paulus taler om hele loven og især om de ti buds gerninger, Rom 3 og 7; Gal 3, og han indbefatter også de troendes gerninger, som det fremgår klart af Rom 4; 1 Kor 4.» (Enchir., s. 91.) Luther, XIX, 1445: «Så er det klart, at de, der lærer, at Paulus kun taler om ceremoniloven, ganske enkelt skaffer Kristus og hele evangeliet ud af verden. Og de gør os selv til vore egne retfærdiggørere ved sædeloven eller de ti bud, uden Kristus.»

¹⁴⁰⁸ Rom 4,16: Διὰ τοῦτο ἐκ πίστεως, ἵνα κατὰ χάριν, εἰς τὸ εἶναι βεβαίαν τὴν ἐπαγγελίαν παντὶ τῷ σπέρματι [Derfor er løftet af tro for at det kan være efter nåde så at løftet kan stå fast for alle efterkommere]. Philippi: «Det var Guds hensigt at sikre løftet ved at bygge det udelukkende på nåde. … Hvor salighedens arv på nogen måde gøres afhængig af gerningerne, og selv om det så er de genfødtes gerninger, må tvivlen naturligvis træde i vishedens sted, fordi disse gerninger er ufuldkomne.»

¹⁴⁰⁹ Ef 2,9: οὐκ ἐξ ἔργων, ἵνα μή τις καυχήσηται [ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig]; Ef 1,6–7: εἰς ἔπαινον δόξης τῆς χάριτος αὐτοῦ, ἐν ᾗ ἐχαρίτωσεν ἡμᾶς ἐν τῷ ἠγαπημένῳ, ἐν ᾧ ἔχομεν τὴν ἀπολύτρωσιν διὰ τοῦ αἵματος αὐτοῦ, τὴν ἄφεσιν τῶν παραπτωμάτων [for at vi skal prise hans herlige nåde, som han har givet os i den elskede. I ham har vi løskøbelsen ved hans blod, tilgivelsen af synderne].

Det er godt, at vi holder os for øje, at vi i Skriftens lære om retfærdiggørelsen ved troen¹⁴¹⁰ møder en i sandhed underfuld måde at retfærdiggøre på. Det underfulde træder let i baggrunden, fordi de fleste af os har hørt om retfærdiggørelsen ved troen fra barnsben. Men Luther har ret, når han siger: «Det er en stor ting, at jeg skal gribe med hjertet og tro, at alle mine synder er mig tilgivet, og at jeg ved en sådan tro er retfærdig for Gud. Det må jeg kalde en underlig retfærdighed, og en helt anden retfærdighed end alle juristers, kloge og vise folks retfærdighed i denne verden.» (St. L. XIII, 2495.) Forudsætningen for denne «underlige retfærdighed» ved troen er den «underlige» kendsgerning, at Gud ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse har forsonet alle mennesker med sig selv, det vil sige har tilgivet dem synderne i sit hjerte og tilsiger denne tilgivelse eller retfærdighed i evangeliets ord. Det må vi hele tiden pege på, når vi videre fremstiller Bibelens lære om retfærdiggørelsen.

¹⁴¹⁰ πίστει, διὰ πίστεως, ἐκ πίστεως, ἐπὶ τῇ πίστει, λογίζεται ἡ πίστις εἰς δικαιοσύνην [ved tro, gennem tro, af tro, på grundlag af troen, troen regnes til retfærdighed], Rom 3,28.30.22; Gal 2,16; Fil 3,9; Rom 4,5. Også ἐπὶ τῇ πίστει, «på grundlag af troen», Fil 3,9, står i modsætning til gerningerne.

I Skriftens udsagn Rom 3,28: πίστει δικαιοῦσθαι ἄνθρωπον χωρὶς ἔργων νόμου [et menneske erklæres retfærdig ved tro uden lovens gerninger] er alle de nærmere bestemmelser reelt allerede indeholdt, som den rettroende kirke i tidens løb har brugt til at afgrænse den kristne lære om retfærdiggørelsen over for vildfarelsen i dens mange skikkelser. Sker retfærdiggørelsen nemlig «ved troen, uden lovens gerninger», så grunder den sig ikke på den «indgydte nåde» (gratia infusa), men på «Guds nådige sindelag i Kristus» (gratuitus Dei favor propter Christum [Guds ufortjente velvilje for Kristi skyld]); så skal den ikke søges i mennesket, men uden for mennesket, nemlig i evangeliets objektive ord (media gratiae instrumenta iustificationis sunt [nådemidlerne er retfærdiggørelsens redskaber]); så er den actus non medicinalis, sed forensis [ikke en helbredende, men en juridisk handling], det vil sige, at en, der i sig selv er uretfærdig, erklæres retfærdig; så har den ingen grader (non admittit gradus); så sker den sola fide [ved troen alene], og så kan troen i retfærdiggørelsen også kun forstås som redskab, ikke som en moralsk præstation, et etisk princip osv.; så er den heller ikke noget, man kun kan formode (de romerskes certitudo coniecturalis [formodningsvished]), men den er vis for den arme synder, netop fordi den sker ved troen på evangeliet, fuldstændig løst fra loven og dens gerninger. Alle disse nærmere bestemmelser er, som sagt, reelt allerede indeholdt i Rom 3,28: πίστει χωρὶς ἔργων νόμου [ved tro uden lovens gerninger]. Når vi i det følgende går mere eller mindre udførligt ind på en række nærmere bestemmelser, sker det over for den mangeskiftende vildfarelse, som hele tiden udefra trænger ind på os, når det gælder kristendommens centrale artikel. Vi må heller aldrig glemme, at også vi selv, så vidt vi endnu bærer kødet med os, er behæftet med opinio legis, det vil sige med tilbøjeligheden til at tro, at retfærdiggørelsen sker ἐξ ἔργων νόμου [af lovens gerninger].¹⁴¹¹

¹⁴¹¹ Hertil hører Luthers stadige advarsel mod den mening, at man hurtigt er «udlært» i artiklen om retfærdiggørelsen. (St. L. XIII, 2498 ff.)

Som en enkel beskrivelse af retfærdiggørelsen, der dog rummer alle momenterne, kan man regne artikel 4 i Den Augsburgske Bekendelse: «Videre læres der, at vi ikke kan opnå syndernes forladelse og¹⁴¹² retfærdighed for Gud ved vores fortjeneste, gerning og fyldestgørelse, men at vi får syndernes forladelse og bliver retfærdige for Gud af nåde for Kristi skyld ved troen, når vi tror, at Kristus har lidt for os, og at synden bliver os forladt for hans skyld, og at retfærdighed og evigt liv bliver os skænket. For denne tro vil Gud regne og tilregne som retfærdighed for sig, sådan som Paulus siger i Rom 3 og 4.»

¹⁴¹² Dette «og» er forklarende (epeksegetisk). «Retfærdighed for Gud» er ikke noget andet i sagen end syndernes forladelse, men kun en anden betegnelse for den samme sag. Retfærdigheden for Gud består i syndernes forladelse. I den latinske tekst står der derfor for «syndernes forladelse og retfærdighed for Gud» kun det ene ord «iustificari» [at blive retfærdiggjort]. Sådan hedder det også udtrykkeligt i Apologien, s. 100, 76: «At opnå og have syndernes forladelse, det er det samme som at blive retfærdig for Gud.»

2. Skriftens polemik mod at blande gerningerne ind i retfærdiggørelsen

Skriften lærer ikke blot, at retfærdiggørelsen er fuldstændig uafhængig af gerningerne, men den vender sig også i rig og skarp polemik mod at sætte gerningerne ind i retfærdiggørelsen for Gud. Den kalder stræben efter at blive retfærdig for Gud ved gerninger for uforstand, ζῆλον θεοῦ οὐ κατ᾽ ἐπίγνωσιν [de brændte for Gud, men ikke med forståelse],¹⁴¹³ for kødets religion, ἐναρξάμενοι Πνεύματι νῦν σαρκὶ ἐπιτελεῖσθε; [I begyndte i Ånden, men vil I nu fuldende i kødet?]¹⁴¹⁴

¹⁴¹³ Rom 10,2–3. Ligeså Gal 3,1–3: ὦ ἀνόητοι Γαλάται κτλ. [Åh, uforstandige galatere osv.]

¹⁴¹⁴ Gal 3,3. Ligeså Rom 4,1–3; Fil 3,4 ff. Alle disse steder siger, at meningen om og stræben efter at blive retfærdig for Gud ved egne gerninger hører til menneskets σάρξ [kød], den gamle natur. Gerningsreligionen er ikke den kristne, men den naturlige religion. Luther til stedet: «Paulus kalder her ikke vellyst, dyriske lidenskaber eller sanselige begær for ’kød’. … ’Kød’ er ikke andet end retfærdigheden, kødets visdom og fornuftens tanker, som anstrenger sig for at blive retfærdig ved loven.»

for fornægtelse af Kristi død, εἰ διὰ νόμου δικαιοσύνη, ἄρα Χριστὸς δωρεὰν ἀπέθανεν [hvis der er retfærdighed ved loven, var Kristus død forgæves],¹⁴¹⁵ for frafald fra Kristus og fra nåden, κατηργήθητε ἀπὸ τοῦ Χριστοῦ οἵτινες ἐν νόμῳ δικαιοῦσθε, τῆς χάριτος ἐξεπέσατε [I er kommet bort fra Kristus, I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven, I er faldet ud af nåden].¹⁴¹⁶ Om alle mennesker, der vil blive retfærdige for Gud ved gerninger, siger den, at de ikke opnår retfærdiggørelsen, men forbandelsen, ὅσοι ἐξ ἔργων νόμου εἰσὶν ὑπὸ κατάραν εἰσίν [alle de, der er af lovens gerninger, er under forbandelse], Gal 3,10; og over alle lærere, der blander gerninger ind i retfærdiggørelsen, udtaler Paulus to gange i træk anathema, forbandelsen.¹⁴¹⁷ For at karakterisere sådanne lærere og vurdere dem rigtigt bruger apostlen udtryk, som vore sarte ører næsten ikke kan tåle. I Fil 3,2 kalder han dem «hundene, de onde arbejdere, de skamskårne».¹⁴¹⁸ De skarpe udtryk, som apostlen på dette sted bruger mod de jødiske gerningslærere, har voldt nogle eksegeter besvær. Disse udtryk, «som røber en heftig sindsbevægelse», synes nemlig ikke at passe til den «milde tone», som ellers præger Filipperbrevet, og især ikke til de ord, der går umiddelbart forud, hvor apostlen opfordrer menigheden til at glæde sig i Herren.¹⁴¹⁹ Men den saglige sammenhæng ligger lige for. Jo mere herligt Guds nådeværk i menigheden i Filippi trådte frem, desto heftigere blussede apostlen op i hellig vrede mod de judaistiske vranglærere, som med deres gerningslære truede hele grundvolden for den kristne tro og det kristne liv.

¹⁴¹⁵ Gal 2,21. Luther til stedet: «Enhver, der søger retfærdigheden uden for troen på Kristus, hvad enten det er ved gerninger, fyldestgørelser eller lidelser eller ved Guds lov, han kaster Guds nåde bort og foragter Kristi død, hvor meget han så end med munden forsikrer det modsatte.» «Den, der vil vise sin veltalenhed, har her stof i overflod til at fremhæve og udfolde, hvilken forfærdelig gudsbespottelse læren om retfærdigheden af loven og af gerningerne er. Kunne man vel tillægge mig noget mere forfærdeligt eller en større gudsbespottelse, end at jeg gør Kristi død forgæves, når jeg vil holde loven for at blive retfærdig ved den? Men at gøre Kristi død forgæves er også at gøre hans opstandelse, hans sejr, hans ære, hans rige, himlen, jorden, Gud selv, Guds majestæt, kort sagt alt forgæves.»

¹⁴¹⁶ Gal 5,4. Luther til stedet: «Det skal man lægge godt mærke til, at Paulus siger: At ville blive retfærdig ved loven er ikke andet end at blive skilt fra Kristus, og at han bliver os fuldstændig unyttig. … Det er umuligt, at Kristus og loven bor i hjertet på samme tid; for enten må loven eller Kristus vige. … Den rette erkendelse af Kristus, eller troen, diskuterer ikke, om du har gjort gode gerninger til retfærdighed eller onde gerninger til fordømmelse, men holder ganske enkelt fast ved dette: Har du gjort gode gerninger, så bliver du ikke retfærdig af den grund; har du gjort onde gerninger, så bliver du ikke fordømt af den grund.»

¹⁴¹⁷ Gal 1,8–9. Luther, St. L. IX, 83 ff.: «Paulus taler her bare flammer, og han er så heftigt optændt, at han begynder at forbande selv englene, så at sige. … Han bandlyser og forbander rent ud alle lærere, sig selv, sine brødre, en engel og derefter hvem som helst andre, nemlig dem, der lærer imod evangeliet. … Gid Gud ville, at denne forfærdelige dom fra apostlen måtte jage en skræk i dem, der forvrænger Paulus’ evangelium, og som verden desværre er fuld af i dag.»

¹⁴¹⁸ Βλέπετε τοὺς κύνας, βλέπετε τοὺς κακοὺς ἐργάτας, βλέπετε τὴν κατατομήν [Betragt hundene, betragt de onde arbejdere, betragt de skamskårne].

¹⁴¹⁹ Heller ikke Meyer kan forlige sig med, at disse «besynderlige udtryk», «dette udbrud» af polemik, står i Filipperbrevet, som er skrevet i en så «blød og inderlig tone». Han antager derfor et tabt Filipperbrev, hvor apostlen «sandsynligvis udførligt og med hele den heftige polemiks ild har udtalt sig om de judaistiske vranglærere for at advare læserne». Over for dette har allerede Wiesinger med rette bemærket, at man ikke kan antage, at apostlen skulle have lånt «besynderlige udtryk» og «udbrud» fra et andet brev, som ikke passede ind i sammenhængen i dette brev.

3. Forudsætningerne for retfærdiggørelsen ved troen uden gerninger

Allerede under læren om Kristi forsoningsværk blev det udførligere vist, at retfærdiggørelsen ved troen, eller den subjektive retfærdiggørelse, har den såkaldte objektive retfærdiggørelse, eller hele menneskeverdenens forsoning, som sin forudsætning.¹⁴²⁰ Der kunne slet ikke være tale om en retfærdiggørelse ved troen uden lovens gerninger, hvis ikke hele menneskeverdenens retfærdiggørelse for Kristi stedfortrædende fyldestgørelses skyld allerede var til stede i Guds hjerte og forelå forkyndt i evangeliet. Alle de, der fornægter den objektive retfærdiggørelse eller, hvad der er det samme, den objektive forsoning, må, hvis de vil være konsekvente, også fornægte, at den subjektive retfærdiggørelse sker ved troen. Er tilgivelsen ikke objektivt til stede ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria), så bliver troen på en eller anden måde opfattet som et supplement til Kristi fortjeneste, det vil sige som en menneskelig præstation. Men at den objektive forsoning eller retfærdiggørelse er Skriftens lære, blev vist under læren om Kristi opstandelse og i afsnittet «Objektiv og subjektiv forsoning».¹⁴²¹ Også den lutherske bekendelse grunder retfærdiggørelsen ved troen på den kendsgerning, at Gud ved Kristus er forsonet med verden, og at syndernes forladelse nu tilbydes i evangeliet som noget, der er lovet (res promissa).¹⁴²²

¹⁴²⁰ S. 413. Jf. Verhandlungen der ersten Versammlung der Synodalkonferenz [forhandlingerne på Synodalkonferencens første møde] 1872, s. 31 ff.

¹⁴²¹ S. 379 ff. 411 ff. Om den «almindelige eller såkaldte objektive retfærdiggørelse» jf. også Stöckhardt, Römerbrief, s. 262 f. 213 f.

¹⁴²² Apologien, s. 103, 87: «Uforskyldt bliver vi retfærdiggjort ved troen, idet vi tror, at Gud er forsonet (placatum) med os for Kristi skyld.» Samme sted, s. 102, 84: «Syndernes forladelse er lovet for Kristi skyld (res promissa propter Christum). Derfor kan ingen opnå den uden alene ved troen. For løftet kan man ikke gribe eller få del i uden alene ved troen.»

En yderligere nødvendig forudsætning for retfærdiggørelsen ved troen er den almindelige nåde (gratia universalis). Er ikke alle mennesker fuldkomment forsonet med Gud ved Kristus, og bliver syndernes forladelse ikke tilbudt alle mennesker uden forskel i evangeliet, så kan troen heller ikke tilegne sig syndernes forladelse fra evangeliet. Fornægtelsen af den almindelige nåde får den, der er forfærdet over sin synd, til at grunde syndernes forladelse på den «indgydte nåde» (gratia infusa) og dermed gå over på romersk-katolsk område. Dette blev allerede vist under læren om nåden og om troen.¹⁴²³

¹⁴²³ S. 54 f. 516. 521.

Retfærdiggørelsen ved troen uden lovens gerninger har desuden som forudsætning, at troen opstår af nåde alene (sola gratia). Holder vi ikke omhyggeligt enhver menneskelig medvirken (semipelagianisme, synergisme) borte fra troens tilblivelse, så bliver selve troen for os til en delvis menneskegerning. Men dermed er Skriftens lære om den retfærdiggørende tro opgivet, fordi Skriften i retfærdiggørelsen sætter troen op imod alle menneskegerninger (Rom 3 og 4). Synergismen i alle dens nuancer har den virkning, at den forvandler Bibelens lære om retfærdiggørelsen til romersk-hedensk gerningslære, selv når udtrykket «sola fide» bibeholdes. Derfor sagde Luther, at Erasmus som forsvarer af den frie vilje (liberum arbitrium), af evnen til selv at vende sig til nåden (facultas applicandi se ad gratiam), forsvarede selve pavedømmets grundvold. Også dette blev vist tidligere.¹⁴²⁴

¹⁴²⁴ S. 11 ff. 542 ff.

Endelig må det med eftertryk fremhæves, at læren om retfærdiggørelsen ved troen ikke kan fastholdes uden Bibelens lære om nådemidlerne. Sagen står sådan: Tager vi ikke forsikringen om syndernes forladelse fra de objektive nådemidler, så gør vi tilgivelsen afhængig af vores subjektive tilstand: af vores følelse, vores værdighed, kort sagt af vores egen beskaffenhed, ja, måske endda af beskaffenheden og tilstanden hos dem, der forvalter nådemidlerne.¹⁴²⁵ For så vidt som de konsekvente reformerte taler om en umiddelbar virksomhed fra Helligånden, det vil sige en virksomhed, der åbenbarer og virker løst fra nådemidlerne,¹⁴²⁶ og nyere lutheranere vil grunde troen på «Kristi person», «Kristi historiske virkelighed», i stedet for alene på den syndernes forladelse, som er tilsagt i evangeliets ord,¹⁴²⁷ grunder de retfærdiggørelsen på den indgydte nåde (gratia infusa) og ser sig i læren om retfærdiggørelsen trængt over i den romersk-katolske lejr. Sværmerne blev ganske vist ikke trætte af at kalde Luthers insisteren på det ydre ord og de objektive nådemidler for bogstavtjeneste og pavelig surdej. Men ved at afvise de nådemidler, Gud har indstiftet, blev de ført tilbage midt ind i pavedømmet, og Luther gik ikke for vidt, når han sagde, at pavelige og sværmere er ét og det samme, for så vidt som begge viser synderen hen til den «indgydte nåde».¹⁴²⁸ Skriften lægger særlig vægt på at indskærpe, at retfærdiggørelsen sker ved evangeliets ord, og det ikke blot i den forstand, at evangeliets ord belærer os om, hvordan retfærdiggørelsen sker – hvad det ganske vist også gør –, men også i den særlige forstand, at Guds retfærdiggørende handling foreligger i evangeliets ord og dér – i Ordet – gribes eller tilegnes af troen. Som et skriftmæssigt aksiom må det gælde: Så nær evangeliets ord er os, så nær er Guds retfærdiggørende dom os hver gang. Særlig eftertrykkeligt lærer Paulus dette i Rom 10,5 ff., hvor han sammenligner retfærdigheden af loven (τὴν δικαιοσύνην τὴν ἐκ τοῦ νόμου) og retfærdigheden af troen (τὴν ἐκ πίστεως δικαιοσύνην) med hensyn til, hvordan mennesket opnår dem. Retfærdigheden af loven beskriver Moses sådan: «Den, der gør det» (αὐτά, det, som loven befaler), «skal leve ved det», v. 5. Men mellem retfærdigheden af loven og mennesket ligger menneskets egen opfyldelse af loven. Og fordi denne opfyldelse ikke er mulig for mennesket (οὐδὲ γὰρ δύναται ὑποτάσσεσθαι τῷ νόμῳ [for det kan heller ikke underordne sig under loven], Rom 8,7), er retfærdigheden af loven rykket langt bort fra ham, ja, uopnåeligt langt væk. Mellem mennesket og retfærdigheden af loven tårner sig et højt bjerg op, som ingen kan bestige, nemlig den fuldkomne opfyldelse af loven, som kræves (Gal 3,10–12). Men anderledes forholder det sig med retfærdigheden af troen. Apostlen personificerer troens retfærdighed og lader den tale sådan til mennesket: «Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen? … eller: Hvem vil stige ned til afgrunden?» Det vil sige: Tro endelig ikke, at du ved den yderste anstrengelse må hente mig – troens retfærdighed – hid langt borte fra! Sagen står helt anderledes. Der er ikke brug for nogen rejse, hverken op til himlen eller ned i afgrunden, men – sådan fortsætter retfærdigheden af troen –: «Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte, det vil sige troens ord, som vi forkynder.» Den tanke, der her klart udtales, er denne: Så nær troens ord, det vil sige evangeliet, er os, så nær er også Guds retfærdiggørende dom os hver gang. Har vi et evangelisk ord i munden, for eksempel ordet: «For således elskede Gud verden» osv., så er Guds retfærdiggørende dom dermed i vores mund, og vi har tilegnet os den, når vi tror ordet. Bevæger vi et evangelisk ord i vores hjerte, for eksempel ordet: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd», så er Guds retfærdiggørelse i vores hjerte, og vi tilegner os den, idet vi tror ordet. I vor tid er ordet «aflæse» blevet brugt i spørgsmålet om den «kristne vished». Man har stillet spørgsmålet: «Hvor kan mennesket aflæse sin retfærdiggørelse?» Svaret må lyde: I evangeliets ord, som tilsiger syndernes forladelse χωρὶς ἔργων νόμου [uden lovens gerninger].¹⁴²⁹ På det videre spørgsmål, hvordan syndernes forladelse er kommet ind i Ordet, kender vi også svaret. Forladelsen af vore synder måtte ganske vist komme fra himlen og også hentes op fra dybet. Men det er sket ved Kristus. Kristus, Guds Søn, er kommet fra himlen ved sin menneskevordelse. Han er også steget ned i dybet, i død og grav. Men derved har Gud gjort et underfuldt værk af nåde og barmhjertighed: Han har derved forsonet verden med sig selv og så oprettet ordet om den skete forsoning blandt os. Hvor evangeliet nu end er, dér er Guds forladelse af synderne, og den, der tror evangeliet, har syndernes forladelse. Det indskærper apostlen os, når han på dette mærkværdige sted siger i modsætning til menneskets egne anstrengelser for at nå retfærdigheden: «Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte.» Og det er nu, som Luther hele tiden minder om, den kunst, som hver kristen for sit eget vedkommende må lære igen og igen: ikke at søge retfærdigheden i det fjerne, det vil sige ad gerningernes vej, men i det nære, nemlig i evangeliet.¹⁴³⁰ Rom med sin gerningslære, sværmerne med deres fornægtelse af nådemidlerne og alle de nyere teologer med deres fornægtelse af den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) sender menneskene på rejse ud i det fjerne, som om Guds Søn ikke var steget ned fra himlen og igen var faret op fra dybet og havde lagt syndernes forladelse ind i evangeliets ord. De kristne lærere derimod viser alle forfærdede syndere hen til evangeliets nære ord, som tilsiger hver synder den tilgivelse, Kristus har erhvervet. – Ingen lærer siden apostlenes tid har så vældigt lært sandheden om, at Gud kun tilgiver synden ved evangeliets ord, og at troen skal tage syndernes forladelse fra Ordet, som Luther. Igen og igen afviser han den forkerte tanke om «to nøgler», hvor den forfærdede synder tænker: Menneskene her på jorden, som ikke kan se ind i mit hjerte, prædiker nok evangeliet for mig og tilsiger mig tilgivelse, men Gud, som kender hjerterne, er måske stadig vred på mig. Over for det fremholder Luther: Der er ikke to nøgler, men kun én. Det er ganske vist i hvert tilfælde Gud, der tilsiger tilgivelsen. Intet menneske kan tilgive synd. Men himmerigets nøgler er efter Guds ordning her på jorden i evangeliets ord. Gud i himlen tilgiver synderne på jorden ved evangeliets ord, som i hvert konkret tilfælde er Guds eget ord og røst, helt uanset hvordan og af hvem evangeliet kommer til os.¹⁴³¹ Luther kalder tanken om to nøgler «ganske pelagiansk, tyrkisk, hedensk, jødisk, gendøbersk, sværmerisk og antikristelig», fordi denne tanke bygger på den forudsætning, at syndernes forladelse ikke er fuldt erhvervet af Kristus og tilbudt i evangeliet, men helt eller delvis stadig beror på menneskers anger og værdighed.¹⁴³²

¹⁴²⁵ Sådan Rom, de episkopale og de romaniserende nyere lutheranere.

¹⁴²⁶ S. 11, note 28.

¹⁴²⁷ Den udførligere fremstilling s. 535 ff.

¹⁴²⁸ St. L. XIII, 2437 ff.

