Joh 6,16–21

Teksten i sammenhæng

Teksten følger lige efter bespisningen af de fem tusind (Joh 6,1–15). Folket ville tage Jesus med magt og gøre ham til konge, og han trak sig alene tilbage op på bjerget. Om aftenen går disciplene ned til søen og sætter over mod Kapernaum uden ham. Det bliver mørkt, en storm rejser sig, og midt ude på søen ser de Jesus komme gående på vandet. Han siger: «Det er mig, frygt ikke», og straks er båden ved land. Dagen efter holder Jesus i Kapernaum talen om livets brød (Joh 6,22–59). Beretningen står også i Matt 14,22–33 og Mark 6,45–52, men Johannes fortæller den kortest og samler alt om Jesu ord «Det er mig». Han giver ikke folket den konge, de ønsker, men viser disciplene, hvem han er. I Alterbogen 1992 er teksten evangelium på 4. søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække. Søndagen kommer kun med, når påsken ikke falder tidligt. I 1. tekstrække står stormen på søen (Matt 8,23–27), og i helligtrekongertiden er temaet, at Jesu herlighed åbenbares.

Opbygning

1. 6,16 Disciplene alene på søen i mørket
2. 6,18 Stormen
3. 6,19 Jesus kommer gående på søen, og de bliver bange
4. 6,20 «Det er mig, frygt ikke»
5. 6,21 Straks ved land

Græske nøgleord

• σκοτία (G4653, v. 6,17) – σκοτία, mørke. Hos Johannes er mørket både nat og billede på et liv uden Kristus (Joh 1,5; 8,12; 12,35). Johannes sætter mørket og Jesu fravær side om side: «Det var allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke kommet til dem.» Pluskvamperfektum (ἐγεγόνει) siger, at mørket var faldet og lå over søen.
• διεγείρω (G1326, v. 6,18) – διεγείρω, vække, rejse sig. Imperfektum (διηγείρετο) skildrer et forløb, der varer: søen var i oprør, mens vinden blæste. Johannes fortæller ikke, at disciplene råbte, eller at Jesus truede vinden. Stormen er rammen; det afgørende er, hvem der kommer til dem midt i den.
• περιπατέω (G4043, v. 6,19) – περιπατέω, gå, vandre. Participium i nutid: de ser ham gå på søen. I Det Gamle Testamente er det Gud, der går på havets bølger (Job 9,8; Sl 77,20). Den samme Jesus, der havde mættet folket, viser sig her som Herre over det hav, intet menneske kan gå på. Hans menneskelige legeme går, hvor kun Gud har magt.
• εἰμί (G1510, v. 6,20) – εἰμί, være. «Ἐγώ εἰμι» kan betyde «Det er mig» og er sådan en almindelig præsentation. Men hos Johannes klinger udtrykket af Guds navn (2 Mos 3,14; Es 43,10–11) og går igen i «Jeg er»-ordene, der følger: «Jeg er livets brød» (Joh 6,35). Begge lag er med her: han giver sig til kende som den kendte Mester og som Gud, der redder.
• φοβέω (G5399, v. 6,20) – φοβέω, frygte, blive bange. I v. 19 står aorist (ἐφοβήθησαν): de blev grebet af frygt. I v. 20 står nutidsbydeform med nægtelse (μὴ φοβεῖσθε): hold op med at være bange. Det er ikke en formaning til at tage sig sammen, men et ord, der giver det, det siger, fordi det bygger på «Det er mig».
• θέλω (G2309, v. 6,21) – θέλω, ville. «Så ville de tage ham op i båden» (imperfektum ἤθελον). Det kan betyde, at de nu gerne ville have ham med, efter at frygten var vendt til glæde. Johannes siger ikke udtrykkeligt, at han kom om bord (det siger Mark 6,51), men at båden straks var ved land. Pointen er viljen, der er vendt: den, de var bange for, vil de nu have hos sig.

