Det femte bud

Denne gang skal vi høre Herren Kristus selv. Det femte bud var det første bud, Kristus forklarede (Matt 5); for netop hvad dette bud angår, mente farisæerne, at de var retfærdige. Det er også kun Herren Kristi forklaring, der kan give os så meget lys over dette bud, at det kan ramme os alle sammen, for ellers mener næsten alle mennesker, at de slet ikke har noget med det femte bud at gøre. Hvor ofte har dette bud dog, gennem Kristi forklaring af det, gjort ellers fromme mennesker til ganske jammerlige syndere! Det har fået selv folk, som ville være noget helt andet end verden, nemlig åndelige og gudfrygtige mennesker, til ikke blot at blive gruelige syndere, men endog fordømte, det vil sige: de har opdaget, at de var på en ond vej og under Guds vrede, sådan som det er med den, der kan nære had til et menneske!

Men lad os nu se, hvordan Herren Kristus taler. Først havde han erklæret: Jeg siger jer: Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftlærdes og farisæernes, kommer I ikke ind i Himmeriget. Straks giver han så eksempler på, hvordan farisæernes retfærdighed var, og hvad Herren Gud derimod kræver i sin lov. Han siger: «I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel; men den, der slår ihjel, skal være skyldig for domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin bror, skal være skyldig for domstolen; og den, som siger raka til sin bror, skal være skyldig for Det Store Råd; og den, som siger tåbe, skal være skyldig til ildens helvede.» Hør her, hvordan Herren Kristus forklarer det femte bud. Farisæerne havde vel budets ordlyd rigtigt, men deres hykleriske sind og deres udlægninger ville ikke forstå andet ved ordet «slå ihjel» end selve den blodige gerning. De bekymrede sig ikke om hjertet: at de dér nærede vrede og had, eller at de sårede deres medmennesker med hårde og hånende ord. Det regnede de for ingenting. Sådan var den farisæiske fromhed, og sådan er den endnu i dag. Det var netop om sådan en retfærdighed, Kristus udtrykkeligt erklærede, at hvis vi ikke har en bedre retfærdighed, kommer vi ikke ind i Himmeriget – og gid enhver her vil standse op for Herren og tænke over det! For det er en dyb vildfarelse i os alles natur, at vi kun ser på gerningen og lader, som om vi ikke forstår, at Gud allerede ser på hjertet. Lad os nu høre Herren Kristi ord: «Men jeg siger jer» – her taler han, som var kommet fra Faderens skød, den lovede «profet», som skulle have Faderens ord i sin mund (5 Mos 18,18) – jeg siger jer, at det femte bud betyder dette: «Enhver, som bliver vred på sin bror, skal være skyldig for domstolen», det vil sige: under samme dom som en morder. Sådan ser Guds øjne efter hjertet, sådan dømmer Gud. «Og den, som siger raka til sin bror», det vil sige: lader vreden bryde ud i hånsord og bitre, foragtelige fagter, *) han er for Gud lige så skyldig som den forbryder, der hos jer kun kan dømmes i Det Store Råd i Jerusalem, og da til den mest vanærende død og udstødelse. Herren Kristus nævner her forskellige grader af synden og også forskellige grader af straf for den, og han bruger jødernes sædvanlige retsorden som form og rettesnor for det, han fremlægger. Som den sande mester i at tale ville han med denne form vække de forblindede jøder, så de lyttede, og så meget desto kraftigere slå ned på deres falske væsen og sige til dem: «I mener, at I med stor nidkærhed og grundighed holder det femte bud helligt, når I for lavere og højere domstole forfølger hver drabsgerning og straffer den efter de forskellige omstændigheder og grader af skyld; men jeg siger jer, at Herren Gud vil forfølge og straffe lige så strengt en hel række forbrydelser, som I regner for ingenting, og som I selv begår hver dag, så I alle skal dømmes og straffes som forbrydere. Enhver, som bliver vred på sin bror, skal være skyldig for domstolen; men den, som siger ’raka’ til sin bror, skal være skyldig for Det Store Råd; men den, som siger ’tåbe’, skal være skyldig til ildens helvede.» *) Men ud over at Kristus ville sige dette til jøderne, har han også, ved at opregne forskellige grader af synden og af straffen, uden tvivl villet lade os vide, at straffen bliver des større og hårdere, jo mere ondskab og synd der øves. For sådan som han sagde til Pilatus: «Den, der har overgivet mig til dig, har større synd», og sådan som han over forskellige byers større og mindre skyld råbte et mildere eller et hårdere ve, sådan skal straffen altid udmåles efter syndens art og efter det mål af lys, synderen havde. Det følger nødvendigt af Guds uendelige fuldkommenhed. Man skal blot lægge mærke til, at allerede syndens første grad, den blotte vrede i hjertet, efter den hellige Guds dom er grund til døden; det viser Kristus her, når han siger: «Enhver, som bliver vred på sin bror, skal være skyldig for domstolen», og det var udtrykket for dødsdommen i de almindeligere sager. Vi kender også den hellige lovs dom: «Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som er skrevet i lovens bog, så han gør det»; og en apostels ord i Det Nye Testamente: «Den, som holder hele loven, men snubler på ét punkt, er blevet skyldig i alt.» Derfor slutter Kristus også sin forklaring af loven sådan: «Vær fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.»

*) Ordet raka kommer enten af et hebraisk ord, der betyder tom, indholdsløs, uduelig, eller af et ord, der betyder spytte. I begge tilfælde ser vi grund til den forklaring, at ordet «raka» betegner alle slags ord og fagter, hvormed man håner nogen, fx «fy for dig, din uduelige» og lignende. Ordet tåbe har en betydning, der angriber næstens forhold til Gud og hans rige; det rummer altså en dom og en fordømmelse, som kun kommer af ondskab og kærlighedsløshed. For hvis man af ren kærlighedens nidkærhed og på sin rette plads bruger ordet «du tåbe» eller noget lignende, sådan som Kristus og Paulus brugte den slags ord (Matt 23,17.19; Luk 24,25; Gal 3,1), så er det ikke synd, men ret og godt, ligesom at straffe og dræbe, når det sker i embedets navn.