¹⁴²⁹ Luther, St. L. XIII, 2440: «Gud har lagt syndernes forladelse ind i den hellige dåb, i nadveren og i Ordet. Ja, han har lagt den i munden på ethvert kristent menneske, når han trøster dig og tilsiger dig Guds nåde ved Jesu Kristi fortjeneste, så at du ikke skal tage imod det og tro det anderledes, end om Kristus selv havde tilsagt dig det med sin mund.» Vorträge über die Lehre von der Rechtfertigung [foredrag om læren om retfærdiggørelsen] af F. P., St. Louis 1889, s. 97: «Den, der søger nåden i det fjerne, nemlig ad de egne gerningers vej, farer vild og opnår den ikke. Lad nogen rejse jorden rundt, lad ham drage på pilgrimsfærd hele sit liv, lad ham rejse til Spanien eller til Rom eller til Palæstina: Han kommer på den måde ikke ét skridt nærmere til nåden, han opnår på den måde ingen nåde. Lad nogen hele livet plage og pine sit legeme, lad ham inderst i sin sjæl bekymre sig om nåden hele sit liv: Det er alt sammen forgæves! Nåden er i evangeliets ord, og et menneske har nåde, når et evangelisk skriftord holdes frem for ham, og han tror det. – Det er nu den kunst, som hver kristen for sit eget vedkommende må lære: ikke at søge nåden i det fjerne, ad gerningernes vej, men i det nære, i evangeliet. Og det er den kunst, som De engang som evangeliske prædikanter i kraft af Deres embede skal lære andre. Af naturen kan mennesket ikke denne kunst; af naturen søger det altid nåden i det fjerne, ad gerningernes vej. Og de kristne bliver heller aldrig udlært i denne kunst, så sandt som de endnu har kød og blod på sig og blander lov og evangelium sammen hos sig selv. Heller ikke vi er endnu udlært i denne kunst. Hvor kær og dyrebar ville tilgivelsen ikke altid være for os, hvordan ville vi ikke hver gang høre den med et hjerte, der svulmer af glæde, hvis vi for alvor troede, at al nåde bringes os i den! Hvor flittigt ville vi ikke høre, læse og betragte Guds ord, hvis vi virkelig altid holdt os for øje, at al den nåde, som Kristus har erhvervet, tilbydes os ved dette ord! Hvor kært og dyrebart ville ikke hvert eneste evangelisk skriftord være for os, hvis vi holdt fast ved – hvad der jo er sandt –, at al nåde og dermed himlen og frelsen stråler os i møde fra det! Hvor flittige ville vi ikke være til at indprente os evangeliske skriftord og lære dem udenad, så vi kunne sige dem for os selv på rejser, under arbejdet og i ensomheden, hvis vi holdt fast ved: I hvert evangelisk skriftord er alt det indesluttet, som vi som fattige syndere trænger til!»

¹⁴³⁰ St. L. XIX, 946: «Vær du vis på, at Gud ikke har nogen anden måde at tilgive synden på end ved det mundtlige Ord, som han har befalet os mennesker. Hvis du ikke søger tilgivelsen i Ordet, vil du forgæves gloe op mod himlen efter nåden eller, som de siger, efter den indvortes tilgivelse.»

¹⁴³¹ Luk 10,16: «Den, som hører jer, hører mig.» Den videre udfoldelse findes i afsnittet «Udøvelsen af Kristi profetiske embede i ophøjelsens stand», s. 400 ff. Kristus er egentlig den person, som i hvert konkret tilfælde handler med os i Ordet, i dåben og i nadveren, det vil sige retfærdiggør os.

¹⁴³² St. L. XIX, 943 ff.: «Angre skal du, det er sandt; men at syndernes forladelse først derved skulle blive vis, og at nøglens værk skulle bekræftes derved, det er at forlade troen og at fornægte Kristus» (i hans forsoningsværk). «Han vil tilgive og skænke dig synden ved nøglen, ikke for din skyld, men for sin egen skyld, af lutter nåde.» Til hele afsnittet jf. de længere udredninger St. L. XIII, 2437 ff.; V, 1172 f.; III, 1691 ff.; XIX, 943–949. Særlig om, at sværmerne ved at skubbe nådemidlerne til side igen bliver «munke og gerningshellige» og blander retfærdiggørelse og helliggørelse, lov og evangelium sammen: St. L. IX, 413 f.; VII, 2346 f.; IX, 197 f.

4. Retfærdiggørelseslærens centrale stilling

Der findes talrige udsagn, hvor de lutherske bekendelsesskrifter, Luther og de lutherske lærere kalder artiklen om retfærdiggørelsen et sammendrag af hele den kristne lære eller erklærer den for den hovedartikel, som den kristne lære og kirke står og falder med (articulus stantis et cadentis ecclesiae). Sidst i dette afsnit anfører vi nogle vidnesbyrd herom. Denne centrale stilling er ikke udtænkt af de lutherske lærere; den læres i selve Skriften, fx med ordene i 1 Kor 2,2: «For jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet.» Vi ved, at Paulus ved siden af også har lært loven med vældig kraft. Han har udførligt bevist, at både jøder og hedninger er under synd (Rom 3,9), og at hele verden er strafskyldig over for Gud (Rom 3,19). Paulus har også meget udførligt og med stor alvor lært helliggørelsen og de gode gerninger. Han vil, «at de som er kommet til tro på Gud, skal fokusere på at engagere sig i gode gerninger» (καλῶν ἔργων προΐστασθαι), og at de skal være «ivrige (zeloter) efter at gøre gode gerninger».¹⁴³³ Overhovedet har Paulus ikke holdt noget tilbage, men har forkyndt hele Guds råd, πᾶσαν τὴν βουλὴν τοῦ θεοῦ (ApG 20,27). Når apostlen alligevel forsikrer, at han kun har prædiket Kristus som korsfæstet, siger han dermed, at han har sat alle andre lærestykker i forhold til denne grundsandhed: at mennesket bliver frelst uden egen fortjeneste ved troen på den korsfæstede Kristus. Allerede i Det Gamle Testamente indtager den kristne retfærdiggørelseslære denne centrale stilling. Om Kristus vidner alle profeterne, og det ikke som om den bedste «morallærer» eller om en højere moral, men i denne særlige betydning, «at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn» (ApG 10,43) – «ved hans navn», det vil sige ved det, han har gjort for menneskene.¹⁴³⁴ Heller ikke er det kun hos apostlen Paulus – hvad en del af de moderne teologer vil indrømme – at læren om retfærdigheden ved troen på den korsfæstede Kristus indtager den centrale stilling. Det samme gælder også «i Jesu lære». Når Menneskesønnen ifølge Jesu lære er kommet for at give sit liv som løsesum (λύτρον) for mange og udgyde sit blod til syndernes forladelse,¹⁴³⁵ så er den «paulinske retfærdiggørelseslære» dermed allerede sat i centrum, og al plads er taget fra at blive retfærdig og frelst ud fra «menneskets moral». Ifølge Skriften grupperer alle andre lærestykker sig om retfærdiggørelseslæren på denne måde: Der er givet menneskene en guddommelig lov, som forpligter alle mennesker (Gal 3,12). Men ad lovens vej bliver intet menneske retfærdigt for Gud (Gal 2,16), fordi intet menneske holder loven (Rom 3,23). Ad de egne gerningers vej opnår menneskene ikke retfærdiggørelsen, men forbandelsen (Gal 3,10). Men med dette sørgelige resultat er Guds kærlighed, barmhjertighed osv. ikke tilfreds. Gud er en stor menneskeven: ἡ φιλανθρωπία ἐπεφάνη τοῦ σωτῆρος ἡμῶν θεοῦ, Tit 3,4 [Guds, vores frelsers, … kærlighed til mennesker blev åbenbaret]. Gud har elsket verden, og det i så overordentlig grad (οὕτως), at han gav den sin Søn – ikke blot som dydslærer, men i den helt bestemte funktion, at han, Guds Søn, der var blevet menneske, skulle opfylde loven og give sit liv i menneskenes sted, og alt dette i den hensigt, at menneskene ved Guds Søns lidelse og gerning skulle blive retfærdige uden egne gerninger.¹⁴³⁶ Sådan er hele kristologien (De persona et de officio Christi [om Kristi person og embede]) ifølge Skriften intet andet end fundamentet under læren om retfærdiggørelsen. Og hvad angår det så vidtrækkende og mangeartede lærestykke om helliggørelsen og de gode gerninger, viser Skriften med stor omhu, at der slet ikke kan blive tale om helliggørelse og gode gerninger undtagen som følge og virkning af retfærdiggørelsen uden gerninger.¹⁴³⁷ Videre: Om den kristne kirke siger Skriften, at den hverken er mere eller mindre end fællesskabet af dem, der tror løftet, det vil sige syndernes forladelse for Kristi skyld,¹⁴³⁸ og det kristne prædikeembede er ἡ διακονία τῆς δικαιοσύνης (2 Kor 3,9) [tjenesten som fører til retfærdighed], det embede, der lærer retfærdigheden af evangeliet uden lovens gerninger. Dåben og nadveren er nådemidler, «tegn og vidnesbyrd om Guds [nådige] vilje mod os» (Den Augsburgske Bekendelse, art. 13), som midler for retfærdiggørelsen.¹⁴³⁹ Loven og evangeliet er ganske vist begge Guds ord, og det er forbudt at ændre noget ved det ene eller det andet.¹⁴⁴⁰ Men inden for frelsesordenen kommer loven ikke til at stå som en selvstændig størrelse ved siden af evangeliet; loven med sin åbenbaring af Guds vrede står i Skriften propter evangelium [for evangeliets skyld], sådan som Skriften bevidner på mange måder.¹⁴⁴¹ Sagen står derfor sådan: Når den kristne lære fremstilles rent ud fra Skriften uden iblanding af fremmede principper, erkender man a posteriori, at den ikke består af usammenhængende enkeltheder, men danner en fast sluttet enhed, hvor retfærdiggørelsen ved troen uden lovens gerninger står så meget i centrum, at alle andre lærestykker forholder sig til den dels som det, der går forud (antecedens), dels som det, der følger efter (consequens). Ud fra læren om retfærdiggørelsen bliver derfor også hele den kristne lære let at forstå, mens man uden forståelse af denne lære ikke kan skelne kristendommen fra hedenskabet. Dette punkt skal udfoldes nærmere i afsnittet «Skadeligheden af vildfarelse i læren om retfærdiggørelsen».

¹⁴³³ Tit 3,8.14; 2,14.

¹⁴³⁴ Meyer har ret i sin udlægning af stedet: «den objektivt fuldbragte forløsning». Apologien, s. 105, 98: Nomen Christi tantum fide apprehenditur. Igitur fiducia nominis Christi, non fiducia nostrorum operum, salvamur. Nomen enim significat causam, quae allegatur, propter quam contingit salus. Et allegare nomen Christi est confidere nomine Christi, tanquam causa seu pretio, propter quod salvamur [Kristi navn gribes alene ved troen. Altså bliver vi frelst ved tillid til Kristi navn, ikke ved tillid til vore gerninger. For «navnet» betegner den grund, der påberåbes, og for hvis skyld frelsen sker. Og at påberåbe sig Kristi navn er at stole på Kristi navn som den grund eller den løsesum, for hvis skyld vi bliver frelst]. S. 102, 83: Petrus allegat consensum omnium prophetarum. Hoc est vere allegare ecclesiae auctoritatem [Peter påberåber sig alle profeternes samstemmende vidnesbyrd. Det er i sandhed at påberåbe sig kirkens autoritet].

¹⁴³⁵ Matt 20,28; 26,28.

¹⁴³⁶ Rom 5,9–10.18–19; 2 Kor 5,21.

¹⁴³⁷ Rom 6,14; 7,5–6; Jer 31,31–34.

¹⁴³⁸ Gal 4,21 ff.

¹⁴³⁹ ApG 2,38; Matt 26,28; Luk 22,19–20.

¹⁴⁴⁰ Matt 5,17 ff.; Gal 1,8–9.

¹⁴⁴¹ Gal 3,22–26; Rom 3,19–24; 5,20–21; ApG 13,38–41; Rom 10,4.

Om læren om retfærdiggørelsen som den kristne læres hovedartikel og om denne lærdoms centrale stilling hedder det i De Schmalkaldiske Artikler (s. 300, 5): «Fra denne artikel kan man ikke vige eller give efter på noget punkt, om så himmel og jord og alt, hvad der ikke vil bestå, faldt sammen. For der er ikke givet mennesker noget andet navn, som vi kan blive frelst ved, siger Peter i ApG 4,12. Og ved hans sår er vi helbredt, Es 53,5. Og på denne artikel står alt det, vi lærer og lever imod paven, Djævelen og verden. Derfor må vi være helt sikre på den og ikke tvivle; ellers er alt tabt, og paven og Djævelen og alt, hvad der er imod os, får sejr og ret.» I indledningen til Apologiens 4. artikel (s. 86, 1–4) hedder det: «En sådan strid» (mellem os og de romerske om, at ingen opnår syndernes forladelse undtagen alene ved troen på Kristus) «gælder den højeste og vigtigste artikel i hele den kristne lære, så at der ligger overmåde meget på denne artikel. Den tjener også frem for alt til en klar og rigtig forståelse af hele Den Hellige Skrift, den alene viser vejen til den uudsigelige skat og til den rette erkendelse af Kristus, og den alene åbner døren til hele Bibelen; uden denne artikel kan heller ingen fattig samvittighed have en ret og varig trøst eller erkende rigdommen af Kristi nåde.» Forholdet mellem artiklen om retfærdiggørelsen og kirken beskrives i Luthers kendte ord: Hic locus caput et angularis lapis est, qui solus ecclesiam Dei gignit, nutrit, aedificat, servat, defendit, ac sine eo ecclesia Dei non potest una hora subsistere [Dette lærestykke er hovedet og hjørnestenen; det alene føder, nærer, opbygger, bevarer og forsvarer Guds kirke, og uden det kan Guds kirke ikke bestå en eneste time]. Med hensyn til kirkens lærere tilføjer Luther: Neque quisquam recte docere potest in ecclesia nec ulli adversario feliciter resistere, qui hunc locum non tenuerit [Og ingen, som ikke holder fast ved dette lærestykke, kan lære ret i kirken eller med held stå nogen modstander imod]. (Opp. v. a. VII, 512. St. L. XIV, 168.) Meget udførligt taler Luther om retfærdiggørelseslærens centrale stilling ved Joh 16,3 (St. L. VIII, 627 ff.), og ligeledes i slutningen af sin udlægning af Sl 117 (V, 1170). Chemnitz påpeger i fortalen til De iustificatione (Loci 1599, II, 545 ff.), at Luthers bekymring for, at læren om retfærdiggørelsen ville blive formørket efter hans død, snart var gået i opfyldelse. I denne sammenhæng siger Chemnitz om læren om retfærdiggørelsen: Hic unicus locus praecipue discernit ecclesiam a reliquis omnibus gentibus et superstitionibus. … Imo hic locus est tanquam arx et praecipuum propugnaculum totius doctrinae et religionis Christianae, quo vel obscurato vel adulterato vel subverso impossibile est puritatem doctrinae in aliis locis retinere. Salvo autem hoc loco corruunt per se omnes idolomaniae, superstitiones et quidquid est corruptelarum in omnibus fere aliis locis [Dette ene lærestykke er det, der frem for alt adskiller kirken fra alle andre folk og fra al overtro. … Ja, dette lærestykke er så at sige borgen og hovedbolværket for hele den kristne lære og religion; bliver det formørket, forfalsket eller omstyrtet, er det umuligt at bevare lærens renhed i de andre lærestykker. Men står dette lærestykke uskadt, falder al afgudsdyrkelse, al overtro og alt, hvad der findes af fordærvelse i næsten alle de andre lærestykker, af sig selv]. Kromayer: Quidquid de imagine Dei, peccato, libero vel potius servo arbitrio, paucis, de miseria nostra et vicissim de remedio, Christi persona et officio, de poenitentia, de fide, scire nos convenit, ad hunc articulum, quo coram Deo iustificamur et salvamur, fertur [Kort sagt: Alt, hvad det tilkommer os at vide om Guds billede, om synden, om den frie eller rettere den trælbundne vilje, om vores elendighed og omvendt om lægemidlet, om Kristi person og embede, om omvendelsen og om troen, sigter mod denne artikel om, hvordan vi bliver retfærdiggjort og frelst for Gud]. (Theol. pos.-pol. I, 605; hos Baier III, 245.) Samme forfatter: Quodsi articuli fidei dividantur in fundamentales, circumfundamentales et praeter fundamentales, hic omnium fundamentalissimus est, cuius ignorantia cum iactura salutis est coniuncta. Quodsi ad ordinem analyticum habetur respectus, hic articulus finem theologiae internum, per quem finem externum, salutem aeternam, obtinemus, constituit [Deler man troens artikler i grundlæggende, dem der ligger omkring grundvolden, og dem der ligger uden for grundvolden, så er denne artikel den mest grundlæggende af alle, og uvidenhed om den er forbundet med tab af frelsen. Ser man på den analytiske orden, udgør denne artikel teologiens indre mål, hvorved vi når det ydre mål, den evige frelse]. (Theol. pos.-pol. I, 606; hos Baier III, 246.)

5. Den faktiske enighed blandt alle kristne i artiklen om retfærdiggørelsen

I den kristne kirke findes der, som Luther ofte minder om, stærke og svage, vise og enfoldige. Ikke alle kristne har nået samme grad af erkendelse af den kristne lære.¹⁴⁴² Det har allerede gentagne gange været nødvendigt at påpege, at renlærighed og medlemskab af den kristne kirke ikke dækker hinanden.¹⁴⁴³ Men på ét punkt er alle kristne fuldstændig enige, nemlig i artiklen om retfærdiggørelsen, det vil sige i troen på, at de af Guds nåde, for Kristi skyld, uden egen fortjeneste opnår syndernes forladelse. Denne tro findes også i hjertet hos de svageste kristne, fordi et menneske først bliver kristen ved denne tro. Et menneske bliver ikke kristen ved troen på, at der er en Gud – det ved også de ikke-kristne, Rom 1,19 –, heller ikke ved troen på, at Gud har skabt verden og styrer den – heller ikke det er hedningerne helt ubekendt, Rom 1,20 –, heller ikke ved troen på, at Gud lønner det gode og straffer det onde – også den erkendelse har selv hedningerne, Rom 1,32; 2,14–15 –, heller ikke ved stræben efter at gøre det gode og lade det onde efter samvittighedens vidnesbyrd – også den stræben findes endnu hos hedningerne, og dog har de intet håb, Ef 2,12 –, heller ikke ved troen på «historien om Kristus», at Kristus er Guds Søn og er død og opstået – det tror også djævlene, Matt 8,29 –; nej, et menneske bliver alene derved et lem af den kristne kirke, en kristen, at han under samvittighedens rædsler (terrores conscientiae) fuldstændig fortvivler over al egen moral og ved Helligåndens virkning tror «virkningen» (effectus) af «historien om Kristus», nemlig at hans synder bliver ham tilgivet for Kristi skyld, at han altså for sin egen person tror artiklen om retfærdiggørelsen. Sådan har alle profeterne lært, og sådan har alle Guds børn troet i Det Gamle Testamentes tid.¹⁴⁴⁴ Sådan lærer Det Nye Testamentes apostle, og sådan tror alle Det Nye Testamentes kristne indtil den yderste dag.¹⁴⁴⁵ Alle mennesker, som ikke har denne tro, men stræber efter retfærdiggørelsen for Gud ud fra egne gerninger, er under forbandelsen¹⁴⁴⁶ og altså extra ecclesiam [uden for kirken]; de er «enten jøder eller tyrker eller pavelige eller kættere», som Luther udtrykker det.¹⁴⁴⁷ Sådan tror også alle Guds børn, som er fanget under pavedømmet. Imod pavens forbud stoler de alene på Guds barmhjertighed i Kristus og ikke på den «indgydte nåde».¹⁴⁴⁸ Sådan tror endda i deres hjerte og for Gud mange lærere, som i deres skrifter og teologiske disputatser blander menneskelige gerninger ind i artiklen om retfærdiggørelsen, sådan som også Luther og Chemnitz minder om.¹⁴⁴⁹ Enigheden i læren om retfærdiggørelsen er det «ene sind», hvori «al kristenheden på jord» bevares af Helligånden.¹⁴⁵⁰ At de kristne til alle tider og på alle steder er fuldstændig enige i artiklen om retfærdiggørelsen, beskriver Luther (XII, 494 f.) i sammenhæng sådan: «At vi ikke på anden måde end for Kristi skyld har syndernes forladelse ved troen, det har været fædrenes og profeternes og alle de helliges tro fra verdens begyndelse og siden Kristi og apostlenes lære og prædiken, som de fik befaling om at bære ud og udbrede i hele verden; og det er stadig den dag i dag og indtil enden hele den kristne kirkes enige forståelse og holdning. Den har altid enigt og samlet troet, bekendt og stridt for denne artikel: at syndernes forladelse alene opnås og modtages i denne Herre Kristi navn, og i denne tro er de blevet retfærdige og frelst for Gud.» Når Luther og den lutherske kirke helt og fuldt og over for enhver afvigelse holder fast ved πίστει χωρὶς ἔργων νόμου [på grund af tro uden lovens gerninger, Rom 3,28], fører de ikke en partisag, men er hele kristenhedens mund på jorden.

¹⁴⁴² Ef 4,13–14; Rom 14,1 ff.

¹⁴⁴³ s. 506, note 1170.

¹⁴⁴⁴ ApG 10,43: «Om ham» (om Kristus) «vidner alle profeterne at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.» Dertil Luther, St. L. XII, 491 ff. På samme måde argumenterer Paulus overalt for δικαιοσύνη θεοῦ χωρὶς ἔργων νόμου [Guds retfærdighed uden lovens gerninger] ud fra Det Gamle Testamente, Rom 3–4; Gal 3,6–29. Jf. også Luther om protevangeliet, 1 Mos 3,15, St. L. I, 230 ff. Forunderligt er det selvbedrag, som findes hos de eksegeter, der påberåber sig deres eksegetiske akribi, når de ved «kvindens sæd», 1 Mos 3,15, ikke vil forstå Kristi individuelle person, men kun «kvindens efterkommere i almindelighed». Det er dog en almindeligt anerkendt grundsætning, som man heller ikke i den «videnskabelige» eksegese helt kan sætte sig ud over, at prædikaterne bestemmer subjektet nærmere. Men om kvindens sæd i 1 Mos 3,15 udsiges הוּא יְשׁוּפְךָ רֹאשׁ [han skal knuse dit hoved], altså overvindelsen af Djævelen, det vil sige, at den syndeskyld, som ved Djævelens forførelse var kommet over menneskene, bliver gjort til intet (Joh 12,31 ff.; 16,11). Dette prædikat tvinger os til ved kvindens sæd ikke at forstå kvindens efterkommere i almindelighed, men den individuelle kvindesæd, Kristus. Det samme må siges om «Abrahams sæd», og vi må frikende apostlen Paulus for «rabbinsk» eksegese (Meyer til Gal 3,16). Jf. Philippis ekskurs til Romerbrevets kap. 4.

¹⁴⁴⁵ Paulus bekender i Rom 3,28; 5,1 ff. osv. ikke blot sin egen, men alle kristnes tro. Det Nye Testamentes Guds børn er alle sammen Abrahams børn, fordi de er ἐκ πίστεως υἱοὶ Ἀβραάμ, Gal 3,7 [de med troen er Abrahams sønner].

¹⁴⁴⁶ Gal 3,10: ὅσοι γὰρ ἐξ ἔργων νόμου εἰσίν, ὑπὸ κατάραν εἰσίν [For alle de med lovgerninger er forbandede].

¹⁴⁴⁷ Jf. den udførlige fremstilling i note 8.

¹⁴⁴⁸ Apologien, s. 151, 271: Etiamsi in ecclesia pontifices aut nonnulli theologi ac monachi docuerunt remissionem peccatorum … per nostra opera et novos cultus quaerere, qui obscuraverunt Christi officium et ex Christo non propitiatorem et iustificatorem, sed tantum legislatorem fecerunt: mansit tamen apud aliquos pios semper cognitio Christi [Selv om paver eller nogle teologer og munke i kirken har lært, at man skal søge syndernes forladelse … ved vore egne gerninger og nye former for gudsdyrkelse, og dermed har formørket Kristi embede og gjort Kristus til ikke en forsoner og retfærdiggører, men kun en lovgiver, så forblev erkendelsen af Kristus dog altid hos nogle fromme].

¹⁴⁴⁹ Luther, De servo arbitrio, note 150. Chemnitz, Examen, De iustificatione, s. 144: Haec pauca [fra fædrenes skrifter] ideo annotavi, ut ostenderem, doctrinam nostram de iustificatione habere testimonia omnium piorum, qui omnibus temporibus fuerunt, idque non in declamatoriis rhetoricationibus nec in otiosis disputationibus, sed in seriis exercitiis poenitentiae et fidei, quando conscientia in tentationibus cum sua indignitate vel coram ipso iudicio Dei vel in agone mortis luctatur [Disse få ting har jeg noteret for at vise, at vores lære om retfærdiggørelsen har vidnesbyrd fra alle de fromme, som har levet til alle tider, og det ikke i deklamatorisk retorik eller i ørkesløse disputatser, men i omvendelsens og troens alvorlige øvelser, når samvittigheden i anfægtelserne kæmper med sin egen uværdighed, enten for selve Guds dom eller i dødskampen].

¹⁴⁵⁰ St. Louiser Gesangbuch, nr. 183, 3. Apologien, s. 151, 268: Scimus ea, quae diximus, consentanea esse scripturis propheticis et apostolicis … et universae ecclesiae, quae certe confitetur Christum esse propitiatorem et iustificatorem [Vi ved, at det, vi har sagt, stemmer overens med de profetiske og apostolske skrifter … og med hele kirken, som visselig bekender, at Kristus er forsoner og retfærdiggører].

