Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kristi person

Egenskabernes meddelelse

Egenskabernes meddelelse (communicatio idiomatum) er den lære, at begge naturers egenskaber og gerninger på grund af den personlige forening virkelig tilhører hele Kristi person, og at den menneskelige natur har fået del i den guddommelige majestæt.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Fordi Guds Søn har antaget en sand menneskelig natur i sin person, siger Skriften om ham både det, der hører Gud til, og det, der hører mennesket til. Den kalder ham «herlighedens Herre», som blev korsfæstet (1 Kor 2,8), og siger, at Gud har vundet sin menighed med sit eget blod (ApG 20,28). Læren om egenskabernes meddelelse (på latin communicatio idiomatum) fastholder, at dette ikke er tomme ord. Ved «egenskaber» forstås både det, naturerne er, og det, de gør og lider. Pieper understreger, at læren ikke går ud over læren om den personlige forening: hvis Gud virkelig er menneske, må alt det menneskelige også siges om Guds Søn, og omvendt.

Konkordieformlen og de lutherske lærere skelner mellem tre arter. For det første tilskrives det, der hører den ene natur til, hele personen: Guds Søn har i sandhed lidt og er død, dog efter den menneskelige natur, for guddommen kan ikke lide. For det andet har den menneskelige natur fået guddommelig magt, dom og herlighed (Matt 28,18; Joh 5,27). Det, Kristus har modtaget i tiden, har han modtaget efter den menneskelige natur, for efter guddommen havde han alt fra evighed. Naturerne blandes ikke: som ilden lyser og brænder gennem det glødende jern, virker den ene guddommelige almagt i og gennem Kristi menneskelige natur. For det tredje udfører Kristus hele sit embede som mellemmand, præst og konge efter begge naturer.

Det er ikke spidsfindigheder. Luther advarer mod Zwinglis talefigur: Hvis kun den menneskelige natur har lidt for os, er Kristus en ringe frelser, som selv har brug for en frelser. Derfor er det trøsten, at Jesu, Guds Søns, blod renser os fra al synd (1 Joh 1,7). Pieper siger, at kirken kæmper for de to første arter for den tredjes skyld: al Kristi gerning er gudmenneskelig og derfor frelsende og trøstende.

Skriften

  • 1 Kor 2,8 – Verdens herskere korsfæstede «herlighedens Herre»: lidelsen siges om personen, der er Gud, ikke blot om et menneske.
  • ApG 20,28 – Gud har vundet sin menighed med sit eget blod; blodet er den menneskelige naturs, men det er Guds blod.
  • Gal 4,4 – Guds Søn er «født af en kvinde, født under loven»: menneskelig fødsel og lydighed siges om Sønnen.
  • 1 Pet 3,18 – Kristus blev dræbt «i kødet»: Skriften angiver selv, at Guds Søn led efter den menneskelige natur.
  • Matt 28,18–20 – Al magt er «givet» Kristus, og han er med alle dage: guddommelig magt og nærvær givet ham i tiden.
  • Joh 5,27 – Faderen har givet ham myndighed til at holde dom, fordi han er Menneskesønnen: guddommelig magt givet efter den menneskelige natur.
  • Kol 2,9 – Hele guddomsfylden bor kropsligt i Kristus; Konkordieformlen bruger stedet om naturernes virkelige fællesskab.
  • 1 Joh 1,7 – Guds Søns blod renser fra al synd: menneskeligt blod, guddommelig kraft, én gudmenneskelig frelsergerning.