*) Domstolen var en underret i de vigtigste byer i jødernes land, svarende til en herreds- eller byret hos os, hvor almindeligere sager blev afgjort; Det Store Råd, synedriet, var den store overdomstol i Jerusalem med 72 medlemmer, hvor ypperstepræsten førte ordet, og hvor de sværeste straffesager skulle prøves og afgøres (det var for dette «råd», Kristus først blev dømt); ildens helvede, eller «ildens gehenna», var egentlig Hinnoms dal, hvor man først en tid dyrkede Molok med den uhyggelige ofring, og hvor man siden brændte alt urent og ligene af de værste forbrydere. Denne dal med sin evigt brændende ild og opstigende røg var et tankevækkende billede på helvede, «hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes». Det hørte til Kristi egen veltalenhed i sin forkyndelse at gøre åndelige og evige forhold anskuelige med billeder af disse ydre og synlige ting.

Gid vi nu i Herren Jesu navn, eller over for hans hellige og sandfærdige ord, vil tænke over, hvad Herren Gud kræver i dette sit bud. Enten må du ære Herren Kristi forklaring, eller også kan du lige så godt straks kaste hele Guds ord bag dig og smide al tro og kristendom bort; for her hører du jo den Herre, som er hele Skriftens kerne og segl – den Herre, som til sidst skal komme på himlens sky og dømme hele jordens kreds. Og hvis vi nu giver ordentligt agt på denne Herrens forklaring, vil vi finde, at Guds blik og tanker går noget dybere end vores, at Gud ser på det indre menneske, at den store Skaber og åndernes Fader har vores ånd, vores hjerte og vores inderste tanker for øje. Med ordet «ikke slå ihjel» mener han meget mere, end at du ikke må tage livet af et menneske. Han ser ikke blot på din hånd, men på dig, hele dit væsen, dit hjerte, dine sindsbevægelser, din tunge, dit blik, din mest skjulte mening, ja, på din kærlighed eller kærlighedsløshed. For han siger: Du må ikke slå ihjel – og hvad betyder ordet «du»? Sandelig ikke din hånd, din tunge eller et bestemt lem, men helt sikkert hele mennesket og først og fremmest sjælen. For hvis jeg siger: Du må ikke gøre det eller det, så taler jeg jo ikke til hånden, men til hele personen. Ja, selv om jeg sagde sådan: Din hånd må ikke gøre det, så talte jeg alligevel ikke egentlig til hånden, men til dig selv, til din sjæl, din forstand og dit hjerte, som har magten over hånden; for hånden er blot en tjener under sjælen, forstanden og viljen. Sådan kan vi altså forstå, at Gud ser på det indre menneske. Derfor betyder ordet «du må ikke slå ihjel» det samme, som hvis han sagde: «Intet af det, der er i dig, må slå ihjel, og alle de mange måder at slå ihjel på, som man kan finde på, hvad enten det er med hånden, tungen, hjertet eller med tegn og fagter, med vrede blikke eller med ører, som ikke vil høre et menneske omtalt, det kaldes alt sammen at slå ihjel; for dér er hjertet og alt i dig sådan til sinds, at du for Guds øjne er en morder.»

For nu at samle og sammenfatte, hvad der forbydes i det femte bud, så forstår vi allerførst selve gerningen, drab: at intet menneske som menneske har ret til at forkorte et menneskes levetid – intet menneske som menneske – det vil sige: Når øvrigheden straffer forbrydere på livet, så er det ikke et menneskes, men Guds gerning. Han har i sin lov givet udtrykkelige befalinger om, at mennesker skal henrettes, og har dertil indsat øvrigheden, for at den ikke skal bære sværdet forgæves; for den er «Guds tjener, en hævner, til straf for den, der gør det onde» (Rom 13,4). Når soldaten i krig eller bødlen på retterstedet dræber på øvrighedens befaling, så er det ikke soldaten eller bødlen, der gør det, men øvrigheden, som er «Guds tjener»; det er altså Gud, der dræber gennem dem. Hvad Gud gør, er godt og helligt, også når han dræber, hvad enten han gør det ved et lynnedslag, ved en sygdom eller ved sin tjener, øvrigheden. Ligesom Gud, den almægtige Skaber, gør levende, sådan kan han også dræbe, hvem han vil. Men det tilkommer ham alene. Hvis et menneske på egen hånd ødelægger et menneskeliv, sit eget eller en andens, så griber det ind i Guds majestætsret, han som har skabt og ejer alle menneskers liv; ja, det forgriber sig på Guds dyreste værk og ejendom på jorden, Guds billede. Det er altså selve den forfærdelige gerning, som Gud forbyder i det femte bud.