6. Skadeligheden af vildfarelse i læren om retfærdiggørelsen

I artiklen om retfærdiggørelsen findes der ikke, som i andre lærestykker,¹⁴⁵¹ en vildfarelse af svaghed, det vil sige en vildfarelse, hvor man kan stå i troen på Kristus eller være et lem af den kristne kirke. Den, der i sit hjerte overhovedet farer vild med hensyn til læren om retfærdiggørelsen, det vil sige for Gud også stoler på egen moral, egne gerninger osv. for at opnå syndernes forladelse, han farer hver gang vild på en sådan måde, at han derved er udelukket fra at være lem af den kristne kirke. «I er kommet bort fra Kristus, I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven, I er faldet ud af nåden», Gal 5,4. Det kommer ganske vist ikke an på troens beskaffenhed, om den er svag eller stærk. Også den svage tro regnes til retfærdighed. Men troen må, som Chemnitz minder om, ikke fare vild med hensyn til sin genstand.¹⁴⁵² Den skal stole alene på den nåde, som er til stede ved Kristus og tilsagt i evangeliet, og må ikke også stole på gerningerne. Enhver deling af det menneskelige hjertes tillid er udelukket. Apologien siger med rette (s. 114, 33): «Og mener nogen, at troen på samme tid kan forlade sig på Gud og på egne gerninger, så forstår han visselig ikke, hvad tro er.»¹⁴⁵³ Som begrundelse tilføjer Apologien: «For den forskrækkede samvittighed bliver ikke tilfreds ved egne gerninger, men må råbe efter barmhjertighed og lader sig alene trøste og oprejse ved Guds ord.» «Hver gang Skriften taler om troen, mener den den tro, som bygger på lutter nåde» (s. 97, 56). Nåde og gerninger som grund til at høre til blandt Guds folk lader sig ikke kombinere; de er modsætninger, der udelukker hinanden, Rom 11,6: εἰ δὲ χάριτι, οὐκέτι ἐξ ἔργων· ἐπεὶ ἡ χάρις οὐκέτι γίνεται χάρις [Men når det er på grund af nåde, er det ikke mere på grund af gerninger, ellers er nåden ikke mere nåde]. Israel, som forsøgte at kombinere de faktorer, der udelukker hinanden, altså ville forbinde gerningerne med nåden, opnåede ikke, hvad det søgte. Gratia, nisi gratis sit, gratia non est. Gratia non est gratia ullo modo, si non sit gratia omni modo [Nåde er ikke nåde, hvis den ikke er uforskyldt. Nåde er på ingen måde nåde, hvis den ikke er nåde på enhver måde] (Augustin). Ganske vist bliver de kristne, for så vidt som de endnu har kødet (σάρξ) på sig, også anfægtet af tilliden til egne gerninger, ligesom af andre synder. Men i denne anfægtelse bliver de ved med at sejre – ellers ville de holde op med at være kristne. At blive ved sola gratia i sit inderste, det vil sige ved artiklen om retfærdiggørelsen, og at blive i kristenstanden og blandt Guds folk er i sagen ét og det samme. Og ligesom vildfarelse i artiklen om retfærdiggørelsen skiller fra Kristus og den kristne kirke, sådan skiller den også fra al kristen erkendelse. Læren om, at Gud af nåde, for Kristi fortjenestes skyld, ved troen, uden menneskelige gerninger tilgiver synden, udgør den kristne religions særkende (differentia specifica). Den, der har opgivet denne lære, har dermed opgivet evnen til at skelne mellem sand og falsk religion, mellem kristendom og hedenskab.¹⁴⁵⁴ Han anser alle religioner for i det væsentlige ens. Og det er de jo også i virkeligheden, for så vidt som de alle søger at forsone guddommen ved egen indsats og ved ofre og gudstjenester, som mennesker har udtænkt.¹⁴⁵⁵ Kun den kristne religion er anderledes. Men den er anderledes derved, at den lærer retfærdiggørelsen uden nogen som helst menneskelig indsats, ved troen på Kristus – som Chemnitz siger, at denne artikel discernit ecclesiam a reliquis omnibus gentibus et superstitionibus [adskiller kirken fra alle andre folk og fra al overtro]. Når læren om retfærdiggørelsen er opgivet, har polemikken mod andre religionssamfund derfor mistet al mening og al berettigelse. Tilbage bliver kun værdiløst kævl om, hvilke gerninger man fejlagtigt vil skaffe sig Guds nåde ved.¹⁴⁵⁶ Sådan er for eksempel Roms kamp mod logerne fuldstændig meningsløs, for så vidt som begge lærer en retfærdiggørelse ved gerningerne. Sådan kæmper også – for så vidt den kristne lære kommer i betragtning – alle de protestanter meningsløst mod Rom, som, ligesom for eksempel Kirn, vil tage «menneskehedens omskabelse» med ind i forsoningen med Gud og dermed i virkeligheden lærer den romerske fides formata [tro formet (af kærligheden)].¹⁴⁵⁷ Når artiklen om retfærdiggørelsen er opgivet, bliver også alle den kristne religions andre artikler, som artiklerne om treenigheden og om Kristi guddom, og i det hele taget hele «historien om Kristus», troet af os forgæves og til ingen nytte, når vi ikke samtidig «tror historiens virkning» (effectum historiae), «videlicet hunc articulum, remissionem peccatorum, quod videlicet per Christum habeamus gratiam, iustitiam et remissionem peccatorum» [nemlig denne artikel, syndernes forladelse, at vi altså ved Kristus har nåde, retfærdighed og syndernes forladelse], som Den Augsburgske Bekendelses 20. artikel minder om. Med rette råber Luther advarende ud i kristenheden: Lad nogen nok så meget udvortes bekende artiklerne om treenigheden og om Kristi person rigtigt – er han ved siden af fanget i den vildfarelse, at der også kræves egne gerninger for at opnå Guds nåde, så er han ikke mindre skilt fra Kristus og fra Guds nåde i Kristus end tyrken, der spotter treenigheden og Kristi guddom.¹⁴⁵⁸ Trods sin udvortes bekendelse af alle de andre artikler lever han i verden uden vished om nåden og uden håb om saligheden, fordi visheden om nåden og håbet om saligheden kun findes hos dem, som er δικαιωθέντες ἐκ πίστεως [erklæret retfærdige på grund af tro] (Rom 5,1 ff.). Han bruger heller ikke nådemidlerne (evangeliet, dåben og nadveren) som nådemidler, det vil sige som midler, der rækker syndernes forladelse frem, men kun som midler til at vække sådanne stemninger, handlinger og moralske forandringer, hvorved han mener at erhverve sig et krav på Guds nåde. Han kan heller ikke gøre gode gerninger, for gode gerninger gøres, som Luther minder om, kun ud fra himlen, nemlig alene som takoffer for, at vi ved troen på Kristi «faktiske ydelse» (propter satisfactionem a Christo praestitam [for den fyldestgørelses skyld, som Kristus har ydet]) allerede har himlen. Han tilbeder heller ikke den sande Gud, men driver afgudsdyrkelse som en hvilken som helst hedning, der tilbeder træ og sten; for en sådan Gud, som tilgiver synd og tager ind i himlen for mange eller få «etiske» ydelser, findes ikke.¹⁴⁵⁹ For alle, der fornægter den kristne retfærdiggørelseslære, er Skriften en bog, der er lukket med syv segl, fordi Skriften i Det Gamle og Det Nye Testamente efter sin udtrykkelige erklæring kun lærer den artikel, «at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans [Kristi] navn».¹⁴⁶⁰ Derfor er også alle lærere, som ikke kender artiklen om retfærdiggørelsen og ikke lærer den rent, det vil sige uden iblanding af menneskers gerninger, forførere, og de bygger ikke den kristne kirke op, men ødelægger den.¹⁴⁶¹ Det er skadeligheden af vildfarelse i læren om retfærdiggørelsen!

¹⁴⁵¹ Som fx i læren om nadveren. Jf. fortalen til Konkordiebogen, s. 16 ff.

¹⁴⁵² Loci, D. de iustif., p. m. 271: Quando fides in obiecto non errat, sed verum illud obiectum [nemlig _mediatorem in promissione gratiae_], quamvis languida, fide apprehendit, vel saltem conatur et expetit apprehendere, tunc vera est fides et iustificat [Når troen ikke farer vild med hensyn til sin genstand, men med en tro, om end svag, griber denne sande genstand (nemlig mellemmanden i nådeløftet) eller i det mindste forsøger og længes efter at gribe den, så er det sand tro, og den retfærdiggør].

¹⁴⁵³ Luther, IX, 619: «Det er umuligt, at Kristus og loven kan bo i hjertet på samme tid; enten må loven eller Kristus vige. Men mener du, at Kristus og tilliden til loven kan bo sammen i hjertet, så skal du visselig vide, at det ikke er Kristus, men Djævelen, der bor i dit hjerte; han anklager og forskrækker dig i Kristi skikkelse og kræver loven og lovens gerning til retfærdighed. Den rette Kristus, som jeg sagde kort forinden, stiller dig ikke til regnskab for dine synder og byder dig heller ikke at stole på dine gode gerninger.»

¹⁴⁵⁴ Luther, V, 1171: «Djævelen har nogle gange fået fat i mig, når jeg ikke tænkte på dette hovedstykke, og plaget mig sådan med skriftsteder, at himmel og jord blev mig for trange. Da var menneskers gerninger og love alle sammen rigtige, og i hele pavedømmet var der ingen vildfarelse. Kort sagt: ingen havde nogensinde taget fejl undtagen Luther alene; alle mine bedste gerninger, min lære, mine prædikener og bøger måtte være fordømt. Det var også nær ved, at den skændige Muhammed var blevet en profet for mig, og både tyrker og jøder lutter hellige.»

¹⁴⁵⁵ Luther, IX, 520: «Dette er den højeste visdom, retfærdighed og gudsdyrkelse, så vidt fornuften kan dømme om det, og den har alle mennesker til fælles, sådan som de er af naturen (omnes gentes [alle folk]): pavelige, jøder, muhammedanere, kættere osv. Højere end hin farisæer i evangeliet (Luk 18,11 ff.) kan de ikke komme; de kender ikke den kristne retfærdighed eller troens retfærdighed. For det naturlige menneske fatter intet af det, der hører Gud til (1 Kor 2,14), ligeledes (Rom 3,11): ’Der er ingen forstandig, der er ingen der søger Gud’ osv. Derfor er der slet ingen forskel på en pavelig, en jøde, en tyrk og en kætter. Personerne, stederne, skikkene, gudstjenesterne, gerningerne og de gudstjenstlige handlinger er ganske vist forskellige, men de har alle den samme fornuft, det samme hjerte, den samme indbildning og de samme tanker. En tyrk har nøjagtig de samme tanker som en kartusianermunk, nemlig: Gør jeg dette eller hint, så har jeg en nådig Gud; gør jeg det ikke, så er han vred på mig. Der er ingen mellemting mellem menneskers gerningsvæsen og erkendelsen af Kristus; er den formørket, så er det lige meget, om du er munk eller hedning.»

¹⁴⁵⁶ Luther, IX, 521: «Det er den yderste dårskab, at pavelige og tyrker strides med hinanden om religion og gudsdyrkelse, eftersom begge påstår, at de har den sande religion og den rette gudsdyrkelse. … For denne indbildning har de alle: Gør jeg denne gerning, så vil Gud forbarme sig over mig; gør jeg den ikke, så vil han være vred på mig.»

¹⁴⁵⁷ Luther, IX, 24 f.: «Derfor bliver de de samme folk, som de var under paven, bortset fra at de finder på nye navne og nye gerninger; men sagen forbliver den samme – ligesom tyrkerne gør andre gerninger end de pavelige, og de pavelige andre gerninger end jøderne osv. Men om de ene så gør nok så meget mere anselige, større og vanskeligere gerninger end de andre, så forbliver væsenet dog det samme; kun beskaffenheden er en anden, det vil sige, gerningerne er kun forskellige i det udvortes skin; i gerning og sandhed er det gerninger, og de, der gør dem, er ikke kristne, men er og bliver gerningshellige, hvad enten de så hedder jøder, muhammedanere, pavelige eller gendøbere osv.»

¹⁴⁵⁸ Luther, VIII, 629: «Hvor denne erkendelse af Kristus er borte, dér har solen mistet sit skin, og der er lutter mørke, så man ikke længere forstår noget ret og ikke kan værge sig mod nogen vildfarelse eller Djævelens falske lære. Og selv om man nok beholder ordene om troen og Kristus, sådan som de er blevet tilbage i pavedømmet, så er der dog ikke grund for en eneste artikel i hjertet, og hvad der ellers bliver tilbage, er lutter skum og usikre meninger (persuasiones) eller indbildning eller en malet, farvet tro.» Sp. 630: «Hvor denne erkendelse er borte, tager den alt med sig, og du kan derefter nok så meget føre og bekende alle artikler, sådan som de pavelige gør; men der er ingen alvor og ingen ret forstand i det; det er, som når man famler i mørket, og som når en blind hører tale om en farve, han aldrig har set.»

¹⁴⁵⁹ Luther, IX, 519 f.: «Enhver, der falder fra artiklen om retfærdiggørelsen, kender ikke Gud og er en afgudsdyrker. Derfor er det ganske det samme, om nogen bagefter vender sig til loven igen, eller om han vender tilbage til afgudsdyrkelsen: det kommer ud på ét, om nogen kalder sig munk eller tyrk, jøde, gendøber osv. For når denne artikel er borte, så bliver der intet andet tilbage end lutter vildfarelse, hykleri, ugudelighed og afgudsdyrkelse, hvor meget det end i det ydre ser ud som den højeste sandhed, som gudsdyrkelse og hellighed.»

¹⁴⁶⁰ ApG 10,43 (τὸ ὄνομα Χριστοῦ [Kristi navn] er den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) eller den objektive forsoning, sådan som den forkyndes); 1 Kor 2,2; Joh 5,39.

¹⁴⁶¹ Luther, IX, 25: «Derfor gentager vi uophørligt dette lærestykke om troen eller den kristne retfærdighed, lægger så stor vægt på det og driver det så alvorligt, for at det kan forblive i stadig brug og blive tydeligt adskilt fra lovens aktive retfærdighed. På anden måde vil vi ikke kunne bevare den sande teologi (for alene ud fra denne lære og i den opstår og består kirken); vi bliver straks jurister, ceremonidrivere, lovlærere og pavelige; Kristus bliver formørket, og ingen kan blive ret undervist og oprejst i kirken. Vil vi derfor være prædikanter og lærere for andre, må vi give agt på disse ting med den allerstørste omhu og holde godt fast ved denne forskel mellem lovens retfærdighed og Kristi retfærdighed.»

7. Kirkens terminologi til sikring af den kristne lære om retfærdiggørelsen

Til en rigtig forståelse af den kristne retfærdiggørelseslære tjener følgende kirkelige fagudtryk (termini):

a. Retfærdiggørelsen sker «af nåde, for Kristi skyld, ved troen». Konkordieformlen (s. 615, 25): «Til retfærdiggørelsen kræves og er alene dette nødvendigt: Guds nåde, Kristi fortjeneste og troen» (Ad iustificationem tantum haec requiruntur atque necessaria sunt: gratia Dei, meritum Christi et fides). Her skal vi blot samle, hvad der tidligere er fremlagt. «Af nåde» betegner i retfærdiggørelsen Guds nådige sindelag (gratuitum Dei favorem), som er til stede i Gud for Kristi stedfortrædende fyldestgørelses skyld, og som i nådemidlerne bydes troen som dens genstand. «Nåde» i betydningen nådegave (gratia infusa) er her ikke indbefattet, men udelukket.¹⁴⁶² – «For Kristi skyld» betyder: for Kristi stedfortrædende fyldestgørelses (satisfactio vicaria) skyld, «idet han for os har gjort loven fyldest og betalt for vore synder».¹⁴⁶³ Dette må fastholdes a) mod de romersk-katolske, som ved siden af Kristi fortjeneste gør den «indgydte nåde», kærligheden osv. til årsag (causa) til retfærdiggørelsen; b) mod alle sværmere, som ikke gør Kristi fortjeneste, men «Kristus i os» til grunden for retfærdiggørelsen; c) mod alle moderne teologer, som afviser den stedfortrædende fyldestgørelse som for «juridisk» og «tinglig» og mener: «Principielt set må alt få en etisk drejning.»¹⁴⁶⁴ Ved siden af Kristi forsoningsværk sætter de «menneskehedens omdannelse» «som medbegrundende for dets værdi for Gud».¹⁴⁶⁵ – Hvad angår udtrykket «ved troen», så menes den tro, som holder sig til de nådemidler, Gud har indstiftet, og hvorved den syndernes forladelse eller retfærdiggørelse, som Kristus har erhvervet, bliver tilsagt, og troen samtidig bliver virket eller styrket. Apologien udtrykker det sådan: «Med Gud kan man ikke handle, og Gud kan ikke gribes uden ved Ordet. Derfor sker retfærdiggørelsen ved Ordet, som Paulus siger (Rom 1,16): ’Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver som tror.’ Ligeledes (Rom 10,17): ’Troen kommer af det som høres.’ … Når retfærdiggørelsen alene sker ved Ordet, og Ordet alene gribes ved troen, så følger det, at troen retfærdiggør.» (Cum Deo non potest agi, Deus non potest apprehendi nisi per verbum. Ideo iustificatio fit per verbum … Si tantum fit iustificatio per verbum et verbum tantum fide apprehenditur, sequitur, quod fides iustificat.) Den, der ikke lader de ydre nådemidler, som Gud har indstiftet, være retfærdiggørelsens meddelende midler (media δοτικά), lader heller ikke troen gælde som retfærdiggørelsens middel (medium).¹⁴⁶⁶ Sværmerne og de nyere «oplevelses»-teologer, som lærer en nådegave og en nådevirkning uden for og ved siden af Guds ord, sætter indre «oplevelser», følelser, stemninger og forandringer i troens sted.

¹⁴⁶² Rom 11,6; 4,4.5.16. – Dette blev udførligt fremstillet i afsnittet «Den frelsende nåde», s. 5 ff. Dette begreb om «nåde» belægger Rom med band, Trid., sess. 6, can. 11 (citeret i note 26). Over for skriftsteder som 1 Pet 4,11; Rom 15,15.16; 1 Pet 2,19 er det ikke tilrådeligt med Cremer (anderledes Grimm og Preuschen) at påstå, at «nåde» i Skriften aldrig bruges i betydningen nådegave; man må tværtimod med Chemnitz m.fl. indrømme: Vocabulum gratiae in Scriptura ... aliquando etiam dona ipsa, quae ex benevolentia conferuntur, significat [Ordet «nåde» betegner i Skriften … undertiden også selve de gaver, som skænkes af velvilje]. Men det må fastholdes, at «nåde» i betydningen «nådegave», som er iboende i mennesket, ikke må gøres til en årsag (causa) til retfærdiggørelsen. (Note 21, 22, 23.)

¹⁴⁶³ Konkordieformlen, s. 612, 15. Endnu udførligere s. 622, 56 ff.

¹⁴⁶⁴ Ihmels, Zentralfragen, s. 110.

¹⁴⁶⁵ Kirn, Dogmatik, s. 118; RE, 3. udg., XX, 574; Nitzsch-Stephan, Ev. Dogmatik, s. 597. Jf. den udførlige fremstilling under «Nåden i Kristus», s. 17 ff., og «Den stedfortrædende fyldestgørelse», s. 407 ff., «Moderne forsoningsteorier», s. 429 ff.

¹⁴⁶⁶ Generalsynodens Lutheran Observer bebrejdede i 1862 lutheranerne i St. Louis, at de kun havde «bragt 5000 til kirken», fordi de i stedet for at følge den amerikanske vækkelsesmetode holdt fast ved den «sakramentale religion», nemlig ved de ydre nådemidler. Med dette gamle «system» lærte lutheranerne i St. Louis en frelse «uden omvendelse og tro». Walther svarede: «At den gamle lutherske kirke så alvorligt holder fast ved nådemidlerne, har ikke sin grund i, at den derved vil helbrede menneskene uden omvendelse og tro, som ved legemlige lægemidler, man blot skal indtage, og som så også virker i søvne, men i, at den så alvorligt fastholder, at den fattige synder alene ved troen, uden gerninger, uden fortjeneste, af nåde bliver retfærdig og frelst for Gud, det vil sige: ikke ved at han selv gør, virker eller fortjener noget, men ved at Gud tilbyder ham alt i nådemidlerne og virker ved dem. I den forstand finder vi os gerne i, at vores religion kaldes ’sakramental’.» (L. u. W. 1862, s. 152 f.)

Hele udtrykket «af nåde, for Kristi skyld, ved troen» udtrykker det, som efter Konkordieformlen alle teologer af Den Augsburgske Bekendelse er enige om, nemlig «at al vor retfærdighed skal søges uden for os og uden for alle menneskers fortjeneste, gerning, dyd og værdighed».¹⁴⁶⁷ Dette må fastholdes mod de romersk-katolske, sværmerne og de nyere «oplevelses»-teologer, som alle sammen, om end på forskellig måde, sætter en retfærdighed i os i stedet for retfærdigheden uden for os og dermed fornægter leddene «af nåde», «for Kristi skyld», «ved troen» i deres skriftmæssige betydning.

¹⁴⁶⁷ Konkordieformlen, s. 622, 55.

b. Retfærdiggørelsen er ikke en fysisk eller medicinsk handling (actus physicus sive medicinalis), hvorved mennesket indvortes forvandles fra at være uretfærdigt i sig selv til at være retfærdigt i sig selv, men en retslig handling (actus forensis sive iudicialis) i den forstand, at det menneske, der i sig selv er uretfærdigt, erklæres retfærdigt. For at gøre det kristne begreb om retfærdiggørelsen klart må der peges på den forskel, der er mellem Guds retfærdiggørelse og retfærdigerklæringen i en borgerlig retssag. I den borgerlige ret erklærer dommeren den retfærdige for retfærdig og den uretfærdige for uretfærdig. Sådan er Guds ordning i den borgerlige ret. Den dommer, der erklærer en uretfærdig for retfærdig, er en vederstyggelighed for Gud (Ordsp 17,15). Men hvad der er forbudt den jordiske dommer, det gør Gud i retfærdiggørelsen, som sker ved evangeliet og troen. Gud erklærer «den ugudelige» (τὸν ἀσεβῆ, Rom 4,5) retfærdig. På denne forskel mellem actus forensis i Guds retfærdiggørelse og i den borgerlige ret peger også den lutherske bekendelse. Således hedder det i Apologien, s. 139: «Derfor, da vor retfærdighed på dette sted er tilregnelse af en fremmed retfærdighed, må der her tales anderledes om retfærdighed, end når vi i filosofien eller i retten søger retfærdigheden i ens egen gerning» (Itaque quum hoc loco iustitia nostra sit imputatio alienae iustitiae, aliter hic de iustitia loquendum est, quam quum in philosophia aut in foro quaerimus iustitiam proprii operis). Luther kalder det at overføre den verdslige retsgang på Guds måde at retfærdiggøre på for «Djævelens gift» og «den allerskadeligste pest» (pestilentissima pestis).¹⁴⁶⁸ Det er et kendetegn for gode pavelige og dårlige protestanter at opstille den grundsætning, at Gud altid kun kan kalde sådanne mennesker retfærdige, som også i sig selv faktisk er retfærdige, enten helt eller dog i kim eller ansats. En anden måde at retfærdiggøre på skulle ikke sømme sig for Gud.¹⁴⁶⁹ Men Gud har ikke rettet sig efter denne visdom. Ligesom han har erklæret Kristus, der i sig selv var retfærdig, for uretfærdig (ἁμαρτίαν ἐποίησεν [har han gjort til synd], 2 Kor 5,21), sådan erklærer han også det menneske, der i sig selv er uretfærdigt, for retfærdigt (δικαιοῦντα τὸν ἀσεβῆ, Rom 4,5). Alle, der kritiserer denne Guds måde at retfærdiggøre på, glemmer Guds måde at forløse på, det vil sige: De glemmer, at Gud har stillet sin Søn, som blev menneske, i menneskenes sted under den pligt og den straf, som hans lov, givet til menneskene, indebærer (Gal 4,4–5; 3,13), og at han, efter at han således selv har gjort op med sin krævende og straffende retfærdighed, nu ved evangeliet og troen retfærdiggør mennesker, som i sig selv er uretfærdige, det vil sige: som ikke har holdt ét eneste af Guds bud, men har overtrådt dem alle.¹⁴⁷⁰ Her er det på sin plads at minde om, at vi ikke unødigt skal gøre Skriftbeviset for actus forensis vanskeligt for os selv. Det er nok muligt,¹⁴⁷¹ men ikke nødvendigt, at påvise, at δικαιοῦν i Det Nye Testamente altid bruges i deklaratorisk betydning. Det fuldt ud afgørende bevis ligger allerede i, at Gud efter Skriften erklærer «den ugudelige» retfærdig «uden lov» (χωρὶς νόμου), «uden lovens gerninger» (χωρὶς ἔργων νόμου), altså uden at stille noget som helst moralsk krav til mennesket, og at han regner troen til retfærdighed i modsætning til menneskelig godhed og menneskelig gerning.¹⁴⁷² At «retfærdiggøre» betyder «at erklære nogen retfærdig», vil både romersk-katolske¹⁴⁷³ og moderne teologer til nød indrømme. Men de går ud fra som en selvfølge, at Gud kun kan erklære det menneske retfærdigt, som også i sig selv er mere eller mindre retfærdigt. Ellers ville der være en fejl i Guds dom. Clarence A. Beckwith¹⁴⁷⁴ sætter først spørgsmålstegn ved, at «den juridiske tolkning af dikaioun er den eneste betydning i Paulus' skrifter». Derefter fortsætter han: «Selv når en juridisk dom er betegnet med dikaioun, er den ikke grundet i et ydre forhold, men i en virkelig indre dyd. Den stiller ikke, som gerningerne, et krav til Gud, men den udgør en grund, på hvilken den, der forlader sin synd og gør sig ét med Kristus, bliver tilgivet. Nogle af dem, der hævder denne almindelige opfattelse af dikaioun, begrænser dens hovedbetydning til omvendelsens første øjeblik,¹⁴⁷⁵ mens andre udvider den til at omfatte hele den kristne erfarings tid – man er retfærdiggjort i samme mål, som man er helliggjort.»¹⁴⁷⁶ Men over for disse og alle andre indvendinger er det nok at pege på, at δικαιοῦν har χωρὶς νόμου, χωρὶς ἔργων νόμου osv. hos sig som nærmere bestemmelse, hvorved enhver moralsk egenskab hos mennesket er udelukket og actus forensis dermed uigendriveligt bevist. Actus forensis læres også klart i alle de skriftudsagn, hvor retfærdiggørelsen beskrives som syndernes forladelse, syndernes tildækning, at synderne ikke tilregnes.¹⁴⁷⁷

¹⁴⁶⁸ Til Sl 51,5. Erl., Exeg. opp. lat. XIX, 53. St. L. V, 517.

¹⁴⁶⁹ Jf. belæggene i slutningen af dette afsnit.

¹⁴⁷⁰ Luther, IX, 619: «Har du gjort gode gerninger, så bliver du ikke retfærdig af den grund; har du gjort onde gerninger, så bliver du ikke fordømt af den grund.»

¹⁴⁷¹ Luthardt, Dogmatik, s. 304; Preuß, «Die Rechtfertigung des Sünders vor Gott», s. 18. Jf. også Chemnitz, Loci, L. de iustificatione, p. m. 249.

¹⁴⁷² Rom 4,5: λογίζεται ἡ πίστις αὐτοῦ εἰς δικαιοσύνην, nemlig τῷ μὴ ἐργαζομένῳ, πιστεύοντι δὲ ἐπὶ τὸν δικαιοῦντα τὸν ἀσεβῆ [men for ham som ikke arbejder, men som tror på ham der erklærer den ugudelige retfærdig, tilregnes hans tro til retfærdighed].

¹⁴⁷³ Quenstedt II, 762.

