Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Mennesket og synden

Den frie vilje

Læren om den frie vilje siger, hvad mennesket formår efter syndefaldet og før genfødslen: Det har en vis frihed i ydre, borgerlige ting, men ingen kraft til af sig selv at tro, omvende sig eller gøre det åndeligt gode.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Den lutherske bekendelse skelner mellem to områder. I ydre ting har mennesket også efter faldet en vis frihed: Det kan vælge mellem det, fornuften forstår, leve et udvortes hæderligt liv, adlyde øvrigheden og holde hænderne fra mord og tyveri. Apologien kalder det borgerlig retfærdighed, det vil sige gerningernes retfærdighed, og Chemnitz tilføjer, at denne frihed er svag og bliver hindret på mange måder. Men over for Gud gælder noget andet. Uden Helligånden kan mennesket ikke frygte Gud af hjertet eller tro på ham (Den Augsburgske Bekendelse, art. 18). Konkordieformlen siger, at der efter faldet og før genfødslen ikke er en eneste lille gnist af åndelige kræfter tilbage, og bruger Skriftens ord: Mennesket er dødt i synder (Ef 2,1–5), og kødets stræben er fjendskab mod Gud (Rom 8,7).

Det betyder ikke, at mennesket handler under tvang eller er en sten. Pieper skelner: Mennesket har stadig en vilje, der ikke tvinges, men det synder villigt og gerne. Spørgsmålet gælder ikke evnen til at ville, men hvad viljen kan ville. Mennesket kan desuden stå Helligånden imod; derfor er det, som Konkordieformlen siger, værre end en sten. At nogen ikke bliver omvendt, skyldes menneskets modstand, men omvendelsen er alene Guds værk: Han gør dem, der ikke vil nåden, til nogle, der vil den. En neutral mellemtilstand, hvor mennesket selv vælger, findes ifølge Pieper ikke.

For troen og trøsten betyder læren, at frelsen ikke hænger på en rest af egen kraft. Luther skriver, at ingen kan give sig selv troen, og Walther siger, at kirken ville have mistet evangeliets kerne, hvis Augustin var veget det mindste i læren om menneskets uformåen. Konkordieformlen trøster med Fil 2,13: Gud virker både vilje og handling, og den lille længsel efter nåden er hans værk, som han vil fuldføre.

Skriften

  • 1 Kor 2,14 – Det naturlige menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd; det holder evangeliet for tåbelighed og kan ikke forstå det.
  • Rom 8,7 – Kødets stræben er fjendskab mod Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan heller ikke.
  • Ef 2,1–5 – Mennesket er dødt i overtrædelser og synder og bliver gjort levende af Gud sammen med Kristus.
  • Joh 8,34 – Den, der gør synden, er syndens slave: den frihed, mennesket har, er bundet til synden.
  • 2 Kor 3,5 – Vi er ikke i stand til at tænke noget godt af os selv; evnen er fra Gud.
  • Joh 15,5 – Uden Kristus kan vi slet intet gøre i åndelige ting.
  • Fil 2,13 – Gud virker både at ville og at handle; derfor er selv længslen efter nåden hans gave.
  • 1 Mos 8,21 – Menneskehjertets tanker er onde fra ungdommen af: viljen er af natur vendt mod det onde.

