Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Frelsens tilegnelse

Helliggørelsen

Helliggørelsen i snævrere forstand er Helligåndens gerning i det retfærdiggjorte menneske, hvorved han ved Ordet og sakramenterne fornyer det indvendig, så det dør fra synden og lever for Gud; den begynder her og fuldendes først i det evige liv.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Ordet helliggørelse bruges i to betydninger. I bred betydning er det hele Helligåndens gerning, hvorved han gør os til Guds egne; sådan siger Luther i Den Store Katekismus: «Helligånden gør mig hellig.» I snæver betydning, som er emnet her, er det den indre fornyelse, der følger efter retfærdiggørelsen (Rom 6,22; 1 Thess 4,3). Konkordieformlen holder ordenen fast: Først tændes troen, og personen retfærdiggøres; derefter fornyes og helliggøres den af Helligånden, og heraf vokser de gode gerninger. Retfærdiggørelsen er en dom, Gud afsiger over mennesket; helliggørelsen er en gerning, han gør i mennesket. De to skal skelnes, men kan aldrig skilles ad, for troen er aldrig alene.

Helliggørelsen har to sider: at aflægge det gamle menneske og iføre sig det nye (Ef 4,22–24). Den sker under en livslang kamp mellem Ånden og kødet (Gal 5,17). Kraften kommer ikke fra loven, men fra evangeliet og sakramenterne. Loven viser vejen, men evangeliet om Guds kærlighed vækker genkærligheden, siger Pieper. Her virker den kristne med, men kun ved de nye kræfter, Ånden giver, og aldrig som to heste, der trækker en vogn side om side.

Helliggørelsen vokser dag for dag, men bliver ikke fuldkommen i dette liv. Vi er «kun halvt rene og hellige», siger katekismen; først i opstandelsen bliver vi helt hellige. Derfor må helliggørelsen aldrig blandes ind i retfærdiggørelsen. Luther trøster i en pinseprædiken: Det, der mangler i den ufuldkomne helliggørelse, erstattes af troens første helliggørelse, syndernes forladelse. Derfor kan den kristne både tage kampen mod synden alvorligt og hvile i nåden.

Skriften

  • 1 Thess 4,3–7 – Guds vilje er jeres helligelse: Helliggørelsen i snæver forstand som et nyt liv, der afholder sig fra utugt og uret.
  • Rom 6,19–22 – Befriet fra synden og gjort til Guds trælle bærer de troende frugt til helligelse; helliggørelsen følger af retfærdiggørelsen.
  • Ef 4,22–24 – Helliggørelsens to sider: at aflægge det gamle menneske og iføre sig det nye, skabt i Guds billede.
  • Gal 5,17 – Kødet begærer mod Ånden: Helliggørelsen sker under en livslang kamp i den kristne.
  • Rom 12,1–2 – Ved Guds barmhjertighed, ikke ved lovens trusler, formanes de kristne til at lade sig forvandle ved sindets fornyelse.
  • Fil 2,12–13 – De troende arbejder på deres frelse, fordi Gud virker både vilje og handling i dem.
  • 2 Kor 4,16 – Vores indre menneske fornyes dag for dag: Helliggørelsen sker gradvis.
  • 1 Joh 1,8 – Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv: Helliggørelsen er ufuldkommen i dette liv.