Bekendelsen

  • Konkordieformlen, SD VIII: På grund af den personlige forening var det ikke den menneskelige natur alene, der led for verdens synd, men Guds Søn selv, dog efter den antagne menneskelige natur. Formlen henviser til Luthers forkastelse af Zwinglis alloeosis, hvor den ene natur forstås i stedet for den anden.
    «Guds Søn selv har i sandhed lidt, dog efter den menneskelige natur, han har antaget, og er (ifølge vores enfoldige kristne tro) i sandhed død, selv om den guddommelige natur hverken kan lide eller dø.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: I udførelsen af sit embede handler Kristi person ikke efter én natur alene, men i, med og ved begge naturer; hver natur virker i fællesskab med den anden det, som er dens egen egenskab.
    «Kristus er altså vores mellemmand, forløser, konge, ypperstepræst, hoved, hyrde osv. ikke efter én natur alene, hverken den guddommelige eller den menneskelige, men efter begge naturer» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: At gøre levende, at have al dom og magt og at rense fra synder er ikke skabte gaver, men guddommelige, uendelige egenskaber. Alligevel er de ifølge Skriften givet mennesket Kristus.
    «at rense fra synder osv. er ikke skabte gaver, men guddommelige, uendelige egenskaber. Og dog er de efter Skriftens udsagn givet og meddelt mennesket Kristus» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: Der er kun én guddommelig almagt og herlighed i Kristus, og den hører alene den guddommelige natur til; men den viser sig i, med og gennem den menneskelige natur. Formlen bruger billedet af det glødende jern, hvor ilden lyser og brænder gennem jernet, uden at ild og jern forvandles.
    «Altså er og bliver der i Kristus kun én eneste guddommelig almagt, kraft, majestæt og herlighed, som alene hører den guddommelige natur til.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Påskedag: Døden greb fat i den person, som ikke kunne dø, og som dog døde: den menneskelige natur døde virkelig, mens guddommen var udødelig og skjult i ham. Fordi personen efter den guddommelige natur er lutter liv, kunne døden ikke holde ham, men måtte selv dø i ham.
    «Så forser døden sig i spillet og griber fat i den person, som ikke kunne dø – og som dog alligevel døde.» Læs teksten
  • Rhegius, Dialogus: Om Jesu Kristi frelsende død: Rhegius læser Zak 12,10 («mig, som de har gennemboret») som Guds egne ord. At blive gennemboret overgik den menneskelige natur og ikke guddommen i sig selv; men der tales om én person, og den evige Guds Søn er gennemboret efter den menneskelige natur (1 Kor 2,8).
    «For netop den samme evige Guds Søn er blevet gennemboret, dog efter den menneskelige natur, ikke efter sin umålelige guddom» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 14. aftenforelæsning: Walther regner læren om Kristi person til de grundlæggende forskelle mellem lutherske og reformerte: Ved den personlige forening er alvidenhed, almagt, allestedsnærværelse og tilbedelsens værdighed meddelt Kristi menneskelige natur. De reformerte giver den kun højere, men skabte gaver.
    «De reformerte påstår derimod, at der mellem mennesket Kristus og andre mennesker kun er en gradsforskel» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. X: Krauth siger, at striden står om en meddelelse af egenskaber eller blot af navne. Hele personen er med i hver natures handlinger; Kristi blod har kraft på grund af hele den guddommelige person. Den menneskelige natur bliver nærværende ved den guddommelige uden at miste eller få væsensegenskaber.
    «Guddommen kan ikke bløde, men kirken er købt med Guds blod; for han, der bløder, er i én uadskillelig person både Gud og menneske» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Egenskabernes meddelelse: Egenskabernes meddelelse er ikke en særskilt læreartikel og ikke «spidsen» af kristologien; den siger ikke mere end den personlige forening. Er Guds Søn et virkeligt menneske, tilkommer alle menneskelige egenskaber ham; er Menneskesønnen sand Gud, tilkommer alle guddommelige egenskaber ham.
    «Læren om egenskabernes fællesskab eller meddelelse går ligesom læren om naturernes fællesskab ikke en tøddel ud over læren om den personlige forening (unio personalis)» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Egenskabernes meddelelse: Skriften siger, at guddommelig magt og herlighed er givet Kristus i tiden. Henførte man det til den guddommelige natur, fornægtede man hans evige guddom. Oldkirkens og Konkordieformlens regel er derfor Skriftens lære og ikke en dogmatisk konstruktion.
    «Hvad Kristus har modtaget i tiden, har han ikke modtaget efter den guddommelige natur, hvorefter han har alt fra evighed, men efter den antagne menneskelige natur» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Egenskabernes meddelelse: De to første arter er nødvendige forudsætninger for den tredje: ikke et blot menneske, men Guds Søn er død på korset, og Kristi menneskelige natur er ved meddelelse almægtig og nærværende. Kirken kæmper for de to første arter for den tredjes skyld.
    «for at vi i den tredje art kan fastholde, at også al Kristi handlen bærer en gudmenneskelig og derved enestående, frelsende og trøstende karakter.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Nestorius og Zwingli (alloeosis). Nestorius ville ikke kalde Maria Gudføderske og ikke tilbede en Gud, der var født og død. Zwingli lærte en talefigur (alloeosis), så «Kristus» eller «Guds Søn» i udsagn om lidelsen skal forstås om den menneskelige natur alene. Pieper svarer, at det er Skriftens egen tale, og at det er menneskene, der må rette deres mening efter Skriften, ikke omvendt; at gøre andet er et faktisk frafald fra den sandhed, at Skriftens ord er Guds ord.
  • Reformert lære: det endelige kan ikke rumme det uendelige. De reformerte teologer afviser, at guddommelige egenskaber som almagt og alvidenhed meddeles Kristi menneskelige natur, fordi «det endelige ikke kan rumme det uendelige». Pieper svarer med Konkordiebogens Apologi, at samme princip også ville udelukke selve menneskevordelsen; når de reformerte fastholder den personlige forening, taler de dermed imod sig selv.
  • Sammenblanding af naturerne (Eutyches). Konkordieformlen afviser, at de guddommelige egenskaber er hældt over i den menneskelige natur, så den har dem i sig selv eller er forvandlet til guddommen. Den forkaster med de gamle koncilier enhver forvandling, sammenblanding eller ligestilling af naturerne.