Bekendelsen

  • Den Augsburgske Bekendelse, art. 18: Mennesket har i en vis grad fri vilje til et udvortes hæderligt liv og til at vælge mellem det, fornuften forstår. Men at frygte Gud, tro på ham og blive ham velbehagelig sker kun ved Helligånden, som gives ved Ordet.
    «Men uden nåde, hjælp og virkning fra Helligånden er mennesket ikke i stand til at blive Gud velbehageligt, til at frygte Gud af hjertet eller tro på ham» Læs teksten
  • Apologien, art. 18: Apologien nægter ikke, at viljen har frihed i de ting, fornuften forstår: Den kan i et vist omfang yde borgerlig retfærdighed, tale om Gud, adlyde øvrighed og forældre og holde hænderne fra mord, ægteskabsbrud og tyveri.
    «Den kan i et vist omfang yde borgerlig retfærdighed, det vil sige gerningernes retfærdighed.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD II: Det ugenfødte menneske kan i åndelige ting slet intet af egne kræfter: hverken forstå, tro, ville, begynde eller medvirke til sin omvendelse, hverken helt, halvt eller i den mindste del. Det er syndens træl og Djævelens fange.
    «I menneskets natur efter faldet og før genfødslen er der således ikke en eneste lille gnist af åndelige kræfter tilbage eller til stede» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD II: Mennesket er ikke en sten eller en træklods, for det har forstand og vilje og sætter sig imod Gud. Men netop derfor kan det intet gøre til sin omvendelse og er i den henseende værre end en sten.
    «Dog kan han slet intet gøre til sin omvendelse (som også sagt ovenfor), og i den henseende er han langt værre end en sten og en træklods.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, SD II: Med Joh 15,5 og Fil 2,13 fastholder Konkordieformlen, at Gud virker både vilje og handling. Det trøster dem, der mærker en lille gnist af længsel efter nåden: Gud har tændt den og vil styrke dem til enden.
    «Dette herlige ord er til stor trøst for alle fromme kristne, som i deres hjerte mærker og fornemmer en lille gnist og længsel efter Guds nåde og den evige frelse.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Fortale til Romerbrevet: Troens retfærdighed er Guds gave. Naturen, den frie vilje og menneskets kræfter kan ikke frembringe den, ligesom ingen kan give sig selv troen eller tage sin vantro bort.
    «En sådan retfærdighed kan naturen, den frie vilje og vores kræfter ikke frembringe. For ligesom ingen kan give sig selv troen, sådan kan han heller ikke tage vantroen bort.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion: Om den frie vilje: Chemnitz deler i tre: Over for synden er mennesket alt for frit, i ydre tugt og ærbarhed formår det noget, men svagt, og i omvendelsen, troen og den nye lydighed har det af sig selv ingen kræfter.
    «Det hænger med forstand, hjerte, vilje og alle sine evner ved det onde, 1 Mos 8,21. Men det er en elendig frihed, som er syndens slave, Joh 8,34.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae: Om den frie vilje: Rhegius lærer prædikanterne at tale varsomt: Mennesket har fri vilje i det timelige liv, men frihed til at leve gudfrygtigt og gøre gode gerninger får det kun ved Kristi nåde (Joh 8,36).
    «Derfor har vi ikke af den første fødsels natur en fri vilje til at leve gudfrygtigt for Gud og gøre gode gerninger, men af Kristi nåde» Læs teksten
  • Walther, Lov og evangelium, 4. forelæsning: Walther nævner Augustins kamp mod pelagianerne som eksempel på, at kirken ikke må give efter i læren om menneskets uformåen; ellers mister den evangeliets kerne, at frelsen er af ren nåde.
    «En Augustin havde blot veget en smule i læren om den frie vilje, eller rettere om menneskets fuldstændige uformåen i åndelige ting.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 21: Viljen er altid fri til at stå den tilbudte nåde imod. Genfødslen er alene Guds gave, men at den udebliver, er menneskets egen skyld.
    «Genfødslen kommer helt og alene af Guds frie gave; at den udebliver, skyldes derimod, at mennesket afviser det, som Gud har tilbudt.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Har man i tankerne, at mennesket overhovedet har en vilje, så har det også efter faldet en fri vilje: Det tvinges ikke, men synder villigt. Denne frihed fra tvang passer sammen med trældommen under synden.
    «Vi kalder også denne viljens frihed libertas a coactione [frihed fra tvang] eller den formelle frihed. Det strider mod viljens væsen at blive tvunget.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Læren om mennesket: Forstås fri vilje som evnen til at tro evangeliet og opfylde loven af kærlighed til Gud, har mennesket ingen fri vilje; det kan kun forkaste evangeliet. Striden gælder viljens genstand, ikke det at ville.
    «For at stridspunktet (status controversiae) ikke skal blive forskudt, gælder det altså om at holde for øje, at det ikke drejer sig om at ville i sig selv, men om viljens genstand.» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Stoikere og manikæere (tvang). De lærte, at alt sker af nødvendighed, så mennesket også i ydre ting og i sine onde gerninger handler af tvang. Konkordieformlen forkaster det; mennesket har en vis frihed i ydre ting.
  • Pelagianere og den skolastiske teologi. Pelagianerne lærte, at mennesket uden Helligånden kan omvende sig, tro og holde loven. Apologien siger, at modstanderne er enige med dem, når de lærer, at mennesket uden Ånden kan elske Gud og fortjene nåde ved fornuftens gerninger.
  • Synergisme. Synergisterne mener, at mennesket kun er halvdødt, og at den frie vilje, når Ånden har taget begyndelsen, af egen kraft kan gå Gud i møde og medvirke. Konkordieformlen forkaster det som stridende mod Skriften.
  • Nyere synergisme: den neutrale tilstand. Helmstedt-teologerne og nyere lutheranere taler om, at mennesket omvender sig «frit» fra en neutral tilstand, hvor det kan vælge for eller imod nåden. Pieper svarer, at en sådan tilstand ikke findes: Det naturlige menneske står afvisende over for evangeliet.