Bekendelsen

  • Apologien, art. V (III): Om kærligheden og lovens opfyldelse: Fordi troen bringer Helligånden og skaber et nyt liv, må den også skabe åndelige bevægelser i hjertet. Når vi er retfærdiggjort ved troen og genfødt, begynder vi at frygte og elske Gud, bede, takke og adlyde ham og elske vores næste; sådan skriver Gud sin lov i hjertet (Jer 31,33).
    «Når vi altså er blevet retfærdiggjort ved troen og genfødt, begynder vi at frygte og elske Gud, at bede til ham, at vente hjælp fra ham» Læs teksten
  • Den Store Katekismus, 3. trosartikel: Helligheden er begyndt og vokser dag for dag, men først i opstandelsen bliver vi helt hellige. Indtil da arbejder Helligånden på os ved Ordet og giver daglig tilgivelse.
    «For nu er vi kun halvt rene og hellige, for at Helligånden altid kan arbejde på os ved ordet og dag for dag uddele tilgivelse indtil det kommende liv.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD II, 65–66: Når Helligånden har begyndt genfødslen og fornyelsen, kan og skal den omvendte virke med, men kun ved de nye kræfter, Ånden har givet, og kun så længe Gud fører ham. Det er ikke en medvirken ved siden af Ånden, som når to heste trækker en vogn.
    «så er det sikkert, at vi ved Helligåndens kraft kan og skal virke med, om end stadig i stor svaghed.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD III, 41: Helliggørelsen går ikke forud for retfærdiggørelsen, men følger den. De skal ikke skilles ad, som om en sand tro kunne bestå med et ondt forsæt; der angives kun ordenen mellem årsag og virkning. Troen alene griber velsignelsen, men er aldrig alene.
    «Når personen så er retfærdiggjort, bliver den også fornyet og helliggjort af Helligånden; og af denne fornyelse og helliggørelse følger så de gode gerningers frugter.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Pinsedag (1. prædiken): Luther skelner mellem to helliggørelser: troens, der griber syndernes forladelse, og den følgende helliggørelse af liv og legeme. Den anden er ufuldkommen, fordi vi kun har Åndens førstegrøde; det, der mangler i den, dækkes af den første.
    «Men hvad der mangler i denne ufuldkomne lydighed og helliggørelse, det bliver erstattet ved troens første helliggørelse: at vi tror syndernes forladelse.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 23: Genfødslen, det vil sige barnekåret og syndernes forladelse, er hel og fuldkommen, så snart en troende døbes. Fornyelsen derimod begynder i dåben og skal vokse dag for dag.
    «Fornyelsen derimod bliver begyndt i dåben og skal vokse og tage til dag for dag, men den bliver først fuldkommen i det kommende liv.» Læs teksten
  • Rhegius, Samtale med sin hustru om Emmausprædikenen: Når vi tror evangeliet, bliver vi fjender af synden og begynder et liv i omvendelse og kærlighed. Men både erkendelsen af synden og troen er endnu ufuldkomne og i vækst, så kampen mod kødet varer, indtil Guds billede er fornyet.
    «Derfor må vi stadig kæmpe med kødet, døde det gamle menneske og hele tiden fornyes, indtil Guds billede bliver helt fornyet i os igen» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 11. aftenforelæsning: Først må man retfærdiggøres ved troen; så renses man også ved den og bliver fornyet og helliggjort (ApG 15,9). Walther kalder det en af de frygteligste vildfarelser at blande retfærdiggørelse og helliggørelse sammen; så kan man prædike nok så smukt, alt er alligevel forgæves.
    «Det er en af de frygteligste vildfarelser, når retfærdiggørelse og helliggørelse blandes sammen.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 23: Jacobs stiller genfødsel, retfærdiggørelse og fornyelse op ved siden af hinanden: De to første sker på et øjeblik og er Guds gerning alene; fornyelsen sker gradvis og genopretter Guds billede, begyndt i dette liv og fuldendt i det kommende.
    «Genfødslen og retfærdiggørelsen er Guds gerning alene; fornyelsen er en gerning af Gud, hvor de genfødte medvirker ved de kræfter, de har fået i den nye fødsel.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Helliggørelsen: Paulus forbinder retfærdiggørelsen og helliggørelsen uopløseligt (Rom 6). Forbindelsen kan forstås: Kærlighed vækker genkærlighed, og når Helligånden virker troen på Guds kærlighed i Kristus, følger kærligheden til Gud og næsten. Ånden er den virkende årsag, troen redskabet.
    «Ved at Helligånden bevarer troen på Guds nåde eller syndernes forladelse for Kristi skyld i menneskehjertet, skriver han også kærligheden til Gud og alle kristne dyder, altså hele Guds lov, ind i hjertet.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Helliggørelsen: Midlet til helliggørelsen er evangeliet og nådemidlerne, ikke loven. Loven tjener evangeliet ved at vise synden og være rettesnor for livet, men kraften kommer kun fra evangeliet. Med Luther siger Pieper, at prædikanter, der vil fremkalde helliggørelsen ved loven, selv bliver skyld i, at den bliver mangelfuld.
    «Men kraften til at gøre de rette gerninger og undlade de onde kommer altid kun fra evangeliet.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Romersk-katolsk lære. Den romerske gerningslære bygger på, at de kristnes gode gerninger kan fortjene noget for Gud, og Tridentinerkoncilet forbandede Luthers sætning om, at et fromt menneske synder i alle gode gerninger. Pieper svarer med Luther: Har de kristne brug for tilgivelse også for deres gode gerninger, kan de ikke fortjene syndernes forladelse med dem.
  • Perfektionismen. Perfektionismen lærer, at en fuldkommen livsretfærdighed kan nås her, og støtter sig især til 1 Joh 3,9. Pieper svarer med 1 Joh 1,8: Den kristne «gør» ikke synd, så synden hersker, men han «har» synd; den, der alvorligt mener sig syndfri, udelukker troen på syndernes forladelse.
  • Fornyelsen gjort til en del af retfærdigheden for Gud. Konkordieformlen afviser, at vi skulle være retfærdige for Gud dels ved Kristi tilregnede retfærdighed, dels ved den begyndende nye lydighed, eller at retfærdigheden ikke er hel uden fornyelsen og kærligheden.
  • Nyere teologi. Kritiske teologer finder det utænkeligt, at Paulus forbinder den retslige retfærdiggørelse med en indre forvandling, og taler om to uforenelige tankestrømme. Andre gør troen til en «etisk akt» eller helliggørelsens kim. Pieper fastholder, at forbindelsen er en kendsgerning i Skriften, og at troen er redskab.