Hænger sammen med

  • De to naturer og den personlige forening – Egenskabernes meddelelse er ikke en ny lære ved siden af læren om Kristi person. Pieper siger, at den ikke går «en tøddel» ud over den personlige forening: Er Guds Søn virkelig blevet menneske, tilhører det menneskelige, som at blive født, lide og dø, også ham. Meddelelsen er den personlige forening udtrykt i Kristi egenskaber og gerninger.
  • Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Meddelelsen forudsætter menneskevordelsen. Pieper fremhæver, at Skriftens egentlige sigte er, at Guds Søn af en kvinde optog en menneskelig natur i sin person og derved blev synlig og håndgribelig. Kun fordi han er blevet sandt menneske, kan man med rette sige om Guds Søn, at han blev født, led og døde.
  • Kristi tredobbelte embede – Den tredje art af egenskabernes meddelelse (genus apotelesmaticum) handler om Kristi embedsgerninger. Pieper siger, at kirken kæmper for de to første arter for den tredjes skyld: for at al Kristi handlen har en gudmenneskelig og derfor frelsende og trøstende karakter. Hele personen udfører embedet som profet, præst og konge, efter begge naturer.
  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Det fælles led er værdien af Kristi lidelse. Guddommen kan ikke bløde, siger Krauth, men kirken er købt med Guds blod (jf. ApG 20,28), fordi han, der bløder, er Gud og menneske i én person. Havde han ikke personligt været Gud, ville hans blod ikke have gjort nytte. Derfor har hans offer uendelig værdi.
  • Kristi fornedrelse og ophøjelse – Den menneskelige natur fik del i den guddommelige majestæt allerede ved undfangelsen. Pieper sammenfatter Konkordieformlen sådan: I fornedrelsen gav Kristus virkelig afkald på den fulde brug af majestæten og levede ægte menneskeligt; i ophøjelsen kommer den fuldt til anvendelse i hans menneskelige natur. Standene viser altså, hvordan den meddelte majestæt blev brugt.
  • Nadveren: Kristi legeme og blod – Zwinglianerne mente, at Kristi legeme ikke kan være til stede i nadveren, fordi et menneskeligt legeme ikke kan rumme en sådan majestæt. Konkordieformlen svarer, at Kristus i kraft af den magt, der er meddelt ham i den personlige forening, kan være og i sandhed er til stede med sit legeme og blod i nadveren, sådan som ordene i hans testamente siger.
  • Guds væsen og egenskaber – Det fælles led er, hvad der hører til Guds væsen. Pieper fremhæver, at alle Guds egenskaber er ét med hans uforanderlige væsen. Nyere «kenotikere» (af græsk kenosis, «tømmelse», Fil 2,7) som Thomasius mente derimod, at Guds Søn måtte aflægge almagt, allestedsnærværelse og alvidenhed for at blive menneske. Hvordan Kristi person forstås, afhænger altså af, om man har en ret lære om Guds egenskaber.
  • Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – Det fælles led er Kristi menneskelige natur. Konkordieformlen bekender, at den ikke alene beholder sine naturlige egenskaber, men ved den personlige forening og siden ved herliggørelsen er ophøjet til majestætens og magtens højre hånd. At Kristus også som menneske hersker ved Guds højre hånd, forudsætter altså, at guddommens majestæt er meddelt hans menneskelige natur.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).