Studiebibelen

🗺 Lærekortet · Gud og skabelsen

Englene og Djævelen

Englene er personlige ånder uden legeme, skabt af Gud; de gode engle er befæstet i det gode og tjener Gud og de troende, mens Djævelen og hans engle af egen vilje faldt fra Gud og nu søger menneskets fordærv.

🗺 Åbn i Lærekortet Alle lærepunkter

Skriften bevidner fra 1 Mosebog til Åbenbaringen, at der findes engle. Navnet «engel» betyder sendebud og siger noget om deres opgave; af væsen er de ånder uden legeme (Hebr 1,14). De er skabt af Gud inden for de seks skabelsesdage, og de har forstand, vilje og stor magt, men de er endelige skabninger og hverken alvidende eller allestedsnærværende. Alle blev skabt gode. En del af dem faldt fra Gud, og siden er de gode engle befæstet i det gode og de onde i det onde. Pieper understreger, at læren ikke hører til de grundlæggende trosartikler, for troen frelser ved Kristus og ikke ved kendskab til englene; men Skriften lærer den klart.

De gode engle lovpriser Gud og er «tjenende ånder» for dem, der skal arve frelsen. Luther prædiker på Mikkelsdag, at Gud godt kunne beskytte os uden dem, men vil gøre det ved englene, som står omkring os som en vognborg. Ifølge Jacobs udfrier de os af legemlige farer, men de genføder og helliggør ikke; det gør Helligånden ved Ordet. Derfor må englene hverken tilbedes eller påkaldes (Åb 22,8–9). De Schmalkaldiske Artikler indrømmer, at englene beder for os, men kalder det afgudsdyrkelse at påkalde og tilbede dem.

Djævelen er en løgner og en morder fra begyndelsen (Joh 8,44). Han og hans engle vil skade mennesket på legeme og gods og især på sjælen, og de angriber kirken med vranglære. Men Djævelen kan ikke skabe noget, kun fordærve det, Gud har skabt, og kun så vidt Gud tillader det. Han går den evige ild i møde (Matt 25,41). Derfor beder den kristne med Luthers morgenbøn: «Lad din hellige engel være med mig, så den onde fjende ikke får nogen magt over mig.»

Skriften

  • Kol 1,16 – Alt er skabt i Kristus, også det usynlige: troner, herredømmer, magter og myndigheder. Englene er skabninger.
  • Hebr 1,14 – Englene er tjenende ånder, udsendt til hjælp for dem, der skal arve frelsen: deres væsen er ånd, deres opgave tjeneste.
  • Sl 91,11–12 – Gud giver sine engle befaling om at bevare den troende på alle hans veje.
  • Matt 18,10 – De små børns engle i himlen ser altid Faderens ansigt; Gud lader sine engle våge over de små.
  • 2 Pet 2,4 – Gud sparede ikke de engle, der syndede, men holder dem til dommen: nogle engle faldt, og de faldt ved egen skyld.
  • Joh 8,44 – Djævelen er en morder fra begyndelsen og står ikke i sandheden; når han lyver, taler han af sit eget.
  • 1 Pet 5,8–9 – Djævelen går omkring som en brølende løve; de troende skal stå ham imod, faste i troen.
  • Åb 22,8–9 – Englen afviser Johannes' tilbedelse: «Tilbed Gud!» Englene må ikke dyrkes eller påkaldes.

Bekendelsen

  • Luthers Lille Katekismus: Morgenbøn: Morgenbønnen beder Gud om at sende sin hellige engel, så Djævelen ikke får magt over den, der beder. Bønnen rettes til Faderen ved Kristus, ikke til englen; englen er Guds gave og redskab.
    «Lad din hellige engel være med mig, så den onde fjende ikke får nogen magt over mig.» Læs teksten
  • De Schmalkaldiske Artikler, del II, art. 2: Selv om englene i himlen beder for os, følger det ikke, at vi skal påkalde og tilbede dem eller regne dem for nødhjælpere, sådan som de pavelige lærer. Det er afgudsdyrkelse, for en sådan ære tilkommer Gud alene.
    «så følger det ikke deraf, at vi skal påkalde og tilbede englene og de hellige, faste og holde helligdage for dem» Læs teksten
  • Luthers Store Katekismus: Fadervor, 7. bøn: Djævelen er både løgner og morder: han står os uophørligt efter livet og påfører os ulykke og skade på legemet. Derfor skal de kristne uden ophør bede imod denne hovedfjende, for uden Guds bevarelse var vi ikke en time sikre.
    «Derfor har vi ikke andet at gøre på jorden end uden ophør at bede imod denne hovedfjende.» Læs teksten
  • Konkordieformlen, Epitome I: Forskellen mellem Guds og Djævelens værk er, at Djævelen ikke er skaber: han kan ikke frembringe noget, men kun fordærve det, Gud har skabt, og kun når Gud tillader det.
    «Djævelen kan ikke skabe nogen substans, men kun på accidentel vis (per accidens), når Gud tillader det, fordærve den substans, som Gud har skabt.» Læs teksten