Dernæst forbyder Herren Gud også selv den mindste begyndelse til drab, selv om gerningen ikke bliver helt fuldført. Dertil hører først alt det, Herren Kristus har sagt i den forklaring, vi nu har betragtet. For allerede hjertets vrede, som sædvanligvis ikke kan skjules, men i det mindste viser sig ved et mørkt ansigt eller ved bitre ord og fagter, ja, endog blot ved suk – som Apostlen siger: «Suk ikke imod hinanden» (Jak 5,9) – blot denne vrede er ikke alene syndig for Guds øjne, men er også et drab, der er begyndt i gerning. For den blotte vrede og det blotte had er for den, der ved, at det gælder ham, noget, som plager og tærer på hans liv, sådan som Sirak siger: «Misundelse og vrede forkorter livet (både hos det vrede menneske selv og hos den, vreden gælder), og sorg gør manden gammel før tiden.» Kort sagt: Alt, hvad der nogen sinde bliver tænkt, talt og gjort mod næsten af et bittert, hadefuldt, misundeligt, hævngerrigt og kærlighedsløst sind, det er en synd mod det femte bud, det er drab for Guds øjne. Her straffer for eksempel en far sit barn i tøjlesløs vrede. Han er ganske vist den rette til at straffe det, men vi taler om den, der ikke gør det af kærlighed, ikke af nidkærhed og omsorg for barnets vel, men af vrede, af et ophidset sind og i tøjlesløst raseri. I straffens øjeblik tænker han ikke på, hvilken skade hans barn kan tage på krop og sjæl; han søger blot at tilfredsstille sin lidenskab. Står den far ikke dér som sit barns morder? Dér øser en hidsig mor tidligt og silde sit hjertes lidenskab ud over sit barn med uafbrudt og planløst skænderi og straf for stort og småt – og tænker ikke over, hvilke tærende gløder hun dermed lægger på barnets åndelige og legemlige livskræfter. Hvad er sådan en mor for Gud? Vi taler om en, som kun styres af sin tøjlesløse vrede. Hun er ikke bedre end sit barns morder. – Her raser en mand i vild, uhæmmet vrede mod sin hustru, som han skulle vise al ømhed og forstand, tålmodighed og overbærenhed; dér plager en ondskabsfuld hustru dag og nat sin mand med bitre, stikkende ord og med et koldt, kærlighedsløst væsen; her driver en grisk og ubarmhjertig husbond sine tjenestefolk langt ud over, hvad deres kræfter kan bære, osv. Hvad er nu alt det for Guds øjne? Det er ikke blot for Guds øjne, men også i virkelighed og gerning intet andet end påbegyndte mord. Og al denne vrede, denne skånselsløse bitterhed mod medmennesker, hvordan skulle den kunne behage den milde, barmhjertige Herre? – ham, som havde så ømt og venligt et hjerte, at han ikke engang kunne tåle, at hans disciple uden grund blot gjorde livet svært for et menneske og bekymrede hende (fordi hun havde «spildt» den kostbare salve på hans hoved). «Lad hende være», sagde han, «hvorfor bekymrer I hende?» (Mark 14,6). Læg mærke til det! Blot at man «bekymrede hende», kunne han ikke tåle. Se her vor Herre Kristi inderlige ømhed: Han ser ikke blot på store, alvorlige skader, men giver også agt på et svagt hjertes følelser. Man kunne sige: Kvinden døde jo ikke af at få en bebrejdelse. Helt rigtigt. Men så øm og fintfølende er Herrens hjertelag, at han endog lægger mærke til vore svage hjerters følelser. Blot at to søstre sørgede over deres brors død, fik ham til at græde med dem. Blot at folket i ørkenen risikerede at sulte, vakte hans medfølelse. Blot at hans disciple havde sorg i hjertet over, at han skulle gå bort, fik ham til at holde en lang trøstetale til dem og tale med dem som en øm mor med sine små børn: «Fordi jeg har sagt jer dette, har sorgen fyldt jeres hjerte; men vær ikke bedrøvede, jeg skal se jer igen, og jeres hjerte skal glædes; I skal have fred i mig, i verden har I trængsel» osv.. Af alt dette ser vi, hvilken inderlig ømhed Herren Kristus nærer for menneskene, også for deres følelser; og så kan vi let forstå, hvordan det må behage ham, når vi med vrede i hjertet, med bitre ord eller et uvenligt ansigt sårer hinanden; forstå, hvordan han tværtimod vil, at vi skal tage hensyn til hinandens følelser og ikke unødigt såre og bedrøve et menneske. Det er af denne guddommelige kærlighed og ømhed for menneskene, at det femte bud er udsprunget med sin dybe og fintfølende betydning: at vi ikke må «blive vrede» på vores bror, ikke sige «raka» eller «tåbe», det vil sige: ikke på nogen måde, med ord eller tegn, såre og bedrøve vores næste.

Men til de gerninger, hvormed vi ligefrem begynder et drab, hører også at tage sin næstes levebrød fra ham eller ikke at hjælpe den, hvis liv er i nød. Når Skriften siger: «Den, der tager en andens levebrød fra ham, slår ham ihjel» (Sir 34,26), så ligger der også i det, at hvis du ser din næste i nød, men lukker dit hjerte for ham og ikke giver ham det, han har brug for til livet, så gør du, hvad der står til dig, for at slå ham ihjel. For hvis alle gjorde som du, ville det nødlidende menneske virkelig blive slået ihjel, og så har du været med til det drab; så har du også i gerning del i et mord, lige så sikkert som den, der ser sin næste i brand- eller vandnød og ikke prøver at redde ham. Men om disse gerninger – at hjælpe, låne og give – skal vi senere høre mere af Kristi forklaring.

Endelig har vi set og allerede delvis betragtet, at selv om vi ikke med ord eller gerning røber vores hjertes vrede eller ondskab over for næsten, så er denne ondskab dog et mord for Guds øjne; sådan som Kristus sagde: «Enhver, som bliver vred på sin bror» osv.; og igen siger Apostlen: «Enhver, som hader sin bror, er en morder» (1 Joh 3,15). Den hellige og kærlige Gud kræver bestemt og ubetinget, at hjertet skal være frit for al vrede, alt had og al misundelse. Selv med den mest skjulte vrede i dit hjerte står du for den hellige Guds øjne som en morder. Allerede en hastig opfarenhed er en synd, der fordømmer dig, hvis den ikke bliver vasket bort med Kristi blod; men hvis vreden får lov at blive i hjertet og slå rod som had og uforsonlighed, så er du derved ligefrem udelukket fra nådestolen, så længe du ikke vil lade vreden fare. Og alle dine religiøse øvelser og alt det gode, du nu vil gøre, er et afskyeligt hykleri for Guds øjne, så længe du ikke vil høre hans ord og forlige dig med din næste. Det har Herren ofte og udtrykkeligt erklæret. Og om det følger nu i vores tekst (Matt 5,23–24):

Derfor: Hvis du bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din bror har noget imod dig, så læg din gave dér foran alteret og gå først hen og forlig dig med din bror, og kom så og bring din gave.

Her ser vi noget meget tankevækkende, nemlig at Herren ikke taler til et groft og ugudeligt folk, som ikke udøver nogen religion, men til sådanne fromme og gudfrygtige mennesker, som «ofrer ham gaver på alteret». O, du guddommelige øje, du ser alt, hvad der sker! Det var dengang som nu. Farisæerne var et meget religiøst folk, som med stor iver holdt fast på lovens bud og gjorde mange lovgerninger, bad lange bønner, fastede, gav tiende af alt, hvad de ejede, gav almisser til de fattige og ofre til Herren Gud; men midt under alle disse religiøse øvelser kunne de i al stilhed nære had og uvilje i hjertet mod deres medmennesker, ja, mod Kristus og hans disciple. Her har Herren nu rettet brodden lige mod selve hjertet i dette fromme hykleri. Han så, hvordan det stod til inde i deres hjerte. Sådan ser han også nu blandt Guds børn nogle, som vil være et helligt folk og bære mange ofre frem for ham, nemlig bønner, andagtsøvelser, åndelig virksomhed, almisser til de fattige osv., men som tier om, at de samtidig nærer had, misundelse og hemmeligt nag i hjertet mod et eller andet medmenneske; da møder han dem i deres hemmelige falskhed og siger: «Gå bort med alle dine ofre, bønner, andagtsøvelser og nadvergange, så længe du spiller falsk over for mig; jeg har villet, at du skulle være god, ydmyg og mild i hjertet og ikke hade eller misunde din næste; så længe du ikke hører mig i dette, vil jeg ingenting have af dig; lydighed er bedre end offer; gå bort og forlig dig først med din bror, og kom så og bring din gave.» Kort sagt: Herren Kristus ser dig i hjertet og siger: Besvær dig ikke med nogen religion, så længe du ikke vil gøre min vilje; og den er: Vær først mild og ren i hjertet, fri for den afskyelige vrede, for hadet, misundelsen og naget. Så længe du ikke vil slippe ondskaben, så hold dig borte fra Gud, fra bønnen og fra nadverbordet.

