Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Bevarelsen i troen og frafaldet

Bevarelsen i troen er Guds gerning, hvorved han ved sin nåde og almagt gennem Ordet holder de troende fast i troen indtil enden, mens frafaldet, hvor en troende mister troen og Helligånden, alene er menneskets egen skyld.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Kristus siger: «Den som holder ud indtil enden, skal frelses» (Matt 10,22). Pieper sammenfatter Skriftens lære i to sætninger: Den, der holder ud, holder ud alene ved Guds nåde og almagt, og den, der falder, falder ved egen skyld, fordi han foragter Guds ord og står Helligånden imod. Peter skriver, at de troende «bevares ved Guds kraft ved troen til frelse» (1 Pet 1,5), og Paulus er vis på, at Gud, som har begyndt den gode gerning, vil fuldende den (Fil 1,6). Konkordieformlen understreger, at troen ikke kun i begyndelsen griber frelsen og derefter overlader resten til gerningerne: begyndelse, midte og ende tilskrives alene troen.

Samtidig lærer bekendelsen, at en sand troende kan falde fra. Den Augsburgske Bekendelse forkaster dem, der siger, at den, der engang har været from, ikke kan falde fra igen, og De Schmalkaldiske Artikler siger, at da David faldt i ægteskabsbrud og mord, var troen og Ånden borte. Chemnitz og Walther skelner mellem den synd, der bor i de troende uden at herske, og den forsætlige synd mod samvittigheden, som slukker troen. Årsagen til frafaldet er ifølge Konkordieformlen ikke, at Gud ikke vil give nåde til at holde ud, men at mennesket med vilje vender sig bort og bedrøver Helligånden.

Derfor går den kristne mellem to grøfter. Han skal ikke være tryg, men frygte Gud, våge og bede, for uden Helligånden kan han, siger Luther, ikke holde sig oppe en eneste time. Men han skal heller ikke fortvivle: Peter faldt dybt og blev rejst op igen ved Kristi ord, og den, der har syndet, får tilgivelse, når han vender om. Trøsten er, at udholdenheden ikke hviler på os selv, men på Guds trofasthed, og at han bevarer troen ved Ordet, som han har lovet at virke ved.