Luther og de lutherske lærere

  • Luther, Huspostillen: Mikkelsdag: Luther lærer, at ulykker som ildebrand, pest og drukning er Djævelens værk under Guds tilladelse. Gud kunne beskytte os uden englene, men har valgt at gøre det ved dem; derfor skal vi hver dag bede om englenes beskyttelse og takke for den.
    «så vil han dog gøre det ved englene. De er som en vognborg omkring os, så Djævelen ikke bryder ind til os hvert øjeblik og gør skade.» Læs teksten
  • Luther, Huspostillen: Mikkelsdag: Ud fra Jobs historie viser Luther, at Djævelen aldrig hviler, men heller aldrig kan gå videre, end Gud giver ham lov til. Det kalder han et særligt trøsterigt stykke.
    «Vor Herre Gud har alligevel fanget Djævelen sådan, at han ikke kan komme længere, end Gud under og tillader ham.» Læs teksten
  • Chemnitz, Enchiridion, kap. 27: Bøn skal bygge på Guds udtrykkelige befaling og løfte. Englene bringer ganske vist bud om, at bønnen er hørt, men de vil selv ikke tilbedes eller påkaldes; derfor kan påkaldelse af helgener heller ikke begrundes ved at sammenligne dem med englene.
    «For englene forkynder ganske vist, at bønnen er hørt, Dan 9 og 10; Luk 1, men de vil alligevel ikke tilbedes og påkaldes, Åb 19 og 22.» Læs teksten
  • Rhegius, Formulae: Hvordan skal man ære helgenerne?: Rhegius siger, at englene glæder sig over hver synder, der omvender sig (Luk 15), og beder for os (Zak 1). Alligevel påkalder vi ikke englene, men alene Kristus.
    «Dog følger det ikke heraf, at man skal påkalde helgenerne, ligesom vi heller ikke påkalder englene, men alene Kristus, vor Gud.» Læs teksten
  • Jacobs, Sammenfatning, kap. 6: Englene tjener de gudfrygtige i den naturlige verden og virker, så vidt man kan se, gennem mellemårsagerne. Det er ikke deres embede at virke de åndelige forandringer, som Helligånden virker ved evangeliets ord.
    «Englene bringer udfrielse fra legemlige farer, men intet sted åbenbares de som nogen, der genføder eller helliggør.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Englene: Alle engle blev skabt gode, men en del faldt fra Gud. De gode engle er siden befæstet i det gode, så de ikke kan falde; de onde er befæstet i det onde og venter den evige ild (Matt 25,41). Englenes fald skete før menneskets.
    «De gode engle er de engle, der forblev gode, da de andre faldt, og som ved Guds videre virkning er så befæstet i det gode (in bono confirmati), at de ikke længere kan falde fra.» Læs teksten
  • Pieper, Kristen dogmatik: Englene: De onde engle vil skade mennesket på legeme og gods, men især på sjælen. Hele vantroens tilstand er Djævelens værk, og enhver vantro er i hans magt, indtil Gud befrier ham. Pieper skelner mellem denne åndelige besættelse og den legemlige besættelse.
    «Hele vantroens tilstand (status incredulitatis) – i hedenverdenen og inden for den ydre kristenhed – er en virkning af Djævelen (Ef 2,1–2).» Læs teksten