Men hvordan kan det gå til, at de, som vil øve gudsfrygt og frelse deres sjæl, samtidig kan nære noget så fordømt og afskyeligt som had i deres hjerte? Det sker for det første ved, at hjertet er forhekset, forblindet og sløvet; for det andet ved, at de klæder deres had ud med navn og anseelse af en retfærdig og hellig nidkærhed. Om det siger Luther: «Denne last er den allersmukkeste af dem alle; der er ingen, som så nydeligt kan pudse og smykke sig med et skin af hellighed. Derunder bedrager mange mennesker sig selv og andre og ser ikke, hvordan de af hjertet hader næsten eller nærer et hemmeligt nag til ham; alligevel vil de være fromme, tjene Gud og, som han siger her, gå til alteret og ofre, idet de mener, at det står rigtig godt til med dem.

«Det kommer af, at de har den pynt og smukke kappe ved hånden, som kaldes zelus justitiæ, eller en dyd, som elsker det rette og vredes over det onde og falske. Her kommer den fromme slyngel, hænger nævnte kappe om sig og siger, at han gør alt af kærlighed til sandhed og retfærdighed og har god og rimelig grund til sin vrede; den er blot en hellig nidkærhed. Sådan er nu mange fulde af giftigt had, misundelse og bitterhed mod vore folk og gør sig ingen samvittighed af det, for alt er lutter fromhed og hellighed; de siger nemlig, at de hader kætteriet, og derfor må deres had blive en stor dyd, en hellig nidkærhed og omsorg for sandheden; og dog er det i grunden ikke andet end et giftigt had og nag, som ikke kan vise sig og bryde ud på anden måde.

«Således findes der mange, også pæne, anstændige, lærde og i øvrigt retskafne mennesker, som går med så hemmelig vrede, misundelse og had og bliver så forbitrede deri, at de aldrig opdager det, og som alle bliver i den selvlavede bevidsthed, at de gør det for sandhedens og retfærdighedens skyld. For kappen er for smuk og blænder for meget, så ingen tør kalde dem andet end retskafne, fromme mennesker. Deraf bliver der til sidst forstokkede hjerter, som styrker og forhærder sig i den giftige last. Og dette er dog dobbelt ondskab: for det første, at hjertets grund er fuld af vrede, had og misundelse; for det andet, at alt dette ikke vil være synd eller noget ondt, men skal kaldes en dyd.