Eksegetiske noter

• v. 6,16–17 Sammenhængen forklarer, hvorfor disciplene er alene: folket ville gøre Jesus til konge efter brødundret, og han trak sig tilbage (v. 15). Matt 14,22 og Mark 6,45 siger, at han tvang disciplene i båden og selv blev tilbage for at bede. Johannes nævner ikke bønnen, men forudsætter, at disciplene har ventet på ham («Jesus var endnu ikke kommet til dem»). De sejler mod Kapernaum, hvor talen om livets brød bliver holdt.
• v. 6,17 Tekstkritik: RP har «og Jesus var ikke kommet til dem» (οὐκ). Den kritiske tekst har «endnu ikke» (οὔπω), som både Den Frie Bibel og 1907 følger. Forskellen er lille, men «endnu ikke» understreger, at de ventede ham, og at han ville komme. Indholdet er det samme: han var der ikke, da mørket faldt.
• v. 6,19 25–30 stadier er ca. 4,5–5,5 km (et stadie er ca. 185 m). Genesaret Sø er ca. 12 km bred; de var altså midt ude på søen (jf. Mark 6,47), langt fra land. Mark 6,48 siger, at det var i fjerde nattevagt, dvs. mellem kl. 3 og 6. Det er ikke en kort skræk ved bredden, men en lang nat med roning mod vinden.
• v. 6,19–20 At Gud går på havet og har magt over vandene, står i Job 9,8, Sl 77,20 og Es 43,2.16. Sl 107,23–30 skildrer søfolk i storm, som råber til Herren, og han stiller stormen og fører dem til den havn, de længes efter. Johannes fortæller uden at citere, men den bibelkyndige læser ser, at Jesus gør, hvad Herren gør.
• v. 6,20 Alle tre beretninger har ordene «Det er mig, frygt ikke» (Matt 14,27; Mark 6,50), men kun Matthæus har Peter, der går på vandet og synker. Johannes stopper ved Jesu ord. Prædikenen bør derfor ikke låne Peters-episoden ind som tekstens hovedsag; hos Johannes er det Jesu selvåbenbaring og hans ord, der bærer.
• v. 6,21 «Straks kom båden til det land, de sejlede mod» er fortalt som en del af underet: de mange kilometer resten af vejen er ikke længere noget problem. Johannes siger ikke, hvordan det skete. Han lader det stå, at når Jesus er kommet, er målet nået. Sl 107,30 taler om, at Herren fører de søfarende til den havn, de ønsker.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, hvor små vi er, når Jesus ikke er synlig. Disciplene havde lige set fem tusind blive mætte, og alligevel er det mørke, storm og roning, der fylder, da han ikke er i båden. Da han så kommer, er det ikke glæde, men frygt, der griber dem. Sådan er vi i dag, når vi regner Gud ud af regnestykket, så snart vi ikke ser ham, og bliver bange for det, han sender. Teksten afslører også folkets vilje i v. 15: de ville have en Jesus, der gav brød og tjente deres planer. Den, der kun vil have Kristus på egne betingelser, står alene i mørket.

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus kommer til dem, der ikke kunne komme til ham. De ror midt på søen og når ingen vegne, men han går hen over det, der truer dem. Han siger ikke: «Tag jer sammen», men: «Det er mig.» Han giver sig selv til kende, og med det ord tager han frygten. Den, der går på bølgerne, er den samme, der går i døden for os og møder os i Ordet og sakramentet med det samme «Det er mig». Og når han er i båden, er man straks fremme: hans nærvær er selve målet. Det gælder også for den, der er bange i dag: mørket og stormen er ikke det sidste, for han er på vej.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 4. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,23–27, 1. tekstrække): Prædikenen er over stormen på søen, men pointen passer lige så godt her: Herren lader Djævelen og verden rase mod de kristne og lader sig ikke mærke med at ville hjælpe. Troen skal da holde fast ved, at han er hos os og kan gøre havet stille.
  «Selv om han nu stiller sig, som om han ikke så os, så skal vi dog stille os, som om vi ser ham, og holde for sandt, at han kan gøre havet stille» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 4. søndag efter helligtrekonger (Matt 8,23–27, 1. tekstrække): Luther ser i stormberetningen både Kristi sande menneskelighed og hans guddom. Det passer på Joh 6: den samme Jesus, som er træt og alene, går på havet, fordi han er Gud.
  «sådan beviser han sin almægtige guddom ved, at han med ét ord stiller havet og får vinden til at lægge sig. Det er ikke et menneskes gerning» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi to stande (opstandelseslegemet): Jacobs nævner Jesu gang på bølgerne (parallellen Matt 14,25) som eksempel på de gaver, hans legeme har som det åndelige, herliggjorte legeme, og som han havde allerede før opstandelsen.
  «I kraft heraf gik Kristus allerede før sin død og opstandelse på bølgerne på Galilæas Sø (Matt 14,25)» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi to stande (spørgsmål 55): Forklaringen er den personlige forening: i fornedrelsen havde han hele tiden disse gaver, men brugte dem kun sjældent. Gangen på søen er et glimt af dem.
  «I kraft af den personlige forening havde han dem gennem hele fornedrelsens stand, selv om han normalt ikke brugte dem.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi person, naturernes fællesskab (fodnote): Pieper henviser til Matt 14,25 og skelner med de lutherske lærere mellem det, Kristi menneskelige natur har fælles med alle mennesker, og det, den har, fordi den er forenet med Guds Søn.
  «sådanne handlinger, som kun tilkommer Kristi menneskelige natur, fordi kun den er personligt forenet med Guds Søn (actus personales), såsom at være hævet over rummet og usynlig osv.» Læs teksten