¹⁴⁷⁴ I The New Schaff-Herzog Encyclopedia VI, 281, nemlig i en note, som han har føjet til Ihmels' artikel.

¹⁴⁷⁵ Det gør i realiteten synergisterne af alle afskygninger.

¹⁴⁷⁶ Dette er den romersk-katolske og den unitariske lære i utilsløret skikkelse.

¹⁴⁷⁷ I Rom 4,7–8 bruger apostlen ἀφιέναι τὰς ἀνομίας, ἐπικαλύπτειν τὰς ἁμαρτίας, οὐ λογίσηται ἁμαρτίαν [at tilgive lovløsheden, at skjule synderne, (Herren) tilregner ikke synd] som synonymer for λογίζεσθαι δικαιοσύνην [at tilregne retfærdighed] og δικαιοῦν. Luthardt siger rigtigt: «Dette ord» (citatet fra Sl 32) «viser til overflod, hvordan Paulus forstår retfærdiggørelsen: ikke som en moralsk forandring af mennesket og heller ikke som Guds anerkendelse af en tilsvarende moralsk beskaffenhed hos mennesket, men som ét med syndernes forladelse, som menneskets gyldighed» (at det gælder som retfærdigt) «i Guds øjne, skønt der ikke findes nogen tilsvarende moralsk beskaffenhed. Dette er af afgørende betydning for den rette forståelse af paulinsk, det vil sige bibelsk lære.» Bengel: Synonyma: ἀφιέναι, ἐπικαλύπτειν, οὐ λογίζεσθαι, ut peccatum commissum habeatur pro non commisso [Synonymer: tilgive, skjule, ikke tilregne, så den begåede synd regnes for ikke begået].

Actus forensis i Skriftens forstand fornægtes ikke kun af de romersk-katolske,¹⁴⁷⁸ men også af alle frafaldne protestanter, som anser Skriftens lære om, at den, der i sig selv er uretfærdig, erklæres retfærdig, for en ulykke, og som for at redde Guds etik og logik i den ene eller anden form opstiller den grundsætning, at genstanden for Guds retfærdigerklæring også selv må være mere eller mindre retfærdig. Hertil hører sværmere som Andreas Osiander († 1552),¹⁴⁷⁹ Kaspar Schwenkfeldt († 1561)¹⁴⁸⁰ og Valentin Weigel († 1588),¹⁴⁸¹ desuden mennonitterne, kvækerne osv.,¹⁴⁸² ligeledes arminianerne, for så vidt som de lader den retfærdiggørende tro også indbefatte lydigheden mod Kristi bud.¹⁴⁸³ Også synergisterne ophæver actus forensis, fordi troen for dem ikke udelukkende er det middel, som Gud virker, og hvormed retfærdiggørelsen tilegnes, men en «moralsk handling», en «selvsætning», en «ret adfærd» (conduct), kort sagt: en menneskelig præstation. Actus forensis fornægtes også af alle de nyere teologer, som afviser Kristi stedfortrædende fyldestgørelse som for «juridisk» og «tinglig», udtrykkeligt medtager omformningen eller nyskabelsen af menneskehedens liv i forsoningen med Gud og derfor i realiteten fremfører den romersk-katolske fides caritate formata [tro, som er formet af kærligheden].¹⁴⁸⁴

¹⁴⁷⁸ Tridentinerkoncilet (sess. 6, c. 7): Non modo reputamur, sed vere iusti nominamur et sumus, iustitiam in nos recipientes, unusquisque suam secundum mensuram, quam Spiritus Sanctus partitur singulis, prout vult, et secundum propriam cuiusque dispositionem et cooperationem [Vi regnes ikke blot for retfærdige, men kaldes og er i sandhed retfærdige, idet vi tager imod retfærdigheden i os, hver sin efter det mål, som Helligånden uddeler til hver enkelt, som han vil, og efter hver enkelts egen beredthed og medvirken].

¹⁴⁷⁹ Osiander: «De, der lærer, at vi alene på grund af syndernes forladelse regnes for retfærdige, lærer ting, der er koldere end is (glacie frigidiora docent). Gud er ikke så uretfærdig, at han skulle holde den for retfærdig, i hvem der slet intet er af den sande retfærdighed.» (Disputatio de iustificatione 1550, thes. 73. 74. Udgivet på tysk af Osiander 1551. Den tyske oversættelse hos Arnold, Kirchen- und Ketzerhistorie, Schaffhausen 1740, bd. I, 925 f.)

¹⁴⁸⁰ Schwenkfeldt: «Deres» (de lutherskes) «iustitia eller retfærdighed er alene en syndernes forladelse udvortes af troen, sådan som man engang købte aflad, og at Gud for Kristi, mellemmandens (mediatoris), skyld ikke vil tilregne os synden. … Som om Gud i dødsstunden eller på den yderste dag ville sige til os: ’Kom her, I slyngler, ind i himlen for Kristi, min Søns, skyld!’ Gud holder ingen for retfærdig, i hvem der slet intet er af hans væsentlige retfærdighed.» (Epistolar I, 812; hos Gieseler III, 2, s. 109.)

¹⁴⁸¹ Weigel, Postille, del I, s. 173 (hos Quenstedt II, 778): «Det være langt fra alle retfærdige og fromme kristne, at de skulle hjælpe sig med og dække sig med Antikrists imputativa iustitia [tilregnede retfærdighed] og sige, at Kristi død og lidelse skulle gøre dem retfærdige eller frelste ved at blive tilregnet dem udefra. Nej, sandelig, at tro betyder at blive døbt til samme død; det betyder at spise og drikke Kristi legeme og blod, Rom 6, Joh 6, at følge Kristus og gøre sig ligedannet med ham: Sådan kommer Kristi død ind i dem.» Del III, s. 15 (hos Karl Hase, Ev. Dogmatik 3, s. 334): «En herlig vildfarelse er der hos de falske kristne, at de lader en anden opfylde loven, lide og dø. … Den væsensforening (unio essentialis) må gøre det, at vi har ham åndeligt og legemligt i os. Hvor bliver du så af med din imputativa? Du vil ikke kunne dække dig med den over for Guds vrede. Ifør dig Kristus (Indue Christum), ifør dig det nye menneske, så skal det af nåde tilregnes dig, hvad Kristus har gjort for dig; ellers bliver du evigt fordømt med din imputativa.»

¹⁴⁸² Dokumenterne er udførligt gengivet hos Günther, Symbolik 4, s. 224 ff. [Engelder, Popular Symbolics, 261 ff. og 385 f.] W. Penn i Primitive Christianity Revived: «Det er en alt for almindelig ulykke blandt dem, der bekender sig til kristendommen, at de er tilbøjelige til at dække deres egen aktive og passive ulydighed med Kristi aktive og passive lydighed.»

¹⁴⁸³ Note 30, 31. Curcellæus, Inst. rel. chr. VII, 9, 6: «Ingen, der i sig selv er uretfærdig, kan ved en fremmed retfærdighed være formelt (formaliter) retfærdig» (sådan at hans retfærdighed består deri), «lige så lidt som en sort mand kan være hvid ved en andens hvidhed.»

¹⁴⁸⁴ Kirn, Dogmatik, s. 118: «Forsoningen er historisk fuldendt, for så vidt som Kristi fuldbragte gerning for altid moralsk muliggør og garanterer syndernes benådning; men den er samtidig en fremadskridende proces, for så vidt som den frelsesstiftelse, der er sket én gang, bærer kraften i sig til at omforme menneskehedens liv til den skikkelse, der svarer til Gud. Hvad der således folder sig ud i historien, det er for Guds dom medsat i det fuldbragte frelsesværk, og denne dets virksomme kraft» (nemlig omformningen af menneskehedens liv til den skikkelse, der svarer til Gud) «er medbegrundende for dets værdi for Gud.» Dette er den såkaldte «garantiteori». Kristi liv og lidelse gælder for Gud ikke som en fuldkommen betaling af menneskenes syndeskyld, men som en garantifond for menneskenes forbedring. Først ved den menneskelige forbedring får «den frelsesstiftelse, der er sket én gang», faktisk sin retfærdiggørende og frelsende værdi.

Da den lutherske kirke i Konkordieformlens tredje artikel («Om troens retfærdighed for Gud») gør op med Osianders lære, og da nyere dogmehistorikere i det mindste delvis stiller sig på Osianders side, er det i behandlingen af actus forensis på sin plads at gå lidt nærmere ind på Osianders lære.

Osianders lære er allerede tidligere,¹⁴⁸⁵ men især i nyere tid blevet bedømt alt for gunstigt. Osiander er en fremtrædende type på sværmerne til alle tider, som ved at skaffe retfærdiggørelsens actus forensis af vejen vil værge mod en udvortesliggørelse af kristendommen og især redde den indre frelsesvished og helliggørelsen, men som netop derved (eo ipso) – nemlig netop ved at fornægte actus forensis – gør frelsesvisheden og helliggørelsen umulig. Osiander har også del i det kendetegn, som alle sværmere har: De lægger selve den kristne nådelære til last det misbrug, som navnekristne driver med den, bliver derved bagvaskere og spottere af den kristne lære og dens trofaste forkyndere og fremstiller således i deres egen person det modsatte af den kristne helliggørelse, som de angiveligt vil redde.¹⁴⁸⁶ Osiander var også meget stolt af sine sværmerier.¹⁴⁸⁷ At man i nyere tid tager parti for Osiander, deler ret og uret mellem ham og Konkordieformlens fremstilling og også kalder Chemnitz' dom, at Osiander katoliserer, fejlagtig,¹⁴⁸⁸ kommer af, at man som tilhænger af «oplevelsesteologien» i det væsentlige har osiandrisk blod i årerne. Også vor tids «oplevelsesteologer» vil ligesom Osiander forebygge en udvortesliggørelse af kristendommen eller, som man udtrykker det mere moderne, den «intellektualisme», der skulle hæfte ved den gamle lutherske teologi. Og dette resultat vil de nå ved, at de med deres tro ikke grunder sig på evangeliets objektive ord, som tilsiger syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen for Kristi stedfortrædende fyldestgørelses skyld, men med deres tro stiller sig på deres egen «oplevelse», en oplevelse, som angiveligt skal komme i stand ved «indtryk» af «Kristi person» uden for og ved siden af Guds ord. Ganske som Osiander advarede mod at stille sig på Guds ydre ord med den begrundelse: «Jeg sætter et indre og et ydre ord og siger om det ydre, at det er en lyd, der forsvinder i tilhørernes ører; det kan jo ikke kaldes Guds ord, for Guds ord bliver ikke til intet sådan som lyden, der holder op.»¹⁴⁸⁹ Således har «oplevelsesteologerne» dette til fælles med Osiander og sværmerne til alle tider, at de antager en umiddelbar åndelig virkning af Kristus på menneskets ånd, som foregår uden for Guds ord.¹⁴⁹⁰ Dermed er retfærdiggørelsen ved troen principielt opgivet, for troen finder altid kun sted over for (vis-à-vis) Guds ord, som tilbyder retfærdiggørelsen. Sådan minder Apologien i sin fremstilling af retfærdiggørelseslæren hele tiden om aksiomet: Troen retfærdiggør, fordi retfærdiggørelsen kun sker ved Ordet.¹⁴⁹¹ Hvad nu angår Osianders egentlige lære,¹⁴⁹² så må man ikke lade sig narre af nogle ortodokse udtryk, hvormed Osiander tilpasser sig sin tid og sine omgivelser. Således taler han i stærke udtryk om den stedfortrædende fyldestgørelse, idet Kristus for os både led og døde og opfyldte loven.¹⁴⁹³ Men i stedet for at fortsætte med, at vi ved Kristi lidelse og gerning bliver retfærdiggjort for Gud, sådan som Skriften udtrykkeligt siger,¹⁴⁹⁴ påstår Osiander, at vi ved denne Kristi lidelse og gerning ikke kan regnes for retfærdige for Gud, fordi den «er sket for 1500 år siden og mere». Desuden taler Osiander med mange ord om, at Kristus ved sin opfyldelse af loven, sin lidelse og død har erhvervet os fuldkommen syndernes forladelse. Men så tilføjer han, at vi ikke er retfærdige for Gud ved troen på den syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet. Retfærdiggørelsen skal snarere foregå sådan, at Kristus ved troen drager ind i vore hjerter og efter sin guddommelige natur er vor retfærdighed for Gud. Osiander siger: «Bestemt og klart svarer jeg, at Jesus Kristus efter sin guddommelige natur og ikke efter sin menneskelige natur er vor retfærdighed for Gud, skønt vi ikke kan finde, opnå eller gribe denne guddommelige retfærdighed uden for hans menneskelige natur. Men når han selv bor i os ved troen, så bringer han sin retfærdighed, som er hans guddommelige natur, med sig ind i os (affert secum in nos), og den tilregnes os så, som om den var vor egen.»¹⁴⁹⁵ Ud fra dette erklærer han: «Forfærdeligt (horribiliter) farer de vild, som ved ordet ’retfærdiggøre’ kun forstår ’regne eller erklære for retfærdig’ og ikke ’gøre retfærdig’ (iustum efficere), hvilket det i sandhed og i virkeligheden betyder.» Her kommer det allerede klart for dagen, i hvilken forstand Chemnitz kunne dømme, at Osiander katoliserer. Efter romersk-katolsk lære har Kristus fortjent os, at Gud indgyder os retfærdigheden, nemlig kærligheden og andre dyder, og ved denne indgydte retfærdighed (iustitia infusa) bliver vi retfærdige for Gud. Efter Osiander skylder vi Kristi fortjeneste, at hans guddommelige natur indgydes os, og denne guddommelige natur, som er indgydt os, skal være vor retfærdighed for Gud.¹⁴⁹⁶ I den praktiske anvendelse forsvinder så den forskel, der endnu er, helt. Ved Osianders lære bliver det menneske, som ved loven er kommet til erkendelse af sine synder, vejledt til at bedømme Guds nådige sindelag mod sig ud fra den indre forvandling, som den væsentlige guddom, der bor i ham, har frembragt i ham. Således kommer visheden om syndernes forladelse også hos Osiander, ligesom hos de romersk-katolske, i realiteten til at hvile på helliggørelsen og de gode gerninger.¹⁴⁹⁷ Derfor har Konkordieformlen bestemt gjort ret i, at «den i alle de punkter, der kommer i betragtning, udtaler sig mod Osiander».¹⁴⁹⁸ Den holder fast ved retfærdiggørelsens actus forensis.¹⁴⁹⁹ Om Kristi inhabitation (at han bor i de troende) fremstiller den, at ganske vist hele den hellige treenighed bor i de udvalgte ved troen og driver dem til gode gerninger. Men den skiller denne inhabitation og dens helliggørende virkning ud fra troens retfærdighed, idet den tilføjer: «At Gud på denne måde bor i os, er ikke den troens retfærdighed, som Paulus handler om og kalder iustitiam Dei, det vil sige Guds retfærdighed, for hvis skyld vi erklæres retfærdige for Gud, men den følger (sequitur) efter den forudgående (antecedentem) troens retfærdighed.» Selve troens retfærdighed er «intet andet end syndernes forladelse og den nådige antagelse af de fattige syndere alene for Kristi lydigheds og fortjenestes skyld» (s. 622, 54). Troens retfærdighed er en retfærdighed, som Kristus har erhvervet under sin vandring på jorden, og som forudsætter begge naturer, den guddommelige og den menneskelige. Deraf betoningen af Kristi gudmenneskelige person (s. 622, 56–58): «Vi tror, lærer og bekender, at hele Kristi persons hele lydighed, som han for os har ydet Faderen indtil den allerforsmædeligste død på korset, tilregnes os til retfærdighed. For den menneskelige natur alene, uden den guddommelige, kunne hverken med lydighed eller lidelse gøre den evige, almægtige Gud fyldest for hele verdens synd, og guddommen alene, uden menneskeheden, kunne ikke mægle mellem Gud og os (mediatoris partes implere). … På den måde tilregnes hverken Kristi guddommelige eller menneskelige natur os for sig selv (per se) til retfærdighed, men alene lydigheden hos den person, som er Gud og menneske.» Således forstår det sig, «at al vor retfærdighed skal søges uden for os … og alene står på Herren Kristus». «En sådan retfærdighed bydes os af Helligånden ved evangeliet og i sakramenterne og bliver ved troen anvendt, tilegnet og modtaget.»¹⁵⁰⁰ Endelig glemmer Konkordieformlen heller ikke at pege på, at kun sådan bevares den nødvendige trøst for de kristne, og at kun sådan forbliver Kristi fortjeneste og Guds nåde uantastet. Den siger (s. 616, 30): «Derfor, og for at bedrøvede hjerter kan have en fast og sikker trøst, og for at Kristi fortjeneste og Guds nåde kan få den ære, der tilkommer dem, lærer Skriften, at troens retfærdighed for Gud alene består i den nådige forsoning eller syndernes forladelse, som af lutter nåde for mellemmanden Kristi eneste fortjenestes skyld skænkes os og alene modtages ved troen på evangeliets løfte.»¹⁵⁰¹

¹⁴⁸⁵ Således også af Brenz i to betænkninger. Til den anden betænkning: «Wirtembergischer Theologen Deklaration über Osianders Disputation von der Rechtfertigung». Tübingen 1553. Med fortale (og anmærkninger) af Matth. Flacius Illyricus og Nic. Gallus til de preussiske kirker. Magdeburg 1553. Optrykt hos Baumgarten, Streitigkeiten II, 259 ff. Dommen er så meget mere påfaldende, fordi det deri indrømmes, at Osiander tolker udtrykkene iustitia Dei og iustificari, Rom 1 og 3, forkert, nemlig om Guds væsentlige retfærdighed og dens indgydelse i de troende, hvorved også de kristnes trøst bringes i fare. Måske troede Brenz, at han ved en formidlende holdning kunne bilægge striden. Skarp, men helt saglig er Chemnitz' dom, optrykt hos Schlüsselburg, Catalogus VI, 94 ff.

¹⁴⁸⁶ Disput. de iustificatione, thes. 75 (hos Arnold, Kirchen- und Ketzerhistorie I, 926): «Sådanne» (de, der ved retfærdiggørelsen forstår syndernes forladelse) «prædiker ikke Guds retfærdighed, men smigrer og hykler skændigt for den hob, der er så besmittet med synder, at Gud hverken vil eller skal bo i dem, for at de ikke skal opdage, at de endnu er allerlængst borte fra Guds rige.» I fortalen til «Von dem einigen Mittler» osv.: «Hyklerne prædiker, at vor retfærdighed ikke er andet, end at Gud holder os for retfærdige, selv om vi er onde slyngler, og at vor retfærdighed er uden for os og ikke i os; for med denne lære kan også de godt blive holdt for gode, hellige folk.» (Arnold I, 927.)

¹⁴⁸⁷ Med hensyn til sin skriftstridige spekulation om Guds Søns menneskevordelse, også bortset fra syndefaldet (s. 390 ff.), mente han, at han havde draget denne store sag (rem tantam) frem i lyset, «som ingen efter apostlene hidtil havde fremstillet rigtigt». «Luther havde ganske vist set noget af det, men havde ikke for alvor gjort sig umage for at fremstille sagen udførligere.» (An Filius Dei fuerit incarnandus etc. E e. Hos Gieseler, III, 2, s. 278.) I et brev til Mörlin ivrer Osiander således mod at forpligte sig på Den Augsburgske Bekendelse: «Jeg vil med Guds hjælp give hele den kristne kirke i hele Europa at kende, at det er én ting at være en lærd mand og en anden ting at være en wittenbergsk doktor, der har glemt Guds Søn og svoret, at han ikke vil vige fra Den Augsburgske Bekendelse, skønt dog alle mennesker er løgnere, og Philipp heller ikke er undtaget derfra. Det skal du huske og mærke dig godt!» (Hos Arnold I, 929.)

¹⁴⁸⁸ Dorner, Gesch. d. Prot. Theol., s. 348. 353. Seeberg, Dogmengesch. II, 355 ff. Schmid-Hauck, s. 366 f.

¹⁴⁸⁹ Arnold I, s. 927. Schlüsselburg, Catalogus VI, 72. 73.

¹⁴⁹⁰ Ihmels, Zentralfragen, s. 89: «Også i dag er kun den tro virkelig tro på Jesus Kristus, som hans tilsynekomst selv påtvinger mennesket.»

¹⁴⁹¹ S. 99, 67: «Retfærdiggørelsen sker alene ved Ordet» (Tantum fit iustificatio per verbum); s. 108, 113: «Men tro i egentlig forstand er den, der giver løftet sit samtykke; om denne tro taler Skriften» (Est autem fides proprie dicta, quae assentitur promissioni; de hac fide loquitur Scriptura). Jf. s. 96, 50. 53–56.

¹⁴⁹² Jf. dokumenterne hos Schlüsselburg, Catalogus VI. Hele 6. bind beskæftiger sig med Osianders lære. Citaterne fra alle Osianders skrifter er her næsten for rigeligt fremlagt. Desuden findes hos Schlüsselburg bedømmelserne af osiandrismen fra Chemnitz, Gallus, Wigand og teologerne i Mansfeld. – Baumgarten, Streitigkeiten II, 255 ff. Bilag er Brenz' «Deklaration», Justus Menius' «Von der Gerechtigkeit, die für Gott gilt» og Flacius' «Erzählung und Verlegung der Argumente Osiandri». Stancarus' lære er behandlet s. 267 ff. – Meget materiale findes også hos Arnold, Kirchen- und Ketzerhist., udg. Schaffhausen 1740, I, 923 ff. – Blandt de nyere har især Frank omhyggeligt samlet materialet, Theol. d. Konkordienf. II, Hist. Nachweis, s. 87 ff. Hovedpunkterne er belagt hos Gieseler, Kirchengesch. III, 2, 269 ff.; Schmid-Hauck, Dogmengesch., 366 ff. Nyere domme over Osiander hos Seeberg, Dogmengesch. II, 357 ff.; Ritschl, Rechtf. u. Versöhnung 3 I, 236 ff.; Nitzsch-Stephan, Ev. Dogmatik, 677 f.; W. Möller i RE, 2. udg., XI, 120.

¹⁴⁹³ Således i «Von dem einigen Mittler» osv., Arnold, s. 927; Gieseler III, 2, 277; især også i «Schmeckbier», 4.4; hos Schlüsselburg VI, 60.

¹⁴⁹⁴ Rom 5,9: δικαιωθέντες νῦν ἐν τῷ αἵματι αὐτοῦ [da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod]; v. 19: διὰ τῆς … ὑπακοῆς τοῦ ἑνὸς δίκαιοι κατασταθήσονται οἱ πολλοί [ved den enes lydighed vil de mange blive indsat som retfærdige].

¹⁴⁹⁵ «Von dem einigen Mittler» osv.; hos Gieseler III, 2, 277. Jf. Schlüsselburg VI, 53. 55. 57. Om den guddommelige natur, der bor i os, siger Osiander så, at den synd, der endnu hænger ved os, i sammenligning dermed er «som en uren lille dråbe mod et helt rent hav». (Von dem einigen Mittler, X 4b. Frank II, 99 f.)

¹⁴⁹⁶ I den Formula Consensus osv., som Melanchthon udarbejdede i 1557, er overensstemmelsen mellem den osiandriske og den romersk-katolske lære formuleret således: Sic interpretantur propositionem: fide iustificamur, scil. praeparatione, ut simus deinde alia re iusti, id est, accepti coram Deo, scil. novitate seu dilectione seu inhaerente iustitia essentiali [Sådan tolker de sætningen «Vi retfærdiggøres ved troen»: nemlig ved en forberedelse, så vi derefter er retfærdige, det vil sige antagne for Gud, ved noget andet, nemlig ved fornyelsen eller kærligheden eller den iboende væsentlige retfærdighed]. (Corp. Ref. IX, 365 ff.)

¹⁴⁹⁷ Meget rigtigt bemærkede H. Schmid, Dogmengeschichte, 1860, s. 156: «Da synden efter Osianders egen indrømmelse ikke helt forsvinder i mennesket, heller ikke efter Kristi inhabitation, bliver mennesket enten overladt til en stadig uvished om, hvorvidt Kristi inhabitation dog er af en sådan art, at han på grundlag af den tør trøste sig ved frelsen, eller han fristes til at regne den urenhed, der endnu er tilbage i ham, for for ringe.» Melanchthon, Corp. Ref. VII, 1151, kalder Osianders lære «sværmeri, som formørker Guds Søns velgerninger og ødelægger den sande trøst». Også Frank dømmer, II, 19, om Osianders lære: «Det er en subjektivisme, som sprænger den lutherske kirkes objektive frelsesgrund helt ned i dens dybder, en mysticisme, som omsætter Kristus for os til Kristus i os og mod sin vilje gør bevidstheden om den væsentlige retfærdigheds inhabitation (inhabitatio essentialis iustitiae) til grundlaget for freden med Gud.»

¹⁴⁹⁸ Schmid-Hauck, s. 373.

¹⁴⁹⁹ S. 613, 17: «Ordet ’retfærdiggøre’ betyder her at erklære retfærdig og fri for synder og at regne for fri for syndernes evige straf for Kristi retfærdigheds skyld, som Gud tilregner troen.» Også i Apologiens meget omdiskuterede ord (s. 100, 72), hvor retfærdiggørelsen også kaldes et «at gøre retfærdig» eller en genfødsel, er actus forensis fastholdt. «At gøre retfærdig» eller genfødslen betegner her nemlig ikke en moralsk fornyelse i mennesket, men modtagelsen af syndernes forladelse. Apologien erklærer udtrykkeligt: «Vi vil vise dette, at troen alene gør en uretfærdig til en retfærdig, det vil sige modtager syndernes forladelse» (Volumus hoc ostendere, quod sola fides ex iniusto iustum efficiat, hoc est, accipiat remissionem peccatorum). Konkordieformlen (s. 613, 19. 20) har forstået Apologien rigtigt.

¹⁵⁰⁰ S. 622, 55; 613, 16. Troen har i retfærdiggørelsen en genstand, der ikke ligger inden i mennesket, men uden for det: s. 624, 63; 623, 58; 622, 54. 55.