«Se, derfor advarer Kristus så alvorligt om, at enhver her skal se sig godt for, så han ikke bedrager sig selv med et sådant hykleri og falsk skin. For ingen tror, hvor enkel denne lære er, og alligevel rammer den så stort og fornemt folk. For med disse ord: Hvis du bringer din gave til alteret, viser han jo klart, at han taler om dem, som tjener Gud og vil være Guds rette børn og har ry for at være blomsten blandt alle. Hvad mangler de så? Intet, undtagen at deres hjerte alligevel imens er fuldt af had og misundelse. Kære, hvad betyder det, at du beder uden ophør, øver dig i Guds ord, giver alt, hvad du ejer, for Guds skyld, spæger dit legeme og gør dobbelt så mange gode gerninger, men samtidig lader Guds bud ligge, som han vil have holdt, og ikke gør dig nogen samvittighed af at håne og bagtale folk, og alligevel vil være særlig hellig og bringe Gud store ofre? Det er nøjagtig, som hvis nogen havde stjålet eller røvet en stor sum penge og bagefter gav en almisse af dem for Guds skyld. Sådan bedrager de Gud (nej, sig selv) med det smukke skin, som om han nu skulle anse dem for lutter levende helgener.» Men her vil nogen måske spørge: «Findes der da ingen hellig vrede, ingen ren nidkærhed for sandhed og retfærdighed? Skal enhver udtalelse af den art nødvendigvis komme af syndig vrede, af had og misundelse?» – Svar: Der findes bestemt en hellig vrede, en ren nidkærhed for sandhed og retfærdighed, som Luther kalder «en kærlighed, der er tændt til vrede», når det kun er næstens vel og Guds ære, du har øjnene rettet mod, og din nidkærhed kun vender sig mod det syndige, falske og farlige, ikke mod personen. Eksempler på en sådan hellig vrede har vi hos Herren Kristus selv og alle hans fornemste tjenere; og hvem skulle ellers kunne passe sit embede som lærer, dommer, far, mor osv., hvis der ikke fandtes en hellig nidkærhed, som tager vredens skikkelse på? Ja, hver enkelt kristen kan også blive optændt af hellig nidkærhed for menneskers vel og Guds ære. Glem bare ikke, at Gud har øjne, der gennemskuer hele dit hjerte og hver bevægelse i det. Han ser det; han ser, om det virkelig er denne kærlighedens nidkærhed for næstens vel, der driver dig, og altså en nidkærhed, der kun vender sig mod det syndige og skadelige, du ser, ikke mod selve personen. Vil du vide, om det er en ren og hellig nidkærhed, der driver dig, så læg hånden på dit hjerte, eller ræk den op mod det altseende hellige Vidne i himlen, og spørg dig selv for hans alvidende blik, om det er et eller andet personligt forhold, der har gjort, at du har fået et skævt øje til den og den person, så intet af det, han siden siger eller gør, rigtig kan behage dig, ja, så du ligefrem søger at finde fejl hos ham. Tænk, hvis du så finder eller ved med dig selv, at den første eller egentlige grund til din følelse af uvilje og nag mod ham var, at han den og den gang krænkede dig, at han fx ikke viste dig tilbørlig agtelse, men tværtimod syntes at foragte dig; eller at han måske har talt ondt om dig bag din ryg og søgt at sværte dig over for andre; eller måske har han sagt dig dine fejl, gjort dig en bemærkning, som var så sand og træffende, at den netop derfor blev bidende; eller – lad os se! – måske kan du ikke tåle ham, blot fordi han er mere æret, rost og afholdt end du, eller måske lykkeligere her på jorden. Så ondt er menneskehjertet, at det, stik imod at elske sin næste som sig selv, ligefrem kan lide under, at næsten er lykkeligere, mere æret og elsket, og af den grund nære had til ham. Hvis nu en af de nævnte grunde – eller måske en større uret, som du virkelig har lidt – har været den første grund til din nidkærhed mod et menneske eller en vis flok mennesker, så må du vel forstå, at din nidkærhed ikke er hellig, men ikke andet end den afskyelige og giftige vrede og ondskab i hjertet. Gud hjælpe dig da! Du hører her af Kristi mund, at uanset hvor stor eller lille grund du har til din utilfredshed med din næste, så gælder det: Hvis du bare holder fast ved den og ikke vil forlige dig med ham, ikke alvorligt råber til Gud om at blive udfriet af din ondskab – hvis du altså ikke regner din egen store skyld over for Gud og Guds tilgivelse så højt, at du derfor vil tilgive alle menneskers ondskab – nej, hvis du hader og bliver ved med at hade din næste, så er du derved skilt fra nådestolen, og så længe vil Gud heller ikke tilgive dig (Matt 6,14–15; 18,35). Og det er lige så sandt, som at Herren Kristus ikke kan lyve. Hvis du så vil flygte til bønnen og nadveren, vil tjene Gud og gøre mange gode gerninger, men nærer had og nag mod din næste og taler ondt om ham på den fineste måde for at sværte ham over for andre, så siger Kristus her, at han afskyr alt det hellige, du gør imens; han vil ingen tjeneste, intet offer have af dig, ingen gudsfrygtig øvelse, så længe du ikke adlyder hans ord og først bliver venlig i hjertet mod din næste. Al din tro og gudstjeneste er falsk, alle dine anstrengelser forgæves, så længe du ikke hører din Herres røst. Han har både skabt dig og dyrt genløst dig, så han har al ret til at kræve af dig, at du for hans skyld tilgiver alt, også de mest uhørte krænkelser og lidelser fra mennesker – lidelser, som dog kun kan gælde denne korte tid; og Kristus har med sin død frelst dig for evigheden. Derfor kræver han her ubetinget, at du skal tilgive alt af hjertet, være forsonlig og god også mod det vanskeligste menneske. Herren Kristus, som du tror på, som du beder til, og som du vil påkalde i din dødsstund, han har sagt dette. Nødvendigheden af dette bud ligger egentlig i menneskenes store ondskab og de uendelige fristelser til vrede og utålmodighed, som udspringer af den. Hvis din nabo bare ser, at du har mere lykke og velsignelse, bedre hus og gård, mere anseelse blandt mennesker, så ærgrer det ham straks; han misunder dig og siger siden ikke noget godt om dig. Når du så oplever det, vil dit hjerte straks ophidses til vrede og had mod ham, så du heller ikke siger noget godt om ham. En anden må dag efter dag lide under en stridslysten tunge, et menneske i huset, der er så plagsomt ved sin stadige ondskab, at der kræves mere end menneskelige kræfter for ikke at blive overvundet af det onde og falde i vrede, kiv, nidkærhed, skænderier og had. En tredje ser hele sin fremtids lykke ødelagt, som han mener, af et bestemt menneske og må i mange år slæbe sig gennem fattigdommens møje og spise dens knappe brød, forbitret ved tanken om den, der har været årsag til det, mens Djævelen dag og nat puster til gløderne og fyrer op under hjertets ondskab, græmmelse og had. Hvilke forfærdelige, mægtige fristelser er der ikke her! – ja, så svære, at man ikke kan begribe, hvordan et menneskehjerte kan undgå at blive stående i selve det fordømte had. Men den sande nåde i hjertet fører et sådant underfuldt Guds værk med sig; og det er denne nåde, vi nødvendigvis må have. Det talte vi mere udførligt om, da vi i Matt 5,24 så, hvordan Herren ikke vil tage imod noget offer fra dig, hvis du ikke først har forligt dig med din bror. Og om det tilføjer han nu yderligere i v. 25–26:

«Bliv hurtigt ven med din modpart, mens du endnu er sammen med ham på vejen, for at din modpart ikke skal udlevere dig til dommeren, og dommeren til retsbetjenten, og du bliver kastet i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du skal ikke komme ud derfra, før du har betalt den sidste øre.» Læg mærke til: «mens du endnu er sammen med ham på vejen». Dette billedsprog antyder: «I er begge vandringsmænd på vej mod ét og samme store, alvorlige mål: evigheden. Hvis I ikke bliver forligt, mens I endnu er på vejen, men går ind i evigheden med uforsonlige hjerter, så følger der en dom uden barmhjertighed, eftersom I, mens nådetiden varede, ikke for alvor har søgt barmhjertighed og derfor heller ikke øvet barmhjertighed.» Dommeren lader dig kaste i et fængsel, og om det forsikrer Herren, så man må gyse: «Sandelig siger jeg dig: Du skal ikke komme ud derfra, før du har betalt den sidste øre.» Ak, gid dog ethvert menneske i tide ville besinde sig på sådanne ord fra denne Herrens mund! Du skal nødvendigvis her have et sind, der er villigt til venskab – at modparten ikke er villig til det, hindrer ikke din salighed, men kun hans; men du må være villig til venskab og gerne tilgive alt, hvad et menneske kan gøre dig, blot du må få tilgivelse hos din Gud – du skal nødvendigvis have et sådant sind i tiden, eller også være drevet bort fra Gud i al evighed.

Men Herren Kristus har ikke hurtigt sluppet dette bud. Der findes intet bud, som han har indskærpet og forklaret med så mange ord, for han vidste godt, hvor mange og svære fristelserne mod dette bud er. Efter at han i v. 27–37 har talt om to andre bud, tager han det femte op igen i v. 38 og siger: «I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer imod den, der er ond; men hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til; og hvis nogen vil føre retssag mod dig og tage din kjortel, så lad ham også få kappen.» Her viser Kristus, at hans efterfølgere helt skal give afkald på alle krav om ret og retfærdighed i verden og hellere betragte sig som givet til pris for al verdens ondskab og uretfærdighed. «I skal ikke selv sætte jer imod den, der er ond, men hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til.» Dette Kristi bud har været en svær anstødssten. Mange har syntes, at det var alt for strengt. Nogle har ligefrem ment at finde en dårskab hos Herren Kristus her og har gjort nar af det; andre har i velment overdrivelse anvendt det på forhold, som Kristus aldrig har tænkt på. De første burde dog betænke sig, før de gør nar af denne Herrens lære, og blot ud fra dette deres sind slutte, hvor langt de må være fra hans sind. Nej, her er sandelig den højeste visdom. Salige er de sagtmodige! Dem vil Herren selv tage i forsvar, mens de, som selv vil forsvare sig, også selv må sørge for udfaldet.