Prædikenspor

Det er mig

Sporet følger teksten trin for trin. Første trin: disciplene alene i mørket; teksten sætter mørket og Jesu fravær i samme sætning. Andet trin: Han kommer gående på søen, og det første, han møder, er frygt. Johannes lader os se, at den, der kommer, er Gud selv, han som går på havet (Job 9,8). Tredje trin: ordet «Det er mig, frygt ikke», som både er en hilsen fra Mesteren og Guds eget navn. Prædikenen ender i evangeliet: han siger det samme til os i dåben, i nadveren og i tilgivelsens ord, og når han er i båden, er vi allerede fremme.

Den konge, vi ikke ville have

Et tematisk spor, der læser teksten i sin sammenhæng med v. 15. Folket ville gøre Jesus til konge efter brødundret, en konge for maven og for deres egne planer. Første trin: den Jesus, vi selv vil have, en hjælper på bestilling, og loven, der viser, at vi bruger Gud til vores egne formål. Andet trin: Jesus trækker sig væk fra den kongetitel og viser sig i stedet for disciplene som Herre over hav og storm, en større konge end den, de ville lave. Tredje trin: Hans kongemagt er at komme til de bange og føre dem i land. Næste dag kalder han sig livets brød; hans rige gives, ikke tages.

Når han ikke er kommet endnu

Et sjælesørgerligt spor for dem, der sidder i mørket og venter. Første trin: Tag mørket og den lange nat alvorligt; disciplene roede kilometervis uden at se ham, og mange kender den erfaring i sygdom, sorg eller tvivl. Luther siger, at Herren kan stille sig, som om han ikke ser os, men at troen skal holde fast ved, at han kan gøre havet stille. Andet trin: Han var hele tiden på vej, og han kom til dem, ikke omvendt. Tredje trin: Også hans komme kan skræmme; men hans ord tager frygten. Evangeliet: den, der kommer, er vores Herre, og hans «Det er mig» gælder også i den sidste nat.

Lærepunkter i teksten

• De to naturer og den personlige forening – Den, der går på søen, er et sandt menneske med legeme og samtidig Gud, der har magt over havet.
• Egenskabernes meddelelse – Hans menneskelige legeme går på vandet: Jacobs og Pieper bruger netop dette sted om de gaver, menneskenaturen har ved den personlige forening.
• Den frelsende tro – Frygten vendes ikke af disciplenes egen kraft, men af Jesu ord «Det er mig»; troen griber hans ord og nærvær.
• Ordets kraft – Jesus tager frygten med et ord, der giver, hvad det siger; sådan virker Ordet stadig.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 137 Det runde himlens stjernetelt – Helligtrekongersalme til tiden efter helligtrekonger, hvor Kristus åbenbarer sin herlighed.
• 667 Skulle jeg dog være bange – Svarer på Jesu «frygt ikke»: der er ingen grund til frygt, når han er hos os.
• 650 Midt igennem nød og fare – Salme om modgang og håb; som disciplene gennem storm og mørke til det land, de sejlede mod.
• 639 Når i den største nød vi stå – Bøn i den største nød, hvor man intet selv formår; som disciplene midt på søen.
• 261 Halleluja for lysets drot – Lovsang til Kristus som Herre og konge; passer til hans herlighed, der åbenbares i helligtrekongertiden.