¹⁵⁰¹ Uden at nævne navne præsenterer Konkordieformlens tredje artikel sig som en afvisning af Osianders og Stancarus' vildfarelser (s. 527, 2): «Den ene part har ment, at Kristus alene efter guddommen er vor retfærdighed, når han bor i os ved troen» (Osiander). «Derimod har andre ment, at Kristus er vor retfærdighed for Gud alene efter den menneskelige natur» (Stancarus). Der er ingen grund til at vise Osiander mere sympati end Stancarus, hvad enten man ser på de to mænds lærestandpunkt eller deres personlige optræden (deres store forfængelighed). (Gieseler III, 2, 274 ff. RE, 2. udg., XIV, 592.) Stancarus argumenterede for sin tese med unitariske eller rettere nestoriansk-reformerte grunde, som overhovedet udelukker en menneskevordelse af Guds Søn og et fælles virke af de to naturer (Schlüsselburg, Catal. IX, 244; Baumgarten II, 268 ff.: Fordi Kristus ikke kan dø efter den guddommelige natur, skal den guddommelige natur udelukkes fra mellemmandsembedet). Osianders lære hviler på den panteiserende spekulation, at det er det guddommelige væsen eget at sænke sig ned i menneskeheden. Derfor hævdede Osiander, at Guds Søn ville være blevet menneske, også hvis menneskene ikke var faldet. (Således også i skriftet fra 1550: An Filius Dei incarnandus, si peccatum non introivisset in mundum. Item, De Imagine Dei, quid sit. Uddrag hos Schlüsselburg, VI, 47 ff.) «Adamsspekulationen» og «adskillelsen mellem det indre og det ydre ord» er ikke «bisager» i Osianders retfærdiggørelseslære, som Seeberg mener (Dogmengesch. II, 360), men omvendt: Alt, hvad Osiander siger om Kristi fortjeneste osv., er for ham blot en «bisag» i forhold til hans spekulation om, at Guds Søn ville være blevet menneske, også selv om der ikke havde været syndere at frelse ved Kristi fortjeneste. Man kunne, bemærker Frank meget rigtigt (Theol. d. F. C. II, 22 f.), stryge Kristi fyldestgørelse af Osianders system, uden at helheden led nogen væsentlig skade. – Man har spurgt, hvordan Luther dømte om Osiander. Selv om vi lader det stå hen, da det ikke er bevidnet fra alle sider, om Luther i 1529 i Marburg og i 1537 i Schmalkalden udtalte sig misbilligende om Osianders prædikener om retfærdiggørelsen, så ved vi dog af Luthers brev til Wenzeslaus Link (af 8. okt. 1533; St. L. XXI b, 1854; de Wette IV, 485), at Luther var i stor bekymring for Osianders lærestandpunkt og karakter. Han skriver: «Jeg havde ikke troet, at den mand (Osiander) var fanget (occupatum) af så mange tanker og så langt fra vor rene lære, som jeg mærker af hans skrivelse.» Men Luther så dengang Osiander som en syg (velut aegrotum), der endnu ved den rette behandling «kunne befries og helbredes». Sagen var den: Osiander ville i Nürnberg kun lade det private skriftemål og den private tilgivelse gælde og bekæmpede fra prædikestolen det almindelige skriftemål og den almindelige tilgivelse, som var i brug i Nürnberg. Det viste, at Osiander ikke troede på nogen objektiv forsoning og intet objektivt evangelium, og derfor gik Luthers belæring i striden om tilgivelsen i Nürnberg ud på: «Evangeliet selv er en almindelig tilgivelse, for det er et løfte, som alle og enhver i særdeleshed skal tage til sig efter Guds befaling og bud.» (Skrivelse til rådet i Nürnberg. St. L. XXI b, 1847 ff.) I nyere tid er det blevet skik at antage i det mindste en delvis overensstemmelse mellem Osiander og Luther. Osiander skal over for Konkordieformlens melanchthonianisme «have repræsenteret urlutherske ideer» (Seeberg, l. c., 360 f.). I virkeligheden består overensstemmelsen mellem Osiander og Luther kun i visse udtryk, som de to imidlertid tager i forskellig betydning. I sagen er der ikke engang en lighed mellem Osiander og Luther, for Luthers hele retfærdiggørelseslære hviler på Kristi retfærdighed uden for os (iustitia extra nos), mens Osiander erklærer alle for vranglærere og uværdige til navnet teolog, som ikke sætter den kristnes retfærdighed i Kristus i os (in nobis), nemlig i hans guddommelige naturs inhabitation. (Disp. de iustif., thes. 69. 73. 74.) Luther derimod (Opp. v. a. IV, 391; St. L. XIX, 1452): Certum est Christum seu iustitiam Christi, cum sit extra nos et aliena nobis, non posse nostris operibus comprehendi, sed fides, quae ex auditu Christi nobis per Spiritum Sanctum infunditur, ipsa comprehendit Christum [Det er sikkert, at Kristus eller Kristi retfærdighed, da den er uden for os og fremmed for os, ikke kan gribes med vore gerninger; men troen, som ved hørelsen om Kristus indgydes os ved Helligånden, den griber Kristus].

c. Retfærdiggørelsen sker SOLA fide, «alene ved troen». Dette «alene ved troen» udelukker naturligvis ikke Guds nåde, Kristi fortjeneste og nådemidlerne fra retfærdiggørelsen, sådan som de romerske på sofistisk vis har indvendt. Tværtimod er de nævnte faktorer forudsætningen for «alene ved troen». Fordi vi bliver retfærdiggjort af nåde, for Kristi skyld, ved evangeliet, derfor også alene ved troen og ikke ved gerningerne. Det lutherske kendingsord sola fide har udelukkende den mening og hensigt at fastholde troen som det eneste tilegnelsesmiddel (medium ληπτικόν) på menneskets side og at holde menneskets gerninger ude af retfærdiggørelsen som tilegnelsesmiddel, sådan som Skriften gør det så mægtigt, når den siger: πίστει — οὐκ ἐξ ἔργων, Rom 3,28 [på grund af tro – ikke på grund af gerninger]; ἐκ πίστεως Χριστοῦ καὶ οὐκ ἐξ ἔργων νόμου [Gal 2,16: på grund af tro på Kristus og ikke på grund af lovens gerninger].¹⁵⁰² For at stille meningen og hensigten med sola fide rigtigt frem siger Konkordieformlen, at intet i og ved mennesket – hvad enten det går forud for troen, som angeren, eller følger efter troen, som gerningernes begyndte retfærdighed – må gøres til middel eller redskab (medium et instrumentum) for retfærdiggørelsen.¹⁵⁰³ — Den, der fornægter sola fide, fornægter også fide, fordi Skriften i retfærdiggørelsen stiller troen (fides) op som modsætning til gerningerne: πίστει — χωρὶς ἔργων νόμου (Rom 3,28) [på grund af tro uden lovens gerninger], τῷ δὲ μὴ ἐργαζομένῳ, πιστεύοντι δὲ ἐπὶ τὸν δικαιοῦντα τὸν ἀσεβῆ, λογίζεται ἡ πίστις αὐτοῦ εἰς δικαιοσύνην [Rom 4,5: men for ham som ikke arbejder, men som tror på ham der erklærer den ugudelige retfærdig, tilregnes hans tro til retfærdighed].¹⁵⁰⁴ Sagt på endnu en måde: Efter Skriften skal tro og gerninger i retfærdiggørelsen ikke lægges sammen; gerningerne skal trækkes fra. Bengel anskueliggør det aritmetisk sådan i sin kommentar til Rom 3,28:

¹⁵⁰² Quenstedt II, 795: Particula exclusiva sola non 1. opponitur gratiae Dei seu, quod idem est, gratuito Dei favori, iustificationis causae efficienti principali, 2. non merito Christi, causae eiusdem meritoriae, nec 3. verbo et sacramentis, quae instrumentales iustificationis nostrae a parte Dei offerentis et dantis sunt, sed nostris operibus. [Den udelukkende partikel «alene» står ikke i modsætning 1. til Guds nåde eller, hvad der er det samme, Guds uforskyldte gunst, retfærdiggørelsens fornemste virkende årsag, 2. ikke til Kristi fortjeneste, dens fortjenende årsag, og heller ikke 3. til Ordet og sakramenterne, som er redskabsårsagerne til vores retfærdiggørelse fra Guds side, han som tilbyder og giver, men til vore gerninger.]

¹⁵⁰³ Konkordieformlen, s. 614, 23–24: «Sand anger må gå forud», og dem, der er retfærdiggjort ved troen, «gives også Helligånden, som fornyer og helliggør dem og virker kærlighed i dem til Gud og næsten. … Men her må man med særlig flid passe nøje på, hvis artiklen om retfærdiggørelsen skal forblive ren, at det, der går forud for troen, og det, der følger efter den, ikke samtidig blandes eller skydes ind i artiklen om retfærdiggørelsen, som om det var nødvendigt for den og hørte til den.» S. 616, 31: «Det er hverken anger eller kærlighed eller nogen anden dyd, men alene troen, der er det middel eller redskab, hvormed og hvorved vi kan modtage og tage imod Guds nåde, Kristi fortjeneste og syndernes forladelse, som tilbydes os i evangeliets løfte.» Jf. s. 618, 38–39.

¹⁵⁰⁴ Winer, Grammatik 6, s. 525: «Πίστει og ἔργοις er hos Paulus modsætninger, der udelukker hinanden.»

«Der er to ting på tale:

Tro og gerninger........................................ 2

Gerningerne er udelukket........................... 1

——

så er troen alene tilbage................ 1

Én trukket fra to giver én.»¹⁵⁰⁵ Hertil hører Luthers forsvar for sin oversættelse af Rom 3,28.¹⁵⁰⁶ Romersk-katolske teologer har udtalt, at lutheranere og katolikker nok kunne blive enige om retfærdiggørelseslæren, hvis bare lutheranerne ville stryge sola. Således skrev J. F. Loughlin endnu for nylig:¹⁵⁰⁷ «Udelader man det anstødelige sola (alene), kunne artiklen» (der menes Den Augsburgske Bekendelses fjerde artikel) «udlægges i katolsk forstand.» Det samme gjorde Eck i det 16. århundrede. Melanchthon skrev i 1530 fra Augsburg til Luther om Eck: «Hvad læren angår, står det således: Eck hænger sig spidsfindigt i ordet sola, når vi siger, at mennesket bliver retfærdigt alene ved troen. Dog har han ikke fordømt selve læren, men sagde, at de uerfarne tog anstød. For jeg har tvunget ham til at bekende, at vi med rette tilskriver troen retfærdigheden.»¹⁵⁰⁸ Luther svarede: «Du skriver, at Eck er blevet tvunget af dig til at bekende, at vi retfærdiggøres ved troen; gid du dog havde tvunget ham til ikke at lyve!»¹⁵⁰⁹ Luther havde fuldstændig ret. Når Eck ville have udeladt «alene» ved troen og i stedet have sagt, at mennesket bliver retfærdigt «ved nåden og troen», så ville han dermed vinde plads til ved «nåde» ikke at forstå Guds nådige sindelag, men den «indgydte nåde», det vil sige de gode gerninger. Udtrykket «ved nåden og troen» fik for Eck den mening: Mennesket bliver retfærdigt for Gud «ved de gode gerninger og troen». Sola ved fide udelukker derimod den indgydte nåde (gratia infusa), gerningerne, og tvinger til ved «nåden» i retfærdiggørelsen at forstå Guds nådige sindelag (favorem Dei propter Christum) eller syndernes forladelse for Kristi skyld.¹⁵¹⁰ Også Melanchthon mærkede Ecks bedrag, for han tilføjede i sit brev til Luther: «Men tåben» – nemlig Eck – «forstår ikke ordet nåde.» Gerhard siger om nytten af udtrykket «alene ved troen»: «Ved partiklen sola afsløres modstandernes lumskhed, og derfor forfølger de den også med et så stort had.»¹⁵¹¹ Men vi må også her igen minde os selv om, at intet udtryk i sidste ende – heller ikke sola fide – er sikret mod misbrug. Hase påpeger, at selv rationalister uden samvittighedsnag påstår, at deres moral- og dydslære kommer til udtryk i sola fide.¹⁵¹² Heller ikke synergisterne i gammel og ny tid har givet afkald på at bruge sola fide, skønt de med deres opfattelse af troen som en moralsk handling, en ret adfærd, en selvbestemmelse osv. henfører selve troen under kategorien menneskelig præstation og således ikke fastholder fide og derfor heller ikke sola fide i skriftmæssig forstand. Selv de nyere «oplevelsesteologer» bruger stadig sola fide, skønt de har opgivet alle dets forudsætninger: den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria) og retfærdiggørelsen ved evangeliets ord (iustificatio per verbum evangelii).¹⁵¹³

¹⁵⁰⁵ Arithmetice sic fit demonstratio: In quaestionem veniunt duo: Fides et opera ................................ 2 Excluduntur opera .............................. 1 —— Superest fides sola ........................ 1 Uno de duobus subtracto remanet unum. [Aritmetisk føres beviset således – se oversættelsen i teksten ovenfor.]

¹⁵⁰⁶ St. L. XIX, 968. Apologien om sola fide: s. 100, 73. Luthardt, Dogmatik, s. 303: «Når Luther i Rom 3,28 tilføjede ‘alene’ (hvad også Erasmus forsvarede), er det fuldt ud berettiget ved udelukkelsen af den eneste anden tænkelige mulighed, ἔργα νόμου [lovens gerninger].» Thomasius, Dogm. III, 2, 210: «Sola fide er ikke blot udsagt ordret i Gal 2,16: ἐὰν μὴ διὰ πίστεως [men ved tro], og bekræftet ved de nærmere bestemmelser, der blev anført før, men også bevidnet af hele sammenhængen i både Galaterbrevet og Romerbrevet.» I forsvaret for sin oversættelse giver Luther de romerske, der kaldte hans oversættelse en forfalskning af Skriften, de prædikater, de fortjener. Om sola fide hos kirkefædrene og de romerske: L. u. W. 1916, s. 548 f. — Luther om Gal 5,6: Non dicit Paulus: Fides, quae per caritatem iustificat, nec dicit: Fides, quae per caritatem gratum facit. Talem textum ipsi [de romerske] fingunt et huic loco per vim intrudunt. Multo minus dicit: Caritas gratum facit. Sed dicit: Fides, quae per caritatem operatur. Opera fieri dicit ex fide per caritatem, non iustificari hominem per caritatem. At quis est tam rudis grammaticus, qui non ex vocabulorum virtute intelligat, aliud esse iustificari, aliud operari? [Paulus siger ikke: Troen, som retfærdiggør ved kærligheden, og han siger heller ikke: Troen, som gør velbehagelig ved kærligheden. En sådan tekst opdigter de selv og trænger den med vold ind på dette sted. Endnu mindre siger han: Kærligheden gør velbehagelig. Men han siger: Troen, som er virksom ved kærligheden. Han siger, at gerningerne sker af troen ved kærligheden, ikke at mennesket retfærdiggøres ved kærligheden. Men hvem er så rå en grammatiker, at han ikke ud fra ordenes betydning forstår, at det er én ting at blive retfærdiggjort, en anden at virke?] (Ad Gal. Erl. II, 322; St. L. IX, 633 f.) — Luther om Rom 1,17: ὁ δίκαιος ἐκ πίστεως ζήσεται [Den retfærdige vil leve af tro]: Spiritus Sanctus, qui dat omnibus os et linguam, novit etiam loqui. Bene potuisset dicere, ut Sophistae impie nugantur: Iustus ex fide (caritate) formata vivit. Sed consulto omisit hoc et simpliciter dixit: Iustus ex fide vivit. Abeant igitur Sophistae in malam crucem cum sua impia et pestilente glossa! [Helligånden, som giver alle mund og tunge, forstår også at tale. Han kunne godt have sagt, sådan som sofisterne ugudeligt vrøvler: Den retfærdige lever af den tro, der er formet (af kærligheden). Men med vilje udelod han dette og sagde ganske enkelt: Den retfærdige lever af tro. Så kan sofisterne gå til galgen med deres ugudelige og forpestede glose!] (L. c. II, 3 f.; St. L. IX, 359.)

¹⁵⁰⁷ The Catholic Encyclopedia, under «Faith».

¹⁵⁰⁸ St. L. XVI, 1401. Corpus Ref. II, 299. De Wette IV, 145. Baier, udg. Walther, III, 5.

¹⁵⁰⁹ St. L. XVI, 1403.

¹⁵¹⁰ Jf. den udførlige fremstilling s. 5–17.

¹⁵¹¹ L. de iustif., § 166: Per particulam sola insidiae adversariorum deteguntur, inde etiam tanto eam persequuntur odio, ut nos Fidesolarios propter eius usum appellant. [Ved partiklen «alene» afsløres modstandernes lumskhed; derfor forfølger de den også med et så stort had, at de på grund af vores brug af den kalder os «troen-alene-folk».]

¹⁵¹² Hase, Ev. Dogmatik, s. 333: «Også rationalismen har med mere eller mindre kristen» (!) «bestemthed forsvaret den sætning, at troen alene gør salig, og at gerningerne kommer af troen. Man forstod da ved sola fides ‘det indre i modsætning til det ydre’: sola vera fide, i. e., animo ad Christi exemplum eiusdemque praecepta composito et ad Deum converso.» [alene ved den sande tro, dvs. ved et sind, der er formet efter Kristi eksempel og hans bud og vendt mod Gud.]

¹⁵¹³ Det, Luther siger om sværmerne, gælder hele den moderne teologi: «De har altså ikke lært andet af os, end at de siger ordene efter; selve sagen holder de ikke fast.» (IX, 197.)

d. Til retfærdiggørelsen er heller ikke de gode gerningers nærvær nødvendigt. (Neque praesentia operum ad iustificationem requiritur.) Ganske vist har troen altid de gode gerninger hos sig. Denne sandhed skal også hele tiden indskærpes, når det gælder om at advare mod kødelig sikkerhed eller en indbildt tro (fides acquisita), som i 2 Kor 13,5: «Prøv jer selv om I er i troen. Test jer selv.» Men at sige, at de gode gerningers nærvær er nødvendigt for at opnå retfærdiggørelsen, er et groft brud på Skriftens lære. Selv om man indrømmer, at de, der fandt på udtrykket, mente det godt, nemlig ville advare mod en indbildt tro, så kan udtrykket dog på ingen måde billiges. Kommer gerningerne, som Skriften lærer, slet ikke i betragtning ved retfærdiggørelsen, fordi retfærdiggørelsen er fuldstændig uafhængig af gerningerne, så er gerningernes nærvær heller ikke nødvendigt for retfærdiggørelsen. Den, der kræver gerningernes nærvær for at opnå retfærdiggørelsen, opgiver – hvis han ved, hvad han siger – netop derved (eo ipso) Skriftens lære om, at retfærdiggørelsen sker uden lovens gerninger. Og i den praktiske anvendelse kan det forkerte udtryk kun føre til tvivl om Guds syndsforladelse, som dog ved Kristus er fuldt ud til stede og tilbydes i evangeliet. Sagen bliver heller ikke bedre, fordi man har skelnet mellem de gode gerningers fortjeneste og deres nærvær og sagt: Ikke de gode gerningers fortjeneste, men alene deres nærvær er nødvendigt til retfærdiggørelsen. For også med denne skelnen tør den forfærdede synder ikke i troen gribe den syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet, og som evangeliet tilbyder; han vil i stedet se sig om efter de gode gerningers angiveligt nødvendige nærvær. Kort sagt: Med talemåden, at gerningernes nærvær er nødvendigt til retfærdiggørelsen, er retfærdiggørelsen i praksis flyttet over på lovens område. Konkordieformlen gør derfor ret i at regne påstanden om, at de gode gerningers nærvær er nødvendigt til retfærdiggørelsen, blandt de vranglærdomme, der skal forkastes.¹⁵¹⁴ Dogmatikerne siger rigtigt: Fides nunquam est sola, sed iustificat sola [Troen er aldrig alene, men den retfærdiggør alene].

¹⁵¹⁴ Müller, s. 530, 23; 620, 43.

e. Retfærdiggørelsen har ingen grader. (Iustificatio non admittit gradus, non fit successive, non recipit magis et minus.) Retfærdiggørelsen har ingen grader og kan ikke have nogen grader; hvor den er, er den fuldkommen, fordi den består i syndernes forladelse (Rom 4,7 f.), som Kristus fuldkomment har erhvervet og tilsiger i evangeliet (Luk 24,47). Den, der tror evangeliet, har derfor dermed hele retfærdiggørelsen. Derfor bekender de troende: χαρισάμενος ὑμῖν πάντα τὰ παραπτώματα [da han tilgav jer alle overtrædelserne],¹⁵¹⁵ og: Δικαιωθέντες οὖν ἐκ πίστεως εἰρήνην ἔχομεν πρὸς τὸν Θεόν [Da vi altså er blevet erklæret retfærdige på grund af tro, har vi fred med Gud].¹⁵¹⁶ Luther udtrykker det sådan, at retfærdiggørelsen ved troen ikke kommer «stykkevis», men «i én samlet bunke». Han siger: «Retfærdiggørelsen kommer ikke ved gerninger, men alene af troen, uden alle gerninger, ikke i stykker, men i én samlet bunke. For testamentet har alt i sig: retfærdiggørelse, salighed, arv og hovedgode. Det besiddes helt på én gang, ikke stykkevis, ved troen.»¹⁵¹⁷ Der er grader i troen. Men den svage tro retfærdiggør lige så fuldstændigt som den stærke. Luther, XI, 1840: «Derfor er vi alle lige i Kristus ved troen. Selv om Sankt Peter har en stærkere tro end jeg, er det dog ganske den samme tro på Kristus. For den samme Kristus kastes af sin Fader ud blandt alle til fri grams; den, der får fat i ham, har ham helt, hvad enten han får fat i ham stærkt eller svagt – det betyder intet.» Den, der med Rom antager grader i retfærdiggørelsen eller taler om en forøgelse af retfærdiggørelsen, viser dermed, at han ikke lærer retfærdiggørelsen af troen på Kristus, men af en retfærdighed, der bor i mennesket (iustitia infusa sive inhaerens), og altså har opgivet den kristne lære om retfærdiggørelsen.¹⁵¹⁸ Ikke blot de romerske, men også protestanter (Hengstenberg) har fejlagtigt påberåbt sig Luk 7,36 ff. til støtte for en trinvis retfærdiggørelse, sådan som det nærmere skal vises i afsnittet «Retfærdiggørelsen ud fra gerningerne».

¹⁵¹⁵ Kol 2,13. Meyer til stedet: «Dette χαρισάμενος er den tilegnelse af forsoningen fra Guds side, som blev de troende til del, da de kom til tro; den objektive soningshandling ved Kristi død var gået forud og beskrives i v. 14.»

¹⁵¹⁶ Rom 5,1. «Freden med Gud» forudsætter, at den retfærdiggørelse, der indtrådte med troen, ikke er delvis, men fuldstændig.

¹⁵¹⁷ St. L. XII, 219 ff. Udsagn i bekendelsesskrifterne: s. 358, 6; 480, 100; 324 f.; 614, 22.