Men for at fatte den rette mening med dette sted er det nødvendigt at lægge mærke til det, man må huske gennem hele dette kapitel: at Kristus her er optaget af at rette farisæernes forvrængning af loven. Sådan havde de også forvrænget det bud, som i 2 Mos 21 og 3 Mos 24 var givet til øvrighed og dommere, nemlig at de i en dom skulle kræve øje for øje, tand for tand osv., og havde lært folket, at også hvert enkelt menneske kunne handle sådan med sin næste, give slag for slag og gengælde ondt med ondt. Det er mod en sådan forvrængning af loven, Kristus her træder frem og forbyder alt privat selvforsvar og al selvtægt. Det er øvrigheden, der skal have sværdet, og øvrigheden skal også bruge det (Rom 13,4). Mod denne Guds ordning har Kristus ikke talt. Hvilken dårskab, hvis man anvendte Kristi ord sådan, at man sagde til dommere, lærere og forældre: I må ikke sætte jer imod den, der er ond! Nej, her taler Kristus kun med sine kristne som enkeltpersoner, uden for embede og regering, om hvordan hver enkelt skal leve for sin egen person, nemlig sådan at han ikke ønsker nogen hævn, men er sådan sindet, at hvis nogen slår ham på den ene kind, vender han, om nødvendigt, også den anden til og holder ikke blot hånden tilbage fra hævn, men også hjertet, tankerne, tungen og alle kræfter. Et sådant godt, mildt og tålmodigt hjerte kræver den hellige lov. *)

*) Men her opstår et spørgsmål, som samvittighedsømme kristne ofte har været bekymrede over, nemlig om en kristen nogensinde må søge sin ret ved en domstol. Når Paulus i 1 Kor 6 irettesætter korinterne for, at de gik rettens vej mod hinanden, og det for de vantro, og siger: «Hvorfor lader I jer ikke hellere gøre skade?», så taler han egentlig om, at de kristne indbyrdes, altså brødre i Kristus, kunne strides sådan med hinanden. Det var jo også et uhyggeligt syn. Brødre i Kristus skulle jo ved at blive enige i kærlighed bilægge alle spørgsmål indbyrdes. – Men en kristen kan jo blive indviklet med verden i sådanne spørgsmål, at kun en domstol kan afgøre striden. Så spørges der: Skal han da altid hellere opgive sin ret? Må han aldrig indbringe sin sag for øvrigheden, aldrig appellere til en domstol? – Svar: Af Kristi og Paulus’ eksempel ser vi tydeligt, at det ikke i alle tilfælde er forbudt. For da Kristus stod for domstolen, krævede han lovlig behandling; da en tjener dér gav ham en lussing, vendte han ikke den anden kind til, men talte om ret og sagde: «Hvis jeg har sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men hvis jeg har talt ret, hvorfor slår du mig så?» Læg mærke til: «bevis, at det er forkert»; vi står jo nu for en domstol, og der skal man jo handle efter loven. Men se, da han siden blev overgivet til flokken af tjenere og soldater for at blive hånet, og de slog ham mange slag, da siger han ikke et ord imod, men er nu som et får, der føres til slagtning, og som et lam, der tier for den, der klipper det, og ikke åbner sin mund. – Sådan også Paulus: Da et medlem af rådet befaler, at han skal slås på munden, svarer han: «Sidder du her for at dømme mig efter loven, og så befaler du imod loven, at man skal slå mig?» Og da han siden står for Festus’ domstol, «appellerer han til kejseren», ja, kræver at blive dømt ved kejserens domstol (ApG 25). Af disse eksempler ser vi, at ikke al appel til en domstol er forbudt. Og hvad skulle øvrigheden ellers være til for, hvis ikke for at værne om retfærdigheden? Men da det på den anden side ville være helt imod et kristent sind at føre proces og ligge i retten om alle mulige sager, bliver konklusionen, at den, der har tro og hengivenhed nok til hellere at lide og lade sig gøre uret, bestemt gør bedst. Men hvis nogen med et fredeligt hjerte, kun tvunget af visse tilfældige omstændigheder, indbringer en sag for en domstol, så er det bestemt ikke det selvforsvar og den selvtægt, som Kristus her forbyder. Sagen er tværtimod overgivet til øvrigheden, ja, til Gud selv, som nu gennem øvrigheden enten skaffer dig ret eller lader dig lide uret. Så kræves der blot, at du i kristen underkastelse under Guds vilje tager udfaldet, som det bliver, vel vidende, at intet sker dig uden Herrens befaling (Klag 3,33–38; Es 45,6–7; 2 Sam 16,10–11). En kristen, der, når han lider uret, ville tage disse bibelsteder rigtig til hjerte, ville sandelig ikke græmme sig meget over menneskers ondskab, men med stor trøst kun se sin trofaste Gud i alting.

Om dette siger Kristus videre i samme kapitel, v. 43: «I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer, og bed for dem, som håner og forfølger jer – for at I må være jeres Fars børn, han som er i himlene; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.» Læg igen mærke til ud fra disse ord, hvordan Herren Kristi sind er, og hvordan hans kristne skal være sindet! «Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer» osv. Vi siger igen: Måtte hver kristen besinde sig på, hvor højt Herren her sætter målet, så vi i det mindste må vide, hvad hellighed er, og ikke vandre gennem vores liv i den onde naturs mørke. Herren Kristus straffer ikke blot dem, som hader deres fjender, taler ondt om dem eller gør dem noget ondt; han vil heller ikke regne dem for fromme, som undlader at elske dem og gøre dem godt. For når han her siger: «Elsk jeres fjender», så betyder «elske» virkelig at elske, at have et hjerte, der brænder af barmhjertighed, og inderligt at ønske dem alt godt. For det andet vil han, at denne kærlighed også skal vise sig i venlige ord og i forbøn, når han siger: «Velsign dem, som forbander jer.» Når had og fjendskab ikke kan udøves på anden måde, sker det som regel med ord: Man søger på enhver tænkelig måde at nedgøre sin fjende, at sværte hans rygte og at sige alt ondt om ham. Men her siger din Herre Kristus, at du tværtimod skal tale godt og ikke ønske noget ondt, men velsigne dem, som forbander. Ja, lad os høre, hvordan apostlen Paulus udtrykker det samme, som Kristus her har sagt os: «Velsign dem, som forfølger jer, velsign og forband ikke» (Rom 12,14). Åh, min Gud, hvor langt er vi ikke fra dit sind og dine bud! «Velsign dem, som forbander jer!» Åh, Herre Gud, fordøm os ikke! Og Apostlen gentager ordet «velsign» to gange og viser dermed, hvor helt nødvendigt det er, at denne formaning bliver taget til hjerte og efterlevet. Men når vi skal elske, velsigne og tale godt om vores fjender, om «dem, som forfølger os», hvem er det så, vi skal hade og forbande? Det ser her ud, som om den slags slet ikke hører til et sandt helligt sind, en Jesu efterfølger; han skal ikke hade, bagtale eller forbande noget menneske.

