Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Kristi person

De to naturer og den personlige forening

Den personlige forening er, at Guds evige Søn i menneskevordelsen har optaget en sand menneskelig natur i sin person, så Kristus er én udelt person i to ublandede naturer: sand Gud og sandt menneske.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften taler om Jesus Kristus både som sand Gud og som sandt menneske. Han er den levende Guds Søn, ét med Faderen i væsen (Joh 10,30), og han har legeme og sjæl og kunne sørge, sulte og dø som vi. Alligevel er han ikke to, men én. Om én og samme person siger Skriften, at han er Davids søn efter kødet og Guds Søn (Rom 1,3–4), og at Ordet blev kød (Joh 1,14). Kirken kalder det den personlige forening (unio personalis): Guds Søn, som fra evighed er en guddommelig person, har i tiden optaget den menneskelige natur i sin person.

Med oldkirken bekender Konkordieformlen, at de to naturer aldrig er adskilt eller blandet sammen, og at den ene ikke er forvandlet til den anden; hver beholder sit væsen og sine egenskaber i evighed. Foreningen er dog ikke som to brædder, der er limet sammen, men det højeste fællesskab, Gud har med mennesket. Derfor kan man sige: Gud er menneske, og menneske er Gud. Oldkirken brugte billederne af sjæl og legeme og af det glødende jern, men Pieper understreger, at de kun ligner i nogle henseender. Foreningen er en stor hemmelighed (1 Tim 3,16), som skal tros, ikke forklares bort.

For frelsen betyder læren alt. Var Kristus ikke sandt menneske, vedkom hans gerning ikke os; var han ikke sand Gud, havde hans lidelse ingen forløsende værdi. Chemnitz skriver, at forløsningen er en forsoning for hele verdens synd, fordi personen er Gud og menneske, og at den kommer os til trøst, fordi den er udført i vores kød. Derfor glæder Luther sig i en juleprædiken over, at Gud er kommet dybere ind i vores kød, end Djævelen nogen sinde kan komme.