¹⁵¹⁸ Trid., sess. 6, c. 10: Iustificati … per observationem mandatorum Dei et ecclesiae in ipsa iustitia per Christi gratiam accepta, cooperante fide bonis operibus, crescunt atque magis iustificantur. [De retfærdiggjorte … vokser ved at overholde Guds og kirkens bud i selve den retfærdighed, de har modtaget ved Kristi nåde, idet troen virker med de gode gerninger, og de bliver mere retfærdiggjort.] Samme sted, can. 24: Si quis dixerit, iustitiam acceptam — non augeri coram Deo per bona opera — anathema sit. [Hvis nogen siger, at den modtagne retfærdighed … ikke forøges for Gud ved gode gerninger, han være forbandet.] Efter romersk lære er retfærdiggørelsen en proces, der strækker sig over hele livet og endda videre ind i skærsilden. Troen er kun begyndelsen eller roden til retfærdiggørelsen (sess. 6, c. 8). Den er blot én af en hel række akter i forberedelsen til retfærdiggørelsen. Efter Tridentinerkoncilet tager den romerske lære om retfærdiggørelsen sig således ud: Til retfærdiggørelsen er en forberedelse (praeparatio, dispositio) nødvendig. Til denne forberedelse hører efter sess. 6, c. 6, følgende stykker: 1. troen, dog ikke den tro, der tror syndernes forladelse for Kristi skyld – en sådan tro ville være formastelig (a. st., c. 9) –, men den historiske tro, som tror det, Gud har åbenbaret; 2. frygten for Guds vrede på grund af synderne; 3. håbet om, at Gud vil være nådig, nemlig senere, når en lang række akter er gennemført; 4. begyndelsen til kærlighed til Gud; 5. boden, som er nødvendig før dåben og indeslutter «noget had» (odium aliquod) til synden; 6. forsættet om at modtage dåben; 7. forsættet om at holde Guds bud. På denne «forberedelse» følger (a. st., c. 7) «selve retfærdiggørelsen», som dog ikke blot må opfattes som syndernes forladelse, men også omfatter helliggørelsen (dispositionem seu praeparationem iustificatio ipsa consequitur, quae non est sola peccatorum remissio, sed et sanctificatio et renovatio interioris hominis [på denne indstilling eller forberedelse følger selve retfærdiggørelsen, som ikke kun er syndernes forladelse, men også det indre menneskes helliggørelse og fornyelse]), så at også selve retfærdiggørelsen ikke består i en retfærdigerklæring, men i en indre forvandling af en uretfærdig til en retfærdig (non modo reputamur, sed vere iusti nominamur et sumus, iustitiam in nos recipientes [vi regnes ikke blot for retfærdige, men kaldes og er i sandhed retfærdige, idet vi modtager retfærdigheden i os]). Alt, både praeparatio og iustificatio ipsa, sker under menneskelig medvirken (secundum propriam cuiusque dispositionem et cooperationem [efter hvers enkelts egen indstilling og medvirken]). Men selv når nogen har gennemgået «selve retfærdiggørelsen», må han dog ikke med vished holde for, at Gud er ham nådig, cum nullus scire valeat certitudine fidei, cui non potest subesse falsum, se gratiam Dei esse consecutum [eftersom ingen med troens vished, under hvilken intet falsk kan ligge, kan vide, at han har opnået Guds nåde] (a. st., c. 9). Afslutningen kommer først i skærsilden. Forbandelsen skal ramme den, der vover at sige, at der «efter modtaget retfærdiggørelse» ikke stadig bliver en skyld til timelig straf tilbage, som skal betales enten i denne verden eller i skærsilden. (Sess. 6, can. 30.) Om den romerske iustificatio prima og secunda, der sagligt omtrent falder sammen med praeparatio og iustificatio ipsa, se Chemnitz, Examen, De iustif., p. 152 f. Den romerske lære om retfærdiggørelsen kan kort sammenfattes således: Kristus har fortjent så meget for os, at vi selv kan fortjene os saligheden, først de congruo, siden også de condigno. Også Augsburg-interimet (1548) åbenbarede frafaldet fra den kristne lære ved at optage den trinvise retfærdiggørelse. (Gieseler III, 1, 347.) Den blev også lært af Andreas Osiander (Disp. de iustificatione, thes. 79: ved troen de die in diem magis unimur [forenes vi dag for dag mere], nemlig med Guds Søns guddommelige natur). Den trinvise retfærdiggørelse (minus skærsilden) læres også af alle nyere teologer, der opfatter troen i retfærdiggørelsen som «kim» eller «begyndelse» til en efterfølgende moralsk udvikling (som Martensen, Dogmatik, s. 368), eller som optager «omprægningen af menneskehedens liv» i den subjektive forsoning (som alle repræsentanter for «garantiteorien»; Kirn, Dogmatik, s. 118).

f. Syndernes forladelse betegner hele retfærdiggørelsen, ikke blot en del af den. Når Apologien siger (s. 100, 76): Consequi remissionem peccatorum est iustificari [At opnå syndernes forladelse er at blive retfærdiggjort], og Konkordieformlen (s. 528, 7): «Ordet ‘retfærdiggøre’ betyder i denne artikel at absolvere, det vil sige at frikende for synder», og endnu mere bestemt (s. 616, 30): «at troens retfærdighed alene består i nådig forsoning eller syndernes forladelse», så er det helt skriftmæssigt, fordi Paulus i Rom 4,6–8 i stedet for «retfærdiggøre» sætter at forlade synd og ikke at tilregne synd og dermed betegner hele retfærdiggørelsen. Det er ikke nogen anbefalelsesværdig læremetode, når nogle lutherske lærere har villet dele retfærdiggørelsen i to akter, nemlig i tilregnelsen af Kristi fortjeneste og syndernes forladelse, eller omvendt i syndernes forladelse og tilregnelsen af Kristi fortjeneste.¹⁵¹⁹ Luther taler helt skriftmæssigt, når han igen og igen siger: De kristnes retfærdighed eller fromhed for Gud hedder «syndernes forladelse».¹⁵²⁰ Kristi fortjeneste kommer derved fuldt til sin ret, nemlig som forudsætningen for syndernes forladelse. For på spørgsmålet om, hvorfor Gud forlader os synden eller retfærdiggør os, lyder Skriftens svar: διὰ τῆς ἀπολυτρώσεως τῆς ἐν Χριστῷ Ἰησοῦ [ved løskøbelsen i Kristus Jesus] og: δι’ ἑνὸς (nemlig Kristi) δικαιώματος, διὰ τῆς ὑπακοῆς τοῦ ἑνός [ved den enes retfærdighed, ved den enes lydighed].¹⁵²¹ Derfor siger også Konkordieformlen, hvor den ordner begreberne nøjagtigt (s. 616, 30): «Derfor, og for at … også Kristi fortjeneste og Guds nåde kan få den ære, der tilkommer dem, lærer Skriften, at troens retfærdighed for Gud alene består i nådig forsoning eller syndernes forladelse, som af nåde, alene for mellemmanden Kristi fortjenestes skyld, skænkes os og alene ved troen modtages i evangeliets løfte.»¹⁵²² De forskellige betegnelser for troens genstand må ikke misbruges til at foretage skriftstridige opdelinger af genstanden. Det skal ubetinget fastholdes: Hvordan troens genstand end benævnes – hvad enten det er Kristus (Rom 3,22) eller Gud (Rom 4,3) eller Kristi retfærdighed (Rom 5,18; 1 Joh 2,1) eller Kristi blod og død (1 Kor 2,2; Rom 5,9) eller Kristi oprejsning fra de døde (Rom 10,9; 4,24) eller Kristi navn (1 Joh 5,13) eller Guds vidnesbyrd om sin Søn (1 Joh 5,10) eller evangeliet (Rom 1,16) osv. –, så menes der altid Kristus, for så vidt som han ved sin stedfortrædende fyldestgørelse har erhvervet menneskene syndernes forladelse; Gud, for så vidt som han for Kristi skyld er menneskene nådig; evangeliet, for så vidt som det er τὸ εὐαγγέλιον τῆς χάριτος τοῦ Θεοῦ [evangeliet om Guds nåde] (ApG 20,24), τῆς εἰρήνης [fredens evangelium] (Ef 6,15); kort sagt: Der menes altid den nådige forladelse af synderne for Kristi skyld. Den Augsburgske Bekendelse siger om troens genstand, at den sande tro ikke blot tror «historien», at Kristus har lidt og er opstået, men også effectum historiae, historiens virkning eller frugt, «nemlig denne artikel: syndernes forladelse».¹⁵²³ Og Luther minder om, at vi kun beder den anden artikel i den apostolske trosbekendelse rigtigt, når vi ved de enkelte stykker tilføjer: «for mig», nemlig: til syndernes forladelse. Også evangeliet, dåben og nadveren er jo kun nådemidler derved, at de først og fremmest (primo loco) tilbyder og giver syndernes forladelse for Kristi skyld.¹⁵²⁴ Her må der gøres opmærksom på en afvigelse fra Skriften og bekendelsen, som findes hos en del af de lutherske teologer. Når Skriften og bekendelsen beskriver den genstand, som den retfærdiggørende tro griber, bruger de udtrykkene Kristus, Kristi retfærdighed, Kristi lydighed, Kristi lidelse, Kristi fortjeneste, forladelsen, retfærdiggørelsen osv. i flæng (promiscue) og som synonymer.¹⁵²⁵ Men navnlig senere teologer ville skelne mellem Kristi fortjeneste som det «retfærdiggørende gode» (bonum iustificum, res iustifica) og selve retfærdiggørelsen eller syndernes forladelse; de ville kun lade Kristus eller Kristi fortjeneste (bonum iustificum) være troens genstand, men ikke selve syndernes forladelse eller selve retfærdiggørelsen (ipsam remissionem peccatorum, ipsam iustificationem).¹⁵²⁶ Det var først og fremmest dette punkt, Walther havde for øje, når han plejede at tale om en «fordunkling» af retfærdiggørelseslæren hos de senere lutherske lærere.¹⁵²⁷ Hvis denne skelnen mellem bonum iustificum og iustificatio virkelig blev gennemført – hvad den heldigvis ikke overalt bliver –, så ville den praktiske følge være, at syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen ikke kunne troes direkte på grundlag af nådetilsagnet i de objektive nådemidler, men i hvert enkelt tilfælde først kunne erkendes ved en slutning bagud fra den kendsgerning, at man tror, eller ved at reflektere over, om troen er til stede.¹⁵²⁸ Med andre ord: Når synderen, som er ramt af Guds lov, spørger: «Forlader Gud mig mine synder?», skulle han ikke henvises til den syndernes forladelse, der er udsagt i evangeliet, men først holdes til at prøve sig selv, om han nu også allerede har troen på det «retfærdiggørende gode» (bonum iustificum). Således ville troen, for så vidt som den retfærdiggør, ikke komme til at stå på det objektive nådetilsagn i nådemidlerne, men på sig selv. Det rigtige aksiom, at den direkte tro (fides directa) er nok til retfærdiggørelsen, og at den reflekterende tro (fides reflexa) ikke er nødvendig, ville være opgivet.¹⁵²⁹ For at værge mod denne vildfarelse har Walther i sin udgave af Baiers kompendium under locus de iustificatione indføjet en længere række citater, der henviser til nådemidlerne som retfærdiggørelsens formidlende årsag (causa media) fra Guds side og til den «almindelige, allerede skete retfærdiggørelse» som grunden til retfærdiggørelsen ved troen.¹⁵³⁰ Imod de teologer, der ikke lader den objektive retfærdiggørelse være den retfærdiggørende tros genstand, er citatet fra Carpzov (Baier III, 286) rettet. Her påviser Carpzov, at det ikke er den syndernes forladelse, der allerede er tilegnet ved troen, men den objektive, som Kristus har erhvervet, og som nådemidlerne tilbyder til tilegnelse, der er troens genstand, for så vidt som troen retfærdiggør.¹⁵³¹

¹⁵¹⁹ Jf. den dogmehistoriske fremstilling hos Baier III, 283 ff.; Hebenstreit, Syst. III, 1237 ff. Quenstedt bestræber sig (II, 753) på at fastholde enheden: «Tilregnelsen af Kristi fortjeneste er efter sagen syndernes forladelse, og forladelsen er tilregnelsen af Kristi retfærdighed, så at hvert udtryk for sig kan udtrykke retfærdiggørelsens hele væsen. Derfor bytter også apostlen Paulus i Rom 4 ‘forlade synd’ og ‘tilregne retfærdighed’ om med hinanden i beskrivelsen af retfærdiggørelsen, men stiller dem ikke op som dele, der tilsammen udgør et hele.» Romersk-katolske, unitarer, sværmere og nyere teologer har benægtet, at man kan tale om en tilregnelse af Kristi retfærdighed. De vil indrømme, at troen efter Skriften regnes til retfærdighed; men ved troen forstår de romerske den tro, der er formet af kærligheden (fides caritate formata), socinianerne kalder lydigheden mod Kristi bud for tro, og sværmerne og de nyere teologer tænker på troen, for så vidt som den formidler, at Kristus bor i mennesket, eller udgør kimen til helliggørelsen. Men – siger de – Skriften lærer ikke, at Kristi retfærdighed tilregnes synderen på den måde, at synderen er retfærdig for Gud ved Kristi retfærdighed. At de nævnte tager fejl her, viser Skriftens udsagn tydeligt, som Rom 5,19: διὰ τῆς ὑπακοῆς τοῦ ἑνὸς (i v. 18 i stedet: δι’ ἑνὸς δικαιώματος) δίκαιοι κατασταθήσονται οἱ πολλοί [ved den enes lydighed (v. 18: ved den enes retfærdighed) vil de mange blive indsat som retfærdige]. Også i 1 Joh 2,1 begrundes virkningen af Kristi forbøn, når de kristne synder, med, at Jesus Kristus, som går i forbøn, er «retfærdig», δίκαιος, og altså dækker dem med sin retfærdighed. — Holtzmann (II, 140) indtager et andet standpunkt. Han siger: Selv om tilregnelsen af Kristi retfærdighed ikke er «direkte påviselig», så bliver den dog «strejfet tæt» i Rom 5,17–19. Men man skal på dette sted holde parallellen mellem Adam og Kristus for øje. Ligesom Adams synd ved tilregnelse gik over på «de mange» på den måde, at «de mange ved Adams synd blev stillet frem som syndere» (ἁμαρτωλοὶ κατεστάθησαν), således går også Kristi retfærdighed ved tilregnelse over på «de mange» på den måde, at de mange ved Kristi retfærdighed bliver stillet frem som retfærdige (δίκαιοι κατασταθήσονται). Dermed er tilregnelsen af Kristi retfærdighed ikke blot «strejfet tæt», men direkte udsagt. — Hvad angår δικαιοσύνη Θεοῦ, Rom 1,17 osv., er spørgsmålet, om udtrykket betegner «retfærdigheden for Gud», det vil sige den retfærdighed, der gælder som retfærdighed for Gud, eller «retfærdigheden fra Gud», det vil sige den retfærdighed, der kommer fra Gud og gives af Gud. Den første er Luthers opfattelse i oversættelsen. Af de nyere er Fritzsche, Köllner, Umbreit, Philippi, I. Weiß og Stöckhardt enige med Luther. De påberåber sig Rom 3,20: δικαιοῦσθαι ἐνώπιον Θεοῦ [blive erklæret retfærdig over for Gud]; Gal 3,11: οὐδεὶς δικαιοῦται παρὰ τῷ Θεῷ [ingen erklæres retfærdig for Gud]; Rom 2,13: δίκαιοι παρὰ τῷ Θεῷ [retfærdige over for Gud]. Den sidste opfattelse hævdes af Winer, Meyer og måske flertallet af de nyere. De henviser til Rom 3,24: δικαιούμενοι δωρεὰν τῇ αὐτοῦ χάριτι [de erklæres retfærdige gratis på grund af hans nåde] og navnlig til Fil 3,9: τὴν ἐκ Θεοῦ δικαιοσύνην [retfærdigheden fra Gud]. Men på det sidstnævnte sted er ἐκ Θεοῦ foranlediget af modsætningen μὴ ἔχων ἐμὴν δικαιοσύνην [idet jeg ikke har min egen retfærdighed], som Philippi bemærker. Tager man yderligere 2 Kor 5,21 med: ἵνα ἡμεῖς γινώμεθα δικαιοσύνη Θεοῦ [for at vi skulle blive Guds retfærdighed], så vil man vælge Luthers opfattelse. Tanken: «for at vi skulle blive den retfærdighed, der kommer fra Gud», ligger fjernere end tanken: «for at vi skulle blive den retfærdighed, der gælder for Gud». Sprogligt eller uden for sammenhængen er begge opfattelser mulige på grund af den græske genitivs mange betydninger. Begge opfattelser udtrykker også Skriftens tanker, som det fremgår af de anførte skriftsteder. Til fordel for Luthers opfattelse har I. Weiß desuden henvist til genitiverne i 2 Kor 1,12, Gal 6,16 og Kol 2,19. Jf. Holtzmann, II, 140. Enhver udlægning af δικαιοσύνη Θεοῦ i retning af den iboende eller indgydte retfærdighed (iustitia inhabitans eller infusa) er udelukket ved det tilføjede ἐκ πίστεως εἰς πίστιν [på grund af tro og til tro], fordi ἐκ πίστεως står i udelukkende modsætning til ἐξ ἔργων, og fordi kun den tro regnes til retfærdighed, som har τὸν δικαιοῦντα τὸν ἀσεβῆ [ham der erklærer den ugudelige retfærdig] til genstand, Rom 4,5. Det εἰς πίστιν, der står ved siden af ἐκ πίστεως i 1,17, bestemmes nærmere i 3,22 ved εἰς πάντας καὶ ἐπὶ πάντας τοὺς πιστεύοντας [for alle og over alle som tror]. Fordi det hører til δικαιοσύνη Θεοῦ, at den er ἐκ πίστεως og ikke ἐξ ἔργων, kommer den heller ikke over dem, der gør gerninger (ἐργαζομένους), men over dem, der tror (πιστεύοντας).

¹⁵²⁰ St. L. XI, 1730–1731; V, 594; XIII, 771.

¹⁵²¹ Rom 3,24; 5,18–19.

¹⁵²² Den samme orden i begreberne har Den Augsburgske Bekendelse, art. 4, når den siger: «at vi får syndernes forladelse og bliver retfærdige for Gud af nåde, for Kristi skyld, ved troen, når vi tror, at Kristus har lidt for os, og at synden forlades os for hans skyld, og retfærdighed og evigt liv skænkes os».

¹⁵²³ Den Augsburgske Bekendelse, art. 20 (s. 45, 23): «Der gives også den undervisning, at man her ikke taler om en sådan tro, som også djævlene og de ugudelige har, som også tror historien, at Kristus har lidt og er opstået fra de døde; men man taler om den sande tro, som tror, at vi ved Kristus har nåde og syndernes forladelse» (den latinske tekst: quae credit etiam effectum historiae, videlicet hunc articulum, remissionem peccatorum [som også tror historiens virkning, nemlig denne artikel: syndernes forladelse]).

¹⁵²⁴ De Schmalkaldiske Artikler, s. 319, 45.

¹⁵²⁵ Kristi lydighed s. 616, 30; Guds nåde og Kristi fortjeneste 618, 38; Guds nåde i Kristus 619, 41; den Gud, der er nådig ved Kristus, 105, 100; den lovede barmhjertighed 96, 55–56; syndernes forladelse 616, 30; 100, 72; 97, 57; 102, 84; 94, 45: credit unusquisque sibi remitti peccata propter Christum [enhver tror, at synderne forlades ham for Kristi skyld]; syndernes forladelse og retfærdiggørelsen 102, 84.

¹⁵²⁶ Sådan også Gerhard nogle steder, L. de iustif., § 179: Non dicimus, iustificationem, sed iustitiam Christi per fidem nobis applicari. [Vi siger ikke, at retfærdiggørelsen, men at Kristi retfærdighed tilegnes os ved troen.] Og forinden: In propriis locutionibus non dicimus, iustificationem apprehendi per fidem, sed dicimus, Christum et in Christo Dei misericordiam, remissionem peccatorum, iustitiam et vitam aeternam apprehendi per fidem et hoc modo fieri iustificationem. [Når vi taler i egentlig forstand, siger vi ikke, at retfærdiggørelsen gribes ved troen, men vi siger, at Kristus og i Kristus Guds barmhjertighed, syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv gribes ved troen, og at retfærdiggørelsen sker på denne måde.]

¹⁵²⁷ L. u. W. 1876, s. 193 ff.

¹⁵²⁸ Også Hönecke har gjort opmærksom på dette punkt (Dogmatik III, 404): «Man må meget omhyggeligt skelne spørgsmålet om visheden om vores tros sandhed og virkelighed fra spørgsmålet om visheden om retfærdiggørelsen ved troen; for så snart man gik ind på det første spørgsmål, ville man komme ind på det subjektive område, på den sande tros art, beskaffenhed osv., og dermed ville retfærdiggørelsen blive uviss, fordi intet eget, subjektivt kan være retfærdighed for Gud.»

¹⁵²⁹ Jf. afsnittet «Den frelsende tro er fides directa», s. 532. Herudfra skal også spørgsmålet besvares, om tilgivelsen (absolutionen) skal tilsiges betinget eller ubetinget. Med rette siger Walther, Pastorale, s. 164: «Har præsten stærk tvivl om, hvorvidt den skriftende er bodfærdig og oprigtig, uden at han dog kan overbevise ham og afvise ham, så må præsten ikke søge at hjælpe sin samvittighed ved at føje alle mulige betingelser eller advarsler og trusler til tilgivelsesformlen.» Med rette skrev Christian Chemnitz mod Paul Tarnow, som var gået ind for den betingede tilgivelsesformel, at så måtte også dåben og nadveren gives betinget, og visheden om syndernes forladelse ville komme til at stå på den skriftendes anger og tro i stedet for på det objektive nådetilsagn for Kristi fortjenestes skyld. Jf. L. u. W. 1876, s. 193 ff.: «Skal tilgivelsen tilsiges kategorisk eller hypotetisk?»

¹⁵³⁰ Baiers kompendium III, 260 ff.; 271 ff. Walther bemærker hertil i sit håndeksemplar: «Den formidlende årsag (causa media) fra Guds side – nådemidlerne – løftet – mangler i hele fremstillingen.» «Alene ud fra læren om den almindelige, allerede skete retfærdiggørelse forklares det, hvorfor troen gør retfærdig. Dette mangler også i denne fremstilling» (hos Baier).

¹⁵³¹ Carpzov (Isagoge in libr. symb., p. 208 f.; hos Baier III, 285): «Syndernes forladelse betragtes på to måder: dels sådan som den er erhvervet af Kristus og i Ordet og sakramenterne tilbydes som et gode, Gud har lovet og bestemt for synderne, til at søge og have (quaerendum et habendum offertur), dels sådan som den [syndernes forladelse] allerede er modtaget (accepta) og tilegnet ved troen og besiddes. … I den første henseende er syndernes forladelse den retfærdiggørende tros genstand, for så vidt som troen retfærdiggør (quatenus iustificat), og troen griber denne forladelse som en velgerning, der er erhvervet af Kristus og tilbudt os i evangeliet som et gode bestemt til vores frelse. I den sidste henseende [som allerede tilegnet] er syndernes forladelse også den retfærdiggørende tros genstand, men ikke for så vidt som troen retfærdiggør, men for så vidt som den beskæftiger sig med en god genstand, nemlig den allerede modtagne syndernes forladelse, og fryder sig over den og har sin glæde i den. Når derfor syndernes forladelse i Den Augsburgske Bekendelses 4. artikel og i Apologien ofte angives som den retfærdiggørende tros genstand, for så vidt som troen retfærdiggør, så betragtes den ikke i den sidste, men i den første henseende. Det udtrykker Apologien tydeligt, når den siger: ‘Den retfærdiggørende tros genstand er den lovede barmhjertighed’, ‘syndernes forladelse er noget, som er lovet for Kristi skyld’.» Med denne fremhævelse af den objektive retfærdiggørelse som den retfærdiggørende tros genstand gendriver Carpzov samtidig en indvending fra de romerske. De finder nemlig en modsigelse i, at retfærdiggørelsen efter luthersk lære både er troens genstand og sker ved troen. Men mellem disse to kendsgerninger er der så lidt en modsigelse, at de tværtimod kræver hinanden. Fordi retfærdiggørelsen eller syndernes forladelse er den genstand for troen, som Kristus har erhvervet, og som evangeliet tilbyder, derfor sker retfærdiggørelsen eller syndernes forladelse ved troen og ved intet andet end troen, sådan som den lutherske bekendelse igen og igen fremhæver (s. 102, 84; 616, 30 osv.).

8. Retfærdiggørelsen ud fra gerningerne

Skriften lærer også en retfærdiggørelse ud fra gerningerne. Det er den retfærdiggørelse, der sker og skal ske for mennesker. Retfærdiggørelsen for Gud (ἐνώπιον θεοῦ) sker i ethvert tilfælde (πᾶσα σάρξ) uden lovens gerninger, ved troen (Rom 3,20.28), og falder ikke ind under menneskers iagttagelse, fordi vi mennesker ikke kan se troen i hjertet. Derfor er det Guds vilje og ordning, at vi mennesker skal dømme om andre menneskers retfærdiggørelse eller nådestand ud fra gerningerne eller troens synlige frugter. Apologien siger (s. 113, 35): «Troen i hjertet kan man ikke vise og påvise for andre uden ved frugterne; de beviser troen i hjertet over for menneskene.» Således siger Kristus til synderinden med hensyn til hendes retfærdiggørelse for Gud (Luther: interna remissio), Luk 7,50: «Din tro har frelst dig, gå bort med fred!» Men over for farisæeren Simon beviser Kristus kvindens retfærdiggørelse ud fra kvindens gerninger: «Hendes mange synder er hende forladte, eftersom hun elskede meget.» Luther påviser i sin disputats over Luk 7,47¹⁵³², at den samme ordning også nu gælder og skal gælde i den kristne kirke: «På samme måde får syndere også i kirken offentligt (publice) tilsagt tilgivelse, når de viser omvendelsens rette frugter. For de, som åbenlyst bliver i synden og ikke viser, at de har omvendt sig, kan ikke offentligt få tilsagt tilgivelse.» Denne ordning skal den kristne menighed holde fast ved med stor alvor. Når de kristne gerninger åbenlyst mangler, skal den afvise, at man påberåber sig troen i hjertet, og insistere på retfærdiggørelse ud fra gerningerne. I samme grad som den kristne menighed undlader at insistere på retfærdiggørelsen ud fra gerningerne hos sine medlemmer, breder tugtløsheden sig i dens midte, og den holder op med at være verdens lys og jordens salt for sine omgivelser. Retfærdiggørelsen ud fra gerningerne læres gennem hele Skriften. Joh 13,35: «Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple: at I har kærlighed til hinanden»; Matt 12,37: «For på grund af dine ord skal du erklæres retfærdig, og på grund af dine ord skal du fordømmes.»¹⁵³³ Men ikke blot andre mennesker, også de enkelte kristne selv skal kunne aflæse en dom om deres retfærdiggørelse af deres gerninger. Det kommer til udtryk i skriftudsagn som disse: 1 Joh 3,14: «Vi ved at vi er gået over fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene»; 1 Joh 2,3–4: «I dette erkender vi (γινώσκομεν) at vi har lært ham at kende (ἐγνώκαμεν), hvis vi bevarer hans bud. Den som siger: ’Jeg kender ham,’ og ikke fastholder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham»; 2 Pet 1,10: «Arbejd med endnu større engagement på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse»; Matt 6,14: «For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal også jeres himmelske far tilgive jer.» Apologien taler således om det (s. 136, 154 f.) med henblik på det sidst anførte sted: «Kristus knytter ofte¹⁵³⁴ løftet om syndernes forladelse til gode gerninger, ikke fordi han vil, at de gode gerninger skal være et sonoffer – for de følger efter forsoningen – men af to grunde. Den ene er, at gode frugter nødvendigt må følge. Han minder altså om, at det er hykleri og en falsk omvendelse, hvis der ikke følger gode frugter. Den anden grund er, at vi har brug for ydre tegn på et så stort løfte, fordi den forskræmte samvittighed har brug for mangfoldig trøst. Ligesom dåben og Herrens nadver altså er tegn, der igen og igen formaner, opretter og styrker de forskræmte sind, så de tror mere fast, at synderne forlades, således er det samme løfte skrevet og malet i de gode gerninger, for at disse gerninger skal formane os til at tro mere fast.» Vi minder her om det, der tidligere blev sagt om Helligåndens dobbelte vidnesbyrd.¹⁵³⁵ Det indre vidnesbyrd (testimonium internum sive directum) er til stede, når og ved at Helligånden virker troen på den objektive nåde, som er til stede ved Kristus og tilbydes i evangeliet (nåde = favor Dei propter Christum, «Guds yndest eller gunst» for Kristi skyld). Det ydre vidnesbyrd (testimonium externum sive indirectum) er til stede, når og ved at Helligånden driver troens frugter frem i os og ud af os: kærligheden til Gud og hans Ord, kærligheden til næsten, tålmodigheden, ydmygheden osv. (nåde = gratia infusa). Dette ydre vidnesbyrd fra Helligånden om vores nådestand eller vores retfærdiggørelse, som foreligger i de gode gerninger, skal skattes meget højt, sådan som Apologien minder om i de anførte ord.¹⁵³⁶ Men fordi det forholder sig sådan med vores gode gerninger, at de på grund af τὴν εὐπερίστατον ἁμαρτίαν (Hebr 12,1) [synden som besnærer os] er besmittet med synd – for «hvis vi siger at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os» –, så er det netop blikket på vores retfærdiggørelse ud fra gerningerne, der får os til hele tiden at trække os tilbage til retfærdiggørelsen for Gud, som sker uden gerninger. Retfærdiggørelsen ved troen og retfærdiggørelsen ud fra gerningerne skal skarpt adskilles. Den, der blander retfærdiggørelsen ud fra gerningerne ind i retfærdiggørelsen for Gud, mister retfærdiggørelsen for Gud (Gal 5,4) og høster forbandelsen (Gal 3,10); for vi ved jo (εἰδότες), siger apostlen, at et menneske ikke bliver erklæret retfærdigt på grund af lovens gerninger, men (ἐὰν μή) ved tro på Jesus Kristus (Gal 2,16). – Hvad terminologien angår, skelner Luther mellem «to slags» syndernes forladelse eller retfærdiggørelse, den «indvortes» og den «udvortes». Den indvortes sker ved evangeliets nådeløfte og ved troen, som griber nådeløftet. Det er retfærdiggørelsen for Gud. Den udvortes retfærdiggørelse sker ved de kristnes gode gerninger, som følger af og er frugt af den indvortes retfærdiggørelse, falder ind under menneskers iagttagelse og således gør den indvortes retfærdiggørelse åbenbar. Det er retfærdiggørelsen for mennesker. Luther skriver (VII, 511) til Matt 6,14: «Men hvordan kan Kristus med disse ord bygge forladelsen netop på vores gerning og sige: Hvis I tilgiver jeres næste, skal I få forladelse? Det er jo ikke at bygge forladelsen på troen! Svar: Syndernes forladelse sker, som jeg ofte har sagt andre steder, på to måder: for det første ved evangeliet og Guds ord, som modtages indvortes i hjertet for Gud ved troen; for det andet udvortes ved gerningerne, som 2 Pet 1 taler om, hvor han lærer om gode gerninger: ’Kære brødre, gør flid for at gøre jeres kald og udvælgelse fast.’ Dér vil han, at vi skal gøre det vist, at vi har troen og syndernes forladelse, det vil sige, at vi skal bevise det med gerningerne, så man kan kende træet på frugterne, og det bliver åbenbart, at det er et godt og ikke et råddent træ. For hvor der er en ret tro, dér følger visselig også gode gerninger. Således er et menneske både udvortes og indvortes retskaffent og retfærdigt, både for Gud og for folk. For det er følgen og frugten, hvormed jeg gør mig selv og andre vis på, at jeg tror ret.»