Men her vil måske nogen sige: Læser vi ikke i Skriften, at også hellige mænd, ja, Kristus selv og hans apostle, har talt hårdt til fjenderne? Kaldes det at elske og velsigne dem? Svar: Når de hellige har talt hårdt og straffende i Herrens navn, er det ikke et menneskes, men den hellige Guds straf og forbandelse. Det, der gøres i embedes medfør, som når en dommer afsiger en dødsdom, eller bødlen slår ihjel, eller en lærer straffer med Guds ord og i Kristi sind, alt det er Guds straf. Og alt, hvad Gud gør, er ret og helligt. Men her taler Kristus om, hvad vi blot som mennesker skal gøre mod dem, der er os fjendtligt sindet – ikke om, hvad et embede gør, men om, hvad mennesket gør. Og så lyder det kun: elsk, velsign, tal godt, gør godt.

Til at vise en sådan kærlighed hører også det, Herren siger i v. 42: «Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig.» Også hvis det er din fjende, der er i nød, så skynd dig at hjælpe ham – «gør godt mod dem, som hader jer». Og Herren anfører her to bevæggrunde til, at vi sådan skal elske vores fjender og gøre dem godt: For det første at vi på den måde som gode børn må ligne vores himmelske Far. Han siger: «For at I må være jeres Fars børn, han som er i himlene; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.» Når Herren her nævner solen og regnen, som er de to vigtigste midler, hvorved al jordens frugt og velsignelse gives os, så har han dermed sammenfattet hele den uendelige rigdom af alle Guds gaver og velsignelser på jorden; og dem giver han uophørligt til sine fjender lige så vel som til sine børn og venner. Sådan er Guds hjertelag, og sådan skal også vi være sindet. – Den anden bevæggrund, Herren her anfører, er, at vi i modsat fald ikke ligner ham, men de mest ugudelige mennesker. Han siger: «For hvis I elsker dem, som elsker jer, hvilken løn får I så? Gør tolderne ikke også det samme? Og hvis I kun er venlige mod jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør tolderne ikke også sådan?» Når de, der ellers gerne vil regnes for gode og fromme mennesker, er så falske i deres kærlighed, at de kun elsker og tjener deres venner, burde de sandelig vågne ved disse Kristi ord. Der findes næppe så onde mennesker, tyve eller røvere, at de ikke holder venskab inden for deres egen bande. Kristus siger, at selv de onde ånder holder sammen på den måde, ellers ville deres rige gå til grunde (Luk 11,18). Se nu, hvor from du er, når du kun er venlig og god mod dine venner. Du er lige så from som tyve og røvere, ja, som de onde ånder. – Kristus slutter således:

«Vær derfor fuldkomne, ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen.» Dette ord skal først forstås på følgende måde: Her tales der om kærligheden; og kærligheden kaldes fuldkommen, når både dens grund og dens genstand er de rette – til forskel fra farisæernes falske kærlighed, som for det første manglede den rette grund, Guds kærlighed til os og det himmelske liv i hjertet, og for det andet kun omfattede deres venner; mens Kristus derimod her lærer, at vi skal elske alle mennesker. Det er helt sikkert den første betydning af dette sted. Men hvem ved ikke, at Guds hellige lov kræver enhver slags fuldkommenhed? Eller kan Gud holde op med at kræve det gode og straffe det onde – kan han holde op med at kræve og straffe, før vi er blevet helt lig ham selv? Kan Gud være tilfreds med nogen rest af synd? Tilføjelsen: ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen, er netop grundlaget og målestokken for hele Guds lov. Det er over for denne sidste og højeste betydning af fuldkommenhed, at «intet kød kan blive retfærdiggjort af lovens gerninger». Og dog er denne højeste fuldkommenhed det, Gud altid må kræve; derfor er den også altid målet, som alle lydige hjerter stræber efter, men over for hvilket de også hele tiden bliver syndere, så længe de er på jorden.

Vi har nu til en vis grad set, hvad det femte bud kræver. Nu står der ikke andet tilbage, end at enhver går i sig selv og i Herrens navn besinder sig på, at alt dette nu ikke blot skal vides, men gøres – og det af enhver, også af dig, som læser dette. Eller skal nogle mennesker blot høre, læse, vide og tale om hellighed, men overlade det til andre at gøre det? Vil du, forfængelige menneske, vide, at Guds rige ikke består i ord, men i kraft? Du, som læser eller hører dette, hvordan gør du det, vi her har betragtet? Herren Kristus ser alles væsen. Han talte til den lovkyndige om en præst og en levit; religiøse var de, de læste deres bønner osv., men for den sårede mand gjorde de intet – de så på ham, men gik forbi. Vi mærker her, hvordan Herrens øjne følger hykleren. Og det er netop gennem denne hykleriske omgang med Herrens ord, at mennesker kan forblive så stærke og raske, at Herren Kristi allerstrengeste forklaring af budene ikke det mindste anfægter dem. Dette tegn alene er nok til at bevise et forhærdet hjerte, en falsk og sovende ånd.

Men de, for hvem Herren er blevet en levende og nærværende Gud, så de vil alt, hvad han befaler, og så hans øjne også følger deres hjertes synder, de bliver helt gjort til intet af dette bud. De er bragt til tavshed og forskrækkede – men de har hele lovens opfyldelse blot ved troen på Kristus, som blev gjort til synd for os og smagte netop den død, som var morderens straf – han var da en morder for alle mordere (2 Kor 5,21; Gal 3,13). Hos dem, som tror dette med en levende tro, fødes kærligheden i hjertet, så de i deres glæde nu virkelig elsker deres næste, når de smelter hen ved den kærlighed, som Gud har elsket os med. Gud give os en sådan tro og kærlighed! For kærligheden er lovens og dette buds opfyldelse. Amen.

Fortsættelse af vores betragtninger over Guds ti bud.

Først en kort indledning.