Skriften

  • Matt 10,22 – «Den som holder ud indtil enden, skal frelses»: udholdenheden i troen er nødvendig til frelse.
  • 1 Pet 1,3–5 – De troende bevares ved Guds kraft ved troen til frelse; arven og arvingerne holdes sammen af Gud.
  • Joh 10,27–29 – Ingen kan rive Kristi får ud af hans og Faderens hånd: bevarelsen hviler på Guds almagt.
  • Fil 1,6 – Han som har begyndt den gode gerning i jer, vil fuldende den indtil Kristi Jesu dag.
  • Fil 2,12–13 – Formaningen til at arbejde med frygt og bæven begrundes med, at Gud virker både vilje og handling.
  • Luk 8,13 – Nogle tror en tid, men falder fra i prøvelsens tid: troen kan mistes.
  • 1 Kor 10,12 – «Den som mener at stå, skal se til at han ikke falder»: advarsel mod kødelig sikkerhed.
  • Luk 22,31–32 – Kristus beder for Peter, at hans tro ikke må svigte; den faldne Peter rejses op igen.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 12: I artiklen om omvendelsen forkaster bekendelsen den lære, at de, der engang er blevet fromme, ikke kan falde fra igen. Samme artikel siger, at de, der har syndet efter dåben, til enhver tid kan få syndernes forladelse, når de vender om.
    «Her forkastes de, der lærer, at de, der engang har været fromme, ikke kan falde fra igen.» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del III, art. 3: De hellige mærker stadig arvesynden og kæmper dagligt imod den. Men lader de synden herske og falder i åbenbar synd som David, er troen og Ånden borte. Luther vender sig her mod sværmere, der mente, at synd ikke skader den, der én gang har fået troen.
    «Falder de ud over det i åbenbar synd, som David i ægteskabsbrud, mord og gudsbespottelse, så har troen og Ånden været borte.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD IV: Troen griber ikke kun retfærdigheden og frelsen i begyndelsen for så at overlade bevarelsen til gerningerne. Ud fra Rom 5, Rom 11, Kol 1 og 1 Pet 1 tilskrives begyndelse, midte og ende alene troen, så løftet står fast.
    «for at løftet om retfærdigheden og frelsen kan være fast og sikkert for os, ikke blot når vi modtager den, men også når vi skal beholde den» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD XI: At mange tager imod Ordet med glæde og siden falder fra (Luk 8), skyldes ikke, at Gud ikke vil give dem nåde til at holde ud. Årsagen er, at de med vilje vender sig bort, bedrøver Helligånden og igen giver Djævelen plads.
    «Årsagen er derimod, at de med vilje vender sig bort fra det hellige bud igen, bedrøver og forbitrer Helligånden» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Peters fornægtelse: Peters fald er en advarsel mod dumdristighed: når selv han kunne falde, hvor meget mere vi. Den kristne skal frygte Gud, våge og bede om Helligånden, for uden ham kan han ikke holde sig oppe. Gud fører dog den, der falder af svaghed, ud igen.
    «Derfor, hvis Gud ikke står dig bi med sin Helligånd, så er det ude med dig. Du kan ikke styre eller holde dig oppe en eneste time.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Peters fornægtelse: Judas og Peter skilles ved Ordet. Judas havde foragtet Guds ord og faldt i fortvivlelse. I fornægtelsen ses ingen gnist af tro hos Peter, men fordi han havde hørt Kristi ord, kom troen frem igen og holdt fast ved det, så han ikke fortvivlede.
    «Da han fornægter Kristus, ser man ikke en gnist af tro i hans hjerte. Men bagefter, da samvittigheden vågner og ængster ham, så kommer troen frem igen» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 20: Chemnitz skelner mellem synder, som bor i de hellige uden at herske, og som de ikke fordømmes for, og synder mod samvittigheden, ved hvilke selv de forsonede mister troen, Helligånden og nåden og falder under Guds vrede, hvis de ikke omvender sig.
    «Men der er også synder, som gør, at selv de, der er forsonet med Gud, mister troen, Helligånden, Guds nåde og det evige liv, når de falder i dem.» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 20. forelæsning: Med De Schmalkaldiske Artikler lærer Walther, at troen ikke kun slukkes ved grove synder, men ved enhver bevidst og forsætlig synd, så frafald sker oftere, end vi tror. Men den, der som Peter straks rejser sig og omvender sig, kan hurtigt komme til tro igen.
    «Troens lys kan ikke kun slukkes ved grove synder, men ved enhver bevidst og forsætlig synd.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 17: Den mistede tro bliver undertiden aldrig genoprettet (Hebr 6,4–6), men det skyldes ikke Guds vilje. At den kan genoprettes, viser David og Peter, de stadige kald til de faldne om at omvende sig og Kristi vedvarende forbøn.
    «At den undertiden genoprettes, fremgår klart af eksemplerne med David og Peter, af de stadige formaninger til de faldne om at omvende sig» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Udholdenheden til frelse: Pieper sammenfatter Skriftens lære i to sætninger: Den, der holder ud, gør det alene ved Guds nådevirkning, og den, der falder, falder ved egen skyld, fordi han foragter Ordet og står Helligånden imod. Det må fastholdes mod både calvinismen og synergismen.
    «Den, der holder ud, holder ud alene ved Guds nådevirkning; udholdenheden er en gerning af den guddommelige nåde og almagt.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Udholdenheden til frelse: Fortvivlelsen over egen kraft gør ikke den kristne ligegyldig, men driver ham til flittig brug af Guds ord, det middel, Gud bevarer troen ved, og til ydmyg bøn, som har løfte om bønhørelse.
    «driver til flittig omgang med Guds ord, altså til flittig brug af det middel, hvorved Gud har lovet at fuldende den gode gerning, han har begyndt i os.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Calvinismen: troen kan ikke mistes. Den konsekvente calvinisme lærer, at de udvalgtes tro ikke går tabt ved grove synder; kun troens udøvelse ophører. Ifølge Pieper skal læren dække over den usikkerhed, som benægtelsen af den almene nåde skaber. Luther og bekendelsen forkaster den med rette, fordi den enten driver de faldne til fortvivlelse eller til tillid til deres tidligere tro i stedet for til Guds nåde i evangeliet.
  • Sværmere: synd skader ikke den troende. Luther nævner sværmere, der mente, at den, der én gang har fået Ånden og troen, bliver i troen, selv om han synder, og at den, der synder, aldrig har haft troen. De Schmalkaldiske Artikler svarer, at troen og Ånden er borte, når synden får lov at herske.
  • Synergismen: udholdenheden afhænger også af mennesket. Synergisterne lærer, at udholdenheden ligesom omvendelsen ikke alene afhænger af Guds nåde, men også af menneskets rette adfærd, og henviser til Fil 2,12. Pieper svarer, at v. 13 begrunder formaningen med, at Gud virker både vilje og handling, og at netop selvtilliden fik Peter til at falde.
  • Romersk-katolsk lære (Trient): gerningerne bevarer frelsen. Koncilet i Trient lærte, at de gode gerninger helt eller delvis bevarer frelsen, retfærdigheden eller troen selv. Konkordieformlen forkaster det, fordi troen er det eneste middel, hvorved Gud ikke blot giver, men også bevarer retfærdigheden og frelsen.