¹⁵³² Opp. v. a. IV, 398 ff. St. L. VII, 1456 ff.

¹⁵³³ Calov til stedet: E sermonibus, qualis fides et pietas in pectore lateat, nec non incredulitas et impietas iudicium ferri potest et feretur, sive absolutorium, sive condemnatorium. Quid enim aliud sermones sancti quam fides sonans? [Ud fra ordene kan og vil der fældes dom over, hvilken tro og fromhed der skjuler sig i brystet, og ligeledes over vantro og ugudelighed, hvad enten dommen er frifindende eller fordømmende. For hvad er hellige ord andet end tro, der lyder?]

¹⁵³⁴ Hertil hører også saligprisningerne, Matt 5,1–12.

¹⁵³⁵ Se s. 534 f.

¹⁵³⁶ Luther, Opp. v. a. IV, 402: Est autem publica absolutio [retfærdiggørelsen ud fra gerningerne og for mennesker] res magni momenti et mirabiliter fidem roborat et consolatur. [Men den offentlige tilgivelse er en sag af stor betydning og styrker og trøster troen på forunderlig vis.] Med vældig kraft udfolder Luther, hvordan de kristnes enkelte gerninger bliver den kristne til en tilgivelse eller retfærdiggørelse, St. L. VII, 514 f.

Men er det ikke svært at blive klog på Skriften, når den på en række steder så bestemt udelukker gerningerne fra retfærdiggørelsen og så alligevel mange steder lærer en retfærdiggørelse ud fra gerningerne? Slet ikke. Tværtimod forholder det sig sådan, at Skriften med retfærdiggørelsen ud fra gerningerne samtidig lærer og bekræfter retfærdiggørelsen ved troen alene. Ser vi nemlig nærmere på de gerninger, på grundlag af hvilke retfærdiggørelsen udtales, så opdager vi, at det er gerninger, der flyder af troen eller har troen som forudsætning. Det er takofre for den syndernes forladelse, der allerede er modtaget ved troen. Med andre ord: det er gerninger, som gøres af mennesker, der allerede ved troen alene er blevet retfærdige for Gud. Hvor der derfor er tale om retfærdiggørelsen ud fra gerningerne, dér læres aldrig den «blotte gerning» eller opus externum, så «troen bliver glemt»; tværtimod læres altid troen som det, hvorved alene vi bliver retfærdige for Gud.¹⁵³⁷ Vi må derfor heller ikke indrømme, at der foreligger nogen modsigelse, som skulle udjævnes, når Skriften på den ene side tilskriver troen retfærdiggørelsen under fuldstændig udelukkelse af gerningerne og på den anden side også knytter retfærdiggørelsen til gerningerne. Tværtimod forholder det sig, som allerede sagt, sådan, at retfærdiggørelsen ud fra gerningerne, forstået i Skriftens mening, i ethvert tilfælde fører hen til og indskærper den retfærdiggørelse, som sker uden gerninger. Så snart et menneske nemlig ser sig om efter de gerninger, som Skriften knytter dommen om retfærdiggørelsen til, opdager det, at det er gerninger, som kun den kan gøre, der er retfærdiggjort ved troen uden gerninger (iustificatus fide sine operibus).¹⁵³⁸ Man forstår derfor, hvordan Luther kunne sige om de folk, der hårdnakket (pertinaciter) stillede Luk 7,47 («Hendes mange synder er hende forladte, eftersom hun elskede meget») op imod retfærdiggørelsen ved troen: «De skal undgås som mennesker med et forvirret sind.»¹⁵³⁹ Hertil hører det, Luther siger om den abstrakte eller absolutte tro (fides abstracta seu absoluta) og den konkrete, sammensatte eller inkarnerede tro (fides concreta, composita seu incarnata).¹⁵⁴⁰

¹⁵³⁷ Apologien, s. 149, 251: «Når derfor teksten siger, at det evige liv skal gives dem, der har gjort det gode, så viser den, at det skal gives dem, der forud er blevet retfærdige ved troen på Kristus.» Luther, VII, 513: «Men det er også sandt, at denne gerning, som han her kalder den» (nemlig at tilgive næsten), «ikke er en blot gerning som andre, som vi gør af os selv; for troen er ikke glemt i den.»

¹⁵³⁸ Apologien, s. 120, 67: «Denne ene løsning (solutio) løser alle de skriftsteder, som anføres imod os, nemlig at man ikke kan holde loven ret uden Kristus»; s. 115, 38: «Før vi opfylder blot en tøddel af loven, må troen på Kristus først være der, ved hvilken vi forsones med Gud og først opnår syndernes forladelse»; s. 107, 110: «Vi elsker ikke, medmindre hjerterne er fuldt vis på, at syndernes forladelse er skænket os.»

¹⁵³⁹ Opp. v. a. IV, 402; St. L. VII, 1461. Luther, IX, 353 f.: «Modstanderne kan nok råbe, at Skriften ofte taler om at gøre og virke; men vi svarer standhaftigt, at den taler om den gøren, som sker i tro. For fornuften må først være oplyst ved troen, før den kan gøre gerninger; men når man har den rette mening om og erkendelse af Gud, ligesom en ret fornuft, så træder også gerningen ind i livet (incarnatur) og bliver indlemmet i troen, så at alt, hvad der tillægges troen, derefter også kan tillægges gerningerne, men alene for troens skyld. Det er derfor meget nyttigt, at de, som studerer teologi, lærer at skelne godt mellem den rette gøren og den hykleriske gøren, den moralske og den teologiske. For de, som gør dette, vil let kunne forklare alle de steder, som synes at oprette gerningernes retfærdighed.» Jf. også hele Apologiens udredning (s. 131, 133 ff.) om de skriftsteder, som de pavelige, fordi de handler om gerninger, gjorde gældende imod retfærdiggørelsen ved troen. Her vises det også, at Jakob «taler om gerninger, som følger troen». Jakob «skælder nogle dovne kristne ud, som var blevet alt for sikre og bildte sig ind, at de havde troen, skønt de var uden tro» (s. 129, 123 ff.).

¹⁵⁴⁰ Ad Gal. I, 381 f.; St. L. IX, 349 ff.: «Vi plejer også at skelne troen på denne måde, at troen undertiden tages uden gerning, undertiden med gerningen. For ligesom en håndværker taler på forskellig måde om sit materiale, og gartneren taler om et træ, snart som det er uden frugt (nuda), snart som det bærer frugt, således taler også Helligånden i Skriften på forskellig måde om troen, snart (om jeg så må sige) om troen i og for sig selv eller uden forbindelse med andre ting (de fide abstracta vel absoluta), snart om troen, sådan som den træder frem, forbundet med andre ting eller blevet kød (de fide concreta, composita seu incarnata). Troen er i og for sig selv eller uden forbindelse med andre ting, når Skriften i og for sig (absolute) taler om retfærdiggørelsen eller om de retfærdiggjorte, sådan som man kan se i Brevet til Romerne og Brevet til Galaterne. Men når Skriften taler om belønninger og gerninger, så taler den om troen, sådan som den er forbundet med andre ting, træder frem eller er blevet kød. Af denne tro vil vi anføre nogle eksempler, som Gal 5,6: ’Troen er virksom ved kærlighed.’ … På disse og lignende steder, hvor der nævnes en gøren, taler Skriften altid om den gøren, som sker i tro. … Alt, hvad der tillægges gerningerne, tilkommer troen. For gerningerne skal ikke betragtes på moralsk vis (moraliter), men på teologisk vis og efter troen.»

9. Læren om retfærdiggørelsen og adskillelsen af lov og evangelium

Den kristne lære om retfærdiggørelsen falder i sagen sammen med adskillelsen af lov og evangelium. Vi lærer kun kristeligt om retfærdiggørelsen, når vi lærer den udelukkende ud fra evangeliet og udelukker loven fra opnåelsen af retfærdiggørelsen, som om der slet ikke fandtes nogen lov, der stiller moralske krav til mennesket og udtaler trusler mod overtræderne. Denne udelukkelse af loven fra retfærdiggørelsen kræver Skriften. Retfærdigheden for Gud, δικαιοσύνη θεοῦ, er «uden lov», χωρὶς νόμου, åbenbaret i Det Nye Testamente og bevidnet i Det Gamle Testamente som en retfærdighed «ved tro på Jesus Kristus» (Rom 3,21–22). Og således sker den også i hvert enkelt tilfælde, hvor et menneske overhovedet bliver retfærdigt for Gud: «uden lovens gerninger», χωρὶς ἔργων νόμου, ved troen (Rom 3,28). Et menneske bliver enten retfærdigt for Gud uden lov, eller det bliver slet ikke retfærdigt. Ganske vist går en virkning af loven forud for retfærdiggørelsen. Ved loven kommer jo erkendelse af synd (Rom 3,20), samvittighedens rædsler (terrores conscientiae), som er en nødvendig forberedelse (praeparatio) til evangeliets virkning. Det skal fastholdes over for antinomismen. Men syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen kommer udelukkende fra evangeliet og skal derfor også læres udelukkende ud fra evangeliet. Og udelukkelsen af loven skal være «ren» eller fuldstændig. Ikke engang et minimum af lovens krav må blandes ind i retfærdiggørelsen. Gal 5,9: «En smule surdej (μικρὰ ζύμη) gennemsyrer hele dejen.»¹⁵⁴¹ Vi minder her igen om Luthers ord, når han siger, at syndernes forladelse ikke engang må gøres afhængig af et fadervor. Dermed ville syndernes forladelse blive flyttet over på lovens område og blive helt uvis, fordi ingen kristen på grund af det kød, der stadig hænger ved ham, kan bede et fadervor helt i tro.¹⁵⁴² Apologien gør, når den fremlægger læren om retfærdiggørelsen, fra første færd opmærksom på, at denne læres kristne karakter beror på den skarpe adskillelse af lov og evangelium, og at «modstanderne» (adversarii, de pavelige) netop derfor tager så groft fejl i den kristne religions hovedartikel, forhåner Kristi fuldkomne fortjeneste og lader samvittighederne gå til grunde i trøstesløshed, fordi de lærer retfærdiggørelsen ud fra loven i stedet for alene ud fra evangeliet eller løftet.¹⁵⁴³ Tridentinerkoncilet udtaler forbandelsen over alle, som ikke blander loven ind i evangeliet.¹⁵⁴⁴

¹⁵⁴¹ Her siges det om læren om retfærdiggørelsen, i 1 Kor 5,6 om livet. Jf. Luther til stedet, St. L. IX, 642 ff.

¹⁵⁴² Luther, St. L. VIII, 749 f.: «Her må jeg fortælle et eksempel, som man læser om Sankt Bernhard, der havde prøvet dette og klagede for en ven over, at det faldt ham så svært at bede ret, og at han ikke kunne bede et fadervor til ende uden fremmede indfald. Det undrede vennen meget; han mente, at det hverken var nogen kunst eller noget besvær. Sankt Bernhard vædder med ham om, at han skal prøve det; indsatsen skulle være en god hingst, blot han ærligt sagde ham, hvordan det gik. Vennen påtog sig at gøre det uden nogen møje, begyndte og bad: ’Fader vor’ osv. Men før han kommer forbi den første bøn, falder det ham ind, hvor han skulle få hesten fra, og om han mon også skulle have sadel og bidsel med. Kort sagt, han kommer så langt bort med tankerne, at han snart måtte holde op og give Sankt Bernhard sejren. Summa: Kan du bede et fadervor uden nogen andre tanker, så vil jeg regne dig for en mester. Jeg formår det ikke; ja, jeg bliver glad, når de tanker, der falder mig ind, falder bort igen, ligesom de kom.»

¹⁵⁴³ Apologien, s. 87, 5; s. 106, 102; s. 115, 38; s. 119, 62; s. 120, 67; s. 126, 108. – På s. 119, 62 siges det om adskillelsen af lov og evangelium, at den er grundlaget for den kristne lære om retfærdiggørelsen og samtidig midlet til let at gendrive modstanderne. På s. 126, 108: «Modstanderne lærer derfor sådan om kærligheden, at den forsoner os med Gud, fordi de intet ved om evangeliet, men kun ser på loven og dermed vil have en nådig Gud for deres egen helligheds skyld, ikke af barmhjertighed for Kristi skyld. Således er de kun lovlærere og ikke evangeliets lærere.»

¹⁵⁴⁴ Trid., sess. 6, can. 20: Hvis nogen mener, quasi evangelium sit nuda et absoluta promissio vitae aeternae sine conditione observationis mandatorum: anathema sit [at evangeliet er et blot og ubetinget løfte om evigt liv uden betingelse om at holde budene, han være forbandet].

Indblandingen af loven i retfærdiggørelsen optræder i mange skikkelser. Den foreligger i følgende tilfælde: 1. når den naturlige retskaffenhed (probitas naturalis) eller noget som helst, det naturlige menneske formår, gøres til årsag eller medårsag eller til en «forklaringsgrund» for opnåelsen af nåden;¹⁵⁴⁵ 2. når den retfærdiggørende tro enten selv opfattes som dyd, moralsk handling, selvbestemmelse, ret adfærd osv.,¹⁵⁴⁶ eller retfærdiggørelsen tilskrives den, for så vidt som den er begyndelsen, kimen og kilden til helliggørelsen og de gode gerninger;¹⁵⁴⁷ 3. når troen i retfærdiggørelsen opfattes som en gerning, loven kræver, ligesom kærligheden, lydigheden, kyskheden osv.¹⁵⁴⁸ 4. Til loven hører også, som Luther minder om, alle advarsler mod selvbedrag og kødelig sikkerhed, 1 Kor 10,12: «Den som mener at stå, skal se til at han ikke falder»; 2 Kor 13,5: «Prøv jer selv om I er i troen. Test jer selv.» Sådanne advarsler skal også holdes frem for de kristne, for så vidt de er kødeligt sikre. Men de hører ikke hjemme i retfærdiggørelsen, når en forskrækket synder som fangevogteren i Filippi (ApG 16,30) skal have svar på spørgsmålet: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Her skal svaret gives alene ud fra evangeliet: «Tro på Herren Jesus Kristus», og om loven skal der ties helt, fordi retfærdiggørelsen er fuldstændig uafhængig af loven.¹⁵⁴⁹ 5. Ligeledes skjuler en indblanding af loven i retfærdiggørelsen sig meget ofte under talemåden, at retfærdiggørelsen er betinget af troen. Vi må ikke glemme, at ordet «betingelse» er flertydigt. Der findes, som Luther minder om, lovmæssige og evangeliske betingelsessætninger, som er ens i formen, men i indholdet fuldstændige modsætninger. Vi sagde tidligere: «Når Guds lovvilje beskrives med sætningen ’Hvis du holder loven, bliver du frelst’, udtrykker ’hvis’ en præstation; men når Guds nådevilje beskrives med talemåden ’Hvis du tror evangeliet, bliver du frelst’, betegner ’hvis’ kun måden eller vejen, hvorpå nåden tilegnes, aldrig en præstation fra menneskets side, fordi Skriften, når det gælder at opnå nåden og frelsen, sætter troen op imod enhver menneskelig præstation, Rom 3,28; Gal 2,16.»¹⁵⁵⁰ Alle synergister vender de evangeliske betingelsessætninger om til lovmæssige betingelsessætninger.

¹⁵⁴⁵ De Schmalkaldiske Artikler, s. 311, 5–11. «Når et menneske gør, hvad der står i dets magt, så giver Gud det visselig sin nåde.» Således alle pelagianere, semipelagianere og synergister. Mennesket kan beslutte sig for eller imod himlen efter den frihed, som nåden har ladet det. (Dieckhoff.)

¹⁵⁴⁶ Apologien, s. 96, 56; s. 103, 86; Konkordieformlen, s. 612, 12.

¹⁵⁴⁷ Konkordieformlen, s. 612, 49: at troen retfærdiggør i begyndelsen eller delvis eller fortrinsvis (initialiter vel partialiter vel principaliter), og at vores fornyelse eller kærlighed også retfærdiggør for Gud, enten fuldendende (completive) eller i anden række (minus principaliter). Endnu mere udførligt afvises denne opfattelse af troen i retfærdiggørelsen i Apologien, s. 99, 71.

¹⁵⁴⁸ Til et spørgsmål fra Melanchthon om, hvorvidt man kunne lade denne opfattelse af troen i retfærdiggørelsen passere – det var Sadolets opfattelse –, svarer Luther, at Sadolet intet forstår af hele sagen. E. A. 58, 353 f.: Imaginatio Sadoleti fortassis haec est, quod fides sit opus exactum lege divina, sicut et caritas, obedientia, castitas etc. Ergo qui credit, implevit unam vel primam partem legis et sic habet principium iustificationis seu iustitiae. Sed principio habito requiruntur et alia praecepta opera post fidem. Hic vides, Sadoletum nihil intelligere de ista causa. … At nos dicimus fidem esse opus promissionis seu donum Spiritus Sancti, quod quidem ad legem faciendam necessarium est. Sed per legem et opera non impetratur. [Sadolets forestilling er måske denne, at troen er en gerning, som Guds lov kræver, ligesom også kærligheden, lydigheden, kyskheden osv. Den, der tror, har altså opfyldt én eller den første del af loven og har således begyndelsen til retfærdiggørelsen eller retfærdigheden. Men når begyndelsen er der, kræves også de andre bud, gerningerne efter troen. Her ser du, at Sadolet intet forstår af denne sag. … Men vi siger, at troen er løftets gerning eller Helligåndens gave, som ganske vist er nødvendig for at gøre loven. Men ved loven og gerningerne opnås den ikke.]

¹⁵⁴⁹ Luther, E. A. 58, 354: Istae phrases legales non pertinent huc. … Sed hoc («si vis fidelis esse oportet ut opereris») dicitur contra fucatam fidem. [Disse lovmæssige vendinger hører ikke hjemme her. … Men dette («vil du være troende, må du gøre gerninger») siges imod en skintro.]

¹⁵⁵⁰ Jf. den udførlige fremstilling s. 36 f. under «Terminologi med hensyn til Guds nådevilje» og i note 96 og 97 citaterne fra Luther, Heerbrand, Seb. Schmidt og Gerhard. Sidstnævnte gør rede for betingelsessætningernes flertydighed.

10. Retfærdiggørelsens vished

Fordi retfærdiggørelsen sker ved troen på evangeliet, og vel at mærke ved den tro, som Gud selv virker ved evangeliet,¹⁵⁵¹ er de troende også visse på deres retfærdiggørelse. Troen er selv denne vished, fordi tro og tvivl er modsætninger, der udelukker hinanden.¹⁵⁵² At de troende er visse på deres retfærdiggørelse, er ifølge Skriften en selvfølge. Skriften bevidner både, at visheden er tilsigtet med Guds egenartede måde at retfærdiggøre på,¹⁵⁵³ og at denne vished faktisk findes hos de troende.¹⁵⁵⁴ Visheden modsiges ikke af den tvivl, som stadig stiger op i de kristne, for denne tvivl stammer fra de kristnes kød og skal derfor, som alt kødets værk, ikke roses som dyd, men bekæmpes og straffes som synd.¹⁵⁵⁵ Heller ikke Skriftens formaninger om ikke at være hovmodig, men at frygte,¹⁵⁵⁶ er rettet mod troens vished, der stoler på Guds nådeløfte; de er rettet mod den kødelige sikkerhed.¹⁵⁵⁷ – Rom erklærer af hensyn til sin gerningslære og sit herredømme over sjælene¹⁵⁵⁸ retfærdiggørelsens vished for umulig,¹⁵⁵⁹ lægger den under forbandelse,¹⁵⁶⁰ og Roms teologer driver oven i købet sofisteri med ordet «vished» for at tilsløre tvivlslæren.¹⁵⁶¹ Den lutherske kirke lærer med den største bestemthed visheden om nåden og saligheden¹⁵⁶² og afdækker samtidig de grundstyrtende vildfarelser, som tvivlslæren bygger på. Disse vildfarelser er: 1. fornægtelsen af den objektive forsoning, det vil sige af Kristi fuldkomne sonoffer, hvorved hele menneskeverdenen allerede er fuldkommen forsonet med Gud;¹⁵⁶³ 2. foragten for de objektive nådemidler (evangeliet, dåben, nadveren), hvorved den syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet, frembydes, for at den skal tilegnes ved troen;¹⁵⁶⁴ 3. omtydningen af troen til menneskelig selvbestemmelse, selvsætning, selvafgørelse, ret adfærd osv., i stedet for at lade den være det ja til evangeliet, som Gud har virket i hjertet (Apologien, s. 108, 113). Derfor lærer også alle såkaldte protestanter, der fornægter den stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria), antager virkninger af Ånden eller virkninger «af Kristi person» uden for og ved siden af nådemidlerne og fremfører semipelagianisme og synergisme med hensyn til troens opståen, konsekvent tvivlen i stedet for visheden.¹⁵⁶⁵ Visheden om nåden bringes også i fare ved den fejlagtige skelnen mellem bonum iustificum [det gode, der retfærdiggør] og iustificatio ipsa [selve retfærdiggørelsen], hvoraf det følger, at det ikke er syndernes forladelse, for så vidt den er erhvervet af Kristus og frembydes i nådemidlerne til at modtages, men troen selv, der gøres til troens genstand.¹⁵⁶⁶

¹⁵⁵¹ Rom 10,17; 1 Kor 2,3–5.

¹⁵⁵² Rom 4,20–21: εἰς δὲ τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ θεοῦ οὐ διεκρίθη (tvivlede, vaklede ikke) τῇ ἀπιστίᾳ, ἀλλ’ ἐνεδυναμώθη τῇ πίστει … πληροφορηθεὶς (helt overbevist) ὅτι ὃ ἐπήγγελται, δυνατός ἐστιν καὶ ποιῆσαι [På Guds løfte tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen … og blev helt overbevist om at det Gud har givet løfte om, kan han også gøre]. At tvivle hører hjemme på _ἀπιστία_’s område og er det modsatte af πίστις. Jf. Luthers klassiske beskrivelse af troen fra vishedens side i hans udlægning af Davids sidste ord, 2 Sam 23,1, St. L. III, 1886, i tilknytning til ordene הֶ֣קם og ὑπόστασις: «Troen er og skal være hjertets faste stade, der ikke vakler, vipper, bæver, spræller eller tvivler, men står fast og er vis på sin sag» osv. (Apologien, s. 95, 48.) Chemnitz, Loci, L. de iustif., om den retfærdiggørende tros egenskab, p. m. 275.

¹⁵⁵³ Rom 4,16: διὰ τοῦτο ἐκ πίστεως κτλ. [Derfor er løftet af tro osv.] Apologien, s. 102, 84.

¹⁵⁵⁴ Rom 5,1–2.9. Udtrykket skærpes for at betegne den fuldkomne vished: Rom 8,31–39. V. 33: Τίς ἐγκαλέσει κατὰ ἐκλεκτῶν θεοῦ; θεὸς ὁ δικαιῶν [Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den som erklærer retfærdig]. Chemnitz om v. 38–39 (πέπεισμαι) mod Pighius (Paulus taler her kun for sin egen person) og mod Andradius (Paulus taler her kun om en sandsynlighed), Examen, De fide, p. 169: Variis artificiis locum Rom. 8 ludificare conantur Pontificii. Pighius dicit, Paulum ibi tantum de suae salutis certitudine, quam ex peculiari revelatione habuerit, loqui, non vero affirmare, omnem Christi fidelem eiusmodi certitudinem habere. Sed hoc manifeste falsum est. Paulus enim in tota illa sententia in plurali loquitur et fundamenta illius certitudinis ponit: Christus mortuus est, imo sedet ad dextram Dei interpellans pro nobis. Andradius igitur videns, has ludificationes non posse consistere, dicit, verbum πέπεισμαι significare non certam fiduciam, sed verisimilem existimationem. … Illud vero totus contextus non clamat: Si Deus pro nobis, quis contra nos? Quomodo non omnia cum Filio nobis donaret? Quis accusabit, quis condemnabit? Deus iustificat, Christus mortuus est. … Et post haec sequitur verbum πέπεισμαι. Manifestum autem est, eum cum ratione, quod dicitur, insanire, qui totam illam orationem de dubitatione conaretur explicare. [Med forskellige kunstgreb forsøger de pavelige at drive gæk med stedet Rom 8. Pighius siger, at Paulus dér kun taler om visheden om sin egen frelse, som han havde fået ved en særlig åbenbaring, men ikke påstår, at enhver, der tror på Kristus, har en sådan vished. Men det er åbenlyst falsk. For Paulus taler i hele denne udtalelse i flertal og lægger grunden til denne vished: Kristus er død, ja, han sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Da Andradius altså ser, at disse kunstgreb ikke kan holde, siger han, at ordet πέπεισμαι ikke betyder en sikker tillid, men en sandsynlig formodning. … Men råber da ikke hele sammenhængen: Er Gud for os, hvem kan så være imod os? Hvordan skulle han ikke skænke os alt med Sønnen? Hvem vil anklage, hvem vil fordømme? Gud erklærer retfærdig, Kristus er død. … Og derefter følger ordet πέπεισμαι. Men det er klart, at den, der ville forsøge at forklare hele denne tale som tale om tvivl, er gal med metode, som man siger.]