Skriften

  • Joh 1,14 – Ordet, som i v. 1 er Gud, blev kød: Guds Søn gik ind i kødet uden at blive forvandlet til det.
  • Matt 16,13–17 – Menneskesønnen er den levende Guds Søn; én og samme person er menneske og Gud.
  • Rom 1,3–4 – Om den samme person siges det, at han er født af Davids slægt efter kødet og er Guds Søn.
  • Rom 9,5 – Han, som efter kødet kommer fra fædrene, er Gud over alle, priset i evighed: et personligt udsagn.
  • Kol 2,9 – Hele guddomsfylden bor legemligt i Kristus; her bruger Skriften selv billedet af sjælen, der bor i legemet.
  • 1 Tim 2,5 – Formidleren mellem Gud og mennesker er mennesket Kristus Jesus: Kristi sande menneskehed er nødvendig for forløsningen.
  • ApG 20,28 – Gud har vundet sig kirken med sit eget blod; på grund af personens enhed er Kristi blod Guds blod.
  • Luk 1,31–32 – Marias søn skal kaldes den Højestes Søn: en «personlig sætning», hvor mennesket kaldes Gud.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 3: Guds Søn er blevet menneske af jomfru Maria, og de to naturer er uadskilleligt forenet i én person, én Kristus, sand Gud og sandt menneske. Denne ene Kristus har lidt og er død for at være et offer for alle synder.
    «de to naturer, den guddommelige og den menneskelige, i én person – således uadskilleligt forenet – er én Kristus, som er sand Gud og sandt menneske» Læs teksten
  • Den athanasianske trosbekendelse: Kristus er Gud og menneske, men ikke to, kun én. Han er ikke én, fordi guddommen er forvandlet til menneskehed eller naturerne blandet sammen, men fordi han er én person; som legeme og sjæl er ét menneske, er Gud og menneske én Kristus.
    «Ja, én er han, ikke fordi de to naturer er blandet sammen, men fordi han er én eneste person.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD VIII: I den ene, udelte Kristi person er der to forskellige naturer: den guddommelige fra evighed og den menneskelige, som er antaget i tiden. De er hverken adskilt, blandet eller forvandlet, men hver forbliver i sit væsen i al evighed.
    «Disse to naturer er aldrig nogen sinde i Kristi person hverken adskilt eller blandet med hinanden, og den ene er ikke forvandlet til den anden» Læs teksten
  • Konkordieformlen, Epitome VIII: Foreningen er ikke som to brædder, der er limet sammen, hvor ingen af dem giver den anden noget. Den er det højeste og uudsigelige fællesskab, og af det udspringer alt, hvad der siges menneskeligt om Gud og guddommeligt om mennesket Kristus.
    «Nej, her er det højeste fællesskab, som Gud i sandhed har med mennesket.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Juledag (2. prædiken): Djævelen kan besætte et menneske, men de forbliver to personer. Guds Søn derimod er selv blevet sandt menneske, så Gud og den menneskelige natur er én person. Det er julens trøst mod Djævel, død og helvede.
    «Guds Søn derimod har taget den menneskelige natur på sig, så jeg med sandhed kan sige: Dette menneske er Gud, og Gud er menneske i én udelt person.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 15: Chemnitz begrunder ud fra personen, at én persons betaling gælder for alle: fordi Kristus er Gud og menneske, rækker forløsningen til hele verden, og fordi den er udført i vores kød, kommer den os til trøst.
    «Og fordi personen ikke alene er menneske, men Gud og menneske, er forløsningen så rig, at den er en forsoning for hele verdens synd» Læs teksten
  • Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen (1537): Ud fra ApG 20,28 citerer Rhegius Beda: Paulus kan tale om Guds blod, fordi de to naturer er én person. Derfor må Nestorius ikke skille Menneskesønnen fra Guds Søn og gøre to Kristusser.
    «Her viger Paulus ikke tilbage for at sige Guds blod, på grund af personens enhed i Herren Jesu Kristi to naturer.» Læs teksten
  • Krauth, Den konservative reformation, afh. X: Den lutherske lære ligger lige langt fra nestorianismen og eutykianismen. Naturernes egenskaber forstyrres ikke af foreningen, men hele personen er med i hver naturs handlinger: Kristus døde efter den menneskelige natur, men det var en guddommelig persons død.
    «Havde han, der blødte, ikke personligt været Gud lige så vel som menneske, ville hans blod ikke have gjort nytte.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 11: Personen har sammen med den guddommelige natur været til fra evighed, mens den menneskelige natur begyndte i tiden. Den menneskelige natur har ikke en personlighed af sig selv, men har den fra den guddommelige; det kræver personens enhed.
    «Derfor siger vi, at den menneskelige natur ikke har nogen personlighed af sig selv, men at den menneskelige naturs personlighed er den, som den har fået fra den guddommelige.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi person: Gud er nærværende i alle skabninger og bor i de troende, men om et træ eller en kristen må man ikke sige «Dette er Gud». Om mennesket Kristus skal man sige det, fordi Gud og menneske i ham er én person; Skriften udtrykker det i de «personlige sætninger».
    «så kan og skal vi dog ud fra Skriften sige om mennesket Kristus: «Dette menneske er Gud» og: «Gud er menneske», fordi Gud og menneske i Kristus er forbundet til én person.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Kristi person: Billederne af sjæl og legeme og af det glødende jern ligner kun delvis, for man kan ikke sige «sjælen er legeme». Sætningen «Gud er menneske» er uden sidestykke i skabningen, men virkelig og egentlig. Det ufattelige skal anerkendes, for Skriften kalder det en stor hemmelighed.
    «Men i denne enestående person, i Kristus, er Gud virkelig og sandelig menneske, og menneske er virkelig og sandelig Gud, fordi Gud og menneske i Kristus udgør én person, ét jeg.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Nestorianismen og Zwinglis allæosis. Nestorius ville have én person, men nægtede, at Maria fødte Guds Søn, og at Guds Søn blev korsfæstet; mennesket Kristus var kun Guds redskab og tempel. Zwingli lærte med sin allæosis, at man ved lidelsen skal sætte den menneskelige natur i stedet for Kristus. Pieper svarer, at det opløser foreningen og tager forløsningsværdien fra Kristi lidelse, for kun Guds Søns eget blod er løsesum for verdens synder.
  • Eutyches og de moderne kenotikere. Eutyches lærte en sammenblanding og forvandling af naturerne, så der efter foreningen kun er én natur. Moderne kenotikere lader Guds Søn aflægge sin almagt, alvidenhed og allestedsnærværelse (Thomasius) eller forvandle sig til en menneskelig sjæl (Gess, v. Hofmann). Pieper svarer, at enhver sammenblanding, forvandling og afkortning af naturerne ophæver både den gudmenneskelige person og forløsningsværket.
  • Reformert lære: Det endelige kan ikke rumme det uendelige. De reformerte bekender to naturer i én person, men nægter et virkeligt fællesskab mellem den guddommelige og den menneskelige natur, fordi det endelige ikke kan rumme det uendelige. Pieper svarer, at Guds Søns person er lige så uendelig som hans natur, så grundsætningen konsekvent ville gøre selve menneskevordelsen umulig.
  • Unitarer og nyere teologi (Ritschl, Harnack). Unitarerne siger, at Kristus kun kaldes Gud, fordi han fuldkomment har åbenbaret og gjort Guds vilje; Ritschl gør guddomsprædikatet til en «værdidom», og Harnack begrunder titlen Guds Søn med Jesu budskab om Guds almindelige faderskab. Pieper svarer, at Kristus ikke kaldes Gud på grund af visse funktioner, men er Gud i sit væsen (Joh 10,30).