Hænger sammen med

  • Arvesynden – Spørgsmålet om den frie vilje er i virkeligheden spørgsmålet om, hvor dybt arvesynden går. Konkordieformlen siger, at det naturlige menneskes forstand, hjerte og vilje ved arvesynden ikke blot er svage, men vendt imod Gud (Rom 8,7). Fordi fordærvelsen sidder i selve viljen, kan viljen ikke af sig selv vælge Gud.
  • Gudsbilledet og urtilstanden – For at forstå viljens tilstand nu må man se på, hvad mennesket mistede. Chemnitz siger, at Gud skabte mennesket i sit billede, så forstand, vilje og hjerte stemte overens med Guds vilje. Men de første forældre vendte sig med deres frie vilje bort fra Gud og mistede ved faldet disse gaver. Den frihed til det gode er derfor gået tabt.
  • Omvendelsen: anger og tro – Når viljen af sig selv intet formår i åndelige ting, må omvendelsen komme fra Gud. Konkordieformlen siger, at Skriften ikke tilskriver den naturlige frie vilje nogen del af omvendelsen, troen og genfødslen, «hverken helt eller halvt», men tilskriver det hele alene Guds og Helligåndens virkning. Derfor afviser bekendelsen synergismen.
  • Kaldet og Helligåndens gerning – Det fælles led er Ordet. Konkordieformlen siger, at det uomvendte menneske har så megen frihed i ydre ting, at det kan gå i kirke og høre prædikenen eller lade være. Selve omvendelsen kan det ikke udrette, men gennem det hørte ord kalder Helligånden og gør, som formlen også siger, uvillige mennesker villige.
  • Helliggørelsen – Læren om den frie vilje skelner mellem før og efter omvendelsen. Konkordieformlen siger, at Gud i omvendelsen gør uvillige mennesker villige, og at den genfødte vilje derefter ikke er uvirksom, men medvirker i alle de gerninger, Helligånden gør gennem os. Det er helliggørelsen, og den medvirken sker i Åndens kraft, ikke af naturens egen evne.
  • Naturlig og åbenbaret gudserkendelse – Begge lærepunkter handler om, hvad fornuften kan vide om Gud. Konkordieformlen siger, at den naturlige forstand stadig har «en svag lille gnist» af erkendelse af, at der er en Gud, og af loven (Rom 1). Men evangeliet om Guds Søn kan den ikke af egne kræfter forstå eller tro, før Helligånden oplyser den (1 Kor 2,14).

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).