Andre opfattelser

  • Nyere teologi (Kirn m.fl.). Den liberale fløj mener, at gode engle måske findes, men ikke kan bevises, og at der mangler bevis for en personlig djævel. Den mere positive retning siger, at dogmatikken ikke skal have nogen særlig englelære, fordi den ikke hænger nødvendigt sammen med frelseserfaringen. Pieper svarer, at læren kun kan kendes og læres ud fra Skriften som Guds ufejlbarlige ord, ikke udvikles af vort eget jeg.
  • Engledyrkelse (den romerske og den græske kirke). Disse kirker skelner mellem en tilbedelse, der tilkommer Gud alene, og en ære, der også tilkommer englene, og påkalder englenes forbøn. Jacobs svarer, at skelnen ikke har hjemmel i Skriften: vi skal agte englene som Guds tjenere og takke Gud for dem, men ikke tilbede dem eller påkalde deres forbøn.
  • De ni englekor. Uden hjemmel i Skriften blev der digtet ni englekor eller engleordener med underafdelinger. Pieper anerkender, at Skriften nævner keruber, serafer, troner, herredømmer og en ærkeengel, men med Luther og dogmatikerne afviser han de ni kor som usikre, fordi Skriften ikke oplyser antallet. Luther kalder dem opdigtet af nysgerrige folk.
  • Djævlenes endelige frelse. Nogle har ment, at den evige ild kun er en renselses- eller tilintetgørelsesild, også for de onde engle. Pieper siger, at det strider mod Skriften, og at den, der benægter den evige straf, konsekvent også må benægte den evige salighed (Matt 25,46).

Hænger sammen med

  • Skabelsen – Englene er ikke evige eller guddommelige, men skabninger. Pieper henfører derfor Guds dom «meget godt» (1 Mos 1,31) også til dem: Alle engle blev skabt gode, ikke neutrale og ikke med en tilbøjelighed til det onde. Det onde i Djævelen kommer altså ikke fra skabelsen, men fra hans eget frafald.
  • Forsynet – Englene er nogle af de redskaber, Gud bruger, når han passer på sine skabninger. Pieper understreger, at Gud ikke har brug for dem, men frit vil bruge dem: De tjener børnene, de troende på deres veje og de døende, og de virker for husstanden og den borgerlige orden. Derfor må vi trøste os ved deres tjeneste, men ikke tilbede dem.
  • Syndefaldet og syndens årsag – Englenes fald kom før menneskets, og det ene førte til det andet, for Djævelen forførte de første mennesker. Pieper nævner Quenstedts forklaring på, hvorfor Gud sendte en frelser til de faldne mennesker, men ikke til de faldne engle: Djævelen faldt uden forførelse, mennesket ved forførelse. Men han advarer mod at gøre den forskel til grunden for Guds frie barmhjertighed.
  • Antikrist – Læren om de onde engle viser, hvor Antikrists magt kommer fra. Ifølge 2 Thess 2,9 kommer han «med Satans kraft» og med løgnens tegn og undere. Pieper skelner: Antikrist er ikke Djævelen selv, men hans rige oprettes og støttes ved Satans virkning. Bag den falske lære i kirken står altså den onde ånd, som Skriften advarer imod.
  • Den yderste dom og verdens ende – Englene har tjent Kristus gennem hele frelseshistorien, og den tjeneste når sit sidste punkt ved dommen. Jacobs siger, at ligesom de tjente ham ved fødslen, fristelsen, lidelsen, opstandelsen og himmelfarten, skal de være med ham, når han kommer igen for at dømme verden (Matt 25,31; 1 Thess 4,16). Dommen rammer også de onde engle.
  • Den evige fortabelse – Fortabelsen blev ikke først beredt for mennesker. Jesus siger, at den evige ild er «beredt Djævelen og hans engle» (Matt 25,41), og Pieper bemærker, at den i første række er til for de onde engle. De ugudelige, der går bort til den på den yderste dag, kommer altså til det sted, som var beredt for Guds fjender.
  • Nedfaren til dødsriget – Det fælles led er Djævelens magt. Konkordieformlen siger, at Kristus for ned til helvede, ødelagde helvede for alle troende og forløste dem fra dødens og Djævelens magt. Nedfarten er altså Kristi sejr over den faldne engel og hans rige. Derfor kan hverken helvede eller Djævelen tage dem til fange, der tror på Kristus.

Indholdet er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse. Bibelhenvisninger følger Bibelen 1992 (GT) og Den Frie Bibel (NT).