Hænger sammen med

  • Menneskevordelsen og jomfrufødslen – Den personlige forening opstod, da Guds Søn blev menneske. Jacobs forklarer, at udtrykket bruges på to måder: om selve handlingen, som er det samme som menneskevordelsen, og om den varige tilstand, der kom ud af den. Kristus er altså ikke et menneske, som Gud senere tog bolig i: Fra det øjeblik Guds Søn blev menneske, har begge naturer kun én person.
  • Treenigheden – Det var ikke Faderen eller Helligånden, men treenighedens anden person, Sønnen, der antog den menneskelige natur. Jacobs understreger, at kun Guds Søn blev menneske, selv om Faderen, der sendte ham, og Helligånden, der virkede undfangelsen (Luk 1,35), også var virksomme. Den person, der er forenet med menneskenaturen, er altså den evige Søn.
  • Egenskabernes meddelelse – Hvis Gud og menneske i Kristus kun var limet sammen som to brædder, kunne de ikke dele noget. Konkordieformlen siger, at der ikke kunne være noget fællesskab mellem egenskaberne, hvis den personlige forening og naturernes fællesskab ikke var virkelige. Egenskabernes meddelelse følger altså af foreningen: Fordi Kristus er én person, tilhører begge naturers egenskaber ham.
  • Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Det fælles led er spørgsmålet, hvordan én persons død kan gælde for alle. Chemnitz svarer: Fordi personen ikke alene er menneske, men Gud og menneske, er forløsningen så rig, at den er en forsoning for hele verdens synd. Og fordi den er udført i vores kød, kommer den os til trøst. Begge naturer er altså nødvendige for forsoningen.
  • Kristi fornedrelse og ophøjelse – Fordi den menneskelige natur er forenet med Guds Søn, havde den del i hans majestæt fra undfangelsen. Pieper citerer Konkordieformlen: Kristus havde denne majestæt allerede i moders liv, men gav afkald på den, holdt den skjult i fornedrelsens stand og brugte den kun, når han ville. Fornedrelse og ophøjelse handler altså om brugen af det, foreningen gav.
  • Nadveren: Kristi legeme og blod – Konkordieformlen fortæller, at striden om Kristi person begyndte med nadverstriden. Zwinglianerne indvendte, at et sandt menneskeligt legeme ikke kan være til stede både i himlen og i nadveren. Svaret afhænger af, hvordan man forstår foreningen af Kristi to naturer. Derfor hænger læren om Kristi person og læren om hans legemes nærvær i nadveren tæt sammen.
  • Nedfaren til dødsriget – Hos nogle lutherske lærere fandtes forskellige forklaringer af nedfarten, og man spurgte fx, om kun Kristi sjæl for ned, eller om guddommen var med. Konkordieformlen svarer, at hele personen, Gud og menneske, efter begravelsen for ned. Det fælles led er den personlige forening: Kristi to naturer skilles aldrig ad, så alt, hvad han gør, gør han som den ene Kristus, sand Gud og sandt menneske.
  • Kristi aktive og passive lydighed – Kun den, der er Gud og menneske i én person, kunne yde den lydighed, der frelser os. Konkordieformlen siger, at hvis Kristus kun havde været menneske, kunne hans lydighed og lidelse ikke tilregnes os som retfærdighed; og guddommen alene, uden menneskeheden, kunne ikke have mæglet mellem Gud og os. Fordi lydigheden er hele personens, Gud og menneske, gør den fyldest for hele verdens synd.
  • Den mystiske forening med Gud – Begge punkter taler om, at Gud forbinder sig med mennesker, men de to forbindelser må ikke blandes sammen. Pieper viser, at Gud bor i de troende, men at han i Kristus er forenet med mennesket til én person. Derfor kan man sige «dette menneske er Gud» om Kristus, men aldrig om en kristen; forskellen mellem Skaber og skabning består.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).