Hænger sammen med

  • Den frelsende tro – Bevarelsen er troens bevarelse. Konkordieformlen afviser, at troen kun griber frelsen i begyndelsen og derefter overlader det til gerningerne at holde fast på den. Begyndelse, midte og ende tilskrives alene troen, og vi «bevares ved Guds kraft ved troen til frelse» (1 Pet 1,5). Den, der bliver i troen, bliver i frelsen.
  • De gode gerninger – Begge punkter spørger, hvad der holder den kristne fast i frelsen. Konkordieformlen forkaster koncilet i Trients lære, at gode gerninger bevarer frelsen eller troen, helt eller delvis. Troen er det eneste middel, hvorved Gud både giver og bevarer frelsen. Gerningerne følger med som troens frugter, men det er ikke dem, der bærer troen.
  • Gerningssynd og synden mod Helligånden – Det fælles led er forskellen på synd, der stadig bor i den troende, og synd, der får lov at herske. De Schmalkaldiske Artikler siger, at de hellige dagligt kæmper mod arvesynden, men falder de i åbenbar synd som David i ægteskabsbrud og mord, er troen og Ånden borte. Den, der lever i synd mod sin samvittighed, er derfor på vej bort fra troen.
  • Omvendelsen: anger og tro – Frafaldet behøver ikke være det sidste ord. Luther sammenligner Peter og Judas: Begge syndede groft, men Judas havde foragtet Ordet og fortvivlede, mens Peter huskede Kristi ord, så troen kom frem igen. Den, der er faldet, skal derfor ikke fortvivle, men vende om og holde sig til Kristi løfte om nåde.
  • Ordets kraft – Gud bevarer troen ved det samme middel, som han skaber den med: Ordet. Pieper siger, at den, der fortvivler over sin egen kraft, drives til flittig brug af Guds ord, det middel, hvorved Gud har lovet at fuldende den gode gerning, han har begyndt. Omvendt er årsagen til frafald ifølge Pieper altid foragt for Ordet.
  • Udvælgelsen – Udholdenheden er ikke tilfældig, men en del af Guds evige beslutning. Konkordieformlen siger, at Gud i udvælgelsen ikke blot har bestemt de udvalgte til frelse, men også besluttet at føre dem dertil og hjælpe, styrke og bevare dem. Den, der falder fra, gør det ikke, fordi Gud ikke ville bevare ham, men ved egen skyld.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).