¹⁵⁵⁵ 1 Joh 5,10: ὁ μὴ πιστεύων τῷ θεῷ (nemlig Guds vidnesbyrd om, at han har givet os livet i sin Søn), ψεύστην πεποίηκεν αὐτόν [den som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner]. Chemnitz, Examen, De fide, p. 168: Hanc dubitationem numerant (de pavelige) non inter infirmitates et maculas carnis, sed inter virtutes fidei, ut nisi dubitatio adsit, ornet et commendet fidem, sit inanis haereticorum fiducia, non fides iustificans. [Denne tvivl regner de (de pavelige) ikke blandt kødets skrøbeligheder og pletter, men blandt troens dyder, så at tvivlen pryder og anbefaler troen, og troen, hvis tvivlen ikke er til stede, er kætternes tomme tillid og ikke den retfærdiggørende tro.] – Apologien, s. 113, 28: Si quis dubitat, utrum remittantur sibi peccata, contumelia afficit Christum, cum peccatum suum iudicat maius aut efficacius esse quam mortem et promissionem Christi, quum Paulus dicat Rom. 5, gratiam exuberare supra peccatum, hoc est, misericordiam ampliorem esse quam peccatum. [Hvis nogen tvivler på, om hans synder forlades ham, vanærer han Kristus, når han regner sin synd for større eller mægtigere end Kristi død og løfte, skønt Paulus siger i Rom 5, at nåden er langt mere overstrømmende end synden, det vil sige, at barmhjertigheden er rigere end synden.]

¹⁵⁵⁶ 1 Kor 10,12; Rom 11,20.

¹⁵⁵⁷ Luther: Dicitur contra fucatam fidem. … Phrases legales non pertinent huc. [Det er sagt mod den foregivne tro. … Lovens talemåder hører ikke hjemme her.] Note 1549.

¹⁵⁵⁸ Chemnitz, Loci, L. de iustif., p. m. 274: Dimicant Pontificii tam acriter pro hoc dogmate (om tvivlen), quia totam nundinationem negotiationis Pontificiae vident hoc fundamento niti. Conscientia enim quaerens certam consolationem, quando audit ipsam fidem, quando Christum in promissione apprehendit, debere dubitare, cumulat sine fine quaecunque opera. … Hinc peregrinationes, invocationes sanctorum, opera supererogationis, nundinatio Missarum, indulgentiae. … Et cum in agone in illis omnibus conscientia non inveniat firmam consolationem, excogitatum est purgatorium et proposita sunt suffragia post mortem. [De pavelige kæmper så hårdt for dette dogme, fordi de ser, at hele pavedømmets kræmmerhandel hviler på dette fundament. For når samvittigheden, der søger en sikker trøst, hører, at selve troen skal tvivle, også når den griber Kristus i løftet, hober den uden ende alle slags gerninger op. … Herfra kommer pilgrimsrejserne, påkaldelsen af de hellige, de overskydende gerninger, handelen med messer, afladen. … Og da samvittigheden i dødskampen ikke finder nogen fast trøst i alt dette, har man udtænkt skærsilden og stillet forbønner efter døden i udsigt.]

¹⁵⁵⁹ Trid., sess. 6, can. 9. Note 1126.

¹⁵⁶⁰ Trid., sess. 6, can. 13.16.

¹⁵⁶¹ Bellarmin taler om en «formodet vished» (certitudo coniecturalis)! Mod ham Quenstedt II, 823. Striden på Tridentinerkoncilet om visheden endte naturligvis med en sejr for uvisheden. Jf. Quenstedt II, 818. Striden mellem Dominicus de Soto og Catharinus: RE, 2. udg., XIV, 448; Gieseler III, 1, s. 514.

¹⁵⁶² Konkordieformlen, s. 528, 9; note 1127. Luthers karakteristik af det uhyrlige i den romerske påstand, at en kristen ikke kan og ikke skal være vis på Guds nåde (monstrum incertitudinis [uvishedens uhyre]): note 1128.

¹⁵⁶³ Luther om Gal 4,6, St. L. IX, 508: «Paven befaler, at man ikke skal se hen til Gud, som giver løftet, ikke til Kristus, ypperstepræsten, men til vore gerninger og fortjenester. Deraf følger med nødvendighed tvivl og fortvivlelse.» Chemnitz, Examen, De iustif., p. 146: Qui vult remissionem peccatorum accipere, debet iuxta Concilii Trid. sententiam interponere peccata sua et offensam Dei, non satisfactionem Christi, sed inhaerentem suam caritatem. [Den, der vil modtage syndernes forladelse, skal ifølge Tridentinerkoncilets mening mellem sine synder og Guds vrede ikke sætte Kristi fyldestgørelse, men sin egen iboende kærlighed.] Apologien, s. 107, 110: «Hvis troen opnår syndernes forladelse for kærlighedens skyld, vil syndernes forladelse altid være uvis. For vi elsker aldrig Gud så fuldkomment, som vi skal.»

¹⁵⁶⁴ Luther, IX, 509: «Dette er grunden til, at vor teologi er vis: Den bringer os dertil, at vi ikke ser på os selv, men den grunder os på det, som er uden for os (extra nos), så at vi ikke bygger på vore kræfter, samvittighed, følelse, person og gerninger, men forlader os på det, som er uden for os, det vil sige på Guds løfte og sandhed, som ikke kan svigte.» XI, 1735 f.: «Før i tiden har nogle kættere og endnu mange vildfarende ånder ment, at Gud skulle gøre noget særligt med dem og handle med hver enkelt ved et særligt lys og en hemmelig åbenbaring inde i hjertet. … Derfor skal vi vide, at Gud har ordnet det sådan, at ingen skal komme til kundskab om Kristus eller få den forladelse, der er erhvervet ved ham, eller modtage Helligånden uden ydre, offentlige midler, men han har lagt denne skat ind i det mundtlige Ord og prædikeembedet.» St. L. XIII, 2438: «Du skal være vis på, at dine synder virkelig og visselig er forladt dig ved det ydre Ord; for dåben og Ordet vil ikke lyve for dig.»

¹⁵⁶⁵ «Selvbestemmelsen» osv. er en menneskelig indbildning, og det samme er den vished, der grundes derpå.

¹⁵⁶⁶ Mod denne forvrængning af troens genstand, qua iustificat [for så vidt den retfærdiggør]: Carpzov, Isagoge, p. 208 f. Note 1531. Endvidere Christian Chemnitz, Brevis instructio futuri ministri ecclesiae, 1660, p. 286 ff., mod Paul Tarnov, der ville have tilgivelsen (absolutionen) tilsagt kun betinget: «Så er det altså åbenbart, at Tarnovs mening, ifølge hvilken han lærer, at tilgivelsens form og måde altid må være betinget, ikke kan godkendes, men at den må være kategorisk eller i det mindste begrundende. For ellers måtte 1. også dåb og nadver gives betinget til de voksne; 2. ville man dermed i nogen grad bringe visheden om tilgivelsen og syndernes forladelse i fare, som ikke så meget afhænger af modtagerens eller skriftebarnets anger og tro som af Gud, der har givet løftet og frembyder den.» (Citeret i L. u. W. 1876, s. 195 ff.) Fordi Andreas Osiander nærede samme vildfarelse som Tarnov, dømte Luther i sit brev til Link (8. okt. 1533; St. L. XXI b, 1853) om Osiander: «Jeg havde ikke troet, at det menneske var så langt fra vor rene lære.» Derfor også Luthers advarsel i Den Store Katekismus, s. 494, 56, mod at gøre troen til troens fundament. Calov om Rom 4,16: Promissa sunt causa fidei, quae est ex auditu et annunciatione verbi, non vero fides est causa promissionum divinarum. [Løfterne er årsag til troen, som kommer af det, der høres, og af forkyndelsen af Ordet; men troen er ikke årsag til de guddommelige løfter.]

Også ved spørgsmålet om retfærdiggørelsens vished må man igen minde om, at troen og retfærdiggørelsen er samtidige: «Troen forsoner og gør os retfærdige for Gud, når og på hvilken tid vi griber løftet ved troen.»¹⁵⁶⁷ Den objektive retfærdiggørelse går forud for troen, fordi den er troens genstand og ved sin forkyndelse frembringer troen (Rom 10,17). Derimod må det ubetinget fastholdes, at den subjektive retfærdiggørelse tidsmæssigt hverken er tidligere eller senere end troen. Antog man et tidsmæssigt prius eller posterius, ville det ophæve «ved troen» (πίστει) og dermed også retfærdiggørelsens vished.

¹⁵⁶⁷ Apologien, s. 144; 105, 97; 103, 87. Også Baier siger III, 246 endnu rigtigt: Posita fide statim iustificatur homo, ita ut tempore simul sint actus, quo homini confertur fides, et actus, quo homo iustificatur. [Så snart troen er givet, retfærdiggøres mennesket straks, så at den handling, hvorved troen skænkes mennesket, og den handling, hvorved mennesket retfærdiggøres, er samtidige.]

11. Pavekirken og læren om retfærdiggørelsen

Også andre samfund fornægter den kristne lære om retfærdiggørelsen. Det gør alle unitariske sammenslutninger, fordi de fornægter Kristi guddom og Kristi stedfortrædende fyldestgørelse. Det gør også alle protestantiske samfund, der blander den moralske fornyelse og gerninger ind i retfærdiggørelsen. Men pavekirken indtager dog en enestående stilling over for den kristne retfærdiggørelseslære. Den forbander denne lære, og hele dens kirkelige maskineri er indrettet på at bringe den hedenske gerningslære i omløb og holde den i omløb i stedet for den kristne retfærdiggørelseslære.¹⁵⁶⁸ Denne kendsgerning, sammenholdt med den yderligere kendsgerning, at pavekirken driver sin forretning under et ydre skin af stor kirkelighed og hellighed, er et sikkert bevis for, at pavedømmet er den Antikrist, der beskrives i 2 Thess 2. Pavekirken er det samfund, der under navn af den kristne kirke står i den størst tænkelige modsætning til Kristus og den kristne kirke. Mens apostlen Paulus, ved hvem Kristus taler,¹⁵⁶⁹ udtaler forbandelsen over alle lærere, der forfalsker Kristi evangelium ved gerningslære,¹⁵⁷⁰ forbander pavekirken i sin officielle bekendelse alle lærere, der ikke blander gerningerne ind i retfærdiggørelsen.¹⁵⁷¹ Da det nu står fast, at den kristne kirke alene har liv og eksistens af den kristne retfærdiggørelseslære og ved den,¹⁵⁷² er pavekirken den største åndelige mordanstalt under kristent navn. Kristne er officielt udelukket fra pavekirken. At der alligevel findes kristne under pavedømmet, kommer af, at sjæle, der er ramt af loven, på en eller anden måde bliver bekendt med evangeliet og trods pavens forbud og forbandelse ved Helligåndens virkning stoler på Kristus som den eneste, der udsletter synden.¹⁵⁷³

¹⁵⁶⁸ Jf. den sammenhængende fremstilling af den romerske lære, som er givet ovenfor, s. 647. Vi tilføjer her endnu nogle af Tridentinerkoncilets forbandelsesdekreter efter Smets’ oversættelse. Sess. 6, kanon 9: «Hvis nogen siger, at den ugudelige retfærdiggøres alene ved troen, således at han dermed vil give at forstå, at der ikke kræves noget andet, som medvirker til at opnå retfærdiggørelsens nåde …, han være forbandet.» Kanon 11: «Hvis nogen siger, at menneskene retfærdiggøres alene ved tilregnelsen af Kristi retfærdighed eller alene ved syndernes forladelse med udelukkelse af den nåde og kærlighed, som udgydes i deres hjerter ved Helligånden og er iboende i dem, eller også at den nåde, hvorved vi retfærdiggøres, kun er Guds gunst, han være forbandet.» Kanon 12: «Hvis nogen siger, at den retfærdiggørende tro ikke er andet end tillid til den guddommelige barmhjertighed, som forlader synderne for Kristi skyld, eller at det alene er denne tillid, hvorved vi retfærdiggøres, han være forbandet.» I kanon 20 fordømmes det, at «evangeliet blot skulle være et rent og ubetinget løfte om det evige liv uden betingelsen at holde Guds bud».

¹⁵⁶⁹ 2 Kor 13,3; 1 Kor 14,37.

¹⁵⁷⁰ Gal 1,8–9; 5,12.

¹⁵⁷¹ Trid., sess. 6, can. 11: Si quis dixerit, homines iustificari vel sola imputatione iustitiae Christi, vel sola peccatorum remissione, exclusa gratia et caritate, quae in cordibus eorum per Spiritum Sanctum diffundatur atque illis inhaereat, aut etiam gratiam, qua iustificamur, esse tantum favorem Dei, anathema sit. [Hvis nogen siger, at menneskene retfærdiggøres enten alene ved tilregnelsen af Kristi retfærdighed eller alene ved syndernes forladelse med udelukkelse af den nåde og kærlighed, som udgydes i deres hjerter ved Helligånden og er iboende i dem, eller også at den nåde, hvorved vi retfærdiggøres, kun er Guds gunst (favor Dei), han være forbandet.]

¹⁵⁷² Gal 5,4; 2 Kor 3,6.

¹⁵⁷³ Apologien, s. 151, 271; 270, 98.

Luther skriver (XII, 496 f.) om modsætningen mellem pavekirken og den kristne kirke: «Heraf ser du, hvad hele pavedømmet med al sin tilhængerskare nu raser og stormer imod, og hvad man skal holde dem for, som ikke vil høre eller tåle denne artikel» (om syndernes forladelse ved troen på Kristus uden lovens gerninger), «som Sankt Peter her prædiker, og som er stadfæstet ved alle profeters og hele Skriftens vidnesbyrd, og som ikke holder op med at forfølge fromme, uskyldige folk for dens skyld – og det netop under det skin, at de vil være kirken og over for os roser sig af dens navn i højeste grad, skønt de dog med deres lære, tro og gerning vidner imod sig selv, at de tror og lærer imod alle profeters og dermed hele kirkens vidnesbyrd. De kan jo ikke være Kristi kirke, eftersom de så frækt og uforskammet modsiger Sankt Peter og hele Skriften, ja, træder Kristus selv, hovedet, under fode i hans Ord; men de må være den lede Djævels fordømte flok og den kristne kirkes værste fjender, værre og mere skadelige end nogen hedninger eller tyrker.»

Til bedømmelse af pavekirken, for så vidt den forbander den kristne retfærdiggørelseslære og søger at forvise den fra kirken og verden, sagde vi tidligere:¹⁵⁷⁴ «Der kan ikke findes nogen større fjende af Guds kirke end pavedømmet. Kirken lever i læren om retfærdiggørelsen og ved den. Dette er den åndelige livsluft, som de kristne indånder: ’Min Gud er mig, fattige synder, nådig og frelser mig, ikke på grund af mine gerninger og min egen værdighed, men for sin menneskevordne Søns, Jesu Kristi, min Frelsers skyld.’ For at denne lære kunne prædikes, er Guds Søn kommet ned fra himlen og har udgydt sit blod, Guds blod, på korset. Og denne lære, som er de kristnes egentlige livsluft, og hvori frugten af Guds Søns død kommer til udtryk – denne lære søger paven ikke blot uafladeligt og på alle måder at rive ud af de kristnes hjerter ved gennem sin falske gudsdyrkelse at føre dem hen til deres egne gerninger og til de helliges gerninger; nej, denne lære forbander paven også udtrykkeligt. Ja, paven forbander alle dem, der holder for, at de alene af nåde for Kristi skyld bliver retfærdige og frelst. Og skønt paven således gennem hele sit kirkevæsen, ja, ved forfærdelige forbandelser tager det fra de kristne, hvorved alene de kan blive frelst, binder han dog på den anden side menneskenes samvittigheder til sig ved løgnens kræfter, tegn og undere og ved den påstand, at ingen kan blive frelst, som ikke er underlagt paven. Sig nu selv: Kan der vel findes en større fjende af kirken end paven? Hvad værre kan der ske kirken, end at læren om retfærdiggørelsen tages fra den, den lære, ved hvilken alene den lever og består? Når nogen tager mit legemlige liv, kan han derefter ikke gøre mig nogen større skade i jordiske ting. Således tager paven kirkens liv, det åndelige liv, fra den ved officielt at fjerne læren om retfærdiggørelsen. – Man har peget på en Nero og hans lige og villet finde Antikrist i dem. Man har henvist til de vantro og erklæret dem for Antikrist. Nu er det sandt: En Nero og hans lige har slagtet de kristne i massevis på den grusomste måde. Men de kristne kunne derunder ganske glade synge: ’Herre Jesus, tag imod min ånd!’ Og martyrernes blod er blevet kirkens sæd. Men pavedømmet har nu i et årtusinde uafladeligt myrdet millioner åndeligt, efter at det har lokket dem til sig under skin af åndelig omsorg. Hvor tåbeligt er det derfor, når man i nyere tid har villet se Antikrist i Napoleon III, og nogle i de senere år endda har lyst til at gøre Boulanger til Antikrist. Det er ligeledes sandt, at de åbenlyst vantro er rasende fjender af kirken. Men hvad de kristne skal mene om de erklærede vantro, ved de. Af dem bliver de ikke bedraget. – Hvordan kommer det sig, at man i dag ikke vil erkende Antikrist i paven? Hvorfra denne mærkværdige og sørgelige kendsgerning, at næsten alle nyere ’troende’ teologer leder efter Antikrist, mens han for øjnene af dem driver sit værk i kirken, stor og mægtig? De står ikke i den levende erkendelse af læren om retfærdiggørelsen og af denne læres betydning for kirken. Jeg må af egen erfaring bekende, at jeg først blev levende overbevist i min samvittighed om, at paven er Antikrist, da jeg på den ene side erkendte, hvad læren om retfærdiggørelsen er, og hvilken betydning denne lære har for kirken, og på den anden side, at pavedømmet har sit egentlige væsen i fornægtelsen og forbandelsen af læren om retfærdiggørelsen og binder samvittighederne til sig ved fromhedens skin og ved påstanden om at være den kirke, der alene gør salig.»

¹⁵⁷⁴ Vorträge über die Lehre von der Rechtfertigung [Foredrag om læren om retfærdiggørelsen], St. Louis 1889, s. 65 f.

12. Den nyere protestantiske teologi og læren om retfærdiggørelsen

Allerede Döllinger udtalte i sine foredrag om genforeningen af den kristne kirke den iagttagelse, at størstedelen af de nyere protestantiske teologer i læren om retfærdiggørelsen havde stillet sig på den romerske platform.¹⁵⁷⁵ Helt for nylig skriver Joseph Pohle:¹⁵⁷⁶ «The strict orthodoxy of the Old Lutherans, e.g., in the Kingdom of Saxony and the State of Missouri, alone continues to cling tenaciously to a system which otherwise would have slowly fallen into oblivion.» [Kun den strenge ortodoksi hos de gammellutherske, fx i kongeriget Sachsen og staten Missouri, klynger sig fortsat sejt til et system, som ellers langsomt ville være gået i glemmebogen.] I det omfang, Pohle antyder, er den kristne retfærdiggørelseslære nu ganske vist ikke forsvundet fra verden. De såkaldte missourianere findes ikke blot i staten Missouri og i Sachsen, men i alle Unionens stater, i Canada og Sydamerika og i alle verdensdele undtagen Afrika. Dernæst prædikes retfærdiggørelsen af troen uden lovens gerninger stadig af mange uden for Missourisynoden og den sachsiske frikirke. Og denne lære tros af alle kristne i hele verden, også af de kristne, der holdes fanget i pavekirkens ydre fællesskab.¹⁵⁷⁷ Men sandt er det, at den nyere protestantiske teologi, som sammen med Skriftens inspiration har opgivet Skriftprincippet og nu vil bestemme den kristne lære ud fra «oplevelsen» og andre subjektive normer, har brudt med den kristne lære om retfærdiggørelsen. Vi har set, at læren om retfærdiggørelsen forudsætter og indbefatter følgende: 1. den objektive forsoning eller retfærdiggørelse, som foreligger ved Kristi stedfortrædende fyldestgørelse (satisfactio vicaria); 2. forkyndelsen og frembydelsen af den objektive retfærdiggørelse eller syndernes forladelse ved evangeliets ord; 3. tilblivelsen af troen på evangeliets ord ved Helligåndens virkning i Ordet uden menneskelig medvirken; 4. tilegnelsen af den syndernes forladelse, der udsiges i evangeliets ord, sola fide [alene ved troen], uden at «menneskehedens omdannelse» eller troen som «etisk handling» eller som «de gode gerningers kim» blandes ind. Så vist som den nyere teologi – og vel at mærke ikke blot den negative, men også den positive – fornægter alle disse faktorer, nemlig bekæmper den stedfortrædende fyldestgørelse som for lovisk og «tinglig», lader frelsens frembydelse formidles, ikke alene ved evangeliets ord, men ved den «historiske Kristus’» fremtræden, lærer synergistisk om troens opståen («selvafgørelse», «selvsætning») og opfatter troen i retfærdiggørelsen som en moralsk handling eller som fornyelsens kim eller som middel til indplantning i den nye menneskehed, så vist er den (den nyere protestantiske teologi) gået over i den romerske og sværmeriske lejr.¹⁵⁷⁸ Det viser den også ved at gentage de mistænkeliggørelser af den kristne retfærdiggørelseslære, som hører hjemme i denne lejr, nemlig bagvaskelsen, at denne lære skader helliggørelsen og de gode gerninger, fordi den er opfattet for «juridisk» og «intellektualistisk». – Også her gør vi igen opmærksom på, at repræsentanterne for den moderne teologi ikke altid selv omsætter deres teorier, der rigtignok fornægter kristendommen, i praksis, men i deres omgang med Gud og især i dødsnøden glemmer deres «etiske» opfattelse af retfærdiggørelsen, finder deres eneste trøst i Rom 3,28; Joh 3,16; Joh 1,29; 1 Joh 1,7 osv. og dermed faktisk gendriver sig selv.¹⁵⁷⁹ Men det ophæver ikke pligten til med al alvor at bekæmpe deres grundstyrtende teorier som farlig gift for den kristne kirke.¹⁵⁸⁰

¹⁵⁷⁵ Lehre und Wehre 1872, s. 352.

¹⁵⁷⁶ Catholic Encyclopedia VIII, 576.

¹⁵⁷⁷ Jf. om alle kristnes enighed i læren om retfærdiggørelsen s. 621.

¹⁵⁷⁸ Jf. afsnittet om de moderne forsoningsteorier og deres virkning på læren om retfærdiggørelsen, s. 429 ff., og om synergismens virkning på retfærdiggørelseslæren, s. 591 ff. Walther, L. u. W. 1872, s. 352: «En teologi, der gør troen til menneskets egen handling og søger grunden til, at visse mennesker bliver frelst, mens andre går fortabt, i deres frie personlige afgørelse, i deres forholden sig, i deres medvirken, adskiller sig kun ved sin terminologi fra den romerske retfærdiggørelseslære.» – At Ritschl kunne vække den forestilling, at han helt eller dog delvis fremfører den kristne retfærdiggørelseslære, kan kun forklares ud fra forfaldet i en såkaldt videnskabelig teologi, der i stedet for at «orientere» sig efter Den Hellige Skrift orienterer sig efter menneskets jeg. Hvad Ritschl fremfører i tre bind om «retfærdiggørelse og forsoning», lader sig kort sammenfatte i to sætninger: 1. Ritschl indbyder mennesket til at forestille sig, at Gud er nådigt stemt over for synderne uden den stedfortrædende fyldestgørelse; 2. Ritschl opfordrer mennesket til «religiøse funktioner» (tro på Guds forsyn, tillid i alle livets forhold, ydmyghed, tålmodighed, bøn) for på den måde at «opleve» «den personlige vished om forsoningen». Det hele er en leg med non-entia [ting, der ikke findes], fordi Guds nåde «uden omkostning» (Luther) er et non-ens. – Ihmels indtager også med hensyn til retfærdiggørelsen en vaklende stilling. I «Zentralfragen» (s. 119) synes han at indrømme en objektiv retfærdiggørelse; i RE, 3. udg., XVI, 506 fornægter han den bestemt, idet han ikke vil give troen «indholdet» Deum placatum esse [at Gud er forsonet], og fra Corp. Ref. VIII, 580 citerer han de ord, der tilskrives Melanchthon: Horribilis impietas est dicere, omnibus hominibus, etiam non credentibus, remissa esse peccata. [Det er en forfærdelig ugudelighed at sige, at alle mennesker, også de ikke-troende, har fået deres synder forladt.] Denne sætning modsiger for det første direkte Skriften (2 Kor 5,19: μὴ λογιζόμενος αὐτοῖς τὰ παραπτώματα αὐτῶν [han tilregnede dem ikke deres fejltrin]), og for det andet ødelægger den enhver mulighed for at lære en retfærdiggørelse ved troen. I øvrigt er det uvist, om det skrift, som den sætning er hentet fra, er forfattet af Melanchthon. Jf. udgiverens forbemærkning (l. c., p. 579) og efterbemærkningen til underskriften Phil. Mel.: Haec subscriptio non legitur in codice. [Denne underskrift findes ikke i håndskriftet.] Jeg anser ikke Melanchthon for forfatteren, fordi den latinske stil er enklere, mere bestemt og mindre retorisk end Melanchthons. Fornægtelsen af den objektive retfærdiggørelse stemmer i øvrigt overens med Melanchthons standpunkt, for så vidt som hans teologiske tænkning var behersket af synergismen. Derfor var han i 1530 og 1536 tilbøjelig til at opgive sola fide, hvilket så faktisk skete i Leipzig-interimet. (G. Plitt, RE, 2. udg., VI, 777.) Synergismen indebærer fornægtelsen af den objektive forsoning og af sola fide.

¹⁵⁷⁹ Jf. de eksempler, der er anført s. 442 ff.

¹⁵⁸⁰ Om den nyere teologis stilling i læren om retfærdiggørelsen: Nitzsch-Stephan, Dogmatik, s. 682 ff.; Ihmels, RE, 3. udg., XVI, 482 ff.; Luthardt, Dogm., s. 314 ff.; Luthardt, Glaubenslehre, s. 458 ff.; Holtzmann, Neutest. Theol. II, 131 ff.; Hönecke, Dogmatik III, 355 ff.; G. Schulze-Walsleben, Lehre u. Wehre 1893, s. 80 ff.; H. Schmidt, RE, 2. udg., XII, 576 f.