Hænger sammen med

  • Retfærdiggørelsen – Begge handler om den retfærdighed, Gud giver synderen, men på hver sin måde. Retfærdiggørelsen er en dom, Gud afsiger over mennesket, når han tilregner det Kristi retfærdighed; helliggørelsen er en forvandling, han virker inde i det. Pieper viser, at helliggørelsen følger efter retfærdiggørelsen og ikke må blandes ind i den, for hele vores retfærdighed for Gud ligger uden for os, i Kristus.
  • De gode gerninger – Det fælles led er det nye liv, Helligånden skaber. Konkordieformlen beskriver rækkefølgen: Troen griber nåden, og personen retfærdiggøres; derefter fornyes og helliggøres den, og af denne fornyelse kommer de gode gerninger som frugter. Helliggørelsen er altså det indre nye liv, og gerningerne er den skikkelse, det får i hverdagen.
  • Lovens tre brug – Spørgsmålet er, hvad Gud bruger til at forny de troende. Pieper svarer, at kraften alene kommer fra evangeliet, for loven øger synden. Alligevel tjener loven helliggørelsen: Den viser den kristne hans synd, så han bliver ved at søge tilgivelsen, og den er en rettesnor for, hvordan et liv efter Guds vilje ser ud.
  • Dåben – Dåben og helliggørelsen handler om det samme: at det gamle menneske dør, og et nyt menneske står op (Rom 6,4). Luther siger i Den Store Katekismus, at det skal ske hele livet igennem, og at et kristent liv derfor ikke er andet end en daglig dåb. Helliggørelsen er ikke noget nyt ved siden af dåben, men dåben, der bliver levet ud.
  • Den frie vilje – Begge punkter spørger, hvad mennesket selv kan bidrage med. Af naturen kan viljen intet i åndelige ting. Men når Helligånden har omvendt et menneske, kan og skal det virke med i helliggørelsen, siger Konkordieformlen, dog kun med de nye kræfter, Ånden har givet, og ikke som to heste, der trækker en vogn sammen.
  • Den mystiske forening med Gud – Den Ånd, der virker helliggørelsen, gør det ikke på afstand. Pieper forklarer, at Helligånden først kommer udefra ved evangeliet og skaber troen, men derefter tager bolig i hjertet og indefra bevarer troen og driver helliggørelsen og de gode gerninger frem. Guds bolig i de troende er altså kilden til det nye liv.
  • Gudsbilledet og urtilstanden – Helliggørelsen er Guds arbejde med at genoprette det tabte billede. Pieper siger, at Gud tager sit oprindelige formål op igen i Kristus: For Kristi skyld tilgiver han synden, og i dem, der tror, genopretter han erkendelsen af Gud og viljens hellighed (Kol 3,10; Ef 4,24). Tilgivelsen er hel med det samme, men fornyelsen er i dette liv kun begyndt.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).