Vi skal igen høre Herren Gud selv forkynde os sin vilje og sine domme. Vi skal også høre Herren Kristus, Guds enbårne, forklare os sin Fars bud og mening. Hvilken salig vished om sandheden, når vi hører Herren Gud selv! Når et stakkels menneske, træt af de mange meninger indefra og udefra og bævende over sit eget hjertes svigefuldhed og den gamle slanges dybe list og grusomhed, råber til Herren i sin nød: «Barmhjertige Gud, giv mig din Ånd, som leder mig i hele sandheden», hvilken salig tryghed og hvile er der da ikke i den vished, at Gud selv, menneskenes Skaber og den evige trofasthed, umuligt kan bedrage os – at i det mindste det står sikkert og fast, som han selv har talt; og for det andet at han også vil give os sin Hellige Ånd, i samme grad som vi bliver bange for vores egen ånd!

Men hvis et menneske er meget oplyst og nådebegavet, skal også det så være bange for sin egen ånd? Skal det ikke være fri for al fare? Svar: Når Skriften siger, at «om muligt skal også de udvalgte føres vild»; siger, at «den retfærdige frelses med nød»; når slangen med sin snedighed bedrog mennesket selv i uskyldighedens tilstand, mens det endnu havde Guds billede i hjertets hellighed og forstandens lys – hvordan kan så nogen kristen nu, som har hele syndefaldet og slangens sæd i sit hjerte, nogensinde være sikker på ikke at blive bedraget af hans dybder? Alene det, at du ikke frygter, men føler det som helt afgjort, at du er på den rette vej – alene en sådan sikkerhed er jo et forfærdeligt tegn på din tilstand. Ja, hvad andet end en sådan sikkerhed kan være årsagen til, at mange sjæle, som hver dag både morgen og aften læser Guds ord, alligevel er i mørke selv i de mest væsentlige stykker, også i den del af Ordet, som ligger i alle mennesker af naturen (Rom 2,14–15), nemlig Guds lov? Opstod der en virkelig frygt for ens egen ånd og for Djævelens grusomme list, så ville der vel deraf stige et sådant råb om Guds Ånd og en sådan agtpågivenhed over for hele Guds ord, at mennesket blev ført på den rette vej og blev en fattig og elendig synder, som kun havde sin trøst og sin ros i Guds barmhjertighed.

Eller er det ikke tydeligt nok åbenbaret og stærkt nok udtalt i Herrens ord, at når loven bliver rigtigt forstået, fører den en fattig og nedslået ånd med sig, så du bliver ganske fordømt og fortvivler over alt dit eget arbejde og over lovens evne til at gøre dig from? Er det ikke tydeligt nok, når Apostlen siger: «Men loven kom også til, for at overtrædelsen skulle blive større» osv., og igen: «Da buddet kom, levede synden op og virkede al slags begær i mig; og jeg døde» osv., og igen: «Alt, hvad loven siger, taler den til dem, som har loven, for at enhver mund skal lukkes, og hele verden blive skyldig over for Gud»; ja, «for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet» (Rom 3,19; 5,20; 7,8–13)? Er dette ikke lovens rette virkning, den som Gud har til hensigt? Når du nu ved med dig selv, at du ikke plejer at blive elendig og jammerlig ved at betragte loven, men tværtimod altid er tryg for din egen del og kun kan se andre mennesker som store syndere, kan du så ikke forstå, at loven ikke har haft den virkning på dig, som Apostlen taler om, men tværtimod den ulykkelige virkning, som hele Skriften siger, den havde på dem, der «gjorde bægeret og fadet rent udvendig» og ikke agtede på, at de «indvendig var fulde af rov og umådeholdenhed», og som derfor kunne takke Gud for, at de ikke var som andre mennesker? Hvilken nåde, hvilken salig stund, om du kunne standse ved en sådan skildring i Skriften og begynde at mistænke din tilstand!

En mere barnlig vildfarelse, som plejer at opstå også hos dem, der har erfaret, at loven ikke gør os levende og hellige (Gal 3,2.5.21; Rom 7,8–11), er den mening, at loven derfor ikke behøves nu. Du siger med rette: «Den gør dig ikke levende», men der behøves også et ord, som dræber; «den gør dig ikke hellig og god», men det er også nødvendigt, at du hele tiden bliver gjort skyldig; du «bliver ikke glad, du får det ikke godt af det embede, som forkynder fordømmelse», men der behøves også det ord, som bedrøver dig, som salter, hugger, stikker og piner det gamle menneske. Ja, også det ord behøves. Og salig er du, som mærker denne virkning af det! Måtte du blot beholde dit faste grundlag for saligheden og den skjulte visdom, at du, så fordømt du er, alligevel ikke skal blive fordømt; at du, så skyldig og strafværdig du er, alligevel er ustraffelig – det ene i dig selv, det andet i Kristus. Se, sådan går det: De, der burde frygte, frygter ikke; og de, der er frygtsomme og fattige, de bliver hele tiden straffet og frygtsomme og skyldige. – «Men», siger du, «jeg er virkelig skyldig.» Ja, sandelig, du er bestemt virkelig skyldig! Der er ingen retfærdig, ikke én, nej, «ikke én». Den ene er grovere skyldig, den anden mere fint; men alle er skyldige – forskellen er blot, at nogle ikke mærker det.

Men ud over at loven er nødvendig til vores stadige ydmygelse, til at tugte, korsfæste og dræbe det gamle menneske, kan vi heller aldrig takke Gud nok for den hellige og sikre rettesnor, som ligger i Guds egne bud, der så tydeligt siger os, hvad der er sand hellighed og rette gerninger, som behager Gud. Vi er jo ofte på vej til at miste det rette lys derover og sætte helligheden i noget, Gud aldrig har befalet, og derimod regne for intet sådanne gerninger, som ikke ser ud af noget, men som dog er påbudt af Gud; ligeledes til at gøre noget til synd, som Gud aldrig har talt om, eller tværtimod ikke at regne noget for synd, som Gud dog har forbudt i sin lov – kort sagt til at dømme om synd og hellighed blot efter vores eget tykke og en vis følelse. Måtte vi aldrig glemme, at kun det er synd eller hellighed, som Herren Gud har talt om i sin lov! Og således skal vi finde, at loven er meget god, når man bruger den rigtigt (1 Tim 1,8). Måtte også det bud, som vi nu går i gang med at betragte, først gøre os skyldige, og siden, når det har tugtet os til Kristus, og vi ved nåden har fået en villig ånd, måtte det så også blive os en hellig rettesnor og en opdragelse til retfærdighed!